Den store hollandske Reise

106Hr. premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren var den sidste af sin Slægt; den vilde uddø med ham. Saa det var hans simple Pligt at gjøre Alvor af det og gifte sig, det mindede Consul Seehuusen ham om saa mangen god Gang.

Lapperei, brummede Majoren; den Tid, den Sorg. Han var jo ikke stort over de halvhundrede, saa der var ingen Grund til at forhaste sig. Dertil havde han seet nok af, hvordan Fruentimmer kan forbitre en brav Karls Liv, og nu stirrede han saa underfundigt paa Consulen, saa det ikke var vanskeligt at skjønne, at han tænkte paa Consulens egen Kone; og da var det nok bedst for den stakkels Jan at tie bom stille.

Majoren havde rigtignok Slægtninge i Holland; de nedstammede fra en Bror af Majorens Bedstefar; en Person, som Majoren aldrig omtalte og hvis Billede han aldeles ikke vilde have hængende paa sin Væg sammen med sine militære Forfædre. Personen havde nemlig begaaet en utilgivelig Uregelmæssighed. Han havde været Kjøbmand, 107ret og slet Kjøbmand. Som ganske ungt Menneske var han udvandret til Sumatra, og selv om han havde gjort det rigtig godt derude, og selv om han var blevet en meget rig Kjøbmand og endt som Oberkoopmand, hvilket var noget meget fint paa Sumatra i de Dage, – nei, det hjalp ingenting altsammen.

Den gode Hr. Petrus havde nu engang for alle været Kjøbmand, og at være i direkte Familie med en Kræmmer, det kreperede Majoren meget, og som sagt vilde han ikke have Billedet af Kræmmeren paa sin Væg.

Den gode Hr. Petrus havde endt sine Dage i Holland; hans Efterkommere havde stadig forøget Formuen; nu hørte de til blandt de fornemste Slægter i Rotterdam.

Da Majoren i sin Ungdom havde været udenvælts i Krigstjeneste, var han ogsaa kommet til Holland, hvor han havde truffet flere af sine Slægtninge; de havde modtaget ham med Henrykkelse; han var ogsaa en prægtig Repræsentant for det fjerne Land, hvor deres store Stamfar var kommet fra; – ja, for de kaldte allesammen den gode Hr. Petrus for sin store Stamfar, og allesammen havde de hans malede Portræt paa sin største Væg; aa, han var udstafferet med rød Frak og guldbrokades Opslag, saa han formelig kroede sig; Kaarde havde han ogsaa lagt sig til, den Diskenspringer.

En af disse Slægtninge hed Adriaan; han var paa Majorens Alder og Ungkar som han; de to 108kom særlig godt ud af det sammen. Der var ingen Tvivl om, at de var af det samme Blod; tilsidst tilgav Majoren Adriaan, at hans Stamfar, den gode Hr. Petrus, havde skeiet saa usømmeligt ud. Det havde endt med at han havde kaldt Adriaan for sin Fætter, sin kjære Fætter! noget Adriaan var meget stolt over, især da han fik Lov til at kalde Majoren for det samme.

Og Adriaan var en rørende Fætter; skjønt der nu var gaaet mange Herrens Aar siden den Gang, havde han skrevet lange Breve til Majoren hvert Aar; det var slet ikke saa sikkert, at Majoren besvarede disse Breve; men han vilde alligevel have taget det meget unaadigt op, hvis de ikke var kommet prompte til hver Jul …

… Naar Majoren havde havt Ubehageligheder i Tjenesten og derfor var i Ulag, kom han altid til at tænke paa sin trofaste Fætter Adriaan; hvorofte havde han ikke siddet paa Consulens Comptoir og ligefrem digtet sammen en herlig Reise bort fra alle Fortrædeligheder, de to sammen. Consulen og Majoren og ingen anden. Skipper Spink skulde ruste sin Skude ud ret anstændigen, og saa skulde de forlade sine Sorger og Ærgrelser og seile sporenstregs til Fætter Adriaan i Rotterdem; «jeg forsikrer Dig, min bedste Jan; Du skal komme til at amusere Dig, saa Du bliver ti Aar yngre, naar Du vender tilbage.»

