BRUKSANVISNING

"/> Den Niende Sang. | Bokselskap

Katekismesanger

av Petter Dass

Den Niende Sang.


Fadervårs avslutning, slik den formuleres i Matteusevangeliet (6.13), inneholder i realiteten fire momenter. Det bekreftes at Gud styrer verden (riket), at all makt er hans, at også æren tilkommer ham, og, til slutt, at disse tre forholdene ikke er underlagt noen tidsbegrensning. Denne firedelingen kan langt på vei gjenfinnes i dikterprestens sang. Første og siste strofe (26) utgjør en ramme for behandlingen av gudsriket, makten og æren; i den første parafraseres Matteusevangeliets tekst, i den siste uttales det avsluttende «amen». Innenfor denne rammen faller sangen i fem deler. Første del (str. 2–5) fastslår at den kristne verden er gudestyrt eller teokratisk: det at alle jordiske riker ligger under Gud; verdslige myndigheter styrer bare på Guds vegne. Annen del (str. 6–11) påpeker tidsbegrensningen av all verdslig makt; bare Guds makt varer evig. I tredje del (str. 12–16), hvis begynnelse markeres med en apostrofe av Gud («O Herre», 12.2), utbroderes Hans allmakt og verdslighetens tilsvarende avmakt. Fjerde del (str. 17–21) skiller seg ikke sterkt fra den tredje, men innledes med en fornyet apostrofe. Her gjentas det sentrale poenget: at all makt på jorden har sitt opphav i Gud. Den femte og siste delen (str. 22–25), som igjen fornyer apostrofen, omhandler så æren.

Thi Riget er dit og Krafft og Hærlighed i Ævighed, Amen!tit.] Formulering som hos Chr. IV (Matt 6.13). Luthers Lille katekisme inkluderer ikke Fadervårs avslutningsformel, hvis status i overleveringen er omdiskutert. I Vulgata finnes den ikke, heller ikke i Luthers oversettelse. Senere danske oversettelser har den i Matteusevangeliets versjon; men ikke i Lukasevangeliets (Luk 11.2–4). Den svaningske Bibels (1647) versjon av Matteus gjengir den i parentes: «(Thi dit er Riget, oc Kraften, oc Herligheden, i ævighed) Amen.» Vår siste norske oversettelse (2005) inkluderer denne setningen med en fotnote som tar forbehold med hensyn til overleveringen. Luthers Lille katekisme, som dikterpresten foregir å bygge på, er altså taus på dette punkt. Men tidens katekismer kommenterer likevel denne Fadervårs «Beslutning». Aaskow (1692) formulerer seg for eksempel slik: «Med disse Ord, ville vi bevege Gud til at bønhøre os: og Gud forsickrer os med det samme om en naadig Bønhørelse. Thi vi ere hans Undersaatter i hans Rige, og hand vor Konge, derfor vil hand bønhøre og hielpe: Hand allmæctig, der fore kand hand hielpe: Det gielder hans Ære, derfore skal hand og bønhøre og hielpe os» (s. 109). Luthers Lille kommenterer imidlertid det avsluttende «Amen» (Luther 1616: 87): «Amen. Dette Ord er derfor lagd her til, at jeg skal være aldelis viss derpaa, at denne min Bøn er antagen og Bønhørd af min Fader, som er i Himlene, Thi hand haffuer befalet at wi skulle bede, oc lagde en forjættelse til befalningen, saa det skal skee, at hand skal bønhøre oss. Amen, Amen. Visseligen skulle alle de ting giffues dig.» Det hebraiske ordet amen er hentet fra den jødiske liturgien: Menigheten gir der sin tilslutning til prestens bønn ved å rope «amen», dvs. «i sannhet» eller «la det skje». Ordet ble så overtatt i det greske kirkespråket til avslutning av bønner (jf. 1 Kor 14.16).

