BRUKSANVISNING

"/> Den Ellefte Sang. | Bokselskap

Katekismesanger

av Petter Dass

Den Ellefte Sang.


Sangen faller i fire deler: Første del (str. 1–9) slår fast at oppstandelsen er et vilkår mennesket ikke kan unndra seg, på linje med fødsel og død. Så vitner da også naturen om dette gjennom solens gang og årstidenes veksling. I annen del (str. 10–11) kommer motsigelsen, den retoriske refutatio, som går ut på at mennesket neppe kan sies å ha andre vilkår enn dyrene, og at man derfor bør «gripe dagen»: nyte jordelivets gleder så lenge man kan. Tredje del (str. 12–23) fastslår, uten synderlig teologisk argumentasjon, at «vi», de troende, vet at oppstandelsen venter. Det betyr at sykdom, alderdom og død ikke lenger kan ramme oss. Det betyr videre at kroppen og sjelen vil finne sammen igjen, og at hedningene vil få sin dom. Så avsluttes sangen med en enslig strofe (24), hvor et jeg for første gang trer frem med en bønn til Herren om å få være blant dem som står opp fra de døde på dommens dag.

Legemens Opstandelse.tit.] Luther 1616: 77–78: «[Jeg tror paa] Legems (eller kiøds) opstandelse», forklart slik: «Oc paa den yderste Dag skal hand opvecke mig met alle andre aff døde, oc sætte mig met alle andre, som troe, i det euige Liff.» I sin Store katekisme distanserer Luther seg fra oversettelsen «Kiød»: «Thi naar vi Tydske (oc Danske) høre Kiød næfnis, da tæncke vi icke vijdere hen, end til Slacterbodene. Men paa ræt Tydsk (oc Dansk) da skulle vi saa sige, Aufferstehung des Leibes oder Leichnams, Lifsens eller Legemens Opstandelse: Dog ligger her icke saa stor mact paa, naar vi ickun ræt forstaae Ordenes meening» (1629: 86v).

Siungis under sin egen Melodie.mel.] Håndskriftene oppgir den ellers ukjente «Hvad skall vi gjøre og hvad skall vi snake?» som forelegg. Nærmere om de verdslige foreleggene i Innl. 6.2.


1.
LIgesom alle beskikket er vordenbeskikket er vorden] er blitt bestemt til
          Engang at fødis, der efter at døe,
Saa er og alle beskikket af Jorden
Atter at opstaa, hvert Kiøn i sin Orden;
          Thi saa skal blomstrisblomstris] blomstre; verbet var gjerne deponent (passiv form, aktiv betydning) på 1600-tallet. det førdet før] det som før; relativpronomenet (subjunksjonen) er underforstått. var et Hø.Hø] høy, tørt strå; jf. Jes 40.6–8: «[…] Alt Kiød er Hø, og all hendis Hellighed er ligesom et Blomster paa Marcken. Høet tørris; Blomsteret visner; thi HERrens Aand blæs der paa: Ja Folcket er Hø. Høet tørris, Blomsteret visner; men vor Guds Ord blifver fast ævindeligen.»

2.
HvorvelHvorvel] skjønt, selv om Opstandelsen agtis at være
          For ald FornuftFornuft] Oppstandelsen, i likhet med treenigheten (jf. TA 2.2.4), lar seg ikke gripe med fornuften. som en latter og Spot;
Alle de Ting i Naturen til ereAlle de Ting i Naturen til ere] alle de ting som finnes (er til) i naturen; relativpronomenet (subjunksjonen) er underforstått.
Skal dog Opstandelsens Vidnisbyrd bære
          AtAt] om at den Artikelden Artikel] det lærepunkt, den trossetning skal giøres os got.giøres os got] godtgjøres oss, bevises for oss

3.
Vi see FigurerFigurer] forbilder, prefigurasjoner; jf. TA 9.10.4. i Fugler, som fluve,
          Viis mig hvor er de om Vinterom Vinter] Ubestemt form er kurant. at see?
Vi see Figurer i Jordens Formue,Jordens Formue] skaperverket; jf. TA 1.41.10.
Stilker og Vext,Stilker og Vekst] planteskudd; retorisk hendiadyoin: ett fenomen beskrives ved hjelp av to sideordnede ord. som oprinderoprinder] vokser opp af Tue,
          Der dog tilfornetilforne] tidligere laa stiv under Snee.

