7de Kapitel

Resten af Juli og den største Del af August tilbragte Grev Wasili paa Rejser i Finmarken saa vel som i svensk Lapmarken.

André ledsagede ham over alt i Egenskab af Tolk og Parasolbærer. Hvor som helst Russeren placerede sig paa en Sten med Skitsebogen udbredt paa sit Knæ, stod nemlig André i Lighed med en kinesisk Tjener bag ham og holdt Parasollen over hans Hoved.

Det ene Panorama vekslede efter det andet.

Den lille Dal med sin yppige Græsbund, sine skyggefulde Skove og sin bugnende Blomsterflora, indhegnet i en Ramme af blaanende Fjelde, – det er svensk Lapmarkens Paradis, det er Kvickjock! Paradiset lukkes af Keruben med Isscepteret,Keruben med Isscepteret] voktende engel; jf. 1 Mos 3:24. Gud setter keruber «med blinkende Sværd» til å vokte Paradisets hage etter at menneskene er drevet ut derfra. det ubarmhjertige, dødbringende Sulitjelma.

De mosklædte Friluftstempler, hvor de med 83Granbar dækkede SøjlerForfatternote: Paa disse Steder har Grantræerne en fuldstændig Søjleform. danne højtidelige Kolonnader, – det ere Jukasjærvi og Gellivara Fjeldsogne!

Denne nordligste Sæd, der findes i Verden, denne store skyggefulde Skov lige ved Grænsen, hvor al Trævækst fuldstændig ophører, disse frodige Agre og Enge, rislende Bække og skvulpende Søer, kransede af skælvende Aske- og Elletræer, disse frie Udsigter, denne spejlglatte Elv med dens lange, perspektiviske Allé, – det er Alten, Perlen for Ultima Thules Landskaber!

Intet Under, at Grev Wasili var henrykt over dette Vidunderland,Forfatternote: Dersom man vilde følge den 70de Bredegrad Jordkloden rundt, hvilke triste og forfærdelige Modsætninger vilde den da ikke frembyde! henrykt over denne højnordiske Skønhed, interessant i sin Vemod, rørende i sin Ynde og streng i sin Storhed, henrykt over den Effekt og det Liv, disse smaa, mylrende, trippende Dværge med deres brogede Dragter bragte ind i Perspektiverne!

Denne lette, utvungne Dragt, der gaar igen som en Levning fra den fjerneste Oldtid, som en Overlevering fra de gamle! Gotherne kaldte 84Lappernes nuværende Pæsk «Kjortel», Grækerne benævnede den «Khiton», og Romerne «Tunica».

André var i Skæbnens Bog bestemt til at blive en af Grev Wasili’s heftigste og varigste Liebhaberier.Liebhaberier] (ty.) særlige interesse Russeren grundede saa længe over dette ejendommelige Naturfænomen, indtil han deraf skabte en vordende Dikter.

Det var saa, det maatte være saa! Var Drengen ikke dæmonisk nok til at kunne være en af Musernes Udvalgte? Musene: i gresk mytologi er de ni musene gudinner som beskytter og inspirerer utøvere av de skjønne kunstarter, som teater, dans, litteratur, kunst.

Grev Wasili formaaede nemlig aldrig at tænke sig Kunst og Poesi uden i en passende Forbindelse med det Sataniske, med denne «Gemisch», med denne problematiske Storhed, der i Lighed med Fjeldenes Giganter var det eneste mellem Himmel og Jord, der imponerede ham. Han besluttede at gøre noget ud af ham, han kunde ikke slippe ham.

«Lad André følge mig til Genua», sagde han til Thorsen. «Jeg vil sørge for hans Uddannelse, indtil han bliver Mand. Jeg vil lade ham studere, hvad han vil, – han behager mig.»

Kirkesangerens Ansigt lyste af en pludselig og overvældende Glæde. Han tænkte ikke et Sekund paa sit eget, aarelange Savn, men kun paa, at nu fik Sønnen komme ud forat blive til 85det, hvortil han var skabt, at nu var Miraklet sket, paa hvilket han havde ventet og – troet.

Overenskomsten mellem ham og Greven blev derfor hurtigt sluttet. Faderen var ikke bange forat sende sin Søn ud i Verden; «thi et Bønnernes Barn kunde ikke fortabes». Han havde Øje for LakunerneLakunerne] tomrommene; hullene i Sønnens Natur, men han fyldte dem samtidigt med sin egen troende Tillid og med Guds frelsende og beskyttende Kærlighed.Setningen er sløyfet i 2. utgave (1911).

Den paafølgende Aften kaldte Thorsen ham til sig.

«André», sagde han, «Grev Wasili vil tage dig med til Genua, og jeg har sagt ja.»

Et Frydeskrig, vildt og skingrende, undslap André.

Thorsen saa sørgmodigt paa ham. Han mindedes Moderens Raab: «Jeg vil danse, jeg vil leve, jeg vil ud!» De vilde begge ud, bort fra ham, der elskede dem højere end sit eget Liv.

André saa Udtrykket af Smerte i sin Faders Ansigt, og Samvittigheden slog ham. Om han pludselig anede Offret, er uvist, men greben af en Kærlighedens Skamfølelse krøb han imidlertid sønderknust og ydmyg hen for Faderens Fødder, slyngede sine Arme om hans Knæ og sagde kun det ene Ord: «Fader.»

86Greven og hans Datter traadte i dette Øjeblik ind ad Døren.

«Olga», sagde den første, «jeg har adopteret André, han følger med os til ltalien.»I 2. utgave (1911) er setningen endret til: «jeg vil sørge for André, han …»

André sprang op i aandeløs Venten paa, hvad hun vilde svare. Hendes Øjne streifede hans.

«Trés – bien!» sagde hun og gik ud.

André fulgte efter.

«Olga,» spurgte han med sammenbidte Tænder, «hvorfor har du ikke sagt din Fader, at jeg hin Formiddag kæntrede Baaden?»

«Jeg siger aldrig ondt om nogen», svarede hun. «Jeg sladrer aldrig.»

Da det rygtedes i Kautokejno, at André skulde følge den fremmede til Udlandet, blev Huset stormet. Det var for enhver, som om det var deres eget Kød og Blod, der skulde ud. Var han ikke deres fælles Barn og Broder? Havde de ikke alle en Ret til ham?

«Hvilken Idyl! Hvilken rørende Simpelhed!»Simpelhed] enkelhet; enfoldighet sagde Greven.

«Mon der er Sne i Genua?» sagde Lamik Nikkut bekymret.

«Lille Barn», brummede Lensmanden, «Vorherre vil være med dig.»

«Og forlade dig!» svarede André.

87Aftenen forinden Afrejsen skulde finde Sted, sadde Thorsen og André alene paa deres Kammer. Den første havde taget den gamle Billedbibel frem og skrev med skælvende Haand Andrés Navn og Datoen paa det første Blad.

«André,» sagde han lavt, som om han frygtede sin egen Stemme, at den skulde svigte ham, «du skal ikke bryde dig om, at den er gammel og luvslidt. Det er din Faders Bibel, og du har lært at stave i den og at kende vor Herre Jesus paa dens Billeder. Husk det, André! Den har været din Faders eneste Ven i Livet. – André,» blev han ved, idet en Taare faldt fra hans Øje ned paa Bibelen, «dersom du skulde trænge noget, jeg mener Raad og Trøst, saa kom straks. Der er dog ingen, som kan trøste og raade dig uden Fader. Og dersom du skulde trænge til Penge, jeg mener, til at gøre noget godt med, til at hjælpe en eller anden, thi ellers vil nok Greven give dig alt, hvad du behøver, saa ved du, jeg har nogle Spareskillinger. De ere ikke mange, André, de ere ikke mange, men de ere sparede sammen til dig, og du skylder Vorherre dem, fordi han har velsignet dig saa overvættes. Min Gut skal faa Lov til at gøre godt. – Skriv til Fader, André, skriv til Fader!»

88André kastede sig paa Knæ ved Siden af Faderen og brast i Graad.

Thorsen bøjede sig over ham og lagde Hænderne paa sin Søns Hoved.

«Herren lade sit Ansigt lyse over dig og være dig naadig! Herren løfte sit Aasyn op over dig og give dig sin Fred!» sagde han neppe hørligt.

Han mindedes hin Vinteraften, da han havde udtalt den samme Velsignelse over sin Hustru. Det var hans Lod i Livet at offre, fordi han elskede. Uden denne Offervillighedens Forsagelse er Kærlighed en Livets Løgn.Setningen er sløyfet i 2. utgave (1911).

Men idet Sønnen saaledes knælede foran Faderen den sidste Aften, han tilbragte i sit Hjem, faldt hans Tanker med en forunderlig, dragende Længsel paa den ukendte, forsvundne Moder, den Moder, han ikke kunde huske, og som Lapperne tiede død, den Moder, der i Aarenes Løb var bleven til ét med Længselen efter «det derude», hvor han vidste, hun var.

I sin Fantasiverden havde han forlængst bygget hende en Bolig, og hver Gang Faderen straffede ham, havde han altid instinktmæssigt følt, at Moderen vilde have holdt med ham.

I denne Stund blev hun pludselig en glimrende 89Personifikation af alt det, han nu skulde drage hen til.

«Fader,» sagde han tøvende,tøvende] nølende «hvor er Moder»?

Og da gav Thorsen ham det samme taalmodige Svar, som han havde givet, hver Gang Sønnen havde spurgt:

«Moder er borte, men med Guds Hjælp kommer hun tilbage. Hold af hende, André, og bed til Gud, at hun ret snart maa vende hjem.»

Lørdagen var kommen. En uoverskuelig Masse Lapper havde forsamlet sig rundt om Kirkesangerens Hus. Man græd, man faldt paa Knæ og bad for André. Lamik Nikkut og Seimke hulkede højt.

Lensmanden vovede neppe at velsigne det lille Barn, han havde set vokse op fra Vuggen af, af Frygt for den sidste Dag at skulle komme til at vække dets Vrede.

Olga trøstede dem, men André følte en pludselig LedeLede] avsky; vemmelse til alle disse Mennesker, der tilhørte det gamle, og som til sin Død skulde blive ved at leve i «det gamle.»

«Hvor du vandrer, saa lyse Guds Sol for dig, André!»

«Gud fylde dit Kar, André!»Forfatternote: «Give dig Velsignelse.»

90 «Den indre DommerForfatternote: Lapperne kalder Samvittigheden «Den indre Dommer.» ledsage dig paa alle dine Veje, André!» lød det rundt om ham, og da Baaden stødte fra Land, hævede de alle Hænderne i Veiret og raabte:

«Gud give os alle et Fredens Gensyn,Forfatternote: Lappernes sædvanlige Avskedshilsen. André!»

«Suga bajas poiki – poiki!»Forfatternote: «Ro op over fra den ene Side til den anden.» raabte Lensmanden og tørrede Taarerne bort fra sit Ansigt. –

Det ubetydelige, med en Sigd afskaarne og i MeiserForfatternote: Mejsel, en af Toug flettet Sæk. hjembaarne Græs laa udbredt til Tørring paa Vadsø Tage.Setningen er sløyfet i 2. utgave (1911). Renmossets Indhøstning over paa Russersiden fandt Sted den Dag, da Grevens tilligemed Thorsen og André naaede Handelsstedet.

De bortdragne Høstfolk bleve med Længsel ventede tilbage. Flere Gange om Dagen stege Kvinder og Børn op paa Tagene, skyggede med Hænderne over Øjnene og stirrede over mod Rusland.

«Mosebaadene komme!» lød endelig Raabet fra Hus til Hus. De ventende ilede ned fra Tagene, og nu begyndte den bekjendte Mosefest, da der med Spillemanden i Spidsen synges, danses, 91fortælles Æventyr, samt diskes op med Saltfisk, Smør, Melkevælling og Multer.Stockfleth har en grundig beskrivelse av mosefesten i sin dagbog (Stockfleth 1860, 20–22).

Dampskibet laa med Røgen oppe ude paa Varangerfjorden, Baaden ventede.

«Farvel, André», sagde Thorsen og tog hans Haand.

I dette sidste Øjeblik gik det først op for Andrés Bevidsthed, at han skulde skilles fra Faderen, virkelig skilles, at Tusinder af Mile, Hav og Fjelde, ja, i en vis Forstand, en hel Verden nu skulde lægges imellem dem.

Han styrtede op fra Baaden, kastede sig i Thorsens Arme og klyngede sig fast til ham, som om intet mere kunde skille dem ad.

Paa et Vink af Greven rev Baadføreren ham bort med Magt, men da han bar ham ned i Baaden, stønnede André som et saaret Dyr.

Thorsens Øjne stode fulde af Taarer, men han sagde intet.

Olga, der havde betragtet dem med spændt Opmærksomhed, rakte Kirkesangeren sin Haand.

«Jeg vil være ham en Søster,» sagde hun, idet hun saa paa ham med et ubeskriveligt, trofast Blik.

«Gud velsigne Dem!» svarede Thorsen.

Baaden stødte fra. Thorsen saa den lægge an 92ved Dampskibet, han hørte Kanonskuddet, han saa Dampskibet glide ud over mod Havet, og snart bølgede der kun en svag Røgstribe ind ad Varangerfjorden.

Han var borte! Hans Hustru var borte, hans Søn var borte, og – hans Kærlighed fulgte dem begge.

Da Røgen var forsvundet, vendte han stille om og gik med sænket Hoved hen til sit Logis. Samme Dag rejste han tilbage til Kautokejno.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.