Efterretningerne naaede Kautokejno om Lamik Nikkuts Domfældelse.
André, der endnu var saa svag, at han ikke formaaede at rejse, vendte sig om til Olga og tog hendes Haand. Der stod en Taare i hans Øje.
«Hustru,» sagde han, «vil du i mit Sted rejse til Tromsø og bede Lamik Nikkut om at tilgive mig?»
«Ja, jeg vil!» raabte Olga.
«Sig ham, at jeg faar ikke Ro, førend jeg ved, at han intet Nag bærer til mig.»
Da Olga havde gjort sig i Stand til Afrejsen, traadte Seimke hen til hende med Barnet i sin Komse paa Ryggen.
Hun knælede ned og hævede sit taarevædede Ansigt op mod hende.
«Lad mig følge med,» bad hun. «Faderens 266Bue i SkyenForfatternote: Regnbuen. er trofast.Faderens Bue i Skyen er trofast] Jf. 1. Mos. 9:12–17, hvor Gud sier til Noa at buen i skyen (regnbuen) skal symbolisere en pakt mellom ham og menneskene om at det aldri mer skal bli oversvømmelser. Jeg har Tørst efter at se min Mands sidste Øjne!»Forfatternote: «Længes efter at se ham, før han rejser.»Dette uttrykket er hentet fra Stockfleths dagbok, del II «Udsigt over Sproget» (Stockfleth 1860, 228).
Forsinkede ved forskellige Forhindringer ankom Olga og Seimke imidlertid først til Tromsø to Dage, forinden Lamik Nikkut skulde bringes ombord paa det Dampskib, der gik sydover.
Seimke ilede øjeblikkelig med sit Barn hen til Arresten.
«Hvordan lever han?» raabte hun.
«Han er lige forhærdet,» sagde Slutteren,Slutteren] fangevokteren han vil ikke angre.»
«Suoite min sisa! – Slip os ind!» bad Seimke.
Slutteren aabnede Døren.
Lamik Nikkut rejste sig op, og hans Lænker raslede.
«Seimke!» sagde han.
Seimke tog Barnet og hævede det op i sine Arme.
«Sandelig, jeg siger dig!» raabte hun, idet Taarerne styrtede ud af hendes Øjne, «dersom du ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, saa skal du ingenlunde komme der ind!»Sandelig, jeg siger dig … komme der ind] Jf. Jesu ord til disiplene, Luk. 18:17: «Sandelig siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.»
Og Lamik Nikkut saa paa sit Barn og sank 267paa Knæ. Han rev Huen af sit Hoved og skjulte sit Ansigt.
*
Med glædestraalende Aasyn ilede Seimke tilbage til Olga.
«Vort Barn har frelst ham!» raabte hun. «Han angrer og bekender!»
Lamik Nikkuts Anger var ligesaa voldsom, som hans FormastelighedFormastelighed] frekkhet havde været ubændig.
Det var en forfærdelig Nat.
Lamik Nikkut kunde ikke sove.
Maanen forsølvede det rustne Jerngitter og skinnede ind i Arresten, der blev fyldt af et blaaligt Lys, ligesom om det havde været et Belials Tempel.Relativsetningen er fjernet i 2. utgave (1911).
Han for op lig en vanvittig, rev sig i Haaret og sled i sine Lænker. Deres klirrende Raslen jagede Rædsel i hans Blod.
«Hvad havde han gjort?»
Han slog sig for Panden og stødte den mod Stengulvet, til Blodet strømmede ned ad hans Ansigt.
Hans Forfædres Guder, Sneørkenens Øde og det hele uendelige Univers droge ind til ham. Fjeldenes Elementæraander fyldte Arresten, de gik 268over hans Fødder, de sloge paa Troldtrommen, de sang sine Sange, de grebe ind i hans Sjæl. –
«Hvad havde han gjort?»
Lamik Nikkut sprang op. Den kolde Sved brast frem paa hans Legeme, han rev Pæsken op og blottede sit Bryst. Det skulde piskes af Samvittigheden.
Var der ikke en Skygge i Maaneskinnet?
Det var Rota,Forfatternote: Det onde Væsen. der kom farende paa sin Offerhest forat hente ham til Jabmi aibmo, de dødes Rige.
Lamik udstødte et hvinende Skrig, – Raadstuens Taarnuhr slog tolv.
«Kask ija pali! Ved Midnatstid!» stønnede Nikkut, hans Knær skælvede under ham.
Han var i Helvede. Lappernes Dødsrige blev forvandlet til de kristnes Helvede.
Satan stod foran ham, og han saa Satan ind i Øjnene.
«Hvad havde han gjort?»
Lamik Nikkut faldt om paa Gulvet. Gulvet veg bort under ham, og han sank ned i Mørke.
Da saa han sig selv som en fredløs, fordømt Aand vandre om mellem Gammerne i Kautokejno, 269løfte paa Renskindene forat finde sin Hustru og kalde: «Nanna! Nanna! Nannacam!»Forfatternote: «Kæreste, lille Kæreste!»
Og Lappen kaldte i Midnattens Stilhed med Kærlighedens og Fortvivlelsens hjerteskærende Stemme:
«Nannacam! Nannacam! Nannacam!»
Og da stod hans Hustru foran ham med Barnet i sine Arme; hun hævede det i Vejret og raabte:
«Sandelig jeg siger dig, dersom du annammer Guds Rige som et lidet Barn, saa skal du komme derind!»