4.
Solen oc selv os Opstandelsen minder,os […] minder] påminner oss om
          Aften og Morgen udviserudviser] demonstrerer det och,
Her er en Aften, hvorpaa vi forsvinder,
Her er en Morgen, vi atter oprinder,atter oprinder] gjenoppstår
          Er det os ikke BevisningerBevisninger] bevis nok?

5.
Aldrig grasserergrasserer] herjer, raser den Vinter saa lenge,
          Nødis jo siden for Sommer at fly,
Var ElementerneElementerne] naturkreftene noksom saanoksom saa] tilstrekkelig, meget strenge,
Skulle de Luften i Splinter end sprenge,Skulle de Luften i Splinter end sprenge] Tvetydig? Man kan oppfatte «Luften» som «Himmelen» (jf. 1 Tess 4.17: «mod HERREN i Luften»), og den er hos Dass – som følger Bibelens skapelsesberetning – å forstå som en hvelving over jorden, med planeter, sol og måne festet til seg (TA 1.23). Det at himmelhvelvingen sprenges «i Splinter», gir i så fall god mening. Solen ville da, ifølge dikteren, fortsatt gå i sin vante bane, selv om den ikke lenger kunne følge himmelhvelvingen i dens omdreininger. Det er derimot ikke like lett å tenke seg luften – ett av de fire elementer – i splinter, men vi kan nok oppfatte uttrykket sprænge i splinter i overført betydning, som «å tilintetgjøre». Men det er ikke umiddelbart innlysende at det ville ha like alvorlige konsekvenser for solen om luften forsvant.
          Solen dog engangengang] før eller senere fremskinner af Sky.Solen […] fremskinner af Sky] Bildet minner om Kingos, i hans berømte påskesalme: «SOm dend Gyldne Sool frembryder/ Giennem dend kulsorte Sky» (KSS 4.513).

6.
Svalen opkommer, der ligger i Dvale,Svalen opkommer, der liggger i Dvale] svalen, som ligger i dvale, gjenoppstår. Før man helt hadde forstått at svalen faktisk er en trekkfugl, trodde man den overvintret nedgravd i mudder eller sandbanker. En tolkning av svalens sang går ut på at den i realiteten sier «I tænkt’ vel jeg var død, men såmænd var jeg ej!» Ett sagn går ut på at svalen har fått sitt navn fordi den ropte «sval ham!» da Jesus hang på korset (Brøndegaard 1985: 2.244, 246 og 247). Hos Anders Arrebo utlegges svalens overvintring i «dynd» som et naturens tegn på oppstandelse, i forfatterens femte preken i samlingen Ossa rediviva, utgitt av hans sønn i 1681 (s. 42): «[…] Øyenskinlig Forfarenhed lærer at de [svalene] sig i store Morotzer oc Ufør nedsvinge oc ligge der Vinteren ofver slet døde, oc blifver i Foraared, naar Dyndet varmis, lefvendis igien; Skeer da saadant med Ormene, Fluer, Scaler oc andre Creatur at de kand saa til Lifve igien, skulde vi da om voris Opstandelse oc Guds Almæctighed bære nogen Tvifl?»; jf. FV 2.3.3.
          Efter hun haver udhvilet i Sand,
Biuder vi Venner et SkilsmissisSkilsmissis] atskillelses (ved døden) Vale,Vale] farvel; lat. imp. ofte brukt som substantiv
Engang vi dog med hver andre skal tale,
          Naar os fremskinner Forklarelsis Stand.Forklarelsis Stand] de herliggjorte kår (dvs. den himmelske tilværelse)

7.
Skal de afhuggede Stilkerde afhuggede Stilker] Jf. 1.5 og 3.4 ovf. nu grønnis,grønnis] Jes 66.14: «I skulle det see, og eders Hierte skal glæde sig, og eders Been skulle grønnis, som Græs: Da skal man kiende HERrens Haand hos hans Tienere, og hans Vrede hos hans Fiender.»
          Er da vor Kropper ey dyrerdyrer] vanskeligere fortjent end Græs?
Skulle GUds Træer ey knoppisSkulle GUds Træer ey knoppis] Job 14.7–9: «Et Træ haabis, naar det er end afhugget, at det skal forvandle sig igien, og Qvistene der paa lade icke af. Alligevel at Roeden blifver gammel i Jorden, og at Stubben døer hen i Støf: Saa grønis det dog igien af Vandets Lugt, og skyder Grene, ligesom det var plantet.» Matt 24.32: «Lærer en Lignelse paa Figen-Træet: Naar der kommer Vædske i Greenene der paa, og det faar Blade, da vide I, at Sommeren er hart hos.» og skønnis?skønnis] bli vakkert el. vakrere
Skulle GUds Tienner ey naadig belønnis?
          Siig mig, hvad var da vor Troes Gemes?Gemes] regel, praksis

8.
Lyster vor HErre det Blomster at klæde,Lyster vor HErre det Blomster at klæde] finner Vårherre det for godt å gi blomstene klær (å la blomstene blomstre); jf. Luk 12.27–28: «Gifuer act paa Lilier paa Marcken huorledis de voxe: De arbeyde icke, de spinde og icke. Men jeg siger eder, at Salomon i all sin Herlighed, vaar icke klædt som een af dem. Klæder da Gud Græsset saa, som i Dag staar paa Marcken, og skal i Morgen kastis i Onen, huor meget meere skal hand klæde eder, I lidet troendis?»
          Der i Dag staar, og i Morgen er væk,Der i Dag staar, og i Morgen er væk] Se også Jona 4.10: «Du ynckis ofver Græs-Karet [iflg. Luther (Kürbis), etter Septuaginta; 1647: «det Kikajon»; Vulgata: «den eføy»], for hvilcket du hafver icke arbeydet, og du elskte det icke heller op, hvilcket som blef til paa en Nat, og blef forderfvet paa en Nat. Og skulde Jeg icke ynckis ofver Ninive, saadan en stor Stad, i hvilcken der er mer, end Hundrede og tive tusende Mennisker […]?»
Skal da GUds HelgenGUds Helgen] Guds saliggjorte (den troende); jf. trosartikkelens «helliges samfund». ey nyde den Glæde,
DeyligDeylig] vakker, herlig som BlomstretBlomstret] blomsten af Jorden at træde,træde] fremtre
          Uden ald Svaghed, ald Lyder og Bræk?ald Lyder og Bræk] alle skavanker og skader

9.
Havde vi derved os intet at trøste,Havde vi derved os intet at trøste] Kunne vi ikke trøste oss ved dette (at naturen kommer til liv igjen, dvs. oppstandelsen)
          Hvad var da Siælens U-dødelighed?Hvad var da Siælens U-dødelighed?] Jf. Sal 94.17–19: «Hafde icke HErren hiulpet mig, da laae min Siæl paa det næste i det stille. Jeg sagde: Min Foed snublede; Men din Naade, HErre, opholder mig. Jeg hafde meget Bekymrelse i mit Hierte; men din Trøst vederqvægede min Siæl.»
Hiertet i Liveti Livet] i brystet maatt’ jamerlig brøste,jamerlig brøste] briste på ynkverdig vis
Haaret af Redsel paa HovedetHaaret af Redsel paa Hovedet] Vanligvis er det hodet man rister (da. ryster) på som et uttrykk for håpløshet, ikke håret. Som et uttrykk for skrekk, derimot, rejser håret sig på hovedet. Her synes uttrykkene å være slått sammen til ett. røste,
          Var ikke Haabet at hælde sig ved.at hælde sig ved] å støtte seg til; jf. 1 Pet 1.13: «Derfore da omgiorder eders Sinds Lænder; værer ædrue, og sætter eders Haab aldeelis til den Naade, som eder tilbydes formedelst JEsu Christi Aabenbarelse.»


10.
OmOm] dersom; den påfølgende helsetningen er underforstått, dvs. den ligger latent i adverbet «saa» (10.2): «Dersom den ugudelige tungen setter i gang med sitt skvalder, så sier den:» Eriksen (SS) retter «Om» til «Og» for å løse problemet. Men det burde være unødvendig. den ugudelig TungenTungen] Jf. Jak 3.8: «Men Tungen kand intet Menniske temme; det urolige Onde, fuld af dødelig Forgift.» Se også TB 8.2.6 og 8.13. ey sparer,
          Raaber og bringer sin SqvalderSqvalder] løst snakk, løgn saa for:bringer […] for] fremfører
Hvo veed om Menniskens AandAand] sjel denden] Dublering (av subjektet); en muntlighet. opfarer?opfarer] sc. fra det jordiske legemet til himmelen
Folkenes VilkorFolkenes Vilkor] menneskenes betingelser med Bæsterne svarer,med Bæsterne svarer] hører til dyrene; O retter (unødvendig) til genitiv, «bæsternis», for å skape logisk parallellitet mellom menneskets og dyrenes livsbetingelser, men verbalet her (svare med) gjør ikke dette like påkrevd som i en konstruksjon med tilsvare eller motsvare.
          Begge medmed] i forhold til Døden har ligedan Kaar.


