September

3. Nekrologen over Nicolaus Lenau i et af de seneste Bilag til A. A. Z. –
– I 2.^d Deel af Humboldts Briefe tales oftere om Bøger ^{og Forfattere}. Saal om hans egen Brevvexling med Schiller – Goethes Briefe über Italien. – L.v. Stolberg Geschichte der Religion Jesu Christi – Carl Ritters Erdkunde. – Frau v Wolzogens «Schillers Leben» – Fr v. Stael. Fr v. Laroche. – Gall og Lavater. – Herder – Paul Gerhardts Geistliche Lieder – Schleiermacher og hans Død. – Rahels Briefe – Bettina – Goethes Dichtung u. Wahrheit. –

3. og 4. Skrevet til Moder og Axel.

4. Imorgen reiser Guth. Han har Tilbud om Ansættelse som Musikdirektør ved en omreisende Troupe der for Tiden spiller i Annaberg.
– Festen i Weimar sidst i f. M. Liszts Musik til Herders Prometheus, Wagners «Lohengrin». Joachim engageret som Concertmester i Weimar.

7. I Onsdags d 4.^d og igaar d 6.^te saa jeg atter Rachel. I Onsd. spillede hun Maria Stuart og igaar Phedra. Hvad der hos R. er Stort og Fortræffeligt kom ogsaa her frem, navnlig i Racines Phèdre, hvor hendes lidenskabelige Pathos ret rystende kunde giøre sig giældende. Men hvad der hos R. ikke er saa Tiltalende, de umotiverede Delkamationseffekter, det ofte for dystre Monotone og overhovedet den hende manglende Inderlighed og Hjertelighed – Gemytlighed rettere sagt – det giorde sig ogsaa gjældende; ikke ^{saa meget} i Phèdre, som ganske er en Charakteer for Rachel, men i Maria Stuart, som dog neppe er egnet til at fremstilles af hende, selv i den franske, næsten til Ukjendelighed blevne Imitation af Schillers Værk. Lebruns Maria Stuart kaldes i Fkg et klassisk Værk men Tydskerne ærgre sig medrette over denne i Alexandrinere indklædte Lemlæstning af deres Yndlingsdigter. Saal som Rachel opfatter Maria er der vistnok ikke Stort af Schiller tilbage. Om hun er mere historisk sand vil jeg lade staa hen. Hendes Sorg har en storartet pathetisk Resignation der blot nu og da, f Ex i Scenen med Elisabeth, udarter til en ægte Rachelsk Lidenskabelighed, men den savner den bløde Kvindelighed og Fromhed som man er saa tilbøielig til at tillægge Maria i hendes Ulykke. Rachels Maria er for dyster-pathetisk. Stor, en ægte Dronning – det forstaar hun at være, men kvindelig ømhjertet neppe. Pragtfulde Momenter havde hun, men i det Hele forekommer mig hendes Maria at ligge udenfor hendes Gebet. Bedst var hun i sidste Akt; denne rolige store Resignation som blot har den Mangel at den mere griber ved sin Storhed og dramatiske Virtuositet end egentlig bevæger ved sin indre Varme. Schillers Maria er overhovedet for tydsk til at kunne tænkes fransk og udføres paa Rachels Maneer. – Costumet var ypperligt; R. forstaar at vise sig hjemme i hvilketsomhelst hun iklæder sig. De Øvrige vare her ei saa slætte som i Corneilles Tragödie. Samspillet var bedre; Mortimer (Raphael) var nu og da endog ganske udmærket. Men Damerne – og navnlig Elisabeth (M^ll Durey) – desværre yderlig slette. – Huset var meget fuldt, hvilket ikke igaar just var Tilfældet; og igaar burde man just seet Rachel. – Phédre er ganske for hende. Det er en ægte tragisk antik Skabning. Hvor langt f mindre af den franske klassiske Stivhed, hvor langt ægtere græsk! Racines Vers klinge ei blot; de bevæge ogsaa. Phedre er bl ikke blot en storartet men ogsaa en interessant Tragedie. Racine er mere for Hjertet; derfor har ogsaa Schiller oversat ham. Phedras lidenskabelige Smertesudbrud kommer strax i den første Akt tilsyne. Hvor ganske forskjellig fra Camilla! Hun skrækkes for sin brødefulde Kjærlighed men en uundgaaelig Skjæbne river hende mere og mere ind i den ulyksalige Lidenskabs Strøm og i Overmaalet af Jammer giver hun sig selv Døden. «Phedre forsoner en skjæbnesvanger, ufrivillig Sindsrasen og ulyksalige Lidenskab med Samvittighedskval og Selvmord.» Phedre er netop en Opgave for Rachel. Strax hun viser sig seer man Lidenskaben og Samvittighedskvalerne. Beundringsværdig er hun i Scenen med Hippolyte i 2.^d Akt, og senere da hun erfarer hans Kjærlighed til Aricie da kjender hendes Lidenskabelighed ingen Grændse, mens hendes Samvittighed dog hvert Øieblik straffer den. Pragtfulde ere saaledes Overgangene fra Raseri til Anger i 4^d Akts 6.^te Scene der ender med Forbandelsen over Oenone. Og et Mesterstykke af dramatisk Tragik er Slutningsscenen hvor Medeas Gift brænder i hendes Indre og hun døer under Tilstaaelsen af sin brødefulde Lidenskab. I Camilla var det stumme Spil Hovedsagen; her gaar det den hele Tid Side om Side med Ordet. – Men det seirer dog forsaavidt som hun i Deklamationen ^{(især i dens Overgange fra det Pathetiske til Conversationstonen)} saa let bliver for grel og umotiveret mens den ydre Erscheinung dog i det Hele saa skjønt vedligeholder det rette Maal. Deilig er hun ogsaa her at skue – det ‹…› ^kongelige græske Costume staar hende ligesaa godt som det ^simple romerske i Horatierne. Hvor kongelig tragisk og stor! En herlig Model for Billedhugger og Maler! – – Bl. de Medspillende vare Raphael (Hippolyte) og Raudouxs (Theramène) de Bedste. – – Foran Phedre gik en ægte fransk raffineret Bagatel, Il faut qu’une porte soit ouverte ou fermée – «Proverbe» af A. de Musset, ret kvikt udført af M^lle Durey og M. Danglade. I Conservatoriets Abendunterhaltung: Mozarts Strygekvartett i Es dur med den prægtige Andante i As. – Beethovens C moll Pfteconcert. (udf med Qvartett og Blæseinstr paa Pfte) udf af Bremer. Beethoven Sonate i G. for Pfte og Violin (Frk Schöenebeck og Radecke). Mendelssohns D moll Concert: sp. af Nicolai.
– Hos Klemm: Klaveerudt af Wagners Tannhäuser. – Nærmere Bekjendskab med v. Sahr. – – Min Værtinde fortæller mig sine Livsbegivenheder. Hendes Fader var Militær. Haard Ungdom. Giftermaal med Dost (Restaurant?). Børnene alle døde. Hun ejer ei Huset men styrer det for Hr Hübner. Tilbederen Hr Friedrich og de besynderlige Beretninger om dette Forhold.
– Grenzboten om Rachel.

9. I Tonkünstlerverein (Nagels Garten) hvor Brendel og Riccius ere Hovederne og Schumanianismen Troesbekjendelsen. Imidl var sidst jeg var der og ogsaa dennegang det Præsterede intet mindre end Schumansk. Dennegang spillede en hr Bergson, fød Svensk; fra Hamburg; oplært i Paris – to Comp. af egen Fabrik en Pfte-Trio og en Duo med Cello. Noget kedsommeligere og aandløsere kan man neppe tænke sig. – Geistliche Lieder af Aloys Schmitt. – 4^h Pftearr (af Moscheles) af Beeth. op. 25. Serenata f. Fløite, Violin og Violoncello. – (Hr. Stiehl.)

12. Interessant Art. i J. d. Deb.^s (l’Independence for 9 Sept.) af Cuvillier Fleury over «Louis Philippe».
– Conflikten mel Churfyrsten af Hessen (og Hassenpflug) og Nationalforsamlingen. Landet erkl. i Beleiringstilstand.
– Louis Napoleons glimrende Modtagelse i Cherbourg. Napoleonistiske Taler, og temmel ligefremme Ytringer fra Elyseepartiets Side, der har faaet nyt Mod siden Præsidentens Reise i Vesten har faaet et saa godt Udfald. – Flerheden af Generalraadene stemme for Revision af Forfatningen. –
– Omst. Biografi af Lenau i A. A. Z. efter et østerigsk Blad. – «Grenzboten» om Curfyrsten af Hessen.

13. N. L. Z.^s røde Plakater med «Sieg der Schl-Holsteiner!» Drøm og Virkelighed. Drømmen var Sejeren og Virkeligheden var et Tilbagetog. Ialfald er Affæren hidtil ikke lykkets for Hr Willisen. – Kurfyrsten af Hessen flygtet til Hannover. – (!)

14. Hos Fkn Sommerfelt og hendes Veninde.

17. Betalt Richter 9 Timer. – Brev fra Moder, Axel, Theodor og Hans Gude. Theodor kom til Kjøbenhavn d 23 Aug og var 12 Dage paa Reisen fra Island. I Kbhvn blev han til d. 8. Sept. – Axel skrantede fremdeles. – Cathinka K. blev pludselig syg paa Moss og det saa farlig at man tvivler om hendes Redning. – Professor Thaulow † . – Sørgelige Storthingsvalg. – Kongefamilien reist d 11.^t – Brev fra Gude og Betsy. Dat Hallingdal d. 5.^te Sept. De agte sig til Düsseldorf medio Oktober. –

19. If. «Signale» beg. Gewandhausconcerterne d 6.^te Oct. – Første Opf. i Theatret af Halevys «La fée aux roses». Atter klare, smukke Dage og deilige Maaneskinsaftener. –

21. «Prüfung» i Conservatoriet. Ved denne Leilighed optraadte som Componister og Udførende følgende Conservatorister: 1. Louis Friedenthal (Schlesier) med en Ouverture for Orch. i C moll under Comp^s egen Direktion. Det var et Arbeide som viste baade Dygtighed og Selvstændighed. Stilen var alvorlig, kraftig, à la Gluck og Instrumentationen klang klart og godt. F. er en alvorlig stræbende Musiker, lidt tør maaskee, men ikke uden selvstændige kraftige Tanker. Af Romantik eller Mendelsonianisme intet Spor. – 2. Johs Bremer (Hollænder) spillede 1^e Sats fra Beethovens C moll Claveerconcert. Moscheles dirigerede. Spillet var sikkert men tørt. 3. Robert Radecke fra Breslau (Conservatoriets N.^o 1) spillede 1^ste Del av Mendelssohns Violinconcert i E moll. Da han ikke er Geiger af Fag, var Spillet ret dygtigt. – 4. Frl. Emma Kühne fra Magdeburg, sang ^Recit og Arie af Haydns Skabelse – ganske vakker Stemme og ordentligt Foredrag men intet Fremragende. 5. Frl. Schlipatrus sp. Beethovens herlige G. dur Claveerconcert ^{(2 og 3d Sats)} ret smukt men vel svagt uden ret Aplomb. 6. John (Leipziger) sp. en Violinconcert af David. Han er Geiger af Fag og det en ganske flink. David dirig. – Anden Afdeling: 1. Heinrich v. Sahr (Dresdener) dirigerede sin Ouverture («Im Wald») B dur. Den er kvik og har meget melodiøse Motiver, men er næsten slavisk Mendelsohnisk og hørtes temmelig umoden i Instrumentationen ligesom ogsaa Sammenhængen ikke var ganske flydende. Men Talent har han. 8. Radecke sp. første ^{2d og 3die} Sats af Schumans A moll Claveerconcert meget godt (uden Noder) men ikke just med den nødv. Aand. 9. Radecke dirig: Andanten og Scherzoen af sin Sinfoni og viiste her egentl bedst sin store musikalske Begavelse. Andanten klang superbt – saa moden og færdig. Scherzoen var mere søgt; og det Hele havde ‹…› ^mange Fortrin, kun ikke Originalitet. – 10. Frl. Bleyel sang Annas Arie af Hans Heiling mindre heldig. – 11. Syv Conserv. spillede en vidunderlig prægtig og original Loure et Prelude af Seb: Bach hvortil Mendelssohn har sat et Pfteakk. som paa 2 Pianos spilledes af Nicolai og Mertel. David dirigerede. – I Orchestret var ^bleve Violinerne og Bratscherne tildels udf. af Conservatorister. (Fri Entré.)

22. Hos Fkn Sommerfelt og Frl Nose fra Braunschweig. – Fkn. S. sang nogle Lieder. – Aften i Bierhalle i «Centralhalle». – Fremdeles deilige klare Dage. – Udkast til en Lied (!!)
– Interessant Art. i «Grenzboten» om Robert Schumann. (I).

24. Brev fra Marie Lasson og Moder (af 18.^d). Musikalske Misérer derhjemme. – Fremmede Kunstnere: M^lle Berghner m. Albrecht og Liebe. Violinisten Semler. Matilda Indebetou. Julie Berwald. – Saffei – Mad. Dahls sidste Theaterprostitution. – Moder om Kathinkas haabløse Tilstand. –

26. Conservat^s «Prüfung» i Orgelspil og Chorsang i Nicolaikirken. 2 Fuger af S. Bach udførte af Schmidt og Friese: Fuge af Schumann udf af Bremer. ^xD.^o af Nicolai. Orgeltrio af Becker udf af Hartmann. ^xMotette for Damestemmer m. Orgel comp. for Nonnerne paa Trinità de monti i Rom af Mendelssohn (2 Dele). ^xMotette for bl. Chor af Haydn. ^xxToccata f Orgel af S. Bach; høist prægtig og original, og godt udf. af R. Radecke. – .
– Leipziger Michaelis-Messe allerede i fuld Gang. Uhyre Tilstrømning af Fremmede. Overfyldt i Kneiper og Restaurationer. Boder for Kræmmere og Kunstnere. Haupt- u Staatsaffærer i Theatret (Die Rosenfee og Profeten) og Hr Rappo med sine Damer i Anmarsch.
– Min Pengefortvivlelse; jeg henvender mig til Hr Hübner som strax laaner mig 20 Th. Jeg sender Richter et Brev og giør mig reiseklar til Dresden.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.