Katekismesanger

av Petter Dass

Den Anden Sang Om Daabens Sacramente:


Den andre sangen om dåpen kan deles i seks. Den første strofen utgjør innledningen, som bekrefter dåpens sentrale plass i bekjennelsen av det kristne fellesskap. Samtidig repeteres misjonsbefalingen (Matt 28.19). Annen del (str. 2–3) etablerer dåpen som åndelig gjenfødelse. Her finner vi anført momenter fra Luthers Lille, både 2. og 4. punkt (se innl. komm. til forrige sang). Tredje del (str. 4–11) fremholder dåpen som et Guds under hinsides menneskelig forståelse. Her berøres Luthers tredje punkt i Den lille katekismen. Utsigelsen i flertall skifter fra flertall («vi») til entall («jeg»–«du»). I den fjerde delen (str. 12–16) griper dikterpresten tilbake til gjenfødelsen i dåpen (Luthers annet punkt) med en direkte oppfordring til alle udøpte om å komme til dåpen og frelsen. Femte del (str. 17–23) behandler barnedåpen spesielt. Kan nyfødte barn virkelig få troen gjennom dåpen? Ja, for Gud er ingenting umulig. Henvendelsen til «min Ven» (23.1) oppsummerer dette avsnittet av sangen. Den sjette og siste delen (str. 24–28) holder frem Guds straff for dem som bryter dåpspakten. Luthers Lille annonserer denne trusselen i punkt 2.Når det gjelder dåpen, utgjør Luthers katekismer, Kirkeordinansen og Kirkeritualet en selvfølgelig kontekst for Dass; se den innledende kommentaren til DS 1.

Hvo som troer og er døbt, hand skal blive Salig;
Hvo som ikke troer, hand skal fordømmes.tit.] Mark 16.16: «Hvosom troer, og blifver døbt, hand skal blifve salig: Men hvosom icke troer, hand skal blifve fordømt.» Dette er ett av de skriftstedene Luther anfører i sin utlegning av dåpens sakrament; se den innledende kommentaren til forrige sang.

Siungis under sin egen Melodie.mel.] Om førsteutgavens kamuflering av melodiforelegg, se Innl. 6.2. Manuskriptene har «Part Folk indbilder sig, at ingen etc.», Dass’ egen evangeliesang til ellevte søndag etter trefoldighet (SV 3.344). Til denne evangeliesangen oppgis i sin tur som forelegg «Clorinde far nu vell», en sang som ikke er kjent annetstedsfra (Schiørring 2.254 og 262). Navnet Clorinde (Clorinda) kjenner vi imidlertid fra den italienske renessansedikteren Torquato Tassos La Gerusalemme liberata (1581). Der er Clorinda en muslimsk kvinnelig ridder, som etter å ha konvertert til kristendommen dør i armene på sin elskede, den kristne ridderen Tancredi. Ved en tragisk feiltakelse har han selv gitt henne banesår. Historien om Clorinda ble senere benyttet av flere komponister, bl.a. Claudio Monteverdi i hans Combatimento da Tancredi e Clorinda (1624). Den sangen det her vises til, tilhører rimeligvis denne tradisjonen. Flere utgaver oppgir «Hvad hielper Attestats» som forelegg, også brukt i en samling (håndskrevne) verdslige viser datert 1688 (KB: Additamenta 4to 396), jf. Schiørring 1.362–63.


1.
          EN Gud, en Daab, en Tro,EN Gud, en Daab, en Tro] Ef 4.5: «Een HERRE, Een Tro, Een Daab.»
Een Eenist’ Hellig GUd og ikke to,
          Det er vort Symbolumvort Symbolum] vår trosbekjennelse; ordet (gr./lat.) betyr opprinnelig «tegn til gjenkjennelse», en form for legitimasjonsbevis.
          Her i vor Christendom,
Det vil vi frit bekiendebekiende] erklære, si rett ut; det refereres med dette til misjonsbefalingen, Matt 28.19: «Gaar fordi hen, og lærer alle Folck, og døber dem i Nafn Faders, og Søns, og Hellig Aands.»
          Den heele Verden om.om] omkring