Siungis under sin egen Melodie.mel.] To av de tre tilnærmet fullstendige manuskriptene (O og D) oppgir «Jeg kand ey lenger blifve ô Coridon etc.» som forelegg, åpenbart det samme som er brukt i evangeliesangen til tiende søndag etter trefoldighet: «Jeg kan æj længer vagte, o Coridon hos dig» (SV 3.340). Corydon tilhører som navn hyrdepoesien, for eksempel Bordings, og kan føres tilbake til Vergils genrekonstituerende Ekloger (2.1), men den sangen dikterpresten refererer til, kjennes ikke annetstedsfra (Schiørring 1.254). I den bevarte 1700-tallsbibliografien over Petter Dass’ dikt finnes Corydon-navnet i tittelen på en leilighetsdikt fra 1672: «Vise med den Titul: Coridons Landflygtighed. 1672. NB: Denne Vise blev giort, da Author havde kommet sin Fæstemø for nær, hvorfore hand motte reise til Kiøb.havn om Opreisning» (Midbøe 1947: 163). En tilføyelse (med annen hånd) i T oppgir «Bedrøf dig Skelf ey Søster», men heller ikke denne visa er nå kjent annetstedsfra.


1.
Til Fader Vor at ende,
          Da siunge vi nu frit,
Vi Siunger og bekiende,Siunger og bekiende] Inkonsistensen er påfallende: Det siste verbet har flertallsbøyning, det første ikke.
          At Riget det er dit;Riget det er dit] Jf. 1 Krøn 30.11 (29.11): «Dig [Herre] bør Majestet og Mact, Herlighed, Seyer og Tack; thi alt det som er i Himmelen og paa Jorden, det er Dit; Riget er dit, og du er ophøyet ofver alle til Øverste.»
5O GUD, din HErre-MagtHErre-Magt] en husherres myndighet til å bestemme over sine egne slaver eller tjenere (lat. potestas dominica).
          Er over gandskegandske] hele Jorden
Med Ære vjdt udstrakt.udstrakt] utbredt

2.
Vor’ Verdslig Herrer ere
          Paa Throner høyt opsat,opsat] plassert
Af Guld de kroner bære
          Med prægtig Stand og Statt,Stand og Statt] levemåte og fornemhet; fornemme levevilkår
5Eenhver har nock for sig,
          Men hvad de har og eyer
De haver detDe haver det] det har de; kurant ordstilling af dig.

3.
Det væreDet være] la det være; oppfordr. konj. stort og meget,
          Hvor stort det være vill,
Det er ey deris eget,
          Gud legger dem det til;legger dem det til] gir dem det
5Hand sætter Konger ind,sætter Konger ind] innsetter Konger; jf. Dan 2.21: «Hand [Gud] omskifter Tid og Tilstand: Hand afsætter Konger og indsætter Konger; Hand gifver de Viise deris Viisdom, og de Forstandige deris Forstand.»
          Hand atter dem afsætter,
Som hærsker mod hans Sind.Som hærsker mod hans Sind] som styrer på en måte som strider mot hans vilje

4.
En KiempeKiempe] kriger kand ey lidelide] stole
          Paa Hest og megen Magt,
Forgievis skal hand stride,
          Forgievis er hans Agt,Agt] hensikt, forsett
5Hves GUD i Værket ey
          En Finger med vil have,
Da gaar hand Dødens Vey.

5.
AhsverusAhsverus] Dass gjenforteller historien om kong Ahasverus og hans kvinner i sin gjendiktning av Esters bok i Trende Bibelske Bøger (SV 3.54). Perserkongen Xerxes I, som i Esthers bok kalles A(ha)sverus, ble i likhet med lyderkongen Krøsus en eksempelfigur for en konge som lever i ufattelig luksus. Dass refererer til «Ahsveri Banquet» i sin innledning til Nordlands Trompet (SV 1.21). lod sig skrive
          Monark udi sit Brev,Monark udi sitt Brev] To – eller tre – brev er viktige i den historien som fortelles om kong Ahasverus: Først, etter å ha blitt trosset og ydmyket av sin dronning, Vasti, sender kongen ut et brev til alle sine land og riker som innskjerper at «hver Mand skal være Ofverherre i sit Huus» (Est 1.22), dernest sender han ut et tilsvarende brev om «at ødelegge, at ihielslaa, og at omkomme alle Jøderne, baade Unge, og gamle; Børn og Qvinder» (Est 3.13), et brev som senere, takket være Ester, blir tilbakekalt (Est 8.5).
Et hundred, siuv og tiveEt hundred, siuv og tive] Est 1.1: «Den tid Kong Asverus regierede fra India indtil Morland ofver hundrede og siv og tive Lande.»
          Hans Riger regned blev,
5Dog er Ahsverus død,
          Hans Riger er henfaldenhenfalden] overdratt (og utarmet); partisippbøyningen er kurant.
I fremmed Herrers Skiød.Skiød] varetekt