Hvergang Majoren begyndte at udbrede sig om denne skjønne Reise, lod Consulen som han var stokdøv; der var slet ikke noget Udkomme med 109ham, og Majoren havde allerede opgivet sin store hollandske Reise, da det en Dag hændte, at Consulen var uforsigtig; aa! havde han bare havt Anelse om, hvor uforsigtig han var!

Det begyndte ganske uskyldigt med at han rent i Forbigaaende kom til at nævne, at hans Kone, Comtessen, om nogle Maaneder skulde feire sin Fødselsdag, og saa urimelig var hun, at hun som Fødselsdagsgave ene og alene vilde have tvende Vaser fra Fabriken udi Delft; fik hun ikke dem, vilde hun ingenting andet modtage!

Det urimelige Menneske! Hun vidste helt vel, at der i hele Landet ikke fandtes slige Vaser, men skaffede han dem ikke, vilde han faa et hedt lidet Helvede flere Maaneder fremover.

Majoren svarede ikke paa dette; han faldt i dybe Funderinger; han dampede sterkt paa sin Kridtpibe og lagde den pludselig fra sig; foldede Hænderne over sin Mave og tænkte, saa Øinene blev ganske runde.

Endelig rømmede han sig længe, nippede til sit Glas og begyndte at tale, for en Gangs Skyld snakkede han sindigt og belærende.

«Du ved, min gode Jan, at jeg ikke kan fordrage Din formaledidede Kone. Men denne Gang maa jeg tilstaa at hun nar Ret og Du Uret. I et Hus som Dit maa slige Vaser ingenlunde mangle,» og nu udbredte han sig vidt og bredt om de skjønne Vaser, han havde seet i sin Ungdom hos sin kjære Fætter Adriaan udi Rotterdam; Postelinsvaser kaldte han dem ganske uanfægtet. Det 110nyttede ikke Consul Jan det ringeste at forklare ham, at de delftske Vaser slet ikke var almindelige Postelinsvaser; det nyttede ham slet ikke at snakke det hele bort; ak, Consulen forstod nok sin mageløse Uforsigtighed; han forstod nok hvor dette vilde bære hen! Ak, hvordan kunde han nu ogsaa være saa tankeløs som at snakke til Majoren om nogetsomhelst, der havde med Holland at gjøre.

Det gik ogsaa nøiagtigt, som Consulen havde frygtet for at det skulde gaa. Dag efter Dag sad Majoren paa Comptoiret, og Postelinsvaser var det fra han kom til han gik; ikke den mest opsigtsvækkende Byskandale kunde faa ham bort fra Postelinsvaserne; der sad den ulykkelige Jan; hvad ialverden skulde han gjøre?

Hver Dag ventede han, at Majoren skulde komme med sit gamle Forslag; og den fjerde Dag kom det. Selvfølgelig! Nu var Tiden inde, da de to skulde foretage sin Lystreise til Fætter Adriaan i Rotterdam; ingen kunde som han hjælpe dem til at skaffe Comtessen Geburtsdagspresenten.

Consulen var vel forberedt og svarede mut, at Tiden isandhed ikke var inde til Lystreiser, han havde lidt store Tab i det sidste; han fik nok blive hvor han var, han havde andet at tænke paa end Kommers og Potelinsvaser; og han var noksaa sint i Stemmen; men det afficerede ikke Majoren allerringeste.

«Ei, ei, min gode Jan! Har Du ikke Stunder, saa ved Du det: Jeg gjør Dig jo gjerne en liden 111Tjeneste for gammelt Venskabs Skyld. Vistnok bliver det et stort Skaar i Glæden at skulle reise uden Dig, men naar Du saa udtrykkelig paastaar, at Du ikke har Stunder, saa faar jeg da heller reise Dig foruden.»

Consulen gjorde sig endda sintere end før; han vilde mare! ikke have de djævleblændte Vaser i sit Hus, saa kunde Majoren reise til Hekkenfjeld eller hvor han vilde; til Rotterdam med Spink kom han ialfald ikke.

«Vel,» svarede Majoren med unaturlig Ro. «Vel. Saa har jeg kun én Ting at gjøre: Jeg gaar til Comtessen! Jeg ved, at hun gjerne sender mig afgaarde. Og de Postelinsvaser skal hun nu engang bekomme.»

Consulen overgav sig strax; dette havde han ikke ventet. Skipper Spink fik sine Befalinger, Majoren blev udstyret med nogle hundrede Rigsdaler til Vasernes Indkjøb og en anstændig Sum for at han kunde optræde standsmæssigt, naar han traf sin kjære Fætter Adriaan.

Slig gik det til, at Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren kom ud paa sin store hollandske Reise.

… Var end Major v. Knarren en stor Helt paa Landjorden, saa var han til Gjengjæld en Kryster, naar han kom tilsjøs. Selv om Skuden bare slingrede saa ganske gelinde, maatte han overende og give Hals, og han skreg dertil, saa det var den rene Jammer at høre.

Det kreperligste var, at mens han, Majoren selv, 112laa der kadaversyg, saa gik Skipper Spink aldeles uanfægtet omkring og stellede om Majoren som om han havde været et Pattebarn. Det var til at blive forrykt over; og det værste var, at Majoren mistænkte Spink for, at han ligefrem glædede sig over hans Elendighed og derfor ofte lagde Kursen slig, at den elendige Farkost rigtig boltrede sig i Bølgerne.

Og saa gik han alligevel der med evindelig surt og bekymret Ansigt, men frisk som en Fisk, det træske Bæst!

I al Stilhed havde Majoren gruet sig noksaa meget til denne lange Sjøtur; men heldigvis var Veiret noksaa manerligt denne Gang. Han kunde sidde paa Dækket flere Dage itræk, og han kunde endog røge Pibe!

Efter fjorten Dages Forløb kom de opunder den hollandske Kyst og fik Lods ombord; selvfølgelig gav Majoren sig strax i Snaf med Lodsen; nu skulde han vise Spink og de andre Hjemfødinger, hvad for en Kar han var i fremmede Tungemaal.

Men denne Lods var en mut og tvær Fyr; han gad næsten ikke høre paa Majoren, eller han sagde i Høiden, at han ikke kunde forstaa det Sprog, han talte; noget som naturligvis fornærmede Majoren overmaade, saa han slog over i norsk, og forsikrede Lodsen, at han maatte være i Slægt med de umælende Bavianer udi Mesopotamien.

… Saa kom endelig den store Kveld, da de ankrede paa Reden i Rotterdam og Fætter Adriaan kom lyslevende roende ud til Skuden.

113Han var naturligvis blevet gammel og tung siden sidst, men hvad gjorde det? De to Fættere omfavnede hverandre gjentagne Gange, og hver Gang kyssede Adriaan Majoren paa begge Kinder, noget som Skipper Spink morede sig over paa en ganske usømmelig Maade.

Tilsidst græd Fætter Adriaan sine salte Taarer af Glæde over Gjensynet, og Majoren var ogsaa meget rørt; han klappede Adriaan paa Kindet med sin haarde Næve og svor paa, at fra denne Dag af skulde ingen kunne skille dem ad.

… Fætter Adriaan boede i sine Fædres rummelige Hus; det laa saa vakkert i en Have ved en af Kanalerne. Majorens Værelse vendte ud imod Haven; og det var et Værelse, han kunde være bekjendt af; en hel Sal var det, og Møblerne var ogsaa, som de var bestilte for Majoren, saa solide var de. Her kunde han da anbringe sin mægtige Person rolig og ubekymret; han behøvede saavisst ikke at være ræd for at de skulde springe iknas under den svære Vægt.

Men det bedste ved Værelset var alligevel Sengen; aldrig havde Majoren seet Mage til Seng. For det første stod den paa en Slags Trone; man maatte gaa to Trin op for at komme i den. Desuden var den helt indebygget med Himmel over og Døre paa Siderne, og disse Døre kunde laases af indvendig. saa man slap at forstyrres, naar man engang var gangen tilhvile.