2.
          En hver som bliver døbt
Til HErrens Billed bliver hand omstøbt,Til HErrens Billed […] omstøbt] Metaforen er hentet fra billedhuggerkunsten. Det «Billed» det her er snakk om, er en skulptur; jf. 2 Kong 17.16: «Men de forlode alle HERrens deris Guds Bud, og giorde dem to støbte Kalfve […].» Til grunn for forestillingen ligger også skapelsesberetningen og løftet om gjenfødelse. Jf. 1 Mos 1.27: «Og GUd skabte Mennisken udi sit Billede; Hand skabte hannem udi Guds Billede; og Hand skabte dem en Mand, og Qvinde.»
          Hvad AdamAdam] Det første mennesket (i 1 Mos 2.19 brukes navnet første gang i den svaningske Bibel fra 1647); navnet betyr «menneske». (Chr. IVs bibel har «Mennisken» istf. «Adam».) tabte hen,tabte hen] mistet
          Det giver os igien
Vor Frelser JESUS Christus
          Ved Igienfødelsen.Igienfødelsen] Jf. Tit 3.4–7: «Men der Guds vor Frelseres Venlighed og Kiærlighed mod Menniskene aabenbaredes; Icke for de Retfærdigheds Gierningers skyld, som vi giorde; men efter sin Barmhiertighed giorde Hand os salige, formedelst Igienfødelsens Bad, og den Hellig Aands Fornyelse, Hvilcken Hand hafver udgydet rigeligen ofver os, formedelst JEsum Christum vor Frelsere: Paadet at Vi skulle formedelst hans Naade være Retfærdige, og Arfvinge til det evige Lif, efter Haabet.»

3.
          Den gammelgammel] gamle; formen er kurant. AdamAdam] 1 Kor 15.45: «Som der staar skrefvet: Det første Menniske Adam er blefven til en lefvende Siæl; den sidste Adam til en lefvendegiørendes Aand.» døer,
Den anden AdamDen anden Adam] Dvs. Kristus os retfærdig giør,
          Saa fødis Folk paa ny
          I hver en Stæden Stæd] et sted; hankjønn er kurant. og By
Ved Aanden og ved Vandet,Vandet] dåpsvannet; se komm. til DS 1.9.1
          Som flyderflyder] strømmer; jf. Matt 26.64: «JEsus sagde: Du siger det; dog siger Jeg eder: Nu herefter skal det skee, at I skulle see Menniskens Søn sidde hos Kraftens høyre Haand, oc komme i Himmelens Skyer.» Jf. Matt 21.25. ned af Sky.

4.
          Hvorledis det tilgaar?tilgaar] foregår
FornuftenFornuften] Her som agerende personifikasjon. ingenlundeingenlunde] overhodet ikke det forstaar;
          Vi bliver ved vor Tro,
          Den er en sikker Bro,
Naar den paa ChristumChristum] Lat. akk., styrt av paa. fæstis,
          Da kand vi trygge bo.

5.
          Har Christus selv det sagt,Har Christus selv det sagt] Utsagnet refererer rimeligvis til sangens overskrift, Mark 16.16; se komm. ovf. Jf. misjonsbefalingen (Matt 28.18–20), hvor Jesus først forsikrer sine disipler om at han er allmektig og deretter at han alltid vil «være med dem»; se innl. komm til DS 1.
HviHvi] hvorfor skal Hans Ord ey blive da ved Magt?
          Hand seer det vi ey seer,
          Hvad som u-siunligt skeer
For Guds aldseend’ ØyeGuds aldseend’ Øye] Jf. Hebr 4.13: «Og der er intet Creatur usynligt for Hannem; men Det er altsammen blot og aabenbar for hans Øyen, om Hvilcken vi tale.»
          Det siunlig sig beteer.beteer] viser

6.
          Om AandenAanden] Den hellige ånd. I denne strofen og de to neste forsøkes ånden beskrevet ved hjelp av sammenligninger fra den fysiske verden: menneskekroppen («Hæl»), vinden og jorden. siunis ey,
Hand dog i Daaben har sin lønliglønlig] hemmelige; jf. DS 1.18.1–2 Vey,
          Jeg seer og eyog ey] heller ikke min Siæl,
          SaasomSaasom] på den måte som jeg seer min Hæl,
Dog er hunhun] Dvs. sjelen som personifisert hunkjønn. til og lever,
          Det veed jeg gandske vel.