Men bag hende stod Frelseren, Jesus Kristus, og sagde: «Sandelig, jeg siger dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset!»Sandelig, jeg siger dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset!] Dette er Jesu ord til en av de andre korsfestede på Golgata, jf. Luk. 23:43: «Og han sagde til ham: Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset.»
Og Lamik Nikkut faldt paa Knæ.
Med Lappens hele Barnlighed greb han Naaden og Forladelsen i samme Øjeblik, som den blev ham givet. Lig Røveren paa Korset gav han i et Nu den Korsfæstede sit Hjerte.
«Seimke,» sagde Lamik Nikkut, «jeg er banlyst fra Fjeldet, men mig sker min Ret. Naar du sidder i Gammen med Barnet i dine Arme, saa tænk paa dets Fader, der er indestængt af alenhøje Mure, og bed til Jesus for mig, at han snart maa komme og løse op for den fangne.»
270 «Lamik,» sagde Seimke, «min Frihed er et Fængsel, naar jeg ikke deler den med dig.»
«Hils din Fader,» «sagde Nikkut.
«Jeg skal hilse ham.»
«Hils Renerne,» bad Lamik.
«Jeg skal hilse dem,» sagde Seimke og hulkede højt.
Slutteren aabnede i dette Øjeblik Døren, og Olga traadte ind.
Hun gik hen til Fangen og greb hans Haand.
«Lamik Nikkut,» bad hun, «André sender mig, sin Hustru, til dig, han bønfalder dig: tilgiv ham!»
«Jeg tilgiver ham», sagde Lamik Nikkut, og der var Højhed tilligemed Ydmyghed udbredt over Lappens unge, kraftige Skikkelse. «Han var min Sjæls Broder. Vi have begge syndet, og os fattes Guds Ære.Vi have begge syndet, og os fattes Guds Ære] Referanse til Rom. 3:23–24: «Alle have jo syndet, og dem fattes (mangler) Æren fra Gud, og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Naade ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus.» Tilgiv mig, du! Havde den Onde fuldført sin Gerning i mig, havde du ikke længere været blandt de levendes Tal. Sig ham, Frue, at det alt var intet,Forfatternote: Intet er paa lappisk ensbetydende med Løgn. og at BandenBanden] banning fjernerForfatternote: Banden er Fjernen. bort, men VelsignelseForfatternote: Velsignelse: En Bringen nærmere. bringer nærmere. Sig ham, at 271han er en Lodhaver,Forfatternote: En, der er lykkelig. og at jeg intet andet ejer end Lodløshed,Forfatternote: Lodløshed: Ulykke. sig ham, at Verden er en laant Verden, men at Gud Herren, idet han skabteForfatternote: Skabe betyder ogsaa velsigne.Alle disse opplysningene har Laura Kieler hentet fra Stockfleths dagbok, del II «Udsigt over Sproget» (Stockfleth 1860, 225–232). den, tillige velsignede den. Sig ham, at vi ville mødes hos Gud.»
Lamik Nikkut brast i Graad og kyssede sin Hustrus og sit Barns Hænder.
«Lamik!» raabte Seimke, idet hun slyngede sine Arme om hans Hals, «Gud give os i sin Himmel et Fredens Gensyn!»
Da Dampskibet gled ud over Sundet, stod Lamik Nikkut i Bagstavnen og stirrede med korslagte Arme tilbage mod Tromsø.
Han tænkte paa den Tid, da han slyngede SuopaenForfatternote: Slyngen. paa Javrisduoddars Sletter.paa Javrisduoddars Sletter] I En Sommer i Finmarken beskriver Friis i kapitlet om fjellsamenes sommervandring til kysten at samen om vinteren har «havt sit Telt staaende paa de Steder, hvor hans Fædre havde sit for Aarhundreder siden, nemlig dels paa Fjeldet Boaganvarre (Bælte-Fjæld), dels i Dalen ved Lavvojavre, dels paa Javrisduoddars Sletter». Derfra vandrer samen om sommeren med sin reindyrflokk fra disse traktene omkring Kautokeino til Seglvik på «den store Halvø, der forbindes med Fastlandet ved Alteidet» (Friis [1871] 1880, 26). Seglvik er en gammel uthavn helt på grensen mellom Troms og Finnmark, nå nærmest fraflyttet. Laura Kieler må ha hentet stedsnavnet Javrisduoddar fra kapitlet om fjellsamene «paa Flytning» i denne boken. «Befalet Gud,»Befalet Gud] overgitt i Guds hender sagde han. «Hvo som falder paa denne Sten, skal sønderstødes, men hvilken den falder paa, ham skal den sønderknuse.»Hvo som falder paa denne Sten, skal sønderstødes, men hvilken den falder paa, ham skal den sønderknuse] Jf. Matt. 21:44: «Og den, som falder paa denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.»
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1879 utga Laura Kieler sin tredje roman, André fra Kautokejno. Hovedpersonen André er en mann fra Kautokeino i Finnmark, halvt norsk, men med same- og kvenblod i seg. Det er hans dramatiske liv intrigen samler seg om.
Den historiske bakgrunnen for fortellingen om André er opptrekket til sameopprøret i Kautokeino i november 1852, men Laura Kieler har tatt seg visse dikteriske friheter i forhold til fakta.
Jorunn Hareide har skrevet en historisk innledning til romanen og forsynt den med tallrike språklige og historiske kommentarer.
Den norsk-danske forfatteren Laura Kieler er nok i dag mest kjent som modell for Henrik Ibsens Nora-skikkelse i Et dukkehjem (1879), men hun skrev en rekke romaner, skuespill, artikler og debattinnlegg.
