Dagbok 1850

av Halfdan Kjerulf

December

1.-4.Temmelig kolde Dage. De to sidste med raakold Taage. Jeg forkjøler mig inde i Stuen hvor min usle lille Ovn ikke kan yde nogen jævn Temperatur men vexler mellem for varmt og ganske koldt. Vinduet i Sovekamret er utæt og de sidste to Nætter har jeg frosset. Madamens Regning og Fordyrelser mishage mig; men idet hun bragte Regningen bragte hun ogsaa en Present (som det hed) en Pibeholder med dertil hørende Tobaksgjemme – og saa kunde jeg da ei besvære mig men maatte «opsætte» med det som med saa meget andet, efter min ulyksalige Vane. – En mislykket Lied har jeg nylig giort – det opmuntrer ei. Med Fugen piner jeg mig frygtelig – forresten spiller jeg mere end før. – Norman har svigtet mig i hele tre Dage – det Barn! – fordi jeg sagde ham at han var for barnagtig sidst han var her. Men det var sandt og han havde godt af at vide det. –

4. v Sahr besøgte mig om Efterm. og fortalte at Norman var syg og utrøstelig. Altsaa giorde jeg ham Uret.
– Politiken er til at blive gal over. Jeg har ei læst et Blad i hele otte Dage men har iaften i B. Central slugt Aviserne. Det Nyeste er nu det længst Forudseete at Preussens og Østerigs Regjeringer ere blevne enige og at det saal ei kommer til Krig trods alle Mobiliseringer og trods det paa Gr af «Misforstaaelsen» ved Bromzell flydte Blod. Igrunden var man vel saa omtr: enig allerede ved Conf. i Warschau. K. af Preussen holdt en glimrende Throntale men kort derpaa reiste v. Manteuffel til Ollmütz, complimenterede Fienden i h.s egen Leir og enedes med ham ialt – paa hvis Bekostnings vil man let forstaa. Preussens Ære bevaredes Gud bevars! Man blev enig i at Hessen skulde rømmes af Okkupationsarmeen (dog selvfølgelig først efterat Kurfyrsten atter havde holdt sit Indtog i Cassel) at Østerig og Preussen i Forening skulde pacifisere Holstein (et behageligt Hverv for Preussen som lod sine Sønner ofre Blod for dets Sag!) og at saa Afvæbning skulde foregaa fra begge Sider. (Men Bundestagen da? Hvo giver her efter? Preussen vel??) – Med denne Besked fremtraadte v Manteuffel for Nationens Repræsentanter der havde Adresseudkastet at debattere; v Wineke holdt ham og hans Politik en Tordentale som endte med: «weg mit diesem Ministerium!» men Nationalzeitung mener at v. Wineke kunde passe sig selv og tænke paa sine egne Dumheder og Retirader og Medvirksomhed til at føre Preussen i den Stilling det nu var. – Af Adressedebatterne vil vel ei komme meget. En betydelig Minoritet vil protestere men da Regjeringerne ere enige saa kan man mukke saalænge man vil. Her giælder den Stærkeres Ret. Tænker man nu bare paa Slesvig-Holstein saa kan man vel sige: hvo har her prostitueret sig som Preussen! Nu kan vel Danmark lee!! –
Kong Oskar har i Sl. af Nov. aabnet Rigsdagen og instændigen paalagt Forsaml. at faa Reformsagen løst. –

5. – Immer besser! Selv en saa conservativ sindet Nationalrepræsentation som den nærværende i Berlin fandt Ollmützer-Overeenskomsten noget vel betænkelig for Preussens Ære. Forsamlingen som allerede havde et mat Adressesvar rede, viiste stor Lyst til, efterat have faaet hine Ollmützerbetingelser at vide, at sætte lidt Peber paa Svartillavningen, men hans Majestæt forekom dem ved at ajournere Forsamlingen til d 3 Januar. En Indledning til en paafølgende fuldstændig Ophævelse kanskee baade af Forsamling og Constitution! I Ollmütz blev vedtaget frie Conferentser uden Ba bestemt Basis imidlertid skulde Bundestagen suspenderes, ikke hæves. Kommer intet ud af Conferentserne indtræder vel atter Bundestagen i sin gamle Ret. Med H. til Hessen vil man lade Kurfyrsten forsøge at komme tilrette med sit Folk; lykkes dette ikke overtages Exekutionen af Østerig med Preussens Tilladelse (!!). En attendant vedligeholdes Mobiliseringen – for et Syns Skyld. I Holsten forsøges Pacifikation per Commisaries. Lykkes det ei, exekverer Østerig i eget og Preussens Navn. Hurra for Preussens Ære!! –
Extra-Concert i Gew.hssalen (for Orchester-Pensionsfondet) Schumanns «Das Paradies und die Peri». Texten uddr. af Thomas Moores Lalla Rook, comp. som en Art verdsligt Oratorium for Solostemmer, Chor og Orchester. (Op. 50.) Tre Dele, hvoraf de to første uden al Tvivl staa høit over den sidste i musikalsk Værd, især i Opfindelsens Friskhed og Nyhed, i Textens charakteristiske Behandling og Motivernes ny-romantiske Reiz. Denne Compositionsart er visselig mere tidssvarende end de brede kirkelige Oratorier som Paulus og Elias. Men selv her spores nu og da en Vaklen mellem Oratorie-Cantate- og den dramatiske Stil. Hvorvidt Texten er omformet veed jeg ikke da jeg ikke har læst Lalla Rook. Ualmindelig poetisk skjøn er den, og i mange Dele fortrinlig skikket til musikalsk Behandling – ikke i alle. Thi ogsaa her falder det Ariose i det Brede og kedsommelige fornemmelig i sidste Deel. Men totalt taget er det et Værk af store Skjønheder og høist tiltalende Musik hvor den tydske ny-romantiske, for en stor Deel af Schumann skabte Stil forener Melodireiz og rhytmiske og harmoniske Ejendommeligheder med stor contrapunktisk Dygtighed. Allerede i Introd. fremtræder dette. Motivet er det aller sødeste, populæreste men Behandl. fuldk. polyphon. Det er et Væv af Stemmer som alle mere og mindre synge det anvendte Motiv. Grelle Harmonier og slemme Dissonantser, overhovedet Schumannske Bizarrerier forekomme naturl, men hvor langt staar dog ikke denne Peri over h.s Operaforsøg! I Peri saa frisk og poetisk; i Operaen saa tung og forvreden! Melodierne i Peri ere hovedsagelig populære, selv Fugetemaerne. Men ikke altid nye. Mere end eet minder om Mendelssohnsk Indflydelse og Hourischoret i G. endog om Auber. Men saa kommer atter saa ganske Schumannske Tanker og det de aller prægtigste. Jeg vil her exempelviis nævne: Introduktionen i E. – det første Chor i Des – og Dobbelchoret. – Stemmeføringen til Chorsatsen (med Orch) «Weh er fehlte das Ziel.» – Introd til 2.d Deel (G d) – Nil-Genienes Chor. – Den herlige Altsolo «Im Waldesgrün am stillen See» (E.moll.) og umidd. foran: Satsen Die Peri weint G.dur. – Overgangen fra Jomfruens Arie til Soloen med Choret i H. (Finalen); – Periens Solo og Arie i 3die Afd: «Verstossen». (H moll og D.dur). Forøvrigt vil jeg ikke indlade mig paa Detailler. Et saadant Værk kan man ei tilfulde nyde ved blot engang at høre det. Hjemme har jeg tidligere ganske løseligt gjennemspillet Klaveerudtoget og her i Leipzig forinden Opførelsen nøiere betragtet et Arrang. for Piano alene. Men hvad jeg maa bekjende er at jeg havde ventet mig en bedre Udførelse. Et og Andet hvoraf jeg havde ventet mig saa megen Nydelse klang ganske mat – og det kan dog ei være Schumanns Skyld. Orchester og Chor vare som sædv. rosværdige men Choret klang mig oftere ikke fuldt nok. Solierne derimod skortede det svært paa – Overhovedet fattes Gewandhausconcerterne paa ret kunstnerisk betydelige Solosangere og Sangerinder. Tenoren er evindelig Hr John af Conservatoriet og han er dog mere Geiger end Sanger. Bassen er Behr og i ham sidde formange slette Manerer. Frl Graumann har man jo ikke villet have hun var dog sandelig ganske dygtig Mezzosopran. Dennegang sang Mayer Peris Parti. Men Mayer har været; hun begynder nu at blive betænkelig tør og spids. Alten var Frl Nose; hun er ganske brugelig men nogen Betydelighed ingenlunde. Frl Klassig har Varme og Følelse men er for ung og usikker de Øvrige som sang i Qvartetten vare Dilettanter. Tenorens Parti er meget vidtløftigt og desværre raadede John langtfra med det. Han er musikalsk og synger just ikke falsk men han har ingen Røst og intet Opsving i Foredraget. – Bifaldet var temmelig mat. Huset ikke saa fuldt som i Abonnt.-Concerterne. —