Sengen var ligesaa bred som den var lang, og der var saamange Dyner, at Majoren bogstavelig 114talt sank under, naar han lagde sig. Og til syvende og sidst havde den omtænksomme Hollænder fundet paa en Indretning, som vandt Majorens uskrømtede Bifald. Paa hver Side af Hovedgjærdet stod der et lidet Skab; i det ene Skab stod der Tobak og Kridtpibe, i det andet en Flaske Mavebitter med et høistilket Glas ved Siden. Fætter Adriaan forklarede, at Grunden til at alle Hollændere bliver saa gamle er at de hver Dag paa fastende Hjerte røger en Pibe for at berolige Sindet og derefter tager sig en Bitterdram for at rense Tarmerne for allehaande sure og usunde Ingredienser, som kan have samlet sig i dem i Nattens Løb.

Se det var da noget, som Majoren kunde forstaa, og han fulgte Landets Skik omhyggeligt og lovede sig selv at fortsætte hermed, naar han kom hjem; paa denne Maade skulde han mare! blive ligesaa gammel som nogen Hollænder. For Sikkerheds Skyld smøgede han sin Pibe og nød han sin Bitter ikke bare om Morgenen, naar han vaagnede, men ogsaa om Aftenen, før han slukkede Lyset og laaste Sengedøren.

… Allerede første Morgen fortalte han sin Fætter, hvad det var for et Ærinde han egentlig havde her i Holland; kunde ikke Adriaan hjælpe ham, saa han fik ordentlige og ægte Vaser med sig hjem?

Jo, tænk, jo tænk, Adriaan skulde sagtens hjælpe. Han skjønte sig endel paa de Ting; se her, skal Du se! og saa trak han Majoren med sig ind i et Værelse som væsentlig bestod af Glasskabe, og 115i disse Glasskabe stod der lutter Stentøi; Spisestel og Kaffestel og Punscheboller og Potpourrikrukker, Pragtexemplarer allesammen, og desuden en Vrimmel af bittesmaa Saltkar og Hovedvandsæg; det var en fin Samling og det allermeste var af det gamle Delft, som Majoren var udsendt for at indkjøbe.

Han var dog ikke det allermindste imponeret over Adriaans Rigdomme; «jeg forstaar ikke hvad Du vil med alle disse Potteskaar,» sagde han respektløst. «Om Du nu flidde mig etpar Vaser, som jeg kunde bringe Comtessen, naar jeg kommer hjem, saa kunde jeg i denne Dag gaa til en Jøde og vexle mine gode Rigsdalere, som jeg egentlig har faaet til at kjøbe det Skidt. Og for disse Rigsdalere kunde vi amusere os dobbelt saa meget og dobbelt saa længe. Hvad mener Du til det, Adriaan?»

Adriaan svarede ikke stort paa dette Forslag; nei, det var saa tidlig paa Dagen, at han ikke var oplagt til slige sindrige Arrangementer. Men Majoren ansaa nok Sagen for afgjort; ialfald gik han direkte til Jøden og vexlede sine gode Rigsdalere i hollandsk Mynt; og saa bekymrede han sig ikke mere om de delftske Vaser.

Og herefterdags hengav han sig til et rigtig Herremandsliv; hver Morgen, naar han vaagnede, nød han sin Bitter og sin Pibe, hvorpaa han iførte sig Strømper og Underbuxer og kvad!

Ja, han sang saa det rungede gjennem Huset, og 116saa falsk sang han, at Fuglene i Haven blev ganske stille.

Naar han saa havde pøset koldt Vand over sin Krop, begyndte han sin Inspektionsrunde i Huset; han skulde inspicere baade Stuerne og Kjøkkener og Spiskammer; det kunde jo hænde, at han kunde faa Lyst paa en eller anden salt Lækkerbidsken i en af Krukkerne; og han gik ubekymret ind og ud i Hosesokker og Underbuxer; og hylede de hollandske Tjenestepiger op, naar han ramlede ind i Kjøkkenet i denne Habit, saa generede ikke dette ham, neida. Disse Skabedonier, kaldte han dem; det var en Glose, han havde opfundet for Anledningen og som han neppe har kunnet oversætte; men det skulde sikkert betyde noget overmaade ufordelagtigt.

Naar han langt om længe var færdig med at klæ’ sig og de to Fættere havde spist en langvarig Frokost, saa var det at gaa til Dagens Gjerning: det bestod i at bese Omegnen. Adriaan havde sin egen Ekvipage og sine egne Heste og sin egen Kusk; Ekvipagen saa ud til at være en nær Slægtning af Majorens Seng, saa rummelig var den og saa rigeligt udstyret med listige smaa Læddiker i Krogene, hvori alskens god Niste kunde puttes hen, saa at Udflugterne kunde blive rigtig behagelige.

