Innleiing

Olav Akselsson spør mor si om råd: Finst det noka kjempe nokon stad som vågar å slåst med han? Mora svarar at den einaste ho veit om, er trollet Iver Blå, som bur på Holmens berg, saman med mange andre troll, og som gjer stor skade på alle som kjem i nærleiken. Olav Akselsson segler i veg og tek berre med seg ein styresmann og tre smådrenger. Men styresmannen viser seg å vere lite skikka til ei slik ferd, han byrjar å skjelve av redsle når han høyrer Iver Blå rope og skrike. Han må bindast til skipsstamnen for å hindre at han rømmer med skipet. Iver Blå trur at Olav vil fri til søster hans, og ikkje slåst, sidan han har så få følgjesmenn, og tilbyr Olav søstera til ekte, men Olav svarar at det ville vere til stor vanære for han om han skulle gifte seg med ei trollkjerring.

Olav drep tusenvis av troll, men så dukkar det opp ei gamal trollkjerring, og ho kastar runer på sverdet hans, slik at det ikkje bit. Ein av smådrengene som er att på skipet saman med styresmannen, blir uroleg og vil hjelpe herren sin. I berget finn smådrengen søster si, som er fange der. Ho gjev han det einaste sverdet som kan skade Iver Blå, og med det drep smådrengen både Iver Blå sjølv og dei andre trolla. Olav Akselsson og smådrengen sparar berre ein gamal trollgubbe som lovar dei gull og sølv, og med denne rikdomen og med smådrengens søster segler dei attende. Den gamle gubben viser seg å vere far til Iver Blå og dei tolv brørne hans.

Den eventyrlege handlinga er typisk for mange kjempe- og trollballadar. Helten spør mora eller nokon annan kven han helst bør slåst med for å vinne gull og ære. Så reiser han ut i verda og møter ein eller fleire motstandarar som han gjer det av med. Ofte frir han ei vakker kvinne ut av berget, som trolla har teke til fange. Deretter dreg helten attende med alt han har vunne.

Det finst to variantar av denne balladen, som berre er registrert på norsk. Eldst er ein lang og omstendeleg danskspråkleg tekst på heile 189 strofer. Han står i eit eige hefte og er førd i pennen av ein «Ole Olsen Espeland» frå Bjelland prestegjeld i Vest-Agder 29. mai 1796. Ved folketeljinga i 1801 er han oppførd som ugift «skoleholder», fødd kring 1776. Dessutan står namnet «Thyge Christensen Stovnaas» skrive på innsida av permen. Ved folketeljinga i 1801 var han husmann med jord, fødd kring 1755 i Bjelland.

Den andre teksten skreiv Sophus Bugge opp i 1864, etter Gunhild Kjetilsdotter Sundsli (1781–1869) frå Fyresdal i Telemark. Gunhild Sundsli er ein av dei aller fremste norske balladesongarane, og Bugge skreiv opp 61 balladar etter henne (Jonsson & Solberg 2011: 569–573). Språket er nærmast reint dansk, med nokre få unnatak, nokre strofer er ufullstendige, og mange rimord ser ut til å vere forvanska. Likevel må det liggje ein norsk eller norrønspråkleg tekst til grunn for denne kjempe- og trollvisa. Enkelte opphavlege norske uttrykk har overlevd, som uttrykket vekkja blod, det vil seie få blodet til å renne.

Under oppskrifta har Bugge notert at «Sønnen Kjetil kan nok mer af den. […]». Bugge refererer her til Kjetil Knutsson, eitt av dei seks borna til Gunhild Kjetilsdotter og Knut Åvaldsson. Kjetil (f. 1817) var husmann på Sundsli nordre under garden Kilan, og dei siste åra Gunhild levde, heldt ho til hos sonen og huslyden hans, som enke og kårkone. Bugge skreiv likevel ikkje opp noko etter Kjetil Knutsson.

Oppskrift A

TSB E 122: Olav Akselsson

Oppskrift: 1796 av Ole Olsson Espeland etter ukjend songar, truleg frå Bjelland, Vest-Agder.

Orig. ms.: Statsarkivet i Kristiansand, D/0341 Ole Olsen Espeland, Finsland, 1–36.

Ingen oppgjeven tittel.

*

1. Og det var Ole Axelsen,
Hand var en Eedelig Herre,
og Hand fant Ingen i noget Land,
som Dysten Torde med Hanem Prøve,
– Den Herre ligge Veyen
Paa vollen er slagen saa Saare.Alternativ lesemåte i strofe 22: saare for saa SaareOmkvedet blir oppatteke øvst på kvar partalsside. Omfram variasjonen som er nemnd her, er det små, ortografiske avvik. I dei andre strofene er det ofte referert til det med «&c». –

2. Den lever ikke i Noget land,
som dysten Torde med Hanem friste,
I ^hvor Hand møder der Kiempen Paa stand,
da var Hand altid den beste,

3. Saa Rider han ud saa Vide,
Vel syv og Tyve kongeriger,
der finder Hand ingen Kiempe God,
som Ham I striden Tør bie

4. Der boede H^r Iver Paa Holmens bierg
et Trol saa Monne Hand være,
Hand Spurde Til Ole Axelsen,
at Hand mon En Kiempe være,

5. Stedet havde Iver I sin vold,
som alle skibe skulle gange,
Naar de skulde fare Paa fremede land
hand giorde Dem sorg og Vaande

