Innleiing

Ein bonde har tolv søner, og Råmund er den fremste av dei. Han tener hos kongen, men dei andre hovmennene mobbar han, fordi han har så dårlege klede. Råmund går inn til fostermor si og ber henne sy seg betre klede, men ho vev ein kledning av neslefiber og små vidjer. Så går han inn til kongsdottera. Ho ber han kaste dei stygge kleda, og så skjer ho silkeklede til han.

Nordanfor kongsgarden bur det eit troll som heiter Hølgje kvass. Han trugar kongen for å få han til å gje seg kongsdottera. «Du skulle heller gje meg dotter di», seier unge Råmund.

Trollet ser seg over skuldra og spør kva det er for ein liten gut som slår så stort på. Men Råmund er ikkje redd, og han lovar at han skal møte trollet på leikarvollen. Fremst rir kongens menn i sine brynjer, men når kampen byrjer, skjelv dei alle. Råmund, derimot, feller trollet med klubba si.

Råmund ser ut over fjorden, og der ser han trollet, Trugjen, som ror i ein jarnbåt. Han har rodd heile natta for å leite etter Hølgje kvass, som var morbror hans. Råmund ropar til trollet: «Er han din morbror, er han også min frende». Saman ror dei innover, og Trugjen trur at Råmund er hans frende. Småtrolla lurar likevel på korleis det har seg at Råmund har sverdet til Hølgje kvass. Råmund høgg ned Trugjen og alle småtrolla.

På eit vis må emnet til denne visa vore henta frå ei islandsk soge, Hrómundar saga Gripssonar. I Sturlunga saga står det at bonden Rolv frå Skolmarnes fortalte denne soga i eit gjestebod i Reykhólar på Vest-Island i 1119, og han skulle ha sett soga saman sjølv.

I soga er det ikkje mykje vi kan kjenne att, bortsett frå namnet til Råmund. Soga fortel om vikingferder, plyndring av gravhaugar og kamp med ein dauding inne i haugen. Råmund får kongsdottera Svankvit fordi han hjelpte kongen, far hennar, til å vinne over to andre kongar.

I visa er emnet vorte enda meir eventyr. Råmund hentar prinsessa ut frå berget, og sjølv er han ein oskeladd som slår trolla i hel med ei klubbe, mens kongen og hovmennene skjelv.

I balladane er det vanlegast at omkvedet er det same i heile visa, men i mange av skjemteballadane kan vi òg høyre at omkvedet endrar seg. Visa om Råmund unge har også eit varierande omkved som gjev visa eit ironisk-burlesk preg.

Visa har nok vore ei mannsvise for det er ein del fleire oppskrifter etter menn som det er etter kvinner, og i heile materialet er det omlag 60% kvinner og 40% menn.

Storparten av oppskriftene er frå Telemark, men det er også fleire frå Agder. Dessutan har Nikka Vonen skrive opp ein tekst frå Sogn og Fjordane og J.J. Haddal har skrive opp ein tekst frå Herøy på Sunnmøre. T. Hannaas har ein tekst etter ukjent songar. Desse tre variantane er prega av danske skillingstrykk.

Visa har også vore populær i Danmark, Sverige og Finland, men dei fleste meiner at visa må ha vore dikta i Noreg og seinare spreidd til dei andre landa. At visa har vore populær i Noreg ser vi også på at det er dokumentert heile 21 melodiar til visa. Dei fleste er frå Telemark, men det finst også melodiar frå Østfold, Vestfold, Vest-Agder, Setesdal, Valdres, Hedmark, Gudbrandsdalen, Sunnfjord, Nordmøre og Trøndelag.

Utsyn 10
DgF 28
SMB 217
FSF 26

Oppskrift A

TSB E 139: Råmund unge

Oppskrift: (NFS-kopi av Torleiv Hannaas’ avskrift av) skillingstrykk frå 1761

Orig. ms.: EFA 40, 10–16.

Oppgjeven tittel: En meget lystig Kæmpe-Viise, om den stærke og dristige Ramunder, som har udstaaet adskillige haarde og stærke Kæmper, og er dog altid igienkommen med Seyer. Kand synges efter enhvers Behag, eller som Axel Tordsøns Viise. Trykt 1761.

*

1. Ramund han var sig en bedre Mand,
Om han havde bedre Klæder,
Dronningen gav hannem Klæder paa Stand
Af Blaargarn, Bast og Læder,
– Saadant vil jeg ey have, sagde Ramund,
Saadant staaer mig intet brav,
sagde Ramund til den Unge. –

2. Frøkenen gav hannem Klæderne nye,
Af Silke og Sammete fine,
Bast og Blaargarn er verre end Rye,
Det kand du give Tienerne dine,
– Saadant vil jeg ey have, sagde Ramund,
Saadant staaer sig ikke brav,
sagde Ramund til den Unge. –

3. Ramund gik sig i Stuen ind
Alt til den netteste Skræder,
Hør du Skræder baade faur og fiin:
Vil du giøre Ramunder Klæder?
– Hvorfor ikke det, sagde Skræderen,
Da giør du meget vel,
sagde Ramund til den Unge. –

4. Halvtredsindstive Alne Buxe-Tøy,
Og femten til Buxe-Remme,
Det skal du giøre mig sterk og drøy,
Om du skal Buxerne sømme,
– Dette er mig meget trang, sagde Ramund,
jeg kand ikke skræve min Gang,
sagde Ramund til den Unge. –

5. Ramunder udtæglede Skibene sin’
Med udslagne Seyle ved Strande,
Saa seyled’ han sig over salten Søe,
Alt ind paa Kæmpernes Lande,
– Nu er vi kommen her, sagde Ramund,
Foruden stor Besvær,
sagde Ramund til den Unge. –

6. Ramunder gik ved salten Søe-Strand,
Der saae han syv Kæmper stande,
Tar jeg Ramunder paa min mindste haand,
jeg kaster hannem langt fra Lande,
– Det giør ikke allene du, sagde Ramund,
Kom, j maa alle syv,
sagde Ramund til den Unge. –

7. Ramund tog til sit dyre Sværd,
Det han kaldte Dymlingen røde,
Han hug de syv Kæmper med en Færd,
At Blodet randt dennem til Døde,
– Der ligger j alle syv, sagde Ramund,
Alt staaer jeg her endnu,
sagde Ramund til den unge. –

8. Ramund gik frem til samme Havbred,
Der saae han den store Kæmpe,
Halvtredsinstive Alne var han bred,
Og hundrede var hans Længde;
– Vel er du bred og lang, sagde Ramund,
Har du Lyst at kæmpes engang,
sagde Ramund til den Unge. –

9. Kiere Ramund, du lader mig lev’,
Og giør mig ingen Skade,
Jeg giver dig syv Tønder Guld vel giev’,
Og vil i klaren Viin dig bade,
– Den ottende slunter med, sagde Ramund,
Dog sabler jeg dig ned,
sagde Ramund til den Unge –

10. Den første Dag de sammendrog,
De kæmpedes med bare Hænder,
Ramund nappet i Kiæmpens Skiæg,
Alt Kiødet løsnedes fra Tænder,
– Ilde griner du, sagde Ramund,
Ilde seer du nu ud,
sagde Ramund til den Unge. –

11. Den anden Dag de sammen lod staae
De ginge sammen med Vrede,
Det store Steen-Bierg de stode paa,
De neder i Leeret mon træde,
– Den Leeg er vel haard, sagde Kæmpen,
Vi begyndte den nys i Gaar,
sagde Ramund til den Unge. –

12. Ramund napped‹e› til sit gode Sværd,
Som han kaldte Dymlingen dyre,
Saa hug han Kæmpens Hoved høyt i Vær,
Som fire par Øxen nepp’ kunde røre.
– Jeg meente det beed ey med Skiel, sagde Ramund,
Det beed alligevel
sagde Ramund til den Unge. –

13. Ramunder gik sig i Bierget ind
Til alle smaae Troldes Sæde,
Saa stride randt Taaren Trolden paa Kind,
De maatte for Ramunder græde,
– Hvi græder du for mig, sagde Ramund?
Jeg loe aldrig av dig,
sagde Ramund til den Unge. –

14. Ramunder rykte og slogs omkring,
Alt som en rasker Helte,
Alle Trolde han kiørde i Ring
Og dennem til Jorden nedfeldte,
– Herinde raader jeg nu brav, sagde Ramund,
Det falder sig saa vel i Lav,
sagde Ramund til den Unge. –

15. Ramund steeg ind i Skibet fuld snar,
Det knaget i hver en Bunke,
Alle de Baatsmænd i Skibet var,
De tænkte De skulle siunke,
– Vi synker ikke her, sagde Ramund,
Vi seyler lige nær,
sagde Ramund til den Unge. –

16. Ramunder ladede Skibene syv
Med Guld og Ædel-Steene,
Og seyled saa over den Søe saa stiv
Hen ind paa Keyserens Lene,
– Nu er vi kommen her, sagde Ramund,
Nu har vi bedre lært,
sagde Ramund til den Unge. –

17. Ramund kasted Anker paa hviden Sand,
Og Stavnen mod Landet lod svinge,
Selv var Ramund den første Mand,
Som ind paa Landet monn’ springe,
– Vover intet fleer, sagde Ramund,
Vover intet meer,
sagde Ramund til den Unge. –

18. Ramund gik sig ad Bold-Huuset ind,
Der de leegte Bold og Guld-Terning,
Alle forskrekkedes for Ramunds Skind,
Og grumme Geberder og Gierning,
– Vakker leeger i, sagde Ramund,
Jeg faaer at lege frie,
sagde Ramund til den Unge. –

19. Keyseren ud af Vinduet saae,
Med Anger og sorrigfuld Mine,
Hvem er den Mand i Gaarden mon staae,
Og der saa hesselig grine?
– Det er mig, har du Lyst, sagde Ramund,
At vove med mig en Dyst,
sagde Ramund til den Unge. –

20. Ramunder slog sine Hænder saa hart,
At Huuset toeg til at ryste,
Ilde haver jeg dig hidtil spart,
Om mig i Døden vil kryste,
– Kom du need til mig, sagde Ramund,
Jeg har Lyst at kæmpes med dig,
sagde Ramund til den Unge. –

21. Ramund slog paa sit skiønne Sværd,
At Jorden hun gunged og ryste,
Ned paa Marken daanede Fuglenes Hær,
som tilforn siunge paa Qviste,
– Ret nu bliver jeg vred, sagde Ramund,
Kommer du ikke need,
sagde Ramund til den Unge. –

22. Ramund gik til Dørren ind
Med ivrige Sind og Tanker,
Jeg skal nu ind i Salen trin,
Fast Jern-Skaader og Staal-Anker,
– Agter jeg ey ved en Svamp, sagde Ramund,
Her bliver en haard Kamp,
sagde Ramund til Keyseren –

23. Ramunder stødte paa Dørren med Stang,
At Slottet alle steds revnet,
Vinduer og Dørre af Veggen udsprang,
Og Muren med Jorden blev jevnet,
– Saae du jeg slap ind, sagde Ramund,
Det vil gielde dit Skind
sagde Ramund til Keyseren –

24. Kiere Ramund, giv mig mit Liv,
Jeg saae end aldrig din Lige,
Min yngste Datter vil jeg dig giv’,
Og halvparten af mit Rige,
– Det eyer jeg alleen’, sagde Ramund,
Dog knager dit Hals-Been,
sagde Ramund til Keyseren. –

25. Ramunder tog til sin store Kniv,
Den han kaldte Dymlingens Piile,
Saa skildte han Keyseren af med sit Liv,
At Hovedet fløy femten Miile,
– Jeg meente den ey beed, sagde Ramund,
Dog rinder Blodet ned,
sagde Ramund til Keyseren. –

*

Strofene er nummererte i oppskrifta.

Skillingstrykket er ei dansk omsetjing av den svenske versjonen av visa, jf. DGF nr. 28 og SMB nr. 217.

Oppskrift B

TSB E 139: Råmund unge

Oppskrift: (NFS-kopi av) Risnes-boka med oppskrift frå 1826 av ukjend samlar etter ukjend songar, ukjend stad.

Orig. ms.: EFA T. Hannaas 74, 129–133.

Ingen oppgjeven tittel.

*

1. Ramond gaar paa Leyger Vol
skiemta han sig med svera
15^ten bøda paa Rav
han aate ske klæan bær
– Dey tine mig fulla vel sagde Rige Ramond –

2. Rige Ramond gaar
for sin moder at kiere
min moder du skierre mig klæde
De andre Rider hæe
– det liga ske ieg sage Rige Ramond –

3. Han tog af den styge væv
i benken som han Llaag
Varpe var af motland
og vepten af vigge smaae
– de tina mig fulla vel sage Rige Ramond –

4. Han tog af den styge vev
saa myge som han kunde bæra
bar de til næsters bye
Lil kierstin du skiere mig klæna
– du kier paa hovu sag Rige Ramond –

5. Kasta bort den styge
og sig du har han taba
Du ved Icke Rige Ramon
hvad Lycke gud heve dig skaba
– han skaban goe sagde Ram[on] –

6. Kasta bort den styge vev
og sig du hav Trøe han ned i Dye
Ieg tege skrue og skarlag
og kiere dig klæder nye
– Dæi Væeg ieg du jære sagde Rige R[amon] –

7. Hun tog skrue og skarlag
og han klæder ny
Hendes fader og moder saag der paa
Den Gierning hun vilde giøre
– de jæra for mig sagde Rige Ramond –

8. Ind saa kom den Helge Qval
og muren suigt under tilie
konge giv mæg Dote di
med baae dokars vilie
– du skae han Lad være sagde Rige Ramond. –

9. Hør di Rige Ramund
og vil du føre han stanna
saa møde du mig paa leygard vol
og krien døe skal du fanga
– ieg tore Nok møde sagd Rige Ram[und] –

10. og det var dane Kongen
aa skolv han som Et merke
Hielpe mig gud og Ramond
ieg skielve med brøngen i sierke
– saa skelv ike mina sagde Rige R[am]ond –

11. Aarlig Var om morgenen
solen Røder i Lide
op stod Rige Ramond
skiepte han klubaa sina
– naa lage æg mæg til strina sagde Rige Ramond –

12. og det var Rige Ramond
han paa Leyger Vol fram
Møte han han Helge Qvas
med 18ten tusen mand
– saa skal Me døsten Ride sagde Rige Rammund –

13. Den første døsten de sammen Red
og det Vaa alt af gamma
dey traada Bierget under sin fod
som det hav Været læyre
– Med Hamra Saa tøe Me for sagte sa Rige Rammund –

14. Den 2den Dyst dæy samen Red
og var Alt Af vreyea
Dey trøde berget under sig fod
som Dey havde stae i LæyRaa
– Naa trøde mee hart sagde Rige Ramond –

15. Daa han havde Veye dey Helgesmend
og Hugget dey hovet i fraa
for uden naa han Helge Quas
H[an] Ran i Roan baad
– naa slabt du mig skamlig sagde Ramond –

16. Aa hør du Rige Ramond
og vil du laæ mig Levea
saa følge du mig i fieldet Jnd
og driker Veraæn Miøe
– og vist æg tore Nok fyra sagde Rige Ramond –

17. og dør Drak dey den første
den Anden Dag mod qvelde
og daa lengtes Rige Ramond
naa drak me Alt for lenge
– naa Drak me for ^lenge sagde Rige Ramund –

18. og det var naa Helge Qvas
han skiengte j sylver skaale
og snare Rige Ramond
han hugde han hovet i fra
– naa Lae ieg Gusellen sagde Rige Ramond –

19. Det var Rige Ramond
han Vilde at fieldet Ridæ
saag han Lanbente Reyse kom
han fram Ette kom skrians
– du skrie Lide hit sagde Rige Ramond –

20. Ramund tog Reysen i haa og skieg
saa kiødet Losna fraa Tanna
naa seer du Liger ut til Et heyebeyst
en til en kriste manna
– Qvi grine du saa kallig sagde Ri[ge Ramond] –

21. Ramond gav Reysen ^et Nevehug
Det lotes mig være ont
øina ut kinnbenne
og kiege Den gik sond
– naa slog iæg saare hart sagde R[ige] Ramond –

22. Aa hør du Rige Ramond
og vil du Lade mig Leve
7 tønder ud af Rode guld
og det Vil æeg deæg gjæva
– du slengete paa den 8^te sagde Rige Ramond –

23. og det Var Rige Ramond
og han sit sverd ud drog
hogde han Langbente Reyse
han falt i Ludan tvo
– naa æg herre Øve det Adde sagde Rige Ramond –

24. Han tog baade sylv og guld
han lade 15^ten skiebe og baada
saa seyland sig for kongens gaard
han var baade glad og kaad
– Qvi maa mi okke ske glæea sagde Rige Ramond –

*

Strofene er nummererte i oppskrifta.

Skrifta er ustø og somtid vanskeleg å tolke. Det er liten skilnad på store og små bokstavar. Ortografien er også ustø, og ein kan såleis møte skrivemåtar som «vigge» for «vidje». Jamfør oppskrift D, som ligg svært nær denne i innhald.

Etter oppskrifta står det: 1826 Riisnæs 1826

Oppskrift C

TSB E 139: Råmund unge

Oppskrift: 1840-åra av Olea Crøger etter Olav Olsson Glosimot, Seljord, Telemark.

Orig. ms.: NB Ms 4° 644, 27–33.

Oppgjeven tittel: Unge Raamon

*

1. Hær bur naa ein Bonde inkje lang herifraa
Aa den som heiter naa Stein
Han hæve sæg dei Sønir Taalv
Men ingjen æ slike som ein
– Aa dæ va naa fullan æg
saa en onge Raamon –

2. Dei tener sæg uti Kongjens Gar
Han Homlong aa saa han Kaare
Men ingjen æ slike som onge Raamon
Fæ han bære Hjarta a Staale
– Aa de æ naa vel inkje av Staal
saa en onge Raamon –

3. Dei gjænge sæg upaa Leikarvøllo
Dær HofmænnænRetta frå: Fofmænnæn leikar te Hove
Aa daa va han Raamon paa NokuneSamlarkommentar: Knogler bær
Dei Hofmænnæn at honom loge
–De tar ‘kje læ at mæg
saa en onge Raamon –

4. Han gjænge sæg te si Fostermoer ind
Aa ba henar skjæra sæg Klær
Kongjen han vi mæg i Tenesti hava
Has Hofmæn mæg spottar aa hæei
– De tar mæg inkje hæ
saa en onge Raa[mon] –

5. Aa Varpe de va uta Nøsleriis
Aa Væfta i Vieren smaa
Dæ va naa inkje a Silkje gjort
Som Raamon te Klæer skul faa
– Nei dæ va inkje Silkje,
saa en onge R[aamon] –

6. Aa Varpe, de va uta Naasleries
Aa Væfta i Viere hare
Dæ vaa naa inkje Silkjeduk
Dæ Raamon han flutte a Gare
– Æg fær vel inaa Klæe
saa en unge R[aamon] –

7. Han gjænge sæg te Kaangsdøtteri ind
Aa ba henar skjære sæg Klæe
Din Faer vi mæg i Tenesten hava
Has Hofmænd mæg spottar aa hæet
– De tar mæg inkje hæ
saa en onge R[aamon] –

8. Saa rækte ho up den Silkje Duk
Aa skar honom R[aamon] Klæe
Kongjen aa Draaningje ondras paa
Kvi R[aamon] sku faa slike Klæe
– De tar slet inkje ondras
sae en onge R[aamon] –

9. Dæ bur naa et Trøl uti Berje nor
Som ville Kongsdotteri herje
Aa Kongjen han viste sæg ingja Raa
Han ville si Daatteri bergje
– Æg skaa henar fulla verje
sae [en onge Raamon] –

10. Aa ind saa kjæm han Hølje-Kvast
Dæ totte bræste onder Ein Tilje
Du Kongje Du skaa mæg Di Daatteri gjeva
Men alt mæ goan Vilje
– Du skaa henar inkje faat
saa [en onge Raamon] –

11. Dæ va no han Hølje Kvast
Han glytte sæg bak ivi HærSamlarkommentar: Skulder
Haat æ de fæ ein liten Gut
Som sæg maa tru saa væl
– De æ naa fulla æg
[saa en onge Raamon] –

12. Aa vreiOver lina står det: vrie saa blei naa han Hølje Kvast
Saa han stuka i adde MølloSamlarkommentar: paa alle Viis
Du Raamon Du skaa mæg møte idag
Alt upaa Leikarvølle
– Æg skaa dæg fulla møte
saa [en onge Raamon] –

13. Aa fyri gjek alle Kongjens Hofmænd
Aa alle i Brynjune sie
Men ette gjek Raamon, Bondens Son
Han skjefte paa Klubba den frie
– Naa æ mi Klubba skjeft
sa‹a› [en onge Raamon] –

14. ^Aa Dæ va no han Hølje Kvast
Han snædde ette Kongjens Mærkje
Aa Kongjen aa Hofmænnæn saag derpaa
Dei skalv liksom Ringjin i Særkje
– De tar naa inkje sjelve
sa [en onge Raamon] –

15. Dæ var Raamon, Bondens Son
Han snædde mæ Klubba den frie
Saa slo han te honom Hølje Kvast
Has Hovu i Lutine drive
– No slo æg hosta hart
sa [en onge Raamon] –

16. Aa Dæ va Raamon, Bondens Son
Han saae sæg ut ivi Fjor
Dær saae han trugjen ublid Svend
I stærke Jonbaaten han ror
– Aa ro no heran hit
sa [en onge Raamon] –

17. Aa æg heve vingla i heile Naat
Aa vildt ut paa Villanne Fjor
Aa æg heve leita ette Hølje Kvast
Dæ va naa min Mobroer
– Ja va dæ Mobro Din
saa va dæ Frænden min
sa [en onge Raamon] –

18. Dæ vonde sæg fram mæ Berje
Aa framette mæ are smaa Liur
Høire Du Raamon, Bondens Son
Sjo hær seer Du Frændæn Din
– Hær mone æg di sjao
s[a en onge Raamon] –

19. Aa dær sat adde dei Smaatrølli
Dæ glodda av dæires Tænne
Men haasse tru Kaanses goe Svær
Æ komen i Raamons Hænde
– Æg mone dæ væl faa
sa [en onge Raamon] –

20. Fyste høgje han trugjen ublid Svend
Sine aatte Hændar ifraa
Saa truga En honom ette Skortune fram
Dær som dæ Gulle laag
– Hær fin æg Gulle raat
sa [en onge Raamon] –

21. Saa høgje han trugjen ublid Svend
Saa han dat daue te Jor
Aa saa adde di Smaaetrølle
Saa skuva En Baaten paa Fjor
– Naa heve æg vore dær
sa [en onge Raamon] –

*

Strofene er ikkje nummererte i oppskrifta.

I venstremargen utanfor første og femte lina i strofe 14 og første lina i strofe 15, står det: Aa eller aa. Det er uvisst kva det tyder.

Oppskrift D

TSB E 139: Råmund unge

Oppskrift: 1915 av Haavard Austad etter Olav Eivindsson Austad, Bygland, Aust-Agder.

Orig. ms.: (NFS-kopi av) TGM R. Berge CCCXI, nr. 207.

Oppgjeven tittel: Rike Ramund

*

1. Ramund gjekk seg paa leikan-voll;
han skjemta med sitt sverd.
Og femtan bøta’ paa ryggen han bar,
han aatte ‘kje klæ’ene bet’
– «Det tene meg fulla vel,» sa han rike Ramund. –

2. Ramund gjekk for si moder aa kjære.
«Kjære moder du skjere meg klæ’e.
Dei andre riddara’ ville meg hæ’e.
– Det lika ‘kje eg,» sa han rike Ramund. –

3. So tok han den stygge veven,
i benken han laag.
Varpet var av nosle
og vepten av viggjane smaa.
– «Det tener meg fulla vel,» sa han rike Ramund. –

4. So tok han den stygge veven,
mest han kunne orke aa bere.
So reiste han seg til næste by.
«Lisle Kjersti du skjere meg klæ’e.
– Ein klædning fulla god,» sa han rike Ramund. –

5. «Tak du den stygge veven
og seg du hev han tapa.
Du veit ‘kje, rike Ramund,
ko lykke Gud heve deg skapa.»
– «Ein skapning fulla god,» sa han rike Ramund. –

6. «Tak du den stygge veven
og trø han ned i dy.
Eg tek skru og skarlaken
og skjere klæ’e ny.»
– «Det veit eg visst du gjere,» sa han rike Ramund. –

7. So tok ho soks og skjære
og skar han Ramund klæ’e.
Fader og moder dei saage derpaa
ko gjening ho ville gjere.
– «Dette gjere ho for meg,» sa han rike Ramund. –

8. Inn kom han unge Helge Kvass
og muran’ svikta under tilje.
«Konge du gjeve meg dotter di
og det med baae dykkos vilje!»
– «Du ska’ late henne vere,» sa han rike Ramund. –

9. «Høyr du det, rike Ramund,
vil du ‘kje henne avstanda,
du møter meg paa leikan-voll.
I krigen ska’ du bli fanga.»
– «Eg tore nog møte,» sa han rike Ramund. –

10. Ti(d)legasteParentesane står i oppskrifta. morgonen,
daa soli ho rø’a i li’e,
daa stod rike Ramund upp
og skjepte klubbo sine.
– «No lage eg meg til aa stri’e,» sa han rike Ramund. –

11. Og Ramund han gjekk seg
paa leikan-vollen hen.
Der møtte han unge Helge Kvass
med attan hundre menn’.
– «No ska’ me dusten ri’a,» sa han rike Ramund. –

12. Den fyste dust de saman red,
og de var alt av gama;
dei trodde berge under sin fot,
som dei ha’ vor’ klanna med hamra.
– «No trodde me fulla sagte,» sa han rike Ramund. –

13. Den andre dust de saman red,
og de var alt i vrei’e,
dei trodde berge under sin fot
som dei ha’ vor’ trampa i leire
– «No trodde me fulla hardt,» sa han rike Ramund. –

14. So tok han adde kungens ^menn’
og hoggje deires hovu’ i fraa,
utan han unge Helge Kvass,
som slapp utaa ein roandes baat.
– «No slapp du meg fulla skamleg,» sa han rike Ramund. –

15. «Høyr du det rike Ramund,
du vil nok late meg live.
Syv tønder av det røde gull
so gjever eg deg.»
– «Du lengjer litt att paa den aattende,» sa han rike Ramund. –

16. So drakk dei fyrste dagen,
den andre til kvellen.
Daa leides rike Ramund.
«No drakk me fulla lengje.
– No drakk me alt for lengje,» sa han rike Ramund. –

17. Det va’ no rike Ramund
med sitt sverd so broa.
So tok han unge Helge Kvass
og hoggje ha’s hovu’ ifraa.
– «No gjor’ eg godt sellen,» sa han rike Ramund. –

18. Ti’legaste morgonen,
daa soli ho rø’a i li’e,
daa saag han Langbein Røse
framte med fjødde munne skri’e.
– «Du skrei’ deg bære hit,» sa han rike Ramund. –

19. «Slik ein svine-hjuring
hev eg set fyrr
og lagt ha’s augo tilsama.
– «Det gjer du ‘kje med meg,» sa han rike Ramund. –

20. So tok han røsen i røsens skjegg
og kjøte losta fraa tanne.
«No va’ du likar’ eit heide-beist
hell du va’ ein kristen mann’.»
– «Kvi grin du so stygt og kaldlegt?» sa han rike Ramund. –

21. Det va no rike Ramund
med sitt sverd so broa.
So tok han Langbein Røse
og hoggje ha’s hovu’ ifraa.
– «No er eg herre yve adde,» sa han rike Ramund. –

22. So tok han so mykje sylv og gull
at han løde baade skip og baata.
So seilte han seg under kongens gaard
og va’ baade gla og kaate.
– «Kvi maa me okkaa ‘kje glede?» sa han rike Ramund. –

*

Strofene er ikkje nummererte i oppskrifta.

Om Kjempe- og trollballadar

Kjempe- og trollballadane skildrar meir enn andre balladar kamp og strid. Nokre er relativt realistiske og skildrar dramatiske konfliktar mellom sterke menn. Ære, makt og rikdom er sentrale verdiar, og helten går bokstavleg tala over lik for å leve opp til forventningane som blir stilte til han. Kvinnene står på sidelina i desse visene.

Trolla dukkar rimelegvis opp i dei eigentlege trollballadane. Slike viser minner ein heil del om undereventyr, både når det gjeld handling og tematikk, gjerne ved at ei kongsdotter er teken i berg. Så blir det heltens oppgåve å drepe trollet og fri ut kongsdottera, noko han alltid greier med glans.

Fleire av kjempe- og trollballadane byggjer på motiv i den norrøne litteraturen, ikkje minst fornaldersogene. Alle desse visene har norsk/vestnordisk opphav.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook