Bestiæle min Rival? det er for farligt Mette.

Jeg veed det eene Raad, og intet uden dette,
Som til dit Beste mig CupidoCupido: Amor, romersk elskovsgud med vinger, bue og pil. selv indgav,
Skielv du! i fald du ey benytter dig deraf.
En Siæl, som Gretes Siæl for Æren meget vover,
Og skiønt hun sig med Mads kun liden Lykke lover,
Saa troer jeg dog, hun før sin Haand vil give ham,
End een, hvis støvlet Fodstøvlet Fod: på Wessels tid var sko, knæbukser og hvide silkestrømper til at skjule det bare stykke fra knæet ned til foden faste bestanddele af mænds selskabsdragt. Til daglig gik jævne folk enten med langskaftede støvler eller lange bukser og uldsokker. skal gjøre hende Skam.

Det altalt: allerede. besluttet er, jeg dine Raad vil følge.

Du gaaer saa snart Johan? jeg kan dig ikke dølge,dølge: skjule.
Jeg havde ikke tænkt, det kostede saa lidt
For en ophøyet Siæl at giøre saadant Skridt.
Min Helt! for alle Tingfor alle Ting: frem for alt. mod Dyd lad Elskov stride!
Viis ikke Lasten frem paa dens luslidteluslidte: luvslidte. Side.
De Store synde vel i Grunden som de Smaa,
Men Maaden, som enhver sin Synd udøver paa,
Den eene giør til Helt, den anden til en Staader;Staader: stodder, ussel stakkel.
Du ey Forskiellen veed, Seigneur! paa disse Maader,
Saa smuk Opdragelse, du end for Resten har,
Du har i denne Sag opført dig som en Nar.
Bør du ey sige først, hvordan dit Hierte splittes?
Snart sværge: At det ey ved Laster skal besmittes?
Snart raabe! Elskovs Gud din Gud allene er?
Og efter elleve til tolv Omvexlinger,
Hvorved nu Kierlighed, nu Dyden Seyer vinder,
Mag saa,Mag saa: indret det således. at Elskov dig den tolvte gang forblinder,
Vræng Munden, vrievrie: vrid. din Krop, bær digbær dig: bær dig ad, opfør dig. som du var gal,
Og naar du det har giort, bestiæl saa din Rival.

Tolv gange Mette? ney, det vil for længe vare.
Det er den høye Tiid.Det er den høye Tiid: tiden er knap.

                                         For Tiden da at spare,
Giør her Præludium,Præludium: indledning, de indledende manøvrer. og gaae saa strax derhen,
Hvor Madses Kiste staaer, saa vil kiærligen
Troe, at du underveys har giort det af med Resten;
Det er jo vores Pligt, at tænke vel om Næsten.

O! hvilken Qval og Striid – – Mit Hierte splittes ad –
Dyd! Elskov! kan I to ey søbe af et Fad? –
En af jer vinde maa, den anden maa fordømmes,
To Store i en Sæk kan ingenlunde rømmes,rømmes: rummes.
Men Sækken som I to kan ikke rømmes i,
TilgavnsTilgavns: fuldt ud. undgielde maae for eders Klammerie,
Mit Hierte revner snart, – jeg elsker eder begge –
Du, Elskov er mit Liv – Du Dyd min Kiæle-Degge! –
44Jeg pleyer ellers gaae derfra, hvor Slagsmaal er,
Men jeg de Stridende med mig i Hiertet bær. –
Omsonst af flye, omsonst at vilde dem forlige, –
Her er ey andet for, jeg Dommen maa afsige: –
Min Kiæle-Degge Dyd, ja Seyeren er din,
Du eene herske bør i stolte Heltes Sind.
Viig lille snottede!lille snottede: Amor eller Cupido blev typisk fremstillet som en lille dreng med vinger, bue og pil; her fremstilles han respektløst med løbende næse, på norsk: snørret. som skyder Folk med Pile,
Som til min Uhæld har min Grete lært at smile,
Min Grete? Ney – hvis da? maaskee Mads Madsens? ja! –
Jeg skielver for min Dyd, og skynder mig herfra.
(Til Mette)
Kan jeg nu gaae?

                     Ja vist.

                                         Naar Dyd og Elskov stride,
Skiønt man som ofteste kan see, til hvilken Side
45Sig Lykken helde vil, saa føler man endda
En tvivlsomtvivlsom: tvivlblandet. Frygt, jeg veed ey, hvor den kommer fra.

