«Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ey skeer!»
O! alt for fæle Drøm! mig synes, at jeg seer
Endnu den sorte Geist,Geist: ånd, genfærd, spøgelse. at jeg ham hører true
Med samme Torden-Røst, – Saa skal jeg aldrig skue
4Det Haab opfyldt, hvorpaa jeg byggede saa tryg,
Da paa min Skredders Skiød, med Haanden om hans Ryg,
Jeg hørte ham saa tidt med kiælen Stemme sige,
Jeg var hans eeneste, hans allerbeste Pige,
At mine Øyekast sig trængte tilsig trængte til: trængte ind i. hans Siæl,
Og at han uden mig ey kunde lidelide: befinde sig. vel.
(Troeløse! jeg gad vidst, hvordan du nu maa lide)
En Diævel skulde dig ey kunde fra mig slide,
Min SmiilMin Smiil: mit smil. din VellystVellyst: fryd. var, og mine Vink din Lov:
Det svoer du paa, og løy, og denne Løgn var grov;
Thi over Tiden nu det er altalt: allerede. otte Dage,
Som du mig lovede at komme her tilbage –
Forbandet den Major! hvis Buxer gik i tu;
Dog ney – utroe Johan, forbandet være du!
Det Bud som foregav,foregav: lod som om. at en Major ham sendte,
For at berette dig,berette dig: give dig besked om. de Buxer, som du vendtevendte: syede om, således at den hidtidige vrangside kom til at vende udad.
I Fior, var nu i tu, og at et andet Par
Ham maatte giøres strax, thi han i Knibe var,
Han for at skuffeskuffe: bedrage. mig med dig var sammensvoren,
I kiørte Pokker I! og ikke til Majoren. –
Hvor kunde vel hos mig Mistanke finde Sted?
Jeg var godtroende og blind af Kierlighed;
5Stokblind jeg vist nokvist nok: helt sikkert. var, som kunde ey begribe,
At aldrig saadan Mand, en reenreen: virkelig. Major, i Knibe
For Buxer være kand; jeg nu for sildefor silde: for sent. seer –
(efter nogen Taushed.)
«Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ey skeer!»
Viig fra mig sorte Aand! som tordner i mit Øre –
Dog ney – Jeg hører ey – Jeg synes kun at høre.

Hvad nye Fortræd Masør!Masør: ma soeur (fr.), min søster, veninde. forvolderforvolder: er årsagen til, skyldes. disse Skriig?
Hvor ængste de min Siæl!

                                         Jeg er ulykkelig!
Veninde hør og skielv! et fælt sortagtigt Væsen,
En Diævel uden Tvivl med sorte Haar paa Næsen,
6Mig nu, jeg sad og sov, i Drømme forekom,Mig … forekom: viste sig for mig.
Og grumt og brølende afsagde denne Dom:
«Du bliver gift i Dag, skal du det eengang blive!»

Man bør ey altid troe, hvad Drømme os indgive,

Du veed, en Heltes DrømHeltes Drøm: hvis der indgår drømme i tragedier, vil de helt typisk gå i opfyldelse; det er en genrekonvention. har aldrig feilet før.

Lad det end være saa, du dog betænke bør,
At til en rigtig Drøm der Seng og Nat udkræves;
Om Dagen i en Stoel – –

                                         Du trøster mig forgieves.
Det Indtryk, som min Drøm har giort udi mit Brøst,
Desværre trodser din og heele Verdens Trøst.
Jeg seer min visse Død – –

                                         Men den seer ikke Mette.
Din Drøm var den end sand, den siger kun dette:
Du aldrig giftes skal.

                                         Og den, som siger det
Han siger, jeg skal døe. Thi jeg har nogen Ret,
Hvis tusind Vidnesbyrd mig nogen Ret kand give
At troe jeg ikke bør blant Grimme regnet blive,
Og naar man ey er grim og er ey heller død,
Man for at blive gift ey pleyer lide Nød.lide Nød: have svært ved.

Forlad mig,Forlad mig: tilgiv mig. jeg tilstaaer, at jeg mig har forløbet.jeg mig har forløbet: jeg er gået for langt.

Du ved din TaleRettet fra Du veed, din Tale i tråd med trykkfeilslisten bakerst i førstetrykket. kun Eenfoldighed har røbet,
Og den er altalt: allerede. forladt.