7.
          Du hører Væjr og Vind,Du hører Væjr og Vind] Joh 3.8: «Væiret blæs, hvor det vil, og du hører det vel bruse; men du veed icke hvæden det kommer, og hvor det far hen; saa er hver den, som er født af Aanden.»
Kand aldrig dog befattebefatte] fatte, begripe med dit Sind,
          Hvor fra den har sin Spring,sin Spring] sitt utspring. Hankjønn er belagt i Udspring; senere utgaver retter imidlertid til intetkjønn: «sit Spring».
          Hvor hen den farfar] farer; kortformen er kurant. omkring,
HvorHvor] hvordan vil du da begribe
          GUds Himmel-skiulte Ting?GUds Himmel-skiulte Ting] Jf 1 Kor 2.6–9: «Og det, som vi tale om, er alligevel Viisdom hos de Fuldkomne: icke denne Verdens Viisdom, og icke denne Verdens Øfversters, hvilcke som forgaa: Men vi tale Guds hemmelige skiulte Viisdom, hvilcken GUD skickedede for Verdens Begyndelse til vor Herlighed: Hvilcken Ingen af denne Verdens Øfverste kiendte; thi at hafde de kiendt Hannem, da hafde de icke kaarsfæst Herlighedens HERRE. Men, som skrefvet staar: At intet Øye hafver seet, og intet Øre hafver hørt, og det er icke kommet i noget Menniskes Hierte, som Gud hafver beredt dem, der Hannem elske.»

8.
          Er Jordens ElementJordens Element] jorden som hovedbestanddel; en av de fire i den fysiske verden: ild, luft, vann, jord.
Og dens Aarsagerdens Aarsager] hva det er ved den som fremkaller bestemte virkninger. Element er belagt i hankjønn, derav hankjønnspronomenet («dens»). dig sletslet] helt u-bekient,
          Hvad pønser du da paa,Hvad pønser du da paa] hvorfor overveier du da
          At vil den Kraft forstaa,At vil den Kraft forstaa] å ville forstå den kraften
Som HErrens Aand udvirkerudvirker] fremkaller
          I Hiertens skiulte Vraa?Vraa] krok

9.
          GUds Rige komme maa,
Dog ikke saa, at hver Mand seer derpaa,at hver Mand ser derpaa] Jf. Luk 17.20: «Og der Hand blef adspurdt af Pharisæerne: Naar kommer GUds Rige? Da svarede Hand dem, og sagde: GUds Rige kommer icke med udvortis Skickelse, som kand tages vare paa: Mand skal og icke sige: See her, eller der er det; thi see! GUds Rige er indvortis i eder.»
          GUds Søn som kom her ned
          Veed om den Sag Beskeed,
Hvorfor hand ogsaa vidner
          Om det hand haver seed.hand […] vidner Om det hand haver seed] Joh 3.31: «Den, som kommer ofven ned, er ofver alle; hvo som er af Jorden, hand er af Jorden, og taler om Jorden: Den som kommer af Himmelen, Hand er ofver alle: Og vidner det, som Hand hafver seet og hørdt; og ingen annammer Hans Vidnisbyrd.»


