Om det ævige Liv.tit.] Luther 1616: 77: «[…] oc det euige liff», forklart slik: «Oc paa den yderste Dag skal hand opvecke mig met alle andre af døde, oc sætte mig met alle andre som troe, i det euige Liff.»
Siungis under sin egen Melodie.mel.] Samtlige håndskrifter oppgir «Hen Musæ hen I blødhjertige Qvinder» som melodiforelegg. Om verdslige viser som forelegg for åndelige, se Innl. 6.2. Det aktuelle forelegget er ukjent (Schiørring 1.252), men Dass bruker det også i evangeliesangen til Kristi himmelfartsdag (SV 3.294) – hvor tematikken til en viss grad er beslektet – dessuten i leilighetsdiktet «Ny Bergen, Ny Lykke» (SV 1.244). Den metriske strukturen minner sterkt om den vi finner i «Kommer i Cimbriske Helte», brukt i TA 5. Avvik finnes bare i annet og fjerde vers, som i TA 5 har mannlig utgang, her kvinnelig.
1.
KOmmerKOmmer] kom; imp. flt. I Folk, I som sørgeligsørgelig] Ordet kan oppfattes enten som adjektiv i betydningen «sørgmodig» eller som adverb i betydningen «bedrøvelig». sidde,
I som i VerdenVerden] tilværelsen på jorden (mots. himmeriket) saa meget maa lide,
Kommer, jeg vil UnderretningerUnderretninger] forklaringer, undervisning give
Hvor det med eder herefter skal blive,
Her er et Liv efter dette at vente,
Her er et andet, der bedre kand rente.rente] gi avkastning; jf. tilsvarende uttrykk i TB 7.19.3, TA 7.1.3, TA 12.1.6, FV 3.9.2.
2.
Tykkis jer Korset er tungt til at bære,
Tykkis jer Tiderne vanskelig ere,
Tykkis jer KalkenKalken] Jf. Jesu ord i Getsemane, Matt 26.39: «Og Hand [Jesus] gick noget længer frem; falt ned paa sit Ansigt, og bad, og sagde: Min Fader, er det mueligt, da gaa denne Kalck fra Mig! dog icke som Jeg vil; men ligesom Du vil.» er bedsk til at drikke,
Tykkis jer Sorgen forandrer sig ikke,
Tænker,Tænker] tenk på at; imp. flt. den GUD, som paa Verden giør Ende,
Hand og ald Menniskens Jammer kand vende.
3.
Skal I skiønt ald eders LivesLives] Genitivsformen er kurant. Tid græde,
Det er dog intet mod Ævigheds Glæde,Ævigheds Glæde] Jf. Jes 35.10: «HERRENS Igienløste skulle igienkomme, og komme til Zion med Glædskab, ævig Glæde skal være ofver deres Hofvet, og de skulle faa Glæde, og Fryd, og Pjne og Suk skulle flye bort fra dem.»
Vared detdet] Dvs. livet hundrede tusinde Dage,hundrede tusinde Dage] Tar vi tallet som en eksakt angivelse av et livs lengde, tilsvarer det 374 år. (Aber sie zählten natürlich nicht.)
Det dog omsider en Ende kand tage,
Men den velsignet GUds Ævigheds StøtteGUds Ævigheds Støtte] Jf. Sal 55.23: «Kast din Omhu paa HErren, Hand skal forsørge dig; og hand lader den Rætferdige icke faae Uroe evindeligen.»
Kand aldrig nogen ForandringForandring] Substantivet personifiseres som subjekt for «bortfløtte». bortfløtte.
4.
Spør du; hvad er da det Ævigheds Rige?
Jeg dig det ikke tilfulde kand sige,
Det er de Ting, som Fornuften ey fatter,
Hvilke mand sletslet] ganske, helt u-begribelig skatter,skatter] verdsetter
Ingen blant Menniskens Slegter det kunde
Hverken med Sind eller Hiertermed Sind eller Hierter] med forstand eller tanker; jf. Hebr 4.12: «Hiertets Tancker, og Sind». begrunde.