I denne Ekvipage kjørte Fætterne fra By til By, og i dette velsignede Land var Afstandene saa korte; paa en Dag kunde man komme til saa anseelige 117Stæder som Haag og Haarlem; en Gang kom de helt op til Amsterdam; den By var det ikke saa let at komme ifra, for her havde Majoren været et skjønt Aar i sin Ungdom og han skulde derfor vise Adriaan Byen; det var aldeles unødvendigt, for Adriaan havde boet her fast i mangfoldige Aar og været paa Besøg her hver Maaned. Men hvad hjalp det? Majoren skulde vise Adriaan Amsterdam, skulde han, og berette ham alle de staselige og muntre Minder, som knyttede sig til hvert Sted, de besøgte.

Det hændte, at Adriaan nægtede at være med paa disse Kjøreture; de blev kanske i Længden noksaa anstrængende. Han skyldte paa Forretninger, uopsættelige Forretninger; da lo Majoren himmelhøit; hvilke Forretninger var det vel Fætter Adriaan havde? Og til og med uopsættelige; hoho!

Men hvad gjorde det; Majoren klarede sig gladelig paa egen Haand; hoho! som om ikke han havde Forretninger! Uopsættelige Forretninger! Skulde han kanske ikke indkjøbe de forbandede Vaser til Comtessen?

Bevæbnet med en tung Pung av Consul Jans Dalere begav han sig alene ud i den store By; rigtignok glemte ham altid Vaserne; for altid var der saa meget at betragte. Som nu bare Kanalerne; Majoren kunde blive staaende lange Stunder og betragte Livet paa disse Kanaler. De bredbaugede Fartøier som langsomt gled henover den blanke Vandflade, de svære Marskheste som trak 118dem; Familielivet ombord paa Skuderne; det var meget lærerigt at beskue; og han behøvede ikke at være ængstelig for at være alene, for han gjorde stadig nye Bekjendtskaber blandt Byens godmodige Borgere; og naar han ved en af Kanalerne havde truffet en ny Ven, var han meget gjæstfri; han inviterede Vennen med paa en Kro, som ufravigelig laa lige i Nærheden, og paa Kroen var han meget rundhaandet, som det sømmede sig en Mand af hans Stand, og som han vidste Consul Jan ønskede det. Det endte jævnlig med at han inviterede alle som sad i Kroen til Gjæstebud; det blev svare til Traktement! Selv sad han for Bordenden og pralede af sig selv og sit Land; snart var han kjendt og elsket over den halve By.

Fra disse ensomme Udflugter kom han altid tilbage i straalende Humør, men altid med tom Pung og altid uden Vaser. Tilslut oprandt den Dag, da begge hans Pengeposer var tomme, baade den han havde faaet til at leve standsmæssigt for og den han havde faaet til Indkjøb af de forbandede Vaser; de var tomme begge to. Saa nu maatte han for Fremtiden finde sig i at taale Consulens utallige Sottiser, naar han senerehen vilde fortælle om sin store hollandske Reise; det var græmmeligt, for egentlig havde han saa meget kuriøst at berette …

… Nuvel, selv om han kom tomhændet tilbage, hvad gjorde saa det? Hvad skulde egentlig det høinæsede Fruentimmer med mere Postelin end det hun havde iforveien? Hun skulde bare 119vove at aabne sit Næb, saa skulde hun faa Besked, saasandt han hed Ulrich! …

… Saa svandt de fjorten hollandske Dage i idelig Fest og Morskab; den Bidste Aften vilde de holde sig hjemme, bare de to Venner i sorgfuld Ensomhed. Adriaan havde ladet dække et mageløst Bord; bugnende af Sølv og Blomster og Postelin, rundt Væggene brændte Voxkjerter; det hele var meget høitideligt og overmaade smukt, bare ikke Anledningen havde været saa bedrøvelig.

