Jeg troer paa GUd Fader,
Almægtigste Himmelens og Jordens Skabere.tit.] Luthers Lille (1616: 72–74): «JEG troer paa Gud Fader Allmæctige, Himmelens oc Jordens Skabere. Det er: Jeg troer at Gud haffuer skabt mig, end ocsaa met alle andre Creatur, at hand haffuer giffuet mig Legem oc Siel, der til med Øyen, Øren, alle andre Lemmer, ja fornufft oc disse Sandze, Oc icke det alleeniste, Men jeg troer ocsaa, at hand opholder alle de Ting, som ellers maatte forgaa: At hand forstrecker offuerflødeligen til dette Liff dagligen at opholde, Klæder, Sko, Mad oc Dricke, visse Værelser Hustru, børn, Marck, Fæ, Oc alt det Got er. Jeg troer at hand forsuarer mig mod all Fare, At hand affuender oc forhindrer alt Ont, Oc det giør hand altsammen, Icke aff nogen min Fortieniste, Men af den Blote Faderlige Godhed oc Barmhiertighed. Huorfor ieg er skyldig til, at ieg der imod tacker hannem, loffuer hannnem, adlyder hansVillie allesteds, oc tiener hannem. Det er altsammen baade vist oc sandt i alle maade.»
Siunges som:
Af Høyheden oprunden er, etc.mel.] Opprinnelig tysk salme, trykt 1599, skrevet som parafrase over Sal 45, se Malling 1.9–14. Først oversatt til dansk av H.C. Stheen i tillegget til hans Vandrebog (ca 1600), opptatt i en sen utgave av Thomissøns salmebok og flere andre steder, Kingo (1699) inkludert.
1.
Kom hid I Folk i Landet boe,i Landet boe] som bor i landet; relativpronomenet (subjunksjonen) er underforstått.
Vi villeville] vil; flertallsbøyd verb nu vor Christen Tro
I JESU Navn forkynde,forkynde] bekjentgjøre, rope ut
AtAt] slik at vi med Munden giver MagtAt vi med Munden giver Magt] Den banen Dass innledningsvis (i prosadedikasjonen til familien) lar Guds ord beskrive, fra munnen til hjertet, er her reversert. Troen ligger lagret i hjertet og skal i sangen ropes ut. 5 Mos 30.14: «Thi det Ord er gandske nær hos dig, i din Mund, og i dit Hierte, at du skal giøre det»; jf. Rom 10.8.
5Alt hvad os er om Hiertet lagtAlt hvad os er om Hiertet lagt] Setningen angir det vi gir makt til: Vi skal gjøre troen virksom ved å rope den ut.
Fra først til sidst begynde.begynde] Infinitiven står parallelt og asyndetisk til «forkynde».
HERre! Være
Med vor Tunge, Vi maa siunge
Dig ald Ære!
10Og ey fremmed Guder lære!Og ey fremmed Guder lære] I henhold til det første bud.lære] forkynne
2.
O store GUD, vi veed og troer,
At du i høyste Himlei høyste Himle] At det finnes flere himler, er en bibelsk forestilling (ordet for «himmel» er flertall på hebraisk), se f.eks. 5 Mos 10.14: «See, Himlene og alle Himlenis Himle; og Jorden; og alt det, som er i dem, det hører HERren din Gud til.» boer
Og hãr et ævigt Sæde,Sæde] tilhold, hjemsted
Til hvilket ingen komme kand,
5Mens hand er i sin syndig Stand,
Ey heller kand optræde,optræde] komme frem
Før at, hand platplat] fullstendig
Inden VeggeInden Vegge] innendørs; her i overført betydning om menneskets egen kropp, at vi kan fri oss fra døden i våre hjerter. Kand aflegge
Dødsens Bolig,Dødsens Bolig] forgjengeligheten, døden; 2 Kor 5.1: «Vi vide og, dersom dette vort Tabernackels Jordiske Huus blifver nederbrudet, at vi hafve en Bygning opbygt af GUd, et Huus, som icke er giort med Hænder, hvilcket der er evigt i Himmelen.»
10Og dig siden skue trolig.trolig] trofast
3.
Dernest veed jeg og det om dig,
At ey paa gandske Jorderig
Er nogen Gud din Lige;
Een GUD du er,Een GUD du er] Jf. den athanasianske trosbekjennelsen: «Ad vi ære een eeniste Gud i tre Personer, Oc tre Personer i eeniste Guddom», og den nikenske: «Jeg troer paa een eeniste Almæctige Gud Fader» (Resen 1631: upag. [H7] og Mv). Een Gud Du vaar,
5Een Gud du blîr, mens Verden staar
Og siden i dit Rige
Altid med FliidFliid] omhu
At regiere, Som een HERre
Over alle
10Hvert KnæHvert Knæ] Rom 14.11: «Saa vist som Jeg lefver, siger HERREN, skulle alle Knæ bøyis for Mig, og alle Tunger skulle bekiende GUd.» skal for dig nedfalde.nedfalde] bøyes til jorden
4.
Paa Jorden er vel mange til,
SigSig] som seg; relativpronomenet (subjunksjonen) er underforstått. Guders Navn antage vil,
Og meget om sig meene;
Men lad dem høythøyt] hovmodig indbilde sig,
5De kand dog intet hielpe mig,
Jeg søger dig alleene.
Min Roe, Min Troe,
Du min Ære, du min Kiære
Du min Klippe,Du min Klippe] Den hyppige bruken av klippe om Gud går tilbake på Moses’ avskjedssang, 5 Mos 32.18: «Du forloed med Foract den Klippe, Som dig fødde, og forglemte GUd, som dig skabte»; jf. Matt 16.18.
10Lad mig aldrig fra dig slippe!
5.