6.
Saa vexlisvexlis] overføres, utveksles Jordens Riger
          Fra een til anden hen,
Een ned af StolenStolen] tronen stiger,
          Een anden op igien;
5Men GUd! dit Rige staar,
          Hos dig er ey Forandring,
Du bliver den du vaar.vaar] Lang vokal markeres med dobbeltskriving (jf. Sktr 2.322 og 344), men rimet (staar–vaar) er ikke enestående.

7.
Naar du saasom den gamledu saasom den gamle] Det refereres til Gud på dommedag, slik han fremstilles i Johannes’ åpenbaring. Han omtales der riktignok ikke som «gammel», men som den «som sad paa Stoelen, Den som lefver fra Evighed til Evighed» (Åp 4.9).
          Opsætter dig paa Stool,
Da skal sig for dig samleDa skal sig for dig samle] Jf. Åp 7.9: «Derefter saae Jeg, og see: en stor Skare, hvilcken ingen kunde telle, af alle Hedninge, og Folck, og Slegter, og Tungemaal, stode for Stolen, og for Lammet, klædde med hvide Kiortler, og Palmer i deris Hænder.» Det profeteres om konger spesielt i Åp 17.9–11.
          Fra Noor- til Sønder-Pool
5Hver Jordens Potentat,Potentat] statsoverhode, regent
          Og skal fra sig levere
Ald Magt og Mayestat.Mayestat] ærverdighet, myndighet; formen på -stat (ikke -stæt) er den gamle, som ligger tettest opp til den latinske (maiestat-).

8.
Et verdslig RegimenteRegimente] styre
          Er tittit] ofte i saadan Nød,
At det ey kand indrenteindrente] innbringe, gi som utbytte
          Indbyggerne sit Brød;
5Men GUds ForsiunForsiun] forsyn, styrelse staar ved,staar ved] står fast
          Fra Slegt og indtil anden
Med ald Nødtørftighed.ald Nødtørftighed] alt man trenger til livets opphold

9.
En Saulus faar en Krone,Saulus faar en Krone] Gud utpeker gjetergutten Saul til Israels første konge i 1 Sam 9.16. Så salves han av Samuel, dommeren, i 1 Sam 10.1. Kongeverdigheten stadfestes av folket i 1 Sam 11.15. Noen krone i bokstavelig forstand er det aldri snakk om.
          En Paulus faaer en Bog,Paulus faar en Bog] Heller ikke dette utsagnet kan oppfattes bokstavelig. Paulus får aldri noen bok. Men han blir en Jesu apostel som forkynner evangeliet (som jo kan oppfattes som «bok»): jf. Rom 1.
En Adam faaer en Kone,Adam faaer en Kone] 1 Mos 2.21–22: «Da lod Gud HERREN en dyb Søfn falde paa Mennisken, og hand sof: Da tog Hand et af hans Rif-been, og lucte Steden igien med Kiød. Og GUD HERren bygde en Qvinde af Rif-beenet, som Hand tog af Mennisket, og ledde hende til hannem.»
          En Fisker faaer en Krog,
5En Bonde Plog og Harv,
          En BetlerBetler] tigger faaer en Posse,Posse] tiggerpose
En Søn sin Faders Arv.


