Norsk Finmarken er et Glimt af Ynde, en Efterklang af elegisk Poesi,elegisk Poesi] vemodig; følsomI 2. utgave fra 1911 er «elegisk poesi» erstattet med «et Jan van Huysums Blomsterstykke», med en henvisning både til denne nederlandske blomstermaleren Jan van Huysum (1682–1749) og til Henrik Wergelands dikt av samme navn, en ekfrase på 64 sider som ble utgitt som egen bok i 1840. som af en vilkaarlig Haand er kastet op mod Ishavets Kyster, og er bleven liggende der, gemt og – forglemt.
Lad os skynde os did op, medens det endnu er Sommer: thi Ultima Thule’s Sommer er det korrekteste Billede paa Menneskelivet, den er stakketstakket] kort og kort. Den ligner Liljen, som blomstrer i Dag og i Morgen kastes i Ovnen.
Med Syvmilsstøvler ile vi forbi Nordlands barske og nøgne Klippekyst, udtunget af en Række dybe Fjorde, kranset af Øer og vædet af Nordishavets Skum, forbi Nordland, som mange uindviede forveksle med Finmarken.
Vi skynde os forbi dets DraugerForfatternote: Søuhyrer. og Trolde, forbi dets Klippers asketisk forsagende forsagende] forsage: gi avkall på; resignere Nøkternhed og rædselsfulde Vildhed, vi ile op mod Nord!
2Fjeldmasserne blive lidt efter lidt mindre spidse og sønderrevne, de sænke sig stadigt i blødere og mere buede Former. Naaletræerne blive færre og færre, Mosarternes Rige begynder.
Det hvide RensdyrmosRensdyrmos] reinsdyrlav breder sig i Solskinnet som nyfalden Sne hen over Finmarkens Tundras,Forfatternote: Frosne Sletter. Multerne væve gule, saftigt glinsende Tæpper, og de antiskorbutiske Urtersantiskorbutiske Urters] urter som inneholder stoffer (C-vitaminer) som hjelper mot skjørbuk (også kjent som skorbuk) Duft strømmer os i Møde.
Vi ere komne op over Polarkredsen!
I hylle eder uvilkaarlig ind i eders Kapper, og begyndebegynde] rettet fra: begynder (trykkfeil) allerede i Tankerne at fryse.
«Vi ere komne til den evige Is og til den evige Sne!»
Paa ingen Maade! Aldrig have I maaske været længere fra at ane Sandheden.
Finmarken er hverken et evigt Isens eller et Jøklernes Land. Det har vide Sletter, forbundne ved dybe Fjorde og lakserige Elve, det ejer BardoBardo] Bardu, helt sør i Troms fylke og det skønne Monselven,Monselven] Målselv, nabokommunen til Bardu sør i Troms fylke hvor frugtbare Enge, mægtige Fyrreskove, velbyggede Bondegaarde og modne Jordbær og Ribs gøre den rejsende stum af Overraskelse, det ejer Dale paa tyve, tredive Miles Længde, vædede af de i store Strækninger 3sejlbare Elve AltenAlten] Alta og Tana, og bugnende af frodigt Græs og af bladrige Løvskove.
Hver Sommer komme Tusinder af brogede Trækfugle flyvende op til Finmarken fra England, Tyskland, Frankrig, Amerika, ja – endog en og anden, der har forvildet sig fra Spanien og Italien. I syngende, pludrende og snadrende Sværme lejre de sig ved Elvenes Bredder og paa Fjeldenes Vidder.
Med Sommerens Farvel trække de imidlertid atter bort – ned mod Syd. Elvenes Bredder blive øde, og Vidderne staa tomme, men Ekkoet af deres Sang, af deres Pludren og Snadren er blevet igen. Fjeldene have holdt det fast og kaste det trofast tilbage.
Det afsides og fjernt liggende Land oversvømmes tre Maaneder om Aaret af mangfoldige Nationaliteter, netop fordi det er saa fjernt liggende og afsondret. Det synes ikke at tilhøre «Verden», derfor søger «Verden» det.
Mod Finmarkens Kyster bryde sig aarlige Efterdønninger fra det brusende og larmende Verdenshav. Hver Gang Dønningen viger tilbage, har den stedsestedse] alltid skyllet et eller andet, ondt eller godt, op paa dets Strande.
En Genklang fra det store Verdensorkester 4toner stadigt op til Ultima Thule. Dets Folk bestaar halvt af Eneboere, halvt af Selskabsmennesker, og dette Særsyn er netop dets store Ejendommelighed.
Takket være den nævnte Samfærsel eje dets Fiskere tillige en klarere og videre Tankehorisont, end man skulde ane.
De to ovenstående setningene fra «Dets Folk bestaar …» er fjernet i 2. utgave (1911).I Finmarken bruser Champagnen som intet andet Sted i Skandinavien; den sprudler og – skummer over. Det Land, hvor norske Høvdingeætter i sin Tid havde Sæde, er flot og overmodigt selv ved Ruinens Rand, og en Flig af udenlansk Elegance har heftet sig fast ved dets nøgne Stene.Siste halvsetning er fjernet i 2. utgave (1911): fra «og en Flig …»
Blaanende Alten og Tana, paa hvilke Finmarkingens hvide Baadsejl flagre som Maagens Vinger!
Solvarme Dale, prydede med Birkelier og fløjlsbløde Mostepper!
Jublende Fugle og duftende Blomster, hvorledes ere I komne hid op?
Med maalløs Overraskelse spørge I:
«Hvorledes er dette Syn muligt under 70 Graders nordlig Bredde? Hvilket Under har skabt det?»
Og der svares: «Golfstrømmen!»
Men Sommeren farer forbi som et Pust i Sivet, og Vinteren kommer.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1879 utga Laura Kieler sin tredje roman, André fra Kautokejno. Hovedpersonen André er en mann fra Kautokeino i Finnmark, halvt norsk, men med same- og kvenblod i seg. Det er hans dramatiske liv intrigen samler seg om.
Den historiske bakgrunnen for fortellingen om André er opptrekket til sameopprøret i Kautokeino i november 1852, men Laura Kieler har tatt seg visse dikteriske friheter i forhold til fakta.
Jorunn Hareide har skrevet en historisk innledning til romanen og forsynt den med tallrike språklige og historiske kommentarer.
Den norsk-danske forfatteren Laura Kieler er nok i dag mest kjent som modell for Henrik Ibsens Nora-skikkelse i Et dukkehjem (1879), men hun skrev en rekke romaner, skuespill, artikler og debattinnlegg.