Jeg troer, naar andre Guder døer,
At du est Gud, end da som før,
Din’ Aar faaer ingen Ende,
Din Alder ey beregnes kand,
5Det overgaar ald vor Forstand
Slig LøndomLøndom] hemmelighet, mysterium ret at kiende.
Dit TalDit Tal] din alder det skal
U-begrundet, U-befundetU-befundet] uerkjent, uten å ha blitt åpenbart
Altid blive;
10Ingen kand Dig Tid beskrive.beskrive] registrere
6.
Jeg veed og end med viss Beskeed,
O GUD! at din Barmhiertighed
Med mig skal aldrig endis,
Ja, før skal Himlen falde ned,før skal Himlen falde ned] Trippel retorisk adynaton; jf. FV 2.4.
5Og Jorden fløttis af sin Stædsin Stæd] sin plass
Og Luft til Jord omvendis
Før du Af Hue
Skal forgiætteAf Hue Skal forgiætte] skal glemme Og udslette
Dem af Tankke,
10Som paa Naadsens Dørre bankke.paa Naadsens Dørre bankke] Jf. Luk 13.25: «Derefter naar Hosbonden er opstanden, og hafver tilluct Dørren, saa skulle I da begynde at staa udenfore, og bancke paa Dørren, og sige: HERre, HERre, lad op for os; og Hand skal svare, og sige til eder: Jeg kiender eder icke, hvæden I ere.»
7.
Derfor O HErre! Styrk min Troe,
At ey mit Hierte skal U-roe
For mine Synder finde,
Jeg veed, du ey forskiuder mig,
5Jeg binder mig saa fast til dig,
Som Manden ved sin Qvinde.
Kiære HERRE!
Er jeg syndig? Du est myndig
At tilgive,
10Lad din Miskund mægtig blive!
8.
Men at vi Troen til dig hâr,
Det er din Gierning u-fejlbar,u-fejlbar] pålitelig, sikker
Det er O Gud, din Gave;din Gave] Ef 2.8: «Thi I ere blefne salige af Naade, formedelst Troen: Og det icke af eder self: Det er GUds Gafve.»
Vi af os selv ey veed den Sti,
5Udaf dit Ord bekommebekomme] få, oppnå vi
Den Kundskab, som vi have.
Hvad er i sær
Vore Tankker? IddelIddel] idel, lutter, bare Bankker,Bankker] grunner (i sjøen)
BlindeBlinde] skjulte Sander,Sander] sandgrunner el. -banker (i havet)
10Hvorpaa mange Skibe strander.
9.
See den fordømte Djevlers Flok,
Der staar,Det staar] Jak 2.19: «Du tror at der er Een eniste Gud? Du giør vel der udi, Dieflene troe det ogsaa og bæve.» at de har Troen ogk,
Den dem dog intet bader,bader] hjelper
De veed det vel, at Gud er til,
5Men at hand aldrig blive vil
Dem nogen gunstig Fader;
Thi De skelve,
Aldrig raaber eller haaberhaaber] regner med
Mindste Naade,Naade] Mislykket rim; «Naade» forutsetter flertallsbøyning av haabe.
10Men GUDS Dom foruden Naade.
10.
Men see, vor Gud, vi børbør] skylder dig Tak,
Vor troe er ey saa løes een Snak,
Som Dievlers Tro mon’ være,
Hvad vi med Munden faaer bekient,med Munden faaer bekient] Rom 10.10: «Thi at troer mand af Hiertet, da blifver mand Retfærdig, og bekiender mand med Munden, da blifver mand salig.»
5Det har vi i vor Hierter prent;prent] trykt (= prented). Hjertet var i eldre tid ikke bare følelsenes og tankenes organ, men også hukommelsens (Innl. 6.1). Utenatlæring (man legger seg noe på hjertet; eng. to learn someting by heart) fordrer et godt hjerte (Carruthers 1990: 44). I 2 Kor 3.3 ser Paulus sine mottakeres hjerter for seg som beskrevne: «I som ere blefne aabenbare, at I ere Christi Bref, tilberedte formedelst Prædicke Embedet, og skrefne af os, icke med Bleck, men med den lefvende Guds Aand; Icke i Steen-Tafler, men i Hiertets Kiød-Tafler.» I Vinter-Parten, første del av den planlagte salmeboken (1689), ber Kingo følgelig Jesus skrive sitt navn på hans hjerte: «Skriv dig JEsu paa mit hierte» («BRyder frem I hule Sukke» 15.1, KSS 4.470). Elias Naur skriver i forordet til Zions Sange oc Sucke at han vil «male» og «trykke» bildet av Kristus i hjertet på sine lesere; selv har ved Guds nåde fått hans «Naade-Stempel» på sitt hjerte (Naur 1688, upag.).
O Gud skee Priis og Ære!
Lad de Djevle
Kon fortviile Og bortiile
Fra dit Øye,
10Men vi vil os til dig føye.
11.
End ydermeere troer jeg det,
At du est alles Fader ræt,Fader ræt] rette far
Som skabt og fød er vorden,Som skabt og fød er vorden] Relativpronomenet (subjunksjonen) må her vise til «alles», ikke «Fader», selv om sistnevnte mulige korrelat står nærmest. For verken faderen, sønnen eller den hellige ånd er skabt eller født, men evige og «uden maal oc maade». Det innprentes av den athanasianske trosbekjennelsen: «Faderen er af ingen, huercken giord eller skabt, eller fød» (Resen 1631: upag. [H8]).
Din Børne-Flok utallig erDin Børne-Flok utallig er] 1 Mos 17.2: «Jeg [den allmektige gud] vil giøre min Pact imellem mig og dig: Og formeere dig gandske meget.» Jf. Luk 20.36: «[…] thi de ere Englene lige: og ere GUds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn.»
5Af Engler og af Mennisker
I Himlen og paa Jorden;
Alle Engle
Samt og alle Folk er taldeer talde] som er telt; relativpronomenet (subjunksjonen) er underforstått.