10.
De HerrerHerrer] makthavere vi her haver
          Maa døe, som Mennisken,Mennisken] mennesket
Mand dem til deres Graver
          SomSom] likesom andre bærer hen,
5Forraadnelsen de seer,Forraadnelsen de seer] Jf. Sal 16.10: «Thi du [Gud] lader min Siæl icke blifve i Helfvede, og ey heller tilstæder, at din Hellige raadner.»
          Et Huus paa andet falder,Et Hus paa andet falder] Luk 11.17: «Da fornam Hand [Jesus] deres Tancker, og sagde til dem: Hvert Rige, som vorder ueens med sig self, blifver øde, og et Huus falder ofver det andet.»
Alt KiødAlt Kiød] alt legemlig el. menneskelig; jf. f.eks. 1 Mos 6.13: «Da sagde GUd til Noe: All Kiødsens Ende er kommen for Mig.» er StøvStøv] Jf. 1 Mos 2.7: «Og GUD HERREN hafde giort Mennisken af en Jord-klimp; og blæsde en lefvende Aand i hans Næse.» og Leer.Leer] Jf. Job 10.9: «Tænck dog, at Du [Gud] giorde mig af Jord, og at Du skal giøre mig til Jord igien.» Se også Jes 64.8. Om menneskelegemets forgjengelighet, kjødet, brukes i bibeloversettelsene leire, støv og jord til dels om hverandre.


11.
Guds IldGuds Ild] Ifølge Johannes’ åpenbaring kommer dommedag med ild; se Åp 20.9: «Og der falt Ild fra Gud af Himmelen, og fortærede dem.» Også i Det gamle testamente bruker Gud ild som straff, se f.eks. Sal 11.6). Forestillingen her er den samme som den vi finner i den katolske rekviemmessen, «Dies irae» (1.1–2): «Dies irae, dies illa, / Solvet saeclum in favilla»: «vredens dag, hin dag, vil oppløse verden i flammer», se Blume og Bannister 1915: 269–70. skal slet opædeopæde] fortære
          Det gandske Firmament,Det gandske Firmament] himmelhvelvingen; jf. TA 1.22.–23.
Forvandlis som et Klæde,
          Til Aske blive brendt;Til Aske blive brendt] som blir brent til aske
5Ald JordenAld Jorden] hele jorden skal forgaa,
          Men HErrens Aar og Dage
Skal u-forandret staa.


12.
Da hører dig alleene
          O HErre! Riget til,
HvoHvo] hvem kand dig det formeene?dig det formeene] berøve (el. nekte) deg retten til det
          Du giør alt hvad du vil
5I Himmel og paa Jord
          Og alle Ting bestyris
AltAlt] Ordet brukes her i forsikrende betydning og kan vanskelig erstattes av et synonym. ved dit Guddoms Ord.dit Guddoms Ord] I 1 Mos (1.1 ff) skaper Gud verden ved språkhandlinger; jf. Hebr 11.3: «Formedelst Troen mercke vi, at Verden er bered ved Guds Ord.» I Johannesevangeliets prolog fremstilles Ordet først som identisk med den evige Gud (1.1), deretter som inkarnasjonen (1.14).


13.
En PharaoEn Pharao] 2 Mos 14.1–4: «OG HERREN talede til Mose, og sagde: Tal til Israels Børn, og siig dem, at de drage om, og slaa deris Leyer hos den Dal Hiroth imellem Migdol og Hafvet mod Baal Zephon, og leyre dem der, tvert ofver hos Hafvet. Thi Pharao skal sige om Israels Børn: De fare vild i Landet; Ørcken hafver beklemt dem. Og jeg vil forhærde hans Hierte, at hand skal forfølge dem; Og Jeg vil legge Ære ind paa Pharao, og all hans Mact, og Ægypterne skulle befinde, at Jeg er HERren: Og de giorde ligesaa.» fortryder,fortryder] ergrer seg over
          At Gud er over ham,
Naar Gud ved MosenMosen] Moses; gr. akkusativform bevart på latin og deretter dansk. Akkusativ (Mosen) synes på 1600-tallet å konkurrere med dativ (Mose) etter ved, tilsvarende ved Christum (akk.) og ved Christo (dat.) uten betydningsforskjell. byder,
          Da bliver KongenKongen] farao gram;gram] forbitret; jf. FV 2.9.4.
5Hand maa dog see der paa,
          Hvorhvor] at hand ved HErrens Vrede
I Havet skall forgaae.I Havet skall forgaae] 2 Mos 14.26–28: «Da sagde HErren til Mose: udræck din Haand ofver Hafvet, at Vandet falder tilbage ofver Ægypterne, ofver deres Vogne og Reysnere. Saa udracte Mose sin Haand ofver Hafvet, saa kom Hafvet igien i sin Strøm før Morgenen; Og Ægypterne flyede der imod: Saa støtte HERren dem midt ned i Hafvet. Og Vandet kom igien, og skiulte baade Vogne, og Reysner, og all Pharaos Mact, som hafde fuldt efter dem i Hafvet, saa der blef icke Een igien af dem.»


