Major v. Knarren

av Vilhelm Krag

Magisteren

200Til Hr. P. L. S.

Det hænder den Dag idag, at Folk i Tusmørket om Høstkvælden kan se noget underligt fare langs Landeveien derude, hvor Paradis engang var. Det ser ud som en bitteliden Mand paa en bitteliden Hest, og det farer lydløst paa Græskanten langs Veien. Men altid naar det kommer saa nær ved, at Folk skal til at se efter, hvad det er, saa bliver det borte med et, – forsvinder bag en Sten, et Træ eller ned i en Vanddabbe.

Alle, som har seet dette, er enige om, at Manden er urimelig liden af Skikkelse og har en stor Kappe paa Skuldrene, og i Hatten siger nogle, at der er en svart Fjær. Og Hesten er ikke større end en passelig Sau.

Det hænder virkelig den Dag idag midt i vor oplyste Tid, at Folk synes at se dette underlige langs Veikanten; og naar nogen kommer ind om Kvælden, hastig og forpustet, og siger, at det var rigtig saa besynderligt nede paa Veien ikvæld, – saa ler alle i Stuen og siger i Kor: «Hahaj! det er kanske Magisteren, du har seet!»

201Det er nu bare et Mundheld, Folk har; de ved slet ikke, at der har levet en Magister derude for mange lange Tider siden – Magister Emil Musæus paa Liselyst.

Det vil da sige: Magister var han nu slet ikke, den lille Musæus. Det var bare noget, alle kaldte ham. I Virkelighed var han ikke andet end Student; skjønt dét var jo slet ikke saa ringt i hine Dage, som det er nu for Tiden.

Nu kunde forresten denne Student baade være blevet Magister og meget andet, hvis ikke Lykken havde tilsmilet ham fra første Stund af, og hvis han ikke i sit første Studenteraar havde mødt sit Livs Skytsengel og store Kjærlighed Jomfru Lise Hortensia Pedersen, eneste Datter af den stenrige Urtekræmmer i Kjøbenhavn.

Den lille krøllede Student boede paa Kvisten hos Urtekræmmeren, og der sad han og sang med sin høie Fløitestemme fra den aarle Morgen til den silde Kvæld. Baade Urtekræmmeren og især hans sværmeriske og kjæmpestore Datter Lise var meget musikalske. Urtekræmmeren sang og Jomfru Lise slog Harpen.

Det varede derfor ikke længe, før den unge Student Musæus var en daglig Gjæst i Urtekræmmerens Hus. Der blev sunget og der blev spillet, der blev deklameret og der blev sværmet, og hvad Under da, at de to unge Mennesker blev til Døden forelskede i hinanden?

Og Urtekræmmeren? Ja, han var sandelig ikke langt fra at være ligesaa forelsket i Studenten, som 202den store Lise var. Og Urtekræmmerens Kone, der ikke var saa musikalsk, men til Gjengjæld havde honnette Ambitioner, – hun var ogsaa vel fornøiet med den lille ziirlige, velpyntede Dreng med det fine Navn.

«Emils Fader er rector scolæ og Ridder af Dannebroge,» sagde Madam Pedersen og brystede sig, som om hun følte Dannebroge skjælve paa sin egen svulmende Barm.

Emil Musæus havde aldrig havt nogen Dragning mod Studierne; dertil var hans Interesse for de skjønne Kunster altfor stor. Og efterat han havde truffet Jomfru Lise, og hun havde skjænket ham sin store Haand, var nu Bøgerne lagt rent paa Hylden.

De to tænkte slet ikke paa sin Fremtid, og Urtekræmmeren var en god Mand og vidste Besked om sine Grunker, smilte og lod de to unge sværme: det var saa smukt at se paa de forelskede Mennesker! Man kunde næsten blive ung selv ved at betrakte dem!

Dog – der var en anden, som tænkte paa lille Emils Fremtid, og det var den strenge Fader Musæus, som sad deroppe i Norge og læste med Forfærdelse Drengens Breve, der svømmede over af alskens overspændt Snak, men ikke indeholdt et Ord om Studierne.