Ere dine,
10Baade disse, samt og hine.
12.
Og somsom] ettersom du voris Fader er,
Du ey dit Navn forgievis bær,
Du sørger for os arme,
Saa sortsort] syndig; samtidig beholdes grunnbetydningen «mørkhudet» (ordspill); jf. uttrykket at vaske en morian hvid (ODS). Jf. Matt 5.45: «Paadet I skulle være eders Faders Børn i Himmelen: thi Hand lader sin Soel opgaa ofver de Onde og ofver de Gode; og lader regne ofver Retfærdige og Uretfærdige.» er ingen Morian,Morian] neger; ved siden av blaamand den bibelske betegnelsen på afrikaner eller «mørkhudet»; jf. Jer 13.23: «Kand og en Blaamand omskifte sin Huud, eller en Parder sine Plætter?»
5Din Sool beskinner jo hans Plan,Din Sool beskinner jo hans Plan] at din sol ikke skinner på hans eng; at er underforstått.Plan] eng, slettemark
Og giør hans Agre varme
Alle Dale
Du forgylder og opfylder
Med dit Gode,
10Reyser alting op paa Fode.Reyser alting op paa Fode] Jf. Sal 145.14: «HERREN opholder alle dem, som falde; Og opløfter alle dem, som ere nedslagne.»
13.
Din Dug nedfalder tittit] ofte i Fleng,i Fleng] i tilfeldig orden
Saa snart paa de Barbarers Eng,
Som paa de Christnes Klode;
Een Hedning aldrig til dig bad,
5Dog skaffer du ham Øl og Mad,
Ved din Forsiundin Forsiun] din omsorg; hankjønn er kurant. den gode;
Thi den Sig hen
Vit udrækker Og forstrækkerforstrækker] skaffer til veie
Kost og Klæde,
10Giver hver det de skal æde.
14.
Een Fader det til Hiertet gaar,Een Fader det til Hiertet gaar] Jf. Luk 15.20: «Og hand giorde sig rede, og kom til sin Fader. Som hand var der end langt fra, saa hans Fader hannem, og ynckedis ofver hannem: Løb; og faldt om hans Hals, og kyste hannem.»
Naar hand sin Børens Nød forstaar,
Du giør, O Gud! det samme.
Du vil ey nogen Synders Død,
5Du redder, naar hand er i Nød,
Vil ham til dig annamme;ham til dig annamme] ta ham til deg
Ære! være
Dig O Fader! Som forlader
Ald vor Brøde,
10O hvor glad kand vi dig møde!
15.
En Fader er sin Søn saa from,from] god, føyelig
Naar hand een Fisk ham beder om,Naar hand een Fisk ham beder om] Luk 11.11–12: «Hvor beder en Søn Faderen iblant eder om Brød, at hand byder hannem en Steen derfore? Og dersom hand beder hannem om en Fisk, at hand byder hannem en Hug-Orm for Fisken? Eller dersom hand beder hannem om et Æg, at hand byder hannem en Scorpion derfore?»
Da gîer hand ey en Slange,
Hand gîer ey for et Brød een Spon,Spon] skavet tre, (høvel)spon
5Ey for et Egg een Skorpion,
Hand lader hannem fangefange] få
Hvad hand paa Standpaa Stand] straks, på flekken
Ham ombeder Og tilstædertilstæder] tillater
At hand nyder
10Alt hves somhves som] det som hans Hierte fryder.
16.
Kand den meddeele Gaver god,Kand den meddeele Gaver god] Luk 11.13: «Efterdi at I da, som ere onde, kunde gifve eders Børn gode Gafver; meget meere skal Faderen i Himmelen gifve den hellig Aand, dem, som Hannem beder.»
Som er slet ond af Hierte-rod,
Hvad mon dig, Gud! da sømme?
Du som est idelidel] lutter, bare Godhed Selv,
5Hvor af udflyder, som en Elv
Ald Naadens rige Strømme;
Skulle nogle
HuusesHuuses] husstanders Fædre være bedre
End vor HERRE?
10Ney; Det kand dog aldrig være.
17.
Almægtig est du og O GUD!Almægtig est du og O GUD] Jf. Sal 77 14 og 19: «Gud, din Vey er hellig; Hvor er saa mæctig en Gud, som du Gud er? […] Det tordnede i Himmelen, dit Liunet skinde paa Jorden; Jorderige rørde sig og befvede der af.»
Det vidne kand din Tordens Liud,
Den stolte Luftens Kiempe,
Saa sterkt er intet brusend Vand,Saa sterkt er intet brusend Vand] Sal 107.28–29: «Og de raabte til HERREN i deris Nød, og hand førde dem af deris Angist. Og stillede Stormen, at Bølgerne lagde sig», jf. Matt 8.26: «Da sagde han til dem, I lidet troende; hvi ere i saa frygtagtige? Og Hand stoed op, og truede Væiret og Hafvet; saa blef det gandske stille.»
5Du med dit Ord det stille kand,
Og stride Strømme dempe;
Vandet, Landet
Er dig lydig og ærbydig
Allevegne,
10Hvo kand ald din Magt opregne?
18.
Du taler til det røde Hav,Du taler til det røde Hav] 2 Mos 14.22: «Og Israels Børn ginge ind midt i Hafvet paa det tørre, og Vandet var dem som Muure paa den høyre og venstre Side.»
Strax staar det skilt, som Muur og Grav,
At Folk kand tør-skoed vandre,
Du slaar et Slag paa haardenhaarden] harde; gammel adjektivbøyn. som i folkevisene Kamp,Du slaar et Slag paa haarden Kamp] 2 Mos 17.6: «See, Jeg vjl staae paa en Steen for dig i Horeb; Slaa der paa Stenen, saa skal der flyde Vand af hannem, at Folcket maa dricke»; jf. 4 Mos 20.8 og Sal 78.15–16. 2 Kor 10.1–4 kopler de to motivene: Rødehavet som deler seg, og klippen som gir vann.Kamp] stein, gråstein
5Da maa den give Vand og Damp
Og sin Natur forandre.