10.
          Mand seer ey Verdens Lius,Verdens Lius] Joh 8.12: «Da talede JEsus atter til dem, og sagde: Jeg er Verdens Lys; Hvo som efterfølger Mig, hand skal icke vandre i Mørcket, men hand skal hafve Lifsens Lys.»
Før mand er fød og ført fra Mørkheds Huus,ført fra Mørkheds Huus] Jf. 1 Kor 4.5: «Derfore dømmer icke for Tiden, førend HERREN kommer, som og skal føre til Lyset det, som skiult er i Mørcket, og aabenbare Hierternes Raad.»
          Saa seer ey nogen Mand
          GUds hellig Lius og Land,GUds hellig Lius og Land] Jf. Apg 26.17–18: «Og Jeg [Jesus] som vil frelse dig [Paulus] fra Folcket, og fra Hedninge, iblant hvilcke Jeg nu sender dig; At oplade deris Øyen, at de skulle omvende sig fra Mørcket til Lyset; og fra Satans Magt til GUd, til at annamme Syndernes Forladelse, og Arfv med dem, som blive helligede, formedelst Troen til Mig.»
Førend hand igienfødis
          Fra sin u-reene Stand.sin u-reene Stand] Jf. 1 Pet 3.21: «Hvilcket [Vand] og nu giør os salige udi Daaben, som betydes der med; icke den Ureenheds Borttagelse paa Kiødet; men en god Samvittigheds Pagt med Gud, formedelst JEsu Christi Opstandelse.»


11.
          Mand Salighedsens DagSalighedsens Dag] Dvs. dåpsdagen. Den gamle genitivsformen brukes med høystilseffekt; jf. Sktr 2.350 og 363.
Ey sætte bør paa Tid og lang Fordrag,sætte bør paa Tid og lang Fordrag] bør utsette. Fordrag betyr «forsinkelse» eller «utsettelse». Kirkeritualet (1685) åpner kapitlet om dåpen med å advare mot forsinkelser: «INgen maa lade sine Børn opholde fra Daaben over den Tid, som Loven ommælder, i hvo det end være kand; men saa snart Barnet bliver fød til Verden, skal Christelige Forældre, eller andre hosværende drage Omsorg, at det ved Daaben bliver igienfød, det snareste skee kand» (s. 53 f).
          Jo før i Pagt med GUd,Pagt med GUd] 1 Pet 3.21; se 10.6 ovf. Kirkeordinansen (1607) omtaler på denne bakgrunn dåpen som «en Pact som Gud haffuer giort met oss vdi Christo» (s. 19v).
          Jo før døer KlintenKlinten] ugresset; ordet forbindes med Jesu lignelse, Matt 13.24–30: «Hand lagde dem en anden Lignelse fore, og sagde: Himmeriges Rige lignes ved et Menniske, som saade god Sæd i sin Ager. Og der Folckene sofve, kom hans Fiende, og saaede Klinte iblant Hveden, og gick bort. Der Sæden voxte (nu,) og bar Frugt, da syntes ogsaa Klinten. Da ginge Tienerne til Huus-bonden, og sagde: Herre, saaede du icke god Sæd i din Ager? Hvoraf hafver dend da Klinten? Men Hand sagde til dem: Det hafver Fienden giort. Da sagde Tienerne: Vil Du da, at vi skulle gaa bort, og luge dem af? Hand sagde: Ney; Paadet I skulle icke tillige rycke Hveden op med, dersom I luge Klinten af. Lader dem baade voxe tilsammen indtil Høsten: Og naar det er Tiid at høste, vil Jeg sige til Høst-Folcket: Sancker først Klinten tilsammen, og binder dem udi Knippe, at mand kand opbrænde dem; Men samler mig Hvæden ind i min Lade.» ud,
Jo før ogsaa forvissnerforvissner] visner, forgår
          Den onde MandsDen onde Mands] Refererer til «fienden» i lignelsen; her å forstå som djevelen. «Den gamle fiende», hostis antiquus, er i middelalderen en vanlig brukt evfemisme for djevelen. U-krud.U-krud] ugress


