Regimentschirurgens Byreise

154Hvad ialverden gik der af Arnoldsen, den asthmatiske Regimentschirurg paa Berge? Han havde sendt Majoren et gaadefuldt lidet Brev tidlig om Morgenen. – Melkegutten havde bragt det, førend Majoren endnu var staaet op. Gamle Pepperlee havde taget imod det, og det døve Hespetræ havde naturligvis ingen yderligere Besked at give. Selvfølgelig –; thi selv om Melkegutten kunde have sagt hende noget, der kunde have været meget orienterende for Majoren, saa havde Pepperlee begribeligvis intet hørt.

Og nu gjentog hun uafbrudt, at der var ingen anden Besked end det, som stod i Brevet, – om hun skulde dø af det, saa var der ingen anden Besked.

I dette fatale Brev stod ene og alene, at Chirurgen trængte til at samtale med «en Ven og en Mand» i denne Formiddag, om Majoren havde Tid til at uleilige sig ud til ham.

Det var det deiligte Decembersolskin, og hvad Forretninger angik, saa gad jeg nok have seet den 155Forretning, som ikke havde maattet hvile, naar nogen anraabte Majoren baade som Ven og som Mand.

Da Majoren red udover til Paradis i den prægtige Morgen, sad han ikke som vanlig og glædede sig over den skjønne Natur. Han snufsede ikke ind den rene Morgenluft, som han pleiede. Og det var saa meget mærkeligere, som Majoren særlig sværmede for en rigtig klar, kjølig og frisk December-Morgenluft; han paastod den smagte som en rigtig delikat Rhinskvin.

Nei, idag sad han paa sin svære jydske Hingst og grundede. Hvad ialverden gik der af Chirurgusen?

Han maatte tænke sig systematisk frem: hvad var det i Almindelighed, som plagede os Mennesker, naar vi tidlig en Morgenstund sendte Melkegutten afsted efter en Ven og Mand?

Penge? Ja, det kunde være Grunden for alle andre. For Majoren selv, til Exempel. Han havde saamænd mangen smertefuld Morgen tiltrængt en Ven, som tillige var en Mand. Og da havde han jo den velsignede og uudtømmelige Consul Jan.

Men Arnoldsen?

Nei, Penge kunde det ikke være. Dertil havde Chirurgusen altfor mange af dem!

Altsaa Fruentimmer?

Sandsynligvis. For hvad andet skulde det være? Men Arnoldsen var dog ikke i den Alder, da man gjør Galenskaber med Fruentimmerne. Han var henved de treds, og dertilmed havde han slige 156asthmatiske Anfald, at han ret som det var holdt paa at miste Pusten. Desuden var han jo i allerhøieste Grad gift med den hvide gyldenhaarede Birgitte Amalie Steen. Ak, hvor havde hun ikke været deilig for tredve Aar siden! En Hud som Hvedemel, og over Hvedemelet et Haar som en moden Rugager, naar Solen skinner gjennem den. Det gnistrede ligefrem i det Haar.

Og dermed huskede Majoren ikke mere paa Arnoldsen og hans gaadefulde Brev, men ene og alene paa Birgitte Amalie Steen, som havde været saa deilig for tredve Aar siden.

*

Da Majoren traadte ind i Regimentschirurgens Arbeidsværelse paa Berge, tænkte han ved sig selv: Himmelkreutz! hvor styg Du er! Du ser grangivelig ud som et paaklædt Næsehorn!

Ikke fordi at Majoren nogensinde havde seet et Næsehorn, eller havde nogen klar Forestilling om, hvordan et paaklædt Næsehorn vilde se ud. Men da han saa Regimentschirurgen sidde i sin uldne rødbrune Slobrok, der stod høit op i Nakken med en afreven Hempe strittende tilveirs øverst oppe, medens Hovedet var bøiet dybt frem over Bordet og den lange røde Næse ligefrem skrabede med sin Spids henover Papiret, ja, da var det, han syntes, at netop saadan maatte et paaklædt Næsehorn se ud.

Og han sukkede ved Tanken paa Birgitte Amalie Steen, som skulde have sligt at drasse med. 157

Da Chirurgusen hørte Majoren komme, sprang han strax op af sin Stol og vimsede bortover Gulvet for at byde ham velkommen.

Ja, han netop vimsede. Han kunde ikke gaa fire Skridt uden paa Veien at foretage sig utallige Sidespring, snart hid og snart did, saa Slobroken flaksede rundt ham. Og naar han vel var fremme, kom Asthmaen og tog ham, saa han bare maatte vælte sig overende i den første den bedste Stol.

Endelig havde de faaet sat sig begge to, og det var ingenlunde saa let; thi først maatte den Stol, Majoren skulde have, tømmes for de utallige Rariteter, der laa i den; fra beskrevne Ark, opslagne Bøger og gamle Strømper til Insektpræparater og Dødningeskaller.

Majoren var ingen Ordensmand i sit Værelse, snarere det stik modsatte; men den fabelagtige og livsfarlige Uorden, som herskede hos Chirurgusen, var ham dog imod. Dette at denne Medicinmand havde alskens Orme og ækle Dyr staaende paa Gulve og Stole, at han havde en Række Dødningehoveder hængende og dingle paa Væggene, og endelig at han havde et helt Skelet liggende paa Sofaen, tiltalte ingenlunde Majoren. Særlig var Skelettet ham en Forargelse; thi det laa grangivelig og stirrede paa ham med en impertinent og lystig Mine, og desuden havde det lagt det ene Ben op paa Sofaryggen, hvilket gjorde dets Stilling endnu mere forvorpen. Majoren kunde heller ikke dy sig:

158«Læg den Karl om paa den anden Side,» sagde han.

«Hvad behager,» spurgte Chirurgusen. «Generer Alfred?» (det var Skelettets Navn).

«Nei,» svarede Majoren, «men han fixerer mig. Og det er noget i hans Minespil, som ikke tiltaler mig.»

Da nu Arnoldsen havde vendt Alfred om paa den anden Side og anbragte hans Hænder og Fødder i en Stilling, som Majoren fandt sømmelig, kom han svindsende tilbage paa sine røde, broderede Tøfler.

«Ja, kjæreste,» sagde han, «jeg har tilladt mig at bede Dig om en Samtale og uleiliget Dig herud, fordi jeg trængte en Vens Raad, og fordi jeg ved, at man kan have la plus grande confiance en toi –»

«Je suis à votre disposition,» svarede Majoren for dog at være med paa dette ufordragelige Sprog, han kunde saa lidet med.

«Merci,» sagde Chirurgusen og trak lidt paa det, før han fandt, hvordan han skulde begynde. «Ser Du. Det gjælder – mellem os – min Kone.»

«Du har en deilig Kone, Deodatus,» udbrød Majoren med sterk Overbevisning.

«Vær af den Godhed, min bedste, ikke at tiltale mig ved det Navn.» Arnoldsen kløede sig som en rasende paa sin røde Næsetip, hvilket var Tegn paa, at han var overmaade irriteret.

«Det er dog Dit Døbenavn,» vedblev Majoren for at gjøre Næsehornet endnu mere irriteret. Thi 159han vilde mare! ikke sidde her og skumle om den deilige Birgitte Amalie Steen, som han netop havde tænkt paa med megen Vemod.

«Vær af den Godhed at benævne mig Arnoldsen, det er ogsaa mit Døbenavn, og det tiltaler mig selv meget mere end det andet.»

«Gudbevares,» svarede Majoren kjøligt og stirrede udeltagende ud i Luften. Men Arnoldsen lod sig ikke forbløffe, og nu gik han lige paa Sagen.