Aldting Omkring
Du forvænderforvænder] omvelter, forandrer; av forvende Med din Hænder
Hvad dig løster,
10Intet dig paa Magten brøster.Intet dig paa Magten brøster] for deg skorter det ikke på makt
19.
Du Jordans Flod,Du Jordans Flod] Jos 3.14–17: «Der Folcket droge nu af deris Pauluun, at de skulde gaa ofver Jordan, og Præsterne baare Pactens Arck for Folcket: Og der de, som baare, komme til Jordan, og døppede deris Fødder fremmerst i Vandet, (Men Jordan var fuld til alle sine Brædde, den gandske Høst igennem) Da stoed det Vand stille, som kom ofven af, og gaf sig op i en Hob, saare langt fra den Bye Adam, som ligger op til Zarthans Side; men det Vand som løb til Hafvet ned mod det salte Haf, det formindskedis og flød hen: Saa gick Folcket ofver imod Jericho.» hvi blev du tam,
Hvi stod du stille som et Lam?
Guds Magt var den dig standsed,
Af samme Magt ald Jorden skalv,
5De store BiergeDe store Bierge som en Kalv] Sal 29.5–6: «HErens Røst sønderbryder Ceder-Træ, HErren sønderbryder Ceder i Libanon. Og giør, at de springe som en Kalf, Libanon, og Sirion, som en ung Enhiørning.» som en Kalv
For HERRENS Tale dandsed.
For dig muglig
Alting ere, og maa være
Klar og reede,
10Stoor og mægtig maa du heede.heede] kalles
20.
Alt hvad din Hænderdin Hænder] Jf. uttrykket «dine Hænders Gierning», som forekommer hyppig i Salmenes bok (Sal 8.7 m.v.). tager paa,
Var vor Brød-stykker end saa smaa,Var vor Brød-stykker end saa smaa] Jesus metter fem tusen i ørkenen, Matt 14.19: «Og hand bad Folcket sette sig ned paa Græsset; og tog de fem Brød, og de to Fiske; saae op i Himmelen, og tackede, og brød dem, og fick sine Disciple Brødene; og Disciplene gafve Folcket dem.»
Da maa de store blive,
Før dit Folk skulle lide Nød,
5Før skulle Steene vorde Brød,Før skulle Steene vorde Brød] Jf. 15.4 ovf. Se også Luk 4.3: «Og Diefvelen sagde til Hannem: Er Du GUds Søn, da siig til denne Steen, at dend blifver Brød.»
Og Lufften MannaManna] 2 Mos 16.31: «Og Israels Huus kaldede det Man; Og det var ligesom Coriander-Frø, og hvit, og smagede som en Simle med Hunning.» give.
Herrer, FørsterFørster] fyrster
Potentater,Potentater] statsoverhoder, maktpersoner MayestaterMayestater] konger, keisere
Maa nedfalde,
10Og dig Over-HerreOver-Herre] overordnet kalde.
21.
Vi troer, du est een Skabermand,
Du giorde Himmel, Jord og VandDu giorde Himmel, Jord og Vand] Både den apostoliske og den nikenske trosbekjennelsen nevner himmel og jord; vannet føyer dikteren til.
Alt efter eget Tykke,Tykke] forgotbefinnende
Usynlig, samt og synlig Ting,Usynlig, samt og synlig Ting] Den nikenske trosbekjennelsen: «Jeg troer paa een eeniste Almæctige Gud Fader, som er Skaber til Himmel oc Jorden, til alt det som er siunligt oc usiunligt» (Resen 1631: upag. M-[Mv]).
5Udi Naturen rundt omkring,
Det er dit Mester-Stykke,
Saa de Alle
Sat er vorden I sin Orden,
Som du vilde,
10EtEt] ett, én ting fra andet rigtigtrigtigt] på hensiktsmessig vis skilde.
22.
BefæstningenBefæstningen] himmelhvelvingen, firmamentet; jf. 1 Mos 1.6: «Og GUd sagde, blif en vidt udstract Befestning midt i Vandene, som skal adskille Vand fra hver andre.» Jf. Nielsen 2010: 157. blev først udstrakt
Til LoftLoft] tak og Hvelvning blev handhand] Dvs. «Befæstningen» lagt
For Folk og Fæ disslige,
Mand seer der tvende store Lius,tvende store Lius] Dvs. sol og måne; 1 Mos 1.17: «Og GUd sette dem i Himmelens Befestning, at skinne paa Jorden.»
