Dagbok 1850

av Halfdan Kjerulf

August

1. Hele Dagen med Behrens og Hartvig. Mange Historier fra Hjemmet. Deres Reiseukyndighed og Pengeødsleri. Normann spiller for dem sine Klaverstykker fis moll. – Reiterstück – Spaziergang. – Bei Döderlein. – Mel a la Schumann. – Nachstücke af Schumann. – Moderne Trivialiteter af Wehle. – Aften i Lindenau.

2. Anekd. om Engl. der i Eckernförde har lejet Logis og med Kikkerten sidder og venter paa et see de Danske tage Gefion tilbage (!). – – Kl 12 ½ reise Behrens og Hartvig til Dresden. Middag med dem paa Banegaarden. – – Cholera i Leipzig, dog ei meget stærk. –

3. Brev fra Holms. (Inds. fra Tante Thea af 13d Marts!) Nogle Detaill om Krigen. De Fangnes Modtagelse af Pøbelen i Kbhvn viser Raseriet mod Tydskerne og kan neppe undskyldes. I Dk ventes paa Ratifikationen fra de øvrige tydske Magter for at Rendsborgs Beleiring kan paabegyndes (?). – Motetter af Mendelssohn og Hauptmann i Thomaskirken.

4. I Theatret Don Juan. Heller ikke her i Leipzig kan dette Værk gives tilfredsstillende; og i saa musikalsk en By burde man dog kunne vente at man der ialfald giordes det bedste al Umage. I reen musikalsk Hens. var vistnok meget at rose og Enkelt Fortrinligt men det rette Sammenhold; den nødvændige Sammensmelting af Stemmerne og Orch. savnedes ogsaa her. Og dertil kommer denne evindelige altid fremtittende schofle tydske Tilbøielighed til at giøre slette og fade Witze. Don Juan blev given med den gamle dumme Dialog. Don Juan og Leporello giøre gemene Kneipevittigheder og strax før Elviras Optræden seer man D. J. i sin Bolig overrasket af Retsbetjente der beskylde ham for det netop begangne Mord paa Commandanten. Den hele Scene kunde ligesaa godt høre hjemme i den første den bedste Berlinerposse og som sædvanl gives Aktørerne Tilladelse til at improvisere de fadeste Replikker. Skulde man dog ei rense Mozarts Mesterværk for slige ækle Tilsætninger! Er det Kunstsands? Hvor langt ædlere gik man da ei tilværks i Kjbhvn da man gav D. J. med Recitativerne. Og nu det hele sceniske Udstyr saa fielebodsmæssigt; og Helvedescommersen til Slut! fi donc! – Disse Fataliteter vare saa meget mere fremstikkende som paa den anden Side Udf. i Orchestret og fra flere af Sangernes Side var ægte musikalsk. Brassins Don Juan er ret kvik men for simpel: det samme giælder tildeels om Leporello: Hr. Beer der forresten er en dygtig Basbuffo. Ædelt og smukt sang Widemann som Ottavio og Stürmer var en god Masetto. Commandanten som ellers synges af Salomon blev udf af Hr. Wilske som ei har den dertil fornødne Røst. Leporellos Spil behagede mig ei og Wilske var slet. ellers var disse Roller dog i det Hele ret godt givne Donna Anna var blev derimod virkelig mesterlig sunget af Caroline Mayer. Naar man bliver vant til hendes Udseende og Stemmeansats og Udtale saa kan man dog tilsidst overgive sig med Behag til Nydelsen af hendes store Sangerbegavelse. Det er dog en Stemme (ihvorvel sped og ei ung) – og et prægtigt Foredrag og udadlelig musikalsk Udførelse. Ganske ypperlig var hun i Recit og Arien, især den sidste (i 2d Akt). Heelt igiennem god, behagelig, kvik og sikker var Günther-Bachmanns Zerline. Det er et prægtigt Fruentimmer; næsten altid er hun paa sin Plads. – Saal kunde al Musiken være ret godt repræsentert paa Scenen hvis ei et af de vigtigste Partier var givet til en uøvet Skolar, et Menneske med et umuligt Ydre for Scenen og et altfor stort Ubekjendskab til alt Scenisk. Frl Bucks Elvira var høist sørgelig; forstyrrede al Illusion og ødelagde mere end ét Ensembles Totalvirkning. Hun har en god, virkel smuk Stemme men den er ei egal: snart har hun stærke snart altfor tilslørede Toner. Snart synger hun med Sandhed og Følelse, snart som om hun aldrig havde Begreb om dramatisk Sang. Frl Buck er, idetm for Tiden, en Umulighed paa Scenen og jeg frygter at hun med sit ulyksalige Ansigt og sin hele Persons Kokkepigeplumphed aldrig vil kunne vinde Plads paa den. – Prægtig var Joachims Udf: paa Viol. (Pizzik.) af Mandolinakk. til D. Juans Serenade. Brassins Opfatn: af Don Juan var ikke chevaleresk nok; men forresten var han ret flink. I Scenen i Finalen i 2. Akt med Command.s Statue var han for meget beruset. Denne opfatning fandt jeg urigtig. Scenen med Zerline gik fortræffelig men dertil giorde dog Günther Bachmanns ægte dramatiske Talent Udslaget. Publ. klappede saavel af til det Gode som til det Slette og til Witzmageriet naturl allermeest. Den stakkels Buck fik dog en Deel Hyssen at høre. Fremkaldelser skeete som sædv hvert Øiebl. og til en meget forstyrrende Afbrydelse i Musiken. Det «dannede» Leipzig har et høist bengelagtigt og i slette Vaner sig behagende Parterre og Galleri.

5. Skrevet til Moder og Marie Lasson. [Norman Brev fra Schuberth og fra Bargiel.]

8. Efter de sidste Dagers trykkende Sommerhede kom igaar lidt Afkjøling og idag Regn. Igaar i Theatret Martha som for 3.de Gang dog bliver noget tynd paa mange Steder men alligevel, godt udført, altid efterlader et behageligt Totalindtryk. Og Günther Bachmann bliver man aldrig kjed af. Hendes prægtige Ansigt, smukke Hoved, for hende saa klædelige Lokker! Alt dette i Forening med en endnu ret smuk og elastisk Figur – og en stor Routine i Soubrettefaget. Fiin og yndig maa man ikke forestille sig Günther; tvertimod hun er nu og da næsten «derb»; men gjennem kvik, tækkelig, prægtig – en ægte Aktrice i sit Fag og med en Aktrices menneskelige Skrøbeligheder. Man maa heller ikke forestille sig hendes Ansigt egentlig smukt. For det første er hun ei ung mere og for det andet vilde selv i hendes fagreste Tid Ansigtet ingenlunde kunne kaldes et Skjønhedsansigt. Næsen er for kort, Øinene for smaa og indklemte mellem Panden og Kindbenene; men Panden er prægtig ligesom Hovedets hele Form og Trækkene med deres Feil dog indtagende; saa kloge tillige og Smilet sødt og skjelmskt, (men Tænderne!) – Havde hun et ædlere Organ vilde dette giøre hende endnu farligere. Nu – farlig er hun vel nu ikke mere; ialfald ikke saa ret for Alvor; men for 10 Aar tilbage!! – Plumkett: Hr Beer var meget god, derimod var Lionel en tynd Karl (Hartmann fra Würzburg). 1ste Akt er egentl den bedste heel igjennem.

9. Hos Richter begyndt 3st Sats med Cant. firmus og to bevægelige Stemmer (halve og 4.d Noder). – Brev fra Behrens i Dresden. – NB Briefe von Wilhelm v Humboldt an eine Freundin 4te Auflage, Leipzig, Brockhaus 1850. En høist anbefalelsesværdig Bog. Fortrolige Breve som aabenbare en berømt og ædel Mands indre Liv. En Skat af fromme, aandrige, dybe Tanker. – I denne Tid giver Dlle Rachel Giæsteroller i Berlin. Hende gav jeg noget for at faa see! Iaften i Theatret: Gutzkows bekjendte Comedie: «Das Urbild des Tartuffe». Dette er det første Theaterstykke jeg seer af G. Det staar langt over Richard Savage men er vel ikke nær saa dramatisk effektfuldt som hans Uriel Acosta. Naar Hovedpartierne spilles godt er det imidlertid en Fornøielse at see hans Tartuffe. Det kan ikke i Anlæg og scenisk Technik komme op mod de franske Comedier af Scribe og Consorter; men det er dog et aandrigt Stykke rigt paa fiin og vittig Dialog, fortræffelige An- og Hentydninger og i flere Hens. høist træffende Charakteertegning. Præsident Lamoignon er Moliéres Tartuffe in originali. Jeg maa antage at G. temmelig tro har benyttet de historiske Data. Molière vilde i Tartuffe skildre en heel Art af Mennesker, men med det samme rammes en enkelt Person. De to Skuespillerinder som optræde i M.s Tartuffe er Døttre af den Duplessis hvis Hustru Lamoignon vandrede under Hykleriets Maske. Handlingen spiller nu umiddelbart før, og, i sidste Akt under den 1ste Opf. af Tartuffe. Gutzkow fører i ret heldige Figurer Datidens herskende Smag og Fordom paa Scenen: Pedanteriet i Literaturen, Borneertheden og Selviskheden, og Letsindet i Sæderne, altsammen ledsaget af den franske Glathed og Elegants. Molière spiller selv Tartuffe og Scenen i sidste Akt mellem den virkelige og Theatertartuffen er høist effektfuld. Moliére er Armande Duplessis’ Elsker og vil efter Opf. af T. gifte sig med hende. Heraf Conflikten med Louis XIV som haaber at faa hende til Maîtresse. Men denne Kjærlighedshistorie ligesom ogsaa Søsteren Madelaines Optræden er mere underordnet skj. dog væsentl indgribende i St.s Plan. Hovedfigurerne ere Lamoignon og Moliére og Louis XIV. – Akademikeren Chapelle, Politiministeren Lionne, Parlamentsraadet Lefevre og Lægen Dubois repræsentere dem, der af egoistiske og Standshensyn opponere mod Opførelsen, mens de dog alle ere hjertelig glade over den sande Tartuffes Revselse. Udf. var som overh. i Skuesp. her i Leipzig langtfra heeltigjenem god. Det synes overh. som man i Tydskl har svært for at hæve Comediespillet til sand, naturlig Kunst, da falsk Bombast og slet, simpelt Witzenmageri har saameget Tilhold selv mel et ellers dannet Publ. – Men at her ogsaa gives udmærkede Aktører har jeg ogsaa i Leipzig kunnet overbevise mig om. Og en saadan, ialfald en dygtig og tænksom, der forstaar at give en Charakteer uden falske Tilsætninger er Hr Kläger fra Breslau (Lamoignon); mindre udmærket, men dog flinkt Schultes fra Münchener Hoftheater (Moliére). Ikke ueffen var H. Menzel som Akademikeren. De Øvrige: v. Othergraven (en smuk Person at see paa) som Louis, DHr Stürmer, Henry, Saalbach o.s.v. gaa ei over det Middelmaadige. Borger Matthieu, Repræsent. for Mængden af Pariserne der yndede Molière uden just at forstaa ham, blev spillet paa den sædvanl. krasse komiske Maneer af Ballmann. Damerne vare: Armande: Frl Schäfer og Madelaine: Fr. Günther Bachmann. Men det er som sagt ingen Hovedroller og kunde vistnok af Forf. være udbragte til noget mere interessant. –

11. Bladene om Explosionen i Rendsborg. Dette tredie store Uheld i denne Krig giør Sl.Holst. formelig til Martyrer, og man raaber paa Prent: O, I Tydskere kunne I da slet ikke hjælpe! Alt er tabt maa I sige; thi I have ei engang reddet Æren. – H. v. Gagern skal være gaaet ind i den sl.h. Armee. – Et Stykke Messe af Hummel i Thomaskirken. – Kistner overbyder Schubert som Forlægger for Normann. – – Fru Günter B. og hendes Søster som Gjenboere, men kun «som Gjæster». –