11.
Lader os bruge nærværende Gode,nærværende Gode] de jordiske goder
          Drikke vor PælerPæler] krus; 1 Kor 15.32: «Stridde jeg af Menniskelig Meening med vilde Dyr i Epheso? Hvad hielper det mig, dersom de Døde icke opstaa? Lader os æde og dricke; thi i Morgen ere vi døde.» for Fald og for Stød,for Fald og for Stød] når vi har lidt tap (eller begått en synd), og når vi trenger støtte.
Ingen GienkommelseGienkommelse] (Jesu) gjenkomst er at formode,at formode] å vente
DødningerDødninger] døde (mennesker) reyses ey mere paa Fode,
          Ingen Vellyster erer] finnes efter vor Død.


12.
Bedre Oplysning vi, GUD skee Lov! fanger,fanger] får
          Omendskiønt Folket ansees som Fæ
Hvad den almindelig AandeAande] tenkeevne; normal språkbruk ville ha fordret aand i denne betydningen, men grensen mellom aand/aande (tilsv. lat. animus/anima) er ikke skarp. belanger,belanger] angår
Siælene dog giennem Døden indgangerindganger] går over; den gamle verbformen gange rimes her, som ofte ellers på slutten av 1600-tallet, med den tilsvarende fange. Ellers brukes (også av Dass) gaa og faa helt fritt.
          TilTil] for en U-dødelig Verden at see.


13.
Skal ey de Dødes Opstandelse blive,blive] skje fyllest, bli noe av
          Da var forgevis ald Menniskers Haab;
Mand ald Gudfrygtighed maatte begive,begive] avstå fra, la fare. Dass tenker seg at et gudfryktig liv, inkludert gode gjerninger, mister sin fornuftsgrunn dersom belønningen – frelse og evig liv – ikke kan stilles i utsikt. Dermed har altså nestekjærligheten og de gode gjerninger ingen verdi i seg selv.
Alt hvad PropheterPropheter] Profetene i GT – fire store og tolv små – er i det vesentlige å betrakte som «domsprofeter», dvs. at de refser folket for å ha vendt ryggen til Gud eller for å ha praktisert urettferdighet, og at de truer med straff og undergang dersom ingen forbedring er å spore. Tanken er her altså den at truslene (som i det kristne perspektiv gjelder alle mennersker og ikke bare jødefolket i en gitt historisk situasjon) må anses som tomme dersom det ikke finnes noe liv etter dette. i Bøgerne skrive
          Blev til en SnakSnak] tomme ord, vås og forfengelig Snaab.forfengelig Snaab] innholdsløst forfengelig håp, en unyttig karamell å sutte på («Snaab» er samme ord som moderne da./no. snob/snop, «godteri»). Om den dennesidige forfengeligheten eller tomheten taler særlig Forkynneren (Fork 1).


14.
Alle de Døde da vare fortabte,
          Hvilke tilfornetilforne] tidligere (før Guds inkarnasjon) var giemmet i Muld,giemmet i Muld] Dan 12.12 (12.2): «Og mange af dem, som ligge under Jorden og sofve, skulle opvogne, somme til det ævige Lif, og somme til ævig Skam og Skiendsel.»
Hvad kand det gavne, det HErren os skabte,det HErren os skabte] det at Herren skapte oss
Naar atNaar at] når vor Siæle den Ævighed tabte,
          Hvor om at alle GUds Skrifter er fuld?Hvor om at alle GUds Skrifter er fuld] som alle Bibelens bøker er full av. Utsagnet innebærer rimeligvis en overdrivelse. Slett ikke alle «GUds Skrifter» er fulle av løfter eller håp om frelse og udødelighet.