12.
          Saa kommer, kommerkommer] kom; imp. flt. frem,
Oc henterhenter] hent, imp. flt. Vand til hver en tørstigtørstig] tørst; Joh 4.14: «Men hvo som dricker af det Vand, som Jeg [Jesus] gifver hannem, hand skal icke tørste ævindeligen; Men det Vand som Jeg gifver hannem, skal blifve en Vandkilde i hannem, som flyder til det evige Lif.» Jf. Åp 22.17. Lem,Lem] menneske, troende, jf. Rom 12.5.
          Her skienkis Aqvavit,Aqvavit] livets vann, aqua vitae (lat.), eau de vie (fr.) Her er det altså ikke snakk om den moderne formen for akevitt (skandinavisk potetbrennevin), men brennevin som livseleksir eller universalmedisin. Det var først på 1600-tallet at brennevin ble så pass vanlig i Skandinavia at produksjonen ble skattlagt av Kongen. Dette brennevinet var basert på korn og gjerne smakssatt med legeurter; se Heuch 2002: 7–46. Uttrykket «Livsens Vand» utloves i Åpenbaringen (21.6) vederlagsfritt: «Og Hand [som sitter på tronen] sagde til mig: Det er skeet; Jeg er A og O, Begyndelsen og Enden: Jeg vil gifve de Tørstige af det lefvende [Lifsens, 1647] Vands Kilde af Naade.» Jf. Åp 22.1 og 22.17, Jes 55.1.
          Det kand I kiøbe frit,frit] gratis
I faar det uden Penge,
          Er det ey god Profit?


13.
          GUDS Mand EzechielGUDS Mand Ezechiel] Profeten Esekiel virket under jødenes babylonske fangenskap. I denne og de følgende fem strofene forutsetter Dass Esekiel kjent, nærmere bestemt hans profeti om jødenes tempel. Esekiel ser i et syn seg selv og Herren i fremtidens Israel (Esek 47.1–11): «Og hand ledde mig igien til Tempelens Dør; og see! der flød et Vand ud under Tempelens Dør-Tærskel mod Østen: thi Tempelens Dør var og mod Østen: Og Vandet løb der under ved Tempelens høyre Side, hos Alteret, fra Sønden. Og hand ledde mig ud til Porten mod Norden, og førde mig ad Veyen uden omkring, til den yderste Port, som var mod Østen; og see! der spranck Vand udaf den høyre Side. Og Manden gick ud mod Østen, og hafde en Maale-Snor i Haanden, og hand maalte tusende Alne, og ledde mig igiennem Vandet, indtil det gick mig til Ancklerne. Og hand maalte end en gang tusende Alne, og førde mig igiennem Vandet, indtil det gick mig til Knæene: Hand maalte end en gang tusende Alne, og lod mig gaa der igiennem, indtil det gick mig op til Lænderne. Saa maalte hand endda tusende Alne, og det blef da saa dybt, at jeg kunde icke gaa derofver: Thi Vandet var saa høyt, at mand maatte svømme der udi, og kunde icke gaa der ofver. Og hand sagde til mig: Du Menniskis Søn, det hafver du jo seet. Og hand ledde mig tilbage igien til Beckens Brædde; og see! der stode gandske mange Træer hos Bræddene paa baade Sider. Og hand sagde til mig: Det Vand som flyder her ud mod Østen, det flyder igiennem den slette Marck ud i Hafvet, ja til Hafvet udgaaer det: Og naar det kommer hen i Hafvet, da skulle de samme Vande blifve sunde, Ja alt det, som der udi lefver og rører sig, der hen som disse Strømme komme, det skal lefve, og skal hafve saare mange Fiske; og de skulle alle blifve karske og lefve, hvor denne Strøm kommer hen. Og Fiskerne skulle staa paa den samme, fra En-gedi og indtil En-Eglaim og udstræcke Fisk-Garn; thi der skulle være gandske mange Fiske efter sit slags, ligesom i det store Haf. Dammene og Grafverne sammestæds skulle icke blifve sunde, men blifve til Salt.»
Forklarer os den HandelHandel] forretning; her refereres det til gratisakevitten i str. 12. meget vel,
          Hand saae, hvorhvor] hvordan der udbrødudbrød] vellet frem
          En Kilde klar og sødsød] ren, som gir ferskt vann (motsatt salt); jf. Jak 3.12.
Fra Templets Dør mod Østen,
          Som ud til Havet flød.


14.
          Da det i Havet falt,falt] rant
Blev Vandet sundt,sundt] godt, gavnlig som før var slemtslemt] dårlig og salt;
          De Fiske der i flødDe Fiske der i flød] de fiskene som svømte i det vannet; relativpronomenet (subjunksjonen) er underforstått.
          Den samme Lykke nød,
De bleve der i friske,
          Og reddet fra sin Død.


15.
          De Fiskere der stodDe Fiskere der stod] de fiskerne som stod der
Paa begge Sider runden omrunden om] omkring den Flod
          Med Garnet vidt udstragt
          De droge med ald Magt
En Hob u-tallig Fiske;en Hob u-tallig Fiske] utallige fisker; uttrykksmåten er pleonastisk og muntlig. Jf. Luk 5.6: «en stor Hob Fiske».
          Saa gik det med den Agt.Agt] (høytidelige) handling, dvs. den allegoriske dåpshandlingen


16.
          Guds Ord er Lifsens Vand,Lifsens Vand] Jesus, «Guds ord», tilbyr den samaritanske kvinnen ved brønnen «levende vann» i Joh 4.10: «JEsus svarde, og sagde til hende: Dersom du kiende GUds Gafve, og hvo den er, som siger til dig: Gif mig Dricke; da bad du Hannem; og Hand gaf dig lefvende Vand.» Jf. komm. til 12.3 ovf.
Som under Templets Dør udflød og rand,
          DenDen] det, sc. vannet; hankjønn er kurant. flød af Jesu Mund
          Og giorde Verden sund,
Vor Daab os alle samler
          Med Gud i ny Forbund.Forbund] pakt; hankjønn er kurant. Se komm. til DS 1.12.1.


17.
          Saa mangt et Moders Barn
De geistlig Fisker’geistlig Fisker’] Se Esekiel-profetien gjengitt i komm. til 13.1 ovf. Jesus proklamerer i Matt 4.19 at han vil omskolere to galileiske fiskere til disipler og «menneskefiskere»: «Og Hand [Jesus] sagde til dem [brødrene Simon og Andreas]: Følger Mig efter, Jeg vil giøre eder til Menniskers Fiskere.» I kirken overtar geistligheten, dvs. prestene, disiplenes rolle, bl.a. i og med barnedåpen. fanger i sit Garn,
          Guds Kirke til Profit
          I Verden bret og vidt,
Naar Folck paa HErrens Vegne
          Fra Synden sigis qvit.qvit] (gjeld)fri; Mark 16.16: «Hvosom troer, og blifver døbt, hand skal blifve salig: Men hvosom ikke troer, hand skal blifve fordømt.» Se komm. til sangens overskrift. Den økonomiske matforikken beror på skriftsteder som Mark 10.45: «Thi Menniskens Søn er icke kommen, at lade tiene sig; men at Hand skulde tiene, og gifve sit Lif til Gienløselses Betalning for Mange.»


18.
          Her hosHer hos] dessuten eragtiseragtis] antas, kjennes for rett (juridisk term) ock;ock] også
Naar Barnet bæris frem til Funtens Stok,Funtens Stok] døpefonten; eg. dens understell
          At det i Daaben faar
          Det Siælen best anstaar,Det Siælen best anstaar] det som er mest tjenlig for sjelen; relativpronomenet er utlatt.
Jeg meener Troens Gave,Troens Gave] Ef 2.8: «Thi I ere blefne salige af Naade, formedelst Troen; og det icke af eder self: Det er GUds Gafve.»
          Guds Aand det Værk formaar.Guds Aand det Værk formaar] Den hellige ånd sørger for det


19.
          Ey nogen, nogen Mand
Foruden Troen HErren tækkis kand,tækkis kand] kan behage
          Den tændis i de Smaa,
          DogDog] selv om vi det ey forstaa.
GUDS overvettisovervettis] overveldende; jf. Ef 2.7: «Paadet hand [Gud] vilde gifve tilkiende i den tilkommende Tiid, hans Naades ofverflødige Riigdom, formedelst Hans Godhed ofver os, i Christo JEsu.» Naade
          Det har behaget saa.

