De 11000 Jomfruers Dag

Hr. premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren havde Fødselsdag den 21 Oktober. I Almanaken kaldtes denne Dag for de 11 000 Jomfruers Dag, og dette fandt den vældige Major ganske i sin Orden. Thi det viste efter hans Mening kun, at han af Skjæbnen selv var udseet til at være den, der skulde gjøre en ganske overordentlig Lykke hos Fruentimmerne.

– Det er vel overflødigt at bemærke, at de 11 000 Jomfruers Dag blev festligholdt paa en værdig Maade. – Og for rigtig at lade Festen begynde paa Begyndelsen pleiede Consul Jan at holde et lidet Kalas Aftenen i Forveien.

Naar saa Consulens deilige engelske Ur slog tolv sølvklare Slag, reiste han sig og udbragte Geburtsdagsbarnets Skaal i de artigste Vendinger.

Geburtsdagsbarnet blev hvert Aar lige forbauset over, at man virkelig erindrede Høitideligheden; – han spilede Øinene overrasket op –, nei, men min kjære Broder! – hvorpaa han rørt indtil Taarer faldt til Consul Jans Bryst.

67Paa alle Aarets øvrige Aftener pleiede Majoren at sidde, saalænge det skulde være. Han var ligefrem en Natteravn og kneisede ved Spillebordet, lige til de andre duvede af Træthed. – Men denne Aften var han urokkelig – om det havde gjældt Livet, maatte han ligge i sin Seng Kl. 1.

Det kunde aldeles ikke nytte at bede ham blive længere; – da spærrede han Gabet op og snøftede: «Aber Kreutz! Hvad tænker du paa? Morgen repræsentieren, ergo heute dormiren.»

Dette lille Fyndsprog havde Majoren lavet selv; ialfald bandte han stygt paa, at saa var Tilfælde, thi han syntes det var ypperligt, navnlig fordi det rimede. Og sikkert har den hæderlige Major ikke begaaet flere Rim i hele sit Liv.

Til Majorens Embede hørte en gammel Kommandantbolig af Bindingsværk, der sagdes at være et al Byens ældste Huse. Det saa ogsaa særdedeles ærværdigt ud med sit høie spidse Tag, belagt med blaaglasserede hollandske Tagsten og midt paa Façaden en umaadelig Gadetrappe, der ganske rolig lod sine Trappetrin løbe midt ud i Gaden til stor Uleilighed for Færdselen.

Der var Plads nok i Majorens Hus; der var Stuer og Saler baade oppe og nede, men hvad ialverden skulde v. Knarren med alle disse Stuer? Han boede i det ene Hjørne af Huset; der kunde han rode og rumstere som han vilde, og han havde det reverenter talt som en Gris; thi han hadede det, som «Fruentimmeret» kaldte Orden.

«Fruentimmeret» var Majorens Faktotum Jomfru 68Pepperlee. Hun var hans Husholderske, og hun var vistnok ogsaa den eneste, der kunde holde ud at være det i saamange Aar; thi Hr. Major v. Knarren var en grov Hustyran, der ved den mindste Anledning buldrede og bed, saa det var ondt at høre.

Men nu var det saa heldigt, at Jomfru Pepperlee i Aarenes Løb blev døvere og døvere; jo mere Majoren buldrede, desto døvere blev Fruentimmeret, saa at han paa denne Maade kunde lade sin Harme faa frit Løb, uden at det generede Jomfru Pepperlee det aller ringeste.

Den eneste Dag i Aaret, Jomfru Pepperlee virkelig frygtede, var netop de 11 000 Jomfruers Dag. Ja, hun frygtede den, gjorde hun, saa hun ligefrem regnede i Maaneder og Uger, hvorlænge det var igjen, før den oprandt.

Længe før Fanden havde faaet Sko paa, kom Majoren dundrende i sine svære Støvler.

«Pepperlee! Jochum! Gabriel! Hei, I dumme Asener – –»

Og saa bar det løs med Drøn paa Dørene ind til den arme Pepperlee og hendes to Medhjælpere, Musketererne Jochum og Gabriel.

Da de kom ind i den store Spisestue, stod allerede Majoren og balancerede paa en Stige, der var stillet op mod et Skab, og paa Toppen af Skabet stod der to Kandelabre, fulde af brændende Talglys.

Det saa livsfarligt ud! Især da Majoren begyndte at skjænke og bande og stampe, saa den spinkle Stige skreg og krummede sig.

69Den store Spisestue blev ikke benyttet til hverdags. Den stod paa Stadsen hele det øvrige Aar; og dens faa Møbler var skjult med store hvide uhyggelige Ligklæder, der ligeledes svøbte sig om de to Prismekroner i Loftet og foran Billederne af Majorens Forfædre samt deres Hustruer. – Der var Majorens Fader i Kapteinsuniform, der var hans Bedstefader, der aldrig drev det videre end til at blive Lieutenant, men efter Billedet at dømme saa helt livsalig ud alligevel. Og der var endelig Oldefaderen, den sterke Oberstlieutenant, der skulde have taget Ryggetag med en Bjørn og som var afbildet i Panser og Plader. Disse tre militære Herrer hang øverst, deres Fruer nedenunder, hvad Majoren fandt sømmeligst.

Der fandtes slet ikke noget Billede af ham selv, og naar man spurgte ham om Grunden hertil, svarede han, at der var ingen Grund til at skildre sig, før man havde naaet Livets Middagshøide, og hvis man spurgte ham, om han ikke havde tænkt paa at fortsætte saa mange ærefulde Traditioner, svarede han, at det havde han Mare! ikke havt Tid til at tænke paa. Desuden var han ikke i den Alder endnu (skjønt han var vel de femti Aar); og hvem Fanden skulde man saa ogsaa udfinde, der var værdig til en saadan Ære!

Til hverdags hang som sagt Majorens Familieskilderier med hvidt Klæde foran; men paa de 11 000 Jomfruers Dag maatte de afsløres, thi da skulde der spises i denne Stue. –

«Himmelkreutz! Saa I kunde engang komme 70op af Dynerne? Jochum, Gabriel – har man seet to slige brølende Løver! Haha! I ser ud som Djævelen, gjør I! Var I kanske paa Kommers igaar? Haha! Har man seet to slige brølende – slige brølende Abekatter!»

Majoren var meget uretfærdig; thi de to graa Musketerer lignede hverken det ene eller det andet. Det var to Gamlinger, var det, som ikke godt kunde bruges til noget militært, da de var kleine i Synet og krumme af Gigt. Saa det var ikke rigtigt af Majoren at ligne dem med brølende Løver.

Nuvel – det var jo de 11 000 Jomfruers Dag, og da tog ingen af dem det saa nøie. – Og da Majoren havde brølt fra sig, entrede han ned ad Stigen, befalede Jochum at klatre op istedet og Gabriel at holde i ham bag, saa han ikke skulde falde ned; hvilket var meget upraktisk, eftersom Jochum var meget kilden og ikke kunde taale, at nogen rørte ved ham, saa hvergang Gabriel skulde støtte, satte Jochum i et Hvin, hvad der atter bragte Majoren i en heftig Affekt.

Paa denne Maade gik Tiden helt til den lyse Morgen.

Klokken otte præcis sad Majoren ved Bordet i den lille Stue, han om Hverdagen brugte baade til at spise i og til at arbeide i. Han sad med Klokken i Haanden og stirrede paa den med megen Høitidelighed. Ved den anden Bordende stod Musketererne i stramt Givagt med hvert sit Drammeglas i Haanden.

71Og aldrig før var Ottedagsuret begyndt at skrangle i Vei med sine hæse Timeslag, saa dundrede der et Kanonskud nede fra Seehuusens Værft. Ved det fjerde Kanonskud forsvandt den første Dram som Lynglimt ned i de tre Mandfolks Svælg; ved det ottende og sidste blev den anden Dram sendt samme Vei som den første. Og ved hver Anledning raabte Musketererne: «Tillykke, Deres Høivelbaarenhed!»