5Der blinker hine Himmel-Blushine Himmel-Blus] Dvs. stjernene
I tusind Tall tillige;
Eenhver i sær
Har sin gange Circler mangeCircler mange] I Dass’ bibelske verdensbilde står jorden ennå stille, mens planetene og stjernene, festet til firmamentet som til et skall, beveger seg omkring den. Heliosentrismen kom med Kopernikus (1543), men fordi hans teori stred mot det bildet av kosmos Bibelen presenterer, ble det nye verdensbildet motarbeidet av Kirken. Galilei måtte avsverge sitt heliosentriske standpunkt så sent som i 1633. Først med moderne fysikk og bedre teleskoper fikk heliosentrismen gjennomslag. Newton (1642–1726) står sentralt i denne prosessen. Han var var altså jevngammel med Petter Dass. Holberg imøtegår den bibelske forestillingen om at Jorden er «befestet» i evig ubevegelighet i Ep. 32, en oppfatning som på det tidspunkt (1748) åpenbart ennå var levende. Kåre Hansen, derimot, gjetter i sin bok om dikterpresten på at «Petter Dass må ha vært en av de få i sin samtid som mente at jorda stod stille i Universets sentrum» (2006: 41). Men ingenting tyder på at Dass var en sinke på dette punkt. Ebbe Spang-Hansen (1965: 19–20) sannsynliggjør at det ennå så sent som i 1727 var «en særdeles beskeden del af præsterne» som hadde tatt skrittet over til Kopernikus. 1727 var året for utgivelsen av fysikkprofessor Peter Horrebows Copernicus triumphans. Inntil da representerte det såkalt tychoniske system (etter Tycho Brahe) det offisielle danske syn på saken. I dette systemet dreier de øvrige planetene rundt solen, mens jorden står ubevegelig utenfor det roterende solsystemet. Striden mellom det gamle og det nye verdensbildet ekspliseres også i et anonymt skrift fra 1767, utgitt i Haderslev: Alethophili [Den sannhetselskendes] Beviis imod Orthophilum [Den som elsker det rette], at Copernicanernes Mening om Jordens Bevegelse aabenbare imodsiges og negtes, baade af den hellige Skrift, og af daglig Forfarenhed.
At spassere
10Om og om alt meer oc meere.
23.
Du satte paa den Hvelving blaa
De Siuv Planeter,De siuv Planeter] På Dass’ tid kjente man seks planeter, Jorden medregnet. Disse er alle synlige med det blotte øye. Den syvende planeten, Uranus, ble oppdaget først i 1781. Når planetenes antall her forutsettes å være syv, må man i tillegg til de fem kjente telle solen og månen. der at gaa
Saturnus, Mars og fleere,
Eendeel af dem gaar seenseen] sent, langsomt; formen er kurant som intkj./adverb. og spag;spag] rolig; formen er kurant som intkj./adverb.
5Men Solen skal just Aar og DagAar og Dag] et helt år
Rund-deelenRund-deelen] sirkelen. Det var Johannes Kepler som først (1609) argumenterte for at planetbanene var elliptiske, ikke runde, men denne oppdagelsen har altså heller ikke fått allmenn aksept omkring år 1700. om passere,
Den Skik dede] Dvs. planetene (inkludert solen og månen) fik
Til at vandre Blant de andre
Skal ey vendis,
10Førend gandske Verden endis.Førend gandske Verden endis] Mark 13.24–25: «Og paa den Tiid, efter denne Bedrøfvelse, skulle Soel og Maane miste deris Skin; Og Stierner skulle falde af Himmelen, og Himmelens Krafter skulle røre sig.»
24.
Der staar og paa den Stierne-Salden Stierne-Sal] Dvs. himmelen
De Himmel-Tegn-Tegn] Verstakten forutsetter at ordet uttales med to stavelser: tegen, slik det også staves i Chr. IVs Bibel. Énstavelses uttale i TB 4.34.1. Tolv af TalDe Himmel-Tegn Tolv af Tal] Dyrekretsen, Zodiaken; himmelsonen hvor solen, månen og de store planetene beveger seg, har av astrologene siden 500-tallet f.Kr. vært inndelt i tolv tegn: Væren, Tyren, Tvillingene osv.
I hvilke Solen ager,ager] beveger seg
Een hver forbliver i sin Kretz,Kretz] bane
5Er med sit eget HuusHuus] planetenes hus, dvs. de av dyrekretsens tegn, hvor de enkelte planetene (pluss sol og måne) sies å «bo»; evt de himmelske hus, dvs. tolv like store avdelinger som himmelhvelvingen tenkes delt i. tilfretz,
Og andris GangGang] bane ey tager.
Men Nøer og SøørNøer og Søør] i nord og sør
Mod den endeMod den ende] ved enden, himmelens ende; jf. Mark 13.27: «Og da skal Hand sende sine Engle, og skal forsamle sine Udvalde, fra de fire Væir af Jordens Ende, indtil Himmelens Ende.» Staar de tvende
Poler kolde
10Som den gandske Bygning holde.
25.
See, saa kand vi med Davidmed David] i Salmenes bok (som var forutsatt skrevet av kong David) see
BefæstningenBefæstningen] Jf. 22.1 ovf. og Himlene
Din’ Fingres Gierning mægtig,Din’ Fingres Gierning mægtig] Sal 8.4: «Thi jeg skal see Himmelen, dine Fingris Gierning, Maanen, og Stierner, som Du beredde.»
Samt Sool og Maanen i sin Grad,Grad] fase
5som skiller Aarsens Tider ad,
Og spankerspanker] skrider meget prægtig;
Saa de Himle
Skal opregne Allevegne
HERRENS Ærede Himle Skal opregne […] HERRENS Ære] Sal 89.6: «Og Himlene, HErre, skulle prise dine underlige Gierninger, og din Sandhed i Helgenes Meenighed.»
10Og hans Lov og Priis frembære.
26.
Thi see, den SkikSkik] orden, innretning du dennem gav,
Ey nogen Tid den lader af,lader af] opphører
MensMens] så lenge Jordens Klode varer,varer] eksisterer
Den du befæsted midt i Vand,Dend du befæsted midt i Vand] Sal 24.2: «Thi Hand grundfestede hende paa Hafvet, og beridde hende paa Vandet»; jf. 1 Mos 1.9.
5Saa hun til ingen Side kand
Fra Middel-PunctenMiddel-Puncten] Jf. Arndt 1690: 4.32–38, «Om Jordens Grund og Fundament»: «Men andre meene tvert imod, at Jorden er det nederste, og som en Bund og Grund under Vandet paa hvilken det roer. Og forsvare de dennem der med, at Jorden er det tungeste Element: og for den er det tungeste Element, meene de, at den og derfor er lagt underst, og giort til den nederste Hvilested, og bleven Verdens Middelpunct» (s. 33). fare.