20.
          Det siunis underligt,
At een Nyfød kand dogdog] virkelig tilegnistilegnis] tilegne seg sligt,
          Ja slig Spee Børens Siæl,
          Der ey kand vide vel
Fra Høyre Haand til Venstre
          At giøre ret Forskiel.

21.
          Hvad skal her svares til?
Gud under sine Gaver hvem hand vil,
          Var hand de Smaa saa sød,sød] god
          At hand for JESU Dødfor JESU Død] for Jesu døds skyld
Har dem til Himmerige
          Udvalt før de blev fød?Udvalt før de blev fød] Både manuskripter og trykte utgaver har punktum til slutt i dette verset, ikke spørsmålstegn. Forestillingen om predestinasjon, at noen er forutbestemt til frelse, andre til fortapelse, er fremfor alt basert på Rom 8.28–30. Den finnes også utlagt hos Luther, som samtidig betoner den menneskelige forståelses uformuenhet på dette punkt (jf. Brochmanns art. 24, 1664: 2.230). Riktignok kan setningen her («Var hand», v. 3) oppfattes som en utsagnssetning med inversjon (jf. Falk og Torp 1900: 288, Mikkelsen 1911: 580), men normalt ville inversjonen av subjekt og verbal betinge spørsmål. På denne bakgrunn virker det rimelig å tolke teksten her som et retorisk spørsmål (forutsettende negativt svar). Tre momenter taler dermed for spørsmålstegnet: ordstillingen, den umiddelbare konteksten (dvs. de omgivende spørsmålene) og det saklige innholdet.

22.
          Har Gud sin Aand indgydt
Sanct HansSanct Hans] døperen Johannes. Helgenbetegnelsen («Sanct») brukes ikke sjelden av lutheranere, til tross for deres agg mot «papismen», som for eksempel Petter Dass’ eget i TB 1.23. Jf. Luk 1.41: «Og det begaf sig, der Elisabeth hørde Mariæ Helsen, da rørde Barnet sig i hendis Lif: Og Elisabeth blef opfyldt med den Hellig Aand.» endda i Moders Liv indknydt?indknydt] innkapslet
          HviHvi] hvorfor sigis ney da til,
          At hand sin Hellig Ildsin Hellig Ild] Matt 3.11: «Jeg [Johannes] døber eder med Vand til Bedring: Men Den som kommer efter mig, er sterckere end Jeg; Hvilcken jeg er og icke værdig til at bære hans Sko: Hand skal døbe eder med den Hellig Aand og med Ild.» Da Den hellige ånd kommer til disiplene på pinsedagen (Apg 2.3–4), kommer den som ild.
De Smaa i Daabens Vande
          Ey give kand og vill.vill?] De trykte utgavene har punktum til slutt i denne strofen, til tross for at ordstillingen – og sammenhengen – fordrer spørsmålstegn. Håndskriftene har en annen strofe her – med spørsmålstegn. Teksten er rettet i henhold til 1875Eri.

23.
          Merk det min Ven, og lær,
At u-fortrydeligu-fortrydelig] ikke til å angre på; jf. Rom 11.29: «Thi Guds Gafver og Kald kunde icke angre Hannem.» Guds Gaver er,
          Hand angred aldrig det,
          At hand med fri Forsetmed fri Forset] med vilje (juridisk term); hankjønn er kurant.
Har den og den benaadet,benaadet] Den eneste som uttrykkelig kalles «benådet» i Bibelen, er Jesu mor, Maria (Luk 1.28), selv om 1699-oversettelsen har «velsigneet»: «Og Engelen kom ind til hende, og sagde: Hil være, du Lifsalige, HERren er med dig, du velsignede iblant Qvinderne.»
          Det er hans Friheds Rett.