Denne Fødselsdags-Salut var Majoren meget strix med; og kom den ikke præcis, som den skulde – et Skud i Minuttet – var Majoren fornærmet paa Consul Jan den ganske Dag. Men blev den leveret flinkt og præcist, pleiede Majoren strax at gaa ned paa Seehuusens Værft og forære de flinke Folk en Daler hver. –

Derefter gik Veien op til Consulen, som ventede sin Ven ved et enkelt, men kraftigt Maaltid en deux. Thi Comtessen laa naturligvis endnu; – hun fordrog ikke denne Alarm saa tidlig paa Morgenen; – men Herrerne savnede hende heller ikke; – de aad og drak af Hjertens Lyst, skaalede og snakkede og tidde indimellem lange Stunder, – disse velsignede Stunder, som kun prøvede Venner kan tie sammen.

*

Klokken tolv slet begyndte Receptionen. –

Først og fremst var det Amtmanden Hr. Kammerherre Palmfeldt de Friederichsen, som efter sikkert Forlydende var faldet efter en af Oldenborgerne, 72hvad ogsaa hans hovmodige Faarefjæs i høi Grad bevidnede. Han kom i sin Ekvipage med Vaabenskjold paa Vogndørene og forspændt med de to fede isabellafarvede Hopper. Det var saavidt, at den bredhjulede Karosse kunde faa Plads foran den hoffærdige Gadetrappe; men den danske Kusk vidste altid at styre Hopperne saa snildt, at Hjulene paa den ene Side af Vognen gled lige forbi det nederste Trin, saa den høiadelige Amtmand akkurat kunde anbringe sin ene Pibestilk paa dette Trin, hvor der til og med var lagt et rødt Klæde.

Med Værdighed snød han sin umaadelige Oldenborgernæse, idet han langsomt skued opad Trinene uden at se den gemene Mob, der allerede havde forsamlet sig, og som blottede sine ærbødige Hoveder for Rangspersonen.

Man kan forstaa, at Hr. premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren ikke kunde have særdeles mange Berøringspunkter med den overmaade fine Kammerherre. Uagtet han naturligvis foragtede dette «Mandtimmer» af sit dybe sterke Hjerte, kunde det dog ikke nægtes, at han følte sig en ganske liden Smule generet for ham; alene det Sprog, som Kammerherren førte, var saa zirlig dansk, saa snørklet og korrekt – hyppig isprængt med franske Vendinger og Citater, at Majoren var lidt forlegen over sit eget Dialekt, der var Egnens eget overgroet med plattyske Kraftudtryk. – Ja, sandelig klang det ikke ofte helt baueragtigt, naar han plumpede ud med et af sine mandige Sentenser, saa det gav et Sæt i Rangspersonen, 73og han maatte trøste sig med en Pris af den gyldne Snustobaksdaase med allerhøisaligst Kong Friederichs Kontrafei paa Laaget.

Kammerherren bukkede sine tre artige Buk, saa Kaarden stod ret ud under den prægtige Kjole, og for hver Gang sagde han en Artighed. Den vælige Major bukkede igjen, der han stod; men han fandt aldrig paa noget andet Svar end dette: «Tillader mig ærbødigst at salutere Deres Høivelbaarenhed.» Og idet han klinkede, prøvede han et lidet Tres humble Serviteur, for ogsaa at være med paa det Franske.

Til al Lykke begyndte Gratulanterne i samme Øieblik at strømme ind; thi i hin Tid var man præcise med sine officielle Visitter. Der var alle Officerer i Garnisonen – fra den lange strunke Oberst, der saa ud, som om han havde slugt en Lineal uden at kunne faa svælget den, til den mindste Jypling af en Lieutenant, en liden Baron Egekrantz, der var forvist hidop «paa Grund af ustyrligt Humeur», som det hed i Tidens eufemistiske Stil, og som nu til Majorens usigelige Raseri forsøgte at efterligne ham – Majoren! – i Talemaader, Væsen, ja endog i Udseende!

«Den Vindbeutel,» sagde Majoren ofte i Enrum til sin Ven Consul Jan. «Han burde bede sin Mama tørre sig bag sine Ører, før han forsøgte at løfte sit Næb som en voxen og kraftig Karl.»

Foruden Garnisonens faste Officerer var der ogsaa mødt frem nogle af de militære Besynderligheder, 74som man dengang kunde fremvise saa mange af: gamle afdankede Lieutenanter, som var kasserede enten paa Grund af Alder eller Uduelighed, og som nu sad paa en eller anden liden Gaard i Nærheden af Byen, hvor de levede sit besynderlige Liv – halvt som Bonde, halvt som Konditioneret.

Ved en saadan Anledning som denne, da de vidste, der vankede tilstrækkeligt baade af vaadt og tørt, halede de alle i sine gamle slidte Mundurer, spændte Sporer paa sine nypudsede Støvler og sadlede hver sin Mær i den tidlige Morgenstund for atter at føle sig høit hævet over Bondepakket.

Naar man saa erindrer, at der foruden de militære ogsaa var fremmødt alle civile Embedsmænd lige ned til den stakkels fordrukne Hører Ommund Sild paa Latinskolen, saa vil man forstaa, at baade Majorens Spisestue og to tilstødende Stuer var fulde af Mennesker.

Der blev serveret Vin og Brændevin og Øl. I Spisestuen var der desuden dækket et koldt Bord med alskens salte Retter. Hver ny Gratulant skulde hen til Geburtsdagsbarnet og drikke med ham. En kom med et Vinglas, en anden med et Brændevinsglas, og man vilde kjende Major v. Knarren daarlig, om man troede, han undlod at svare paa en Høflighed. Nei, kom en til ham med et Glas af hans tunge sorte Portvin, da tømte Majoren et lignende Glas Vin helt tilbunds og slog sine Støvler klirrende sammen. Og kom en til ham med et 75høit Glas Brændevin, svarede Majoren med et, der mindst var ligesaa høit.

Og hvergang han havde saluteret, gjentog han den samme Opfordring: «Nu maa I rigtig spise flittigt af Saltmaden, saa I kan blive gode og tørste!»

Og det lod til, at mange fulgte Opfordringen mere end gjerne; – især de afdankede Lieutenanter – de gassede sig rigtig og begyndte temmelig snart at dampe af længe indestængt Løvemod.

De gik jo igrunden alle og følte sig forskudte og forurettede, men til hverdags bar de sin Skjæbne med Taalmodighed eller lod sit Raseri gaa ud over sine Naboer Bønderne.

Men ved en Leilighed som denne, da de alle var sammen med Standsfæller, ha! da rulled Blodet lumskt gjennem Aarerne, da vilde de gjerne sige fra, hvad Fanden de var for nogle allerhelvedes Karle.

Majoren fik dem gjerne placeret i et Værelse for sig selv og lukket Døren til den øvrige Leilighed; thi de blev snart høirøstede og brugte ikke sjelden uhøviske Ord, som ikke burde komme for alles Øren.

De høieste Rangspersoner gik først, ledsaget til Døren af Majoren, som opfordrede dem til at komme igjen Klokken sex. Og lidt efter lidt tømtes den ene Stue efter den anden, indtil kun de landsens Lieutenanter var tilbage inde i sit Rum.

Major v. Knarren kunde egentlig godt like de Knægte, ialfald saalænge de tordnede med store Ord og slog dem fast i Egetræsbordet med Knytnæveslag. 76Det var netop Folk af hans eget Kaliber! – Ja, han kunde ofte finde paa at tirre dem, kunde han, den Skjælm! – At tirre dem op i blodrødt Sinne; for da vankede der gjerne et Ryggetag, som ikke var almindeligt, thi disse Lieutenanter var hærdede Kroppe med Arme som Egerødder.

