Paradis

131Storsjøen satte en bred og ramsalt Arm ret ind til Byen, bøiede saa af og stak den i en fredelig Brakvandsfjord ind mellem nogle lave furuklædte Heier, indtil den mødte en langstrakt Sandmæle. Denne skinnende hvide Mæle dannede Skillemærket mellem det blaa Saltvand og det graalige Vand i Elven, som kom fra Dalen ovenfor og brød sig vei til Sjøen tversigjennem Sandet.

Men midt paa denne Brakvandsfjord rendte der en smal blikstille Kjil dybt ind igjennem et bakket og saare frugtbart Land. Store Trær hvælvede sig paa begge Sider af Kjilen; enkelte Steder foldede Kronerne sig helt sammen, saa man kunde ro lange Stykker under de mørke Løvhvælv. Hvor Løvskoven hørte op, videde Engen sig ud i store lyse Sletter, og paa disse Sletter laa der gjerne smaa, venlige Huse. Fra disse Huse havde man Udsigt nedover de frugtbare Marker til det høie Strandsiv og den stille Indsjø, som dog var salt, og rummede Havets Fisk og Planter, – et tæmmet Stump Hav midt inde i tryg smilende Natur.

132For hundrede Aar siden, da Menneskenes Natursans var anderledes end vor er, fandt de fleste, at den Natur var den skjønneste, som stemte Menneskesindet blidest.

Og man kunde ikke tænke sig elskværdigere Landskab end dette! Der var en mild Kvindelighed over disse unge Løvkroner og svajede Strandlinjer – en evig blid Ynde, som ikke kjendte til vilde Luner eller pludseligt Raseri, men selv i Høstens og Vinterens mørke Tid bevarede et eget resigneret Smil, der baade var trøsterigt og forjættende.

Det var derfor ikke saa underligt, om Datidens Mennesker kaldte dette Land Paradis, og at de fandt Paradis bedaarende. Især dannede Folk, som havde læst Poesi og kunde sværme, frydede sig ved at ro sagtelig innover den blikstille Kjil, naar Vaarnatten var lun og fin og det duftede fra det spirende Løv, og Fuglene nynnede saa sagtelig, fjernt i Skove. Da at ro i en svanehvid Baad indover Sjøspeilet, – kanske med sin Hjertenskjær i Baaden, kanske med en smægtende Sang paa Læben, – ak, kan man fortænke dem i, at de fik Lyst til at lege Hyrde og Hyrdinde paa de paradisgrønne Bakker og mellem de tunge, mystisk tause Trær?

Siden i Livet, naar de poetiske Nykker var vel overstaaede, forglemte sagtens de fleste sin Ungdoms Paradis. Men der var dog nogle trofaste Sjæle, som naar Blodet begyndte at ebbe i Aarerne, satte sig til at tænke tilbage og Hjertet rørtes af 133Vemod. Og ligesom det er sagt, at man tilsidst vender tilbage til den, man første Gang elskede, saaledes kunde der om mange af disse Mennesker siges, at de tilsidst vendte tilbage til den Egn, de havde elsket i sin Ungdom, og hvor mange af dem havde elsket en Kvinde første Gang.

Det var saaledes let forklarligt, at den ene efter den anden Embedsmand, Staten ikke mere havde Brug for, trak sig tilbage til Paradis og byggede sit Hus i en Lund, hvorfra han kunde se Sivet svaie ved Stranden og Sjøen blinke mellem Løv og Græs.

Al den Kjærlighed, som endnu ulmede i hans Blod, ødslede han paa denne Plet Jord. Han plantede smukke Haver; og Buxbomen grodde villig i den dybe Jord. Efeuen voxte tæt og kraftig helt op om Tagmønen, og sjeldne Frugtsorter modnedes i Espalier paa Solvæggen. Lunden ryddedes om Huset, og i Eierens Fantasi blev det den herligste Park. Terrasser og Træbalustrader og Pavilloner reistes – rørende i sin Landsens Klodsethed, men den frodige Natur dækkede Manglerne og gav Linjerne Baggrund, og ingen Slotsherre har været stoltere af sine Herligheder end disse gamle Knarker var af sine «sindrige og skjønne Skabelser».

Og rundt om Paradiskjilen laa det brede, bakkede Land, – fuldt af Vande og Smaasjøer, som blev ledet ind i grønskede Kanaler. Og i Kanalerne svømmede fede Gjæs, ja kanske der endog 134seilede en Svane! – Og om Høsten løb Haren paa letten fod over Lyngen, og Vildænderne snadrede mellem Sivet i Voilevatne, og Storfuglen bruste i Storskauen, som rammede det smilende Paradisland ind i sit mørke Alvor.

Nu er der intet Paradis mere. De sirlige Huse er jævnede samvittighedsfuldt med Jorden; Bønderne har strævet saa ivrig med at faa de solide Stene revet ned, at de ofte har sprængt sig paa dette vigtige Arbeide. Mere end en er det, som naar han havde faaet disse Minder om Storfolket ned, ikke har havt Raad til at spigre sammen sin egen Fattigmandsstue. Men borte er det ialfald, altsammen. Der er virkelig ikke Sten tilbage paa Sten. Ryddet er Lundene og Parkerne og de naragtige Bygværker – Terrasserne, Templerne, Kanalerne. Fældet er de gamle Trær, som skyggede tværsover Kjilen; snaut og grimt nar de faaet det, og slig trives de bedst. Selv Navnet paa Egnen maatte bort; thi ogsaa dette mindede formeget om disse Storkarer, som de hadede, fordi de misundte dem af sine ivrige Almuesjæle. Tænk Paradis! Det var desuden uchristeligt at kalde et jordisk Sted for Paradis.

Nu kalder de det for Paddehaala, foreløbig. De finder sikkert noget som er endda værre. –

Og som alle ydre Mærker om hin Tid er udryddede, saaledes er alle Minder om de Mennesker, som da levede, forlængst glemte. Ja, hin Tid, da Egnen her var Paradis, hin Tid er virkelig ganske død.

135Men her Saar Gjenfærd herude. Der græder en hvid Jomfru ved Voilevatne, der rider en graakappet Mand langs Veien til Bjønnedal, naar Høstkvælden sænker sig …

Jeg har hørt dem, disse blege Nyn af glemte Melodier, og seet de Skygger af Sagn, som endnu spøger om Skorstenen, naar det stormer om Kvælden. Jeg har skimtet Linjerne i barske Profiler, af stolte Høgenæser og kraftige Hager; eller af hoffærdige Kvindenakker og krusede Læber. Eller af unge Øine, der brast, og høie Pigepander, der hvælvede sig hvide og trætte over et Livs Kval.

Jeg har fundet lønlige Ord i gulnede Breve, og læst halvkvædede Viser i diskrete Folianter. Og medens jeg har gaaet alene om i Skauen, naar Natten kom, og langs Vandene, naar Mørket sænkede sig, har de halvtudviskede Profiler traadt frem med glimtende Øine i Dunkelheden, og de hoffærdige Kvindenakker har kneiset af Liv, og de krusede Læber har smilet. Og de lønlige Ord i de gulnede Breve har pludselig lukket sig op og aabenbaret, hvad før var skjult, og de diskrete Folianters halvkvædede Viser har sunget sig tilende, medens Guldmaanen hævede sig over Paradisets Land, og det hviskede stilt gjennem Sivene.

Men gaar du til Paddehaala og spørger dig for, vil det mindste Barn kunne sige dig, at det ikke er et sandt Ord i det hele.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.