15.
Alt hvad da LærerneLærerne] forkynnere av Guds ord, prestene; jf. 1 Kor 12.28: «Og GUd satte i Meenigheden først Apostlerne; dernæst Propheterne; for det tredie Lærere; dernæst dem, som giører underlige Gierninger; dernæst Gafver at giøre helbrede; Hielpere; Regierere; adskillige Tungemaal.» fore mon givefore mon give] pålegger (oss)
          Blev da kun agtet for løse Mænds Ord,løse Mænds ord] uforpliktende ord ytret av mennesker
Haabed’ vi eeneeene] utelukkende, bare paa Christum i Live,i Live] her på jorden; 1 Kor 15.19: «Haabe vi alleeniste paa Christum i dette Lif, da ere vi de elendigste iblant alle Mennisker.»
Usler’ end alle vi skulle da blive,
          HvilkeHvilke] vi som vor HErre hâr skabet af Jord.skabet af Jord] 1 Mos 2.7: «Og GUD HERREN hafde giort Mennisken af en Jord-klimp, og blæsde en lefvende Aand i hans Næse; Og saa blef Mennisken til en lefvende Siæl»; jf. 1 Kor 15.47.


16.
Vi veed, naar disse vor Huse nedfalder,
          Har vi et Huus uden Hænder bered,et Huus uten Hænder bered] 2 Kor 5.1: «Vi vide og, dersom dette vort Tabernackels Jordiske Huus blifver nederbrudet, at vi hafve en Bygning opbygt af Gud, et Huus, som icke er giort med Hænder, hvilcket der er evigt i Himmelen.»
Legemet tæris af Jorden og Alder,
Men naar BasunenBasunen] Det dreier seg om dommens basun, som ikke bare lar seg høre i Åpenbaringen, men også hyppig hos profetene og i Paulus’ brev; se 1 Kor 15.51–52: «See! Jeg siger eder en hemmelig Ting: Vi skulle icke alle sofve, men vi skulle alle forandres; Og det skal skee hasteligen, udi et Øyeblick, i den sidste Basunes Lyd; thi Basunen skal lyde, og de Døde skulle opstaa uforkrænckelige, og vi skulle forandres.» i Luften fremskralder
          Fremgaar en hver af sin Huler og Sted.Fremgaar en hver af sin Huler og Sted] Jes 2.19–21: «Da skal mand gaa i Klippernis Huler, og i Jordens Kuler, for HERrens Frygt og for hans herlige Majestæt, naar hand giør sig færdig at forstyrre Jorden. Paa den Tiid skal hver mand bortkaste sine Afguder af Sølf og Guld (som de hafde ladet giøre sig, at bede til) i Muldvarpers og Aften-backers Huler. Paa det hand kand bryde ind i Steen-rever, og i Klippers Huler for HERRens Frygt, og for hans herlige Majestæt, naar hand giør sig ferdig ad forfærde Jorden.»


17.
Da vil det store GUds EphataEphata] Mark 7.34 (Jesus helbreder en døvstum): «Og [Jesus] saa op til Himmelen, suckede, og sagde til hannem [den stumme]: Ephphatha, det er, lad dig op.» Ordet er arameisk, og brukes gjerne som belegg for at arameisk var det språk Jesus faktisk talte. I Markus-evangeliet er det den døvstummes ører som skal åpne seg; her bruker dikteren det som et sesam til å åpne de jordiske huler hvor de døde avventer dommedag. Her har vi altså med Guds «store» effata å gjøre; «det lille» ble rimeligvis brukt av Jesus da han helbredet den døvstumme. klinge:klinge] lyde
          Kommer I Menniskens Slegter igien!
Sygdom og Krankhed skal ingen mand tvinge,tvinge] volde besvær, plage
Da vil den halte Mephibosetden halte Mephiboset] Sønn av Jonathan, sønnesønn av Saul var ifølge 2 Sam 4.4 lam, ikke halt: «Og Jonathan Sauls Søn hafde en Søn som var lam paa Benene, og hand var fem Aar gammel, den Tid det Røcte kom om Saul og Jonathan af Jesreel: Og hans Amme tog hannem, og flyede; Og der hun saa hasteligen flyede, da faldt hand, og blef lam; Og hand heed MephiBoseth.» Omtalt i TB 8.19.7. springe,springe] hoppe (frem), løpe (fort)
          Staven oc Krykken alt kastet er hen.


18.
Rynkerne skal ey MathusalemMathusalem] 1 Mos 5.27: «Og hans [Methusalas] gandske Alder blef ni hundrede, ni og tresinds tive Aar: Saa døde hand.» I Bibelen oppnår intet menneske noen høyere alder. Navneformen Metusalem synes særlig utbredt: «Gammel som Metusalem» (PSyv 210). plage,
          Jacob ey ellerey eller] ei heller hands Hofters Skavank,hands Hofters Skavank] 1 Mos 32.24–25: «Og hand [Jacob] blef alleene: Da brøds der en Mand [dvs. Gud] med hannem til det dagedis. Og der hand saa, at hand kunde icke ofvervinde hannem, rørde hand saa hart ved hands Hofte-Led, at hans Hofte-Been gick af Led, i det hand brødis med hannem.» Flertallsformen (gen.) «Hofters» kan rett og slett bero på at bibeltekstens –Led feilaktig er blitt oppfattet som flertall.
KrøblingenKrøblingen] Jes 35.4–6: «Siger til de mistrøstige Hierter: Værer trøstige; Frycter icke; See! Eders Gud kommer at hefne; Gud som da betaler, kommer og skal frelse eder. Da skulle De Blindis Øyen opladis, og de Døfvis Øren skulle aabnis. Da skulle de Halte springe som Hiorte, og de Dummis Tunger skulle sige Lof»; jf. Matt 11.5. ey paa Vanmægtighed klage,
Saadant er bleven i Graven tilbage,
          LazarusLazarus] I Joh 11 fortelles det om hvordan Jesus vekker Lasarus opp fra de døde: «Og JEsus sagde, Tager Steenen af; Martha, den Dødes Syster, siger til Hannem, HErre, hand lugter nu ilde; thi hand hafver ligget fire Dage» (11.39). er da befriet fra Stank.


19.
Kroppe, som før i Forglemmelsens StrædeForglemmelsens Stræde] glemselens egn; dvs. graven til dem som døde før inkarnasjonen; jf. Sal 88.13: «Kunde da dine underlige Gierninger kiendis i Mørcket? eller din Retfærdighed i det Land, som man intet tæncker [forglemmelsis Land, 1647]?»
          Vare levered Forraadnelsen hen,levered Forraadnelsen hen] overlevert til forråtnelsen
DaDa] Tidsadverb; gjentar uttrykksmåten i 17.1 og 17.4, og innleder altså ingen leddsetning. Syntaksen her følger ikke skolegrammatikken. Normalt ville «Kroppe» ha vært subjekt også i helsetningen, med passivt verbal: Kroppene ville ha blitt gjenforent med sjelene. I stedet gjøres handlingen aktiv, med «Siæle» som subjekt og «Kroppe» som objekt. Dermed får sjelene den aktive rollen. De befrir så å si kroppene fra forråtnelsen. deres Siæle dem atter indtræde,indtræde] trer inn i (med objekt: «dem»)
HvadHvad] i hvilken grad, hvor meget vil den SammenkomstSammenkomst] forening, stevnemøte bliveblive] komme til å finne sted, skje; i moderne språk ville vi ha tilføyd en nektelse (ikke) her. med Glæde,
          Naar de to Vennerde to Venner] Dvs. kroppen og sjelen. At de to i 20.1 så fremstilles som søstre, kan neppe sies å by på noen alvorlig motsetning, ettersom både vennskapet og slektskapet her uansett er av metaforisk art. skal findisfindis] treffes igien?

20.
Kiæreste Søster,Søster] Personifikasjoner er som oftest av hunkjønn, rimeligvis etter innflytelse fra latin; slik også her, til tross for at både kropp og sjæl grammatisk sett er hankjønn (felleskjønn) på dansk. kand Siælen da sige,
          Jeg lod dig fare med Sorrig og Graad,
GUD os nu samler med Glæde tillige,tillige] sammen, i forening
Nu skal ald Ævigheds SkilsmisseSkilsmisse] atskillelse vige,vige] gi etter; verbalet personifiserer skilsmissen.
          Mere din Øyen ey giøris skal vaad.