6. I Theatret gaves Goethes «Egmont» med tilhørende Ouverture, Entr’akts, Sange og Melodrama af Beethoven. Jeg ventede mig ingen «Kunstnydelse» af den dramatiske Opførelse hersteds, men jeg maatte dog see et Stykke som Egmont og af Beethovens Musik kjendte jeg kun Ouverturen og den blot i Klaveerudtog. Det gik ogsaa som jeg havde tænkt. Intet var udmærket, ikke engang Klägers Alba der forekom mig for tykt paasmuurt – og Kläger er dog ellers et betydeligt Talent. Fräulein Schäfer giorde Fiasco med sin Clärchen i Dresden men faar trøste sig med at man her fremkalder hende fremdeles i dette Parti. Jeg tilgiver imidlertid Leipzigerstudenterne dette, det er dem der besætte Parterret og regiere i Theatret. Deres Regimente er ikke det fineste og consekventeste men deres Dom er paa den anden Side heller ikke at foragte. Det er Ungdom og tydske Sværmere og tydske Brushoveder. Frl. S. som Clärchen seer sød og jomfruelig ud og har et reent, klangfuldt Organ – spiller med Liv og Varme og har flere meget gode Momenter. Men dermed er Clärchen ikke færdig. En høiere Kunstnerdygtighed, et erfarnere Talent, en mere nuanceret Diktion – det mangler. Egmont selv blev givet af en Giæst fra Königsberg, en ung Hr Deetz der endnu er altformeget Begynder til at man kan vente sig noget betydeligt. Han kan endnu ikke ret bevæge sig der paa Scenen; men en smuk Karl er han, med et malmfuldt, prægtigt Organ. Det er ialfald Evner til at blive noget. Men til en Egmont var han for kort. Naar jeg undtager Guttmann som Vansen – thi det var et godt Spil – var Resten Middelmaadigheder, og eller det som værre er. Passablest: Othegraven (Brackenburg) Lange (Ferdinand) Stürmer (Oranien – dog en Bedemand igrunden!) En sørgelig Personnage var Hr. Müller som Silva. (Hr. Müller var ‹spi‹…›› i ‹…› Fkft – Baudius’s haabefulde Elev!!) – Egmont er naturl for Scenen betydelig forkortet. Margarete af Parma og Macchiavell bortfalde aldeles – og ellers er ogsaa i Dialogen adsk. afkortet, hv. ikke kan undgaaes. Egmonts Drømmesyn i Fængslet giør Virkning – mere end jeg havde troet. Beethovens Musik forsaavidt jeg kunde høre den – Entrakterne gik nemlig halvveis tabte formed. det «dannede» Leipziger Publ.s Urolighed – er som man af B. kunde vente sig den. Ouv. er vel bekjendt. Clärchens Lieder ganske originalt opfattede, dramatisk, fuldk. til Situationen og Ordene componerede. Men de maa høres saal. i Forb: med Stykket og med Orch.akk. thi ellers ville de maaskee forekomme for stort anlagte. Man har ogsaa flere andre smukke Melodier til disse Sange og det Melodier som ved Pianofortet kunne være vel saa populære. Men som sagt til Opførelsen er B.s Melodier netop prægtige, og begge hver i sin Art – især fandt jeg «Die Trommel gerühret» slaaende i Samvirkningen af Sang og Orchester – – saa enkel og dog saa vexlende i sit Udtryk. – Inderlig smuk og gribende simpel er Musiken der betegner Clärchens Død. – P.S. Ved at gjennemlæse Egmont seer jeg at de anvendte Forkortninger og Udeladelser dog ere ganske betydelige, og at mere ganske Fortræffeligt paa den Maade gaaer tabt. Men Noget maa bortskjæres og Valget kan være vanskeligt nok. Kanskee Goethe selv har indrettet Stykket saaledes for Scenen. –

