Capitaine Stålhane

84Hr. premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren tog Afsked som Officer i atten hundrede og fjorten; det var Foreningen med Sverige, som gjorde ham rent desperat.

Det nyttede ingenting, at Consul Seehuusen forsøgte at snakke ham tilrette; «min kjære Broder, hvad ialverden vil Du saa finde paa at tage Dig fore? Du, som er født i Munduren, hvordan skal det gaa Dig, hvis Du ikke ogsaa kommer til at dø i den? Ei, ei min Ven, Du vil sygne hen som en Blomst, hvis Du skal gaa omkring i civile Klæder og ende Dine Dage som mig og andre usle Kræmmere».

Majoren mærkede ikke, at Consulen havde en Skjælm bag Øret, da han snakkede om de usle Kræmmere. Naar Majoren i de mangfoldige forgangne Aar havde været uenig med Consulen, havde han altid havt de besynderligste Skjældsord paa rede Haand. Men det værste af dem alle var dog det, han pleiede at slutte med: «Hr. Seehuusen! Du er mig ikkun en forløben Hanseat og en ussel Kræmmer.»

Nei, Majoren græmmede sig saa dybt, at han ikke mærkede Haanligheden i Consul Jans Ord; «Himmelkreutz», svarede han mørkt. «Hvem tror Du jeg er? En Ed er en Ed og en Mand er en Mand. Og ikke er jeg den Mands Søn, som den ene Dag sværger Troskab til min Konge for den næste Dag at sværge Troskab til Fienden. Overløber? Nei.»

Udover Vinteren sygnede Majoren virkelig hen; han maatte lægge sine Buxer ind baade for og bag, og han maatte flere Gange flytte Knapperne i sin Vest. Desuden lod han sit Ydre forfalde; han lod sit Skjæg voxe paa Hagen og glemte at svinge sine berømte Barter mod Sky. Han forsømte ogsaa sine Formiddagsbesøg paa Consulens Comptoir; saa den gamle Madeira blev staaende urørt i det hemmelige Rum; og det var meget betænkeligt. Consul Jan maatte ret som det var gaa og besøge ham i hans Hus; der sad han mutters alene i sin store Stue, halvpaaklædt og uryddig, og spillede Femkort med sig selv.

Tilslut blev Consulen alvorlig bekymret for sin Ven; det var saa uvant dette at se den vældige Major aldeles nedbrudt af Sorg. Selv om han saa noksaa løierlig ud, der han sad, saa kunde Consul Jan ikke smile mere; han forstod, at skulde dette vare, vilde Majoren græmme sig en Gulsot paa Halsen og gaa ganske tilgrunde.

Consul Jan var listig, som han pleiede, naar han havde noget fore med Majoren; han vidste, at han ikke opnaaede noget, hvis han gik frem paa anden Maade.

86Foruden Majoren var der nogle andre norske Officerer, som havde taget sin Afsked fra Arméen efter fjerde November. De var reist udenvælts, hvad om han foreslog Majoren det samme? Rigtignok tænkte han ikke et eneste Øieblik, at Majoren kunde bruges til nogenting i nogen Armé i Verden; dertil var han for gammel og saa altfor tyk. Tiltrods for at Buxerne var lagt etpar Tommer ind, saa var der dog endnu saa overflødig meget igjen, at han knapt kunde tænkes brugbar til nogen krigersk Gjerning.

Men Consulen begyndte alligevel forsigtig at slaa paa dette med at reise udenvælts og vinde Berømmelse og Ære i Krigen; havde han ikke i sin Ungdom været baade i Holland og Ditmarsken? Hvorfor da ikke følge sine yngre Kameraters Exempel og søge ud, – foreløbig til Kjøbenhavn; der havde han endnu Venner fra Ungdommen, som sikkert vilde skaffe ham Opreisning og hænge Munduren paa ham igjen.

«Og nu, kjære Broder, træffer det sig saa heldigt, at Skipper Spink netop skal en Tur til Danmark i næste Uge …»

Det viste sig, at Consul Jan, den Skjælm, havde rammet paa rette Sted. Majoren spidsede Ører, han lagde Kortene tilside; næste Morgen barberede han sig og svingede atter Barten mod Sky, og sandelig sad han ikke ved Middagstider i Comptoiret og nød Madeiraen og røgte sin lange Pibe akkurat som før.