Fader Musæi Epistler blev mere og mere misbilligende; men da Emil ingenlunde omvendte sig og endog forsømte en Examen, kom der èt, der indeholdt den gyselige Befaling, at Drengen 203skulde komme hjem med første Skibsleilighed – og det var om fjorten Dage!

Denne Befaling faldt som en Bombe ned i Urtekræmmerens Hus i Vimmelskaftet. Lise løftede Emil op i sine sterke Jomfruarme og besvor ham at trodse den grumme Faders Bud; men Vorherre bevares! Sligt kunde ikke falde den krøllede Dreng ind! Dertil var han altfor velopdragen og veloptugtet.

Men ak! Selv om det ikke kunde falde ham ind at trodse sin Fader, saa var dog dette et haardt Slag for ham; thi hele hans store Livsplan blev nu slaaet istykker. Hans store Livsplan var nemlig at vie sig fuldt og helt til Kunsten, – med alle sine Evner og al sin Stræben, med Legeme og Sjæl. Eller med andre og mere prosaiske Ord: Emil var gaaet fra Forstanden; han vilde spille Komedie!

Han havde forlængst betroet sig til Lise, og hun syntes, at det var storartet sødt! Hun kunde ikke tænke sig noget saa herligt som at se Emil i Panser og Plade deklamerende og syngende sin Elskov ud! Da kunde dog aldrig Livet blive trivielt, naar man bogstavelig talt hver Dag levede i en Verden af Poesi og Musik.

Efterat nu Faderens Brev var kommet og havde krydset alle deres Planer, besluttede de begge at indvie Urtekræmmerens i Hemmeligheden. Havde de først dem paa sin Side, vilde det falde lettere at bekjæmpe den strenge Rector med det vrede Blik bag Brillerne.

204Heri blev dog de to elskende sørgelig skuffede, Baade Urtekræmmeren og især hans Kone satte sig paa det bestemteste imod, at Emil skulde blive «Komediant», som de kaldte det. For første Gang var de alvorlig misfornøiede med sin kjære Svigersøn. Pedersen sagde, at sligt noget Gøil og Dyrehavebavl kunde gaa an for en forsulten Kræmmersvend, men ikke for en Student, der til og med var forlovet med en ærbar Pige av brave Forældre. Og Madamen korsede sig over, at en Mand med hans Navn, en Mand, hvis Fader var rector scolæ og Ridder af Dannebroge, at han vilde mænge sig med det Pak!

Emil blev snart spag og gav sig grædende over. Saa sønderknust var han, baade over at skulle opgive sin Livsplan, forlade sin Elskede og stedes for sin Faders Aasyn, at de brave, blødhjertede Kjøbenhavnere ynkedes inderlig over ham og ikke havde andet Ønske end at se ham og Lise lykkelige.

Han var nu sød, det Skind! Slig som han strax føiede dem og opgav sine Komediant-Nykker! Slig Artighed burde sandelig belønnes!

Da derfor Urtekræmmeren og hans Kone havde tænkt over Sagen en Tid, foreslog de Emil, at han strax skulde gifte sig med sin Lise, reise hjem med hende og modig presentere hende for Rectoren. Hvad der siden skulde gjøres, fik blive deres egen Sag, naar blot Emil vilde love for evig at forsage Komedien og alt dens Væsen og alle dens Gjerninger. Da Emil frygtsomt spurgte, hvad ialverden 205de skulde leve af, slog Urtekræmmeren sig paa sit Hjerte og sin store Pengebog og bad Emil stole paa dem; – aldrig skulde de svikte sine kjære Børn!

I al Hast blev den lille lyslokkede Emil og den store Pige Lise viet i Helliggeistkirke, og med det bestemte Skib afseilede de en Lørdag Aften fra Toldboden, medens Pedersen og hans Kone stod paa Brohovedet og græd sine modige Taarer over at skulle undvære de søde smaa!

Gamle Rector Musæus blev mægtig vred og vilde ikke have dem i sit Hus, hverken Emil eller Lise. De maatte leie etpar Værelser ude i Byen; men her nød de ogsaa sine Hvedebrødsdage i stor Fryd; han kvidrede som en Lærke, og hun slog Harpen, og der var ingen Grænse paa deres Lyksalighed.

