17de Kapitel

Fjeldrejsen begyndte.

Lapperne provianterede sig med Lefser, der overstrøgne med en tyk Røre af Hvedemel og Mælk og derpaa tørrede, bleve paasmurte med Smør, Sirup og tilsidst med reven Renost.

Renstykker, Rentunger, froset Renmaælk, Marveben samt Skind og Huder, bestemte til Salg nede i Tana, bleve stuvede sammen i Pakkærriserne.Pakkærriserne] sleder til frakting av gods

De fremmede, der paa Grund af Kulden saa sig nødsagede til at anlægge Lappernes Vinterdragt, presenterede sig snart i Landets ejendommeligeejendommelige] karakteristisk Kostume.

Bellinger, det vil sige lodne Benskinner, der naaede fra Anklerne til Knæerne, hvide, rødkantede Komager,Forfatternote: Halvstøvler, hvis Taa danner en spids, opadgaaende Snude. fyldte med SennerForfatternote: Blødt, tørret Myrgræs. samt fastbundne om Anklerne med farvede Uldbaand, tilligemed Pæsken, der tages over Hovedet som en Skjorte, 201Skærfet, Renskindshanskerne og den lodne Hue udgjorde et Hele, der efter Forholdene var lige saa praktisk, som det tillige i de fremmedes Øjne var fuldstændig originalt. De ovenstående avsnittene fra og med «Lapperne provianterede sig …» er fjernet i 2. utgave (1911).

Renerne med sin ene Sælskindstømme, med sine Hovedbaand, Halsbaand, Trækremme og Bjelder dansede utaalmodige foran de smaa fladkølede, spidsstavnede, bagtil but afskaarne Baade, der under Navn af Pulk og Kærris ere Lappernes Slæder. Paa disse Slæders Bund hviler nemlig den rejsende i en liggende Stilling.

Kærris er en aaben Baad, hvorimod Pulken er forsynet med et foran hvælvet og med Renskind overtrukket Dæk, under hvilket Benene puttes ind. De sidstnævnte Slæder ere derfor nærmest bestemte til at benyttes af Kvinder.

Miss Hope tilligemed hendes Fader havde besluttet at gøre Rejsen med til Karasjok, hvorpaa de agtede at tage tilbage til Kaafjorden.Forfatternote: Englændernes Kobberværk i Finmarken.

André, der helligede Englænderinden sin udelte Opmærksomhed, overlod det til Grev Wasili at se Olga vel indpakket i sin Pulk.

Den unge Russerinde kvalte Graaden, som steg hende op i Halsen, og syntes udelukkende 202beskæftiget med at tilegne sig Kunstgrebene ved Brugen af Renens ene Tømme.

«Mon han ikke vilde sige hende et eneste Ord, inden de toge af Sted?»

Nej. Han hoppede allerede ind i sin Kærris, men han havde neppe berørt Bunden af samme, førend han pludselig sprang ud og tilkastede Olga et uforklarligt, angstfuldt Blik.

«Frygt ikke,» svarede Lappen, «din Kone er i en Fjeldlaps Haand.»

«Ere I alle færdige?» raabte Vappusen.

«Ja vel!» svarede André.

Vappusen gav sin Ren et Rap med Tømmen, og Karavanen var i næste Minut i fuld Fart.

Hidset af de bjæffende, spidssnudede Lappehunde fore Renerne om hverandre i de vildeste og mest ubændige VolterVolter] sirkler og Kaprioler.Kaprioler] underlig hopp eller sprang

Pulke og Kærriser svingedes og kastedes hensynsløst til Siden, væltede over Ende og kom atter paa ret Køl, medens Lapperne i Følge deres livlige Natur snart sadde paa Bunden, snart rede paa Karmen og snart atter stode oprejste i sine Slæder.

Efterhaanden kom der mere Orden i Toget, der kørte saa tæt ved Randen af de bratteste Fjeldskraaninger, at det forekom de uvante rejsende, 203som om de slingrende Pulke og Kærriser maatte slynges ned i Dybet.

Olga lagde imidlertid ikke Mærke dertil. Hendes Hjerte bankede, og Blodet strømmede angstfuldt gennem hendes Aarer ved Tanken paa de Farer, der truede André’s Fader.