«Min Kone ærgrer mig nemlig mere, end jeg kan taale. Jeg kunde fortælle Dig tusinde Ting. Jeg som egentlig er af et overmaade fredsommeligt Gemyt – –»

«Hvad gjør hun da?» afbrød Majoren og saa utaalmodig paa sit Ur. –

«Hvad hun gjør? Tusinde ærgerlige Ting. Som nu for Exempel det, at hun rydder.»

«Naa-aa!» indvendte Majoren og saa sig om i Værelset.

«Som jeg siger Dig: hun rydder! Hver Morgen, jeg kommer herind i mit eget Værelse, det eneste jeg forlanger at have for mig selv, – saa er her ryddet.» Han lo bittert og pirkedesig igjen paa Næsespidsen. «Ryddet, forsikrer jeg Dig. Det vil sige, alting er lagt sammen i Dynger, det som bør være sammen og det som ikke bør være sammen. Men i Dynger! I regel mæssige Dynger! Og saa maa jeg gaa en hel Time med min Asthma og rydde tilbage igjen. Aa, det er til at blive forrykt over! Hun vil ikke forstaa, at det, hun kalder Orden, er det 160vildeste Kaos for mig, men at jeg maa have det saadan, som jeg har det, fordi jeg nu nøie ved, hvor alting ligger. Hun vil ikke forstaa det, forsikrer jeg Dig. Hvad siger Du til det?» afsluttede han og trommede triumferende paa Bordet.

«Aa –» Men det var slet ingen Harme at spore i Majorens Svar.

«Naa! Saa spørger jeg Dig da, hvad Du vilde sige! Tænk Dig en Morgen, Du kommer ind paa Dit Arbeidsværelse. Og saa har den gamle Pepperlee ryddet hos Dig. Hvad behager! Hun har lagt Dine Karter paa Gulvet og hængt Dine Gulvtæpper op paa Væggene. Hun har lagt Dine Pistoler ind i Ovnen og stablet Vedtrær paa Dit Arbeidsbord! Hvad behager! jeg spørger Dig alvorligt – alvorligt – hvis Du en Morgen kom ind i Dit eget Værelse og saa, at Jomfru Pepperlee havde gjort denne Ravage – hvad vilde Du da gjøre hende?»

Majoren trak i sine Barter og smilede stille.

«Jeg tror neppe, Jomfru Pepperlee vilde gjøre dette i mit Rum,» svarede han stolt.

«Det tror jeg heller ikke! Netop, min bedste! Det er ikkun en Kone, som tør tillade sig slig en Debauche. Men det er kun et Exempel – et Exempel blandt tusinde –»

Majoren viftede træt med Haanden.

«Du skal dog høre nok et Exempel. Som Du ved, holder jeg meget af Hunde, – det vil sige store Hunde, brugbare Hunde, hæderlige Hunde, 161Jagthunde!» skreg han, saa han fik et sterkt Hosteanfald.

«Forivre Dig ikke,» sagde Majoren og gik hen til Tobaksbordet, hvor han fandt sig en lang hollandsk Kridtpibe, knækkede Spidsen af den, stoppede den, gik hen i Kakkelovnen og tændte, og da han var færdig med alt dette, var ogsaa Chirurgusen færdig med sit Hosteanfald, saa han kunde fortette.

«Men tror Du, jeg maatte beholde mine Hunde? Herud med dem, siger hun, og jeg maa sende dem til Lieutenanten paa Vibleskau, forat hun ikke en vakker Dag skal blande Dyvelsdræk i deres Mad, hvilket kunde ligne hende. – Men ved Du saa, hvad hun finder paa? Hun begynder at sværme for smaa Hunde, Skjødehunde, Loppeposer, Vandekrukker, Gryn! (Hosteanfald). Hun har kjøbt sig to – to af de Rade! Og de er nu hos hende baade Dag og Nat! Hører Du, min Far! Dag og Nat! Om Natten skal de min sæl ligge hos hende i vor Seng! Den ene sort og saa stor som en Katunge og med Uld som en Sau, den anden hvid og saa stor som en Rotte og krøllet og ækkel – æh! Føi! Og den hvide kalder hun Bellis og den sorte Cloë – Cloë!»

Her fik Chirurgusen et Latteranfald, som truede med at gjøre Ende paa hans Liv. Majoren stirrede misbilligende paa ham og røgte, taus og alvorlig.

«Hvad vilde Du sige, om Jomfru Pepperlee kjøbte to slige Dyr, som sølede paa Dine Gulve og Dine Trapper, og som hun om Natten lagde 162op i Din Seng. Hvad? Svar mig nu? Hvad vilde Du gjøre, om Jomfru Pepperlee skaffede Dig to slige Maddiker paa Halsen?»

«Kvæle dem,» svarede Majoren. «Og Jomfru Pepperlee bagefter.»

«Godt,» svarede Arnoldsen og gned tilfreds sine Hænder. Saa trak han sin Stol nærmere til Majoren. «Men nu kommer vi først til Hovedsagen.»

«Er der endnu mer!» sukkede Majoren med unaturlig Taalmodighed.

«Der er meget mere. Det er et question d’honneur, forsikrer jeg Dig.» Han tog sig en dygtig Pris Snus og fortsatte. «Sagen er den, at vi anstundende Søndag har hele to Invitationer. Den ene til Prokurator Bitterkorn.»

Majoren gryntede. Han kunde ikke fordrage Prokurator Bitterkorn.

«Den anden er til Consul Seehuusen. Er Du maaske i Tvivl om, hvilken af disse Invitationer bør accepteres?»

«Selvfølgelig ikke,» svarede Majoren. Han tog Pibespidsen fra sine Læber og stirrede med store runde Øine paa Chirurgusen; thi naar det var noget, som angik hans Ven Consul Jan, var han altid overmaade interesseret.

«Men nu vil min Kone blessere Consul Seehuusen ved at negligere hans Invitation, hvorimod hun vil gaa til Prokuratoren.»

Majoren slængte Kridtpiben fra sig, saa den sprak i mange Stykker. «Er Fruentimmeret fra sine fulde fem,» bruste det ud af ham, medens han med 163Hænderne paa Ryggen marscherede med lange Skridt op og ned i Værelset. «Vil hun gaa til den skabbede Holstener –! Haha! Himmelkreutz! Hvad bilder Madammen sig ind!» Han stansede og slog bagud med Hovedet, medens hans Øine rullede. «Tror hun, det gaar slig for sig, at hun kan kro sig som hun vil, og vende Rumpen til saa godt Folk som min gode Ven Consul Jan?»

Chirurgusen var saa glad, at han vendte Parykken bagfrem paa Hovedet og raabte utaalmodig: «Der ser Du, Din Skjælm! Der ser Du, Din Skjælm!»

«Ja, maa jeg atter engang spørge Fruentimmeret, hvad hun bilder sig ind? Er Du ikke hendes Herre? Skal hun ikke være Dig underdanig? Har hun ikke læst sin Bibel? Sacrement! Det skulde have været min Kone.» Nu stampede han i Gulvet og hvæsede, saa det var en Fryd for Chirurgusen. Men for at holde Ilden flammende, fortsatte han, saa fort som Asthmaen tillod:

«Og hvorfor er hun bleven saa enthusiasmeret for denne Hr. Prokurator Bitterkorn uden for at sætte mig graa Haar i mit Hoved? Fordi hun ved, jeg elsker Consul Seehuusen og har den dybeste Despekt for Bitterkorn – ak, det er jo akkurat kun af selvsamme Grund, hun rydder mig ud af mit Hus og gjør mig fra Forstanden med sine smaa Hunde. Og det bedste er, at kun paastaar, Bitterkorn og hun er beslægtede Aander – Haha! Thi de holder saa meget af de smaa 164stakkels Hunde – og han har da ogsaa saadant deiligt Dyr.»

«Pan!» skreg Majoren. «Er hans Kjøter Pan et deiligt Dyr, Himmelkreutz! Men saa ved jeg, at hun er et Fandens Fruentimmer! Hun trænger kun et, min bedste Ven: Pisk, Hr. Regimentschirurg!»

Nu var Major v. Knarrens Blod i Storm, og da var det som Verdenshavet: det var vanskeligt at faa til at stilne af igjen. Han havde ganske glemt, hvor skjøn Birgitte Amalie Steen havde været for tredve Aar siden, han huskede hverken hendes hvide Hud eller hendes gyldne Haar længer. Han huskede kun paa, at hun havde forsmaaet hans egen elskede Ven Consul Jans Invitation og fundet den forløbne Tyskers Kjøter deilig. Chirurgusen kunde noksaa længe snakke for ham og sige, at nu maatte de i Ro overlægge, hvad der skulde gjøres, – Majoren svarede hele Tiden det samme: «Pisk, Hr. Regimentschirurg! Pisk, Hr. Regimentschirurg!»

Men selv det vildeste Veir lægger sig tilsidst, og Majoren kom da omsider tilsæde i sin Stol. Og nu begyndte Overlægningerne. Majoren holdt naturligvis paa, at hun Marsch! værsgod skulde finde sig i, hvad hendes Herre og Husbond befalede hende, men Chirurgusen paastod, at han kjendte hende altfor nøie til, at han troede det vilde hjælpe. Nei, man maatte finde paa en List. –

Nu var sikkert nok List det, Majoren foragtede mest, navnlig naar det gjaldt Fruentimmer, men 165i Betragtning af Fruens Temperament og Gemalens heftige Asthma, saa –

Tilsidst blev de enige om, at Arnoldsen skulde lade, som om han føiede hende og vilde gaa til Bitterkorn; men i Stilhed skulde han give sin Kusk Ordre til at kjøre til Seehuusen.

Og der skulde Majoren i egen høie Person oppebie deres Komme; og hvad der saa skulde ske, ja, det blev v. Knarrens Hemmelighed.

«’s wird meine Affaire,» sagde han truende.

… Da Majoren den Dag red hjem, havde hans Anskuelse om Birgitte Amalie Steen forandret sig ganske. Han huskede hende, som sagt, slet ikke længere, som hun havde været for tredve Aar siden. Han huskede hende bare, som hun saa ud nu. Hun var jo tyk som en Tønde; hun glinsede ligefrem i Fedt, og hendes Øine stod langt frem i Hodet. Desuden havde hun tre Tvehager, den ene under den anden.

Og sligt et Skaberak, som hun var! Hvad bildte Madammen sig ind!

Pisk, Hr. Regimentschirurg!

Det gik ud over den arme tykke jydske Hingst! den fik saameget Pisk, at den hoppede afgaarde som en jaget Elefant; og det var den aldeles ikke vant til.

*

Birgitte Amalie sad færdigpyntet foran sit Speil og betragtede sig. Toilettet havde varet længe; mangt et Smædeord havde der vanket, naar Ternen 166Berthe ikke havde faret saa lempelig frem med den blaa Silke, som hun burde, og det var ikke frit for, at der havde knaldet en og anden Ørefig, især da det kom til Haaret, og Ternens Fingre ikke var behændige nok til at bygge det Babels Taarn paa Fruens Hoved, som nu engang Moden fordrede.

Men nu var hun færdig, og naar hun nu betragtede sig i sit herlige Napoleons-Speil, var hun for engangs Skyld rigtig tilfreds med sit Udseende. Fra Korsettets stramme emaljeblaa Silke voxte hendes fyldige glatte Buste op i sin blændende Hvidhed, skraanede i en svaj Linje langs Skuldrene op mod den perleomvundne Hals, og Hovedet sad som en yppig fuldt udsprungen Rose ovenpaa al denne skinnende Skjønhed. Ansigtet saa bedaarende ungdommeligt ud, – hver Antydning til Rynke var med megen Kunst og Flid fjernet med Sminke og Pudder. Øienbrynene, som i Virkeligheden var uregelmæssige og farveløse, var tegnede i en skarp sort Bue over hendes Øine, hvis Krystalblankhed skyldtes en kostelig Vædske, hun havde dryppet ind i dem, og som havde voldt hende megen Svie.

Ja, sandelig! Dette var ikke langtfra at ligne Birgitte Amalie Steen for tredve Aar siden, da der var skrevet bunkevis af Digte til hendes Pris, hvori hun afvexlende lignedes med Sol, Maane, Stjerner og adskillige af Markens Dyr eller Blommer.

Hendes Yndlinge, den artige Bellis og den capriciøse Cloë, sad og saa beundrende paa hende, 167og hun talte mange ømme og fortrolige Ord til dem.

Nu kom Ternen Berthe og meldte, at Regimentschirurgen ikke kunde bie længer. Han kavde siddet og ventet henved en halv Time; og det verste, Hr. Arnoldsen vidste, var at vente. Dette kjendte hun godt til, men det kunde naturligvis ikke falde Fru Birgitte ind at tage Hensyn til det; thi hun var en fuldblods Kvinde. Uden den mindste Iver lod hun Ternen iføre sig Ydertøi baade oventil og nedentil; det blev taget af og paa gjentagende Gange, før det passede den vanskelige Dame. Og da hun endelig var færdig, skulde hun se efter, om hun ikke havde glemt noget, hvilket tog Tid. Derefter skulde hun kaste mange sidste Blikke i Speilet, derefter sige mange Farveller til sine Yndlinge, som allerede sad og grafsede i sig de Koteletter, de skulde have til Trøst for, at deres Herskerinde gik ifra dem. Endelig skred Fru Birgitte brusende ned af Trappen; men da hun kom helt ned i Gadedøren, og Hr. Arnoldsen sad og hostede af Asthma og Utaalmodighed, saa havde hun alligevel glemt noget, som hun maatte tilbage og hente ovenpaa.

O, de Kvinder!

Kjøreturen ind til Byen forløb i dump og uheldsvanger Stilhed. De kjørte i sin indelukkede Vogn med store Glasruder i; thi det var saa kjøligt, at det ikke gik an at kjøre i aaben Vogn, og tiltrods for Pelsværk og anden Indpakning maatte ogsaa den indelukkede Karosse opvarmes med 168etpar Messingbækkener, der meget snildt var anbragt under Sædet.

Som sagt forløb Kjøreturen i dump og uheldsvanger Stilhed. Til at begynde med havde Fruen snakket løs, som om ingenting var paafærde, og som om hun aldeles ikke havde ladet Arnoldsen vente en god halv Time i Vognen. Ganske uskyldigt snakkede hun om, hvor deiligt hun skulde more sig hos den søde Bitterkorn og lignende, men da nu Arnoldsen lod lidt af sin i en halv Time sammensparede Galde slippe løs, blev hun øieblikkelig fornærmet paa ham, dødelig krænket, taus.

Thi Fru Birgitte ordnede det altid med stor Kløgtighed saa, at hver Gang hun havde gjort noget galt, blev hun fornærmet paa sin Mage. Hun var en ren Mester i denne Kunst, og Arnoldsen gik immer lige rasende og uforvarende i de Fælder, hun stillede op for ham for at faa Anledning til at blive den krænkede.

Naar hun en Stund havde siddet lidende og taus og nu og da udstødt dybe Martyrsukke, da forsvandt i Almindelighed Arnoldsens Mod, og han kom regelmæssig og bad om godt Veir, hvorefter hun med et bittert Smil skjænkede ham Tilgivelse.

Hun havde ogsaa ventet, at det skulde gaa slig idag. Snart stirrede hun stramt og surt ret frem for sig, snart vendte hun ham demonstrativt Ryggen. Hun brugte baade iskold Taushed og skjærende Sukke; men i dag bed intet paa ham. Gud 169ved, hvad der gik af ham. Hun havde den største Lyst til at prøve med lidt Graad; men da vilde Taarerne ødelægge hendes Kunst totalt. Saa det fik heller være det samme. Han fik heller sidde der, haard og ufølsom. Udeltagende! Aa, hvor hun ikke kunde fordrage ham! Hun kunde have skreget og trampet med Fødderne, slig ligefrem hadede hun ham iaften. Men hun beherskede sig; bare sukkede høit og forurettet.

Chirurgusen sad hele Tiden og grundede paa, hvordan ialverden dette vilde løbe af. Kusken havde faaet sin Rigsdaler for at kjøre til Consul Seehuusen og ikke bry sig om nogen Ting. Hvad der saa blev skreget og befalet: til Consul Seehuusen skulde de og intet andet Sted. Havde han forstaaet? Intet andet Sted!

Ja, Kusken stolede han paa, og at de kom frem til Seehuusen betvivlede han ikke; men du milde Himmel! Hvad vilde der ske, naar hun skjønte, at hun var overlistet! Naar hun allerede nu var saapas fortørnet, som hun var, hvordan ialverden vilde hun té sig, naar de holdt udenfor Consulens, og Majorens store Skikkelse kom for at ønske dem velkommen! Og hvad mon Majoren vilde foretage sig for at faa den rasende Kvinde ud af Vognen og ind i Consulens Hus? Naa – det blev hans Sag, men at det først blev Spektakel, derom var Regimentschirurgen dybt overbevist.

Imidlertid var Vognen naaet ind i Byen, og i strakt Trav dundrede den henover Brostenene saa Vinduerne klirrede.

170De nærmede sig Prokuratorens Hus mere og mere, og Chirurgens Hjerte bankede af Spænding. Dér lagde hun sin Haand paa Dørlaasen, færdig til at gaa ud, strax Vognen stansede, – dér dukkede de to tændte Lygter foran Bitterkorns Port frem.

– Nu! –

Vognen skranglede videre i en rasende Fart.

Fru Birgitte saa sig om et Øieblik – skulde hun have taget feil? Hun trykkede Ansigtet mod Vinduet for at drage Kjendsel paa, hvor de var. Jovisst! De var kjørt forbi.

«Hei, hei! Stans! Ferdinand! Hører du, Arnoldsen! Vi er kjørt forbi –! Faa Mennesket til at stanse! Arnoldsen!»

Men Arnoldsen hverken hørte eller saa. Han sad i sit Hjørne med en rædselsblandet Fryd i sit Hjerte. Og Ferdinand gjorde sine Sager udmærket; han kjørte til, saa Vognen svaiede, og Fruens høie Skrig ganske druknede i Vognrammelen. Hun forsøgte at aabne Døren, men opgav det; hun var ræd for at derangere sit Mesterværk af en Frisure.

«Hvor kjører vi hen –! Hvad ialverden skal dette betyde, Arnoldsen?» I det samme dreiede Vognen voldsomt om et Hjørne, og lidt efter holdt den foran Consul Seehuusens prægtig oplyste Portal.

Fru Birgitte Amalie skreg. Hun tænkte først paa at besvime, men opgav det. «Nidding!» raabte hun efter sin Mand og forsøgte at faa fat i hans 171Paryk; men han var allerede smuttet ud af Vognen og stod nu med et lidet modbydeligt hoverende Smil: «Værsaaartig, min Naadige!»

Og bag ham saa hun den rædsomme Major komme spankulerende henimod Vognen.

I samme Nu begreb hun, at hun havde været Gjenstand for en nederdrægtig Sammensværgelse, og hendes Raseri bragte hende ganske fra Sans og Samling. Hun havde bare en Tanke: Hun vilde ikke gaa til Consul Seehuusen! De skulde ikke tvinge hende hverken ved List eller Svig.

Og dermed kastede hun sig baglængs ud gjennem Vognvinduet!

Det klirrede og knasede, der lød et høit gjennemtrængende Kvindeskrig. Kusken Ferdinand var som en Kat nede fra sin Buk og fik Fruen puttet ind i Vognen igjen, med knækkede Strudsfjære og derangeret Paryk. Blodet silede nedad Nakken – trillede saa nydelig henover den fede Sminke ned i Svanedunet, som garnerede den emailleblaa Silkerobe. Men Fru Birgitte mærkede ingenting; hun var forlængst besvimet; laa med halvaaben Mund og lukkede Øine – udstrakt som død i Vognhjørnet.

Og dog var hendes Øine ikke saa ganske lukkede; hun saa godt, at Arnoldsen satte sig ind i Vognen til hende igjen. Og hendes Øren var ganske aabne; da hun hørte Majoren kalde hende en Satans Madamme, da var det saavidt, hun barede sig for pludselig at vaagne af Besvimelsen 172og give ham en ordentlig under Øret, thi ved Gud havde han fortjent det –!

Men hun beherskede sig og var ganske besvimet, og medens Vognen raskt rullede bort, for ikke at vække formegen Opsigt, udstødte hun nogle sælsomme Skrig for at glæde den onde Arnoldsen.

Han tog det imidlertid irriterende rolig, forsøgte at tørre Blodet paa hendes Nakke bort med sit Silkelommetørklæde, men saavidt hun kunde skimte under de halvlukkede Øine, saa han ikke det mindste sønderknust ud. Og det bragte hendes Bitterhed imod ham til at stige end yderligere.

Endelig holdt Vognen udenfor Byens første Herberge, og hun lod sig bære opad Trappen af fire Tjenestepiger. Hun gjorde sig saa tung, hun bare kunde, og lod Armene hænge ganske døde og dinglende, og hun lod Hovedet trille afsjælet fra den ene til den anden Side.

Da de havde faaet hende anbragt paa en Seng, og Arnoldsen vilde til at stelle med Saarene, vaagnede hun pludselig med et Skrig af sin Besvimelse og protesterede paa det ivrigste mod, at det Menneske overhovedet rørte ved hende. Deretter henfaldt hun i den skrækkeligste Krampegraad; thi nu kunde det jo være det samme baade med Sminken og Pudderet! Hun rev sig ogsaa i den kunstfærdige Paryk; thi nu var jo ogsaa den ganske overflødig. Hun flængede den istykker og raabte, at hun vilde dø, og at Arnoldsen havde dræbt hende.

Da der en Stund efter kom en anden Læge til, 173fik dog denne Lov til at undersøge hendes Blessurer, og da han erklærede, at de var ganske lette og ikke i mindste Maade livsfarlige, blev hun atter fornærmet paa Arnoldsen, spyttede efter ham og bad ham gaa og aldrig mere komme for hendes Øine – en Opfordring, som Arnoldsen fulgte med den største Beredvillighed.

Hun blev saa forbauset, at hun stansede midt i et Graadanfald, og nu fik baade Doktoren og Pigen Lov til at stelle med hende og hjælpe hende i Seng.

Da hun var kommet saa langt, henfaldt hun i vemodige Betragtninger over sit forspildte Liv, græd stille og godt af den oprigtigste Medlidenhed med sig selv og faldt kort efter i en fast Sundhedens Søvn.

Men Arnoldsen, det Skarn! sneg sig himmelfornøiet hen til Seehuusen, hvor han strax traf sammen med Majoren. Denne havde fundet paa en ganske umulig og rystende Historie om Fru Birgittes Uheld, og denne rystende Historie skulde han nu give tilbedste for en Mængde deltagende Damer.

Da Regimentschirurgen kom, smilende og fornøiet, saa han ud som en levende Protest mod Majorens Historie, men da han af denne havde faaet et Dunk i Ryggen og etpar kraftigt orienterende Ord i Øret, sænkede han strax sit Hoved og saa fromt sørgende ud.

Men senere paa Aftenen faldt han rigtignok helt ud af Rammen. Han glemte baade sin Kone og 174sin Asthma; han omfavnede Majoren og vilde kysse ham, hvad han dog ikke fik Lov til.

«Jeg er saa lykkelig,» sagde han, «saa lykkelig, som om jeg var bleven forfremmet til virkelig Enkemand!» –

– Den Maaneds Tid, som nu kom, var maaske den skjønneste, Chirurgusen og hans Kone havde oplevet.

Fru Birgitte Amalie laa hvid og lidende i sin Seng og var Gjenstand for hele Byens Deltagelse. – Hun havde strax faaet tilsendt fra Berge alt det koketteste Nattøi, hun eiede, og der laa hun nu med forbundet Hals, men taalmodig, aa saa smertelig taalmodig; og alle Byens Damer skiftedes om at sidde hos hende og beklage hende. Hun tog mod deres Beklagelser saa sødt og stille, medens hendes smukke hvide Hænder kjærtegnede de smaa Hunde. Men nu og da stansede hendes Haand, og der gik en pinefuld Trækning henover hendes Ansigt. –

Da stansede Veninden sin Tale: «Lider I meget, bedste Frue?»

Hun lod endnu Smerten blive staaende en Stund i Ansigtet; vendte paa sit Hoved og slog langsomt sine Øine op: «Ak, det er Saarfeberen! Men nu er det bedre!»

Og alle Damer sagde, at hun bar sine Pinsler som en Helt og klagede ikke; de beundrede hende omkap!

I de Stunder hun var alene, laa hun og betragtede sit Ansigt i et Haandspeil. Dette var ogsaa en 175ret behagelig Beskjæftigelse, som hun aldrig kunde blive træt af, og efterhaanden fandt hun paa at studere dette kjære Ansigt i de forskjelligste Udtryk: snart smilende, snart grædende, snart drømmende, snart stolt og fortørnet; det var en overmaade interessant og lærerig Beskjæftigelse.

Havde Fru Birgitte det behageligt paa sin Kant, saa havde nu Regimentschirurgen det aldeles vidunderligt paa sin. Han var indlogeret hos Majoren og han nød sin Frihed; aldrig i sit lange Liv havde han før vidst, hvad det vilde sige at fornøie sig. Han var blevet tidlig gift, og fra første Dag af havde den skjønne Birgitte Amalie holdt ham stramt i begge Ørene, saa han aldrig havde turdet trippe et Hanefjed paa egen Haand. Og havde han end stundom knurret saa smaat i sit stille Sind, havde han dog aldrig mandet sig op til at mukke, selv naar Fru Birgitte huserede og kommanderede som allerværst. Det var i ren Desperation, han hin Morgen havde skrevet sin geheime Billet til Majoren; og naar det hele var gaaet saa fortræffeligt, skyldtes det ene og alene Majorens Mod; uden ham havde Arnoldsen nok stukket Piben i Sæk, holdt sin Kone i Skjørterne og puslet afgaarde med hende til Prokurator Bitterkorn. Men nu var han da endelig fri, som Fuglen i Luften, saa frank og fri! Aa, hvor det føltes behageligt.

Her kunde han stelle sig, som han selv fandt for godt. Gaa naar han vilde og komme som han vilde; der var ingen som krævede ham til Regnskab. 176

Ikke for det; Chirurgusen holdt sig mest inden Døre; han havde bare en eneste Ting at gjøre udendørs den hele udslagne Dag: han skulde nemlig aflevere sin ydmyge Blomsterbuket i Herberget ved Middagstid og spørge efter, hvordan det stod til og om det heller ikke idag maatte forundes ham at stedes for hendes Øine. Men nei, han blev stadig afvist, Birgitte var stadig lige blesseret. Pigen meldte stadig det samme, at Fruen endnu var saa svag og saa lidende, at hun ikke taalte at se ham.

Hvorefter han glædesstraalende ilede tilbage til Majoren og fortsatte sit lastefulde Levnet. Stadig var der nogle Kamerater, som sad og ventede paa ham, og saa blev det Kortenspil og anden Morskab til den sene Kveld. Og der blev spist og drukket og røgt og fortalt Historier! Aa, disse mandige Historier, som altid endte saa muntert at det var til at le sig fordærvet af.

Men saa var rigtignok ofte Morgenerne den sørgeligste Jammer; «ak, min gode Ulrich,» klagede han. «Bliver ikke min Kone snart frisk igjen, gaar jeg i Graven af lutter Kommers.»

Majoren var ingen Snerpe; men denne Chirurgusens taabelige Opførsel fandt han i høi Grad dadelværdig.

«Hvad bilder Du Dig ind? Eller tror Du kanske, Du kan tillade Dig det samme som mig og de andre voxne Karle Du her er sammen med? Vi putter i os det, som passer os, og det er kanske en Del. Men saa har vi ogsaa Tarmer, som kan tage imod, 177hvad vi byder dem. Men Du? Du som har en Vom som en nyfødt Aaleunge! Du bilder Dig ind, at Du kan gaa i Kompani med os andre? Du skulde skamme Dig noget. Her gaar Du nu hen den ene Aften efter den anden og drikker Dig drukken som en Bondedreng, saa Du er væmmelig at se paa. Skam Dig noget, Deodatus!»

«Skjænd ikke paa mig,» klynkede Chirurgusen. «Jeg taaler det ikke i denne Stund. Og kom ihu, at denne Tid er den lykkeligste i mit Liv, og den vender aldrig tilbage. Snart skal jeg hjem igjen til Birgitte og hendes Tøffel; da bliver det ringe Glæde for mig her i Verden. Ak, vær barmhjertig og skjænd ikke paa mig.»

Langtifra, Majoren var sletikke barmhjertig. Han prækede Moral for Chirurgusen, saa det var rent opbyggeligt at høre; en Moralprædikant nu for Tiden vilde blevet den rene Sinke ved Siden af Major v. Knarren. Det morede Kameraterne overmaade at se ham som Dydens Vogter; eftersom Dagene gik, blev han strengere og strengere; ofte kunde det hænde, at han tog Glasset ud af Arnoldsens Haand.

«Boff! Vil Du holde op! Din Schwächling; Vorherre ved, hvad den skjønne Birgitte Amalie vilde med slig en vissen Hanekylling!» –

… Tidlig en Morgenstund vækkedes Majoren af sin søde Søvn; det var endnu mørkt, saa han begreb ikke, hvad der var paafærde. Men der stod Jomfru Pepperlee med Lys i Haanden, og hvordan hun saa ud! Rædselen stod malet i hendes 178Ansigt; hun maatte have glemt al Blufærdighed af Skræk; for hun stod i bare Særken og med Natkappen gledet nedover det ene Øre.

«Ach, Hr. Major! Den Arnoldsen, den Arnoldsen! Han skræmmer mig min Forstand fra! Her kommer han ind til mig gamle værgeløse Kvinde, midt paa Natten …»

Majoren reiste sig med et Sæt i Sengen. «Deuwel hole! Den liderlige Gris! Begynder han nu ogsaa at rende efter Fruentimmer om Natten? Og dette her i mit Hus? …» Men han kom ikke længer; han fik først nu Øie paa, at Jomfru Pepperlee var i bare Særken; aa, det var vel et Syn! Saa megen Kummerlighed havde han endnu aldrig seet tilforn hos noget Fruentimmer, og det var dette gamle Spektakel, Chirurgusen havde trængt sig ind til ved Nattetider? Aa, for en Himmerigshistorie at berette for Kameraterne til Frokost.

Men da Jomfru Pepperlee hørte, at Majoren pludselig stansede i sin Tale og istedet derfor blev siddende opreist i Sengen og glo paa hende med aaben Mund og aabne Øine, først da lagde hun Mærke til sin Nøgenhed, og hvinende kastede hun Lyset fra sig og hoppede ud af Majorens Værelse.

Han blev liggende en Stund i sin Seng og tænke paa, hvad han nu helst burde foretage sig; Jomfruen havde faaet ham saa vaagen, at han neppe kunde faa saameget som en Høneblund paa Morgenkvisten. Desuden kunde han ikke lade være at tænke paa den visne Regimentschirurg, som gik paa Nattefrieri til den affældige Jomfru 179Pepperlee. Denne Tanke frydede ham, saa han laa og smaagryntede af Tilfredshed; det var aldeles umuligt at blive liggende længer. Han maatte sporenstregs hen til Karnaljen og karnøfle ham ret hjerteligt.

Paa denne Tid af Døgnet pleiede aldrig Majoren at tage det saa nøie med sin Paaklædning; han stak Fødderne i etpar udtraadte Tøfler og slog om sig en Slobrok, som havde fulgt ham fra hans Lieutenantsdage; den var hans Yndling. Fillerne slog hinanden isvime og Vatten tød ud gjennem Foret; men Gud naade Jomfru Pepperlee, om hun nogensinde havde dristet sig til at snurpe Fillerne tilbage paa Plads! Skulde nogen berøre dette dyrebare Plag, maatte det være Majoren selv; og han havde ogsaa virkelig etpar Gange bevæbnet sig med Stoppenaal og Traad og gaaet gevorbent frem med Fillerne og Vatten til Jomfru Pepperlees ubeskrivelige Forfærdelse. Naa, han selv var ialfald vel tilfreds, og det var Hovedsagen. «Der kan man se!» brummede han. «Et Mandfolk maa der til, skal noget gjøres ordentligt. Havde Jomfru Pepperlee eller noget andet Fruentimmer sluppet sig løs, da skulde man have seet Forstyrrelse! Og der har de Rade! ikke bestilt andet end at stoppe i tusen Aar; men se mig til, om de endnu har lært det.»

Iført disse Tøfler, denne Slobrok, men ellers i bare Skjorten travede Majoren nedover Gangen med Lysestagen høit løftet i sin Haand, saa Skyggen af hans Skikkelse dansede bortefter Væggene; 180særlig løierlig var Natluen; den saa ud som en Nisselue og den endte i en Dusk, som nikkede og gjorde allehaande forsorne Krumspring øverst paa Toppen af Skyggekolossen paa Væggen.

Der var mørkt i Arnoldsens Værelse; men borte fra Sengen hørte han en besynderlig Lyd; han stansede og lyttede; sandfærdigen laa ikke Mennesket her i det mørke Værelse og hulkede høit.

«Ei, ei, Kamerat,» sagde Majoren, slængte Lysestagen fra sig paa Bordet og satte sig paa Sengekanten. «Er Du saa jammerlig idag, at Du ligger og skriger som en Høne?»

«Jeg vil hjem til Birgitte,» hulkede Arnoldsen. «Ak, hvad har Du dog forledet mig til, Dit skrækkelige Skarn? Jeg, som altid har været et skikkeligt Menneske, har Du forledet til Fraadseri og Svir, saa jeg nu er mere død end levende. Og Du kalder Dig min Ven!»

Majoren lo, raat og hjerteløst.

«Jeg vil hjem til Birgitte, hører Du!» skreg Chirurgusen ilskt og dunkede sig i Skallen med begge Hænder.

«Ja, men jeg tror ei Fru Birgitte vil tage imod Dig. Særlig naar hun ovenikjøbet erfarer, at Du gaar grasat efter Fruentimmer om Natten og endog overfalder den arme Jomfru Pepperlee, saa hun i sin Nød maa søge min Beskyttelse. Hvad tror Du, Birgitte Amalie vil sige, naar hun hører, at Du ovenikjøbet hengiver Dig til slig Uterlighed?»

«Det er Løgn i Din Hals, Ulrich! Ak, hvad kunde jeg for, at jeg kom ind til Jomfruen istedetfor 181til Dig, som jeg søgte. Men saa kunde jeg ikke finde Lyset og maatte famle mig frem i Mørke, og da jeg tilslut fandt en Dør, troede jeg det var Din Dør, men da jeg aabnede den, hørte jeg Jomfruen skrige Gevalt, og da kan Du nok forstaa jeg, usle Menneske, i Fortvivlelse skyndte mig tilbage til mig selv!» Og nu hulkede han værre end nogensinde og bebreidede atter Majoren at han forførte ham til Udskeielser og raabte atter paa Birgitte, aa Du elskede Birgitte Amalie.

Majoren fandt det under sin Værdighed at svare paa slig Utaknemlighed og Usselhed. Men Mare! skulde han have sin Straf; Majoren gik md i sin Spisestue og fandt i Medicinskabet en Flaske med en brun modbydelig Mixtur, som Chirurgusen engang havde prakket paa ham, da han havde Kolik. Det var naturligvis mod Majorens Principer at bruge sligt Smøreri; han kjendte sin Mave og vidste, at den klarede sig selv. For at tækkes Arnoldsen havde han dog taget en drabelig Slurk af dette Skidt; men da det smagte som Dyvelsdræk, havde han øieblikkelig spyttet det ud igjen; senere havde han ladet Flasken blive staaende i Skabet; Maven havde naturligvis greiet sig selv, som den pleiede.

Nu kom han til at huske paa denne Flaske; ja, sandfærdigen skulde ikke nu Chirurgusen sluge sin egen Dyvelsdræk til Straf. Han skjænkede en Sølvtomling fuld af den brune Vædske og gik ind til Arnoldsen med den; men da puttede den lille Fyr sig helt under Dynerne og skabte sig platterdings umulig.

182Dette rørte ikke Majoren det mindste Gran; han tog og satte ham ret op og ned i Sengen og kneb ham derefter i Nakken, saa Chirurgusen var nødt til at aabne Munden paa Gløt. Derefter heldte han Dyvelsdrækken langsomt og forsigtigt ned i Næbbet paa Stymperen, indtil Sølvtomlingen var tømt. Saa puttede han ham nedunder Dynerne igjen og pakkede ham ind som en anden Bylt. «Sov nu, Dit Bæst!» sagde han og tog sit Lys …

… Jojo, det kan nok hænde, det blev en god Historie, Kameraterne fik ved Frokostbordet! Majoren broderede den yderligere ud, og de hærdede Karle fik sig en Latter saa rungende som bare sjelden saa tidligt paa Dagen. Jomfru Pepperlee holdt paa at gaa gjennem Gulvet af Undseelse hvergang hun maatte ind i Spisestuen og saa alle de lattermilde Fjæs; hun anede, hvad de muntrede sig over, den gamle Sjæl.

Da de andre var færdige med Frokosten, kom sandelig Chirurgusen tuslende ind; han saa gruelig ud, men der var da Liv i ham og han fik i sig en salt Sild, saa det saa alligevel ud til, at der havde været nogen Hjælp i Dyvelsdrækken.

Han brydde sig ikke om de andres hjerteløse Spørgsmaal og deres sunde Latter; aa, han var fremdeles saa syg, han vilde fremdeles hjem til Birgitte.

«Ja, Du kan sagtens forsøge! Du ser mig sagtens ud til at kunne finde Naade for hendes Øine med den røde Næse, som Du nu har paa.»

«Og dog har jeg udpønsket noget, som jeg er 183viss paa vil kunne røre hende. Nu skal Du høre. Jeg har nok fortalt Dig, at Birgitte er saa forgabet i Skjødehunde …»

«Javel, javel! Og Du har kaldt dem Loppeposer og Vandekrukker, og Du har været forarget over at hun trækker de ækle Kræ med sig op i Eders Seng.»

«Det faar være det samme. Hør mig nu bare rolig an. Jeg ved om, at der findes en tysk Kræmmer nede ved Havnen, som har etpar uhyre sjeldne kinesiske Skjødehunde af stor Værdi. Hvad om jeg kjøbte dem og forærede dem til Birgitte? Tror Du ikke nok, at de to smaa søde Kinesere kunde formilde hende?»

Majoren svarede ikke noget; han tændte sin Kridtpibe, mens han saa paa Arnoldsen med Øine, der ulmede af Foragt. Derpaa reiste han sig fra Bordet, forlod Værelset og slog Døren i efter sig med et Knald. Lidt efter hørte Chirurgusen ham rasle med sin Sabel og forlade Huset for at gaa til sin daglige Dont.

Ak ja, Arnoldsen tog imod hvad det skulde være idag; der var ingen Hjælp at faa hos nogen, saa han fik hjælpe sig selv. Og jo mere han tænkte paa de to Kinesere, desto mere overbevist blev han om, at Fru Birgitte umulig kunde modstaa dette Bevis paa Underkastelse og Anger. Hun vidste, hvor han hadede Cloë og Phyllis. og saa kom han alligevel med to nye smaa Hunde bare for at behage hende. Dybere kunde hun dog ikke forlange, at han skulde ydmyge sig.

Den sledske Tysker nede ved Havnen snød Regimentschirurgen op i Stry; men han lod sig snyde. Kunde han bare faa Fred og Forsoning og komme tilbage til Landlivets Ro, skulde han villigt have betalt det dobbelte.

Ovenikjøbet prakkede Tyskeren paa ham en yndig Kurv, hvori de to Kræ skulde hvile. Den var polstret og vatteret og havde Silketræk, og den havde en lyseblaa Silkesløife paa hver Hank; rigtig en Hyrdindekurv var det! Aa, hvor den vilde være klædelig netop for Birgitte.

Han fik fat i en Gut som skulde bringe denne Kurv med de to Kinesere til Birgittes Herberge, og han flidde ogsaa Gutten et Brev, som han havde skrevet før han gik hjemmefra og som var fuldt af Anger og Kjærlighed.

Derpaa gik han tilbage til Majorens Hus og blev siddende og vente paa Svaret, rystende af Spænding.

Gutten kom snart tilbage, og han havde med sig baade Brevet og Kurven med Kineserne i; Birgitte havde ikke villet modtage nogen al Delene, saa fornærmet var hun endnu.

Da gik Chirurgusen ud af sit gode Skind af Fortvivlelse; han kastede Kurven henover Gulvet saa Kineserne trillede ud, og han sønderrev Brevet. Og da Majoren idetsamme kom indad Døren, faldt han i hans Arme: «Kan Du tilgive mig, Ulrich? Kan Du tilgive mig, min bedste Ven? Du havde Ret som Du immer har havt Ret: Hun er ikkun et Spektakel!»

185Majoren tilgav ham …

… Resten af Dagen svirede Chirurgusen med god Samvittighed; ingen talte ham tilrette. Han skulde jo døive sin Smerte; og den var saamæn ægte nok; selv Majoren maatte indrømme det, og naar det gjaldt andres oprigtige Smerte, blev hans Hjerte saa blødt som Smør. Og han vidste, at intet er saa god en Medicin imod Sorg og Græmmelse som en god Svir.

Saa ikveld fremturede Arnoldsen ubekymret; han holdt lange Taler, som ingen hørte paa; han sang Viser, snart lystige, snart bedrøvelige; man lod ham synge. Han satte sig foran et Speil og snakkede med sig selv; Majoren og hans Kamerater sad ved Kortbordet og havde andet at bestille end at høre paa hans Snak.

Men da han havde faaet Øie paa et Jagthorn, som hang paa Væggen, og da han med megen Møie havde faaet revet det ned, og da han gav sig til at tude paa det lige i Ørene paa Kortenspillerne, da gik det alligevel for vidt; men heller ikke da gjorde Majoren noget Væsen af det. Han tog bare Jagthornet fra Chirurgusen, kastede det under Bordet og spillede videre som om ingenting var hændt.

Men nu blev Arnoldsen forrykt af Sinne; han tog sin Paryk og hev den midt i Synet paa Majoren. «Vover Du at korrexe mig? Tror Du at jeg trænger Barnepige? Ei, ei, er jeg kanske ikke en Mand?»

186Majoren saa paa ham. Men han svarede ikke paa det Spørgsmaal.

«Vil Du behage at svare mig, Din Hundsvot? Er jeg kanske ikke en Mand?» Og sandelig traf ikke den lille Stymper Frakkeærmerne op over de tynde Haandled og truede Majoren midt op i Ansigtet med sin ynkelige Næve.

De andre spillede fremdeles rolig videre; men netop denne Ro gjorde ham rent forstyrret; «svarer Du ikke nu, da skal her vanke Blod!» Og da hændte det, ja, da hændte det, at Chirurgusen plantede sin lille Knytnæve midt i Planeten paa Majoren.

Kameraterne lo og Majoren gryntede lidt og rystede paa Hovedet, som vilde han ryste bort en Flue. Men da Chirurgusen holdt paa med sit Sludder og desuden saa ud som han vilde gaa paa endnu engang, da reiste Majoren sig tungt fra Stolen, og uden at sige et Ord tog han Chirurgusen under Maven og løftede ham op, saa han knak over og Hodet og Fødderne klasket sammen. Slig bar han ham afsted, ud af Værelset og op paa hans Værelse, hvor han lagde ham paaklædt i hans Seng og bredte Dynen over ham.

Da Majoren vendte tilbage, fortsattes Spillet som før, og da det var slut, smøgede de sig en Pibe, som deres Skik var før de gik tilro. I Hverdagslaget førte nemlig disse Mænd et roligt og regelmæssigt Liv; Klokken ti slet skulde der brydes op; saaledes ogsaa nu.

187Majoren laa i sin Seng; han havde slukket og skulde netop til at falde isøvn, da Døren gik op og ind kom den evindelige Arnoldsen! Svingende et Lys i Haanden og gneldrende mere ilsk end nogensinde. «Dril mig ikke, Ulrich! Dril mig ikke, eller ved Himlen! der sker en Ulykke.»

Det begyndte at boble saa smaat i Majoren; nu var det snart slut med hans Taalmodighed! Men han beherskede sig ogsaa denne Gang; han snudde sin brede Ryg mod Chirurgusen og trak Natluen dybt nedover begge Ørene for at være fri for at høre paa hans Pjank. Men han svor ogsaa paa, at nu fik dette have en Ende; imorgen den Dag skulde Arnoldsen ud af hans Hus.

Men det varede ikke længe, saa kjendte han ham prikke sig paa Skulderen: «Ulrich! min gode Ulrich! Vaagn dog op!»

Majoren snudde saavidt paa sig og gløttede paa Øinene.

«Ak, min gode Ulrich, det gynger saa sælsomt! Hvad er det dog for et Skib, vi er paa?»

Majoren spekulerede paa, om han skulde staa op af sin varme Seng og bringe det ufordragelige Menneske bort; men han gad virkelig ikke gjøre sig den Uleilighed.

«Det er intet Skib! Det er mit gode Hus, Du er i», sagde han med unaturlig Taalmodighed; «men Du er drukken, at Du ved det. Gaa nu fluxens ind paa Dit Kammers, saa man kan faa Fred for Dig. Ellers kommer Du til at hulke høiere imorgen end Du hulkede imorges.» 188

Dermed snudde kan sig atter til Væggen og lod sig ikke anfægte, selv da Chirurgusen atter prikkede ham paa Skulderen og atter spurgte om hvad dette var for et Skib; snart efter sov han dybt.