Det var i Vaarens Tid, og Veiret var lokkende skjønt. De to Nygifte var stadig paa Udflugter i Byens Omegn; de fik laane en Seilbaad og bereiste Skjærgaarden. Mangen Gang tog de Niste med og kunde være borte i dagevis ad Gangen.

Paa en af disse Udflugter kom de ogsaa ind i Paradisets Land, og her blev Lise saa henrykt, at hun græd af Rørelse og sagde, at her skulde de leve og her skulde de dø! Her og intet andet Sted!

Tæt omslyngede gik de fra Eng til Eng og saa, hvor Huset skulde ligge. Og endelig fandt de den skjønneste af dem alle, den blideste, den yndefuldeste – deres Eng!

206Da løftede Lise Emil op til sig og kyssede ham.

«Her, Milemand! Her skal Huset ligge.»

«Og det skal hedde Liselyst,» raabte Milemand og sang paa staaende Fod en liden Arie til Liselysts Pris.

– Der fandtes saamænd ikke Nei i Urtekræmmer Pedersens Mund. Hans Dalere trillede tykke og vel fornøiede afsted og byggede det netteste Hyrdehus, man kan tænke sig – præcis som det skulde bruges i en romantisk Opera.

Lise og Emil fulgte Bygningen fra Dag til Dag, og beskrev den i sine Breve hjem til Vimmelskaftet i glødende Udtryk. Da Huset blev færdigt, tegnede Emil det af og bemalede det med sterke Vandfarver.

Negtes skal det ikke, at han overdrev Dimensionerne en Smule og tegnede baade de Svaner og de Templer og de Buxbomhække, som engang skulde komme, men hvad gjorde det? Billedet blev saamænd sat i Glas og Mahognyramme, og Madam Pedersen viste det stolt frem til alle besøgende og sagde, at det var hendes Datters og Svigersøns Slot oppe mellem de norske Klipper; og det lød virkelig meget godt i Madam Pedersens Mund.

– Der har vel neppe nogensinde været et saa absolut lykkeligt Ægteskab her paa vor sørgelige Jord som Emils og Lises. De levede i en overjordisk Lyksalighed, sværmede kun for Kunsten og det skjønne og hinanden, bekymrede sig aldrig for den Dag imorgen; thi Urtekræmmeren i Vimmelskaftet klædte dem og gav dem den deiligste Føde.

207Emil dyrkede sin Stemme og lagde sig efter mange Instrumenter. Han kjøbte sig en Violin og Spinet og Fløite; men af disse var dog Fløiten hans Yndlingsinstrument. At drive nedad Paradiskjilen en solblank Aftenstund og lade Fløitens smægtende Toner flyde utover i den blide Natur, – kan man tænke sig noget yndigere?

Her kunde han ogsaa dyrke sine sceniske Tilbøiligheder, saameget han lystede. Og isandhed! han agerede tidlig og silde. Kostumer anskaffede han sig i massevis, – tilsidst havde han ikke en eneste Dragt, der lignede dem, andre skikkelige Folk gik klædt i; thi stadig spillede han en Rolle. En Dag var han Ridder i Panser og Plade, den anden var han kjælen Hyrde, den tredie Minnesanger med Luth over Skulder. Han spillede den bestemte Rolle fra Morgen til Kvæld; han vænnede sig til at tale baade paa Alexandriner og Hexametre, og han lærte udenad de bedste Forfatteres Værker og vidste at anvende Citater af dem med megen Behændighed.

Hver Vinter arrangeredes der dramatiske Forestillinger inde i Byen, ved hvilke Byens bedste Selskab medvirkede; – men det siger sig selv, at Emil altid spillede den første og største Rolle, og det siger sig ogsaa selv, at han gjorde en Lykke saa fantastisk, at den maatte kunne tilfredsstille den vildeste Ærgjærrighed. –

Desforuden holdt de hver en Maaned en musikalskdeklamatorisk Soirée ude paa Liselyst, og til disse 208Soiréer var alle Herskaber i Paradis og en stor Del af Byens gode Selskab inviterede.

