«Du har altsaa sagt, at der ingen OpbyggelseOpbyggelse] andakt skal blive.»
«Nej, det har jeg ikke sagt.»
«Hvad har du da sagt, kære Kirkesanger?»
«At hvis I ikke ville komme forat bede sammen med en gammelgammel] rettet fra: gamle (trykkfeil) Ven, saa kunne I jo lade det være.»
«Men saa bliver der jo ingen Opbyggelse.»
«Jo, der gør.»
«Vil du holde Opbyggelse, naar ingen kommer?»
«Der er En, som har sagt, han vil komme.»
«Og for denne enes Skyld vil du virkelig holde en hel Opbyggelse?»
«Ja, det vil jeg.»
Lapperne brast ud i en ustanselig Skoggerlatter.
«Hvem er da denne ene, Kirkesanger?»
Andreas Thorsen rejste sig op.
162 «Ibmel – Gud,»Forfatternote: Se Stockfleth. sagde han højtideligt.Også denne dialogen er hentet fra Stockfleths dagbok (Stockfleth 1860, 133–134). Han gjengir ordrett hva som skjedde da han fortalte samene at han ville holde aftensang for dem som han pleide, selv om de hadde sagt at de ikke ville komme. Laura Kieler ser ut til å ha lånt en del trekk fra Stockfleth til sin figur kirkesangeren Andreas Thorsen.
Slagne af Ærefrygt blottede Lapperne sine Hoveder og gjorde alle en taus Forbøjning.
Thorsen benyttede sig af den øjeblikkelige Stilhed og begyndte en Bøn, men han var neppe kommen til Enden, førend den Overvægt, han havde faaet, var forsvunden, og en Stemme lød midt i Forsamlingen:
«Tror du, Kirkesanger, du taler af Aanden, naar du nu taler til os Mennesker?»
«Ja», svarede Thorsen, uden at lade sig forstyrre, «jeg tror det, fordi jeg aldrig taler noget, uden det som den hellige Skrift med klare Ord har sagt.» «jeg tror det … har sagt.»] Jf. Stockfleths dagbog: «Ja, jeg tror det, fordi jeg aldrig siger, eller taler, eller prædiker Noget, uden det, som den hellige Skrift med klare og tydelige Ord siger og byder prædiket» (Stockfleth 1860, 192). Denne samtalen foregikk mellom Stockfleth og samene i Kautokeino 21. oktober 1851.
«Det er Løgn!» raabte Lapperne, «thi var du af Aanden, ligesom vi ere af Aanden, saa lod du, der siger dig at være en Lærer, ingen beholde Fred og Liv, der ikke var af Aanden som du og vi.»
Han havde neppe udtalt, da en gammel rynket, spidshaget Kvinde med bart Hoved og det graa Haar i Tjavser hængende ned ad Ryggen styrtede ind i Stuen.
«Samer! Samer!» hvinede Sara Hurri og rev sig i Haaret, «Kristus har vist sig for mig. 163Staaende paa en lysende Sky overgav han mig Dommermagten og Petri Nøgler.Petri Nøgler] Apostelen Peter hadde ifølge den kristne tro nøkkelen til Himmelens port, jf. Matt. 16:9. Jeg skal opvække de døde Profeter. Og Herren sagde: ‘Før hid hine mine Fjender, som ikke ville, at jeg skulde regere over dem, og slaarslaar] (imperativ flertall) slå dem ihjel for mine Øjne!’» «Før hid … mine Øjne!»] Jf. Luk. 19:27, «Men fører (imp. flertall: før) disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!»
«I elskelige,» sagde Thorsen, «trortror] (imperativ flertall) tro ikke hver Aand, men prøverprøver] (imperativ flertall) prøv Aanderne, om de ere af Gud! Thi mange falske Profeter ere udgangne i Verden.»
Sara Hurri slog i Bordet og kastede Bibelen paa Gulvet.
«Kirkesanger!» raabte hun. «Jeg forbander dig, du er Guds Fjende!»
«Hun er en Profet!» raabte Lapperne ude af sig selv, «hører hende, i hvad hun saa end siger!»
«Bind ham!» sagde Sara Hurri og pegede paa Thorsen. «Bind ham og dræb ham; thi han forkynder falsk Lære!»
Og de godmodige Lapper bleve grusomme i sin Fanatisme, og denne deres Grusomhed vendte sig med det mest utæmmede Raseri mod Kirkesangeren, som de alle havde elsket.
«Du er vejet og funden for let!» «Du er vejet og funden for let!»] Referanse til historien om skriften på veggen, «Mene, Mene, Tekel, Ufarsin», som fordømmer kongen av Babel. «Tekel» betyr at han var veiet og funnet for lett, og han ble drept av sine motstandere samme natt. Jf. Dan. 5. raabte de, og – som én Mand vendte de sig mod ham og kastede sig over ham.