Og næste Uge sad han ogsaa ganske rigtig i 87Skipper Spinks Skude udrustet med en stor Pose gode danske Dalere, som Consulen havde udstyret ham med til en Begyndelse.

Ikke for det, Majoren var ikke i Humør. Det var ikke slig han havde tænkt sig altsammen; det var herhjemme, han havde villet slaas, og han havde villet lægge sine Ben tilhvile i sine Fædres Jord. De danske Kamerater kunde være brave nok; men han havde seet saa meget af, hvordan de gebærdede sig, naar de kom herop i Overmod og Arrogance, at der sad en god Portion Bitterhed igjen i ham ogsaa mod dem.

Nei, det var herhjemme, han skulde have endt sine Dage; og det var ikke med let Sind, han tog Afsked med Consul Jan og sine Venner fra Paradis.

Skipper Spinks Skude var ingen Skarpseiler; og da den efter mange Dages Omvanken i Skagerak endelig drev ind paa Kysten af Nordjylland, søgte Spink strax Havn og beredte sig til at blive liggende der, indtil Vinden blev føielig; og det kunde række og vare paa denne Aarsens Tid. Men hvad gjorde det? I de Dage hastede det ikke.

Saasnart Skuden var kommet vel tilankers, blev Majoren roet iland, og han begav sig selvfølgelig øieblikkelig hen til nærmeste Kro. Den hed Lottenborg, et Navn som tiltalte Majoren ved sin Blidhed og kvindelige Ynde.

Det var en sur, blaasendes Martskveld, da Majoren kom frem til Kroen; inde i Gjæstestuen var der tændt et mægtigt Baal paa Skorstenen; det 88kastede et fantastisk flakkende Flammeskjær henover Væggen i det store Rum.

Midt paa Gulvet stod der et mægtigt Egetræs Bord, og rundt dette Bord sad der en Skare Kjæmper; ja, rigtig Kjæmper var det som sad der, og det flakkende Flammeskjær fra Skorstenen gjorde dem endnu vældigere end de var i Forveien.

Og disse Kjæmper brølte i Munden paa hinanden, og de brølte paa jydsk, et Sprog som Majoren havde meget vanskeligt for at opfatte.

Da han kom ind i Krostuen, stansede Brølet et Øieblik; alle saa hen paa ham, den Fremmede; det var saa sjelden, der kom Fremmede til Stedet paa denne Aarsens Tid.

Da var der pludselig en af Kjæmperne som reiste sig fra Bordet: «Det er dow ‘ig Dig, Sørensen? Sørensen fra Aalborg.» Og dermed faldt han uden videre Majoren om Halsen og trykkede ham til sit Bryst.

Majoren gav ham en Dult under Hjertekulen, saa han tumlede mod Væggen; ei, ei, han var ingen Sørensen fra Aalborg! Han var Major von Knarren fra Norge, og om der var nogen, som vilde vide nærmere Besked, saa kunde de bare komme!

Onei, onei, Kjæmperne var slet ikke oplagte til Uvenskab, tvertimod var de oplagte til Kommers og Gemytlighed. Og før Majoren vidste Ordet af det, var han placeret ved Bordenden ved Siden af den kjæmpemæssigste af alle Kjæmperne; han 89hed Baron Adelaer og havde sin gode Gaard lige herved; de andre var Proprietærer fra Omegnen, som havde været inde i Landsbyen idag til Marked.

Det var brave Karle som sad om dette Egetræsbord; det sandede Majoren meget snart, og han blev snart Ven og Dusbroder med dem alle tilhobe. Men den bedste af dem alle var dog Baron Kai; han var netop en Knægt efter Majorens Sind, og da denne Knægt inviterede Majoren med sig hjem til sin Gaard, var der saavisst ikke nei i hans Mund; snart agede de stoltelig afsted i en Vogn forspændt to umaadelige Marskheste; saa da Spink senere paa Kvelden forsigtig kikkede ind i Krostuen og spurgte efter Majoren, fik han den Besked, at alle hans Sager næste Dag skulde bringes op til Baronens Gaard; der agtede Majoren at slaa sig ned for en Stund.

Baron Adelaers Gaard var en af de gode gamle med falmede røde Munkestensmure omgivet af grønskede Vandgrave; det var rigtig et Sted for Majoren, og Baron Kai var akkurat en Mand som passede paa sin Gaard. Han var Enkemand og børnløs, saa han kunde stelle sig som han selv vilde. Og det gjorde han ogsaa; hver Dag kom de bredbugede Kjæmper, som havde siddet i Krostuen første Aften, paa Besøg allerede tidlig om Formiddagen; og saa blev det Lystighed Dagen lang, med god Mad og Drikke og saftige Historier. Majoren lærte sig efterhaanden til at forstaa deres Kaudervælsk og de hans drønnende norsk; 90han syntes han aldrig nogensinde havde havt det saa fornøieligt og glemte foreløbig fjerde November. Da han havde været paa Gaarden en Uge, maatte Buxerne atter lægges ud og Knapperne i Vesten syes i paa den gamle Plads, og da Skipper Spink en Dag indfandt sig og sagde at nu var Vinden føielig og Veiret behageligt, saa imorgen skulde de stikke tilsjøs og seile videre, hei! da blaaste Majoren ham en morgenfrisk Revelje og bad ham seile til Hekkenfjeld og først komme tilbage til næste Pinstid.

Den ene Uge gik efter den anden i en evindelig Morskab; da pludselig! hændte det en Morgen noget skjæbnesvangert.

For selvsamme Morgen stod der en Mand foran Baronens Seng og ruskede ham vaagen. Det var en sjelden Mand at se til; mager, høi, luvslidt i Klærne, hærjet i sit rynkede, brune Høgefjæs; men han bar sine Filler med en fræk Elegance; en fattig Fant var han, men en fornem Fant.

Baronen maatte gnide sine Øine længe, før han kunde komme til Sans og Samling: Himlen bevare os! Det var jo Capitaine Stålhane, som stod der, Svensken over alle Svensker, Stratenrøveren, som i en Menneskealder havde streifet Europa rundt og været med i alverdens Kriger og Tumulter; snart grand seigneur, som dryssede sit Guld om sig (i charmant Vildskab), snart fattig som en Rotte, naar han havde tabt sine sidste Dalere ved Spillebordet om Natten; og naar han kom hid til Gaarden, pleiere det gjerne være, 91fordi han var saa blank og bar, at han ikke havde Tag over Hodet.

Men en Charmeur var han; ingen var saa velkommen som Capitaine Stålhane, men aldrig kunde han være kommen mere ubeleiligt end netop nu, da Major v. Knarren var i Huset; Himmel, hvordan skulde dette ende?

Majoren havde jo ikke lagt Skjul paa sine Følelser for Svenskerne; daglig havde han forsikret sine Venner om, hvor han hadede det Pak. Og nu stod han der, lyslevende, Capitaine Stålhane, Svensken over alle Svensker.

Baronen meddelte saa skaansomt som muligt Majoren, hvad det var for en Gjæst, som var kommet til Gaarden; øieblikkelig for Majoren op af Dynen og vrængte Klærne paa sig; han vilde afsted paa flyvende Flækken. Den arme godmodige Baron Kai stod som med Glør i Maven; han vilde ingenlunde være af med den herlige Major, som var blevet ham saa rent umistelig. Men det hjalp ikke alt hvad han tryglede og bad; Majoren gik i Underbuxerne og fnyste; ikke et Øieblik vilde han bo under samme Tag som denne svenske Stratenrøver.

Nei, nei, svarede Baron Kai; kan fik pludselig et rigtig snedigt Indfald. «Kanske det alligevel er det bedste at Du reiser. For Capitaine Stålhane er en Pokkers Fyr; han er hidsig og ærekjær; han lader sig intet byde; han har havt utallige blodige Affærer i sin Tid. Saa Du kunde 92kanske resikere et og andet, hvis Du blev her og ikke lagde Baand paa Din Tunge.»

Men da skulde man have seet Majoren! Han sad paa Sengekanten og havde netop faaet det ene Ben ind i Ydderbuxen; men han blev siddende og glo olmt paa Baron Kai og glemte rent at faa Buxen paa det andet Ben.

«Resikere?» brølte han. «Tror Du kanske jeg er ræd for at resikere noget?» Og nu bandede han overflødigt, og jo mere han bandede, desto sintere blev han; tilsidst drog han Buxen af igjen og kylede den i Hodet paa Baron Kai, som hurtigt smat ud af Døren. Han var saamæn vel fornøiet med sig selv; nu vidste han ialfald, at Majoren ikke vilde forlade Gaarden paa det første. Saa fik det heller gaa, som det kunde, og en Ordning maatte der vel kunne findes.

Da Baron Kai var borte, blev Majoren længe siddende paa Sengekanten og tænke, og hans Appetit paa Svensken voxte, jo mere han tænkte. At det før eller siden kom til at blive en Batalje, derom var han ikke i Tvivl; og han glædede sig oprigtig til at give Stålhanen et Hugg, saa Fjærene føg. Ikke et Øieblik var han i Tvivl om Resultatet. I sin Ungdom havde han været en berømt Fægter; selv paastod han, at der ikke fandtes hans Mage i hele Hans Majestæts Armé. Hans Affærer havde ogsaa været utallige, og selv om han havde faaet nogle Skrammer hist og her, var han dog gaaet som Seirherre ud af de allerfleste.

93Naa, det var jo længe siden; det var den Tid han var udenvælts, og i de senere Aar havde han ikke havt en eneste ordentlig Batalje; han regnede ikke det lille spøgefulde Sammenstød han havde havt med den lille hollandske Nellikbaron for endel Aar siden.

Men hver eneste Morgen havde han øvet sit Øie og sin Haand og fægtet en Times Tid mindst; det var bare siden han kom her til Gaarden at han havde forsømt disse Øvelser; men det kunde dog ikke have fordærvet ham saa ganske og aldeles?

Han fik probere; han greb den tunge Egetræs Stok, som stod ved Hovedgjærdet og som var en Gave fra Baron Kai; han greb den i Haandtaget som den skulde været et Slagsværd, og nu hoppede han omkring i Underbuxene og gjorde de sælsomste Udfald og Parader med Stokken; det var mærkværdigt at se hvor smidig han var tiltrods for sin Tykkelse; han sprat omkring som en Viskelærsball; der var saamæn ingenting iveien med ham.

Mens han hoppede omkring i Værelset, kom Tjenestepigen ind med en Mugge varmt Barbervand som hun pleiede at gjøre hver Morgen. Men da hun saa den tykke Major hoppe omkring i Værelset i bare Underbuxene, svingende en Stok og brummende høilydt, blev den stakkels Pige, som rimeligt kan være, aldeles vettskræmt, slap Muggen i Gulvet og lagde paa Sprang med Forklædet for Ansigtet. Da hun kom ned i Kjøkkenet, 94skreg hun, at den tykke Nordmand var blevet gal; aldrig fik nogen Magt hende til at gaa til ham med Barbervand om Morgenen mere.

Da Majoren kom ned til Frokost, var han tilsyneladende meget rolig; han havde lovet sig selv høit og helligt ikke at gjøre Dumheder. «Besindig, Ulrich,» sagde han til sig selv hele Tiden. «Besindig, Ulrich», sagde han til sig selv, da han blev præsenteret for Capitaine Stålhane, skjønt han havde en ubændig Lyst til at rende paa ham ligesaa godt med det samme.

Senere paa Dagen havde de to undgaaet hinanden med Flid, og det var heller ikke saa vanskeligt; for allerede fra den tidlige Formiddag var Huset fuldt af Gjæster. Baronen havde i Huj og Hast sendt Ilbud rundt om til alle Vennerne; de maatte komme øieblikkelig og blive over etpar Dages Tid.

Middagen og Aftenen gik upaaklagelig; der var nu slet ikke noget at mærke paa Capitaine Stålhane, skjønt Baronen havde fortalt ham, hvad Majoren var for en farlig Person. Nei, Capitainen var som ellers, som Fisken i Vand; munter og bedaarende, fuld af Historier fra sit omvankende Liv.

Majoren holdt sig ogsaa i Skindet; hele Tiden gik han og mumlede til sig selv det evindelige «Besindig, Ulrich»; men han var taus, truende taus, og det var saa langt fra hans Vane. Og hans svære Ansigt var barskt; – han saa ud som en Granat, der kan springe i Luften hvad Stund det skal være.

Efter Aften skulde der spilles Kort; nogle af Jyderne, som var uvante med Baronens Beværtning, var allerede blevet mødige og havde trukket sig tilbage, saa der var slet ikke saa mange Kortborde i Salen, som ønskeligt kunde være.

Så vilde Uheldet at Capitaine Stålhane og Majoren var blevet siddende ikke saa svært langt fra hverandre; ved hver sit Bord, bevares, men det var ikke til at undgaa, at man ved det ene Bord godt kunde høre, hvad der blev sagt ved det andet.

Udover Kvelden blev Capitainen mere og mere oplagt; han fortalte den ene Historie staseligere end den anden, og i alle Historier var selvfølgelig han selv Helten; han pralede noget rent forskrækkeligt af sit Mod, og Jyderne sad og maabte af Beundring.

Den eneste, som hele Tiden var muggen, var Majoren; havde det bare været en anden, som havde siddet der og pralet! Aa, Majoren vilde have været den ivrigste Tilhører. Han vilde have trukket Øienbrynene høit op af Spænding, og han vilde dundret i Bordet, naar Historien var slut. Og strax vilde han være kommet med en Geschichte tifold værre end den, som netop var fortalt.

Men nu sad han og var bare muggen og ækkel; nu og da skottede han hen til Svensken med et Smil, som var rent forgiftigt af Galde; den Vindbeutel, som sad der og bandt disse troskyldige Bønder allehaande Løgne paa Ærmet! Og naar de andre lo saa de laa halvkantede henover Bordet, 96sad han og gryntede uheldsvangert og flyttede sig utaalmodigt i Stolen.

Tilslut kom Capitainen med en ren Krønike – o! den var værre end alle de andre, han havde fortalt. Krøniken handlede om en Løve; en Løve udi Spanjen. Denne Løve eiedes af en Dyretrækker, som gik fra By til By med den og viste den frem for Penge. En Nat havde Løven brudt sig ud af sit Bur; og ursinnig som den var af at være fri igjen, havde den dræbt forfode, Mænd, Kvinder og Børn; Dyretrækkeren havde gjemt sig inde i et Hønsehus, den feige Hund.

Men saa kom Capitainen! Havde ikke han tilfældigvis opholdt sig i Landsbyen, da maa Vorherre vide, hvormange Mennesker Løven havde dræbt.

Men saa kom altsaa Capitaine Stålhane. Ganske alene og kun bevæbnet med en Hirschfænger gik han løs paa Løven; og saa blev der et Basketag! Men det stod ikke længe paa; for Capitainen rendte Hirschfængeren midt i Løvens Hjerte; der laa den stille og rolig som en død Kalv.

Efterpaa kom Dyretrækkeren frem fra Hønsehuset og havde den Frækhed at forlange Skadeserstatning for Løven; aa, den feige Hund! Men ikke vilde Capitainen have noget Snak med den Pjalt ikke; han slængte en Børs med hundrede Dukater i Ansigtet paa Pjalten og lod ham rende sin Vei. «Men det var ta’ mig Fan et dyrebart Lejon!» afsluttede han sin Krønike og slog storagtig ud med Haanden.

97Dette blev altfor meget for Majoren; nu var det slut med hans Sindighed. Han tog en dyb Slurk af sit Bæger og et kraftigt Drag af sin Kridtpibe; han rømmede sig omhyggeligt, og saa begyndte han sin Krønike. Roligt og værdigt.

«Det minder mig skinbarligt om noget, som arriverede mig engang i min Ungdom, da jeg var i Tjeneste udi Holland. Vi var fem Lieutenanter tilsammen en Aften og vi havde gaaet fra Værtshus til Værtshus den udslagne Dag, saa nu fandt vi, at Tiden var inde til at udfinde en mere amusant Plaisir end tilforn. Naa, saa gik vi fra Landsby til Landsby den ganske Nat, drak op hvad der fandtes paa Værtshusene, og slog ihjel etpar Hundrede af de Indfødte, som gik iveien for os. Husker jeg ikke feil, sved vi ogsaa af en Del Slotte og Klostre; men hvad jeg tydelig husker er, at da jeg næste Morgen laa i min Seng, kom en Erkebiskop ind til mig med en Regning, hvorpaa der stod skrevet: An et Kirketaarn – 5000 Dukater. Jeg tog min Børs og kastede til ham; der var 10000 Dukater i den. Men da han vilde give mig Penge igjen, raabte jeg til ham: Lapperei, Deres Høiærværdighed! Behold dog de Slanter for Deres Uleilighed! Saa gav han mig sin Velsignelse og gik syngende derfra. Men det var ta mig Fan et dyrebart Kirketaarn!»

Der blev et Brøl af Latter; Kjæmperne skreg over sig af Lystighed; men det værste var, at Latteren vendte sig mot Capitaine Stålhane; de lo ham aabenlyst lige op i hans barske Høgefjæs.

98Nu først skjønte de, hvor han havde løiet dem fuld hele Kvælden; og deres Beundring for hans Tapperhed skylledes væk af denne bragende Latter.

Capitaine Stålhane skjønte godt dette; men han beherskede sig. Han var bare blevet lidt blegere end før; og han saa med et lidet ondt Smil bort paa Majoren, som nu sad veltilfreds og strøg sine Barter og drak med alle dem, som løftede sine Bægre med ham for at drikke hans Skaal.

Da der endelig var blevet Ørenslyd, sagde Capitame Stålhane med en Stemme, som skar blankt og kallt: «Inte visste jag, at norske Officerar bar sig ad som Bondpoikar!»

Majorens Stol væltede med et Brag; der stod han over Capitaine Stålhane med løftet Næve; han vilde knuse ham paa Flækken. Der maatte sex–syv bastante Jyder til for at stagge Næven og føre hele Majoren ind i Sideværelset.

Selvfølgelig var dette en Affære, som øieblikkelig maatte ordnes; Sekundanter blev opnævnt, Sabler valgt, Lysene tændt i Vaabensalen, og Borde og Stole ryddet tilside, saa de to Slaaskjæmper kunde have rigeligt med Albuerum, naar det skulde gaa løs. Og paa de hvidkalkede Væggene hang Portræterne af Baronens Forfædre i Rad og Række; som Spøgelser stod de der, i Panser og Plade eller i brogede Uniformer. Alle disse Kjærter, som brændte uroligt i sine Stager, gjorde de gamle Ansigter saa besynderlig levende; det var som det begyndte at glimte i Øinene og som om Mundvigerne krummede sig til et Smil; aha! endelig 99engang skulde der hænde noget i Ensformigheden heroppe, noget de huskede fra sin egen Tid og som de glædede sig over at være Vidner til …

Da de stod ligeoverfor hinanden med Sværd i Haand, kunde enhver se, at dette saavisst ikke kom til at blive nogen Barneleg. De bavde gjort sig istand til Kampen, hver i sit Værelse; de havde taget af sig Frakke og Vest for at være saa meget ledigere. Herunder havde Majoren buldret overmaade; o, han skulde partere Capitainen, saa der ikke skulde findes Kam ei heller Sporer igjen af Stålhanen, naar han havde maltrakteret ham en Stund.

Capitaine Stålhane havde derimod ikke sagt et eneste Ord; det var ubetinget mere uhyggeligt end Majorens Brøl. Men han havde havt et lidet ondt Smil om sine smale Læber; og dette lille Smil varslede ikke godt.

Det blev ogsaa en svare Kamp; selvfølgelig gik Majoren strax paa; den Bagatel skulde han ordne i en Fart! Og han stormede løs, saa det drønnede i det solide Tømmergulv; Sablerne klaskede mod hverandre i rappe Hugg, saa det gnistrede i Staalet; med ét gjorde han sit berømte Udfald, det som han selv havde opfundet og som saa ofte havde slaaet Sablen af Haanden paa hans Modstander.

Mærkværdig nok, denne Gang mislykkedes dette Udfald; Capitainen afværgede det med en snedig Parade; og dette gjorde Majoren saa forundret, at han et lidet Sekund forglemte sig, og i samme Nu snittede Capitainens Sabelspids en Flænge i 100hans høire Armmuskel, saa Blodet skvættede i Ansigtet paa den nærmeste Sekundant. Sabelen faldt ud af Majorens Haand; han blæste som en Elefant. Han gik ud i Sideværelset og fik Saaret vasket; det viste sig at det bare var en ufarlig Flænge gjennem den Overflødighed af Flæsk, som han nu engang havde lagt sig til, og en Landsens Chirurgus, som heldigvis var blandt Gjæsterne, fik snart stanset Blødningen og forbundet Saaret.

Majoren var mest af alt forundret over, hvordan ialverden det var gaaet til, at dette Mesterhug denne Gang slet ikke havde afvæbnet Modstanderen, men tvertimod havde skaffet ham selv en Blessure, ovenikjøbet i høire Arm, saa den foreløbig var ubrugelig.

Men man maatte kjende ham daarligt, hvis man troede, han dermed opgav Kampen og erklærede sig overvunden; nu var hans Kampmod vildere end nogensinde. Han tog sit Sværd i venstre Haand og vendte tilbake til Vaabensalen. Capitaine Stålhane kom strax imod ham med fremrakt Haand; han mente som alle de andre at nu var Sagen op og afgjort.

«En garde!» raabte Majoren. Alle protesterede; dette var ikke retfærdigt Spil; Majoren var jo kampudygtig; hvad skulde disse Narrestreger være til!

«En garde!» tordnede Majoren igjen og svang sit Sværd i sin venstre Haand. «En garde, eller jeg prygler ham med min flade Klinge!»

Capitainen hentede sin Sabel og stillede sig op; han tog ligesom Majoren Sabelen i venstre Haand.

101Men det vilde Majoren paa ingen Maade finde sig i. «Vær han kun glad over, at han har sin høire i Behold; for nu skal han først for Alvor erfare, hvad det vil sige at krydse Klinge med en norsk Bondpoike.»

Her var imidlertid Capitainen urokkelig; der var ingen Udvei; skulde han slaas videre, maatte det være under lige Vilkaar; hvis ikke, ansaa han Kampen for afsluttet med første Omgang.

Der var intet at gjøre ved det; Kampen begyndte. Nu prøvede ikke Majoren at lure sin Modstander med Kneb; den Karl kunde sine Ting bedre end nogen anden han havde krydset Klinge med; det maatte han sande.

Nu gik det for Alvor løs; det lod til, at de var jævnbyrdige og at de begge kjæmpede ligesaa godt med venstre som med høire; men Capitainen var saa meget roligere end Majoren; for han gryntede og brummede som en vild Bjørn, men var saa lynrap og smidig i sine Bevægelser, at Kameraterne knapt vilde tro sine egne Øine.

Slig gik det i flere Minutter; det var forfærdeligt at se paa, for visselig maatte der komme til at flyde meget Blod, før Kampen sluttede.

Da rettede Majoren en drabelig Kvart mod Capitainen, den kom med slig en Magt at den syntes at maatte splitte ham tværsover. Og tiltrods for den lynsnare Parade, rendte Majorens Sabel ind i Capitainens Skulder, saa han vaklede og maatte hjælpes hen til en Stol.

Majoren stødte sin Sabel i Gulvet; « Prosit, 102Hr. Capitaine!» sagde han, hvorpaa han værdigt og roligt gik nedenunder, satte sig i sin Stol og tog fat paa sine Kort, som om ingenting var hændt. Han var blevet forstyrret i Spillet og han havde havt gode Trumfer paa Haanden; Kortene laa endnu paa Bordet som før Spektaklet var begyndt. «Kom saa, mine Herrer! Nu kan vi da faa spillet tilende uden at resikere nogen Forstyrrelse».

Capitainen maatte tilsengs, hvad Majoren ikke paa nogen Maade vilde høre Tale om; han var kommet her for at spille Kort og saa vilde han spille Kort. Og da Chirurgusen snakkede om hans svære Blodtab, svarede han: «Lapperei! Den Smule Aareladning er mig ikkun behagelig. Aldrig har jeg følt mig mere let og angenem.»

Men kort efter sovnede han af, der han sad. Han snorkede over al Maade og mærkede ikke engang at Chirurgusen tog Bandagen af og lagde en ny paa.

… Der maatte naturligvis gaa en Tid, før de to Slaaskjæmper var helt restitueret efter Bataljen; men allerede næste Dag var de begge oppe en Stund og kunde gi hverandre Haandslag og vexle nogle faa, høflige Ord.

Disse faa Ord første Dag gik den næste over til at blive en længere Samtale; aa, de roste hverandre overmaade! Mage til Modstander havde ingen af dem havt! Og den tredie Dags Aften drak de Brorskål og svor hinanden Venskab til Døden; Capitainen fik endog Lov til for Kortheds 103Skyld at kalde Majoren Bror Knurr; og længere kunde han ikke godt drive Venskabeligheden.

Fra den Aften blev de rent uadskillelige; de berettede for hinanden alle sine Bedrifter; men de betroede hinanden ogsaa sine hemmelige Sorger og sine Bekymringer for Fremtiden.

Capitainen vilde helst af alt hjem til gamle Sverige nu; der var en liden forfalden Herregaard oppe i Värmland etsteds, som han eiede og som han heldigvis ikke havde kunnet omsætte i Penge til det forbandede Kortenspil, som beherskede ham aldeles; o, nu vilde han hjem til Värmland; helst vilde han gaa ind i Armeen igjen efter sit lange Fravær udenvælts, hvis det bare ikke havde været den nye Konge, de havde faaet, han som havde kjæmpet mod sin egen Keiser, den store Napoleon, som Capitainen havde tjent i mange Aar.

«Saa Du ynder heller ikke den Herre?» spurgte Majoren forbauset. «Det var som sjuttio tusan».

Han var nemlig begyndt at laane visse Kraftudtryk af sin nye Ven; der var en Marg og en Magt i disse svenske Kraftudtryk, som tiltalte Majoren overmaade; de stod langt over de tyske og hollandske, som han hidtil havde tyet til, naar hans Blod kom ikog og fandt sit eget Sprog fattigt.

Ja, det var som sjuttio tusan, deri var Capitaine Stålhane fuldstændig enig.

Nu var det Majorens Tur til at betro Stålhane sin Kummer; han fortalte hvorfor han havde taget Afsked fra Armeen og at han nu var paa Vei til 104et eller andet Land, hvor de havde Brug for en tapper Officer. Men længtede Capitaine Stålhane hjem til Värmland, saa vilde Majoren komme til at længte ligesaa meget tilbage til den Egn, hvor han var født og hvor han havde levet et langt Liv.

Oja, oja! det var virkelig saa bedrøveligt altsammen.

De blev siddende længe, tause og triste, og gruble over sin Skjæbne. Pludselig sagde Stålhane: «Hør her, Bror Knurr! Du er arg paa os Svensker; er det ikke saa?»

Jo, i Helsike! Det havde da Capitainen forstaaet.

«Men Du tykker bra om mig?»

«Du er den tapreste Soldat, jeg nogensinde har mødt,» bedyrede Majoren.

«Og jeg har hadet Nordbaggen, indtil jeg traf Dig, Bror Knurr. Men nu ser jeg anderledes paa Sagen end før. Ser Du, Bror Knurr, vi tapre Nordens Folk skulde blande Blod med hverandre akkurat som Du og jeg. Da først lærer vi hverandre at kjende og faar Respekt og Kjærlighed til hverandre. Akkurat som Du og jeg, Bror Knurr.»

Heri var Majoren ganske enig; og atter henfaldt de begge i dybe Funderinger.

Pludselig siger Capitainen: «Lover Du mig at vende hjem og gaa ind i Dit gamle Regiment, saa lover jeg Dig at reise til Värmland og gaa ind i mit. Det smager ikke saa bra; men det er ialfald Lykken baade for Dig og for mig.»

Majoren løftede sit tunge Hode og stirrede længe 105paa Stålhane. Saa sagde han langsomt: «Kan Du, saa kan vel ogsaa jeg». Nu maatte der Vin paa Bordet, gylden Rhinskvin; der stod de to med høit løftede Pokaler og stirrede hverandre ind i Øinene.

«For gamle Sverige!» sagde Capitainen.

«For gamle Norge!» svarede Majoren, og begge tømte de Pokalerne tilbunds.

«Og skulde der hænde noget, Bror Knurr, skulde vore Folk komme til at bære Vaaben mod hverandre, da mødes først vi to paa Grænsen, og da skal vi to krydse Klinger endnu engang, vi gamle Kamerater!»

«Det skal vi!» mumlede Majoren og knyttede uvilkaarlig sin Næve.

«Og da skal det blive en Kamp paa Liv og Død, ta mig sjutton tusan!»

«Sjuttio tusan!» raabte Majoren og trykkede Stålhane til sit brede Bryst.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.