5.
Det er de Ting, som vurderis saa høye,
Høyer end det kand beskues med Øye,
Dog saa vit mand udaf Skriften erfarer,
Giver det Land u-forkrenkelig Varer,u-forkrenkelig Varer] uforgjengelige ting; det alluderes rimeligvis til Matt 6.19–20: «I skulle icke samle eder Liggende-Fæ paa Jorden, som Møll og Rust æde dem, og der som Tyfve grafve derefter og stiæle dem. Men samler eder Liggende-Fæ i Himmelen, der som hvercken Møll og ey Rust æde dem, og der som Tyfve icke grafve derefter, og ey stiæle dem.»
Saadan som ingen Omvexling paafalder,som ingen Omvexling paafalder] som det ikke er aktuelt å bytte
Eller forrustisforrustis] ruster opp af Tid eller Alder.
6.
Her maa de Rige Bekymringer have,
Hvor de kand Penger og PoserPoser] Slike var i vanlig bruk til oppbevaring av penger (og til tigging). nedgrave,
At dem ey Tyvenes Øyne skal skue,
Hisset er intet af saadant at grue,grue] frykte for
TyveneTyvene] Se ref. til Matt 6.19–20 i 5.4 ovf. skal ey din Midlerdin Midler] din formue bortbære,
Møl og Rust skal dem ey heller fortære.
7.
Vi til forvustedeforvustede] ødelagte, herjede; jf. Am 3.10–11: «De agte ingen Ræt, siger HERren; de samle Liggende-Fæ med Uret og Rof i deris Palladser. Derfore siger den HERre HERre saa: Mand skal belegge dette Land trint omkring, og rifve dig ned fra din Magt, og plyndre dine Palladser.» Stæder ey komme,
Eller til øde Pallatzer og tomme,
Eller didhen, hvor mand ønsker sig deden,deden] bort fra
Tusind Aar, saasom den Gaars-Dag forledenden Gaars-Dag forleden] gårsdagen som akkurat er forbi; Sal 90.4: «Fordi at tusinde Aar ere for Dig som den Dag, der fremgick i Gaar, og som en Natte-væct.»
Skulle dem tykkis ey lenger at være
ForFor] på grunn av den usigelig Hærligheds Ære.Herligheds Ære] den berømmelige salighet som finnes i himmelen
8.
Ingen der skal for U-videnhed sørge,for U-videnhed sørge] sørge over at han eller hun mangler kunnskap; jf. 1 Kor 13.8–10: «Kiærlighed blifver icke træt: Spaadomme skulle aflade, og Tungemaal skulle aflade, og Vijsdom skal ogsaa aflade. Thi vort Vidskab er u-fuldkommen, og vor Prophetie er u-fuldkommen. Men naar det Fuldkomne kommer, da skal det U-fuldkomme aflade.»
Ingen skal andenanden] en annen om noget adspørge,adspørge] spørre
Ingen behøver hin anden at lære,hin anden at lære] å leve på hverandre(s bekostning)
Hver for sig selver fuldkommen skal være,
Her mand paa Lykkens OmskiftelseLykkens Omskiftelse] Forestillingen om Lykken som snurrer menneskene på et slags pariserhjul, slik at de som på ett tidspunkt troner på topp, i neste øyeblikk befinner seg på bunnen, fikk særlig utbredelse gjennom den senantikke dødscellefangen Boethius’ dialog Filosofiens trøst (524 e. Kr.). Vandrebogens forfatter, Hans Christensen Sthen, skrev ut denne allminneliggjorte forestillingen på vers i 1581, illustrert ved en lang rekke historiske eksempler, og det uten å nevne Boethius: «Den ene ophøyis, den anden tryckis ned,/ Saa pleyer at vere Verdsens sed.» Jf. TB 3.4.7–8. «Alting er omskiftelig / Verden er, Verden er bedragelig,» skriver Bording i «Lykken kommer, lykken går» (1984: 302–03), som byr på flere paralleller til strofene her hos Dass. Se også Kingos «Om de sovende Disciple», str. 8 (KSS 6B: 598). klager,
HissetHisset] i det hinsidige er slet u-omskifteligu-omskiftelig] uforanderlige Dager.