Thorsen saa paa dem med Taarer i Øjnene 164og sagde: «Fader, forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.» «Fader, forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.»] Jesu ord på korset på Golgata, jf. Luk. 23:34.
Og den vilde Skare veg tilbage. Ingen formaaede at legge Haand paa ham.
Den gamle Mand stod fredlyst midt i Sværmen, som om han var omgiven af en Vagt af usynlige Engle.
De gik alle ud én for én, og da Stuen var bleven tom, gik Thorsen hen og stængede Forstudøren.
Dette var ogsaa paa høj Tid: thi neppe vare Lapperne komne ud i Kulden, førend den uforklarlige Magt, der havde holdt dem i Tømme, var brudt.
Trudsler og Hyl som vilde Dyrs løde rundt om Huset, og Gadedøren blev stormet. Men den tykke Jernstang holdt igen.
Thorsen slukkede Lyset.
«I Guds Navn!» sagde han, idet han satte det hen paa Bordet. Han stod stille og lyttede.
Forbandelser bleve ved at regne ned over hans Hoved fra disse Menneskers Mund, som han havde undervist, hjulpet og trøstet.
«Det gaar over, Herre», sagde han, «det gaar over!»
I det samme Thorsen slukkede Lyset, var det 165midlertid, som om der blev gydt koldt Vand i Blodet.
Lapperne kastede endnu en Sten mod Døren, men droge derpaa bort.
Hujende og støjende i Natten skiede deskiede de] gikk de på ski fra RenbyRenby] reinby; sted hvor reindriftsamene holder til til Renby, overfaldt Gammerne, slæbte Børn og Kvinder ud i Sneen og piskede dem, indtil de troede paa deres Gud.
Thorsen, der kort efter var gaaet ud udenfor Huset, stod stille og lyttede i Sorg og Gru til de Rædslens Raab, der hvinede gennem Natten.
«Fader Thorsen», lød en Stemme ved hans side.
Han vendte sig om og saa en ung Lappegut, hvis vakre Ansigt var hævet op mod ham. Det var fromt og glædestraalende som en Engels Ansigt.
«Fader Thorsen», sagde han, «min Husbonde har sendt mig i et Ærinde til Jakob Tudekas, men han har under Trudsel om svarsvar] tung; alvorlig Mishandling forbudt mig at gaa til dig og tale med dig. Men jeg maatte, Fader Thorsen, jeg maatte komme til dig.»
«Hvorfor, Aiken Judnir?» spurgte Kirkesangeren.
«Jo, Fader Thorsen. Min Husbonde, Alits Virtotak, er af den nye Tro, og han har pisket 166og mishandlet mig, – se disse Ar paa mit Legeme,» – han blottede sit Bryst, «ja, han har lokket mig og lovet mig Penge, hvis jeg vilde gaa over til den ny Tro. Men jeg vil holde fast ved den gamle Tro, Fader Thorsen, og derfor maatte jeg se dig. Tal til mig, Fader Thorsen, og sig mig noget godt i Jesu Navn. Jeg trænger til Trøst.»Denne dialogen er hentet fra Stockfleths dagbok (Stockfleth 1860, 202), men Laura Kieler har lagt til fortsettelsen av historien, som ender med samens martyrium. Stockfleth slutter beretningen med: «Jeg traf ham aldrig senere.»
Og da udvidede sig den gamle Mands Hjerte, og han følte Herrens Miskundhed og Trofasthed, den Herres Kjærlighed, der ikke forglemmer sine.
Og i Nattens Stilhed, medens «Satan for om i Dalen som en brølende Løve og søgte hver den, han kunde opsluge», sadde den gamle Mand og den unge Gut og talte om Jesus og hans livsalige Naade, medens Taknemmelighedens Taarer rullede ned ad deres Kinder. Og de vidste begge, at deres Herre var midt iblandt dem; thi de vare jo forsamlede i hans Navn.de vare jo forsamlede i hans Navn] Jf. Matt. 18:20, hvor Jesus sier til disiplene: «Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mitt Navn, da er jeg midt iblandt dem.»
«Vil du nu skjule, at du har været hos mig?» spurgte Kirkesangeren, da Lappegutten rejste sig forat gaa.
«Nej!» raabte han jublende. «Jeg vil intet skjule, intet fortie, men lide alt, alt og tage mod mine Slag!»
«Gaa med Gud,» sagde Thorsen, og syngende 167og dansende som et Barn gik Aiken sin Martyrdom i Møde.
Han vidste, at Alits Virtotak var med i den rasende Hob, men hvor var den? Han hørte den over alt, men han saa ingen. Ikke en Gang Skyggen af noget Menneske faldt hen over Sneen.
«Mon de skulde være oppe ved Kirken?» tænkte Aiken Judnir.