7. Ude igjen for Alvor. Hos Dr. Friederich. – I Nationalzeitung om Flotows nye Opera «Catharina-Sophia». – I Düsseldorf opf. snart et nyt Arb. af Schumann: Requiem über Mignon (af Wilhelm Meister) – Mørkt og trist og sølet. –

8. Ak, disse Leipziger-Vintersøndage!! Om Aftenen i Theatret (thi hvorhen ellers?!), hvor Propheten gaves. Jeg har nu nok og mere end nok af ham og tør vel sige jeg har seet ham for sidste Gang, med mindre jeg i Berlin skulde blive saa uheldig. Jeg gik efter 4.d Akt. Udførelsen stod betydeligt under den tidligere da Salomon og Gundy vare der. En Giæst, en Frau v. Casilla sang Fides – styg var hun og fælt sang hun.

9. Hos Klemm: 6 Geistl. Gesänge for S.A.T. u. B. (Chor m. Solost.) v. M. Hauptmann op. 33. N.o 1. Kommt, kommt, lasset und anbeten (E dur: Morgengesang). N.o 2. Bittgesang B.dur. No. 3. Trauungslied. Ich u. mein Haus. E dur. No 4. Gott mein Heil. (in D d.) No 5. Leben in Gott (Es d.) N.o 6. Abendlied (F.d.). R. Schumann: Lieder u. Gesänge op 51. Sehnsucht v. Geibel (Dm) Volksliedchen v. Rückert, G.d Ich wandre nicht.(B.d.) Auf dem Rhein v. Immermann: (F.d) Liebeslied v. Goethe (A.d)
– Om Aftenen hos Lindhult som ianl af sin 19.d Geburtsdag havde arrangeret en gemytlig Thee. Det var ganske hjemligt. De tre Magnusser, Norman og en Englænder-Conservatorist hvis Navn jeg ikke ret mindes, vare tilligemed mig Giæsterne. N. spillede smukt og Englænderen var en tækkelig ung Mand med et elskværdigt Væsen og et tiltalende Ydre.

10. General Willisen har forlangt og erholdt sin Afsked fra sl.holst. Tjeneste; v. d Horst i hs Sted. – 2den Euterpe-Concert i Boghandlerbørsens store Sal. Denne Musikforening vil gjerne rivalisere med Gewandhausconcerterne, men Forskjellen er altfor stor. Violinerne ere besatte med for størstedelen temmelig obskure Musici og kun hist og her, især i Blæsercorpset finder man Medlemmer af Gew.sOrchestret. Riccius er Dirigent. Men god Musik giver man; idetmindste var dette Tilfældet iaften. Programmet selv har jeg mistet men Indh. var saadant:
1. Ouv. til Mendelssohns Sommernachtstraum. Ikke fiint udført.
2. Bas Arie i D moll (So spricht der Herr) af Händels Messias udf. af Englænderen Hamilton Braham. Han har en vældig Bas og synger i det Hele godt, kjækt og manierfrit. En vis Aplomb har han som giør godt; men fuldk. udviklet er han vel ei endnu. –
3. Scherzo f. Violin. med Orch. af David udf af Hr Fendt. Middelmaadigt.
4. Basarie (i Buffostil) af Rossini «La gazza ladra», godt udf. af Hr Braham.
II. Franz Schuberts C dur Symfoni. Det er vel en temmelig afgiort Sag at neppe nogen Comp. efter Beethoven i den Grad har nærmet sig ham som Sinfoni-Comp. som Fr. S. med dette sit prægtige Arbeide. Det er saa bredt, stort, ægte symphonistisk anlagt og beskjæftiger En paa det Interessanteste med friske Motiver og ypperlige Instrumentaleffekter. Satserne ere brede og lange, kanskje vel lange især Andanten, men langtfra langweilige. Introd. er pompøs og Allegroen fyrig, stort anlagt. Molmotivet i Andanten er allerliebst x) og det musikalske Væv er her høist subtilt giennemført. Men een Gang at høre det er for lidt. Scherzoen er ingen Elfenscherzo men mere beethovensk, kraftig-gemytlig. Finalen behager mig allermeest. Den giør fuldkommen et Beethovensk Indtryk. Kraft, Humor, Lune, Geist – vældigt og prægtigt klingende. – Udf. var vist langtfra som den burde være. Men jeg hørte den jo for første Gang og var dog glad, og ikke saa kræsen. – For Ikke-Abonnenter er Billetprisen 10 ng. Publikummet er heelt forskjelligt fra Gewandhaus’s. Leipzigs «haute volee» gaaer ikke i Boghandlerbørsen. En ganske smuk Dame saa jeg der, og hun har ogsaa Ord for sin Skjønhed – en Frl. Seemann. – x)ungarsk Charakteer –

11. Prøve paa Gew.dh-Concerten for imorgen. Ouv. til Spontinis Vestalin kom jeg for seent til at høre, derimod fik jeg Beethovens A dur Sinfoni ubeskaaret. Det jubler! og hvergang jeg hører en B.s Sinfoni maa jeg erkjende at dog Ingen kommer op mod ham. Saaledes maa Schubert ogsaa her give tabt. Om den geniale Henry Litolffx) har Rygtet fortalt store Ting; jeg fandt mig derfor en Smule skuffet ved idag at høre ham spille en stor Sinfoniconcert for Pfte og Orch. – Han seer aandrig og udlevet ud og spiller vel meget a la Liszt i den ydre Maneer. Man han spiller godt og h.s Composition er rig i ydre Udstyr og «lebendig» i sin Totalvirkning; men synderlig ny og genial fandt jeg den ikke. – En stor Fornøielse var det at faa Schreiber-Kirchberger at høre i Concerten engang. Hun synger dog smukt, med Varme og Virtuositet, omendskj. Stemmen ikke er ganske ung. Hun sang med tydsk Text den store Grevindens Arie af Figaro og «Casta diva» af Norma. Til Slutning sang Paulinerne den herlige Bacchus-Hymne af Antigone. x)(fmd Hollænder af Fødsel. Boer i Braunschweig)