Maatte de blot komme tidsnok for at frelse ham!

Fyldt af en indre Uro og halvt i Drømme, som om hun oplevede et fantastisk Vintereventyr, blev hun med ustanselig Fart ført af Sted gennem denne ensformige Sneørken, der rødmede i den forunderlig pragtfulde Morgen- og Aftenrøde, som i den mørke Tid oplyser Horisonten fra ni Morgen til tre Eftermiddag.

Højtidsfuldt og vemodigt straalede den gennem Tusmørket og farvede Snefjeldenes Alabastkupler rosenrøde.

Olgas Blik formaaede ikke at løsrive sig fra et Punkt, lige foran hende, der glødede som Guld.

«Hvad er det?» spurgte hun.

«Det er en Zævdse-gædge»Forfatternote: En Bautasten. svarede Lappen.

Den hurtige Forbøjning,Forbøjning] bukk han gjorde, idet de med Lynets Hurtighed fore forbi, røbede, at han endnu i Hemmelighed dyrkede Samernes Stenguder.

204I Frastand skimtede Olga imidlertid en Lap, der paa sine Knæ slæbte sig hen til Stenen forat tilbede Ibmel.

Pludselig sænkede der sig en tæt Taage over Landskabet.

«Ale vuost! Ale vuost!»Forfatternote: Holdt! raabte Forkøreren. «Vi maa give os i Uvejrets Haand!»Forfatternote: Samernes sædvanlige Udtryk.

Toget stansede. Det var blikstille, og SkoddenForfatternote: Taagen. saa tyk, at den efter Vappusens Sigende kunde skæres med en Kniv.

«Hvad er det for en Lyd langt borte i Taagen?» spurgte Olga.

«Det er Apparas,Forfatternote: Et Barn, der er født i Dølgsmaal og dræbt. der ligger paa Fjeldet og raaber efter sin Moder,» svarede Lappen. «Spørg kun! Apparas vil svare dig og sige dig, hvem dets Moder er.»Forfatternote: Takket være denne Overtro ere Barnemord sjeldne blandt Lapperne, og naar de hænde, skærer Moderen under Tiden Barnets Tunge af, forat det ikke skal forraade hende.

«Skulle vi køre videre?» spurgte André.

«Ja,» svarede Forkøreren, «jeg og min Ren kende Vejen.»

205 «Er det en Gaupe,Forfatternote: Los. som hyler?» udbrød Olga.

«Det er Apparas, som jamrer sig,» sagde Lappen.

Karavanen satte sig paa ny i Bevægelse i samme Fart som tidligere, skønt Taagen var saa tæt og uigennemtrængelig, at ingen af Følget formaaede at skelne sin egen Ren.

«Der er det igen!» raabte Olga gysende. «I Himlens Navn, sig mig, hvad er det?»

«Det er Apparas, som ler,» sagde Lappen.

Og da Olga for fjerde Gang i nervøs Ophidselse spurgte:

«Hvad er det for en Lyd langt borte i Taagen?» svarede Lappen uforandret som før:

«Det er Apparas, som græder.»

Med en aldrig svigtende Sikkerhed kørte imidlertid Vappusen i Spidsen, kastede sig hvert femte Minut ud af Kærrisen, grov Sneen bort med Hænderne, og efterat have undersøgt Grunden hoppede han igen ind i Slæden.

Denne besynderlige Blindebukkørsel havde allerede varet en hel Time, – de rejsende begyndte at føle en vis Fornemmelse af Søsyge, – 206da Taagen med ét svandt hen, skønt der ikke fandtes et eneste Vindpust, der kunde have formaaet at blæse den bort.

Overgangen fra den stærke Taage til den Straaleglans, som i det samme Sekund, Skodden fejedes til Side, brød frem paa Himlen, var saa pludselig og voldsom, at de rejsende blændede maatte holde Hænderne for Øjnene.

En Nordlysbue viste sig i Horrisonten og bredte sig ud over Zenith.Zenith] punktet på himmelkula som står rett over ens hode

Buen forsvandt, og Lysstriber skøde op fra Nord som gule, blaa, røde og violette Raketter.

Derpaa vældede rullende Ildbølger frem fra Øst mod Vest og fra Vest mod Øst.