6. Der Kunde ingen slippe levendes frem,
som ville sig over der føre
for Iver slog Dem mest I Hiel,
og Nogle Til bage Kiørte

7. Saa giver de alle for Keyseren klage
bad hand skulde Iver straffe,
der kunde ingen seyle med Skibe der frem,
for Iver dem til bage for hasted

8. Den Romerske KieserFeil for: Keiser lod vebne skib
Hen ved fire og Halvfiersinds Tyve,
De sente hand ind Til Holmens bierg,
Hand meente at De skulde Due

9. H^r Iver sloge Dem alle i Hiel,
Der De Til Hanem Mon komme,
Det de ville Gieste Hanem der,
blev Denem lidet til frome

10. De fire skibe og Halvfiersinds Tyve
som Reyste tilsamen Derhen,
Det vil ieg for sandingen sige,
der kom Aldrig noget Igien

11. Da var Der ingen i verden Til,
H^r Iver Redes for,
foruden Ole Axelsen,
Hand Meente Hand kom aldrig Der,

12. H^r Ole viste Der inttet af,
At Iver En Kiempe Mun være,
Da gik Hand ind til moderen sin,
Og spurde hende med ære,

13. Det Var Ole Axelsen,
spørger Hand Moderen sin,
Ved i ingen Kiempe god
som Dysten Tør Ride med mig,

14. Ved i af Ingen Kiempe at sige,
I er een Gammel Qvinde,
I hvor Ieg leeder i Mange land,
Da Kand ieg ingen finde.

15. Her er ingen Kiempe i verden Til
som Dysten Tør Ride med Dig,
foruden gode H^r Iver Blaa,
Hand bier dig visselig

16. For Hand er nu Trol og ingen Mand,
Hand Monne i Bierget være,
Saa Er og alt det heele Land,
Og alle Hos Ham mon være.

17. Hand haver tilsamen der Brødre Tolv,
hver haver der Atten Tusinde svenne
H^r Iver er en Høvding bold,
Hand haver saa mange allene

18. Der er dog Ingen Christen Mand,
Men Nok af Trold de leede,
Der er saa Mange som Sand i strand
de staar over marker og Heede

19. Gieste du ikke H^r Ivor Blaa,
For det skier dig ikke til fromme,
Ieg ville du skulde heller Paa søen søke,
En Du skulde for hanem komme,

20. Om Du kunde ^søkke Paa skio og bylge
Den sorg kand Jeg Eengang gleme,
Men komer du for det lede Trol,
Det gav Ieg Altid i giemme

21. Det var Ole Axelsen,
Han sværed sin moder saa,
Ieg vil gieste H^r Ivor Blaa,
Det gaar, I Hvor det Maa

22. Det var Ole Axelsen,
han svarer sin moder kiære,
ieg vil Ride Til Holmens bierg
om Hesten vil mig bære,

23. Du finder der ingen Rides vey,
men Der boer skiøen i fre,
Her er i mellem saa stoer en skiø,
Tre hundred Miil før Du landet kand Naa

24. Er her imellem Den stoere skiø,
Trehundre miil til landet mon være,
Da skal Ieg Tage mit gode skib,
Ieg meener Det skal mig Bære

25. Vil Du saa redelig til Holmens bierg,
og gieste H^r Ivor blaa,
Saa Tag med dig De beste Kiemper,
Som striden kan fore staa

26. Tag med Dig Junker strange,
og Der Til kiempen Baar,
De ære De beste her tuenne,
der striden kand vel forestaa,

27. Ieg tager ikke Junker strange her fra,
ey heller Kiempen Baard,
de skal være Hieme i mit land,
og skal mit Rige fore staa.

28. Om du havde Ti Tusende svenne,
Du havde Dem alle behov,
om Du skulde gieste H^rr Ivor Blaa,
Ieg Frygter han dem alle ihielslog

29. Ieg Tager med mig mine Smaadrenger tre
jeg vil ikke fleere være,
og saa Den gode styremand,
som skal mit skib Regiere

30. Ieg vil ikke flere tage herfra,
Gud ved om ieg komer her i gien,
Men bliver det saa ieg skade faar,
saa Døer jeg ikkund Kiempen Een

31. Saa Vinder De op Deres Silke Seyl,
saa Høyt I for gylte Raa,
saa seyled de Vit Paa den søe,
og Hørde H^rr Ivor blaa,

32. De kom der mit udpaa Den søe,
Et hundre og halvtreds miil til hvert land monne være,
Der hørde De gode H^rr Ivor Blaa,
Hvor Hand iFøre i-en er det byrja på ein b. bierget Regiere,

33. Da begiønte styrmanden, Til at Ryste og sielve,
af Hiertet angest og møde,
Af Redsel Hand falt I skibet ned,
De mente at Hand blev Død,

34. Saa Bange blev Den styrmand,
For Hand Hørde Ivors’ Røste,
H^rr Ole Vender Sig snarlig om,
Begiønte sin Styrmand at Trøste

35. Høre Du Usel Styremand,
Hvi Mone Du saa Ræd være,
For Denne Eene Fræmmede Mand,
Hand komer ikke Til oss Her,

36. Ikke Heller Haver Du at frygte fore,
saa lenge som jeg er i live,
Men om du saa at jeg var død,
Da var det Tiid Nok at qvide

37. Du ved Du skal i skibet være,
og ikke paa landet kome,
Men Jeg vil Reyse Der ind paa land,
og giøre Dem sorg og Vaande

38. Det var Ole Axelsen,
hand spurde sin styre mand,
Vil Du heller Til bage vende,
eller Du vil seyle Der fram,

39. Det var den usel styremand,
svared Hand saa Der til,
Maate jeg vende skibet omkring,
Da ved gud hvor gierne ieg vilde,

40. Jeg vilde heller paa søen springe,
og synke Her ned til grunde,
hel jeg vilde gieste R^rr Ivor Blaa,
om ieg kunde det ankome

41. Du skal ikke tilbage vende,
Men Endelig sejle der fram,
om Du skulde vende mit skib omkring,
Ieg Agtes ikke for en mand

42. Selv vinder hand op sine Silke seyl,
saa høyt i forgylte Raa,
saa seyler hand ind til Holmens bierg,
og finder h^r Ivor blaa,

43. H^r Ivor stander paa Holmens bierg,
og see ud over den strande,
heden er og det Eene skib,
som tør legge ind til ^vore lande

44. Var her fire skibe og halvfiersinds Tyve
De kunde Her ikke vinde,
Da Troer ieg ikke det eene skib,
kand giøre mig sorg i sinde

45. Ieg ser vel hand er et Orlog skib,
Hand fører forgylte brande,
Vißelig haver Hand været i strid,
og bleven saa Rømt fra de andre

46. Haver hand ikke været i strid
og bleven saa Rømt fra de andre,
da er det vist Ole Axelsen,
som agter sig hit til vore lande

47. Men er Det Ole Axelsen
komer hit til landene mine,
Da haver hand vist j sinde at beyle,
Til eeneste syster min

48. Ieg Kand det Mærke at hand saa vil
hand har det eene skib til lande
Men vilde hand legge her krigen paa
Da Havde Hand skibene mange.

49. Det var gode H^r Iver Blaa,
Ganger der ender til strande
Der finder hand Ole Axelsen
hand lagde sin snedke til Lande

50. Og det var usel styre mand.
Det første hand Ivor saa,
Hastig stod hand i skibet op
Vilde springe Paa bylgen blaa,

51. Det var Ole Axelsøn,
griber Hand sin styremand
Da setter hand Hanem bunden der,
udi den fremre stam.

52. Det var Ole Axelsen,
Hand ind Paa landet saa,
Da blev hand var der kom skridens fram
Den gode h^r Ivor Blaa

53. Er Du Her Ole Axelsøn,
Da finder Du her ingen naade,
Ieg vil dig give min Eeneste syster,
og halvparten af mine lande

54. Her haver aldrig været Enten Ridder ellr svenn,
Som ieg de ord haver budet,
men Du skal være Den Eneste Eene mand
som saadan Løfte skal nyde,

55. Ney Ieg haver mig En fæste Møy,
Frue Ingeborg monne hun heede
skulle Ieg ægte den Fule gast,
det var saa stoer en Vanære –

56. Der er inttet hvit paa hendes liv,
Men hun er Glidrende sort,
Foruden De Tænder hun haver i mund,
De skine som Brendendes Gloe.

57. Øyne haver hun som en brendendes brand
med tenderne Munne hun skingre,
og henge Paa Næsen som en Hund
og sidder i bierget Der inde

58. Ret Aldrig haver ieg set systeren din,
men af dig ved ieg hvor Hun er,
saa Er baade Du og alle dey,
saa mange i bierget Er

59. Du er den ledeste Dievel og Trol,
som sverdet kand bindes ved side,
saa er og alle Dine brødre Tolv,
de lig Ved dig mone stride.

60. Da vender H^rr Iver tit omkring,
Og holder de ord for spot,
Est Du saa Til lande komen
Ieg kand ikke byde dig got,

61. Da Vredes gode H^r Ivor Blaa
hand Raaber over alle sine,
I Komer nu alle mine brødre tolv,
med alle de svenne i Have

62. Komer alle mine brødre tolv,
Med alle de svenne i Have,
selv vil jeg den trættende være
ieg vil see h^r Oles’ grav

63. Det var Ole Axelsøn,
Hand svared der til med ære,
lad see du tager De alle med dig,
At Ingen Der Efter skal være,

64. Der kom en Dør i det første bierg,
der de Tolv brødre udreyste,
hver af dem havde atten Tusende svenne
og alle ville striden friste

65. Mand Hørde ogsaa i det andet land
Der Iver selv udfarer,
Tolv gange atten Tusend Havde hand,
det var saa stor en skare

66. Det Var Ole Axelsen,
hand ind i skibet Rente,
Der Tog hand sin Rødegulde Hielm
Den Mone hand om sig spente.

67. En Hielm og Brynje Tog Hand paa sig
Som inttet sverd kunde paa bide
saa tog hand Det faste sverd,
Som Hand Torde vel paa lide

68. Det var Ole Axelsøn,
Hand sig over axlen saa,
Da seer hand hværken Top ellr Træ
for alle de Trol der var,

69. Og Ride saa Mone De alle Der,
og Ingen var Der som gaa,
Det fortrød Ole Axelsøn
han kunde ikke god Hesten faa

70. Da loe H^r Ole Axelsøn,
Hand Smiler under Hielmen Røde
Skal Ieg lenge paa Marken gaa
og giøre dem sorg og møde

71. H^rr Ole Rente blant Denem ind,
Hand var baade vred og Grum,
Saa Mange folk slog Hand i Hiel,
og sadlene giorde han Tom

72. Der var Ingen Hest I all den fær,
H^r Ole lyster at Have,
for uden een I blant Dem alle,
Hand var langt ind i den skare

73. Hand Rente saa hart blant Denem ind
og Hugde paa begge sider
saa mange Trol for hanem kom
der bide hanem Ingen I striden.

74. Hand slog saa lenge og gik til fod,
Tjil Hand var træt og vrey,
H^r Ivors ælste broder slog hand i hiel,
og satte sig op at Ride

75. See Nu haver Ieg faat en ganger skiøn
Og sadelen Er af guld,
Og hører du gode H^rr Ivor Blaa,
ieg bliver dig aldrig huld

76. H^rr Ola Værget sig som En mand,
Hand hugde saa fast paa dem alle,
Ret lige som løvet mod vinterens Tide,
saa Monne de for ham falde

77. Hand Veyer i den første ^skare,
H^rr Ivors’ brødre og alle deres svenne,
Der H^rr Ivor sig til bage saa,
Da var hand Etter med sine allene

78. Da giver H^rr Ivor saa Høy en skrig,
alle deRetta frå: de de bierg Tygte falsk,
Nu var ieg aldrig i saadan strid,
som saa Mange af mine mone falde.

79. Nu haver du vejet Mine brødre tolv
Det maa Ieg storlige kiære
og siden ale De svene bolde,
som Tiente hos Denem med ære

80. Saa Nu kand Dievelen faa gaver i gien,
som hand her i Biærget har givet,
før Ieg kommer fra Dette land
Da skal her Ingen leve

81. Hør Du gode h^r Ivor Blaa
Ieg vil Dig sanhed sige,
her skal hværken leve qvinde eler mand
Naar Ieg her fra vil Ride

82. Saa stride de samen i Dage tre,
der var baade sorg og møde,
Saa Mange trol der miste deres liv
som laa over Marken var døde

83. Hand veier I Den anden skare,
H^r Ivers’ Mangfoldige svenne,
Iver sig til bage saa
Hand var Etter Manden Allene

84. Da giver H^r Iver saa høy en skrig,
Den hørtes i femten lande,
Hvor lunde skal Ieg striden vinde
Her lever ikke Nogen Mand

85. Elven Rinder saa stride som strøm
ud af de dødes blod
Her er Nu Tii stærke Miile,
som alle De døde laa,

86. Her ligger Paa Tii stærke Miile,
Med Trol af Døde mand,
at Ingen kand sette sin eene fod,
for Dennem Paa hviden sand,

87. Her Er Dog Ingen Christen mand,
Men Nok af Trollan lede,
var der for Dem een Christen mand,
Da var der sorgen meere,

88. Hører Du Ole Axelsøn,
Nu vil vi til samen fegte
stride Til samen og Dysten Rende,
Kand Ingen af os Negte,

89. For Ieg kand Mærke og see Paa Dig,
at Du vil ikke Rømme her fra,
Ieg Rømmer ikke fra mit fædrene land
det gaar i hvor det gaar

90. H^rr Ole svarede Ieg er til freds
med Hvad Du vil begiønde,
Ret aldrig skal det spørges om mig
at Ieg her fra skal Rømme

91. Saa stride de samen i Dage fem,
Der var baade sorg og Qvide,
de kunde ikke heller Nogen af dem,
faa eeden paa deres side

92. For Ivors hielm var lige saa haard,
som den H^r Ola havde,
der kunde ikke bide Denem Noget Paa,
saa hart de med sværdet til lagde

93. Da gives først gode H^r Ivor Blaa,
og saa tager han oppaa
Ieg vilde at Ieg var skilt med dig,
og du var langt her i fra.

94. Hør du gode her Ivor blaa,
Ieg vil dig sige sant,
giv du dig Een fangen Mand,
og lad Mig Raade dit land

95. Uden du dig giver een fangen Mand,
Og Ieg Maa raade dit Raade dit Rige,
eller jeg skal stride Til Dommedag med dig,
uden før bliver Ende paa striden.

96. Da blev Ivor Meere vred,
og Saa Tager hand oppaa,
Ret aldrig skal Ieg leve den Tiid
at du mit land skal faa –

97. Før Ieg skal leve Den sorg og harm
at Du skal Raade mit rige,
for skal jeg stride og fegte med Dig,
Til Domedag som du sige

98. Men høre Du Ole Axelsøn,
Ieg vil dig noget sige,
I Morgen skal Du møde mig Her,
Da skal vi Meere stride

99. Jeg horer dog aldrig lystiger Spil,
Der meere mit Hierte kand glede,
End Naar Ieg høres saa gaar Til,
at stedet striden bliver til stedet

100. Det var Ole Axelsøn,
hand var saa vred i sinde
Hand fik ikke Roe den Nat at sove
for hand vilde striden vinde.

101. Det aarlig om Den morgen,
Der Dagen hand var lius,
Det var gode Ivor blaae
af sengen hand var fus,

102. Sanker hand Qvinder Der var ikke mand,
Hand fik saa stoer en skare,
saa Drager hand Til h^r Ole Paa stand,
vilde kome hanem stoer skade –

103. fremeste gik Den gamle gyr,
og Ilden gik af hendes mund,
Hun Kaster Runer Paa Oles sverd,
saa det ikke bide Kunde

104. Hand Hugde sværdet I sorten Jord,
og strøg Det under sin skoe,
I Hvor hand hugde Paa Trollen Der,
Hand vegt ikke Heller blod

105. Da Tengte H^r Ola udi sit sind,
Hvad Troer Ieg skal nu giøre
om Ieg skal nu slaa med Kampesten
Mun det kunde skade giøre