12.8de Abonnement-Concert. En besynderlig Vanskjæbne hviler over Programmet. Dennegang skulde nok egentlig Fru v Strantz have sunget; Andre mene Frau Köster (Sangerinden fra Berlin?) Men der gives dog ogsaa altid Hjælp i Nøden her – og Frau Schreiber-Kirchberger var en meget velkommen Remplacent. Hendes Personlighed allerede har meget for sig; den smukke, fyldige Gestalt; det aabne, kloge friske Ansigt hvis Underdeel dog langtfra er smuk; men Panden, Øinene, Næsen og Haaret og Hudfarven a merveille. Hendes Organ er velklingende, sydtydsk, og uagtet hun ingen egentlig stor Sangerinde er, har hun dog skjønne Midler og synger med Sjæl og Varme. Saa fortrolig hun end maa være med en offentlig Fremtræden syntes hun dog noget ængstelig ligeoverfor det kræsne Gewandhauspublikum, som skjænkede hende meget Bifald men ikke nogen egentl. enthusiastisk Modtagelse, som dernede i Theatret. Littolff giorde mere tvivlsom Lykke; man fandt medrette geniale og pikante Sager i hans Comp. Men Totalindtrykket var ei det Bedste – meget var søgt, udtværet, paa anden Haand og – endog en Smule charlatanmæssigt. Scherzoen i h.s Concert behagede meest. 1.ste Deel er for lang. Finalen benytter den skjønne hollandske Nationalhymne langtfra som man kunde ønske. Pianopartiet har formeget ordinært Krimskrams. Men Orchestret har mange høist slaaende Enkeltheder.
Programmet til denne i det Hele Særdeles gode Concertaften:
1. Spontini. Ouv. til «Vestalin». Mægtig, fyrig, ædel i Form – pompøs og ikke saa kold som mere Andet jeg har hørt af S. Vel udført.
2. Rec. og Arie af Mozarts Figaro (Und Susanna kommt nicht) udf. af Fr. Schreiber-Kirchberger.
3. Sinfoni Concert (No 3 Es dur) for Pfte og Orch. comp og udf. af Littolff. I 4 Dele: Maestoso (det paukemæssige Hovedmotiv); b) Scherzo; med heldig Afb. af et hollandsk Thema. (NB de pikante Fagotpartier.) – c. Andante. d. Finale, Afb. af Hollandske Nationalhymne. –
4. Bellini: Arie af Norma (f.dur Casta diva.) Frau Schreiber-K. 5. Bacchus Chor af Mendelssohns Antigone udf af Paulinerne m. Orch. og under Rietz Direktion. Gik prægtigt.
II. Beethovens 7de Sinfoni A dur. Eneste Beethoven! og saa smukt udført! Meest beundrer jeg dog Allegrettoen i A moll. Motivet er det simpleste, men hvad udvikler sig ikke deraf! Den Dummeste maa forstaa slig Musik – ikke forstaa just, men finde Glæde i den. Hvilke Pianoeffekter i Strygekvartetten! og denne vidunderlige Vedholden af Hovedmotivets Rhytmer.

1850_rytmeeks_12_des

– Saa Scherzoen med sine to Motiver F dur og D dur – og den kolossale Jubel i Finalen! Det er Musik!! Jeg sætter A dur Sinfonien fuldk. ved Siden af om ei over «Eroica». Men over «C moll» ?? —
Brev fra Hjemmet, af 3.die December ank E.m. d 12.te (d 7d til Helsingør, den 11te til Hamburg.). Vexel paa 300 mk Hb. Bco hos Grünig & Co for 103 Sp. solgt til Frege & Co for 150 Rth. 15 ng. altsaa bedre Cours end sidst. – Breve fra Axel, Moder og Lina. Ikke meget Nyt. Frelsers Kirke færdig til Indvielse. Den nye Kirke paabegyndes til Vaaren. – Aktietegning til Mjøsenerbanen. Haandværker-Concert i den Anledning. Man har paaregnet den private Aktietegning til 225,000 Sp. Resten skulde Englænderne og Storhinget yde. – Corruptioner og Skandaler i Embedsstanden. – Høiskolen «fusker» til Examen en masse (!!) – Voldshandling under en Tvangsauktion – en Manifestation af Arbeiderforeningen. – Böbert og Sexe. – – Kathinkas Tilstand omtr. ved det Samme. – Dahls og Kones trange Kaar – Sørgelige Theaterpræstationer. – Hr Speratis Musik-Cursus. – Mad Smidth skal være ansat ved Casinotheatret i Kjøbenhavn. – Lina om Sophie W. – Moder om Marie G. – Ingen nye Efter. fra Gude og Betsy. –

13. Pauliner-Concert i Boghandlerbørsens Sal – til Bedste for de Saarede i Schleswig-Holstein. Jeg vilde nødig ofre en eneste Pfennig i Sl.H.s Interesse, men jeg vilde endelig høre Paulinerne i en verdslig Concert og saaledes maatte jeg gribe Leiligheden. Sangerchoret er ikke meget stort – høiestens 50 Mand. Men kraftigt og godt synger det og Dirigenten Hr Langer Organist ved S.t Paulli, er en dygtig Karl. Han synger selv med og er den meest fremragende Tenor. Han dirigerede desuden Orchestret og akkompagnerede Solosangen paa Pftet. Alt godt og musikalskt. Entréen var dyr – 15 ng – men det var for Slesvig-Holstenerne. Salen var ikke fuld – et nyt Beviis for at Interessen for «Brødrene deroppe» betydelig er kjølnet. Programmet var saadant: I. 1. Beethoven Ouverture til Egmont.
2. Meeresstille u. glückliche Fahrt af Goethe comp. for Mandschor og Orch. af C. Fischer. Noget vel udspundet; ganske godt tænkt men hverken synderlig nyt eller slaaende.
3. Lied der Deutschen for Chor uden Akk. af Mendelssohn. Ret festlig og smuk. Prægtig sunget.
4. Die liebe Farbe og Die böse Farbe, to Digte af W. Müller comp. for en Solost. m Pfte af Fr. Schubert. Skjønne Sange om end just ei af S.s skjønneste. Meget correkt og klokkereent og musikalskt udf. af Frl. Caroline Mayer. Hun fremkaldtes og sang en tredie Lied, vist ogsaa af Schubert.
5. Liebchens Bote (Guten Abend lieber Mondenschein) af W. Müller, for Solokvartett comp. af Fr. Otto. Ganske smuk, routineret giort men noget ordinær. 6. Körners Schwertlied af Weber for Mandschor. Vel bekjendt. Godt sunget.
II 1. Kriegers Gebet for Mandschor og Blæseinstr. af Fr. Lachner. Bedre end Fischers men heller ikke just slaaende smuk.
2. Winterlied af Uhland f Mandschor og Solokvartett af Gade. Frisk og charakteristisk.
3. Heines «Beiden Grenadiere» en ganske fortræffelig Lied af Schumann; ballademæssig med Afb. af Marseillaisen i Slutningen – og Jagdlied af Mendelssohn; simpel og smuk, ægte Mendelssohnsk – udf af Behr. Han sang begge Lieder meget godt, med Aplomb og Udtryk. Fremkaldt sang han Schuberts Shakesp.s Ständchen, sat for Bas i As dur.
4. Die Bussfertigen en Scherzlied for Mandschor med Bas-Solo af Fr. Otto. Noget søgt men ganske effektfuld og skikket for Mandssang – men ikke let at synge. Lang og nu og da noget Trivial. Selv Paulinerne faldt den noget svær. Men Detonationen var næsten ingen.
5. Lützows wilde Jagd af Körner og Weber. Kjækt og flinkt udført.

15. Afsendt Brev til Axel og Moder. – (kommer vel først afsted. d 16.d).
I Theatret «Robert der Teufel» som dennegang uden Afbrydelse blev givet til Enden, uagtet Hr Koch var Bertram, og utilladelig jammerlig i Sang og Spil, saa at Publ. stadig hyssede. Meget udelodes desværre; som Duetten i F i 3die Akt, mere af Balletten, et og andet i Ensemblerne (?) – den prægtige Munkemarsch. Men Nonnemarschen med de charakteristiske Fagotstemmer blev givet heel. – Leipzigs Theater kan ikke vel opføre Robert, og det besynderligt nok, da det dog kan opføre Propheten. – Hverken Robert eller Alice skj. de repræsenteres af Widemann og Frl Mayer kunne ret interessere; derimod er Isabella – Schreiber-Kirchberger en høist tiltalende Erscheinung. Hendes Spil er nobelt og udtryksfuldt, hendes hele Person saa smuk, og hendes Sang giør En varm og glad. Bifaldet som hun nød var derfor ogsaa stormende. Ogsaa Mayer fremkaldtes. –

17. De sidste Dage har det regnet og stormet. Temperaturen temmelig mild.
Juleudstilling-Bazar: (Industri: Fabrik – Manufaktur – Kunst – Luxus) i Centralhalle; ganske seeværdig.
Iaften er 3die Euterpeconcert som jeg dog ikke agter at besøge skj jeg nok kunde have Lyst til at høre H. Riccius (jun.) spille Violin x) og L. Ehlerts Ouverture. Forresten gives Haydns Es dur Sinfoni, Ouv. Freischütz, og Frl. Buck synger Solo og et Par Lieder – Duetter af Schumann med Frl. Henning.
– Et nyt literairt Maanedskr. udkommer: «Deutsches Musæum»; med som det lader værdifulde Bidrag tEx af Gutzkow, Geibel, Auerbach (om Lenau) m.fl. Prisen er 3 Th. Qvartal og om Maaneden udk. to Hefter. (x)R. kom ei til at spille)
– Bl. nye Musikalier mærkes «Waldscenen», Claveerstykker for 2 H. af R. Schumann (Senffs Forlag.) Nye Lieder af Samme (Kistner). Et 7de Hefte Hefte Lieder o. W. af Mendelssohn (Nachlass) bebudes. –
– Conservatoristerne have travelt med et Liederspiel (Im Kirmess af Taubert) og et lidet Skuespil (uvist hvilket) som skulle opføres efter Nytaar.

18. Concertprøve. Jeg kom mod Slutningen af Mendelssohns Hebriden-Ouverture. Saa kom en Symfoni af Hiller som jeg dog ikke ret blev fortrolig med. Adagioen som blev prøvet først var mig langtfra ny nok. Scherzoen var smuk og pikant, «Ping»musik for at bruge et Normansk Udtryk. Men dog sporende Indflydelser og det stærke af Mendelssohn – Gade – Schumann. 1ste Sats ret gevaltig; sidste lader til at ville blive mig den kjæreste. Voyons! I det Hele havde jeg tænkt mig Hiller mere skabende selvstændig. – Frau v. Stranz kom dennegang endelig til at synge. Hun er ung og virkelig smuk. Et interessant Ansigt, klogt og brunet. En ret fiin Skabning. Stemmen er usædvanlig stærk og dyb (Contralto) men Foredraget mangler Varme. Hun synger ret routineret, giør gode Coloraturer, respirerer ret godt; men Intonationen er noget usikker. Hun sang en nobel Arie af Mozart og en af Rossini som Miss Graumann før har sunget. M.s G. havde ikke saa god Røst men var en mere udviklet Kunstnerinde og havde en beundringsværdig Pronunciation. Bl. Tilhørerne vare flere Damer – Kunstnerinder – Saal die Mayer, Frl Marie Wieck en ret tækkelig ung Pige, Halvsøster til Clara; Papa var med. Hun er Pianistinde men skal ei have det saameget med Geist som med Færdighed. Frl Nose og Sommerfelt. Frl Sämann, den kjedelige Skjønhed; efter hvad jeg hører, ogsaa en Sangerinde.
For 1ste Gang i Café chinois. –, Tilholdsted for Skuespillere og Literati. Baudius kommer daglig derhen og giver 2d Akt af Politika og Moral. Ved Middagsbordet i St. Frankfurt gives 1ste. Det er en gammel Mephisto. – I Cafeen læste jeg Auerbachs interessante Art; Lenaus sidste Sommer. (cf. D‹…› Deutsches Musæum 1ste H.).
– Norman har for et Par Dage siden skrevet en høist charakteristisk lille Klaveerstykke «Nicolai» over et Motiv som træffende udtaler dette Navn paa en af h.s Kammerater. –
– Dette Fugearbeide hos Richter er mig virkelig et sandt Djævelskab. Jeg kommer ikke et Skridt videre i den frie Skriven. Stemmernes tonende Gang fordunkles og forvirrer og jeg hakker mig ør og blind frem paa Tasterne. Hvad nytter det til altsammen. Saa bliver jeg malcontent og faar Ulyst til alt musikalsk Arbeide selv til at spille hvilket Gud skal vide jeg ikke giør formeget af. Denne Utilfredshed med sig selv og dette ensomme langweilige Liv her – – ak ja – her er blot een eneste Adspredelse – Gewandhausconcerterne. Paa Gaden regner det og stormer og man rendes over af Lastvogne og Hundekærrer og offentlige Fruentimmer. Og i Cafeerne ere Philisterne saa høirøstede!

19. 9de Gewandhaus Abon.s-Concert. Noget tynd i flere Henseender.
I. 1. Mendelssohns Hebriden-Ouverture (H moll?) Ejendommelig, original mendelsohnsk; romantisk, charakteristisk. Det Motiv der der er Ouv.s Basis har ret saadan gammelmodig Bardeklang. Ossian og Walter Scott har dog sunget i ham!
2. L’addio. Concertarie (?) for Alt. af Mozart. (el maaskee Baryton?). Af stor Simpelhed og Skjønhed, saa ret sangfuld: «Io te lascio, o cara, addio.» – Fru Augusta v Strantz giorde Lykke hos Publikum og fortjente det. Thi naar en saa fiin og smuk Person for 1ste Gang, uden Renommée og store Pretensioner træder frem for Publikum, angst og beskeden – og synger med en saa omfangsfuld Contralto, og med saa megen Routine, saa smukke Portamentos og mezza voce og virkelig nu og da fortræffelig Coloratur (hvorvidt det er tilladt at colorere Mozart er forresten et Spørgsmaal) – saa bør man ogsaa tage imod med begge Hænder.
3. Clarinetconcert af Spohr, smukt udført af Hr Landgraf (Orch.s 1ste Clar.t).
4. Rossinis: «Eccomi alfine in Babilonia»; udf. paa 2.d Ab.oConcert af Mathilde Graumann. Dennegang af Fru v Strantz. Denne Arie med Rec. af Semiramis er sandelig meget omfangsfuld og svær; fordrer stort Foredrag og vældig Røst og routineret Coloratur – Her viiste Fru S. at hun er paa god Vei til at blive en remarkabel Sangerinde. Men Gud hjælpe os – meget har hun, men har hun den rette Sangens Sjæl og Varme? Jeg mener nei. – Dette var en ualm. kort 1ste Afdeling. Saa kom
II. Sinfoni i E moll; af Ferdinand Hiller. Endnu Manuskript men allerede før engang opf. i Gewdh.s. Paa mig giorde denne Sinf. intet behageligt Indtryk. Jeg hørte paa den uden at kunne fængsles af den. Dette lod ogsaa til at være Mængdens Mening. Hvad manglede? Arbeidet hørtes fortræffeligt og roses af Folk af Faget. Men for det første er formeget «da gewesen» som Musikerne udtrykke sig; for det andet er ikke den Ting tilstede som ret kan redde et Værk hvor Motiverne ere for meget laante – nemlig at Componistens Geist, trods det, dog formaar at stemple Arbeidet som sit, og paa den Maade at man vækkes deraf og føler med og for ham. – Hiller skal være en meget begavet og dygtig Musiker men ansees saal ei for særdeles original. Nu her er han det ialfald ikke. Han anlægger Arbeidet altfor bredt; han viser stor Stræbsomhed i Motivernes Giennemføring og er vist her langt over Gade – men er desuagtet ikke Gade, ialfald i sin C moll – langt, langt over Hiller –? Første Sats taer ingen Ende. Mottoet lyder (af Geibel) «Es muss doch Frühling werden» – nu vel, raaber det inde i En, men, Herre Jesus, kommer de{n}t da aldrig – Adagioen synger paa møisommeligt sang‹…› sammensatte Motiver, man seer det har kostet ham Møie at faa et Hovedmotiv ret sangbart og klart frem – den vrider sig frem snart Mendelsohnsk, eller gaar snart Schumannsk el Gadisk – og Folk kjede sig. – En Vækkelse er Moll-Scherzoen. Det er reent ud Mendelsohn og i Trioen – de rykkede Rhytmer – Schumann; men her er dog det Hele desuagtet Hiller; her forstaar man Mottoet. «Nu er Vaaren der – men saa mener han i Finalen at Glæden derover maa være ret gevaltig – og saa bliver han mig atter for bred og lang – men den Kraft som her ligger i Udførelsen giør at man ikke sover ind. Men man begeistres heller ikke.

22. Igaar reiste Norman til Berlin for at besøge Bargiel. Hvorfra han tog Penge til Reisen er gaadefuldt. Men dennegang reiste han virkelig for Alvor, og ikke blot «i Tankens Baad».
– Frost er atter indtraadt. Jeg bumlede med Lindhult og Magnusserne om E.m. til Kuchengarten og senere paa Markt mel Boderne der. – Hos Magnusserne. – (v Redner Handels Geografi og Statistik. NB.) – Om Aftenen i Hotel de Saxe med L. som fortalte om sine ulykkelige Familieforhold. Faderens ulykkelige Sind – Despoti – skilt fra Moderen. – Faderen var Hofprædikant i Stockholm tidligere; nu Provst paa Landet i Nærheden af Götheborg. – Mrk at Klaveerudt. t. Fidelio kan faaes for 25 ngr (Berliner Stereotyp.)
– Ang. Fr. v. Strantz bemærker en Recenscent i Brocks Allg. Z. at hun i et Par Aar har været Elev hos Garcia i Paris, og at denne hendes Optræden var den første offentlige. Ingen Under altsaa at hendes Skole var saa god; Stemmen (i sig selv her herlig) saa egalt udviklet. Af hende kan der blive noget.
– Gadephysiognomi. – Weinachtsbäumen i utallig Mængde. Den store Mængde Juleindkjøb, især af Presenter. De mange Udstillinger.
– De «frie Conferentser» i Dresden begynde under Julen. Preussen sender v Manteuffel og Østerig Schwarzenberg. – I Paris er Tilstanden ganske rolig. Præsidenten opfører sig ret klogt og Orleanisterne nærme sig ham atter mere siden al Forbindelse mel dem og Legitimisterne er opgivet. Paven roser Bonaparte som en god Kirkens Tjener; og nylig havde ogsaa Guizot en Samtale med ham. (NB. Guizots «Monk» og «Washington»).

24. Juleaften i Leipzig. Koldt og Frost. Daarlig Nat. ‹…› – Kl. 10 hos Richter. Em. med L. og Magnusserne. Aften Lindhult og jeg alene sammen. Ensomhed i det Fremmede. Melancholi og trist Tilbageblik! –

Igaar aftes var Weinachtsbescheerung hos Værtinden. Jeg blev overrasket med Viin og Kager og saagar en lille Tobakspibe. Selvfølgelig maatte jeg idag kjøbe en Present til Madamen. Men hvorledes de Stakkels Magnusser maa punge ud til Meissners! Den Pension forstaar sin Kunst! – –

25. Blank Vinter-Solskinsdag. Ikke saa nedslaaet som igaar. – Ved Middagsbordet i St. Fkgt «gibts Bescheerung»; Kellneren offererer hver Giæst en Bagatel – en Tandstikker e. d. – og den maa betales med mindst 10 ng. – Maden var bedre end vanligt og «Stolle» gaves extra. – E.m. med Svenskerne i Rosenthal hos Bonorand. Aften i Theatret: Robert der Teufel. Gudskelov; Behr var dennegang Bertram. Han er vistnok langtfra en B. som man kunde ønske sig ham; men mod Koch er han dog en Engel af en Djævel; og den prægtige Musik kunde man med denne B. ulige bedre nyde. T Ex. 3d og 5t Akt. – Schreiber-Kirchberger sang sin Gnadenarie fortræffeligt og bevægede endog den saa lidet enthusiasmerede Lindhult. Mayer bør ogsaa paaskjønnes for sin rene, velopfattede Sang. Men hun har ei Følelse og dramatisk Personlighed nok for et Parti som Alices. –

26. Anden Juledag. Ogsaa Værtinden giver «Stolle» i Juledagene (!) – Om E.m. hos Frøken Sommerfelt som nu atter har faaet Stemmen igjen og agter med det Første at synge for mig. – Om aftenen Da jeg kom hjem havde Madamen Chokolade og jeg blev anmodet om at komme ned til hendes Friederich, hvad jeg ogsaa giorde. F. var tidligere Student og Pauliner og havde altsaa adskilligt at berette som interesserede mig. Madamen var straalende, selv Jettchen havde vasket sig. (Madamens Kabinet og Presenter).
Jean Pauls Flegeljahre. (hos Schurman)

27. Atter blødt og sølet; men mildt i Luften. Dagen som overhovedet disse Juledage tilbringes i Lindhults og Magnussernes Selskab. Hos M.M. kommer dog sædvanlig ogsaa Hornstein. Denne er en høist kvik og talentfuld Conservatorist. Han er Baron og har Penge (el faar ialfald). Han driver Musiken for Øiebl. som Hovedstudium og har allerede comp.t flere gode Klaveerstykker. Han besøger ogsaa Universitetscollegier og har levende literær Interesse. Det er en ganske ung «tjock Pojk», ret saa burschikos og en Undtagelse mel de mange herværende philistrøse Musikere.

28. Fm. hos Richter hvis huslige Lykke synes idetmindste meget «surket». Vi giorde dennegang vor Fugegeschichte i en ægte Børnestueathmosphære.
I Theatret opførtes for 1ste Gang og for næsten fuldt Huus Julius Rietzs nye Opera (og vel ogsaa hans første) «Der Corsar». Sujettet er efter Souverstres sørgelige Fortælling om Bianca Capello; er noget vel udtværet men ingenlunde udramatisk bearbeidet, tværtimod byder det flere effektfulde Momenter. – Rietz’s hele produktiv musikalske Natur er nu vel neppe egnet til at skaffe ham Popularitet hverken paa Scenen el udenfor. Det er en dygtig Musiker, en fortræffelig Contrapunktist og Instrumentist; i sin Retning decideret Efterligner af Mendelssohn og desværre formeget, og uden at eje dennes skabende Geist og klassiske Klarhed. R.s Hovedfeil er altid at være for lang og bred – ausgedehnt –. Denne Feil føles smertelig i hans Opera. Den er blot dobbelt saa lang som den skulde være; og – som saa mangen ny tydsk Opera – den mangler Melodier – klar, simpel Sang – og Instrumentalmassen er overvældende. Men paa den anden Side er hans Musik ulige mere dramatisk end t Ex Schumanns Genoveva. Han forsmaar ikke ganske Recitativet og Duo og Trio og Ensembleformen. Hans Arie og Arioso er som Sch.s for lang og langweilig. Men i Ensemblet er prægtige Sager. Nogen Melodi har jeg ikke kunnet beholde i Hovedet; men var ikke dette ogsaa Tilf. med første Gang med Gades Opera? Og her var dog saa mange! Handlingen har stigende Lidenskab og Tragik. Biancas Parti er unaturligt overlæsset og bebyrdet. Hun synger uafladeligt og ‹…› i betydeligt Stemmeomfang. Dette er en Feil thi R. faar neppe en Sangerinde til at overtage et saa vældigt Parti hvor saa lidet er giort for Bravouren. Mayer paatog sig det ogsaa nødigt; men hun er nu capabel til alt og holder ud som Faa. Mindre heldigt (thi Bs Parti har dog mange Skjønheder) synes Corsarens; Matteo. (Tenor.). Her er formegen Deklamation og forlidt Sang. Bedre er Basserne Dogen og Barbarini. Akterne ere erstaunligt lange formedelst de lange Ariosoer og Duos. – Betænkelig var saal 1ste men 2den Akt havde Liv og Kraft og reddede igrunden hele Operaen. 2den Akt har fortræffelige Momenter og efterlader et virkelig dramatisk Totalindtryk. (Fiskerchoret – Scenen med Matteo, Bianca og Barbarini, hvori Choret deeltager. Bianca gjenkjendes. Lidenskabelig Duett mel Bianca og Barbarini og ganske prægtig Finale – skjønt vel lang!) – 3d Akt er atter for tung og bred og trættende – 4d er bedre. [Biancas tragiske Arie (O Madonna) Contrasten mel hd.s Død og Glædeschoret udenfor Scenen. – Effekten med i sidste Scene hvor den af Sorg nedbrudte Doge maa udføre Ceremonien med Ringen (Formælingen med Havet) (mrk den smukke Marsch) og derunder møder Corsaren der med Biancas Lig styrter sig i Canalen Havet.] — Men mere efter en senere Opførelse. Dennegang siger jeg blot: Operaen er for tung og lang og for lidt melodiøs og dramatisk simpel; men den er ikke som Genoveva dramatisk umulig og kunde maaskee ved betydelige Forkortelser bedres. – Publ.s Meninger vare noget deelte, men Rietz blev dog applauderet foran første Akt; og efter 2.d og til Slutn. gerufen; især efter 2. med stor Akklamation skj. først efter en kort Kamp med nogle haardnakkede Hyssere. Udf. – var som en første ganske ordentlig. Musiken er svær især Biancas Parti som Frl Mayer virkelig udførte med stor Bravour. Behr skjælvede som sædvanlig og Wideman var en Træmand og Brassin var Brassin. Udstyret var over Forventning; nu og da endog ganske pompøst. – Hvor længe vil Corsaren kunne holde sig?

29. En Søndag med Regn og Mørke. En Sjeldenhed var at læse et Par Linier i Aviserne om skandinaviske Anliggender. Nemlig at det kgl. Forslag til en Repræsentationsforandring atter er forkastet af de svenske Stænder – og at i Christiania Prof. Sverdrup er død og at den Kongsbergske Skandale har faaet en sørgelig Ende ved at Kongen har ladet Sexe afsætte. —
– Hos Fk Sommerfelt som sang et Par Lieder og en Arie af Paulus. Stemmen er stærk og klar men hørtes noget syg og skjælvende. Attendons! – Aften i Theatret forat gyde lidt frisk og reen Poesi i dette Daglivs Jammerlighed. Det var nemlig Das Kätchen von Heilbronn. Og uagtet det ikke var Kleist in originali men Holbeins sceniske Bearbeidelse af h.s Mesterværk, og uagtet Opførelsen naturligvis ingen udmærket var – saa udøvede dog dette skjønne Ridderspil og denne ægte poetiske Skildring af Kjærlighedens Magt og Fylde sin Virkning. – Lina Schäfer var en sød, fager, jomfruelig Kätchen; især var hun i 4.d Akt i Drømmescenen saa sand og indtagende. Kläger som Grevens Leibknappe Gottschalk var fortræffelig; Graf Friederich selv var ikke udmærket men heller ikke slet – saaledes som Hr v Othergraven altid spiller. – D. Kaiser: H. Stürmer. – Kunigunde: Frl Arenz. Rheingraf: H. Behr. Theobald, Kätchens Fader: Hr Limbach. – I Holbeins Bearbeidelse er 6 Akter. 1.ste er egentl: Forspil: «Das Vehmgericht» hvor Theobald anklager Greven for at have forført og bedaaret hans Datter. – Huset var stærkt besat, da det var Søndag og Messe. –

30. Klar Dag med Frost og tyndt Snedække paa Marken; ikke i Gaderne. Forsøgt at componere en Lied. Ingen Vei kommen.

31. Sidste Dag i Aaret; mildt Regn; Mørke og Søle. – Intet Brev ankommet. Paa Gewandhausprøven: Altformegen Musik paa engang. Først Glucks Iphigenia-Ouv. i G.dur; saa Beethovens prægtige larmende C dur Ouv. op 124. Pompøs i høi Grad; kraftfuld og rivende. Saa Mozarts C dur Sinfoni med Fugen. Saa en vidunderlig kunstig componeret fugeret figureret og kanonisk Cantate i D af S. Bach: «Eine feste Burg». Sligt maa høres oftere for ret at faa Klarhed i den kunstige kombinerede Stemmelabyrinth. Saa (og da var jeg for udmattet til at høre) til Slutning: Mendelssohns 95d Psalm for Soli, Chor og Orchester. –
– Nytaarsaftenen hos Lindhult hvor Magnusserne giorde Kalas. En Tydsker Hr Kleppe var nærværende. Man drak The og aad Stolle; saa kom «Studenten-Futter» og Portviin, Madeira og Cherry. Vi blev sammen til over Midnat. – Men Munterheden var ei ganske naturlig. Jeg ialfald var ikke munter men tvang mig dertil. Magnusserne ere gode Mennesker men temmelig dumme. De ere Jøder fra Götheborg og gaa i Handelsskolen her i Leipzig. – Paa Gaden var Skrig og Commers og Sang. Sylvesternat arresterer Politiet ikke for uskyldige Gadeuordner. –
Saa er da et Aar atter gaaet hen. Og den 15de Maaned i Udlandet! —



1850_almanakk_desember_side2

1850_almanakk_side6_bak


Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1850

Halfdan Kjerulfs dagbøker gir et unikt innsyn i Kjerulfs liv og Norges musikkliv og kulturhistorie. Dagboka fra 1850 er den tredje dagboka vi kjenner til. Kjerulf hadde fått statsstipend for å studere i utlandet. På starten av året 1850 var han i København og 12. mars reiste han til Leipzig. Tiden benyttet han til studier, konserter, opera og kunstutstillinger.

Nasjonalbiblioteket ønsker å utgi Halfdan Kjerulfs dagbøker og reisejournaler i sin helhet. Det er bevart 19 dagbøker og 3 reisejournaler. Dagbok 1850 er den tredje utgivelsen i Kjerulf-serien.

NB kilder 5:3
ISBN: 978-82-7965-249-6 (digital utgave, bokselskap.no),
978-82-7965-250-2 (epub), 978-82-7965-251-9 (mobi)

Les mer..

Om Halfdan Kjerulf

Halfdan Kjerulf var den første store, norske komponisten, men også den første norske komponisten av internasjonalt format. Ved siden av komponeringen virket han som dirigent, klaverlærer, redaktør, journalist og musikk-kritiker i Christiania. Hans virksomhet som journalist, flittig brevskriver og dagbokforfatter gir innblikk i hans liv og samtid.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.