Deres Liv gik hen med at forberede sig til næste Soirée, thi selvfølgelig var det væsentlig Magisteren og hans Kone, der underholdt Selskabet.

Ogsaa Major v. Knarren og Lieutenanten paa Vibleskau var inviterede til disse Selskaber, men sandt at sige kjedede de to Krigere sig grusomt.

Majoren bandede paa, at den saakaldte Musik ikkun var et fordærveligt Spektakel; – det skulde da være Krigsmusik; men den hørte man ikke paa Liselyst. Der lød kun Skrig og Kvinkeleren, saa Majoren og Lieutenanten gabede omkap bag sine brede Næver.

En Undtagelse var det dog, naar Magisteren trak i Panser og Plade og deklamerede, saa det rungede, naar han slog med Sværdet paa sit Skjold, saa det singlede i Bliktøiet. Ja, se det kunde der undertiden være god Mening i –; kun Skade at ikke en voxen Karl skulde fremsige alle de stolte Ord; thi Magisteren var dog for uvisselig, om han klædte sig aldrig saa meget ud.

Paa Grund af den lille Mands store Kjærlighed til de skjønne Kunster fandt hans Venner paa at kalde ham Magister. Selv satte han saa høi Pris paa denne Titel, at han forlangte den respekteret i fuldt Alvor, ja, endog benyttede den, naar han underskrev sine Breve.

Lykkelig gled Livet hen for det besynderlige Ægtepar paa Liselyst. Han blev for hvert Aar spinklere og mere pillen og sprød som tyndt 209Postelin. Hun blev derimod stadig bastantere, og Majoren paastod, hun aarlig voxte en Tomme i Høiden og fem i Bredden. Det brandgule Haar stod og fræste om hendes Hoved, og Ansigtet videde sig ud som Viskelær, indtil det tilslut fik et Udtryk, som maatte det snart springe i tusinde Stykker. Og hendes Korpus æsede ogsaa ud til utænkelige Dimensioner, saa Trinene op til de kokette smaa Templer i Haven Gang paa Gang brast under hendes Fødder.

Men altid fandt Magisteren hende skjønnere, altid attraaværdigere, altid ny og enestaaende.

Og naar de kom sammen henover Veien, hun pæsende og stampende og med et glorødt apoplektisk Ansigt, – han spinkel som en liden Gut ved hendes Side, udklædt i Silke og Fløil, Kappe og Kaarde, deklamerende, smægtende: ja da maatte alle, som mødte dem, stanse op og se efter dem, og naar de vel var ude af Syne, skoggerle.

Og dog var det Lykken, som gik dem forbi.

Thi smilende strør Lykken sine Gaver for Menneskenes Fod og smilende lægger den sin Purpurkufte om sin Yndlings Skuldre, og smilende sætter den Narrefjæren i sin Yndlings Ridderhat.

*

En Høsteftermiddag sad Emil og Lise nede ved Dammen, hvor fire hvide Svaner seilede majestætiske og affekterte omkring. Lise sad paa en Bænk og madede Svanerne med Brødsmuler, medens 210Emil læste op et Digt til Høstens Pris, som han selv havde forfattet, og som han vilde foredrage paa næste Soirée.

Midt under Oplæsningen følte Lise sig uvel; det var noget iveien med Hjertet. Det var bare saavidt hun kom op til Huset og ind paa sit Værelse.

Da hun efter meget Besvær var kommet i Seng, sagde hun:

Det var det Digt, Emil! Det var saa smukt. Mit Hjerte kunde slet ikke taale det.

Da hun havde sagt disse Ord med et kjærligt Smil om sin lille fede Mund, lukkede hun sine Øine og var ganske borte.

Emil troede, hun var død med det samme. Men da Doktoren endelig kom, sagde han, at der ingen øieblikkelig Fare var, skjønt man maatte være forberedt paa alt. Med hendes kraftige og blodfulde Konstitution – sagde han og trak paa Skuldrene.