24.
          Men er der nogen til,
Som Troen sidensiden] Dvs. etter dåpen fra sig skille vill?
          Hand skal udstødis bort
          Fra HErrens Naades Port,HErrens Naades Port] Jf. Matt 7.13–14: «Gaar ind ad den snefre Port: thi den Port er viid, og den Vey er bred, som fører ned til Fordømmelsen; og de ere Mange, som vandre der paa. Og dend Port er snefr, og den Vey er trang, som fører til Lifvet; og de ere Faa, som dend finde.»
Og regnis for en Hedning,Hedning] vantro, person tilhørende en annen, «laverestående» religion (enn kristen- og/eller jødedommen)
          HvesHves] hvis; gen. av hvem Siæl er sletslet] helt og holdent forgiort.forgiort] tapt; jf. Sal 9.18: «Ah! At de Ugudelige maatte vendis til Helfvede; Og alle Hedningene, som forglemme GUd.»

25.
          Hvo som sin Daabes PagtDaabes Pagt] 1 Pet 3.21: «Hvilcket og nu giør os salige udi Daaben, som betydes der med; icke den Ureenheds Borttagelse paa Kiødet; men en god Samvittigheds Pagt med Gud, formedelst JEsu Christi Opstandelse.» Se også komm. til DS 1.12.
Og Christendom frivillig har opsagt,opsagt] erklært for opphørt
          Hand udelukkis skall
          Fra Christne Lemmers Tall,Christne Lemmers Tall] de kristnes antall
Og stødis uden Naade
          Til Pølens ævig qval.Pølens ævig qval] Åp 21.8: «Men de Mistrøstige, og Vantro, og Gruelige, og Manddrabere, og Skiørlefnere, og Troldkarle, og Afgudiske, og alle Løgnere, deris Deel skal være i Pølen, som brænder med Ild og Svofvel, hvilcket der er den anden Død.»

26.
          GUD Fader, Søn og Aand,
Mod hvilke hand har brudt sin Æed og Baand,
          Skal den forsoren Hundforsoren Hund] den usling som har brudt sin ed (som har «forsverget» seg)
          Foruden ald MiskundMiskund] medlidenhet
Paa Vredens DagVredens Dag] dommens dag (lat. dies irae); Ordsp 11.4: «Gods hielper icke paa Vredens Dag; men Retviished frelser fra Døden.» Jf. Rom 2.5. fordømme
          Til Helvedes Afgrund.

27.
          AfsigtenAfsigten] dommen, kjennelsen bliver saa:
GakGak] gå; imp. ent. av gange du Forbandet til den mørke Vraa,Den mørke Vraa] den mørke (av)krok, dvs. Helvete
          Fra Guds AnsigteAnsigte] ansikt, nåde bort,
          Hvor du der fort og fortfort og fort] uten avbrytelse
ÆlendigÆlendig] jammerlige, skammelige skal undgielde
          Det Onde du har giort.

28.
          Dig hielper ingen Bøn,
Dig hielper hverken GaveGave] bestikkelse eller Løn;Løn] betaling
          Thi see, paa hvilken Stædhvilken Stæd] hvilket sted; hankjønn er kurant.
          At Træet falder ned,Træet falder ned] Fork 11.3: «Naar Skyerne ere fulde, da gifve de Regn paa Jorden; Og naar Træet falder, det falder mod Synden eller Norden, paa hvilcken sted det falder, der skal det ligge.»
Der skal det ogsaa ligge,
          Saa gaar det dig og med.Saa gaar det dig og med] slik går det også med deg

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Katekismesanger

Petter Dass' Katekismesanger var en av Danmark-Norges aller mest utbredte bøker på 1700-tallet. Nå foreligger katekismesangene for første gang i en tekstkritisk utgave med fyldig innledning, over 6000 kommentarer og tre registre. Bak utgaven står Jon Haarberg, professor i allmenn litteraturvitenskap ved Universitetet i Oslo.

BRUKSANVISNING

Utgaven er basert på førstetrykket fra 1715.

Se faksimiler (Dass 1999, NB Digital)

Les mer..

Om Petter Dass

Dikterpresten Petter Dass har en sentral plass i vår kulturhistorie. Han blir ofte omtalt som den mest betydelige dansk-norske dikteren ved siden av Thomas Kingo i siste del av 1600-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.