Et storartet Naturfyrværkeri udfoldede sig i et saa glimrende, skiftende Farvespil og i saa vildt fantastiske Former, at ingen menneskelig Indbildningskraft kunde have formaaet at fremtrylle noget lignende.

Lystaager og alfelette Spiralbuer svævede mellem Himmel og Jord.

Om Alverdens Diamanters, Rubiners, Safirers og Topasers Glans var bleven samlet i en eneste Straalebuket, formaaede den dog ikke tilnærmelsesvis at give en Forestilling om denne Regnbuehimmels Funklen.

207En gnistrende Susen for gennem Luften.

«Er det Elektriciteten?» spurgte Olga.

«Det er Saivo-sarvak»Forfatternote: Rensdyr i Underverdenen. svarede Lappen. «I Nordlys fare de altid hen over Fjeldet.»

Olga taug. Hun forstod Lappernes Fantasi, at hver Bæk, hver Blomst, hvert Græsstraa, ja selv den Pulk, hun sad i, havde sin udødelige Sjæl; thi alt blev pludseligt levende rundt om hende.

For Lapperne mylrer«mylrer» endret til «myldrer» i 2. utgave (1911). det hele Univers, Sol, Maane og Stjerner af Legioner Sjæle.

Vintermaanen kom ind i Nordlysene, og al Skygge forsvandt fra Polarjorden.

Renerne travede lydløse af Sted hen over Lappernes Rasshja,Forfatternote: Højslette. uden at deres eget, lige saa lidt som de rejsendes Legemer, formaaede at kaste nogen Skygge hen ad Sneen.

Dette Naturfænomen gjorde et magisk, overnaturligt Indtryk, og den fuldstændige Skyggeløshed blev tilsidst pinlig.pinlig] ubehagelig

«Paa Ære!» mumlede Grev Wasili nervøs. «Mennesket taaler ikke at søge forgæves efter sin egen Skygge.»

208Ingen mæledemælede] sa et Ord; Tausheden blev forhekset.

Og mod denne Himmels orientalske Pragtorientalske Pragt] Jf. «kinaputt»; svartkrutt i kinaputter var opprinnelig brukt i Kina, derav navnet (siste del (putt) er lydmalende). laa som en nøgen Kontrast den træløse Vinteregn udstrakt. VantrevneVantrevne] hemmet; forkrøplet Dværgbirke og to smaa, sorte Lappetelte vare de eneste Genstande, der aftegnede sig paa dens hvide Flade. Forøvrigt kun Sne, Sne, Sne!

Ryperne havde gravet sig ned i Vinterens bløde Dunseng. Hvide som den, saa man kun Øjnene, der lig sorte Stenkulsperler blinkede de rejsende i Møde.

«Hvad synes du om dette Land?» spurgte Vappusen.

«Her er saa megen Sne,» svarede Grev Wasili.

«Ja, det er netop godt for Renen,» udbrød Lappen med Velbehag. «Renen trives bedst i Sne.»

Den korte Dag var til Ende, og en liden Birkeskov, der hævede sig op fra Snesletten, blev valgt til Lejrplads for Natten.

«Her bor Læibbe-olmai, Skovens Gud!» sagde Lapperne.

«Have I set større Træer?» spurgte Forkøreren triumferende.

Lapperne spændte fra, Skierne bleve trukne 209frem af Rejderne;Rejderne] raide: rekke av arbeidsrein med pulker eller sleder, bundet sammen slik at de går etter hverandre thi Renerne maatte øjeblikkelig føres ud paa sine Bejtesteder, medens de øvrige Lapper under Sang og Latter svang sine skarpt slebne Økser, huggede Teltstokke, samlede Riskvister og skuffede den løse Sne bort i en regelmæssig Runddel.

Efter nogle faa Minutters Forløb var det sorte, tilrøgede Lærredstelt oprejst. Et mægtigt Baal flammede i Midten, medens Røgen hvirvlede sig op gennem det vide, firkantede Hul, der var dannet i Telttaget.

Efter at Sneen var bleven banket af Klæderne, blev en Gryde med frosset Renkød tilligemed en anden fyldt med Sne hængt over Ilden.