I fire samfulde Maaneder laa hun og droges med Døden. Indimellem havde hun lyse Stunder, og da maatte Emil spille og læse for hende. Men saa kunde der være mange Døgn, hun laa hen i en sløv Døs.

En Formiddag i Januar Maaned kviknede hun pludselig til og var saa livlig, som hun ikke havde været under hele sit Sygeleie. Hun blev støttet op i Sengen, og hun var saa munter og bad Emil spille og synge de Sange, han nok huskede – de som han havde sunget, da han havde boet paa 211Kvisten i Vimmelskaftet, og som havde gjort, at hun kom til at elske ham.

Emil sang alt, hvad hun bad om; og hun smilte lykkelig, takkede ham, trykkede hans Haand og bad om mere. Da han havde sunget i over en Time, sagde han, at nu var hun visst træt; nu maatte hun hvile lidt, saa skulde han synge mere iaften, hvis hun da var saa rask.

«Læs kun for mig dit Digt om Høsten, det du ved mit Hjerte ikke kunde taale,» sagde hun med et Smil, det var næsten skjælmsk.

Og han læste for hende om Høsten, – Tiden for Vemod, da Naturen mister sin Ungdom og Menneskene sin Elskov, da Trærne bøier sine Hoveder og i Høitidsklæder venter Vinterens Komme, og da Menneskene stanser sine raske Skridt og lytter til Hovslagene af den blege Rytter, medens endnu et Nyn af gamle Melodier toner i deres Øren.

Han læste for hende sit vemodige Digt om Høsten, og denne gang læste han det helt tilende. Men der han saa op fra Papiret og ventede at høre hendes Tak, laa hun med lukkede Øine. – Hun var død, medens han læste.

Men om hendes Mund svævede endnu dette lille Smil, der næsten var skjælmsk; og det syntes, som hun i Døden vilde sige:

«Du ved – det er det Digt, mit Hjerte ikke kan taale.»

212Folk havde altid troet, at Magisteren havde havt en Skrue løs; men medens hans Kone laa paa Ligstraa, opførte han sig saa besynderlig, at alle var forvissede om, at han var ganske fra Forstanden.

Kisten blev sat i den største Stue, og over den byggede han en Baldakin af lyseblaat Flor, oversaaet med gyldne Stjerner. Øverst oppe under Baldakinen svævede en hvid, udstoppet Due, et Sindbillede paa den Døde.

I den ene Ende af Stuen opreiste han et Slags Alter under et stort Billede af hende. Rundt dette Billede brændte altid Lys, og foran det stod to hvide Potpourrikrukker, hvori han nu og da brændte Røgelse.

Selv laa hun i Kisten paaklædt i sin Brudekjole, med sit Brudeslør om Hovedet og den visne Myrtekrans om Panden. Imellem de foldede Hænder laa et Billede af Emil, hvorpaa han engang havde skrevet «Din for evig». Omkring Kisten brændte hver Nat fire store Alterlys.

Og hver Nat vaagede han over hende – og hver Nat var han klædt i en ny fantastisk Dragt. Han vilde ikke have nogen anden derinde; «gaa I kun og læg Jer, jeg holder selv Dødsvagten,» sagde han.

Folkene lagde sig dog sjelden før meget sent; thi saa meget forunderligt havde de aldrig hørt fra et Værelse, hvori der laa en Død.

Der blev sunget og der blev spillet fra Aften til Morgen. Snart klang Spinettet, snart klagede 213Violinen, snart smægtede Fløiten, snart hørte de hans egen klare Stemme. Og det var slet ikke bare sørgelige Melodier; der var baade Danse og Elskovsviser, og forunderligt klang det i Natten udifra Dødsværelset.

Stundimellem hørte de ham tale med hende, høit og længe. Op og ned ad Gulvet gik han og snakkede ustanselig, men ingen forstod et Muk af hvad han sagde.

Men naar saa Morgenen kom og han hørte Menneskene røre paa sig rundt om i Huset, da stemte han i en høitidelig og sørgmodig Dødshymne, og naar den var sunget tilende, slukkede han Lysene om Kisten, laaste Døren op, og i sin klirrende Rustning gik han strunk ind i sit Værelse.

– Magisteren inviterede sine Venner til Begravelsen i Skrivelser, der var affattede i de mest høitravende Vendinger. Major v. Knarren, der var en omtænksom Mand, grundede længe paa, hvem der skulde have den Ære at bære Kisten ud af Huset og siden til Graven. Og den kjæmpestore Lise vilde blive blytung at bære; det var han viss paa; det nyttede ikke for Exempel for en Mand som Chirurgusen at melde sig, han med sin Asthma og sine Pibestilker. Nei, her maatte ordentlige Kraftkarle til som for Exempel Majoren selv. Men at finde et halvt Dusin af samme Sort var ingenlunde saa ligetil. Bassen Brause paa Vibleskau gik an, og Guldgraveren paa Skar saa ogsaa ud til at kunne bruges. Naar han ordnede det saa 214paa Forhaand, at han fik disse med sig og dertil nogle af de afdankede Lieutenanter, hvis Kvalifikationer han kjendte fra de 11 000 Jomfruers Dag, saa tænkte han nok, det skulde greie sig. Skjønt hvis Sneveiret skulde holde ved, slig det nu havde raset i flere Døgn, kunde det saamænd komme til at se spøgeligt nok ud.

Begravelsesdagen oprandt ganske rigtig med den forskrækkeligste Snestorm. Det var bare saavidt, Hestene kunde stampe sig frem imod det piskende Uveir, og Folkene trillede ud af Slæderne indpakkede i Alverdens Pelsværk og omsurrede af Alverdens Skjærf, saa de fleste var ganske uformelige at se til.

De blev modtagne af Magisteren, der var klædt i kulsort Renaissancedragt; ved hans Side hang den spinkle Kaarde og om Skuldrene den sorte Silkevams.

Naa, – man kjendte jo Magisteren og hans Særheder, og alle havde vel igrunden ventet sig noget overordentligt af ham ved en Leilighed som denne.

Gjæsterne blev vist ind i Ligstuen, hvor Alterlysene brændte rolig rundt Kisten, og Duen svævede under den lyseblaa stjernesaaede Baldakin. Mod Brudekjolens varme, hvide Silke lyste hendes Ansigt marmorhvidt, marmorkoldt.

Livet havde vanziret disse Træk som i grusom Spot; men nu var det kaade Liv flygtet, og den alvorlige Død havde hvælvet sin høitidelige Ro over hendes Hoved. Selv de, der havde leet høiest 215af hende, da endnu Lykken og Livet drev sine Løier med hendes klodsede absurde Skikkelse, selv de taug nu, da de stod ligeoverfor dette stivnede Ansigt, som ingen Glæde mere skulde gjøre latterligt.

Da Gjæsterne var komne, bad Presten en kort Bøn, og Magisteren satte sig til Spinettet og spillede en Salme. Da Salmen var sunget tilende, gik han hen foran Kisten, foldede ud et stort hvidt Ark Papir og begyndte at læse.

Mange var det nu, som stod og kjæmpede med et Smil og som stod rede med sin Spot.

Men som han læste, veg Smilet beskjæmmet bort; thi i hans Stemme bævede et helt Livs eneste Lidenskab. Denne Mand, som Glæden havde gjort løierlig: i denne Stund slog Sorgen sine store Vinger skjærmende om ham, og alle Smil sluknede, og alle, som saa ham, syntes, at nu var han høi og skjøn, og hans Ord brændte sig ind i alles Sjæle.

Han læste sit Digt om Høsten; den Tid, da Trærne bøier sine Hoveder, medens de i Høitidsklæder venter Vinterens Komme, – da Menneskene stanser sine raske Fjed og lytter til Hovslagene af den blege Rytter, medens endnu et Nyn af Ungdommens og Elskovens Melodier toner i deres Øre.

Da han havde læst sit Digt tilende, vendte han sig om imod hende. Der laa hun og smilte til ham, med det samme lille skjælmske Smil, hun havde havt, da hun hørte Digtet sidste Gang; – 216og han følte saa visst, at dette Smil var til ham ogsaa nu, og uvilkaarlig gled der ogsaa et Smil over hans eget Ansigt, medens han stille nikkede til hende.