De sad tilbords ved dette Taffel i flere Timer, og naar de ikke aad, holdt de Taler for hinanden, og disse Taler blev efterhaanden mere og mere traurige; Majoren roste Adriaan, saa han selv blev dybt bevæget og Adriaan græd sine bitre Taarer og viftede ud med Haanden; «hold op! Du maa ikke mere! Det er saa sørgeligt, og Du taler jo saa skjønt som den skinbarligste Gudsengel!» – hvilket naturligvis bare opflammede Majoren, saa hans Taler blev endnu mere hjertesønderrivende end før, saa Adriaan tilslut hulkede som han var pisket.

«Aa, jeg ser Dig aldrig mere, lille Ulrich,» klagede han. «Aa, Du gaar hen og dør for mig, Dit lille Bæst!»

Men midt i denne Afskedens Vemod kom pludselig Majoren til endnu en Gang at huske paa Comtessens Vaser; Himmelkreutz! han var jo sendt herned for at kjøbe dem, og saa havde det Hele saa ganske gaaet ham af Minde.

«Jeg vil ikke høre et Ord mere om de dumme 120Vaser, hører Du?» hulkede Adriaan. «Har jeg ikke engang for alle sagt Dig, at mit Hus er Dit? Se her, lille Ulrich,» og nu sprang han hen til Stentøisskabet og aabnede det. «Jeg gir Dig baade Vaser og Terriner! Jeg gir Dig hele mit delftske Spisestel, om Du bare vil tage imod det, kjære lille Ulrich.»

«Naa, naa,» beroligede Majoren; han ligte ikke rigtig Fætterens store Blødhjertethed, og han kunde aldeles ikke fordrage, at han hele Tiden kaldte ham lille Ulrich, «fat Dig, min Bedste, og tag dog ikke slig paavei.»

«Nei, jeg vil aldeles ikke fatte mig,» skreg Adriaan. «Ingen anden end Du skal have mit Spisestel,» og nu trev han i Farten alt hvad han kunde overkomme i Skabet og bar det hen til Bordet, hvor han slængte det ifra sig, saa det singlede faretruende i det dyrebare Postelin.

Majoren maatte stille sig i Veien for ham, saa han ikke skulde gjøre altfor mange Ulykker.

«Jeg tager disse to Potter og dermed basta, Adriaan,» kommanderede han og satte to pragtfulde Vaser hen til sin Plads, hvorpaa han bar Resten tilbage i Skabet, laaste det og førte Adriaan tilbage til hans Plads.

… Endelig var Middagen forbi og de satte sig ind i Sideværelset, hvor de døsede af over hver sin Pibe. Senere fik de en Flaske Vin paa Bordet af den bedste som fandtes i Husets Kjælder; men selv ikke den kunde friske paa Adriaans 121Melankoli; han vilde ikke saa meget som smage paa den gyldne Drue; han vilde bare sidde taus i sin Stol og sukke.

Majoren forsøgte at trøste ham, saa godt han kunde; Du milde Himmel, der var da ingen Grund til at tage slig paavei. Om kort Tid skulde de jo sees igjen; Adriaan skulde komme og besøge ham til Høsten allerede; det var en Skam, at han aldrig før havde besøgt sine Fædres herlige Land, saa nu var det isandhed paatide.

Men Adriaan var urokkelig og utrøstelig; nei han vilde ikke til sine Fædres Land; han vilde idetheletaget ikke nogetsteds hen mere. Han vilde at denne Aften skulde være den sidste, de saaes i dette Liv.

Naaja; naar Adriaan slet ikke vilde lade sig trøste, saa fik det blive hans Sag; Majoren gad ikke mere og satte sig rolig tilbage i sin bekvemme Stol, hvor han øieblikkelig faldt i dyb Søvn. Og da Adriaan ikke mere fandt noget at sukke over, fulgte han sin Fætters Exempel; længe sad de nu og snorkede i sine Stoler, medens Lysene langsomt brændte ned i Stagerne.

Langt om længe fór Majoren op; han havde drømt noget, som havde optaget ham saa sterkt at han slet ikke kunde henlægge det, selv nu efterat han var lysvaagen, og han følte Trang til at drøfte Sagen med sin Fætter.

«Adriaan,» sagde han, men Adriaan hørte ingenting, skjønt Majoren raabte paa ham flere Gange og sterkere for hver Gang; tilslut maatte han uleilige sig op af sin Stol og gaa hen og ruske Adriaan vaagen.