Med Fødderne trukne op under sig samlede Samerne sig rundt om Baalet, slukkede sin Tørst med det smeltede Snevand, de øste op af Gryden, og sagde:

«Gud ske Lov for godt og varmt Hus!» «Gud ske Lov for godt og varmt Hus!»] Igjen et skjult lån fra Stocfleths Dagbog, hvor han i kapitlet om fjellsamen skildrer hans boforhold: «Under Guds frie Himmel, uden andet Tag over sig, tilbringer Fjeldfinnen sin meste Levetid. Hans Boliger, hans Telte beskytte ham ikke mod Veirliget, ikke altid mod Regnen om Høsten, ikke altid mod Vinterens Sne, ikke mod Stormene. Sneen fylder stundom hans Telt, Stormen slynger det stundom mod Jorden. Sneen skuffer han igjen ud af sit Telt, reiser det igjen efter Stormen, ser sig da tilfreds, glad og fornøiet om i sit telt, ‘takkende Gud for varmt og godt Hus’.» (215)

Den knælende Koks Ansigt belystes af Ilden, idet han, optaget af den vigtige Forretning at blæse det flydende Fedt bort, der samlede sig ovenover Renkødet, bevægede sin Mund frem og tilbage langs Grydens Kant. Dette avsnittet er fjernet i 2. utg.

De rejsende havde lejret sig i nogen Afstand fra Baalet, men ikke destomindre fløj Gnisterne 210lige hen i deres Ansigter, medens de hvert tiende Minut maatte løfte en Flig af Teltlærredet, forat opfange en Smule Luft.

Olga følte sig tung om Hjertet. Røgen og Heden gjorde hende kun endnu mere beklemt.

André, der paa ny blot havde Øje og Øre for Englænderinden, tiltalte hende ikke og saa neppe hen til den Side, hvor hun sad.

Tvivlen kom tilbage og med den Harmen og Mismodet.

Aftensmaaltidet blev imidlertid serveret. Lapperne fraadsede i Lefser, Glokager,Forfatternote: Af Rugmel. Spegelaks og frosset Renmælk, blandet med Krækebær.Krækebær] krekling/kråkebær/krøkebær, en liten, eviggrønn og meget nøysom plante i kreklingslekta. De små blåsorte, sure bærene med harde skall egner seg til saft og gelé og er rike på antioksydanter

Nattevagten med sin aarvaagne Hund, Tschalmo, den firøjede,Tschalmo, den firøjede] Hundenavnet Tschalmo og betydningen av det har Laura Kieler hentet fra Friis’ En sommer i Finmarken, der det heter om hundene til noen flyttsamer: «Hundene Muste, Ranne, Giljes og Tschalmo, eller den Sorte, den Graa, den Spraglede og den med Flækker over Øinene, en Særegenhed, som har givet Anledning til Navnet Tschalmo, den ‘firøjede’ (…) (Friis [1871] 1880, 26–47). blev derpaa sendt ud paa Bejterne forat værne Renerne, medens de tilbageblevne Samer med Hovederne i hverandres Fang lagde sig til Hvile rundt om Ildstedet.

De rejsende samlede sig i Nærheden. Alle sov – undtagen Olga.

Ilden døde ud. Hun hørte kun de sovende Menneskers Aandedræt og Ulvenes Tuden rundt om Teltet. Et saadant forfærdeligt, hylende Ulvekor!

211 «Gumpe læ botsuin!»Forfatternote: «Ulven er paa Færde!» «Gumpe læ botsuin!»] Laura Kieler har hentet dette fra åpningen av kapitlet «Fjeldlappen paa Flytning. Ulven, Hunden og Lappen paa Ski. Rentyve. Efterstandere» i Friis’ En Sommer i Finmarken. Han skriver: «Gumpe læ botsuin! Ulven er paa færde!» under et stikk av noen samer som står i snøen og sender hundene ut mot ulvene (Friis [1871] 1880, 27). mumlede Lapperne i Søvne.

En forunderlig, knugende Følelse af noget fremmed og forladt greb hendes Sind.

Var ikke hendes Liv ligesom dette Land farefuldt og ubegribeligt?

Hun gøs ved at tænke sig ene i dem begge.

I dette Øjeblik følte hun en varm Haand, der forsigtigt og varsomt lagde en Pelsværkskappe over hendes Ansigt.