21.
DaDa] Konstruksjonen fra 17.1, 17.4 og 19.3 gjentas her. Tidspunktet det refereres til, er altså dommen, da sjelene skal gjenforenes med kroppene; jf. 1 Kor 15.51–54. Samtidig skilles også bukkene fra fårene, de utvalgte fra de fortapte; se Matt 25.31–46 og Åp 20.11–15. skal de Fromme fremstille sig glade,
          Sorge-fuld skulle de Onde fremgaa,
Alle Samvittigheds Bøger og BladeAlle Samvittigheds Bøger og Blade] «Blade» her om de enkelte bladene en bok består av, jf. Åp 20.12: «Og jeg saae de Døde baade Store og Smaa staa for Gud, og Bøgerne blefve opladne: Og der blef en anden Bog opladen, hvilcken der er Lifsens: Og de Døde blefve dømde efter Skriften i de Bøger, efter deris Gierninger.»
Skal den alvidende Dommer oplade,
          Hvorefter hver sin AfsigterAfsigter] dommer skal faa.

22.
Hedning, der uden BogstavenBogstaven] teksten, loven; jf. Rom 2.12–13: «Hvilcke som hafve syndet uden Loven, de blifve og fortabte uden Loven: Og hvilcke som hafve syndet i Loven, de blifve fordømte formedelst Loven. Efterdi de ere icke Retfærdige for GUd, som høre Loven, men de som giøre Loven, skulle blifve Retfærdige.» har levet,
          Hand og faaer uden Bogstaven sin Dom,
Hvad den Ugudelig haver bedrevet
Staar i GUds Regenskabs TavlerGUds Regenskabs Tavler] Jf. 1 Pet 4.5: «Hvilcke [hedningene] der skulle giøre Hannem Regenskab, som er rede til at dømme de Lefvende og de Døde.» opskrevet,
          Saa det beløber en skrekkelig Summ.en skrekkelig Summ] I likhet med avlatshandlerne, som Luther i sin tid reagerte så sterkt på, regner Dass synder om til gjeld, dog i form av metaforiske penger; et liknende uttrykk brukes i TA 10.7.4.

23.
GUds Evangelium, der er forkyndet,
          Hvilket handhand] Dvs. hedningen (22.1 ovf.). haver tilfornetilforne] før forsmaad,
Skal mod ham vidne, detdet] så vidt som hand haver syndet,
Og Uretferdigheds VeyeUretferdigheds Veye] Jf. 2 Pet 2.15: «De [forbandelsens Børn] forlade den rette Vey, og gaa vild, og følge efter Balaams Bosor (Søns) Vey, hvilcken der elskte Uretfærdigheds Løn.» velyndet,velyndet] foretrukket
          ThiThi] derfor skal hand dømmis til Fengsel og Graad.

24.
HErre! forleneforlene] gi (som nådegave); oppfordr. konj. mig Synder den Glæde,
          Trolig at passe min Frelsere paa,Trolig at passe min Frelsere paa] at jeg trofast bryr meg om min frelser
At naar hand lysterlyster] finner det for godt i Skyen fremtræde,i Skyen fremtræde] Luk 21.27: «Og da skulle de see Menniskens Søn komme i Skyerne med stor Kraft og Herlighed.»
Jeg da iført i Retfærdigheds Klæde,iført i Retfærdigheds Klæde] Åp 19.7–8: «[…] thi Lammets Bryllup er kommen, og hans Hustru hafver beredt sig. Og det blef hende gifvet at føre sig i reent og deyligt Silcke (men Silcket er de Helliges Retfærdighed).»
          Maatte i Ære for hannem bestaa!Maatte i Ære for hannem bestaa] måtte forenes med ham i ære

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Katekismesanger

Petter Dass' Katekismesanger var en av Danmark-Norges aller mest utbredte bøker på 1700-tallet. Nå foreligger katekismesangene for første gang i en tekstkritisk utgave med fyldig innledning, over 6000 kommentarer og tre registre. Bak utgaven står Jon Haarberg, professor i allmenn litteraturvitenskap ved Universitetet i Oslo.

BRUKSANVISNING

Utgaven er basert på førstetrykket fra 1715.

Se faksimiler (Dass 1999, NB Digital)

Les mer..

Om Petter Dass

Dikterpresten Petter Dass har en sentral plass i vår kulturhistorie. Han blir ofte omtalt som den mest betydelige dansk-norske dikteren ved siden av Thomas Kingo i siste del av 1600-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.