Alle Himle
Omkringdriver, Men hun bliver
U-afladigU-afladig] uopphørlig; ordet ser ellers ikke ut til å være belagt annet enn i formen uafladelig.
10Saasom Middel-KlodenMiddel-Kloden] det midterste himmellegemet (den geosentriske oppfatning) stadig.stadig] ubevegelig
27.
Det er dog meest at undre paa,
At Jorden skal u-rørlig staa,
Som dog paa intet henger,
Hun, som har saadan TyngeTynge] tyngde stoor,
5At hun dog hverken Søer ey Noor
Til nogen Kant henslenger;henslenger] kaster skjødesløst til side; meningen synes å være at Jorden, til tross for at den er en kule, ikke bikker, men holder seg stabil i sin posisjon.
Hun sat er platplat] aldeles
Som den BlommeBlomme] (egge)plomme Egget ommeomme] Betydningen av ordet (som brukes i betydningen «forbi») er her svekket og ganske ubestemt: «Egget omme Mit i flyder» kan forstås som «flyter midt i egget».
Mit i flyder,
10Og saa Middel-rommet nyder.
28.
Mig og forundrer i mit Sind,
At Jorden, som er Kugle-trind
Kand Folk og Huus annamme,annamme] motta, være mottakelig for
HverHver] alle; sammenfattende betydning, som om det var flertall. siunes de staar oven paa,
5Og de, som mod vor Fødder gaa
Dem siunis og det samme;
Hver boor, Hver SnoorSnoor] vender
Mod hver andre, Kand dog vandre
Alle liigeliige] på samme måte
10Med sin Fod paa Jorden stige.
29.
Almægtig Gud! Hvor kosteligkostelig] ypperlig, herlig; formen er kurant intkj./adv.
Har du stafferetstafferet] utsmykket Jorderig
Med Bierg og dybe Dale?
Med Fior og Elv, med mangen By,
5HvesHves] hvis Taarne strekkerstrekker] rager op i Sky,
Og konstrigkonstrig] kunstferdige monnemonne] Verbet har i sammenhenger som dette knapt noen egen betydning; «monne prale» brukes her istedenfor pres. prale for å gi utsagnet et mer høytidelig, poetisk preg. prale.prale] prange, stråle
Moser,Moser] mosearter, lavarter (av mos). Ordet kan òg være flertall av mose, «myr», men satt opp imot «Roser» passer det første utvilsomt best. Roser
Tulipaner, Høye Graner.
Ask og Linder,
10Som sig her og der befinder.
30.
Af Klippen huggis Guld og Malm,Af Klippen huggis Guld og Malm] Bergverksindustrien var et satsningsområde på 1600-tallet. Det ble til og med produsert et drikkebeger av norsk gull, som Kingo besang i diktet «Paa Hans Kongl. Majest. Sundhed af den norske Guld-Velkom» (KSS 2.142). I det såkalte «Sølvberggrimet» satiriserer Dass over de store forhåpninger man gjorde seg da det ble funnet Sølv i Rana (SV 1.162–70).
I Dalen voxer HørHør] lin og Halm,Halm] korn-, evt gresstrå.
Paa Bierget røde Druer,
Der rinderrinder] vokser Ax af sortest Muld,
5Ald Jorden er af Rigdom fuld,
IhvorIhvor] hvor enn mand hende skuer,
Kaalde KnaaldeKnaalde] knauser, hauger
Giver KaaberKaaber] kobber; det ble etablert flere kobberverk i Norge på 1600-tallet, det største på Røros (1644). Bierge Draaber,Bierge Draaber] dryppstein, stalakitt; jf. Jakobsen 1952: 110. Dass kan utmerket godt selv ha beundret dryppsteinene i en av de mange helgelandske kalksteingrottene. Bare i Rana kommune er det registert 200. Nordland har i alt ca 900 kalksteinsgrotter, flere enn noe annet fylke i landet. NO oppgir «bergkrystall» som alternativ til dryppstein. Det kan være et mulig alternativ her.
DyreDyre] verdifulle, rike. Miiner,Miiner] gruver. På Kongsberg ble det første sølvfunnet gjort i 1623; gruvedriften startet samme år. Den Kongelige Mynt, som var en del av sølvverket på Kongsberg, ble grunnlagt av kong Christian V i 1686, etter at han året før selv hadde inspisert gruven. Til kongens ære skrev Kingo i 1687 et dikt om kongens Kongsberg-besøk, «Allerunderdanigste Tanker over Sølv-Bierget ved Kongsberg i Norge» (KSS 2.147). Johann Arndt skriver «Om Jordens Bierge» i sin fjerde bok («Naturens Bog»): «Biergene ere Guds Skatkammere, hvor udi allehaande Malm og Metal formedelst Naturen beredis; de ere naturlige Distillere-Ovne, huor udi GUD koger og tidiggiør alle Metaller og Mineralier. I Biergene ere Elementerne, Ild og Damp, Luft og Fugtighed, Vand og Jord. Og Jorden udi hvilken de metalliske Ting voxer er Steene, og de Steene er en Rood og Sæd til all Metal og Malm» (1690: 4.46). Jf. Job 28.
10Hvor med fyldis Pung og Skriner.Skriner] pengeskrin; flertallsformen er kurant.
31.