106. Hand fegted saa lenge med Kampesten,
hand giorde baade Røstet og skaalv,
men Gyren vogtet sig for hans kast,
der monne slet ingen falde

107. De hugde Paa Olas’ forgylte Hielm,
med alle De Sværd som de havde
saa ilden falder der Ned af,
Paa Jorden Marken ned hand lagdes

108. Da Frygtet H^rr Ole ikke for Deres Hug,
Hand viste det kunde ikke bide,
Men der for bar hand den stoere sorg
at De kunde skiolden udslide

109. Da giver sig Ole Axelsøn,
Og saa Tager hand oppaa
gud give at Ieg var skilt med dere
og Ieg var langt her I fra

110. Det var Olas’ liden smaadreng
som needer I skibet laa,
Hand vilde gaa Paa landet op,
og see hvor h^rr Ola sig staa

111. Da Raabte den usel styre mand,
som bunden i skibet Mon staa,
Ieg Raader dig vel gaa ikke Paa land,
de dig under fødder Traa

112. staa du bunden der som du er,
og Ingen Mand til Meen,
men Jeg vil nu Reyse der ind Paa land,
Og see efter Huusbond‹en› min

113. Det var Olas’ liden smaadreng
Hand Ind Paa landet saa,
Da seer hand H^rr Ole Axel søn,
Mit i blant Trollen Mon staa,

114. Da kom Der ud en Christen-Møy,
Hund Monne I Bierget være,
Hun Kiænte Olas’ liden smaadreng,
Det var Hendes broder kiere

115. Du være Velkommen min kiære broder,
Hvem Haver Dig hit følget,
Haver Du følget Ole Axel søn,
Hit over de stolte bølge

116. Haver Du følgt Ole Axelsen,
I Denne sorg og Qvide Vaade,
Ieg frygter at Disße leede Troll,
De kommer der i stoer skade.

117. Jeg haver følget Ole Axelsøn,
hit, I Denne sorg og Qvide,
gud give ieg havde saa got et sværd.
Som kunde H^r Ivor Paa bide

118. Om Du havde saa got et Sværd,
som kunde bide H^r Ivor Paa,
Torde du da Riide Til hanem frem,
Og hanem i Hiel at slaa

119. Havde Ieg her saa fast et sværd,
Som kunde Ham noget paa bide,
Vißelig skulde ieg slaa Hanem i Hiel
Hand skulde mig ey fra vige

120. Her Er inttet Sværd i verden Til,
Som kand bide H^rr Ivor Paa,
foruden Eet I Bierget Er,
Ieg Meener du skal Det faa,

121. Hand Tør ikke have Det delver i hand,
Og stride sig Noget Til fromme,
Hand Reddes fienderne skulle Det faa,
og hand skulle skaden be kome

122. Saa læser Du op De laaser stærke,
Som Der for bierget Mon være,
saa finder Du Paa det gode sværd,
der En kiempe sømet at bære

123. Hielmen af Guld Og der i hos,
som inttet Sverd kunde _paa bide
saa laa der og Det gode Sværd,
som kiempen Maat for vige

124. Der haver du Hielm og det gode sværd,
som kand bide h^r Ivor Paa,
for det er giort af Guld og sølv,
og hært i Eidre blaa

125. Hr Ivor er saa Høy og stoer,
Ieg kand ikke Etter Ham Rekke,
Om ieg skulde hanem en skade giøre,
saa bliver der En Stor Trætte

126. Saa Tager hund Ivors’ beste ganger,
og setter sin Broder paa,
Riid nu frem saa hastelig
Og hug Til H^rr Ivor blaa,

127. Det var Olas’ liden smaadreng
Det første Hand sværdet Rente.
Saa hug hand gode H^r Ivor blaa,
at Odden i sadelen vente

128. Saa Hugde Hand Til den gamle Gyr,
Hand Hugde af Hende Haand og fod,
det vil Ieg for sandingen sige,
Hand bød aldrig for hende bod

129. Saa Dræber Hand siden De Under Qvinder,
saa Mange som der Mon være,
D‹et var Olas’ liden lid›en smaa Dreng
Hand vant Dette mord med ære,

130. H^rr Ola var og Rettelig Træt,
Af glede Hand falder til Jorden
lever Her Paa Dette land,
som giør Nu saadan et Mord

131. Haver Du Himmelen i din Vold,
Ellr haves Paradis at Raade,
Hvor er Du komen Paa Dette land,
og Hielpe mig i Dene Vaade

132. Ieg haver ikke Himelen i min vold,
ikke Heller Paradiis at R{aad}ægiere,
Ieg har dig tient I atten aar,
Det er fleere og ikke fære

133. Haver Du mig Tient i Atten aar,
Altid med hæder og ære,
Nu giver Ieg Dig et Kongerige
Du skal det selv Regiere,

134. Da Kryber ud gamle Toße greve
Hand var baade lang og led,
Hvem lever Her paa Dette land,
som ypper mig saadan En leeg

135. Nu haver Du Veyet minne Tretten søner
Det giør mig sorg i sinde,
Den største sorg Ieg bærer Der for,
den bærer Ieg for Min Qvinde

136. Da haver Ieg brød Nock at give Dig,
som Ieg har givet de andre,
Og Høre Du gamle Toße greve,
Du kand snart efter hende vandre