14.
Lad Kongerne tilhaabetilhaabe] til hope, alle som én
          Med FørsterneFørsterne] andre statsoverhoder raadslaa,
Sin Krigshær sammenraabesammenraabe] sammenkalle
          I Marcken ud at gaa,I Marcken ud at gaa] for å dra ut i krig
5Lad blæse til Allarm
          Mod HErren og hans Salved,hans Salved] Kristus; jf. Apg 4.26: «Jordens Konger traadde tilsammen, og Førsterne forsamlede sig tilhobe, og imod HERREN, og imod hans Christum.»
Det skeer dem selv til Harm.Det skeer dem selv til Harm] så blir det bare til skade for dem selv


15.
De stoler paa sin Buer,
          De drister paadrister paa] stoler på sit Sverd,
De puckerpucker] brisker seg og de truer,
          SomSom] som om det var noget værd;
5Men HERREN leer der ad,
          Hand før en KarlKarl] (ung) mann har løftet
Af Sadlen,løftet Af Sadlen] beseiret, satt ut av spill. Uttrykket kan føres tilbake til ridderturneringenes tvekamper. der hand sad.


16.
Thi skal enhver regiære
          Sin’ Riger gudelig,
Bekiende Gud at være
          Een Høvding over sig;
5Hvad er en Keysers Stand?
          Hand er Guds Under-Herre,
Men ey hans Lige-Mand.


17.
Dernest vi dig tilskriver
          O GUd! ald Kraft og Magt,
At Samson Løven riverSamson Løven river] Dom 14.5–6: «See, da kom en ung Løve brølende imod hannem [Samson]. Og HERrens Aand blef kraftig i hannem, og hand sønderref hende som mand slider et Bucke-Kid, og hand hafde dog slet intet i sin Haand.» Samson oppfattes gjerne som en prefigurasjon av Kristus. Jf. TA 5.9.1, FV 7.20.5 og «Samsons Historie», SV 2.39 ff (str. 5).
          Som Kied i Stykker flakt;flakt] trevlet; av flække
5Er hand end nok saa sterk,Er hand end nok saa sterk] uansett hvor sterk han er
          At hand kand tusind’ fælde?At hand kand tusind’ fælde] Dom 15.15: «Og hand [Samson] fant en raaden Asen Kæfte, da udrackte hand sin Haand, og tog den, og slog der med tusinde Mænd.»
Det er, O GUd! dit Værk.


18.
HansHans] Samsons; se forrige strofe. Haand ved HErrens Hænder
          Den store Gierning dreev,dreev] satte i gang
DerDer] da GUd sig fra ham vender,
          Hand svag som andre bleev,Hand svag som andre bleev] Den underskjønne Dalila lurer Samson til å fortelle henne at hans umåtelige styrke ligger i håret, hvorpå hun raker det av mens han sover. Dermed kan ikke Samson lenger rive seg løs fra de repene Dalila har bundet ham med; Dom 16.20: «Og hun [Dalila] sagde: Philisterne ofver dig Samson; Der hand vognede nu op af sin Søfn, tænckte hand: Jeg vil gaa ud, som jeg hafver ofte giort, jeg vil slide mig løs: Og han veedste icke, at HERREN var viget fra hannem.» Jf. «Samsons anden Historie», SV 2.48 ff.
5Naar GUd târ sit igien,Naar GUd târ sit igien] når Gud tar tilbake sine nådegaver
          Da falder Seyer-løseSeyer-løse] Her ligger et ordspråk (Peder Laale, nr 102, se Kjær og Kousgård Sørensen 1979–1987: 1.1–1.2) til grunn: «kæmper fallæ alle seyer løsæ», dvs. at selv den tapreste kjempe til slutt faller og dermed ikke får oppleve seieren.
De sterke Kiemper hen.hen] ned