Spasserer mand til Lunden hen,Spasserer mand til Lunden hen] Strofen fremstiller fuglekoret som om det var et kor bestående av mennesker som synger flerstemt: sopran, alt og bass. Johann Arndt nevner i den fjerde av sine bøker om den sanne kristendom fuglekoret i forbindelse med sin omtale av jordens vannkilder, fordi fuglene angivelig liker seg særlig godt på slike steder: «For det fierde er der og gierne Lystighed hvor Kilder og Bekke flyde, og Himmelens Fule sidde gierne der og siunge iblant Grenene. Det er en liflig Musik, til hvilken GUd HErren har beskikket Fulene i hine grønne Skove, at hans Lov og Priis skal allevegne klinge, og at Jorden skal være fuld af den: Paa det vi arme Mennisker skulle betænke, at alle Kreature, og derfor og vi selv ere skabte til at love og priise GUD» (Arndt 1690: 4.51, jf. 2.342–43). Parallellen til et av Kingos hyrdedikt, «Candida», er dessuten slående: «Liflig Music-Sang Jeg allesteds hører,/ Oc resonerende Echo ved Strand,/ Qvinten paa Luthen den Nattergal rører,/ Droßelen er ved Tenoren opvant./ Rørdrummen hvas,/ Giør brummen-baß./ Stillitzen flittig slaaer Alten paa Paß» (KSS 1.96; jf. Nielsen 2010: 131–33). Kingos sang ble skrevet som en pastoral kjærlighetserklæring til hans tredje hustru, den 29-årige skjønnheten Birgitte Balslev, som han giftet seg med 21. desember 1694. Sannsynligheten for at Dass har imitert Kingo, og ikke omvendt, forteller oss at i alle fall TA 1 må ha vært skrevet etter 1694. Men Kingos sang ble så vidt vites ikke trykt i Dass’ levetid.
Da høris Stærr og StillitzenStillitzen] En stillids, no. stillits, er en fargerik finkeart. Jf. TBB, SV 3.17.
Hvor de Musicken rører,rører] lar lyde
Dend Nachtergal er Altenist,Altenist] den som synger alt, den dype kvinnestemmen. Ordet synes ikke å være registrert i ordbøkene, men er åpenbart dannet i tilnærmet analogi med diskantist og bassist.
5Og Lærken blifver Discantist,Discantist] sopran
Men Uglen Bassen fører;
Svinger, Springer,Svinger, Springer] hopper og danser (dvs. omvendt). Man kan tenke seg at alle lundens fugler er med i dansen, selv om uglen syntaktisk sett vil være det mest nærliggende subjektet for verbalene her, både ved sin posisjon og fordi verbene står i entall. På den annen side har også verbene i det påfølgende vers («skurrer» og «kurrer») entallsform, til tross for flertallssubjektet.
Somme skurrer,skurrer] skarrer (med vibrerende tunge), skratter Somme kurrer,
Gîr GUD Ære,
10Som dem skabte til at være.
32.
Vil man hengaa til Havsens Bred
Hvor Bølgen spillerspiller] beveger seg op og ned,
Da seer mand HErrens Under,HErrens Under] Sal 107.23–24: «De som seyle paa Hafvet med Skibe, og bruge deris Handel i store Vand: De hafve forfaret HERrens Gierninger, og hans underlige Ting i Hafvet»; jf. FV 2.2.4.
Hvorledis at det brusind Hav
5Nu voxer frem, nu tager af
Hver sex samfælde Stunder;Hver sex samfælde Stunder] hver sjette time. Adjektivet samfæld (samfuld) står ofte til tallord uten å tilføre særlig meningsinnhold.
Der er Fisker:Der er Fisker] Jf. FV 2.4.
Lyren, Seyen, Torsken, Skrejen,
Lax og Brosmer,Brosmer] Av brosme, en torskefisk
10GrommeGromme] veldige Hvale, Sæl og Rosmer.Rosmer] hvalross
33.
Det og Betenkning give maa,
At hver een Bæk, hver Elv og Aa
Til Havet alle rinder,
Did fra de kom, did fâer de hen,
5Dog bliver Havet ey igien
DesDes] derfor fulder eller minder;minder] Antakelig nordnorsk dialektform (vanl. mindre); jf. Jakobsen 1952: 130.
Saa kand I Vand
GUD! din Veye,din Veye, Spor og Leye] Sal 77.20: «Din Vey var i Hafvet, og din Stie i store Vand; og mand sporede dog icke dine Fødder.» Spor og LeyeLeye] (skips)leier, da. leder; jf. Jakobsen 1952: 127.
Ligge strakte,strakte] utbredt
10Dog det ingen vel kand akte.
34.
I store Vand har du din Sti,din Sti] Se 33.8 ovf.; jf. Sal 25.4: «HERre, viis mig dine Veye, og lær mig dine Stie.»
Du giennem Luften reyser fri,Du giennem Luften reyser fri] Sal 104.3: «Du far paa Skyerne som paa en Vogn, og gaar paa Væirets Feyre»; jf. Sal 18.11 og Jer 4.13.
U-kiendt er dine Hæster;
Dend tynde Sky er din Karreet,
5Hvorpaa din Guddoms Mayestêt
Sin Fod u-synlig fæster,fæster] finner fotfeste
Mægtig Prægtig.
Meget store Er din ForeFore] ferder; av fore, intkj.
Underlige,
10Hvo er den det kand udsige?det kand udsige] som det kan utsi; relativpronomenet (subjunksjonen) er underforstått. Sal 106.2: «Hvo kand udsige HERrens store Gierninger?»
35.
Du sanker Luften fuld af Vand,Du sanker Luften fuld af Vand] Sal 147.8: «Den som betæcker Himmelen med Skyer, og gifver Regn paa Jorden, og lader Græs voxe paa Biergene.»
Een liden Sky det holde kand
Saa tæt som i een Flaske,
For Havit sættis Laas og Dør,For Havit sættis Laas og Dør] Job 38.8: «Hvo luckte Hafvet til med sine Dørre, der det udbrast som af Moders Lif.»
5AtAt] for at det ey skal med ny OprørOprør] Hankjønn er kurant.
Det tørre Land forraske;forraske] overrumple, overraske
Saa viit,viit] langt opp eller inn; av vid Saa siitsiit] langt ned; av sid
Maa du komme Bølge grommegromme] veldige; jf. 32.10 ovf.
