Solen forlod Nordpolen, og det sidste Dampskib stævnede samme Dag tilfældigvis mod Syd.
Olga gik, fulgt af Grev Wasili, op paa Øen forat sige Solen og Dampskibet, dette direkte Forbindelsesled med Verden, Farvel.
De ilede op paa det højeste Punkt, hvorfra de længst kunde følge dem med Øjnene. De stirrede ud over Sundet.
De lette Vover hoppede og dansede om Dampskibets Køl. Hvorfor kunde de dog ikke stanse Hjulet, der ubønhørligt rullede frem ad?
Solen nærmede sig mere og mere Fjeldkanten.
Dampskibet med sin lysende Røghale og sit vajende Flag gled længere og længere ud – mod Lys, mod Sol, mod Liv!
Solens funklende Skive berørte allerede Fjeldet.
148Olga stod aandeløs bøjet frem over. Kunde hun blot gribe og holde den glødende Kugle fast!
Dampskibet løsnede et Kanonskud. Det rullede dumpt hen over Sundet som et Signal.
Tromsø-Sundets Maagesværme fløj op og skreg. Soløjet skuede endnu vemodigt ud over Finmarken.
Et Skud til! – I samme Nu dukkede Solen ned.
Der herskede Dødsstilhed; selv Maagesværmene taug.taug] tidde Man hørte kun det rullende, alvorlige Efterdøn af Kanonen.
Ikke én rørte sig der oppe paa Øens højeste Punkt. Bevidst eller ubevidst følte de, at noget guddommeligt havde sagt Farvel.
Da kom André med blottet Hoved ilende hen ad Vejen. Han holdt Hatten i Haanden, og der var en jagende Hast i hans Løb, som om der var noget, der forfulgte ham.
Da han naaede sin Hustru, var hans Aandedræt heftigt og kort; hun kunde se, at hans Hjerte bankede voldsomt. Andrés Ansigt var askegraat, og hans Øjne vandrede ustadigt omkring.
Olga stirrede paa ham i navnløs Rædsel.
149Det var i saadanne Øjeblikke, han blev hende saa underlig fremmed.
Var der Vanvid i hans Blod?
André satte Hatten paa sit Hoved, men tog den igen hurtigt af, som om hans Hjerne brændte i Feber.
«Hvad er det?» spurgte Olga angst.
«Min Hemmelighed,» svarede André.
En Lysglans sitrede som en sagte Skælven, en Refleks, hen over Vandfladen; den blegnede mere og mere og – svandt hen.
Et blytungt, graaligt, ni Uger langt Tusmørke bredte sig ud over Finmarken.
Man vendte stille om, og gik enhver hjem til sit.
André fik hurtig fat i den norske Selvbeherskelse, der gemmer sin Sjæl og sin Galskab bag et Jernpantser, gennem hvilket det er vanskeligt for andre at trænge. Lig Skildpadden trak han sig ind i sin Skal og – skjulte sig selv.
Han var igen bleven sindig og passiarede muntert og let.
Olgas Blik hang ved hans Janusansigt.Janusansigt] Janus var en romersk gud som var vokter av husets inngang. Han ble oftest avbildet med to ansikter, et som kunne se fortid og et som kunne se framtid, ofte med et godt og et ondt uttrykk. Hvilken Side var det, han nu vendte mod dem? Og hvor var den anden Side bleven af?
Men i sit Indre dulgtedulgte] skjulte André Følelsen af, at 150Dampskibets sidste Kanonskud var Signalet for Ultima Thules onde Aander. Det var dem, der plejede at hidse ham, naar Solen drog bort.
Thi naar det yderste Nords lange Vinternat kommer, slippe Dæmonerne løs.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1879 utga Laura Kieler sin tredje roman, André fra Kautokejno. Hovedpersonen André er en mann fra Kautokeino i Finnmark, halvt norsk, men med same- og kvenblod i seg. Det er hans dramatiske liv intrigen samler seg om.
Den historiske bakgrunnen for fortellingen om André er opptrekket til sameopprøret i Kautokeino i november 1852, men Laura Kieler har tatt seg visse dikteriske friheter i forhold til fakta.
Jorunn Hareide har skrevet en historisk innledning til romanen og forsynt den med tallrike språklige og historiske kommentarer.
Den norsk-danske forfatteren Laura Kieler er nok i dag mest kjent som modell for Henrik Ibsens Nora-skikkelse i Et dukkehjem (1879), men hun skrev en rekke romaner, skuespill, artikler og debattinnlegg.