I stærk Fart skiede han af Sted, men da han naaede Foden af Højen, stansede han, og et Ryk for igennem ham.
Højen var sort af Mennesker. Som Dværge mylrede Lapperne op af Jorden; Sten efter Sten susede gennem Luften og kløj klirrendte mod Kirkevinduerne. Det var en almindelig Stenkastning.
Aandeløs stormede Aiken op ad Bakken og styrtede ind i Sværmen.
«Holdt, holdt!» raabte han og hævede Armene i Vejret, «I maa ikke stene Guds Hus!»
Men Alits Virtotak sprang frem med løftet Skistav og greb ham i Armen.
«Hvor har du været henne?» skreg han.
«Hos Kirkesangeren», sagde Aiken Judnir. «Jeg maatte dog faa en Guds Trøst til Nytaarsdag.»
168 «Djævlen er faren i ham,» hylede Lapperne, «den onde Aand maa piskes ud.»
«Tilgiv mig, Husbond», sagde Aiken, «men man skal adlyde Gud mere end Mennesker.»
Disse Ord vare Signalet for den Storm, der brød løs.
Pæsken blev reven af ham, hans Ryg blev blottet, og han selv med Remme bundet fast til et Birketræ.
«Herre Jesus hjælp mig, som du hjalp hellig Stefan!»hellig Stefan] den første kristne martyr, død ca. 35 e.Kr. Jf. Apg. 6–7. Stefanus ble ikke pisket, men stenet ihjel. bad Aiken.
Piskningen begyndte. Slag fulgte paa Slag, og Blodet randt i Strømme ned paa Sneen.
«Hjælp mig, Herre Jesus», bad Aiken Judnir «lad mig faa dø for dig.»
Endelig blev Raseriet afkølet!
Endelig bleve de opløftede Arme trætte og sank ned!
Aiken blev løst fra Træet, slængt hen udenfor Kirkedøren, og tørstende efter mere Blod ilede Lapperne bort.
Der blev stille paa Højen. Nytaarsnat straalede klart ned paa Jorden.
Der laa han udenfor Kirkedøren, blødende, halv nøgen og uden at kunne røre et Lem.
Aiken forsøgte at slæbe sig hen forat faa 169fat i Pæsken, men det var umuligt. Intet Raab om Hjælp kunde frelse ham; thi der fandtes intet Menneske i Nærheden, og selv om der var, saa formaaede han ikke at raabe.
Aiken vidste nu, at han maatte fryse ihjel. Men han laa udenfor Døren til Guds Hus med Ansigtet vendt op ad, og Nytaarsstjernerne lyste ned til ham.
Med foldede Hænder og lyksaligt Aasyn laa den unge Lap og ventede paa sin Død.
«Herre, kom snart og bær mig hjem!»
En Straaleglans sittrede hen over Sneen og bredte sig ud i Kautokejno Dalen. Den lyste fra Himlen til Jorden og fra Jorden til Himlen, og i denne Straaleglans nikkede Englehoveder ned til ham. De smilede alle.
«Tak, Herre Jesus, Tak!» mumlede Aiken.
Da begyndte Salmesang inde i Kirken. Salmerne løde ud i Nytaarsnatten, og Aiken vidste, det var Guds Engle, der sang:
«Ære være Gud i det højeste, Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehagelighed.»Ære være Gud … Velbehagelighed.] Sitatet er fra juleevangeliet, Luk. 2:10–14, hvor englene synger dette ved annonseringen av Jesu fødsel.Setningene fra og med «De smilede alle» til og med «… i Menneskene en Velbehagelighed» er fjernet i 2. utgave (1911).
Da Maanen steg op over Fjeldene, havde den Herre Jesus «baaret» Aiken Judnir hjem.
Han laa død udenfor Kirkedøren med Smil paa sit Ansigt og fejrede Nytaar i Himmelen.Setningen er endret i 2. utgave (1911) til: «Da Maanen steg op over Fjeldene, laa Aiken Judnir død udenfor Kirkedøren med Smil paa sit Ansigt og fejrede Nytaar i Himlen.»
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1879 utga Laura Kieler sin tredje roman, André fra Kautokejno. Hovedpersonen André er en mann fra Kautokeino i Finnmark, halvt norsk, men med same- og kvenblod i seg. Det er hans dramatiske liv intrigen samler seg om.
Den historiske bakgrunnen for fortellingen om André er opptrekket til sameopprøret i Kautokeino i november 1852, men Laura Kieler har tatt seg visse dikteriske friheter i forhold til fakta.
Jorunn Hareide har skrevet en historisk innledning til romanen og forsynt den med tallrike språklige og historiske kommentarer.
Den norsk-danske forfatteren Laura Kieler er nok i dag mest kjent som modell for Henrik Ibsens Nora-skikkelse i Et dukkehjem (1879), men hun skrev en rekke romaner, skuespill, artikler og debattinnlegg.