9.
Her er atskilligt vor’ Hierter besværer,
Hisset er alt det vor Hierte begiærer,Hisset er alt det vor Hierte begiærer] Åp 21.4: «Og Gud skal aftøre alle Taarer af deris Øyen, og Døden skal icke meere være, ickeheller Sorg, og ey Skrig, og eyheller Pine skal meere være; thi det Første forgick.»
Her er Urolighed, Sygdom og Plager,
Der er saa roligtroligt] sorgløst som nogen behager,
Her er mand fremmed og idel i Vandringidel i Vandring] kontinuerlig på vandring; som en pilgrim. Sthens «Jeg veed et evigt Himmerig» (1994: 170–71), som bygger på en eldre tysk versjon, har flere paralleller til Dass her og baseres helt på pilgrimsmotivet. Sthens sang var vidt utbredt i 1600-tallets salmebøker, men ble ikke opptatt hos Kingo (1699). I Norge er salmen nå særlig kjent i Bernt Støylens gjendiktning, «Eg veit i Himmerik ei Borg» (Malling 2.465–68).
Hisset er Hiemstæd foruden Forandring.
10.
Her er mand ofte fra HErren langt borte,
Der er mand hos ham forinden hands Porte,
Her kand os Dagen ved Natten berøvis,
Hisset ey Sool eller Maane behøvis,Hisset ey Sool eller Maane behøvis] Åp 21.23: «Og Staden behøfver hvercken Soel eller Maane, ad de skulle skinne i den: thi Guds Herlighed oplyser dend, og Lammet er dens Lys.»
Her er mand inden ald Dunkelheds Huuse,
Hisset skal HErren selv Staden opliuse.
11.
Her er U-venner vel hundred og flere,
Hisset er ingen Forfølgelser mere,
Men de Ægypter her Folket betrykte,de Ægypter her Folket betrykte] Jf. Dom 6.9: «Og [jeg, Herren] fride eder af Ægypternis Haand, og af alle deris Haand som tvingde eder, og Jeg udstøtte dem for eder, og gaf eder deris Land.»
Hisset mand for dem ey haver at frykte,
Avind og Sorrig er lukket der ude,
Øyet for Graad skal ey leggis i Klude.
12.
Venner, der skiltis ad før her i Live,
Skal uden SkilsmisseSkilsmisse] atskillelse sankede blive,sankede blive] samles, forenes
JacobJacob] Patriarken tjente først syv år for Rakel, men ble lurt og fikk den eldre søsteren Lea isteden. Så, etter enda syv år, fikk han Rakel og «hafde Rachel kierere end Lea» (1 Mos 29.30). Rakel dør i barselseng med sønnen Benjamin: «Saa døde Rachel, og blef jordet paa Veyen til Ephrath, som nu kaldis Bethlehem. Og Jacob rettede et Tegen op ofver hendis Graf, og det er Rachels Grafs Tegen indtil paa denne Dag» (1 Mos 35.19–20). Teksten røper ikke noe om Jakobs gråt (annet enn ved deres første møte, 1 Mos 29.11); dette må være dikterens i og for seg rimelige tolkning. der atter sin Rachel har funden,
For hvis Død ofte hands Øyen har runden,
David er kommen og indtil sin Lille,David […] sin Lille] sc. sønn; Herren straffer David ved å ramme det barnet Batseba har født ham, med sykdom. David faster og våker, men «Den sivende Dag døde Barnet» (2 Sam 12.18).
Hvilken at miste hand nødigt her ville.
13.
Martha seer Lazarum nuMartha seer Lazarum nu] Jesus vekker faktisk Lasarus opp fra de døde allerede på jorden, i dette liv. Her hos Dass gjenforenes med andre ord Lasarus med sin søster Marta for annen gang etter døden. I evangeliet uttrykkes det ikke direkte at Marta gråter, det fortelles imidlertid om hennes søster, Maria. Men det står at mange, inkludert Jesus, var kommet til Marta og Maria «at trøste dem, for deres Broder» (Joh 11.19). paa de Stæder,
Hvor hun hands Død aldrig mere begræder,
Jericho-SønnerJericho-Sønner] Profeten Elias forlater jorden i en ildvogn i 2 Kong 2.11. Hans disippel Elisa ser hva som skjer; han tar opp Elias’ kappe, som er falt av ham, går til Jordans bredd og slår den mot vannet så det skiller seg. «Og der Propheternis Børn det saae, som vare i Jericho mod hannem, da sagde de: Eliæ Aand hvilis paa Elisæum, og de ginge mod hannem, og tilbade paa Jorden. Og sagde til hannem: See, her ere halvtrediesindstive Mænd iblant dine Tiennere stercke Folck, lad dem gaae, og lede efter din Herre, maa vel skee, at HERRENS Aand tog hannem, og kastede hannem nogen sted paa et Bierg, eller nogen sted i en Dal; Hand sagde: Lader dem icke gaae. Men de nødde hannem, indtil han bluedis der ved, og sagde: Lader dem gaa hen: Og de sendte haltrediesinstive Mænd bort, og de leete efter hannem i tre Dage; men de funde hannem icke» (2 Kong 2.15–17). paa Bierger og Heede
Efter Eliam ey mere skal leede,
Enken af Nain,Enken af Nain] Luk 7.11–15: «Og det begaf sig derefter, at Hand [Jesus] gick i en Stad, som heed Nain; og der ginge mange af Hans Discipler med Hannem, og meget Folck. Og der Hand kom nær til Stads-Porten; See! da bar mand en Død ud, som var sin Moders eeniste Søn, og hun var en Encke; og meget Folck af Staden, gick med hende. Og der HErren saae hende, da ynckedes Hand der ofver, og sagde til hende: Græd icke. Og Hand traadde til, og rørde ved Baaren: Og de, som baare, stoede; og Hand sagde: Du unge Dreng, Jeg siger dig, stat op. Og den Døde reiste sig op, og begyndte at tale: Og Hand gaf hans Moder hannem.» Som i eksempelet med Lasarus er det slik her at de to atskilte ved Jesu hjelp gjenforenes på jorden. Dikteren tenker seg gjentakelsen i himmelen som en like stor glede. hvis Hierte var bunden,bunden] tynget
Haver nu hissethisset] i det hinsidige, se 8.6 ovf. sin Sorrig forvunden.forvunden] kommet over
14.
Holt stilHolt stil] vent litt; utlydsherding av imp. av holde Maria, du før haver klaget,Maria […] haver klaget] Maria Magdalena står påskemorgen utenfor Jesu grav og gråter. Men idet hun bøyer seg og ser inn i gravhvelvingen, får hun øye på to hvitkledde engler som sitter der inne: «Og de sagde til hende: Qvinde, hvi græder du? Hun siger til dem, De toge min HErre bort, og jeg veed icke, hvor de lagde Hannem. Og som hun det sagde, vendte hun sig tilbage, og seer JEsum staa, og veed icke, at det er JEsus» (Joh 20.13–14).
At de din JEsum fra dig haver taget,
Der mand dig hørde du sørgelig sagde:
Viis mig dog Stæden,Stæden] Hankjønn er kurant. hvor de hannem lagde!
Du har din HErre der hisset ophittet,ophittet] funnet
Den du her efter bekymmerligbekymmerlig] bekymret fritted.fritted] spurte
15.
Du med ham, hand med dig sammen nu taler,
Hvilket ald forrigforrig] tidligere; ubest. form er kurant. Bekymring husvaler,husvaler] bringer trøst for
Eya,Eya] Uttrykk (fra gr. og lat. via tysk) for glede, lystighet, jubel o.l. naar skal mand indsamlis det Rige?indsamlis det Rige] Subjektet, «mand», får her en forklarende apposisjon, «det Rige». Når alle de utvalgte har samlet seg, oppstår det himmelske Jerusalem. Her og i det følgende stilles i alt åtte spørsmål, som alle kan sies å være presiseringer av det ene som Paulus stiller i 1 Kor 15.35: «Der maatte nogen sige: Hvorledis skulde de Døde opstaa?»
Hvor mand skal finde sin Venner tillige,tillige] samtidig, også
Naar skal den Dag os fremskinne med Glæde,
At vi GUds Ansigtes LiusGUds Ansigtes Lius] Jf. Sal 80.4: «Gud trøst os, og lad dit Ansict skinne, saa blifve vi helbrede.» Fredrik IVs husandaktsformular beholder Guds ansikt som et uttrykk for Hans omsorg: «Herren liuse sit Ansigt over vor Konge og være hannem naadig» (Den Almindelige Kirke- og Huus-Andagt 1700. skal indtræde?indtræde] tre inn i
16.
Hvo skal os føre fra Jammer til Lise?Lise] bekymringsløshet, ro
Hvo skal hvad Got er omsider os vise?
Hvo skal til tryggeste Stæder os føre?
Skal ey vor HErre sin HelgenHelgen] hellige, saliggjorte det giøre?
Hand skal os engang forunde det gode,
Hvilket vi her udi Haabet formode.formode] venter; flertallsbøyning av verbet
17.
Glæder sig Folket ved Blomster og Blade,Blomster og Blade] Hvis folket jublet da Jesus palmesøndag red inn i Jerusalem, hvordan vil da ikke jubelen lyde i det nye Jerusalems gater? Joh 12.12–13: «Den anden Dag, der det megle Folck, som var kommet til Høytiden, hørde, at JEsus kommer til Jerusalem; Toge de Palmegreene, og ginge ud mod Hannem, og raabte: Hosanna, Lofvet være den, som kommer i HERrens Nafn, en Konge af Israel»; jf. Jes 35.1–2.
Hvad vil da skee paa den Himmelske Gade?
Hvad vil mand frydis, naar Folket indkommer
Til den Stæd, hvor der er Ævigheds Sommer?
Da vil vi slutte med Petromed Petro] Substantivet får den latinske kasusendelsen (ablativ). Matt 17.4; «Da svarede Peder, og sagde til JEsum: HERre, her er got at være: Vil du, da ville vi giøre tre Bolige, Dig Een; og Mose Een; og Elias Een.» Også Dorothe Engelbretsdatter aktiverer i sin salme om det evige liv dette bibelstedet (DESS 1.152, str. 12). saa rolig:
HErre! her ville vi bygge vor Bolig!
18.
Her vil vi Herberg og RolighedRolighed] hvile; uttrykket å komme til rolighed brukes evfemistisk om «å dø». tage,
Aldrig os ønske paa Jorden tilbage,
Eller vor Fødder at skidnevor Fødder at skidne] Høys 5.3: «Jeg hafver ført mig af min Kiortel, hvorledis skal jeg føre mig i den igen? Jeg hafver toet mine Føder, hvorledis skulde jeg giøre dem ureene igen?» der mere,
Aldrig skal Verden os mere fixere,fixere] narre
Men hos dig, HErre, vi ævig vil blive,
Og dig ald Ære til ævig Tidald Ære til ævig Tid] Jf. Sal 89.53 (siste vers, som her): «Lofvet være HERren ævindeligen; Amen, Amen.» give.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Petter Dass' Katekismesanger var en av Danmark-Norges aller mest utbredte bøker på 1700-tallet. Nå foreligger katekismesangene for første gang i en tekstkritisk utgave med fyldig innledning, over 6000 kommentarer og tre registre. Bak utgaven står Jon Haarberg, professor i allmenn litteraturvitenskap ved Universitetet i Oslo.
Les mer..
Dikterpresten Petter Dass har en sentral plass i vår kulturhistorie. Han blir ofte omtalt som den mest betydelige dansk-norske dikteren ved siden av Thomas Kingo i siste del av 1600-tallet.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
