Innleiing

Kong Knut av Myklegård sender bror sin, Peder Bendiksson, som sendebod til kongen av Spania. Den unge Peder er redd for at han aldri kjem levande tilbake, men han går om bord og seglar til Spanialand. Peder leverer breva til kongen av Spania, men han tek fram ein liten kniv og skjer breva i biter. Kongen minner unge Peder om at far hans hadde tatt sju tønner sølv i skatt frå han. No vil han ikkje spare Peder om han enn så fekk ei tønne gull. Unge Peder ber for seg og minner om at dette hadde hendt lenge før han var fødd, men det hjelper ikkje. Peder blir halshoggen. Først åtte år etter kjem det bod til kong Knut om kva som hadde skjedd, og han samlar ein hær på sju tusen mann, men kongen av Spania samlar femten tusen mann. Slaget står i to dagar, og då er heile hæren hans fallen. Kong Knut står aleine igjen.

Neste vår får Bendik Knutsson høyre at far hans er felt. Han reiser til Spania, kler seg som ein pilegrim og går opp på slottet. Han skjenkjer alle kongens hoffmenn til dei sovnar, og så ropar han på mennene sine. Kongen av Spania tilbyr no Dagmar, dotter si, om han sjølv får leve, men Bendik drep dei alle. Han tek jomfru Dagmar med seg til Danmark og gifter seg med henne.

L.M. Lindeman har notert ein melodi til visa etter Samuel Hellen. Han har tydelegvis sunge visa etter Peder Syvs Kjempevisebok.

Visa må likevel ha vore kjend i Noreg før Kjempeviseboka kom ut i 1695. I 1621 var det nemleg eit barselsgilde hos futen på Austrått, og der hadde biskop Anders Arrebo brukt det første verset av denne visa og omkvedet «De edelige sønner og de rike» til å lage ei høvesvise om dei gjestane som var der i gildet. Visa må ha vore ganske grov, for ho kosta Arrebo bispedømet (DgF VIII-IX, 216f.).

Anders Arrebo kan ha funne visa i Anders Sørensen Vedels «Hundreviseboka», som var trykt alt i 1591. I kommentaren til visa skreiv Vedel: «Denne er ocsaa en gammel Danske Vise, som haffuer altid været almindelig her udi Riget.

DgF 479

Oppskrift A

TSB E 57: Knud af Myklegård

Oppskrift: Kjempeviseboka (1787), 3. part, nr. 1, 333–338.

Oppgjeven tittel: Spanie Land og Mycklegaard, &c.

*

1. Spanie Land og Mycklegaard,
de ligge saa langt af Lee:
De Herrer sende hverandre Bud,
der af saa yppes deres Vrede.
– De ædeligeAlternativ lesemåte i strofe 33 og 44: ædle og i strofe 54: ædele Sønner og de rige. –

2. Det var Knud af Mycklegaard,
han taler til Broder sin:
Og du skalt indtil Spanie Land,
og føre did Sendebreve mine.

3. Meldte det Peder lille saa brad,
han var saa viis en Mand:
Saa vist kommer jeg her aldrig meere,
drager jeg i Fiende Land.

4. Og skal jeg kiere Broder bortfare,
med Bud og Breve dine:
Det vil jeg for sanden sige,
jeg kommer her aldrig igien.

5. Han tog Posen paa sin Bag,
og Pillegrims Stav i Hænde:
Saa gik han til det Fergested,
som ingen Mand hannem kiende.

6. Det var paa en tredie Pintzdag,
de løbe udaf den Minde:
Det var en anden Jule-Dag,
vor HErre dem Havnen sende.

7. De kaste deres Anker ud for Bord,
alt paa den Spanske Sand:
Det var Peder Benditsøns,
han træn der først paa Land.

8. Mit udi den Borgegaard,
der agseled han sit Skind;
Saa gaaer han udi Høyeloft,
for Spanie Lands Konning ind.

9. Hil sidde I Spanie Lands Konning,
alt over eders brede Bord:
Tage I nu de Lønbreve af mig,
eder sendes fra Mycklegaard.

10. Det var Spanie Lands Konning,
der han de Lønebreve saae:
Saa tog han ud den liden Kniv,
skaar dem i stykker saa smaa.

11. Meldte det Peder Benditsøn,
Han stod der lidet fra:
Hvad stod udi de Breve skrevet,
medens de ikke læses maa.

12. Ikke tør du spørge om Tidende Ny,
de Breve ere dig ikke best:
Som mend ved Peder Benditson,
du est en kienter Giest.

13. Syv Tønder af det hvide Sølv,
dem skattet din Fader fra mig:
Men otte Tønder af det røde Guld,
vil jeg ikke have for dig.

14. Jeg var mig saa lidet et Barn,
for inden min Fostermoders Arm:
Jeg det aldrig nogen Tiid hørde,
min Fader giorde eder Harm.

15. Hør du Peder lille Benditsøn,
haver du ey føre det hørt:
Det da skal den liden Griis gielde,
som gammel Sviin haver brøt.

16. Toge de Peder Benditsøn,
fulde hannem paa grønnen Vold:
Saa hugge de hannem sit Hovet fra,
alt over hans egen Skiold.

17. Det var Peder lille Benditsøn,
han bukker under blanken Sverd:
Som mend lever Knud af Mycklegaard,
han hevner vist min Færd.

18. Og det stod saa udi Vinter,
og saa i otte Aar:
Førend der kom Bud fra Spanie Land,
og ind til Mycklegaard.

19. Det var Knud af Mycklegaard,
sidder over sit brede Bord:
Saa mange kommer hannem i Tanker sine,
han tenker paa Peder lilles Ord.

20. Og han lader byde over alt sit Land,
baade over Læg og Lærd:
End fik han syv tusind Mand,
som bære kund Brynie og Sverd.

21. De vunde op deres silke Seyl,
saa høyt i forgyldene Raa:
Saa seyler de dem til Spanie Land,
ikke mindre end Maaneder to.

22. Vegteren stander paa høyen Muure,
han vinker ud over de Strande:
Her kommer seylend de Orlog-Skib,
som føre forgyldene Brande.

23. Kommer her seylend de Orlog-Skib,
fleere end du kand nevne:
Vist er det Knud af Mycklegaard,
sin Broders Død at hevne.

24. Og det var Spanie Lands Konning,
raabte over all sin Gaard:
Vel op alle mine gode Hofmænd,
her er en Fiende saa haard.

25. Høre I det mine ærlige Mænd,
I stride nu uden all falsk:
I stride imod Knud af Mycklegaard,
han er saa haard en Hals.

26. Det var Knud af Mycklegaard,
han styrde sin Snekke udi Havn:
Og hannem fulde efter syv tusind Mand,
saa vide gaaer der af Savn.

27. Det var Spanie Lands Konning,
han ganger hannem strax imod;
Hannem fulde vel femten tusind Hofmænd,
i Jern fra Haand til Foed.

28. Og de fegtedes dennem i Dage,
de fegtedes i Dage to:
Eene stod Knud af Mycklegaard,
hans Folk var falden hannem fra.

29. End vorde han sig for Kongens Mænd,
han vorde sig for dem alle:
Lige som Løv mod Vinters Tid,
saa monne de for hannem falde.

30. Ud kom løbende Jomfru Dagmar,
og gav hun saa stor Raad:
Slaa I strax løs den vilde Biørn,
da bliver Knud vist hans Braad.

31. Det var Knud af Mycklegaard,
han stoed saa hart i Brynie:
I lade det aldrig til Danmark spørges,
I biede mig med eders Hunde.

32. Tage I Knud af Mycklegaard,
lade hannem i Bolten slaa:
Lede I hannem i Morgen for oven Slot,
lade hugge hannem Hovedet fra.

33. Det var Knud af Mycklegaard,
han bukker under Skiold saa rød:
Som mend lever han Bendit Knudsøn,
da hevner han vist min Død.

34. Det stoed saa den Vinter igiennem,
den Sommer kom saa blide:
Saa fast da lengdes Bendit Knudsøn,
at han det ikke maatte vide.

35. Og der kom Tidende hiem til Lande,
de vare ikke alle ret gode:
Slagen er han Knud af Mycklegaard,
og ingen byder for hannem Bod.

36. Det var Bendit Knudsøn blev vred,
han vebnet saa mangen Mand:
Saa seylede han med Snekker tolv,
saa frit til Spanie Land.

37. Der de nu komme udi den Havn,
som dem lystet da at hvile:
Bendit tager paa sine Pillegrims Klæder,
bad dem en liden Stund dvele.

38. Her sidde I alle mine gode Hofmænd,
saa stille for inden Skibsbord:
Medens jeg gaar bort til Spanie Lands Kong,
at tale med hannem et Ord.

39. Hil sidde I gode Jomfru Dagmar,
hin væne og hin skiønne:
Ville I laane en Pillegrim Huus,
HErre GUd han eder det lønne.

40. Haver du ikke været til Tinge,
og haver du været til Stevne:
Haver du hørt Knuds Sønner af Mycklegaard,
de ville deres Faders Død hevne.

41. Alt haver jeg været til Ting og Stevne,
og hørt der Tidende fra:
Knuds Sønner kunde aldrig føre Kriig,
fordi de ere saa smaa.

42. Og hun løfte op hans Pillegrims Hat,
og saae hans Silke Hue:
Det du siger dig en Pillegrim være,
det monne du for mig liuve.

43. Ikke er jeg en Pillegrim,
det kand saa lidet due:
Jeg er eders kiereste Syster-Søn,
jeg er Knud Paars af Ty.

44. Est du Allerkiereste Søster-Søn min,
en Hertug Søn bold og rig:
Den klare Viin, den søde Miød,
den lader jeg skiænke for dig.

45. Ikke da skalt du skienke for mig,
derom saa ville vi kaste:
Hvad Terningen sig begive vil,
skal ingen af os laste.

46. De legte Skacktavel de Ædlinge baade,
de Terning fulde Bendit fra:
Hør I stolte Jomfru Dagmar,
mig bør at skienke gaa.

47. Han skienkte Miød og han skienkte Viin,
gav nok enhver og alle:
Drukken saa bleve de Kongens Hofmænd,
og Søvn monne paa dem falde.

48. Det var unge Bendit Knudsøn,
han lakket ud til den Strand:
Han raaber og vinker ad Danske Mænd,
at de skulle legge til Lande.

49. Det var unge Bendit Knudsøn,
han ind ad Dørren træn.
Det da var hans Spanie Lands Konning,
han stander hannem op igien.

50. Hør du min kiere Bendit Knudsøn,
og vilt du lade mig leve:
Hin væne Jomfru Dagmar min Dotter,
og hende vil jeg dig give.

51. Hin unge Dagmar, i hvor hun er,
og hende vil jeg vel faa:
Det var min Fader og Farbroder,
som du ihiel lod slaa.

52. Først vog han Spanie Lands Konning,
og saa hans gode Hofmænd:
I stande op unge Jomfru Dagmar,
følger mig til Danmark ind.

53. Saa tog han alle de døde Kroppe,
lagde dem i sorten Jord:
Saa gierne fulde hannem Jomfru Dagmar,
hen hiem til Mycklegaard.

54. Bendit tiente saa høvisk en Ridder,
han vilde hannem ikke svige:
Hannem gav han unge Jomfru Dagmar,
de drukke deres Bryllup tillige.

*

Strofene er nummererte i oppskrifta.

Oppskrift B

TSB E 57: Knud af Myklegård

Oppskrift: 1868 av Ludvig Mathias Lindeman etter Samuel Hellen, Nedre Telemark.

Orig. ms.: NB Mus ms 2456/1868:203, nr. 85.

Ingen oppgjeven tittel.

*

1. Spanieland og Myklegaard
de ligge saa langt af Led,
De Herrer _de sende hverandre Bud
Deraf saa yppes en Vrede.
– De ædelige Sønner og de rige. –

*

Strofa står til Lindemans melodioppskrift. Øvst på sida står det: Hellen. Nedre Thelemarken

Om Kjempe- og trollballadar

Kjempe- og trollballadane skildrar meir enn andre balladar kamp og strid. Nokre er relativt realistiske og skildrar dramatiske konfliktar mellom sterke menn. Ære, makt og rikdom er sentrale verdiar, og helten går bokstavleg tala over lik for å leve opp til forventningane som blir stilte til han. Kvinnene står på sidelina i desse visene.

Trolla dukkar rimelegvis opp i dei eigentlege trollballadane. Slike viser minner ein heil del om undereventyr, både når det gjeld handling og tematikk, gjerne ved at ei kongsdotter er teken i berg. Så blir det heltens oppgåve å drepe trollet og fri ut kongsdottera, noko han alltid greier med glans.

Fleire av kjempe- og trollballadane byggjer på motiv i den norrøne litteraturen, ikkje minst fornaldersogene. Alle desse visene har norsk/vestnordisk opphav.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook