Du paa Rivalens Been to hvide Strømper saae?
Saa Skiebnen altid skal for ham paa Pinde staae!
Ja Skiebne! troe, jeg seer altalt: allerede. hvad du har for Øye;
Men jeg har Arm og Kniv, og du har spildt din Møye;
Du forud føler alt (du maatte skamme dig)
En Vellyst i den Qval, som vil fortære mig,
Naar jeg et Vidne skal til den Foreening være,
Som skiller mig ved alt, ved Grete og min Ære;
55Men naar jeg ikke meer seer denne Verdens Dag,
Skal Skiebnen med sit Had vel giøre mig en Smag.Smag: (no.) mundsmag, en lille smule mad. Mads beklager i dette og de foregående vers sin hårde skæbne og fremhæver, hvordan han ikke blot, som sagen står, har udsigt til at miste både sin kæreste og sin borgerlige ære, men endda efter livet (når han ikke længere ser verdens dag) ikke kan forvente andet end en mundsmag. Udtrykket er gådefuldt; det kan således også betyde, at Mads’ skæbne er så grum, at han kun kan få sine ønsker opfyldt i det hinsides (hvor muligheden for at værdsætte dem sanseligt velsagtens er begrænsede).

Døe er din Pligt, naar du paa ingen anden Maade
Veed dig at redde ud; men torde jeg dig raade,
Du skulde sætte opsætte op: opsætte, udsætte. endnu et Øyeblik,
Dit Forsæt: vi maaskee en bedre TilflugtTilflugt: hjælpemiddel, forholdsregel. fik.

En Tilflugt er der kun, en eneste tilbage:
Med Skiebne, Grete, Liv jeg strax maa Afskeed tage.

Det ahner mig, min Ven, at det for tiligtilig: tidlig. er.

Men Helte, som vil døe, foragte Ahnelser.
(Han tager sin Kniv op.)
Vær stærk min Arm og troe! vær skarp min Kniv og sikker!
Min Jesper! Liv! Farvel! – – Dog, førend jeg mig stikker,
56Ifald du haver kier din KalemankesKalemankes: halvuldent, typisk stribet stof med silkeagtig overflade, ofte brugt til veste el. møbelbetræk. At en kalemankesvest i 1700-tallet må have hørt til jævne folks dyrebareste ejendele, fremgår også af Holbergs Peder Paars (1719): «Man siden [efter skibbruddet] ligerviis fandt gandske tør hans Vest, / For hvilken Peder Paars var bange allermest; / Thi den af Kalemanck var giort med Silcke Knapper» (1. bog, 2. sang, vers 167-169). Vest,
Saa staae mig ey saa nær, den ellers faaer sin Rest.faaer sin Rest: bliver ødelagt (af sprøjtende blod).

          Aria.
          Naar, som desverre ofte hænder,
          Ulykken muntre Fluer sender
          I tomme, klare Flasker ned,
          Den heftigste Uroelighed
          Man tydeligen kan fornemme,
          Af deres Løben, Flugt og Stemme.

          Hvis Hud og Glas var lige klare,
          Jeg kunde mig den Møye spare
          At sige dig: Mit Blod faer om,
          Som Fluen der i Flasken kom.
          Jeg ydermeere for mit Øre
          Kan som en Lyd af Fluer høre.

Mit Blod tilfælles har saa mange Ting med Fluer,
Som ere fængslede, at jeg med Rette gruer,
Det og vil ligne dem, som slippe ud igien,
Og synes, at de ey kan komme langt nok hen
57Fra en forhadt Arrest.Arrest: indespærring. – Min beste Ven i Live!
Dig maatte allermindst min Død til Skade blive.

Endog paa Gravens Pyntpaa Gravens Pynt: på gravens rand. erindrer du min Tarv!min Tarv: hvad der er til gavn for mig, mit bedste.
Jeg haver intet Been, jeg haver ingen Marv,
Som jojo: ikke. ErkiendtlighedErkiendtlighed: taknemmelighed. og Medynk giennemtrænge;
Men at du ey skal troe, jeg stod omsonstomsonst: til ingen nytte. saa længe,
Som du sang Arien om Fluer og dit Blod,
Saa faldt jeg, eller ogog: også. min GeistGeist: ånd, tænkeevne. mig falde lod
Paa en Mistanke; hvad, om du den rette Eyer
Til disse Strømper er, som krone skal med Seyer
En lykkelig Rival?

                                         Den Grete haver kier,
Og ærer med sit Valg, For smaae Forbrydelser
Jeg ey mistænke bør. Han er jo Helt desuden.

Men Skredder meer end Helt; det viser noksomnoksom: tiltrækkeligt, mere end nok. Huden.
Saa længe som han har en Skredder-PletSkredder-Plet: udslæt forårsaget af, at giftigt farvestof fra tråden var trængt ind i sår, hvor skræddere havde stukket sig med nålen, og hvorfra det kunne sprede sig til andre steder på hudens overflade. paa den,
Jeg Helten mindre seer, i ham end Skredderen.

See i ham hvad du vil; jeg seer kun paa min Ære,
Jeg maa ey i mit Brøst saa lav Mistanke nære.

Men siig! hvor skulde han her faaet Strømper fra?
Hvor ingen uden du – – –

                                         End Grete, Mette da?

Saa bilder du dig ind, han deres kunde bruge?
Af deres Strømper een sex Skredder Been kan sluge.sluge: rumme.

Jeg var tilfreds, min Ven, den kunde sluge syv,
Saa er Johan en Helt, og kan ey være Tyv,
Og du til NedrighedNedrighed: lav tankegang. forgiæves mig skal friste.

Taal i det mindste, Mads, at jeg udi din Kiste
Min Tvivl maae opløstopløst: fjernet. faae!

                                         Du kan den bringe ind,
Ey for at rydde ud Mistanken af mit Sind,
Thi jeg mistænker ey, men at endnu i Live
Mit Efterladenskab jeg dig kan overgive.

Nu var det Tiid at døe, nu ingen hindrer mig,
Men jeg koldsindigkoldsindig: velovervejet, koldblodig. er og alt for magelig,
Og Helten naar han døer, bør heed og virksom være;
Men hvorfor jeg er kold, det veed – – det veed vor Herre.

Kom lad os eftersee.

                                         Her er Fortegnelsen;
Vi der vil læse først, hvad er i Leddiken.Leddiken: lædike, lille aflukket rum foroven i den ende af en kiste, der blev brugt som opbevaringssted for værdifulde småting såsom penge, smykker m.m.

          Duo.
          Fem Knapper til en Trøye,
          En Syenaal uden Øye,
          Et bruunrødt Syleskaft,Syleskaft: håndtag til en syl.
          En gammel Strimmel Taft,Taft: tætvævet glat og blankt (silke)stof.
          En Stump Meloten-Plaster,Meloten-Plaster: plastre og forbindinger præpareret med udtræk af melot (plante af slægten Melilotus), i dag bedre kendt under navnet stenkløver, var et meget udbredt lægemiddel på Wessels tid.
          Et Brev fra salig Faster,salig Faster: afdøde faster.
          En Daase uden Laag,
          Den nye Psalmebog.Den nye Psalmebog: Den Nye Psalme-Bog eller Pontoppidans salmebog (1740) var pietistisk orienteret og afløste Dend Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog, også kaldet Kingos salmebog (1699).

Alt nok om Leddiken, jeg længes efter Kisten.

See Tøyet efter du, saa skal jeg læse Listen.

Begynd paa Strømperne.

                                         Først findes tvende Par
Saa hvide som en Snee, hvori før Grete har
Med Silke syed mit Navn – – –

                                         Jeg seer kun et Par hvide.

Det andet uden Tvivl sig skiuler ved en Side;
Søg med Alvorlighed.med Alvorlighed: energisk, ‘ordentligt’.

                                         Al Søgen er omsonst;omsonst: forgæves.
Søg selv.

                                         De findes ey. Min Skiæbne al sin Kunst
Udtømmer for mig ret ulykkelig at giøre,
62Og alle Øyeblik mig nye Sorger føre.føre: bringer.
Jeg undres endnu paa,undres endnu paa: undrer mig stadig over. den sparede min Stok,den sparede min Stok: den hårde skæbne har ikke forgrebet sig på hans stok.
Hvis Knap af Perlemor, Gud veed, har kostet nok;
Hvis Tab meer vigtigt var, meer smerteligt end dette.

Maaskee af denne Sorg en Nedrig skulde giette,
At Døden ikke just var det, du tænkte paa;
Men Jesper kiender dig, og dig beundre maa.
Du har behaget mig til Arving at udnævne
Af al din Eyendom, du havde tænkt at levne
Mig et Par Strømper meer; sin Vens Forliis og sit,sin Vens Forliis og sit: tabet af sin ven og (tabet af) sig selv.
En Siel saa høy, saa stoer som din, anseer for et;
Og herfra denne Sorg – – men nu til noget andet:
Det skulde synes mig, dog være reent forbandet,
Om Skredderen Johan, med dine Strømper paa,
Til BrudeskammelenBrudeskammelen: den skammel, som brudeparret knæler på under vielsen; ægteskab. ustraffet skulde gaae.
Jeg skulde dog vel troe, du ham vil forekomme;du ham vil forekomme: du vil forhindre ham i hans forehavende.
Han her indfinder sig før et Qvarteer er omme;
At følge Grete diddid: derhen. hvor Baandet knyttes skal,
Som ey kan løses meer.

                                         Mod en forhadt Rival
Jeg maa udrustes først med høyst fornødne Vaaben.
Jeg har ey BiddenBidden: en mundfuld. smagt, jeg har ey drukket Draaben
I denne gandske Dag, og uden Øl og Mad
Er Helten ingen Ting.

                                         Derinde staaer et Fad,
Som ved sin vide Kreds og Dybhed sig udmerker,
Til BreddenTil Bredden: til randen. fyldt med Kaal. Du giørgiør: udretter. vistvist: med sikkerhed. Underverker,
Hvis du det tømme kan.

                                         Jeg skal forsøge det.
Vee dig, Johan! vee dig! naar Mads er bleven mæt.

Saa blev det Sandhed dog, som i et Ordsprog staaer,
At efter Regn og Slud man blide Soelskin faaer.
I otte Dage var min Siel et RovRov: bytte. for Smerter,
Jeg ingen Føde nød, jeg væmmedes ved Erter;
Min Syster,Min Syster: min veninde, (fr.) ma soeur. du det veed, det var min beste Mad,min beste Mad: min livret.
Og naar jeg Erter selv og Flesk ey spise gad,
Enhver kan slutte let, hvor stoer min Nød har været.

Jeg tvivler ikke paa, at Sorg dig har fortæret;
Men nu til Klagemaal du ingen Aarsag har,
Nu er du lykkelig, forglem saa hvad du var.

Jeg mig erindrer kun de kummerfuldekummerfulde: fulde af modgang, sorg og besvær. Dage,
Som, Himmelen skee Tak, jeg haver lagt tilbage,
At jeg desbedre maa fornøyes ved de Kaar
Og den Lyksalighed, som mig Fremtiden spaaer –
65Da endnu et Qvarteer vi kunde her forhale,forhale: vente.
Saa lad os vexelviis vort Haab, vor Fryd afmale.

Begynd min Grete først, dig falderfalder … til: tilfalder, tilkommer. Æren til;
Saasnart du færdig er, jeg dig afløse vil.

Jeg i min Elskers Arm, jeg ved min Heltes Side,
Af søde Følelser skal ene kunde vide
At jeg er til. Mig skal ey nogen indbildt Frygt
Af Søvne vekke meer. Ney jeg skal hvile trygt,
Og vogne smilende; Og Hiertet dig skal sige:
«Nu vognede din Glut,Glut: ung kvinde, i kælen tiltale: ‘skat’. nu smilede din Pige.»
Og du skal vogne glad og smilende som jeg –
Og – – –

                                         Gaa ey videre; Thi det anstaaer diganstaaer dig: er ikke passende, sømmeligt for dig. ey.

Hør her engang, Seigneur! du falder jo i Staver:
Nu Turen er til dig.

                                         St! St!St! St!: stille! tys! jeg mig belaverbelaver: forbereder.
Paa et anstændigt Svar – – og – – Svaret lyder saaa – –
(Han stammer.)
Jeg – – neppe veed for Fryd – – paa hvilken Foed at staae – –
Og – – for en Sikkerhed saa staaer jeg paa dem begge – –
Og – – à proposà propos: hvad angår. om Been, jeg ikke just i LæggeLægge: på Wessels tid regnedes kraftige lægge for et tegn på stor potens.
Min største ForceForce: styrke. har; men Skabningen?

                                         Er net;
Det vil jeg dig tilstaae. – Men om jeg tænker ret,
Saa er ey dette Svar aldeles saa anstændigt,anstændigt: passende.
Som du det lovede.

                                         Jeg haver et indvendigt
Og et udvendigt Pund,Pund: talent, begavelse, jf. Luk 19,11 ff. (lignelsen om de betroede pund). Madam; det første ikke staaer
Det andet altid bi – Der i min Hierne gaaer
67Udaf de smukkeste og meest udsøgte Tanker
En utaalmodig Sværm, som inden Hiernens Planker
Indsluttes ynkelig, fordi jeg ikke kan
I Gang min Tunge faae; – – men tys, nu gaaer det an.nu gaar det an: nu går det løs.
(Han giør sig kostbar.)giør sig kostbar: enten i den nu gældende betydning ‘modsætter sig på skrømt noget, han egentlig ønsker at gøre’ eller, vist mere sandsynligt, ‘griber til en preciøs el. affekteret udtryksmåde’.
Selv Elskov os, Madam, en Bane skal berede,
Selv plantede han der de Roser, vi betræde –
Ved Roserne forstaae Elskovs Henrykkelser,
Spørg saa ey, om de staae hinanden gandske nær.
De stærke Farvers Skin tilsidst vort Syn formørke,
Men derimod paa Grønt vort Øye samler Styrke;
Det vidste Elskovs Gud, og Rum lod aabent staae
Imellem Roserne, at stilte Længsler maae
Den Afstand fylde op med evig grønne Blade.

Han taler som en Helt, det maa enhver ham lade.

Hvor hæves eyhæves ey: forsvinder ikke. mit Mod, naar jeg betænker kun,
At det min Elsker er som har saa sød en Mund;som har saa sød en Mund: som udtrykker sig så smukt.
68Men det er endnu lidt, jeg først for Alvor kneiser,
Naar jeg af mange smaae, men kiekke Ehrenpreiser
Kun forestiller mig, hvor jeg omringesomringe(s): omgive, omslutte. skal.

Vi Afkom vist nok faae, Madam, i Hobetal.

Hvor fyndigt er hans Sprog! Hvor stærke hans Udtrykke! –
Hvormed har jeg fortient for andrefor andre: frem for andre. saadan Lykke? –
Elskværdig Helt! – – au! au!

                                         Hvad fattes, Pige, dig?Hvad fattes … dig?: hvad er der i vejen med dig?

Au! au!

                     Heltinde – –

                              Au!

                                         Betroe din Sorg til mig.

Jeg fik en Ahnelse. O! alt for kiære Skredder!

Den spaaer mig din Ruin.Ruin: ødelæggelse.

                                         Veed du, du Overtræder
Heltinders strænge Lov? hvor har du hørt, hvor læst,
At en Heltinde var af Ahnelser indblæstindblæst: opfyldt, inspireret.
To gange paa en Dag? Du først i Morges drømmer,
Faaer derpaa Ahnelse. – Heltinders Lov indrømmer
Dig knap saa stor Portion;Portion: andel. og endda vover du
Paa nye af Ahnelse at faae et AnstødAnstød: anfald. nu;
Det gaaer, min Troe, for vidt.

                                         Mit Hiertes Herskerinde!
Lad onde Dunsters Magt ey din Forstand forblinde,
Hvad du har spiist i Dag?

                                         En ringe Bagatel,
Fem Sild, lidt Erter, Flesk – – –

                                         Ja jeg det tænkte vel,tænkte vel: tænkte det nok.
Man faaer som oftestesom ofteste: som oftest, som regel. den ugemeneugemene: ualmindelige, usædvanlige. Gave,
At have Ahnelser af en bedærvetbedærvet: fordærvet, ødelagt, beskadiget. Mave,
Troe du paa mine Ord, at Erter, Flesk og Sild,
HelstHelst: især. om nye brygget Øl man drikke vil dertil,
Saa god en Ahnelse, som ønskes kan, frembringer.

Seigneur! du talede, strax fik min Angest Vinger.
Af Erter, Flesk og Sild (thi jeg nu troer med dig
At denne Ahnelse kun de forvoldte mig)
Urolig Dunst ey meer til qvalteqvalte: pinte. Hierte stiger.
Hvad i min Heltes Ord der dog ey Kræfter ligger!

          Aria.
          Saa Børne-SværmenSaa Børne-Sværmen: fortællingen om de frække elever, der dog retter ind efter skolelæreren, stammer fra den franske klassicist Nicolas Boileau-Despréaux og hans komiske versfortælling Le lutrin (1683), 3. sang, vers 85 ff. i en Skole
          Bestige Borde, Bænke, Stole,
          71Og skrige høyt, og skogger lee,skogger lee: skoggerle, le højt og larmende.
          Naar de ey SkolemesterSkolemester: skolelærer. see;
          Men naar han kun ved Døren rører,
          Hver paa sit Sted strax PokkerPokker: eufemisme for fanden. fører;
          Han neppe faaer «I Esler» sagt,
          Før alting er i Orden bragt.

Jeg meener Dunsterne ved denne Børne-Flok,
Og – – –

                                         Tal ey meer herom, jeg dig begriber nok;
Din Kompliment er smuk og LignelsenLignelsen: sammenligningen, billedsproget. er vakker,
Men skal vi ikke gaae?

                                         Det snart ad Tiden lakker.Det snart ad Tiden lakker: tiden nærmer sig.

Kom lille Hierte-Tyv.

                                         Jeg mig udbede maa
Et mere tugtigt Navn. Naturen lod mig faae
Til Tyv, og Tyverie et Had, saa overdrevet,
72At Ordet Hierte-Tyv er mig en Afskye blevet.
Man sætte Hierte for, man sætte Hierte bag,
En Tyv er dog en Tyv, det er en afgiort Sag.

Madam, der staaer en Tyv.

                                         Der staaer en Helt, Forræder.Forræder: usling.

Jeg siger nu som før, Madam, der staaer en Skredder – –

Nu gielder det, Seigneur, at vise Helte-Mod.

Du mig for liden er, Du ellers for min Fod
Udgyde skulde strax det smudsige, som flyder
I dine Aarer.

                                         Glad jeg selv mit Blod udgyder,
Men hævnet vil jeg døe, og Grete kiende skal
Den Nederdrægtige,Den Nederdrægtige: den usle, lumpne, ondsindede (person). hun gav mig til Rival.
Dog hvad! hun kiender ham. En Brudgom, som kan stiæle,
Ey vælger sig en Brud, som ey forstaaer at hæle.hæle: bedrive hæleri.
Naar jeg mig tænker om, jeg heel fornøyetheel fornøyet: ganske tilfreds. er,
At Grete holdt mig ey den store Naade værd,
At blive hendes Mand. I disse dyre Tiderdyre Tider: tider, som pga. høje priser nødvendiggør store udgifter.
En Sværm af Haandværks Folk om Brød indbyrdes strider;
Heltinden klog indsaae, et Haandværk ey forslog,
Og Mads kun havde et. – Jeg mig udbeder dog,
(Til Johan.)
At fra en mere Riig du efterdagsefterdags: fremover. vil røve,
Hvad Grete eller du fremdeles kan behøve.

Jeg ingen Lynild seer! – ey hører Tordenskrald! –
Hvordan er dette fat? – En frek Forræder skal
Ustraffet spotte os? – Han ryddes ey af Jorden
I samme Øyeblik? – Naturens heele Orden
UryggetUrygget: urokket. staaer; – Johan! hvad skal jeg troe, min Ven,
Til slig KolsindighedKoldsindighed: ligegyldighed. bevæger Himmelen?
Hvor zitrer jeg! – mon du – – –

                                         Imod saa smaa Insecter,
Mod Maddiker,Maddiker: hvidlig insektlarver, (no.) mark. som den, en Himmel ikke fægter,
Og Helten Himmelhøy, ifald han øyned’ den,
Den krybe lod i Fred. – (Til Mads.) Kryb ind, kryb ud igien,
For mig kryb hvor du vil; kun dette vil jeg sige:
Erindre hvad du er; viid du maa ikke vige
Fra Maddikens Natur; tael ey; dit Væsen er
At krybe, være taus. En Helt befaler her,
KiendKiend: erkend, forstå. ham, føl dig, og lyd.lyd: adlyd.

                                         Nu fløy min Siel tilbage,
Som vilde nyligen af Angest Flugten tage;
75Jeg ustuderet er, saa meget veed jeg dog,
At aldrig nogen Tyv kan føre saadant Sprog.
Hvor Heltemæssig, stolt – – –

                                         Jeg tvivler ikke længer
Paa din Uskyldighed, du værdig er, du trænger
Til en Oplysning. Hør – –

                                         Forvovne, paa dit Ord,
Du tænker, jeg Johan en lav MisdæderMisdæder: forbryder. troer?troer: anser for.

Jeg sagde: Kryb og tie.

                                         Jeg giør dig her en Eed,
Hvis du mig hører nu, at i al Evighed
Du aldrig af min Mund et Ord skal mere høre.

Han paa det ømme Sted forstod mig ret at røre,
Den Fristelse er stor.

                                         Jeg har befalet ham
At tie som en Muur; tillad ham ey, Madam,
At handle mod min Lov; min Ære derved lider.

Men vinder i sit Tab. Der siden kommer Tider,
Da du mig takke skal, for jeg ulydig var;
Da du bekiendebekiende: erkende, indrømme. maa, din Ære vundet har
Langt meer, end den har tabt – din Gretes første Beyler,
Al MaskepiMaskepi: hemmelig forståelse, samkvem. med ham (det ingenlunde feyler)det ingenlunde feyler: det kan der overhovedet ikke være tvivl om.
Giør dig og hende Skam; Den Skam bør vi undgaae,
Vi bør – siig Eden Mads.

                                         Gid gule Erter maae
Udi min sultne Mund til Stene sig forvandle,
Saafremt jeg mod min Eed og Løfte skulde handle,
Før du mig kiendte friekiendte frie: frikendte. fra Løfte og fra Eed.

Jeg dig vel sverge bød, men der er Maade med.
Graa Erter var vel fælt, men sverge ved de gule!
77Hu! Haaret reyser sig. (Til Mette.) Bring mig en lille Smule
Af Flesk og Erter ind.

                                         Jeg føler, synes mig,
Hvor Erter i min Mund til Steen forvandle sig;
Fornuften vil omsonstomsonst: forgæves. den Skrek af Blodet jage.
Jeg haaber, naar jeg først faaer Erterne at smage,
Den snart skal Fødder faae.

                                         Tak, kiere Mette. (Til Mads.) Tal!

Erindrer du en Tiid – – –

                                         Heltinde du er gal
Som hører paa en Orm.

                                         Heltinder er’ ey gale;
Med meer Ærbødighed, Seigneur, du burde tale.

Erindrer du en Tid – – –

                                         Kom lad os gaae Madam.

Jeg fremmerfremmer: befordrer, fremhjælper. jo dit Vel, i det jeg hører ham.

Erindrer du en Tiid – – –

                                         Erindrer eller glemmer,
Saa er det Tiid at gaae.

                                         Da to LatinskeLatinsk(e): udformet i skrifttypen antikva i modsætning til gotisk eller dansk (‘krøllede bogstaver’), som på Wessels tid var standardskrifttypen. EmmerEmmer: M’er (MM, Mads Madsens initialer).
Du syede paa mit Tøy – – –

                                         HviHvi: hvorfor. blev din Mund ey syed?
Du hører, som jeg seer, Madam, med Hiertens Fryd,
Hvordan du elskede, hvordan du syddesydde: syede. Navne;
Vil du ey kysse ham? vil du ham ey omfavne?
Jeg skal ey hindre dig.

                                         Du bliver her Seigneur.

Desverre! Du har Ret. (Sagte.) Jeg snart af Angest døer!

Du ey dit Beste veed. Jeg veed det, jeg det fremmer,
Trods dig, trods al din Spot. (Til Mads.) Igien til dine Emmer!
Der var det jo du slap.

                                         Om du dem saae igien,
Saa kiendte du dem vel?

                                         Hvor sigter dette hen?Hvor sigter dette hen?: hvad går det her ud på?
Nu isner alt mit Blod!

                                         Maaskee er Tiden omme,
Og vi i TempeletTempelet: kirken. for sildefor silde: for sent. skulde komme,
Fordi du daarligendaarligen: tåbeligt. et Løfte holdet har,
Som uforsigtigen en Maddik given var,

Endog mod Maddiker jeg Troe og Love holder.
At Tiden gaar omsonst,omsonst: til ingen nytte. du selv jo kun forvolder.
Din BanghedBanghed: ængstelse. qvælerqvæler: piner (ty. quälen). mig; men Løftet er alt giort.

Jeg døer!

                                         Ved disse Knæ, at jeg skal være kort

Du kan Mads Madsens Navn og dine Emmer finde.

Du blegner – Haab og Liv og Kraft og Mod forsvinde.

Ham Fanden har forførtforført: forledt. – – –

                                         Om Folk af Helte-Rang
Du tale tør saa lavt? Viid til en anden gang,
Naar Helte Feyl begaae, er Skiæbnen Gierningsmanden,
Kun Pøbelen giør Ondt og Skylden giver Fanden –
Men, Mette, hvorfor gav ey du ham dette Svar?
Du saae jeg i Begreb med at besvime var.i Begreb med at besvime var: var ved at besvime.
(Til Mads.)
Og du en anden gang, naar du seer Folk vil daane,
82Saa viid, at du dem bør for Pølse-SnakPølse-Snak: sludder, ævl. forskaane.
Hvad skal jeg giøre nu? – besvime eller ey? –
Om det for silde er, veed PokkerPokker: sgu da. ikke jeg.
Jeg i en Lignelse min Meening vil fremsette;
Og siden maae I mig om Eders underrette.
Jeg i saa slibrigslibrig: vanskelig. Sag ey stoeler blot paa mig.

          Aria.
          Til een, som nøs i Gaar, at sige:
          «Hjælp Gud!Hielp Gud: gid Gud må lade det gavne, prosit. i Dag bet Faar,»bet Faar: lille far, min ven.
          «For det du nøs i Gaar.»
          Sig passer ikke just saa lige.

          Men naar man seer lidt dybt i Tingen,
          Saa troer jeg, det er reent,det er reent: det er klart.
          At Prosit,Prosit: høflighedsudtrykket prosit (lat.), bogstaveligt: gid det må gavne dig. som kom seent,
          Er bedre end aldeles ingen.

          Chorus.
          Den Prosit, som kom seent,
          Er bedre end aldeles ingen,
          Og Grete hun seer dybt i Tingen,
          Og hvad hun troer, er reent.

Besvime, skiønt lidt seent, er vores Raad til dig.

Tag Skaalen een. Jeg meer ey til mig selv kan finde.Jeg meer ey til mig selv kan finde: jeg er ved at besvime.

Jeg er saa bange for, at Helten skal forsvinde,
Og Skredderen staae rød og feig og fladflad: meget flov, slukøret. igjen,
Naar Grete vogner op udaf Besvimelsen.

Selv Helte kunde tidt staae røde, feige, flade;
At være Helte dog de derfor ey aflade.aflade: ophøre med.
Ja vist skal du, Seigneur, staa flad og feig og rød
Men rød og feig og flad du faaer en Helte-Død,
Naar du kun siger det, som andre Helte sige,
Naar de Lastværdige forlade Jorderige.

Hvad Skam! – Hvad Qval! Hvad Striid! – Du, som min Elsker var,
Du skulde blive mig til en saa grum Barbar!Barbar: hjerteløs person, umenneske.

Barbar! jo men! jeg dig mit rette Navn skal sige:
En Tyveknegt – men tænk dog ey, jeg kunde vige
Fra Dyden uden Striid. (Til Mette.) Siig du oprigtigen,
Om Dyden og om jeg ey stode osstode os: holdt stand. som Mænd
Mod Skiæbne, Elskov, Last, og Fanden og hans Fetter –
Dog – Helten Sminke ey paa sine Laster setter;
Madam, jeg er en Tyv, en Liderlig,Liderlig: umoralsk, udsvævende person. en Knøs,Knøs: skurk.
Jeg har vanæret dig – Du hævnes bør –

                                                                                         Adiøs.

Aa! bitter knøe!bitter knøe: jøsses, død og pine. – Han døer! – Han Hiertet har i Brøstet!Han Hiertet har i Brøstet: han har mod og mandshjerte.
Saa har hans Last omsonst med dette Haab mig trøstet,
At hanAt han: tænk, at han. kun Skredder var! – min Elskers Hierte boer
Udi hans Brøst – han er en Helt: den Trøst er stor,
85Men Jord! Hvor dyre kiøbt – (Til Mads.) Hør, du Ulykkers Fyrste!
Er der ey meere Blod, hvorefter du kan tørste?
Umenneske! stød til! der er og Blod i mig.

Jeg øm og kielen skal dit Tab oprette dig.dit Tab oprette dig: råde bod på dit tab.
Øm for din Ære før, jeg frelste den fra Fare.

Du kunde dig, Barbar, saa grum en Omsorg spare.
Du lover digDu lover dig: du gør dig forventninger om. min Haand som en tilbørlig Frugttilbørlig Frugt: passende belønning.
Udaf din Nidkierhed.Nidkierhed: fanatisk iver, emsighed. Snart haver jeg den brugt.
(Hun stikker sig.)
Nu kan du tage den.

                                         Skil mig ved disse Erter;
Jeg maa med Armene og vise mine Smerter.
(Mette tager Skaalen, og hun og Jesper spiser, Mads setter sig i Lavei Lave: til rette. og siger:)
En distileretdistileret: destilleret, fortættet, af koncentreret styrke. Ild af tretten Helveder
Og – – jeg veed ikke selv, hvor mange Furier.Furier: onde ånder i kvindeskikkelse, der hører hjemme i dødsriget i rom. mytologi.
Hør Mette, hielp mig lidt. Du kan jo Emolletten;Emolletten: den lille multiplikationstabel.
Siig mig, hvor mange er da TrendeTrende: tre. gange Tretten;
Thi Trende Furier der er per Helvede,
Om man har sagt mig sandt.

                                         Ni – – ni og tredive.

En Helt, som regner slet er meget at beklage.
Min Tale paa en frisk jeg nu maa igientage –
En distileret Ild af tretten Helveder
Og ni og tredive bandsattebandsatte: forbandede. Furier,
Som huses i mit Brøst, mig Hovedet giør’ kruset.mig Hovedet giør’ kruset: gør mig forvirret.
Men denne troer jeg nok, skal feie dem af Huset.feie dem af Huset: få dem væk.

Hvor er jeg lykkelig, min Tour dog kom engang!min Tour dog kom engang: at det endelig blev min tur.
(Hun giver Jesper Skaalen.)
Jeg seer to kiere Lig af høyest Helte-Rang –
Jeg seer – jeg ikke kan en Helte-SprikvortHelte-Sprikvort: heroisk fyndord. finde.
Jeg uden Sprikvort døer – Herr Jesper! Tienerinde.Tienerinde: til Deres tjeneste.

Hvi skulde Mette døe? Jeg ey Aarsagen veed; –
Men naar de alle døe, saa maa jeg og afsted.
(Han setter Skaalen fra sig.)
87I Efterlevende som dette Sted betræde!
Som skue disse Liig og ey vor Død begræde,
I haarde er’ som Flint – Saa grum er ingen fød.
Nei, EfterslægtenEfterslægten: efterkommere. vistvist: med sikkerhed. bejamrebejamre: klage over. skal vor Død.
Paa dens Medlidenhed jeg forud er saa sikker,
At jeg et Ønske giør, i det at jeg mig stikker,
Hvorved jeg vidne vil min Tak for hver en Taar.Taar: tåre.
I Efterlevende! troer!troer: tro mig. det fra Hiertet gaaer.
Gid det ey Eder gaae, som det gik denne Stømper!Stømper: stymper, dvs. stakkel.
Gid Eders Kierlighed maa aldrig mangle Strømper!