                                         Forlad da ligesaa,
At jeg dig endnu tør et Middel foreslaae,
Hvorved du lykkelig, og Drømmen sand kand blive:
Gift dig i Dag med Mads – –

                                         Min Haand jeg skulde give
Til den jeg før forskiød.forskiød: afviste. Den Kaal jeg spøtted’ i
Jeg skulde spise selv. Gid før – –

                                         For alting tie!
En ubetænksom Eed man ofte maa fortryde,fortryde: ærgre sig over over.
Og mine GrundeGrunde: argumenter. dig maaskee kand overtyde,overtyde: overbevise.
Du ey forsværgeforsværge: benægte, afvise højtideligt el. ved ed. bør at blive Madses Brud.
Sandt nok ved saadan Eed en Siæl sig mærker ud,sig mærker ud: udmærker sig. At sværge kategorisk hører til tragediekonventionen.
Som ikke tænker lavt, men jeg tør endnuendnu: yderligere. sige:
Den Siæl hverandenhveranden: enhver. maa i Høyde overstige,
Som kunkun: ene og alene. af Lydighed imod sit Kald og Pligt
Nedlader sig til det, som den er væmmeligt.
Men vores Kald og Pligt, saa mange, som vi ere,
Er at udvælge os en Mand i TugtTugt: dyd, ærbarhed. og Ære.

Hvo kand vel staae imod den rene Sandheds Sprog,
Det har udi min Siæl oplyst den mørke Krog.
Fornuften i dit Raad er villig at samtykke,Fornuften i dit Raad er villig at samtykke: Fornuften (opfattet som person) er indstillet på at tage imod dit råd.
Kun maatte Hiertetmaatte Hiertet: gid hjertet måtte. ey Fornuften undertrykke!
Der dog endnu en Ting for Hovedet mig staaer;for Hovedet mig staaer: ligger mig stærkt på sinde, bekymrer mig.
Om jeg dig lyde vil, hvem staaer mig inde for,staaer mig inde for: garanterer mig.
At Mads foragter ey, den ham har før foragtet?

Du hans Høyagtelse for evig har forpagtet,har forpagtet: har lagt beslag på, har eneret til.
Det staaer jeg inde for og til Beviis herpaa
9ForFor: før. Solens Opgang han for mine Fødder laae
I Morges Taarefuld, og med en ydmyg Mine
Bad om Tilladelse at kaste sig for dine.
Han har en vigtig Sag at foredrageforedrage: forelægge, fremstille for. dig
Som han fandt raadeligtraadeligt: tilrådeligt, klogt. at holde skiult for mig.
Hvis du tilstedertilsteder: tillader. det, og du det bør tilstede,
Jeg strax vil hente ham – –

                                         Lad din Forstand mig lede,
Giør hvad dig synes best, min Siæl indviklet er
I Sorgers mørke Skye, du dens Veyleder vær.

Saa er jeg da fordømt til Madses Brud at blive,
Jeg give skal min Haand, og kand ey Hjertet give;
De skulde begge to saa deylig fulgtes ad,
Hvis den utroe Johan ey værdig var mit Had.

Seigneur!Seigneur: (fr.) herre; alm. tiltaleform i fransk-klassisk tragedie. Indgangen hid jeg vilde dig ey hindre;
Thi af en Mand, som du, jeg venter intet mindre,intet mindre: alt andet.
End smaa Bebreydelser, som giør os begge Skam.

Enhver, som kiender Mads, bør tænke saa om ham.
Vel sandt du mig forskiød,forskiød: afviste. men det er kun en Skiæbne,
Mod hvilken du omsonst, og jeg, mig vilde væbne:en Skiæbne … vilde væbne: en forudbestemt udvikling, som du og jeg forgæves prøver at forsvare os imod. I Holbergs Peder Paars er hovedpersonen midlertidigt strandet på Anholt og beklager sin skæbne i tilsvarende vendinger: «… min Skiæbne, / Mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne» (1. bog, 5. sang, vers 337-38).
Det ingens BrødeBrøde: skyld. er og altsaa ikke din.
En Brøde veed jeg af, og denne bliver min:
Jeg en MisdædersMisdæders: forbryders. Navn med Rette burde bære,
Jeg har fordristet mig din Skiønhed at vanære;
Du tog din Haand igien og jeg har endnu Liv
Jeg ey mit Hierte strax hiemsøgtehiemsøgte: straffede. med en Kniv;
Din Skiønhed jeg til Trods endnu tør drage Aande;
Du Aarsag har om mig at tænke allehaande,allehaande: alt muligt.
11Men tager jeg ey feyl, en Skiæbne eller Aand,
Jeg veed ey hvem af to, tilbageholdt min Haand,
Da jeg MadamMadam: madame, frue; konsekvent brugt tiltaleform til kvinder i fransk-klassisk tragedie. forladt og straffet med din Vrede
Besluttede at døe, min Kniv var af sin Skede,
Min Arm alt udstrakt var, jeg manglede ey Mod,
Døe var min fulde Agt, flyd! raabte jeg, mit Blod!
Men ingen Draabe flød, man er som uden Sandser,
Naar man sig dræbe vil, – Om derfor med et PandserPandser: fast bestanddel af heltekostumet i fransk-klassisk tragedie.
Mod dette grumme Stød een dækkede min Barm,
Hvad hellerHvad heller: eller om. nogen Geist tilbageholdt min Arm,
I den Forvirrelse jeg kunde ey erfare.