19.
Hvad er vor egen Vælde?Vælde] makt; hankjønn er kurant.
          Hvad gavner vor Anslag?Anslag] planer; jf. Sal 20.5: «Hand [Herren] gifve dig, hvad dit Hierte begierer; og fuldkomme alle dine Anslage.»
Vi kand den Spurrden Spurr] den spurv; formen er kurant. Jf. Matt 10.29: «Kiøber mand icke to Spurre for en Pending? Alligevel falder der ingen af dem paa Jorden uden eders Fader» og ordspråket «en spurv i haanden er bedre end ti paa taget» (hos Moth, iflg. ODS). ey fældefælde] få til å falle
          Der sidder paa vort Tag;
5Vor KonstKonst] kunnskap; jf. 1 Kor 3.19: «Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos GUD.» ey duer stort,
          Det Haar, der hviit er farvetDet Haar, der hviit er farvet] Ordspråklig (om alderens uavvendelighet), men ikke funnet belagt.
Vi ey kand giøre sort.

20.
Til Striden at fuldendeStriden at fuldende] Jf. 2 Tim 4.7: «Jeg hafver stridet en god Striid; Jeg fuldkommede Løbet; Jeg beholt Troen.»
          Vor Styrke hielper ey,Vor Styrke hielper ey] Jf. Am 6.13: «Og I fortrøste eder paa det, som er saa aldelis intet; og I sige: Hafe vi icke taget os Magt med vor Styrcke?»
At løbe snartsnart] raskt og rende
          Hialp ey vor fødders Vey;vor fødders Vey] veien vi skal tilbakelegge; den blir med andre ord ikke kortere om man løper.
5Til NæringNæring] åndelig utvikling hialp ey det,
          At Folk er viis og kloge,viis og kloge] Jf. 1 Kor 1.19–20: «Thi der staar skrefvet: Jeg vil til intet giøre de Viises Viisdom; Og de Forstandiges Forstand vil Jeg bortkaste: Hvor ere de Kloge? Hvor ere de Skrift-lærde? Hvor ere de Verslige Viise? Hafver icke GUD giort denne Verdens Viisdom til Daarlighed?»
Men sligt har GUd udrætt.Men den slags har Gud skaffet til veie. Dette verset inneholder et tekstkritisk problem. Førsteutgavens tekst (1715Lyn) gir ikke mening: «Men sligt er GUds Udrætt». Ordet udrætt er nemlig ikke bevart annet enn som perf. part. til verbet udrede. Like fullt bevarer alle utgaver (inkl. 1875Eri), unntatt én, førsteutgavens tekst på dette punkt. Unntaket er 1720Boc, som erstatter Udrætt med Idrætt, en løsning som i og for seg synes å gi mening. Når 1720Boc retter en feil fra førsteutgaven, pleier imidlertid de neste utgavene, i alle fall 1722Nør, å følge etter. Men det skjer ikke i dette tilfellet. Setterne må ha funnet rettelsen utilfredsstillende og dermed rettet tilbake til Udrætt. Dikterens første versjon, som er bevart i avskriftene (D O T), har imidlertid en helt grei linje: «Men sligt er Guds Forsett». At «Forsett» har blitt til «Udrætt», kan imidlertid neppe bero på andre enn opphavsmannen selv. Dersom «Udrætt» skal bli stående, må den beste løsningen etter mitt skjønn være å foreta den syntaktiske rettelsen fra «er GUds» til «har Gud». Et godt alternativ er å emendere til formuleringen i D O T.

21.
Vel kand de Stoltede Stolte] de fornemme braskebraske] oppføre seg brautende
          Med megen PukPuk] overmodig, skrytende oppførsel og Trods,Trods] gjenstridighet
Det er kun Støv og AskeStøv og Aske] Jf. 1 Mos 18.27: «Abraham svarede, og sagde: See, jeg hafver dristet mig til at tale med HERren, alligevel at jeg er Jord og Aske»; jf. str.10–11 ovf.
          Med dennem og med os.
5De StoreDe Store] de rike og mektige feylerfeyler] forsynder seg, mislykkes och,och] også
          De regnis som for intet
Paa HErrens Tælle-Stok.Paa HErrens Tælle-Stok] i Herrens regnskap; det er snakk stokker, man brukte til å føre et bylags bøteregnskap på. I en periode var det slik at hver enkelt bymann hadde et eksemplar, mens et annet eksemplar ble oppbevart hos oldermannen (tilsv. Gud). Jf. Rom 14.12: «Saa skal nu hver giøre GUd Regenskab for sig self.»