137. Det var gamle Toße Greve,
falder Hand paa sine kne,
Hører Du Ole Axelsøn,
Ieg vil heller begiære Fred

138. Vil Du H^r Ola give mig Fred,
som Ieg af Dig begierer
Den leylighed Til bierget finder,
vil Ieg for Dig optele

139. stedets stand her over er,
om Du Til skat vil tage
Der kanst Du faa meere guld og sølv
End Dig Tolv kong kand til drage

140. Om du Her setter En Christen mand
Da kand de her Aldrig leve,
for store og flyvende stank,
som her i fieldet om Drive

141. Her er ikke Andre Dyr at skue,
Kun bare vilde biørne,
Her galer ikke andre fugle paa stand
kun bare Ravne og ørne

142. Er Her Nok af saadan Dyr,
saa Har Ieg givet Dem braa
Det er alle Dine søner Tolv,
Til lige med Ivor blaa,

143. Høre Du Ola Axelsøn,
vi vil Der om ikke Tale,
De er Nu døde som døde er,
Mand skulle Dem Heller begrave,

144. Lad Ravne Og ørne bære Dem bort
saa Haver Du ieg skade,
Ieg Meener det er en Almiße stor,
at De sin føde kand have

145. Da svared Olas’ liden smaadreng,
Du skaaner Den gamle mand,
om du skal hannem af dage tage,
det er baade spot og skam

146. Lad hanem samle Noget for dig,
som du Her selv Mune være,
og al den skat der falder af,
lad han den til dig bære

147. H^r Ola stod og Tenker sig om,
Ieg tager Nok Røde Guld,
naar Trollet svær en Eeneste eed,
Da ved ieg Den er huld,

148. skal du Toße greve Nyde fred,
som Du af mig begiærer,
Da skal du vogte sundet for mig
som Ieg her selv mone være

149. Saa mange som haver beskien fra mig,
de skal du lade her gaa,
Men har de dene ikke at vise dig,
Da Maa du dem alle I Hielslaa

150. Komer uden beskien Nogen Christen mand
saa skal du dey ey Heller ikke skade,
saa skal du Tage skatten af dem
og lad dem i freden bort Drage

151. Men lader Du Tørcker og Hedninger,
Komme Paa mine lande og Riger,
saa Komer Ieg Atter stapt Paa stand,
at Giøre dig sorg og Qvide,

152. Hr Ola sig hvor Meget skat,
Du vil Her Hvert aar tage,
Naar Du haver selver skatten Paa lagt,
saa ved Jeg hvad Du Kræver

153. Syv Tønder sølv og tolv Tønder Guld,
skal du mig hvert aar forære,
Om ieg skal være dig Troe og huld,
Og du Maa Her i bierget være

154. Syn Tønder sølv og Tolv Tønder Guld,
vil Ieg dig Hvert aar forære,
Saa maa Ieg Da sanke flere til Mig,
Ieg kand ikke allene her være

155. Du seer Ieg Giøres en gammel mand
Hvor skal ieg saa meget fange,
at Ieg kand Holde bierget ved magt,
Og skatten dig føre Til haande

156. Tager Du Nogen Christen mand
I fra mine lande og Riger,
saa Kommer ieg atter strax Paa stand,
Og Tager dig selv af live

157. Ieg Kand ikke Tage en Christen mand,
De kand Her ikke være,
Men Ieg faar sanke fra andre land
Hvis lige som Ieg er Selv

158. Naar som Du fører Til mig Den skat,
Som Jeg vil Hvert aar have,
Saa sanker Dig Trol baade Nat og dag,
Dee kommer mig ikke Til skade

159. Men Komer Du ikke til settendes Tid
med skatten som Ieg vil have,
saa kommer Ieg Atter med Orlog og Krig,
saa Haver du Daglig Plage

160. Trollet Regte Ole sjn Hand,
Han skulle Ham Tiene og lyde,
Aldrig vilde hand leve Den tid,
hand vilde mod Ola Bryde

161. Hr Ola skriver det Trol til skat,
Hand skulde Ham skatten Til føre,
det skiede der paa Holmens bierg,
Som aldrig skiede der før

162. Trollet Gav Ola en Røde guld Ring,
som Femten Mand kunde bære,
det skal være den første skat,
som ieg vil dig for ære

163. Saa giver hand Ola en Røde guld krone,
Var otte foed i kant,
Den skal Du Have Til Kongelig Her,
for Du er en Kiempe sand,

164. Den haver Ieg baaret Da ieg var ung
Nu mun ieg for gamel blive,
Nu vil Ieg Mig en anden lad giøre,
Der lettere kand for mig blive

165. Høre du gamle Toße greve,
Ieg vil dig noget sige,
I fire aar maa skatten staa
du Tør mig Hand ikke give

166. Men skatten skal ikke borte være
for det Ieg lader den staa,
Naar som Du fanger flere Til Dig,
Saa skal Du føre mig hand Paa,

167. Ney, svarede gamle Toße greve,
Det kand dog ikke saa blive,
Ieg Reddes at Du Kand tage dig for,
og Rente Paa skatten skrive

168. Langt hellere Ieg begiære vil Nu gierne vil,
saalunde Begiære af Dig,
at du vil Tage De fire Aars skat,
og føre den Hiem med dig,

169. Førend dee fire aar gaar ud,
som Ieg skatfri Monne være,
Da Haver Jeg vist saa Mange folk,
som bierget kand Regiere

170. Da Svarede Ole Axelsøn,
Det kand ieg ikke giøre
Ieg haver ikkund det Ene skib,
Ieg kand ikke saa meget føre,

171. Her liger fire og halv fiersinds tyve skibe
Her under Paa stranden hos mig,
de Maa Du tage alle Her fra,
om de behager dig