Nu kom de bærende med Kistelaaget.

Han gik hen til hendes Hovedgjærde, kyssede hende varsomt paa Brudesløret, som laa kruset henover Panden, strøg hende sagte over Hænderne; saa endnu engang langt paa hende og gav Tegnet.

Men da de andre vilde slaa Naglerne til, tog han Hammeren fra dem. Dette var det sidste, der skulde gjøres for hende, det skulde ingen andre faa Lov til. Og han slog Naglerne til – en efter en – hele Kisten rundt lige til den allersidste.

Derpaa gik han hen, trykkede Major v. Knarrens Haand og sagde: «Saa, mine kjære Venner!»

Majoren greb sin fjærbuskede Hat, brystede sig og mønstrede sine Mænd: der stod de i fuld Mundur, stramme som til Parade; tre Kjæmper paa hver Side.

Majoren kommanderede et ganske sagte: Marsch! og som én Mand greb sex Hænder samtidig fat saa haardelig, at sex hvide Hansker sprak i samme Nu.

Langsomt bevægede Toget sig ud af Ligstuen. Men i Spidsen for dem alle, ganske alene, gik Magisteren – barhodet – i sin tvnde Renaissancedragt, med Fjærhatten i Haanden. Allerede da de kom ud i Forstuen, bruste Stormen imod ham, saa 217hans Haar flagrede og Vamsen stod som sorte Vinger ud fra hans Skuldre.

Alene gik han langt foran de andre og sang Dødshymnen. Langsomt gik han ud i Snestormen og sang og sang trods Storm og Veir, klagende, klagende.

– Da Toget kom til Kirkegaarden, havde de sex Kjæmper det drøieste Arbeide igjen. Thi skjønt der var spadet Vei til Graven for en knap Time siden, var den nu allerede føget til igjen, saa Sneen gik tilknæs.

– Langt foran de andre gik Magisteren i sin sorte Ridderdragt, med Fjærhatten i Haanden, syngende Dødshymnen.

Men Sneen voxte mere og mere, tilsidst gik den ham helt op paa Laarene, og Stormen puttede hans Mund fuld af Sne, hvergang han aabnede den for at synge. Det var som om Uveiret vilde hindre ham i at komme længer; det var som en Fiende, som vilde stanse ham, nu han kom med hende.

Med et brast der over ham et Forbitrelsens Raseri; – han drog sin Kaarde, svingede den over sit Hoved, stormede løs mod Snedriverne og Uveiret:

«Giv Plads! Giv Plads! Fremad, Kamerater! Fremad!»

Han saa slet ikke tilbage paa Toget, paa de sex Kjæmper og den store Kiste, der langsomt, meget langsomt, men uimodstaaeligt banede sig Vei fremad, medens en dyb Fure i Sneen betegnede dens Vei.

218Nei, han stormede blindt afsted, «giv Plads! giv Plads!» ret ind i en stor Snefonn. Pludselig sank han i helt til Halsen; – man saa bare hans lokkede Hoved og den sorte Silkearm, der svang Kaarden: Fremad! Fremad!

Den lykkelige!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Major v. Knarren

Major v. Knarren (1906) består av en rekke muntre fortellinger om major von Knarren og hans vennekrets, som stadig finner på nye sprell. I fortellingen «Da Majoren førte Krig» kan man for eksempel lese om von Knarren som går til krig på grunn av et fat Madeira. En annen kjent fortelling fra samlingen er «Slaget ved Kjeldvig».

Teksten i bokselskap.no er basert på versjonen i Skrifter, bind 1, 1930.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Vilhelm Krag

Vilhelm Krag er i dag først og fremst kjent som «Sørlandets dikter» og som den som ga landsdelen sitt navn. Krags utgivelser dekker flere sjangere: dikt, prosastykker, romaner, noveller og skuespill. Og ved siden av å være forfatter var han innom en rekke yrker: journalist, instruktør, teatersjef og forlagskonsulent.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.