«Hvad er paafærde?» spurgte Adriaan forfærdet, da han saa Majorens strenge Mine.

«Adriaan! Synes Du ikke egentlig det var en Skandale, dette med Korstogene?»

«Korstogene?» spurgte Adriaan søvndrukken og aldeles desorienteret. «Hvad mener Du? Korstogene?»

«Ja. Synes Du ikke det var en Skandale, at ikke Korsfarerne beholdt Jerusalem? At de ganske rolig lod Hedninger og Morianer blive siddende der og husere lige til denne Dag? Kan Du da ikke fatte, at det er en Skandale?»

Adriaan gned sine Øine og saa uhyre fjollet ud. «Jo,» pjattede han tankeløst. «Joda. Det var visst galt. Naar man nu først engang havde gjort sig alt det Besvær –;» føiede han til, men det var tydeligt at mærke, at Spørgsmaalet ikke interesserede ham.

Derimod interesserede det Majoren uhyre, og jo mere han snakkede om det, desto mere opbragt blev han.

«Det er altfor galt, er det! Ja, det er den største Skandale i hele Verdenshistorien! Her relser de afsted Konger og Fyrster og Riddere og Drabanter, her reiser de afsted i Panser og Plade for at beseire det lille beskidte Land! Men kommer de nogen Vei? Prygl faar de, den ene efter den anden! Kongerne og Fyrsterne, siger jeg Dig! Og der bliver de vilde Hedninger og Morianer 123siddende og triumfere, ha, for en Skam, Adriaan! At det ikke har faldt mig md før nu; det vilde netop have været noget for mig i mine yngre Dage! Ha! jeg skulde nok have likt at jage det ugudelige Pak ud af Jerusalem.»

Denne Tanke begeistrede ham saa meget, at han blev gaaende frem og tilbage paa Gulvet og udvikle nærmere, hvordan han vilde have ordnet den Affære; han lagde slet ikke Mærke til at Adriaan var uopmærksom og blundede af, og gav en god Dag i Korstogene og Jerusalem.

Men en Stund efter blev Adriaan igjen rusket vaagen paa en haardhændt Maade; han fór op og var ganske forvildet, da han saa Majoren staa over ham med flammende Øine.

«Sover Du, Dit Bæst? Hører Du ikke, at jeg snakker til Dig!»

«Jovisst hører jeg; det var jo dette med Jerusalem …»

«Vi er færdige med Jerusalem for længe siden. Det jeg nu snakkede om er at jeg mare! vil balsameres!»

«Vil Du balsameres?» og nu blev Adriaan saa forskrækket, at han blev lysvaagen. «Hvorfor ialverden vil Du balsameres, lille Ulrich?»

«Jeg holder idetheletaget ikke af, at man saadan uden videre skal gaa hen og dø. – Men skal man absolut dø, da skal man minsæl ogsaa balsameres. For hvad er det for en Maner, at en Mand som jeg skal gaa hen og ædes op af Makk? En Kræmmerdreg og en Bondelømmel kan man 124jo altid putte i Jorden og overlade til Rotterne; men en Karl som jeg vil, at man skal behandle mit Kadaver standsmæssigt. Ja, Himmelkreutz! de skal saamæn balsamere mig, saa intet Utøi vover at gribe mig an!»

«Bare Du ikke er for tyk, lille Ulrich!» indvendte Adriaan og saa bekymret paa Majorens Dimensioner. «Ja, jeg tror bestemt Du er altfor tyk til nogensinde at blive balsameret.»

De blev siddende og diskutere dette delikate Emne; men Adriaan var stædig; han havde ikke den bitterste Tro paa, at man kunde balsameres, naar man havde altfor meget Flesk udenpaa Skelettet. Og da Adriaan ikke vilde vige en Tomme fra sin Mening, blev Majoren saa krænket, at han uden at sige Godnat tog en Vase i hver Arm, stampede ind paa sit Værelse, hvor han væltede sig overende i sin overdaadige Seng, og mens han sank ned i Dynerne, svor han paa at Adriaan alligevel maatte være en ægte Ætling efter den gode Hr. Petrus, derfor kunde Adriaan ogsaa ædes op af Makk som den Kringlebager han var; men Majoren skulde balsameres, skulde han; balsameres skulde han, og det baade for og bag. Og dermed sovned han dybt; han glemte at lukke Døren foran Sengen, og foran ham paa Bordet stod Lyset og brændte langsomt ned i Stagen.