Hun vidste straks, det var hendes Ægtefælles Haand.

Hendes unge Hjerte blev opvarmet, og idet hun gennem Røgaabningen stirrede op paa Stjernerne og paa de forbifarende Nordlys, tænkte hun paa den gamle Mand i Kautokejno og bad Gud bevare ham.

«Maa vi blot komme tidsnok!» hviskede Olga.

«De tør ikke røre ham,» sagde André. – –

Morgenen kom.

Lapperne styrtede ud af Teltet, vaskede sine Ansigter og Hænder i Sneen, kastede sig paa Knæ forat holde sin Morgenandagt og blottede Hovederne i 30° Reaumur.30° Reaumur] tilsvarer 37,5 C.

212De havde neppe rejst sig op, førend de omliggende Højder og Fjelde genløde af KaukenKauken] rop og Hundeglam.

Og ned ad Højder, ned ad Fjelde kom Tusinder af Ren ilende i deres sædvanlige, lette, flyvende Løb.

Renernes Hovslag ere lydløse.

Derimod frembringer Bevægelsen af deres LedeLede] ledd en elektrisk Knistren, som høres milevidt i Form af en susende Stormvind eller rettere af en plaskende Skylregn.

De unge Piger med Syposer ved Siderne ilede med sine Træskaale fra Dyr til Dyr, medens de unge Karle fangede dem med Slyngerne.Slyngerne] lassoene

Renerne skulde malkes.

Blussende, leende og vaade af Sved kastede Lapperne sine broderede Pæske og blottede Brystet, forat Kulden kunde afkøle det ophedede Blod.

Lappegutterne svang sine Lassoer. De susede gennem luften, medens Renerne hævede Hovederne raskt i Vejret og opfangede Slyngerne med sine høje, cylinderformede Horn.

Lappen holdt igen af al Magt. Renen stejlede og trak ham med sig, men Lappen slap ikke Taget, han holdt fast!

213 «Have I hørt noget Nyt fra Kautokejno?» raabte André.

«Der er slemt,» svarede Lapperne. «De have pryglet en til døde og ført Slagsmaal i Kirken.»

«Have I hørt noget om Kirkesangeren?» spurgte André.

«Han har det vel,» svarede Lapperne. «De Djævle tør ikke røre ham.»

«Valmasteket hærge!»Forfatternote: «Spænder for Renen!» «Valmasteket hærge!»] Laura Kieler har stjålet dette uttrykket fra kapitlet om gudelære i Friis’ Lappisk mythologi. Eventyr og Folkesagn. Han forteller her om samenes tro på det fryktede dødsriket, Jabmi aibmo. Døde kunne imidlertid hentes derfra ved hjelp av en noaide (trollmann). Når noaiden er klar til «reisen», hvor han hensettes i en slags hypnotisk tilstand, sier han: «Valmasteket hærge, saccaleket vadnas! Spænder for Renen, sætter ud Baaden» (Friis 1871, 52–55). Igjen et eksempel på at Laura Kieler låner uttrykk fra mytiske, «guddommelige» riter til å beskrive noe helt dagligdags, og dermed gir inntrykk av hun kjenner samisk dagligspråk. raabte Forkøreren.

Rejsen fortsattes hen over Varangerfjeldet.

Lapperne begyndte at synge, nogle spurgte, og andre svarede.

Det var Bæive barnek. Vers efter Vers kastedes frem og tilbage fra Kærris til Kærris.