22.
Ey os,Ey os] ikke oss, dvs. ikke la oss bli regnet for ingenting i ditt regnskap ey os, O HErre!
          Men dig hørhør] tilhører Priis og Tak,
Alt hvad vi hâr disverre!
          Er idelidel] ren Skam og Lak;Lak] feil, lyte
5Os hør vor Blussel til,Os hør vor Blussel til] oss tilhører skamfølelse
          Men dig børbør] tilkommer ævig Ære,
Den vi dig give vil.

23.
HvorforeHvorfore] derfor vi bekiender,
          At Magten er af GUD,
Det staar ey i vor’ HænderDet staar ey i vor’ Hænder] det er ikke opp til oss; jf. 1 Krøn 30.12 (29.12): «Riigdom, og Ære ere for dig [Gud]; Du regierer ofver alleting; Mact og Kraft staar i din Haand: I din Haand staar at giøre hver Mand stor og sterk.»
          At vi gaar ind og ud;At vi gaar ind og ud] at vi beveger oss fritt omkring
5Een Mund ey tale kand
          Og kalde JESUM HERre,
Foruden GUDS Bistand.

24.
Guds Engler og Udvalde,Udvalde] troende, de som er frelsen verdig; jf. Åp 17.14.
          Samt og de fire Diurde fire Diur] Åp 4.6–7: «Og for Stoelen var et Glas-haf, ligesom Christal; og midt i Stoelen, og om Stoelen, fire Dyr, fulde med Øyen for og bag. Og det første Dyr var ligesom en Løve, og det andet Dyr var ligesom en Kalf, og det tredie hafde et Ansigt, ligesom et Menniske, og det fierde Dyr ligesom en flyvende Ørn.»
Skall for din Stool nedfalde
          Med alle Creatuur,Med alle Creatuur] sammen med alle mennesker; flertallsformen er kurant.
5De skal udraabe frit,
          At Hæder, Magt og StyrkeHæder, Magt og Styrke] Åp 4.11: «HERre, Du est værdig til at tage Priis, og Ære, og Kraft; Thi du skabte alle Ting, og formedelst din Villie hafve de deris Værelse, og ere skabte.»
Og Riget det er dit.

25.
Som alle Vandalle Vand] alt vann; jf. TA 3.3.1. Ordet for vand er, i likhet med ordet for himmel, flertall på hebraisk. Dette flertallet har smittet over på dansk bibelspråk. udflyder
          Did hen hvorfra de kom,
Fra Havet ud dede] sc. vandene; det refereres til vannets kretsløp fra hav til vanndamp til skyer til regn og tilbake til havet. bryder,
          I Havet faar de Rom,
5Ald Ære kom fra dig,
          Den Dig igien skal givis
Nu og ævindelig.ævindelig] til evig tid

26.
Hertil mand AMENAMEN] Se Luthers Lille forklaring til Fadervårs avslutning (sitert i komm. til sangens innledning). siunger,
          Et AMEN det er vist,
Dig priiser alle Tungeralle Tunger] alle som kan tale; jf. Fil 2.11: «Og alle Tunger skulle bekiende, at JEsus Christus er en HERRE, til GUD Faders Ære.»
          Ved Sønnen JESUM Christ;
5Vort AMEN skal staa fast,
          De FrommeFromme] troende, gudfryktige timistimis] forunnes Glæde,
De slemme Skam og Last.Last] skade

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Katekismesanger

Petter Dass' Katekismesanger var en av Danmark-Norges aller mest utbredte bøker på 1700-tallet. Nå foreligger katekismesangene for første gang i en tekstkritisk utgave med fyldig innledning, over 6000 kommentarer og tre registre. Bak utgaven står Jon Haarberg, professor i allmenn litteraturvitenskap ved Universitetet i Oslo.

BRUKSANVISNING

Utgaven er basert på førstetrykket fra 1715.

Se faksimiler (Dass 1999, NB Digital)

Les mer..

Om Petter Dass

Dikterpresten Petter Dass har en sentral plass i vår kulturhistorie. Han blir ofte omtalt som den mest betydelige dansk-norske dikteren ved siden av Thomas Kingo i siste del av 1600-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.