Nu min Beskedenhed befaler mig at svare:
Jeg kiender mig for vel til mig at bilde ind,
At hele Verden var udi et Kalve-Skind,var udi et Kalve-Skind: kom i krig.
Fordi jeg byttet bort en Elsker for en anden;
Vel har jeg ofte hørt, naar jeg skal sige sanden,sige sanden: tale sandt, sige sandheden.
At nogle Skiønheds Træk mig gunstig Skiæbne gav,
Men saa hovmodig jeg dog aldrig blev deraf,
At mig i Sinde kom at holde for en Brøde,
Om ved mit Hiertes Tab min Elsker strax ey døde.

Ved din Beskedenhed, min Brøde voxer meer,
Jo meere jeg dit Værd ved den forøget seer.

Nu nok om dette talt, vend dig igien til Sagen.

Jeg har da tydelig, mig synes, lagt for Dagen,
HvorlundeHvorlunde: hvordan. at en Aand, en Skiæbne eller sligt,
Var Aarsag at jeg før ey efterkom min Pligt.
Men Skiæbne Aand og sligt giør intet hen i Taaget,hen i Taaget: uden klar hensigt.
Og med at frelse mig de vist nokvist nok: helt sikkert. meente noget;
Det noget gietter jeg, men om jeg gietter ret,
Et Ja, et Ney af dig skal snart afgiøre det.
Jeg troer, min gode Aand mit Liv har vildet spare,
Fordi den saae min Nød ey skulde evig vare,
Fordi den saae, Johan tilsidst ved nedrig Sviignedrig Sviig: usselt bedrag.
Dig skulde lære ret at sette Priis paa mig.
Herom at sige meer var kun at spilde Tiden,
Og at fornærme dig, som altalt: allerede. for længe siden
Min Meening fattet har; beær mig med et Svar,
Hvoraf jeg fatter din.

                                         Hvad Skiæbnen bydetbydet: påbudt, bestemt. har,
Var en Forvovenhed al mig at vilde hindre;
Jeg har i denne Sag kun dette at erindre,erindre: bemærke.
I Fald jeg giftes skal, da maa det skee i Dag,
Det ellers aldrig skeer – – –

                                         Min Tunge er for svag
Til min ErkiendtlighedErkiendtlighed: taknemmelighed. og Glæde at udtrykke;
Læs af mit Øye-Syn min Elskov og min Lykke
Jeg galopperer hen, at tage Klæder paa
Hvormed jeg værdigen kand som din Brudgom staae.

          Aria.Aria: solosangstykke.
          Skiæbnen bød mig først Johan,
          Nu mig giver Mads til Mand.
          14Naar dig nogen Karper byder,
          Og du faaer kun tørre Jyder,tørre Jyder: vindtørrede og saltede sild og fladfisk, (no.) flyndre, der var ordinær kost på Wessels tid.
          Bliver du lidt flauflau: flov, dvs. skuffet. derved;
          Men har du en sulten Mave,
          Og ey anden Mad kand have,
          Gaaer den tørre Jyde ned.
          Skiæbnen bød mig først Johan,
          Nu mig giver Mads til Mand.

Hvor nødig Hiertet vil dog for Fornuften vige!
Jeg hører dennesdennes: sidstnævntes, dvs. fornuftens. Røst alvorligen at sige:
Mads blive skal din Mand, men Hiertet siger: Ney –
Dog, hvorom alting er, saa gaaer jeg nu min Vey.