Hvem glæder den unge Jente?Forfatternote: Bæine barnek findes kun oversat paa svensk. Ovenstaaende er blot flygtige, kort sammentrængte Frihaands-Citater, forat Læserne i al Fald kan faa en liden Ide om dets Indhold.Bæive barnek] Friis skriver i Lappisk Mythologi, Eventyr og Folkesagn følgende innledningsvis om «Bæive barnek»: «Det eneste lappiske Digt af episk Indhold, som er bleven reddet fra Forglemmelse, handler om ‘Bæive barnek’, Solens Sønner. Pastor Fjellner i Sorsele, en født Lap, har Fortjenesten af at have optegnet dette fra Folkets Læber. (…) Det skal være kjendt lige fra Herjedalen til Juckäsjärvi» (Friis 1871, 169). Friis gir så en presentasjon av eposet og gjengir den svenske oversettelsen. Han regnes som en av grunnleggerne av samisk språkvitenskap.
– – – – – – –
Solens Søn, den unge Sejler!
– – – – – – –
Allerede høres Aarernes Slag,
Rorets Mumlen og Bølgernes Drøn.
– – – – – – –
Blæser Vinden i Sejlet,
Driver Skibet med Fart,
Løfter Bølgerne højt; –
214Blive saa Jætterne efter.
– – – – – – –
Begynder saa Vestenvind at blæse,
Løfter op Havets Døttre,
Spænder Sejlene haardt.
– – – – – – –
Brødrene tabes af Sigte.
Blodet koger, Hevnen tørster,
De sidste Kræfter anspændes,
Blodsveden aftørres.
Hænderne stivne,
Ryggen bøjes, Fingrene gro fast som Klør
Indtrykte i Aaren.
Hjertet gløder,
Baaden svømmer,
Havets Skumvover kløves.
– – – – – – –
De begynde atter at naa dem!
– – – – – – –
Den opskræmte Storm bøjede Masten,
Rystede det skælvende Sejl.
Skibet knagede,
Krængede over paa Siden.
Selv gik hun ned,
Lagde sig nederst ved Kølen
Og gemte de lukkede Øjne.

Ved Middagstid lyste Maanen frem paa den anden Side af Tana. Den udbredte en stille højtidelig Glans.

Olga mindedes hin Sommerdag paa Varangerfjeldet, og André mindedes den ligeledes. Men ingen af dem sagde det til hinanden.

215Toget stansede paa Toppen af den bratte Styrtning, der førte ned til Tana.

«Vi have jo ingen Vare-Ren med!» raabte pludselig André. Han bemærkede først nu, at Vare-Renerne vare blevne ladte tilbage paa Mosbejterne.

«Vi behøve ingen,» svarede Forkøreren.

Renerne og Pulkene bleve bundne fast, den ene til den anden i en Raide.Forfatternote: En Række. Derpaa bar det af Sted ned i det svimlende Dyb.

Olga lukkede Øjnene.

«I Guds Navn!» sagde hun ved sig selv.Vi have jo ingen … ved sig selv] Replikkene mellom André og forkjøreren og Olgas utbrudd er hentet fra Stockfleths beskrivelse av en reise til Polmak i 1829 (Stockfleth 1860, 78).

Denne Rejse var et Billede paa hendes Ægteskab. Hun havde kun «at lade staa til,» og give sig Gud i Vold uden at tænke paa den Afgrund, der maaske paa alle Sider aabnede sig for hende.

Rener og Pulke indvikledes i hverandre i et kaotisk Virvar. Med Tømmer, Trækremme og Kærriser mellem Benene styrtede Dyrene over Ende og droges med ned ad.

Endelig naaede man Bunden. Smidige og elastiske rejste Renerne sig op igen paa uskadte Ben, medens Lapperne kastede sig ud af Slæderne og bragte Køretøjerne i Orden.

216Miss Hope havde under Nedfarten udstødt høje Skrig, hvorimod Olga som sædvanligt havde været taus.

Da de vare komne ud af Kærisserne, vendte André sig om mod hende og gentog det Spørgsmaal, han to Gange havde gjort som Gut:

«Hvorfor skreg du ikke?»

Og ligesom hin Gang svarede Olga:

«Jeg skriger aldrig.»

«Hun har vakkert Blod!»Forfatternote: «Hun ser godt ud.» «Hun har vakkert Blod!»] Dette er hentet fra Stockfleths dagbok, del II «Udsigt over sproget» (Stockfleth 1860, 228). raabte Vappusen, idet han pegede paa hende med Naivetetens uforstilte Beundring. «Hun er Ruona niejdda»Forfatternote: Vaarens Gudinde.

André vendte sig hurtigt om, rev Brændevinsdunken fra den nærmeststaaende Lap og skænkede i.

«Drik, Forkører!» raabte han og svingede Bægret.

«Dat læ André Thorsens garre!»Forfatternote: «Det er André Thorsens Skaal!» svarede Forkøreren.De tre siste setningene fra og med «André …» er fjernet i 2. utgave (1911).

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.