172. Trollet Tog fire Orlogs skibe,
som Neer Paa Havnen mon være,
Der leger han i de fireaars skat,
som Hand vilde Ola forære

173. Det var Olas’ liden smaadreng,
saa Tager Hand oppaa,
Du haver Min syster I bierget hos dig
den vil Ieg endelig faa

174. Din Syster skal Du gierne faa,
Om Du vil Hende have,
Ieg skal Hende I Min gaard,
som hun Var Min Datter Kiære

175. Hun Haver Mig I Atten aar,
Altid med Heder og ære,
Ulønet skal det ikke blive
Hun haver Mig Tient med ære,

176. Trollet Tager et Megtig skib,
som Neede Paa Havnen Mon være,
der bærer Hand i baade Guld og Sølv
Jomfruen Hand det for ære

177. Jomfruen skal Have det Guld og Sølv,
Det skal Hun selver Giemme,
Smaa drengen skal Have det Gode skib,
og fare Paa skio og strømme

178. Trollet Tager et Røde Guldskrin
Som Fire mand Kunde ikke bære,
Det gav hand Oles liden smaadreng,
som freden med hannem begierte

179. Det var Ole Axelsøn
Hand ganger ned der til strand,
saa løser Hand strax sin styre mand
som stod bunden i fremre stam

180. Saa vinder de op deres silke seyl,
Saa høyt I forgylden Raa,
^aa seyled de Hiem Til Deres land,
vel mindre en maaneder Toe

181. Det var Ole Axelsøn
komer Hiem til sine lande,
Ola Hands folk baade qvinde og mand,
De stod for hannem Paa strand,

182. Hans Moder bad hannem være Vel komen Hiem,
og spurde hvor striden var gangen
om hand havde vundet det store land
hvor hand saa meget Havde fanget

183. Holmens bierg staar under min Haand
Der mone slet Ingen leve,
foruden Een Eeneste Gamel Mand,
som skal mig skatten give

184. De fire aar forgangen var,
H^r Ola spurder der ved
Da havde Trollet saa mange folk
som Halvparten af de der var Før

185. Da begiønte Trollet Den første Tid,
h^r Ola Skatten at føre,
Hand giorde der til sin største flid,
og vilde ham ikke imod giøre

186. Om Ola Nogen tid vilde stride,
og Trollet færdig Mun være
da vilde Hand Reyse Hr Ola med
og giøre Ham striden Til ære

187. Trollet og Ola Axelsøn,
de bleve hverandren Huld
saa lenge de levde I verden Til,
Da fik H^r Ole Guld

188. Nu Prises Ole Axelson,
I mange adskillige lande,
Thi hver seyler frit for Holmens bierg
for uden Trollets vaade

189. Nu lever og Ole Axelsøn,
i fred for Sorg og Qvide
Thi Den findes ike i verden til,
der meere Tør mod Ham stride

*

Strofene er nummererte i oppskrifta.

Heftet, som er på 36 sider, inneheld berre denne visa.

På innsida av omslaget står det: Thyge Christensen Stovnaas
af Findsland sogn
N= gaarden Stovnaas
Tyge Christensen Stovnaas
land

Over oppskrifta står det skrive med blyant: Gundvald Harbak
Finsland.

Under oppskrifta står det: Finis
Espeland d. 29 May Ole Olsen
1796
i største hast er Denne skre‹ven›

På siste sida i heftet står det: Dene vise Er om Kiempen Ole Axelsøn

Oppskrift B

TSB E 122: Olav Akselsson

Oppskrift: 1864 av Sophus Bugge etter Gunhild Kjetilsdotter Sundsli, Telemark.

Orig. ms.: NFS S. Bugge f, 142–153

Ingen oppgjeven tittelTittel i reinskrifta: Olav Akselsøn

*

1. De va Ólav Akselsøn
han går for sin moder at stå
ved ^du nogen kjempe i verden til
som striden tør med mig stande
– Ti her ligger veien på
volden er slagen ‘så såre. –

2. Jeg ved ingen kjempe
som striden tør med dig prøve
foruden gode herr Iver Blå
han bær dig visselig.

3. Herr Íver han bor på Holmens bjerg
og^han haver der ^{vel troldene} mange
men der tør intet menneske komme
at slås med dennem alle.

4. [Han ville av at sjøen ^‹me› dro
der ‹tore ingen komme›

Under strofa står: /Vers/

5. Ja hør i det min kjære moder
hvad jeg dig spørge må
‹je›g vil reise til Holmens bjer‹g›
og stride med Iver Blå.

6. Ja vil du strid^reise til H[olmens bjerg]
og str[ide] m[ed] I[ver] B[lå]
du tak med dig de beste kjemper
som striden kan forestå.

7. Tak med dig Jónker Strangje
og mange kjemper flere
jeg må mig mest sørge ihjel
jeg sér dig aldrig mere –

8. Jeg vil ingen have herfra
Gud ved om jeg kommer igjen
jeg tager min eneste
er det så til jeg livet mister,
så mister jeg ikke uden én –

9. Jeg vil ikke ikkeFeil for: ikke flere tage herfra
kun min eneste styremand
ogsaa min liden smådreng.

10. Men der de komme litt utpå sjø
da hørde de Iver røste
så rædd da blæv den styresmand
han vilde på sjøen springe

11. Kan du da blive så hjerteræd
alt for den store røst
du hører av herr Iver Blå
han kommer ikke til os her.

Under strofa står: (1 Vers: han lout binde styresmannen)

12. Men der de kom til herr Iver Blå
då la dei i land
han møtte dei me strånd

13. For vist er det Olav Axelson
som kommer til landene mine
jeg tror for vist han haver i sinde
at beile til systeren min.

14. Jeg tror han haver det i sinde
med han kommer her så ene
for vilde han føre krig mod mig
så havde han skibene mange.

15. Velkommen Ole A[xelson]
velkommen hid til mine lande
jeg vil give dig systeren min
og hallparten i mine lande.

16. Jeg haver mig en festemø
fru Ingebor mónne det være
skulde jeg tage en Fjeldegast
det var mig en stor vanære.

17. Hun hænger ned næsen lig som en hund
med tænderne mónne hun gríne
med mund og næse som brændende kúl
hun sidder i bjerget inde
– – –

18. Det hørdes i det første bjerg
der hans fem sønner udginge
og enkver af dem havde 18000 svende
Herr I

19. Oluf A[xelson] hug så mandelig
der blev mange sår
^han hug 18000 svende
de måtte til jorden segne

20. Men ut so kom den gamle gýgr
og ilden drev af hendes munde
hun kysste rúner på Olavs svær
så det ikke bide kunde

21. Herr Han strøg sit svær på grøne jór
og strøg det under sin skó
men hvor hart han hug på troldene
de kunne ikkje vekkje bló

22. Han fekted så lenge med kampesten
alt som han kúnde best,
men der vinkede ingen for hans kast
der var slett ingen som falt

Dei talast mæ dei lout kv‹ila›
dei va tróta

(Ivar B‹…›)

23. Gud give jeg var skilt ved dig
og jeg^du var langt herífrå
Olav ønskede det samme
de vilde kvile en Dags Tid.

(Iver)

24. Imorgen vil vi begynde strid
når vi haver hvilet en tide stund
siden så vil vi begynde at stride jeg slås med dig
til dommedag som du av siger

Iver loved Olav meget Guld og Sølv om han vilde reise, så blev Smådrengen urolig
han trode Olav var død

til Styrmanden

25. Statt dú bunden der du står
å ingen mand til men
men jeg vil ride mig upp på land
og sé efter husbonden min

– – –

Da blev han var Ol[av] A[xelson]
hvor han iblandt troldene står.

26. De var Oles liden smådreng
han gik i bjerget inn
der fik han se kjære systeren min
hun sat der i bjerget inde.

27. Hvor kommer du fra kjær broderen min
her i denne sorg og kvide
haver du fulgt Ole A[xelson]
det kommer du vist til kvide.

28. Ja jeg haver fulgt O[lav] A[xelson]
her i denne sorg og kvide
men Gud give jeg havde så gott et svær
som kunde herr Iver på bide,

29. Jeg ved intet svær i dette bjerg
herr I[ver] kan bide på
foruden et her i bjerget er
det mener jeg du skal få.

30. Så fik han det gode svær
og ud på volden at stride^ride
så hug han ihjel herr I[ver] B[lå]
og alle hans sønner tillige

Olav trod.

31. Haver du himmelen i din vold
eller haver du paradis at råde
mens du er kommen i denne nød
og^at hjelpe mig av denne våde

32. Jeg haver ikke himmelen i min vold
Jeg haver ikke [paradis at] råde
men jeg haver tjént dig i 18 år
vel flere og ikke fære.

Så kom di ut adde ryses kvendi.

33. Det var Oles liden smådreng
han hug både titt og skarpt
han hug ihjel den gamle gýgr
og alle hendes kvinder tillige

Så blev Oles sværd godt igjen. Så hugde. Så ropa dei etti fleiri

34. Ud så kom den gamle Tussegreve
falt han på sine kné
hør det, Ole A[xelson]
jeg heller begjærer fred.

35. Om talte O[lav]’s liden sm[ådreng]Reinskrifta har: smådreng (retta frå søn)
i skåner den gamle mand
ti han så småligen beder for síg
vi han ikke dræbe kan.

Så gjorde de Forlig med ham, han lovd dem Guld og Sølv og en^{mangfoldig 1000} årlig Skatt, Smådrengen vilde hava Syster si mæ
Ja – Så kom han hjem og ophøiede Smådrengen –

*

Under teksten står: (Sønnen Kjetil kan nok mer af den. Kilanne-Gutterne kan måske faa skrevet den op).

Strofene er unummererte i manuskriptet.

Reinskrift: NFS S. Bugge VII, 57–63

Om Kjempe- og trollballadar

Kjempe- og trollballadane skildrar meir enn andre balladar kamp og strid. Nokre er relativt realistiske og skildrar dramatiske konfliktar mellom sterke menn. Ære, makt og rikdom er sentrale verdiar, og helten går bokstavleg tala over lik for å leve opp til forventningane som blir stilte til han. Kvinnene står på sidelina i desse visene.

Trolla dukkar rimelegvis opp i dei eigentlege trollballadane. Slike viser minner ein heil del om undereventyr, både når det gjeld handling og tematikk, gjerne ved at ei kongsdotter er teken i berg. Så blir det heltens oppgåve å drepe trollet og fri ut kongsdottera, noko han alltid greier med glans.

Fleire av kjempe- og trollballadane byggjer på motiv i den norrøne litteraturen, ikkje minst fornaldersogene. Alle desse visene har norsk/vestnordisk opphav.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook