Norske mellomalderballadar
Kong Diderik er på veg til Bern, og på vegen møter han ei løve og ein lindorm som slåst. Lindormen får overtaket, og løva ber kongen om hjelp, sidan han fører ei løve som skjoldmerke. Dette gjer kongen og dreg sverdet. Men når han høgg til ormen, brest sverdet. Lindormen tek med seg kongen og hesten hans inn i fjellet til ormebølet og dei elleve ormeungane og legg seg til å sove. Men kong Diderik finn sverdet Adalring, og med det drep han både lindormen og ormeungane. Han er ved å drukne i alt ormeblodet, men løva hjelper han ut av berget.
Som andre Dideriksviser byggjer også denne på den norske Didrikssagaen, som var omsett frå tysk til norrønt i Bergen kring 1250 (Ek 1921: 51–69, Jonsson 1889: 54–58). Men dei norske viseformene eksisterer ikkje lenger, og i den sparsame norske tradisjonen finst det derfor berre danskspråklege variantar, truleg etter Peder Syvs visebok. Visa er ikkje registrert utanfor Danmark og Noreg.
Vi har to variantar frå Telemark, og vidare ei einskildstrofe frå Solør. Lindeman skreiv opp ei strofe av visa med melodi i 1864, etter Olea Pedersdotter Gjølstad (1795–1870) frå Solør. Olea Pedersdotter vart fødd i Brandval og gifte seg 20 år gammal med gardbrukaren Arne Torsteinsson Gjølstad. Dei fekk fire born, og då ektemannen døydde tidleg, fekk Olea ansvaret for den relativt store garden. Varianten etter Olea Pedersdotter er trykt (Arild, Espeland, Langeland & Rønnaasen 1996: 57–58, 70–71).
Det finst fleire danske renessanseoppskrifter av «Kong Diderik og løva». Blant anna i ei form frå Svanings handskrift II ser vi korleis det løyner seg opphavlege norske/vestnordiske rimord under tekstoverflata:
Det vaar mester koning Thyderich,
och hand sin suerd udrog:
det vaar den sleske lindorm,
han vilde i stycker hug
(DgF I: 134).
Rimorda har her truleg vore dró [drog] og hjó [hogg], dvs. perfekte rim, som har gått tapt i overføringa til dansk.
NFS H. J. Aall 1 s. 80–84
DgF 9
TSB E 158: Kong Diderik og løva
Oppskrift: Kjempeviseboka (1787), Første Part, XIII. (s. 76-80)
Oppgjeven tittel: Løvens og Kong Tidericks Kamp imod Lind Ormen
*
1. Det var Mester Kong Tidrick,
han skulde fra Bern udride:
Der fandt han den Løve og lede Lindorm,
saa ynkelig monne de stride.
– Den Lindorm han tog en af. –
2. De slrideFeil for: stride i Dage, de stride i to
den tredie Dag t lFeil for: til qvelde:
Det da var den lede Lindorm,
den Løve i Græsset felde.
3. Det da raabte den Løve af Nød,
der han saae Kongen ride:
Du hielp mig Herr Kong Tidrick,
og skillie mig ved denne Qvide.
4. Du fri mig Mester Kong Tiderick,
alt for din Øverstes Vold:
Du fri mig for den forgylte Løve,
som du fører i dit Skiold.
5. Kom mig til Trøst du Konning god,
du hielp mig for dit Navn:
At jeg staar malet i din Skiold,
saa brendende som en Brand.
6. Lenge stod han Konning Tidrick,
og tænkte han der paa:
Jeg skal hielpe denne arme Løve,
i hvorlunde det monne gaa.
7. Det var Mester Kong Tidrick,
og han sit Sværd uddrog,
han fegtet med den lede Lindorm,
hans Sværd stoed alt i Blod.
8. Den gode Herre loed sig ikke sømme,
og han hug i saa fast:
Indtil saa længe hans gode Sværd,
det mit i Hialtet brast.
9. Den Lindorm tog hannem paa sin Bag,
og Hesten under sin Tunge:
saa lakket han ad Bierget ind,
til sine Elleve smaa Unger.
10. Hesten kaste han for sine Unger,
Og Manden i en Vraa:
Æder I nu den lille Brad,
jeg vil at sove gaa.
11. Æde I nu denne føye Bytte,
Jeg maa at hvile gange:
Naar jeg vaagner af Søvne igien,
da skulle I Manden fange.
12. Det var Mester Kong Tidrick,
han ledte i Bierget omkring:
Der fant han det gode Sværd,
som mand kalder Adelring.
13. Han fant der saa fast et Sværd,
og to forgylte Knive:
GUd naade din Siæl Kong Sigfred,
her haver du ladet dit Liv.
14. Jeg har været med dig i mange Slag,
der til i Herre-Færd:
Aldrig jeg nogen Tid viste,
at du var bleven her.
15. Det var Mester Kong Tidrick,
vilde prøve om Sverdet kunde due:
Han hug i den haarde Hald,
at Bierget stoed alt i Lue.
16. Det da var den unge Lindorm,
saa Bierget staae i Lue:
Hvo giør Bonden Ufred
udi sin egen Stue.
17. Og den giorde sig saa meget vred,
dertil saa meget krus:
Hvo giør Bonden Ufred,
udi sit eget Huus.
18. Melte det de andre smaa,
i Vraaen som de gaae:
Vekker du vor Moder af Søvn,
saa ilde vil det dig gaae.
19. Svaret det Mester Kong Tidrick,
Han var i Huen saa gram:
Jeg skal vekke din Moder af Søvn,
alt ved saa kaalder en Drøm.
20. Din Moder vog Kong Sigfred,
en saa Velbyrdig Mand:
Det skal jeg paa eder alle hefne,
med denne min høyre Haand.
21. Op da vaagnet den gamle Lindorm,
han blev der ved saa bange:
Hvo giør mig denne Uroe,
hvad er denne for en Klang.
22. Det er jeg Konning Tidrick,
mig lyster med medFeil for: med dig at tale:
I Gaar bar du mig i Bierget ind,
alt under din krogede Hale.
23. Du hug mig ikke Konning Tidrick,
her er mit røde Guld:
Det er fast bedre ladt end giort,
vi blive hver anden troe og huld.
24. Jeg troer ikke paa din falske Fund,
du vilt mig visselig daare:
Du haver vaaget saa mangen Heldt,
det sømmer dig ikke fleere.
25. Hør du Mester Kong Tiderick,
i du hug mig ikke ihiel:
Jeg viser dig din Festemøe,
hun er i Bierget skiuld.
26. For oven ved mit Hovet,
der ligge de Nøgle smaae:
For neden mine Fødder,
der kand du til hende gaae.
27. For oven ved dit Hovet,
der skal jeg tage paa:
For neden ved dine Fødder,
der skal jeg lade af.
28. Først vog han den lede Lindorm,
og saa hendes Elleve Unger:
dog kunde han ikke af Bierget komme,
for Ædder og Orme-Tunger.
29. Saa grov han saa dyb en Hule,
alt for sin venster Foed:
At han der ikke skulde omkomme,
i Ædder og Orme-Blod.
30. Da bandet først KonringFeil for: Konning Tiderick,
han blev paa Løven saa gram:
Forbandet da skal være den Løve,
og faae baade Laster og Skam.
31. Det voldte mig den snedige Løve,
GUd give hende Meen:
Havde han ikke været malet i min Skiold,
min Hest havde baaret mig hen.
32. Det da hørde den Løve saa prude,
At Kongen klager sig saa:
du stat selv fast Konning Tiderick,
jeg graver med sterken klaa.
33. Løven grov og Konning Tidrick hug,
Bierget stoed alt i gløde:
Havde den Løve ikke faaet hannem ud,
den havde sig sørget til døde.
34. Der han havde veyet den lede Lindorm,
og saa hendes Elleve Unger:
Saa gaaer han af Bierget ud,
Med Brynie og Skiold hine tunge.
35. Der han nu kom af Bierget ud,
han sørget for sin Hest:
Paa hannem torde han vel lide,
de havde hver andre frist.
36. Hør du Mester Konning Tiderick,
du skalt dig ikke saa gremme:
du sæt dig paa min brede Bag,
saa listelig bærer jeg dig frem.
37. Han red over de dybe Dale,
og over de grønne Enge:
Saa frit med hannem den gode Løve,
lod den giennem Skoven trenge.
38. Løven og Mester Kong Tidrick,
de bleve tilsammen baade.
Den eene havde frelst den anden
af Kummer og megen Vaade.
39. I hvor Konning Tidrick udi Marken reed,
den Løve hos hannem løb:
Naar han atter stille sad,
lagde den sit Hovet i hans Skiød.
40. Derfore de kalde hannem Løvens Ridder,
det Navn bær han med Ære:
Alle de Dage dem Livet vindes,
de havde hver anden saa kiere.
*
Strofene er nummererte i oppskrifta.
TSB E 158: Kong Diderik og løva
Oppskrift: 1864 av Ludvig Mathias Lindeman etter Olea Pedersdatter Jølstad, Brandval, Hedmark.
Orig. ms.: NB Mus ms 6858, nr. 94 (kladd).
Ingen oppgjeven tittel.
*
1. Kong Diderik stod og glomneAlternativ lesemåte: glante
saa han tænkte ved sig saa,
han gruvde da for den ledelig Orm
han vidst ikke hvor det skuld gaa,
– den ledelig Orm han tog dem af. –
*
Strofa står til Lindemans melodioppskrift.
Reinskrift: NB Mus ms 6859, nr. 94.
TSB E 158: Kong Diderik og løva
Oppskrift: 1893 av Hans Jacob Aall etter Tone Tormosdotter Nuten/Lintveit, Kviteseid, Telemark.
Orig. ms.: NFS H. J. Aall 1, s.80–84
Oppgjeven tittel: Lindarormen.
*
1. Det var Mester Kong Tiderik
han sig utpaa Marken mon ride;
der møtte han ei Løve aa en Lindarorm,
saa ynkelig monne di stride
– Den lede Lindormen tog’n av –
2. Di stridde i Dage, di stridde i tvo
den tredde te Kvelle
og dette vòlrder den Lindarorm
han den Løve i Græsset monne fèlde.
3. «Ak Ve,» saa raabte den Løve af Nød,
der hun saa Kongen ride.
«Hjelp mig min Konge og Herre skjøn,
frels mig udaf denne Kvide
4. «Kom mig til Hjelp, du Konge god
Gjør det for Dit store Navn,
thi jei staar malet i Din Skjol
saa brændende som en Brand»
5. «Aa hør Du Mester, Kong Tiderik, fri
fri mig fra denne Øverstes Vol
fri mig for den forjylte Løve,
du fører i Din Skjol
6. Aa det var Mester Kong Titerik,
han svarede Løven saa:
«Ja, jei vil hjelpe den Løve af Nød,
hvorledes det med mig vil gaa
7. Og det var Mester Kong Tiderik,
saa hug han til saa fast,
og dette vorder det gode Svær
det tet ved Jèrnet brast
8. Og Hesten kastet han paa sit Bak
og Manden under sin Tunge
saa resste han sig i Bjerget in,
intil de elleve Unger
9. Og Hesten kastet han for sine Unger
og Manden bort i en Vraa;
«nu er der i denne føieRetta frå uleseleg ord Bytte,
mens jei til Hvile mon gaa.
10. «Nu er der i denne føie Bytte,
mens jei til Hvile mon gaa,
og naar jei vaagner af Søvne op,
da skal I Manden faa.»
11. Og det var Mester Kong Tiderik,
han lette Bjerget omkring
da fant han nu det gode Svær,
man kalder det Adelring.
12. Der fant han nu d nu det god Svær
dertil to forjylte Kniver.
«Hil være Din Sjæl Kong Sigfri,
har Du her ladet dit Live.»
13. Og det var Mester Kong Tiderik,
vilde prøve, om Sværdet monne due;
han hug saa fast i den haarde Graastein,
saa Bjerget det stander i Lue.
14. Og up saa vaknar den Lindarorm,
og han omkrig sig mon skue,
«hvem er det, som gjør Bonden usjèl
udi sin egen Stue.»
15. «Ja det er Mester Kong Tiderik,
vilde prøve om Sværdet monne due,
og naar Du vaagner af Søvne op,
saa vil jeiRetta frå jeg ved overskriving afhugge Dit Hue.»
16. «Aa høire Du Mester Kong Tiderik,
Du stiller nu Dit Sværd,
her er en Jomfru udi dette Bjerg,
hende er Du visselig værd.
17. «Ovenfor mit Hoved
der hænger de Nogler smaa,
Aa nedenfor mine Fødder
der skal Du til Jomfruen gaa.»
18. «Ja, ovenfor Dit Hoved,
der vilde jeg tage paa
aa nedenfor Dine Føder,
der vil jei lade av.
19. Saa hug han ud den Lindarorm
dertil de elleve Unger;
han hadde saa nær i Bjerget omkommet
blant Eder og Ormetunger
20. Og det var Mester Kong Tiderik,
saa tog han til at bande.
«Forbandet være den Løve ned,
som førde meg i denne Vande.»
21. «Aa hør Du Mester Kong Tiderik,
Du bande ikke mig,
ti jei skal være Dig huld og tro,
saalænge jei hører Dit Liv
22. Kongen hug og Løven grov
og det var stor Ynk at høre,
havde hun ikke faaet ham ud,
hun havde sig sørget tildøde
*
Strofene er nummererte av samlaren.
TSB E 158: Kong Diderik og løva
Oppskrift: 1906 av Rikard Berge etter Hæge Tormodsdotter Porsmyr, Kviteseid, Telemark.
Orig. ms.: TGM R. Berge CXLVI, 42–45.
Oppgjeven tittel: Kong Tiderik
*
1. Sò va de mester Kong Tiderik
skulle te Bergen ride.
Sò mødt’an den løve aa linnarorm
sò ønkeleg monne de stride.
– –
2. Sò stridde dei dei dagane tvo
den tredje dag te kvelle
de va den leie lindarorm
han løven i græsset mon felde.
3. Da sagde mester kong T[iderik]
der han paa løven saa
jeg faar hjelpe den løve af nød
hvorledes det med mig vil gaa.
4. De va mester [kong Tiderik]
daa hugg han til saa kvast
at det var der hans gode sverd
det tett ved jernet brast.
5. Ormen tok hesten paa sitt bak
og manden onder sin tonge,
so reste han i bergje inn
te sine elleve ongar.
6. Hesten kastet han for sine onger
og manden bort i en vraa
Nu æder i denne føiebytte
mens jeg til hvile gaar.
7. Nu æder i [denne føiebytte]
mens [jeg til hvile gaar]
ok naar jeg vaagner af søvnen op
da skulle i manden faa.
8. De va mester [kong Tiderik]
han leita de bjerge omkring.
Der fant han det gode sverd
han kalder det Adelring.
9. Der fant [han det gode sverd]
dertil to forgjylte kniver
Hil være din sjæl Kong Sifferi
haver du her ladet dit live?
10. Vi have været i mangen dyst
ok mangen herrefær
men aller eg de førre hev visst
at du er bleven her.
11. Det var mester [kong Tiderik]
vil prøve om sverdet mon due,
saa hug han i den hare graastein
sò bergje stander i lue.
12. Om sò tala dei ungar smaa
i vraaen der dei laa.
Vekkjer du vaar moder af søvn
aa ilde det med dig vil gaa.
13. Upp sò vakna den lindaorm
ok om sig monne han skue.
Hvem er det detFeil for: det som gjør bonden uskjell
uti sin egen stue.
14. Det er jeg mester [kong Tiderik]
vil prøve om sverdet mon due
Nu vil jeg prøve det paa dig,
jeg vil avhugge dit hue.
15. Høy naa mester [kong Tiderik]
du stiller nu ditt sverd.
Her er en jaamfru i dette bjerg.
Den er du visselig værd.
16. Ovenfor mit hoved
der henge dei nøglar smaa.
Nedenfor mine føder
der skal du til jaamfruen gaa.
17. Ovenfor dit hoved
der skal jeg tage paa
– nedenfor dine føder
skal enden blive oksaa
18. Saa hug han til den lin[daorm]
dertil de elleve ongar,
so nei ha han i bergje omkommet
av eiter aa òrmetongen.
19. Det var mester [kong Tiderik]
hugget hòl for sin venstre fod,
sò han sill’ ikkje i bergje omkaama
av eiter aa òrmeblo.
20. Det va mester [kong Tiderik]
saa tog han til aa bande.
Forbandet være den Løve led
som finde mig i denne vaande.
21. Høyre du mester [kong Tiderik]
du bander ikkje paa mig,
eg skull vera deg hull aa tró,
so lengje eg høyrer ditt liv
22. Løven grov og kongen hug
det var stor ønk at høre.
Men havde hun ikkje faaet ham ud,
hun havde sig sørget til døde.
*
Strofene er nummererte i oppskrifta.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Kjempe- og trollballadane skildrar meir enn andre balladar kamp og strid. Nokre er relativt realistiske og skildrar dramatiske konfliktar mellom sterke menn. Ære, makt og rikdom er sentrale verdiar, og helten går bokstavleg tala over lik for å leve opp til forventningane som blir stilte til han. Kvinnene står på sidelina i desse visene.
Trolla dukkar rimelegvis opp i dei eigentlege trollballadane. Slike viser minner ein heil del om undereventyr, både når det gjeld handling og tematikk, gjerne ved at ei kongsdotter er teken i berg. Så blir det heltens oppgåve å drepe trollet og fri ut kongsdottera, noko han alltid greier med glans.
Fleire av kjempe- og trollballadane byggjer på motiv i den norrøne litteraturen, ikkje minst fornaldersogene. Alle desse visene har norsk/vestnordisk opphav.
Mange av desse balladane har tidlegare vore publisert enkeltvis, men er no samla i denne boka.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.