Men præcis Klokken fire reiste Majoren sig og gik. Han maatte ruste sig til det, der forestod. Og det var ikke mindre besværligt end det, der allerede var overstaaet. Uden at bry sig om sine Gjæster, som paa dette Tidspunkt saa smaat begyndte at blive trætte og sentimentale, lagde Major v. Knarren sig ganske rolig fuldt paaklædt i sin Seng, og i to Timer snorkede han saa dybt, at ingen Kanontorden havde kunnet vække ham.

Derfor var han ogsaa i fuld Vigør, da Jochum kom og vækkede ham. Han snøftede lidt og gryntede endel; men var strax inde i Situationen og styrtede hen til Værelset, hvor de landlige Lieutenanter sad; de burde jo helst være lidt afsides, naar den egentlige Fest begyndte. Men de landlige Lieutenanter pleiede paa dette Tidspunkt at være bragt til Taushed, og Jochum og Gabriel havde sørget for dem, som de bedst kunde, saa de ikke skulde komme noget til eller gjøre Munduren Skam. I yderste Fald blev de internerede i Gjæsteværelserne paa øverste Loft, hvor de kunde svire, saa længe det skulde være. –

– Klokken sex kom Selskabet strømmende opad den brede Trappe, og nu var det Ungdommen, 77i der var i Flertal. De fleste Rangspersoner havde faaet nok af Formiddagens Anstrengelser, men sendte nu sine unge Paarørende til Gilde, forat de kunde faa en Svingom og lidt Kommers forøvrigt.

Trakteringen for Mandfolkenes Vedkommende var den samme som om Formiddagen; men til Damerne havde Jomfru Pepperlee lavet en egen Sort Biskop, der var sød og velsmagende og dog saa velsignet ufarlig. –

I den store Hjørnesal sad der etpar «Tudere» fra Regimentsmusiken og etpar indfødte Civilister, der trakterede Strygeinstrumenter, saa det var slet ikke saa vanskeligt at komme i Takten. Her skulde Ungdommen danse, medens de gamle skulde sidde ovenpaa og spille Kort, drikke varme og kolde Drikke og røge svag Tobak af lange Kridtpiber.

Men Majoren skulde være allesteds, og han havde det ogsaa saa travlt hele Kvælden, at han paastod, han mistede flere Pund i Vægt bare paa disse faa Timer.

Dette Majorens Bal forløb nogenlunde ens fra Aar til andet. Det vil sige: Damebestanden skiftede jo jevnlig; for Majoren vilde bare have de yngste og smukkeste i sin Fest. Og naar han havde danset første Dans med den Dame, der stod høiest i Rangforordningen, syntes han, at han dermed havde gjort sin Pligt. Siden dansede han kun med dem eller den, han fandt ønskværdigst, og det var saa sikkert, som at de 11 000 Jomfruers Dag oprandt: paa dette aarlig gjenvendende Bal blev 78Major v. Knarren paany forelsket. Han opdagede pludselig en Skjønhed, som hans Øine lige til nu havde overseet, men som var den eneste paa hele Ballet, den eneste, han overhovedet gav Agt paa. Saa fik det være det samme, hvad Folk sagde: han aabnede hver Dans med hende, han tilhviskede hende de mest glødende Komplimenter, ja, han var Fyr og Flamme.

Og naar han siden sad ved Kortbordet, var der ikke Ende paa, hvor han berømmede hende; Himmelkreutz! Der var Ynde, der var Elskelighed, der var alt, hvad en Mand som han maatte stunde mod. Men alle de andre! Aah, sacrement, for en Andegaard!

Det nyttede ikke, at man mindede ham om den, han sidst havde glødet for – da knurrede han bare og lo haanlig og mumlede nogle fæle Ord mellem sine Barter, Ord, som ikke altid var saa lavmælte, som de burde have været.

Men ingen Glæde skal være fuldkommen her i Verden; og Majoren feirede heller ingen Geburtsdag, uden at der blandede sig nogle Draaber Malurt i hans Fornøielses Bæger. Især efter at denne hersens Lieutenant Egekrantz var kommet til Byen. Thi foruden at han, som før nævnt, efterlignede Majoren i Manerer, Talemaader og Optræden, syntes han ogsaa at have præcis den samme Smag. Især naar det gjaldt Damer, da var det sikkert som en Laas, at Baronen skulde komme og forstyrre, naar Majoren var i fuld Gang med Beleiringen.

79Der værste var, at Majoren lidt efter lidt fik Mistanke om, at den unge Lømmel drev sit Spil for at have ham, – ham selv! – til Bedste. Han tilbragte mange Stunder med at grunde herpaa; kunde det være muligt, at noget Menneske samtidig kunde have Dristighed og Frækhed hertil? Hvergang Majoren havde grundet længe og vel herpaa, kom han til det samme Resultat: Nei, det var umuligt! Intet Menneske kunde vove noget saa vanvittigt og livsfarligt.

Nei, den lille Egekrantz var en ung Idiot, der var opdraget blandt lignende Idioter nede i Kjøbenhavn. Han havde ikke før seet, hvordan en djærv Officer saa ud, og hørt, hvordan kan talte. Derfor gjorde det et saa sterkt Indtryk paa hans skrøbelige Hjerne, og som det ofte gaar, naar svage Pibestilker træffer Mænd med Mod og Marv, gav hans Beundring sig Udtryk i en Efterligning af ydre Brøl og Gebærder.

Javisst maatte det være saa; og til syvende og sidst gik det udover den lille Spirrevip, der kroede sig saa overmaade. Saa sterk og løierlig var endog hans Beundring, at han mangen Gang gik efter Majoren paa Gaden efterlignende hans mandige Gang og trækkende i sine Dun i Mangel af Majorens uforlignelige Barter.

Ved en saadan Anledning, da Folk fik Leilighed til at sammenligne Originalen med den ynkelige Kopi, gjorde Baronen sig ligefrem latterlig, og Majoren saa godt, at Folk saa efter ham, staf Hovederne sammen og fniste.

80Se, dette kunde altsammen være bra nok; men at den Dreng stadig gjorde Kur til den selvsamme Dame, som Majoren havde udkaaret, det var dog vel meget af det gode; og her syntes han, at Lieutenantens Beundring manglede den Ærbødighed, en Efterligner absolut skylder sin Original. Og ved saadanne Leiligheder var det, Sinnet kogte op i Majoren, og den umulige Tanke skjød frem i hans Sjæl: «Gud ved, om alligevel ikke den Vindbeutel driver Gjøn med dig.»

Men én Gang kogte Majoren over, og det var paa hans to og femtiende Fødselsdag. Den Dag havde han kaaret sig en Hjertedame, som mod Sædvane var over de tyve, ja, hun var visst nærmere de fem og tyve og derfor ude over den Alder, som Majoren i Almindelighed ansaa passabel for et Fruentimmer. Men denne Dame var nylig dukket op i Byen; hun var Datter af en hollandsk Officer, der var flygtet for en eller anden politisk Forseelse i sit Hjemland og nu havde skjult sig i den afsidesliggende norske Kystby.

Joungfrau Vibecke var en fyldig Brunette med en prægtig høi Hals og hvide, sterke Skuldre. Hun havde ogsaa de fyrigste mørke Øine, lange Øienhaar og en rød Mund, der kunde smile saa skjønt og forjættelsesfuldt. – Ja, hun var saare deilig!

Allerede tidlig paa Aftenen havde Majoren opbrugt alle de norske og hollandske Kraftord, som han kjendte, og det var ikke saa ganske faa. Klokken ti betroede han sin Ven Jan, at nu! nu 81eller aldrig! Nu var hun funden, den ædle Kvinde, som var værdig til at fortsætte Slægten. – Ja, med hævet Glas i den ene Hand og den anden Haand i Consul Jans svor han foran sin Faders Skilderi, at sacrement! sacrement! var ikke nu endelig hans høisalige Fader blevet lyksaliggjort med en Svigerdatter, som han kunde være bekjendt af i sin Himmel.

Ingen kan vide, hvordan det vilde være gaaet den Aften, hvis det ikke havde været den lille forbandede Vindbeutel af en Egekrantz.

Ingen kan vide det; thi saa heftig havde Majoren aldrig før glødet, end ikke paa de 11 000 Jomfruers Dag, og selv Consul Jan, som kjendte sin Ven nøie, blev betænkelig over hans Tilstand.

Men som han en Stund efter kom nedover Trappen for at træffe sin Udkaarede, hørte han til sin ubeskrivelige Forfærdelse Latter og Samtale fra det nærmeste Værelse og over dem alle Baronens brægende Stemme: «Kr-eutz! So eine schöne Dame wie Sie, meine Gnädige! ist nie vorher in unseren kalten Ländern gewesen! Himmelkreutz! Joungfrau van Severn! Sie sind ganz von meinem Geschmach, ich möchte Sie am liebsten lebendig auffressen!»

– Jupiter tonans kan umulig have været mere forfærdelig ved nogen Anledning end Hr. premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren, da han stansede foran den lamslaaede Lieutenant og sendte ham et Blik, der syntes at vilde dræbe ham paa Stedet.

82«Ein Moment, Hr. Lieutenant.»

Der herskede Dødstilhed i Stuen, da de to Herrer marscherede ind i et Sideværelse; i Øieblikket troede virkelig ingen at skulle se den lille Baron vende levende tilbage.

Tilbage kom han efter hele fem Minutters Forløb, men da var han ganske askegraa i sit Ansigt og saa ud, som han havde gjennemgaaet ti Dødsangster.

– Majoren var gaaet ud en anden Vei og dansede afsted med Joungfrau Vibecke, som om intet var passeret, uagtet han godt følte Joungfrau skjælve i sine Arme. Lidt efter kom hendes Fader, den hollandske Officer, og bad Godnat, og da Majoren fulgte dem tildørs, saa han til sin Forbitrelse, at ingen anden end den lille Egekrantz stod nedenfor Trappen og ventede dem.

Da svor Majoren en af sine længste plattyske Eder og ønskede Fordærvelse over de verfluchte Frauenzimmer, baade de nulevende, og de som havde været, og de som skulde komme.

Derefter gik han op til Spillebordet og viste sig ikke mere i Dansesalen den Aften. Han spillede som en Gal, men vandt hele Tiden, hvilket bragte den Skjælm Jan til at bemærke, at Lykke i Spil betyder Ulykke i Kjærlighed.

«Deuwel hole,» brummede Majoren og sopede sine Penge ind. «Lykke i Kjærlighed er dog den største Ulykke, et Mandfolk kan vederfares.»

*

83Men Klokken to om Natten gik Majoren om i Stuerne for at slukke. Han havde ganske glemt sin Hjertesorg og sang med sin forfærdelige Stemme en Vise om Ridder Baltazar, som vog Dragen. Jochum, Gabriel og Jomfru Pepperlee saa skrækslagne paa hinanden; for omendskjønt de havde kjendt Majoren længe, havde de aldrig hørt ham synge før.

Han vilde endog slukke Lysekronen og maatte i den Anledning have ind en Vinduestrappe. Paa denne klavrede han op og pustede, saa Lysene slukkede i Striber som under et Stormveir. Men paa hver sin Side af ham stod Jochum og Gabriel og holdt i hans Buxeben, saa Sveden silede af deres Pander, og bag ham stod Jomfru Pepperlee og støttede ham i Ryggen med en Støvekost.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.