I Graalysningen næste Morgen stod Skipper Spink foran ham og prikkede ham forsigtigt paa Skuldrene; «Hr. Major! Hr. Major! Vi maa 125skynde os! Vi maa komme afsted med det samme, før Tidevandet skifter!»

Majoren huskede ikke senere, hvordan han var kommet sig i Klærne; men han mindedes svagt at han havde været inde hos Adriaan for at sige Farvel. Men selv ikke Majoren kunde faa rusket Liv i ham; Adriaan sov som en Stok; og der stod Skipper Spink hele Tiden og prikkede ham paa Skulderen og klynkede, at han for Guds Skyld maatte skynde sig. Saa det blev ikke noget af med den rørende Afsked; Majoren tog en Vase i hver Arm og satte sig ved Spinks Side i Vognen, som holdt udenfor; han snorkede selvfølgelig strax, men slap ikke derfor det dyrebare Postelin.

Da de kom til Toldboden, prikkede Spink ham vaagen igjen, og mens Spink gik ind paa Kontoret for at hente sine Papirer, gik Majoren sporenstregs hen til et Værtshus, som laa lige ved; han maatte faa sig sin vanlige Morgenbitter for at drive Søvnen ud af Øinene.

Nu maa sikkert Majoren have seet løierlig ud den Morgen, da han kom ind i Værtshuset, saa kratzig som nogensinde; men han havde ikke havt Stunder til at give sine Barter den stolte Krøll mod Sky, saa de hang mismodige ned paa hver Side af Munden; og det klædte ham ikke. Desuden gik han jo stadig med en Vase i hver Arm; saa det kan ikke nægtes, at han saa betydelig snodig ud. Og der sad en kortbenet Hollænder ved et Bord, og netop som Majoren stod henne ved disken og tømte sin Bitter, satte den 126frække Knægt i en uforskammet Latter, og der kunde ikke være Tvivl om, hvem det var Fyren lo af; for der fandtes ikke andre end de to i Lokalet.

Majoren satte Vaserne forsigtigt fra sig paa Disken og gik sindigt hen til Knægten, tog ham i hans røde og uformelige Næse og vridde den rolig helt rundt; Fyren skreg i vilden Sky; han blødde noget ganske forskrækkeligt og gaulede som en Gal paa Vægteren.

Idetsamme kom Spink fra Toldboden og saa til sin Forfærdelse den blødende og skrigende Hollænder; han skjønte strax, at nu havde Majoren været paafærde igjen. For en Gangs Skyld tog den forskrækkede lille Skipper Ledelsen; i Huj og Hast fik han Majoren og Vaserne ned i en Baad som han havde liggende ved Kaien og rodde ilfærdigt over til sin Skude, saa da Vægteren omsider kom tilstede, sad Majoren trygt i sin Kahyt og Spinks Skude var allerede forlængst ude af Havnen …

… Adriaans herlige Vaser vakte med Rette den største Beundring; selv Comtessen var huldsalig og roste Majoren for hans Smag og store Dygtighed.

Han modtog alle Lovord med værdig Ro, men vogtede sig vel for at nævne noget om, hvordan han havde bekommet Postelinet.

Consulen var fuld af Spørgsmaal om, hvordan Majoren havde faaet de herlige Vaser til saa billig Pris; de var værdt det mangedobbelte, og han 127vilde betale Majoren hundrede Rigsdaler extra; men dette vilde han aldeles ikke gaa med paa; han tog paa sig en hovmodig Mine og sagde:

«Hvem holder Du mig for? Eller tror Du om mig at jeg vil tage imod Betaling for at gjøre en gammel Ven en ringe Tjeneste? Behold Du Dine Skillinger og kom ikke en anden Gang med sligt Kræmmersnak til Ulrick Friedrich Schousboe von Knarren,» – og han feiede Rigsdalerne bortover Bordet med sin svære Næve.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.