12. M. H. til det Gutzkowske Stykke læser jeg idag i «Grenzboten» at en af Hovedindvendingerne mod dette Stykke er at dets Basis er meget uhistorisk. Taillander bebreider ham stærkt manglende Kundskab til de historiske Forholde. Og det er en slem Ting netop for saadant Stykke. – – Bilag til Augsb. Allg. Zeit. en interessant Art. om Tidemands Frise-Billeder til «Oscarshal». – – Utaalelig Hede! – Aften med Friedenthal og Lindhult i Tivoli. – Norman bortreist i al Hemmelighed. –

13. En ganske god lille Art i «Le Constitutionnel» om de nærv. polit. Forholde i Tydskland. Preussen med Separatunionen og Militærtraktaten paa den ene Side og Østerig med Sydstaterne og Bestræbelserne for at oprette den gamle Bundestag i sin gamle Skikkelse paa den anden. Men denne Reaktion til det gamle Bund har ogsaa i Berlin Talsmænd (v. Radowitz); og man var allerede paa god Vei til at enes om en complet Reaktion; men da kom Separatfreden med Danmark og den paafølgende Krig i Slesvig. Og atter staar nu Preussen og Østerig næsten «fiendtlig» ligeoverfor hinanden. Hvad bliver nu Enden? Vil det lykkes at faa det gamle «Bund» restitueret eller vil den ianl. af Krigen atter opstaaede politiske Bevægelse komme Preussens Unionsprojekter tilgode? Thi den tredie Mulighed – en ny Revolution – har for Øiebl. just ingen Chancer for sig. – – Legitimistisk Conferents i Wiesbaden (Greven af Chambord; Berryer. o s.v.) Samtidig hermed L. Bonapartes forest. Reise i Provindserne. – – Ved Solnedgang spadseret udad Peters Steinweg paa Chausseen til Connewitz der ligger en lille Stunde borte og meget smukt nemlig lige ved Skovkanten hvorfra ogsaa her ret er en Pragt af Parkanlæg og skyggefulde Haver. Et Par udmærket smukke Landhuse saa jeg her. Og Kaffeegarten i Connewitz hører til de meest indbydende om Leipzig. –

15. Normann havde giort en Udflugt til Weimar og Naumburg paa to Dage. – – Heden er fremdeles utaalelig, og, som man hører, Cholera i Tiltagende. – Fra Krigsskueplasen intet væsentl. Nyt. – De Danske beholde deres stærke Stilling ved S. for Slesvig, udstrækkende sig mod Ø. til Eckernförde og m. V. til Tönningen – paa begge Sider beskyttet af Flaaden. Det hedder bestemt at vor Konge har givet flere Officierer Permission til at gaa i dansk Tjeneste og at endog russiske og engelske Off. ere gaaede i den. – En Nyhed bringe ogsaa tydske Bl. idet de fortælle at Kongen af Danmark har ladet sig vie (til venstre Haand) til Mamsell Rasmussen. (Lola-Rasmussen). – I Fliegende Blätter findes ofte gode Indfald. Saal hedder under Titelen: Das Versprechen: «Sultanen af Tyrkiet lover for Fremtiden at han ikke vil kalde de Christne for Hunde hvis de paa deres Side ville love ei at kalde deres Hunde Sultan.» – I «Humboldts Briefe an eine Freundin» hen siger han etsteds, hvad der betegner hans Charakter og Livsanskuelse: – – «Sie haben mich ganz mißverstanden, indem Sie sagen daß ich zu nichts zu meinem Glücke bedürfe als mich. Es ist allerdings wahr. Aber das kann ich, wie streng ich mich untersuche, nicht tadeln, es ist vielmehr in mir die Frucht eines langen und darauf gerichteten Lebens gewesen. Ich lebe nämlich in Gefühlen, Studien, Ideen; diese sind es eigentlich, die machen, daß ich nichts Fremdes bedarf, und sie sind auf unvergängliche Dinge gerichtet, sie laßen micht nicht sinken, wenn mir Erwartungen fehlschlagen, wie ich es oft, wenn mir Unglücksfälle zustießten, erlebt habe. Nur wenn man in diesem Sinne nichts bedarf, kann man möglichst frei von Egoismus sein, denn da man für sich nichts fordert, kann man anderen hilfreicher sein. Man genießt auch dann jede Freude mehr, gerade weil sie kein Bedürfniß ist, sondern eine reine, schöne Zugabe zum Dasein. Alles was dem Bedürfniß ähnlich ist, hat die Eigentümlichkeit, daß man es viel weniger genießt, wenn man es hat, als es schmerzt, wenn man es entbehrt. Darum aber fühle ich (ich habe es ja mehr als einmal erfahren) den Verlust geliebter Personen wohl eher Tiefer als Andere, wenn auch mit mehr Fassung und Ruhe. Nur die Wehmuth setze ich nicht dem Glücke entgegen, sondern theile das Glück in wehmüthliges und heiteres, und setze jenes nicht gegen dieses Zurück.» – – –
– Iaften Kl 8 trak et ganske prægtigt Uveir over Leipzig og afkjølede Luften. Himlen havde de pragtfuldeste Skyer, mørke, truende og forbifarende men bag disse glødede det med alle brændende og blændende Farver. Saa kom Lyn i en Mængde med og med en Styrke af Lysglands som jeg ei tilforn mindes at have seet. –

16. Hos Norman som spiller for mig af Chopins E moll Concert og Ballade No 3. – Mendelssohns Serenade a moll All.o giocoso. – Lindblads Claveertrio op 9. – og flere meget smukke Lieder af egen Composition. – En Art. i Leipz. Allg. Z. hvor en Officier taler om Slaget ved Idstedt og lader sine Landsmænd betænke at det er bedst at holde sig til Sandheden som er den at Slaget var tabt og det ei paa Gr. af en enkelt Forseelse ell Fiendens Overmagt men simpelthen tabt paa Gr. af Fiendens vel anlagte og vel udførte Slagplan. Det er bedre mener han at tilstaa dette og være paa det Rene med at man har en virkelig tapper Fiende for sig thi ved Illusioner og Usandheder vinder man dog Intet. —

18. Inat skal den yngste af Hauptmanns søde Smaapiger være pludselig død af Cholera!. – Iaften i Theatret for at fordrive en skyet Søgndagsaften. Man gav «Prinz Eugen der edle Ritter» et slags komisk Oper af Gustaf Schmidt som ogsaa selv har bearb: Texten. Jeg kjender hidtil ei til Hr Schmidt; og hans Musik, som dog har flere gode Melodier der passe i det valgte Costume, tiltaler mig forresten ikke stort bedre end den dumme Text som de gode Tydskere lade til at finde saa morsom. Det Bedste er Benytt. af den gamle Vise om Prinds Eugenius. Her er en Corporal og en Marketenterske som ere Hovedfigurer, men man maa dog ei tænke paa noget lignende som Regims Datter thi denne Donizetti Opera har en god Text. 1ste Akt var ganske morsom men da man saa mærkede hvad det blev til – saa God Nat! – Pers. ere: Prinds Eugenius (Stürmer. Bas.) Corporal Jakob Venus (Behr) Engel-Lise (Fr. Günther-B.) Conrad Uhrhandler (befindes til Slut, da han skal hænges, at være Jacobs Broder og bliver selvfølgelig pardonneret) Hr. Widemann; samt en Bajazzo en Underofficier som har været i Fransk Fangenskab og derfor idelig parlerer fransk og giør slette Witze: (Hr Ballmann.) – Behr var fortræffelig i Sang og Spil; Günter Bachmann prægtig at see paa i det smukke Marketenterskecostume. Dekor. og Udstyr forholdsvis gode. –

18. Begyndt Canon hos Richter. (– og i Streng Imitation; naturl ikke de saak. Kunst-Canons.). –s Humboldts Briefe an eine Freundin er dog en herlig Bog. Det er en Skat for den Fromme og en Maner og en Vækkelse for den hvis Samvittighed evindelig siger ham at han ei formaar at ville, ei kan udføre hvad der giver Aanden Herredømmet over Kjødet og al Skrøbelighed. Man kan betragte Bogen som en religiøs Skat; men ogsaa som en æsthetisk. Wilhelm v. Humboldt var i 1788 omtr. 21–22 Aar gl og blev i Pyrmont bekjendt med den unge Dame til hvem disse Breve ere skrevne. De vare sammen i tre Dage og saae hinanden ikke igjen før i 1827 og da kun nogle faa Timer. Hun var omtr 4 Aar yngre end H. Hun var under deres første Sammentræf altsaa ganske ung; hun var dengang forlovet og blev kort efter gift men som det lader til, høist ulykkeligt. Under Krigen led hun stort Formuestab som ei blev hende godtgiort. Hendes Liv indeholdt en Række af Lidelser, ydre og indre men det var en rigt begavet Aand og et stærkt, inderligt og reent Gemyt. H. havde giort et uforglemmeligt Indtryk paa hende; man kan vel sige hun elskede ham i Mindet og bevarede denne Hemmelighed til sin Grav for Alle Andre. Det var i 1814 at hun i sin Nød tog Mod til sig og tilskrev den kjære Ungdomsven som nu forlængst var bleven en berømt og formaaende Statsmand. Af dette Brev som gav Anl. til Corresp. har hun meddeelt ‹…› Indledningen. – Hun fik strax Svar, og Trøst, og som det lader til, den Hjælp hun af ham kunde vente. Saa kom H.s rige offentlige Liv i den diplomatiske Bevægelse under og efter Napoleons Fald. I disse Aar kunde han ei vinde Tid til at skrive hende til uden i faa, sjeldne Linier; men fra 1822 af, da han udtraadte af Ministeriet, vedvarede denne mærkværdige, næsten blot om det indre Liv sig drejende Brevvexling lige til hans Død. Det sidste Brev er dat. 28 Marts 1835 og d. 8d April døde han. – Brevene ere inderlige, fortrolige, trøstende og aabenbare en ganske ualmindelig velsignet Charakter. Hendes Personlighed maa ogsaa have været ganske udmærket; hun har formelig med Sky undgaaet at meddele Offentl af sine Breve; kun et Par Uddrag til nødvændig Forstaaelse. Paa H.s Opmuntring skrev hun og sendte hun ham stadig i Hefter sin Selvbiografi, som kun var skreven for ham og som paa hans Bud tilligemed saamange andre private Papirer, blev tilintetgiort. Kun ugjerne gav han hende Tilladelse til at opbevare hans Breve. Seent og vist ikke længe før sin Død bestemte hun sig til at udgive disse Breve og har dermed givet Offentl en stor Skat ihænde og skaffet den et høist interessant Bekjendskab med to ret sjeldne stærke og fromme Charakterer hvoraf den ene hans, vel var berømt nok men dog ikke saaledes i sit indre liv beskuet. – Bogen har oplevet 4 Oplag, er i to Dele (den 2.d begynder med 1829, da H.s Kone døde) og udk. hos Brockhaus i Leipzig. Damens Fader var Landgeistlig; men Brevene give os ingen Oplysning over hans Navn og ydre Forholde. Hendes Fornavn var Charlotte; det er alt hvad man veed. Hun har selv arrangeret Udgivelsen, men den kunde først intræde naar hun var død. Naar hun døde, erfarer man ei. Overhovedet erfarer man altfor lidt om hende i Forhold til den store Interesse hun faaer naar man læser hvad H. skriver om hende til hende. Paa en Opmuntring til at optræde som Forfatterinde vilde hun aldrig gaa ind. Hun anfører i Bilaget et Par Fragmenter som har Hensyn hertil. Saal hedder det: – – «Ist Licht in meiner Seele, so ist es ja nur durch Sie mehr entzündet mein Eigenthum geworden. Sollte ich nun herausgeben was mich bereichert, belebt, beseelt u. beseligt, wie arm, wie todt, wie entseelt würde ich werden! – «Sollen, dürfen wir Frauen, die Schätze unsers Innern, den größern oder geringeren Reichthum unsers Gemüts herausgeben! Soll er nicht vielmehr nur uns beleben und erwärmen? – – Niemals könnte ich mich entschließen so hervorzutreten. Es gehört dazu eine Kühnheit die mir ganz versagt ist. Wie dankbar ich fühle, wie ehrend es für mich wäre unter Ihrem Schutz öffentlich zu stehen (o! ich habe daß längst gewußt und schwieg dennoch) aber gewiß ist mir diese demüthige Schüchternheit angeboren, meine Verhängniße haben sich nur vermehrt. Es mag indeß sein, daß, was vor den Sonnenstrahlen des Glückes sich entfaltet, die kühnen Blicke erträgt, indeß das, was in dunkeln Schatten sich erschließt, gleichsam erschrickt und welket. – – –» Doch will es mir im Allgemeinen vorkommen als ob Frauen des schützenden Schattens der Ver‹…›borgenheit bedürfen. So, wie sie ihn verlaßen, sind unzählige geschärfte Pfeile auf uns gerichtet, die ihr Ziel nicht verfehlen. Nun – nie fände ich den Muth der dazu gehört wie durchdrungen von Dank für Ihre Güte ich auch bin.» – –

19. Hos Becker hvor han og Norman spille N.s D moll Sonate og en Duo af Lindblad for Pfte og Violin i G dur. (Karrikaturer af Reimers. – Portrait af Caroline Günther-B.)

20. I Theatret Aubers «Le Maçon» (Der Maurer u. der Schlosser). Velbekjendt fra Christiania, hvor man overhovedet Auber har giort god Tjeneste. Musiken i Muurmesteren hører til hans tidligere Arbeider og har derfor en stor Melodifriskhed og sund Opfatning af Charakterer og Situationer. Meget er ganske fortræffeligt og det Tynde og Ubetydelige er ofte mere Textens Skyld. Udførelsen er ganske charakteristisk for Leipzigs Theater. Man seer at Bestyreren er en Privatentrepreneur og at der ved Siden af Kunstinteresserne raade ganske andre. Saal forekommer her som saa ofte i Hr Wirsings Foretagender en betænkelig Blanding af Godt og Slet. Et godt Orchester og en udmærket Capelmester; paa Scenen derimod ved Siden af nogle yndede og virkelig dygtige Artister sande Diletttanter og Marodører paa Kunstens Gebet og lysegrønne Schülere; thi høiere kunne «Frøkenerne» Hennig og Buck dog ei komme. I Sceneriet og Costumet er ingen Holdning; er en Dekoration god saa er en anden aldeles bagvendt og det samme giælder Costumet. (Men naar det giælder «Propheten», ja, da gives Tusinder ud til Udstyret! -). De samme Sladdersøstre som i 1ste Akt saa nogenlunde optræde i Costumet fra Revolutionstiden (el umiddelbart før Samme?) vise sig i sidste i deres egne Klæder som temmelig sladskede Leipzigerjomfruer, høist commune Choristinder fra 1850. Hvorfor! Jo fordi de i 2den Akt giøre Tjeneste som tyrkiske Haremsmadamer og ikke have den fornødne Tid til en omhyggelig Omklædning. Günther Bachmann har Pudder og Fiskebeen og er ganske allerkjæreste at see; Mureren og Smeden have ogsaa Pudder og Pidske men Hr Leon har en Waffenrock af nyeste Snit, stramme Pantalons med Stropper; kort sagt aldeles modern. Da er man hos os kanskee dog ikke fuldt saa hensynsløs. – Som Henriette var Fr. G.-B. ganske paa sin Plads; hun er kvik og frisk og dog overdriver hun ikke, idetm. langtfra i Forh. til hvad her er Smag og Mode. Frau Eicke var ogsaa en meget god Mme Bertrand skj. kanskee «for fiin». Behr gav desværre Smeden for burlesk; det er Publ.s Skyld som opmuntrer dette Pudsmageri. Henry modererede sin Roger langt mere end det var at vente; hans Sang er nu saa som saa. Widemann gav Leon tørt og stramt; og hans elskede Irma med samt hendes Hjertensvendinde (Frl Hennig og Buck) og den hele Haremsgeschichte var til at græde over. Og saa grimme som de vare! –

21. Endelig et Brev fra Hjemmet (af 17.d). Mit ankom n 13.de – Axel ikke frisk. [NB. Daguerreotyp.]

23. Norman skriver en Lied hos mig. – Theatret «Muurmesteren» hvis friske, ægte franske Musik man altid gjerne hører. David dirigerede, da Rietz er syg. Hennig var lidt bedre end sidst. Günther-Bachmann fortræffelig, især i den uimodstaaelige Sladderduett hvor ogsaa Fr. Eicke er meget heldig. Denne Duett var fast det Eneste som Publ. applauderede – og det det samme Publ. som er saa rundhaandet med Klap og gavmild med Bravos og Fremkaldelser. Man kunde sige at Muurmesteren ingen Lykke har giort mens man skraaler over Martha og – – Prinds Eugen (!).

24. Fiedler og Norman spille Schumanns B dur Sinf. 4h (Breitkopf & H. op. 38. Th. 2. 10 ng.) fremdeles endeel af Spohr Die Weihe der Töne. Beethovens B dur; Finalen af C moll. – Mendelssohns Claveerconcert D moll. (Fiedler). – NB . Ich und mein Haus en ganske deilig Chorsang (religiøs) for bl. St. af Hauptmann (af op. 33)

25. Em. i Bäckerls Garten. Aften i Tivoli Dandsesalone hvor det vrimlede af Folk af begge Kjøn men hvor mellem det «smukke» fandtes overmaade faa passable; de Fleste vare «offentlige». –

26. Endelig læser man i Bladene at Nicolaus Lenau er død. I flere Aar var han vanvittig og ved Operationen fandt man en Ansamling af Vand i Hjernen. Han var fød 1802 i Czadad i Banatet og døde paa et Galehospital i det Østerigske. (Döbling)
Præsident L. Bonapartes Reise i det østlige Frankrig
. Lyon. Besançon (Affæren paa Ballet) Elsass (Modt. i Strasburg.) – Fredscongres i Frankfurt hvor Krigen erklæres for religionsstridig og Voldgiftsavgjørelse foreslaaes som Remplaçant. – Østerig og Preussen begynde at komme hinanden imøde i det indre tydske Anliggende. – Balzac død i Paris. –
Af Humboldts «Briefe»
kunde man virkelig giøre sig en Skat af Uddrag. I næsten hvert eneste Brev træffer man paa hvad der i høieste Maade maa interessere Tænkningen. – Træffende er denne Yttring: « – – Ich glaube an eine Fortdauer, ich halte der ein Wiedersehen für möglich wenn die gleich starke gegenseitige Empfindung zwei Wesen gleichsam zu Einem macht. Aber meine Seele ist nicht gerade darauf gerichtet. Menschliche Vorstellungen möchte ich mir nicht davon machen, und andre sind hier unmöglich.». – Hvor almindelig er ikke den Mening at Sorg behøver Adspredelse; at de tørre fast mechaniske Arbeider netop ere nyttige naar man har oplevet en dyb Hjertesorg. Humboldt vil ei vide noget deraf. Han siger saal. i et Brev – hvor han taler om de kvindelige Syslers Fortrin for d. mandlige idet de sædvanl give Tanken fri, mens de mandlige Forretninger som oftest, mens de ikke nære Geisten, dog ei tillade at Tankerne ledes fra Arbeidet: – – – «Zerstreuen laßen sich tiefe Gemüther nicht, sie finden vielmehr sich selbst und mit sich die Ruhe dadurch wieder daß sie sich abschließlich mit den Gegenständen ihres Grams beschäftigen

27. Cholera er her fremdeles; men i den sidste Tid egentlig ikke i Stigende hvorimod den er meget slem i Landsbyerne heromkring og i det nærliggende Halle. Her i Leipzig anvendes med Held Varmtvands-Kuren. Ifølge Listerne døe i Gjennemsnit det halve Antal af de Angrebne.
– Mlle Rachel ventes med sin Troupe i Dresden først i September og det er anmeldt at hun ogsaa her i Leipzig vil give tre Forestillinger.
– (Om Leipziger Journaler:) Meest læste ere vel de liberale Neue L. Z. og Brocks Allg. Ztg. – Leipz. Zeitung er reaktionær og høist kjedelig. Tageblatt er mærkelig form. sine philisteragtige Annoncer. Saa komme Reibeisen (Volkshalle), Vaterlandsblätter, Reichsbremser (polit. Karr. Blade) – Den øvrige Mængde er ikke egentl Leipziger Blade.

30. Mlle Rachel i Leipzig! Denne mærkværdige Kvinde besøgte os da endelig paa sin tydske Lokomotivfart. En Aften i Berlin, en anden i Hamburg, en tredie atter i Berlin, en fjerde i Magdeburg, en femte atter i Berlin, en sjette i Dresden, en syvende i Leipzig – og saa atter i Berlin og atter til Dresden – og forhaabentlig atter til Leipzig! Isandhed alene denne Faren om er mærkværdig, naar man betænker hvad det er hun spiller og hvorledes. Ja sjelden og mærkværdig er hun. Hun staar i Kunstverdenen som et Nummer for sig selv; i sin Retning har hun ialfald Ingen over eller ved Siden af sig. Mærkværdig er hendes Personlighed og mærkværdig hendes Kunst i alle dens Dele. Hvad har man ikke læst og hørt om Jødinden Rachel i det sidste Decennium; og dog blev jeg forbauset da jeg saae hende. Denne skarpe, magre Skikkelse er skjøn, skjøn som en antik Statue. Hendes Fremtræden, hendes Mimik og Gestus, hendes hele stumme Spil – alt er overordentligt i høieste Grad, beundringsværdigt og gribende. Og nu hendes herlige Organ med alle dets Skatteringer i Deklamationen! Og dog har man Ret naar man siger at denne hendes Deklamation mere er fransk Virtuositet i Sammenligning med det stumme Spil hvis ædle Plastik og beundringsværdige Kunst staar uantastet af en maniereret Skoles traditionelle Misligheder. Hun gav os Camille i «Corneilles Les Horaces». – Lad den i den franske klassiske Literatur Indviede med Alexandrinernes stive Pathos Fortrolige vurdere denne og lignende Tragedier. For mig mangler her Sandhed og Natur. For mig er al denne deklamatoriske Kraft, al denne pompøse Gevalt og ‹…›Pathetik bortødslet paa et iiskoldt Legeme. Jeg kan til Nød læse dette Stykke men see det vilde jeg ei kunne hvis ikke Rachel var der. Men Thi, er det Corneille som giør Rachel stor – er det ikke ene og alene Rachel som giør giver Camille og ‹…› Liv og Sjæl? Nu; en vis Storhed kan ei nægtes disse Gestalter; det er Maneren, Udførelsen fra Digterens Side som giør Skaden. Hvo kan i vor Tid udholde denne evindelige Deklameren mens dog Handlingen drejer sig om et Faktum som kan sætte Alt hos et Menneske i Bevægelse! Kan Rachel udholde den? Er det Liv, den umaadelige Lidenskab hun i 4d Akt indgyder Camille, er det hendes eller Corneilles? Nei det er hendes og kun for hendes Skyld kan man see disse længst døde dramatiske Gestalter paa Scenen. – Hvorfor vælger nu Rachel især Camille til en første Optræden? Maaskee dog med fuldt Overlæg. Thi her seer man maaskee bedst denne mageløse Overgang fra det elskende Gemyts stille Ængstelighed til dets Udbrud i den meest ubegrænsede Lidenskabelighed; i Camille kan hun maaske bedst vise os hvorledes isandhed «ihr Erscheinen ein Hauch ist, der in großen Effektmomenten zum verderblichen Orkan schwillt.» (Feuill. Kr i Deutsche Reform) Indtil den 4.d Akt har hun kun ganske enkelte betydningsfulde Momenter – Alt er altsaa her endnu hovedsagelig kun det stumme Spil og den Interesse hendes herlige Organ og hendes hele ydre Erscheinung giver – Men 4d Akt; det er egentlig hele Tragödien, det er hele Rachel. Det begynder her med det kolossale stumme Spil under Valéres Beretning om Udgangen af Horatiernes og Curiatiernes Kamp – Hun erfarer sin Elskers Fald ved hendes Broders Haand, og synker i Afmagt om paa en Stol under et beundringsværdigt udstødt «helas!» – Da hun vaagner op, og seer den hele Virkelighed for sig, ytrer først hendes Sorg sig i en Strøm af bitre Taarer; saa maa hun høre paa at den gamle Fader bebreider hende hendes Taarer og Kjærlighed, der nu maa være død og fordunklet af Glæden over Broderens og Roms Sejer. Familiefølelsen, og Kvindens dybeste maa undertrykkes og glemmes for Fædrelandets Glands og Lykke. Men det er ei i hendes Sind! Hun elsker, og elsker alene! – Nu er Faderen gaaet; nu reiser hun sig og frygtelig er hun nu med Et, rystende i krampagtig Zittren og saa farende over Scenen «som en Furie» i zarte, romerske Drapperier og med Tone og Accent som om en Hyæne havde siddet der paa Stolen i Tunika og Pallium; – – – og ‹…› saa tilsidst Forbandelsen (Lidenskabens Overmaal!) under hvilken hun falder for Broderens Dolk!! – Ja mægtigt er dette Indtryk og beundringsværdig er hun, ‹…› beundringsværdig trods Overgreb i det Vilde, fast Uskjønne, hvortil hendes Genialitet kan henfalde. – Det Skjønneste for mig er hendes stumme Spil; saa henrykt som hendes Organ kan giøre mig saa kommer dog i hendes Deklamation meget fore hvis kunstneriske Sandhed jeg ei formaar at erkjende og det ikke blot fordi jeg saa slet forstaar Fransk. Saa stor hendes Kunst er i Fordelingen af Lys og Skygge i Deklamationen saa kan dog vel ofte denne ofte umotiverede Indtræden af det hurtige Monotone i hele Phraser umuligt være andet end en Caprice eller en Hængen i en slet Maneer. I det Hele er denne Vexlen af Tonefaldet ofte noget høist forceret og usandt. Selv i hendes stumme Spil er undertiden en Zittren med Hænderne og en og anden Ansigtsgrimasse ikke lidet forstyrrende – men det er blot undertiden. – Hovedindtrykket er kolossalt og i Enkelthederne kan man ordentlig hensynke af beundrende Betragtning. Den ovenomtalte aandrige Feuill i Deutsche Reform kalder Rachel en «Mädchen-Sensitiva der reizbaren explodierenden Leidenschaftlichkeit französischer Tragik.» – Rachel er den legemliggiorte Lidenskab. «Beundringsværdig i Alt hvad hun fremstiller, staar hun dog egentlig kun i de lidenskabelige Udbrud paa sin kolossale Berømmelses Toppunkt. At hun saaledes kan paatrykke alle Skatteringer af lidenskabelige Affekter – fra det zarteste Sværmeri (?) til det tøilesløste Raseris dæmoniske Udbrud – den plastiske Fremstillings Fuldendelsens-Krone – det beviser netop hendes store Mesterskab, hendes dybe Nedsynken i Menneskebrystet, i Opdagelsen af dets Lidelser og Svagheder. Hun stiger med sikker Fod ned i Menneskehjertets Krater, giennemspeider med skarpt Blik Værkstederne hvor dets Følelser gestalte sig, gjennemroder med dristig Haand alle dets Rørelser, koger dem sammen med sit eget Indres vulkanske Elementer og udslynger dem som et sprudende Vesuv med gigantisk Kraft i Dagens Lys.» – Men med al sin forbausende Kunst er imidlertid Rachel en Jødinde og en ægte Pengejødes Datter. «Kom med Eders Penge og jeg skjænker Eder mine underbare Præstationer»! Hun besøger Tydskland fordi det tilbyder sig hende som et godt Marked; hun besøger det og kun hun; det Selskab hun fører med sig ere Artister af 5te Rang og Flere af dem «lette» Comediespillere der paa den høie Kothurne kun kunne vække Latter. Dem kan man have for en billig Penge og saa beholder hun selv Løvens Anpart. Det er hende Intet at disse middelmaadige Gestalter giøre det dybeste Skaar i den dramatiske Nydelse. Hun er der og for hendes Skyld maa vi taale alt det Øvrige. Imidlertid har den tydkse Philisteragtighed dog giort disse Bigestalter daarligere end de virkelig ere. Tydskerne skulde tænke paa sine egne Theaterfigurer! – – Den samme Mlle Durey som i Sabine giorde en saa ynkelig Figur var en meget passabel Aktrice i det bekjendte 1 Aktsstykke Le Mari de la veuve som gik foran Horatierne. Overhovedet blev dette Stykke givet med et Liv, en Naturlighed og et Ensemble som sandelig Tydskerne og Tydskerinderne skulle have ondt ved at eftergiøre. Og dog var det Artister af underordnet Rang. Men har man t.Ex. her i Leipzig en ung Lystspil-Elsker saa kvik og poleret som den unge Mand der gav Leon (Thiron) eller en saadan lille nydelig Theaterfigur som den lille Mlle Palmyre? – Men i Corneilles Tragedie vare disse Medspillende at græde over, om end et Par af dem nu og da vare ret gode (Den gamle Horace: Hr. Chery ainé. Horace: Hr Raudoux en anseelig Karl med fuld kraftig Stemme – Curiace Hr. Rafaël, Rachels Broder, en Mand med Talent). – – Værst vare de to Kvindefigurer, der paa et Haar lignede «H.D.s» antike Carikaturer i Charivari. Det samme Slags Klædebon som latterliggjorde disse, det samme – vel i en hvid, skinnende og luttret Udgave – forstod Rachel at bære med en fuldendt plastisk Skjønhed. Det var, siger Feuillietonen i D. R., som om en Agrippina eller Julia havde forladt sin Sokkel i Musæet og stod lyslevende for os. Ja denne hendes Fremtræden vil jeg erindre! Dette magre Væsen, fiint og slankt – hvor havde hun forstaaet at give sig en Statues plastiske Ynde! Den hvide Tunika og den skjønt foldede og baarne Pallium, den blottede, spæde Arm, det ædle Hoved, antikt uden at have Antikens Træk – det ravsorte ‹…› costumetro, ægte romerske Haar; og nu hendes mærkværdige Træk og herlige sorte, flammende Øine, disse dybe, ægte tragiske Blikke! Den lille Mund som saa snart skulde blive saa rædselindjagende! Den hele spæde Gestalt som saa snart skulde vise en saa uhyre Kraft i Fremstillingen af en paa Spidsen drevet tragisk Mimik! Da hun udsendte sit første Ord, hvo skulde formodet i det spæde Hylle denne ‹…› sonore Klangdybde, denne vidunderligt fulde, talende Contralto? Fra en dyb Dysterhed steg den til den stærkeste Affekts Lyd og Svingninger. – – Musik var det, men «Musik fra Eumenidechoret i Æschylos»! – – For en saadan tragisk Kunstnerhøide maa Manglerne træde i Skyggen. Det er ikke hendes Skyld at den franske Klassicitet svælger i Alexandriner! Hun sværmer vel for deres Velklang – nu – hun er jo Fransk. Denne stereotype Maneer var et M‹…› Ideal for hendes Virtuositet – lad Franskmændene skatte det – for os er hendes Mimik Hovedherligheden. – Det kan ei nægtes at Alexandrinerne har noget pathetisk Høit ved sig – men i Længden udmatter denne Form forfærdeligt. «I Franskmænd som afsætter Konger og ødelægger Forfatninger – giør dog engang en Revolution mod Eders Alexandrinere – saalænge I taale dem bliver Eders Tragödie dog forstenet!» – –
En Bemærkning gjør Feuill i D. R. der dog forresten er saa ganske extravagant enthusiasmeret for Rachel – og denne Bemærkning fandt jeg ogsaa havde nogen Gyldighed under hendes Optræden her: – – «Tritt’ doch wieder dich das Schönste, Mächtigste und Herrlichste was dich belebt, in den Schranken; deine göttergleiche Stimme. Sie dröhnte aus deiner Jeanne (d’Arc) von den übermenschlichen Anstrengungen wozu sie der böse Feind stachelt. Aus ihrem harschen Ton, der zum erstenmal mißtönend mein Ohr traf, hörte ich die Transporte der Lokomotive heraus die deine Camilla nach Hamburg und deine Hermione nach Magdeburg brachte. Und dein Hauptverderber Jeanne, ist dein Vater!» – – Theaterpriserne vare fordoblede, ja tildeels end mere forhøiede – og ganske fuldt var Huset ikke. Hun blev to Gange stormende fremkaldt – ‹…› en Ære som hun forresten deler med selv de Middelmaadigere af Stadttheatrets Personale, naar ret Parterrepublikummet er i sit Lune. Dennegang var rigtignok Publ. noget mere udvalgt.

31. – Louis Philippe † d. 25.d August i Claremont. Havde dette Dødsfald fundet Sted paa Frankrigs Throne, hvilken umaadelig vigtig Begivenhed vilde det ikke have været! Og dog er det trods det Skeete, en Begivenhed: Han som gav Frankrig 18 af dets lykkeligste Aar, skulde døe i Exilet! – Samtidig hermed holdt drev Greven af Chambord sit ridderlig-donkuizotiske Spil i Wiesbaden og Republikens Præsident overbeviste sig paa sin Reise om Hensigtsmæssigheden af at opgive sine taabelige Keiserdrømme. Louis Napoleon kom tilbage til Paris d: 28.d –. – Stauff har i Fængslet endelig tilstaaet at være Grevinde Görlitz’s Morder. Detaillerne ere oprørende. – I Berlin opfordrer Jakob Grimm til fornyet Deeltagelse for Slesvig-Holstein og klager over Løiheden. – – – Høstligt og kjøligt, næsten koldt. –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1850

Halfdan Kjerulfs dagbøker gir et unikt innsyn i Kjerulfs liv og Norges musikkliv og kulturhistorie. Dagboka fra 1850 er den tredje dagboka vi kjenner til. Kjerulf hadde fått statsstipend for å studere i utlandet. På starten av året 1850 var han i København og 12. mars reiste han til Leipzig. Tiden benyttet han til studier, konserter, opera og kunstutstillinger.

Nasjonalbiblioteket ønsker å utgi Halfdan Kjerulfs dagbøker og reisejournaler i sin helhet. Det er bevart 19 dagbøker og 3 reisejournaler. Dagbok 1850 er den tredje utgivelsen i Kjerulf-serien.

NB kilder 5:3
ISBN: 978-82-7965-249-6 (digital utgave, bokselskap.no),
978-82-7965-250-2 (epub), 978-82-7965-251-9 (mobi)

Les mer..

Om Halfdan Kjerulf

Halfdan Kjerulf var den første store, norske komponisten, men også den første norske komponisten av internasjonalt format. Ved siden av komponeringen virket han som dirigent, klaverlærer, redaktør, journalist og musikk-kritiker i Christiania. Hans virksomhet som journalist, flittig brevskriver og dagbokforfatter gir innblikk i hans liv og samtid.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.