          Aria.
          Saaledes kan en Skyldner bæve,
          Naar paa hans Dør med ivrig Næve,
          Der pikkespikkes: bankes. af en Creditor; –
          Skiønt Slaaen lukker inden for,
          Skiønt PokkerPokker: fanden. sielden pleyer føre
          Folk ind igjennem lukte Døre,
          Saa skielver Skyldneren endda;
          Gud veed, hvor saadant kommer fra.

Nu er der intet meer, som kan min Lykke hindre.

Du har vel ey forsømt hvad jeg dig bad erindre,
Formaliteterne. – – –

                                         Jeg alting haver giort,
Som du mig foreskrev; thi det ey siger stort,
At jeg kun haver brugt en middelmaadigmiddelmaadig: halvhøj. Stemme;
Jeg var saa bange for, man skulde mig fornemme,mig fornemme: fornemme min tilstedeværelse.
I fald, som du mig bød, jeg havde skreget – –

                                         Ney!
Det intet skade kan. – – –

                                         Saa er der heller ey
Det ringeste forsømt, thi hvad vil det vel sige
At Tiden ikke just afpasset blev saa lige?
Det er en ringe Ting, ey værd at tale om.

Hvad meener du?

                                         At jeg til Madses Kiste kom.
Just da udi min Siæl Dyd førte Regimente;førte Regimente: havde herredømmet.
47Det var ey raadeligt et Øyeblik at vente,
Til Elskov Seyer vandt, og reent at bryde af
Den nys begyndte Roes som jeg til Dyden gav,
Var alt for latterligt; jeg desforuden vidste,
At inden stakket Tiidinden stakket Tiid: inden længe, (no.) innen kort tids. mig Elskov skulde friste,
Og stærkere end Dyd, mig giøre til en Tyv;
At stiæle Klokken Sex og stiæle Klokken Syv
Det kommer ud paa et; jeg altsaa strax udførte
Mit Foretagende, og da mig ingen hørte,
Det ligegyldigt var, om Elskovs Raserie,Raserie: vanvid.
Som mig forledede til dette Tyverie,
Kom to Minuter før, kom to Minuter siden;
Og overaltoveralt: i det hele taget. en Helt ey Slave er af Tiden,
Thi Klokken er kun for Skoemagere og Skræd –

Tal du kun Ordet ud, og bluesblues: skam dig. ey derved.
En Skredder, som er Helt, er ikke Skredder meere:
Den Titel som er størst tilkommer os blant fleere.Verslinjen er lagt til i tråd med trykkfeilslisten bakerts i førsteutgaven.
I øvrigt finder jeg, Seigneur, at du har Ret;
En Helt hvert Øyeblik afpasser ey saa net;net: nøje, nøjagtigt.
Men Grete nærmer sig – – –

                                         Jeg vil afsides træde,
Iføre Strømperne,Iføre Strømperne: iføre mig strømperne. og være her tilstæde
Om et Minut igien.

                                         Hvor er min Skiæbne haard!
Fra et til andet Sted jeg i den Tanke gaaer,
At min ForfatningForfatning: tilstand, især sørgelig. sig med Stedet skal forandre;
Men Sorgen følger mig, ihvorihvor: hvor. jeg end vil vandre.
Jeg ned i Haven gik, min Sorg spadserte med,
I Gyngen satte mig, min Sorrig op og ned
Sig gyngede med mig. Ja i vort Spise-Kammer,
Hvor jeg saa tidt tilforn fandt Raad mod al Slags Jammer,
Omsonst jeg søger nu en Lindring for mit Sind,
Min Sorg med lige Skridtmed lige Skridt: i samme tempo. ledsager mig derind.
49Jeg tænkte røget Flesk kan hielpe, hvem kan vide?
Men følte Flesk og Sorg i Halsen fast at sidde.

Slaae dig til Roelighed.

                                         Jeg finder ingen Roe
Veninde! før du mig har sagt, hvad jeg kan troe
Om dette Haab, hvormed du smigrede mit Hierte;

Troe, at du snart skal faae alt, hvad din Siel begierte,
Troe, du er lykkelig, troe al din Sorg og Vee
Nu Ende har; ja troe – ney troe ey meer, men see!

Johan med Strømper paa! – Tvivl, Haab og Frygt – og Glæde
BetageBetage: overvælder. mig, og knap at aande mig tilstæde.tilstæde: tillader.

Hvor fik han dem? siig snart.
(Til Johan.)
                                         Johan, jeg har en Tvivl.

Svar hende som en Helt, tael i den høye Stiil!

Johan, jeg har en Tvivl, den kan du mig betage;mig betage: befri mig for.
Jeg veed, man intet faaer omsonstomsonst: gratis. i vore Dage;
Hvor fik du Strømper fra?

                                         Hvis dette Spørgsmaal gik
Udaf en anden Mund; i dette Øyeblik,
Han for sin Dristighed med Livet skulde bøde;Hvis dette Spørsmaal … bøde: denne og den foregående replik har forbillede i et berømt replikskifte i Pierre Corneilles tragedie Le Cid (1637), hvor helten Rodrigues fader spørger: «Rodrigue, har du mod» (Rodrigue, as-tu du coeur?) og får det indignerede svar: «Enhver anden end min fader skulle straks få det at føle» (Tout autre que mon père / L’éprouverait sur l’heure).
Den som formaster sig, at giøre Kinder røde,
Som Skiæbnen har udseet til Kinder for en Helt,
Hvor fælt han straffes end, dog straffes ey for fælt.

Saa rødmer du?

                                         Madam! ja, men paa eders Vegne,
Saa lav Mistanke kan ey høye Siele egne,egne: passe sig for.
Men eders Siel er lav. – – –

                                         Seigneur! høy eller lav,
Jeg beder dig, besvar det Spørgsmaal jeg dig gav.

Mindst drømte jeg Madam! at I mig skulde nøde
Til at fralegge mig en saadan nedrignedrig: uædel. Brøde.
Jeg Maalet,Maalet: genstanden. sagde I, for eders Elskov var,
Ney Maal for jer Foragt, den Sag er alt for klar.
Forgieves søgte man paa heele Jorderige
En Elskerinde, som sin Elsker vilde sige:
De Strømper som du bær, du stiaalet har, min Ven!
(Af hvad I sagde før, det var dog Meeningen:)
Jeg lod ved Paaske-Tiid mit Hoved-Haar afrage,Jeg lod … mit Hoved Haar afrage: folk, der gik med paryk, lod sig kronrage eller klippe meget tæt, for at deres naturlige hår ikke skulle hindre parykken i at sidde fast.
Af Skrek sig reyser nu den Stump som er tilbage,
Og løfter min Paryk en Tomme fra sit Sted –
Hvem bliver skieldt for Tyv,skieldt for Tyv: udskældt for at være tyv. og gyser ey derved?
Dog Skredderen Johan har Aarsag til at meene,
At han frikiendes ved sit blotte Navn allene:
Johan von Ehrenpreis,Ehrenpreis: (ty.) Ærenpris, dvs. den der tager prisen som den mest ærefulde. viid naar man heder saa,
Man da umuelig kan et Tyverie begaae.
Madam! I maatte dog min ømmeømme: fintfølende. Siel forskaane
Den har endnu ey lært, at lade sig forhaane;
52Jeg før i Lære stod, min Mester var en Stud,
For ikke smukke Ting han tidt mig skieldte ud,
Jeg dølger ey derfor, han tidt, din Esel! sagde,
Men Tyve-Navn, Madam! han aldrig mig tillagde,
Det var mig forbeholdt at høre det af Een
Som jeg tilbad, Som var min tredie Øyesteen.
I græder Grete?

                     Ney!

                                         Da burde I dog græde.

Ifald jeg græd, Seigneur! da skeede det af Glæde.
Nu kiender jeg Johan, hvor er jeg lykkelig, –
Hvor er du dyrebar – du vistvist: bestemt, helt sikkert. tilgiver mig
At jeg din Helte-Siæl saa haardt paa Prøve satte,
Ifald du fatte kan – – dog ingen Siel kan fatte,
Hvor min Høyagtelse høyt til Beundring steeg,
Og steeg alt høyere, jo meer du bister skreeg.
Min Elskov og min Agt,Agt: agtelse. du kaldte tidt din Lykke,
Læs i mit Hierte nu, see hvilket Fandens Stykke
53Din Lykke voxet har ved denne Leylighed.
Og jeg skal vove forjeg skal vove for: jeg vil vædde på. du er ey længer vred.

Jeg, være længer vred? Ney Uforlignelige!
Jeg sige maa – – –

                                         Her er ey Tiid til meer at sige,
I begge nøye viist jer Ret til Helte-Rang,
Og eder nøye bør hermed for denne gang.
Hvert Øyeblik er dyrt og I behøve begge
Paa eders Bryllups-Pynt den sidste Haand at lægge.