Og ey lenger,
10GUD har sat dig MaalGUD har sat dig Maal] Ordsp 8.29–30: «Der hand sætte Hafvet og alt Vandet deris Maal fore, at de skulde icke gaae ofver hans Befalning, der hand lagde Jordens Grundvold. Da var jeg en Giernings-mestere hos hannem.»Maal] grense og Stenger.Stenger] sperringer, stengsler; av stænge
36.
Alt dette, som er før omtalt
I Himmel, Hav, paa Jord og alt
Det skabte GUD een Uge,een Uge] i løpet av en uke
Sex Dagers TidSex Dagers Tid] på seks dager det Værk blev klar,klar] Intkj.-formen er kurant
5Den siuvend’ du beskicketbeskicket] bestemt har
Til Hvile-Dag at bruge.Til Hvile-Dag at bruge] 1 Mos 2.3: «Og velsignede den Sivende Dag, og giorde hannem hellig: fordi Hand hvilede samme Dag af all sin Gierning, som GUd skabte og giorde»; jf. 2 Mos 20.11.
Dog du Endnu
Hâr Umage Og maa tage
Alting vare,tage Alting vare] dra omsorg for alt
10Paa detPaa det] slik at intet skal forfare.forfare] ødelegges, gå til grunne
37.
Til Hvile du dig vel begav,
Dog dermed blev ey skaffet af
Ald din Huusholdnings Tanker,Ald din Huusholdnings Tanker] På samme måte som hustavlens familiefar skal styre sitt hus, slik styrer også Gud verden; jf. Ef 1.10 og Kol 1.25. Teologen Peder Wandal utlegger den universelle «økonomi» eller «husholdning» i sin bok fra 1631, Oeconomia Dei.
Men end, som før, opholder alt,
5Og skaber aarlig ny GestaltGestalt] ytre fremtoning
Paa Jordens Frugt og Ranker,
Skaffer Eenhver
Som kand blæse AandAand] livsånde af NæseEenhver Som kand blæse Aand af Næse] ethvert levende vesen; 1 Mos 7.22: «Alt det, som hafde Lif og Aand i sig paa Jorden, døde»; jf. 1 Mos 2.7.
Liv og Føde,
10Ellers lagdis Verden øde.
38.
Mand bør og ikkeog ikke] ei heller tenke det,
At du blevst af Arbeydet træt,
Og derfor Hvile søgte,
Ey heller at du varst saa lad,
5Og ey BesværingBesværing] besvær, bry have gad,
Og for AmagtAmagt] avmagt, krafløshet skull frygte;
Ach ney; Dig ey
Noget fattis,fattis] mangler ey udmattis
HErrens Hænder,ey udmattis HErrens Hænder] Sal 138.8: «HERren skal giøre Ende der paa for min skyld; Herre, din Miskundhed er ævig, forlad icke dine Hænders Gierning.»
10Ald Natur din OmhuOmhu] påpasselighet kiender.
39.
Du dig i Sengen ey begrov,
Som den der haver Søvn behov,haver Søvn behov] har behov for søvn
Ney; Slig var ey din Hvile;
Hands ØyenbrynØyenbryn] øyelokk ey lukkis til,
5Som Israel bevogte vill,som Israel bevogte vill] «Israel» er Guds utvalgte folk; Sal 121.4: «See, den som bevarer Israel, hand sofver icke, og hand søfnis ey heller.»
Der paa mand ey maa tvile.
Mand gaar, Mand staar,
Hvor mand ere Til at være,Hvor mand ere Til at være] hvor man lever sitt liv. Flertallsbøyningen av verbet etter man overrasker; rimelig å oppfatte subjektet som logisk flertall – «folk flest». Innrimnød.
Hvad mand driver,driver] er sysselsatt med
10GUD AltingestAltingest] alt agt paagiver.
40.
Om mand et Spørsmaal foreslog?
For hvad AarsagFor hvad Aarsag] av hvilken grunn sig GUD antogantog] gikk inn på
Den Skabelsens Umage?
Da svaris dertil kortelig,kortelig] kort
5Det blev ey giort for dig og mig
Vellysten at opdrage,opdrage] søke å utvikle
Som at GUD platplat] likefrem
Var forbunden,forbunden] forpliktet Lov forvundenLov forvunden] fradømt sin ære (lovforvunden)
Os til Villie
10Alting i Bered at stille.i Bered at stille] å gjøre alt klart; subst. bered synes ikke å være registrert i ordbøkene.
41.
Men derfor blev Naturen til,
At GUD sin LovLov] lovsang, lovprisning og Ære vil
Af CreaturetCreaturet] det skapte, skapningen have,
At hand, som er saa god og viis,
5Skal altid sigis Tak og PriisSkal altid sigis Tak og Priis] Sal 34.2: «Jeg vil lofve HERren altid; Hans Lof skal altid være i min Mund.»
For ald Velgiernings Gave.
Naar atNaar at] når Hver Statt,Statt] by (stad); skrivemåten synes motivert av rimet.
StædStæd] Hankjønn er kurant. oc Stænder,Stænder] plasser, steder (av stand); sideordningen «Hver Statt, Stæd og Stænder» halter. Qvinder, Mænder
Daglig skue
10Med sin Øyne GUds Formue.Formue] formåen, kraft
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Petter Dass' Katekismesanger var en av Danmark-Norges aller mest utbredte bøker på 1700-tallet. Nå foreligger katekismesangene for første gang i en tekstkritisk utgave med fyldig innledning, over 6000 kommentarer og tre registre. Bak utgaven står Jon Haarberg, professor i allmenn litteraturvitenskap ved Universitetet i Oslo.
Les mer..
Dikterpresten Petter Dass har en sentral plass i vår kulturhistorie. Han blir ofte omtalt som den mest betydelige dansk-norske dikteren ved siden av Thomas Kingo i siste del av 1600-tallet.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