Længe efter vaagnede han af at nogen omklamrede ham heftigt og kyssede ham paa Kindet. Og en kjælen Stemme hviskede ham ind i Øret: «Ei, ei, søde Mamsel! Hvad er Du dog for en yndig lille Pige!»

Majoren kantede sig rundt i al sin Vælde; Himlen bevare mig laa ikke Chirurgusen og sprællede oppe i hans Seng! Og hans Ansigt var idel Smil og Kjærlighed; Himlen bevare mig, havde ikke det lille Bæst ligefrem kysset ham! Majoren! Og troet at han var en Mamsel og en yndig liden Pige!

Men nu kom ogsaa Majoren ud af sin varme Seng; han tog Chirurgusen i Kraven og rystede ham, til der knapt var Liv igjen i ham; hvorpaa han slæbte ham efter sig gjennem Gangen og slængte ham uden videre ind paa hans Kammers, uden at bekymre sig videre om hans Skjæbne. Saa laaste han Døren og gik tilbage til sin Seng igjen; nu vilde han mare have Nattero!

… Da Kameraterne næste Morgen kom til Frokosten og spurgte efter Arnoldsens Befindende idag, saa Majoren saare underfundig ud; hvad var der nu paafærde? Eller havde han atter inat gjort Haneben til Jomfru Pepperlee?

«Visstnok har han ogsaa inat været ude og vandret paa Kjærlighedens Sti; men inat gjaldt det 189ikke Jomfru Pepperlee; det var en ganske anden han inat var sterbinds forlibt i og kyssede og proberede at forføre.»

Dette forstod de ikke; fandtes der noget andet Fruentimmer i hele Huset uden det gamle Hespetræ?

Intet andet Fruentimmer, nei. Men den han inat karesserede og krøb op i Sengen til og kaldte en sød Mamsel og en yndig liden Pige, ved I hvem det var?

Nei, det kunde de slet ikke vide.

«Mig selv!» brølede Majoren. «Mig selv, premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren lyslevende! Nu skal I høre …»

*

«Imorgen den Dag skal Arnoldsen ud af mit Hus,» havde han svoret, da han inat traf Natluen ned over Ørene for ikke at høre paa Chirurgusens forvirrede Snak. Og havde først Majoren svoret noget, var han ogsaa Mand for at holde sin Ed. Men han vilde naturligvis ikke kaste den arme Stymper ud paa Gaden og overlade ham til sin Skjæbne; da vilde han visselig gaa rent tilgrunde. Nei, han maatte overantvordes i Birgitte Amalies Hænder, og disse Hænder maatte modtage ham med varsom Kjærlighed; thi Arnoldsen var saare skrøbelig nu.

Men hvordan skulde han bære sig ad for at faa den blesserede Fru Birgitte saa aldeles forandret, 190at hun aabnede sine hvide Arme for at modtage den syndefulde Deodatus? Majoren lagde sit Hoved iblød den udslagne Formiddag, men det nyttede ikke; forslagen var han langtfra. Han kjendte idetheletaget intet Mandfolk, som var saa udspekuleret, at han kunde hjælpe ham i denne Stund; men han kjendte en Dame …!

Ja, han kjendte en Dame, hvis Mage der ikke fandtes i den ganske Stad. Hun var nu lidt tilaars, og hun var gammel Jomfru tiltrods for at hun var af god Familie og havde mange Penge og havde sikkert havt mange Tilbud; ialfald vidste Majoren med sig selv, at han for et halvt Snes Aar siden havde lagt sit Hjerte for hendes Fødder og rigtig beilet til hende. Hun havde leet ham ud og pegt Fingre af ham, noget som selvfølgelig havde gjort Majoren rasende af Elskov, saa han havde brølet værre end nogensinde; men hun havde leende givet ham Kurv paa Kurv og bedt ham søge Trøst andetsteds. Naa, det havde han ogsaa gjort; han pleiede ikke at lægge sig slige Bagateller paa Sinde. Men forunderlig nok havde dette: at en Dame havde vovet at vrage ham, – det havde ikke efterladt nogen Bitterhed hos ham; tværtimod var hans Respekt for hende steget; hun var da rigtig et Fandens Fruentimmer! Og deres Venskab var voxet fra Aar til Aar, indtil hun nu ligefrem var blevet hans Fortrolige baade i hans Hjerteanliggender og andre delikate Affærer; altid vidste hun at finde en Udvei, naar han havde rendt sig bomfast i Uføret.

191Det var derfor naturligt at han idag søgte hende og fortalte hende den fatale Historie netop som den var; han behøvede ikke at stikke noget under Stol for hende; hun var ikke slig at hun hikstede og besvimede for ingenting, slig som de pleiede at gjøre de andre Damer af hendes Stand, og det endskjønt hun ikkun var en gammel Jomfru.

«Vidste jeg ikke bedre, skulde jeg bande paa, I var et Mandfolk, saa gevorben er I,» pleiede han at sige, naar hun havde hjulpet ham; og den Compliment satte hun Pris paa; det var noget andet end de Roser og Violer, han ellers saa overdaadigt pleiede at strø for Damernes Fødder …

«Hvor er de to Kineserne henne?» spurgte hun, da Majoren havde betroet hende alt.

«Dem nar Jomfru Pepperlee taget i Forvaring; da jeg gik hjemmefra, saa jeg hende made de smaa Skabhalse med nysilet Melk.»

«Meget vel; de to Kinesere kan blive os til stor Nytte; de maa strax bringes ned til Herberget, saa skal nok jeg sørge for, at de bliver bragt frem. Desuden trænger vi en stor Sobelskinds Muffe, en af dem, som nu er saa paa Moden. Jeg besøgte Birgitte igaar, og hun feilede saamæn ingenting, men hun snakkede uafladelig om en stor Sobelskinds Muffe, som hun absolut maatte have. Der findes bare en eneste tilsalgs her i Byen, og det gjør den naturligvis end dyrebarere for hende; for saa ved hun, at hun skal være den eneste her som eier slig en moderne Muffe, og da bliver den 192dobbelt stolt at bære. Det eneste er, at den er dyr, forfærdelig dyr.»

«Thut nix,» svarede Majoren. «Det betaler Arnoldsen, og det har han godt af at betale. Kjøb I bare Muffen og gjør den endelig saa kostbar som I kan, det har han vel fortjent.»

Allerede ved Middagstid stod den kløgtige Dame i Herberget, og hun havde med sig baade Muffen og de to smaa Hunde.

Da den skjønne Birgitte fik se Muffen, hixtede hun af Glæde; hun vilde ikke tro sine egne Øine; selv da hun hørte, at den var en Gave fra hendes Mand, som havde fornærmet hende saa dybt og som hun nu havde beklaget sig over for alle som vilde høre paa hende i fuldgode 14 Dage, – selv da kunde hun ikke skille sig af med Muffen og sende den tilbage til den Forvorpne; o, den var virkelig altfor deilig til at hun kunde undvære den!

Men da hun derefter fik Kurven med! Hanker og Sløifer og Silketræk og to smaa allerkjæreste Kinesere opi, da blev hun for Alvor rørt; tænk, nu fik Cloë og Phyllis to yndige Legekamerater! Ja, dette maatte hun sige, var smukt gjort af Arnoldsen; dette vidnede om oprigtig Anger; kanske hun alligevel kunde tilgive ham endnu engang.

Nu begyndte Damen at skildre Chirurgusens elendige Forfatning; han kunde hverken spise eller sove af bare Længsel og Ruelse; han havde faaet Feber og Frysninger; Birgitte skulde bare se hvordan 193han var kommet til at se ud i disse Par Uger! Slig havde han angret og længtet; skulde det holde ved, kom han visselig til at vandre i Graven.

«Lad ham saa komme,» sagde Birgitte mandigt; «nu har han sonet sin Straf. Efter denne Lektion gjør han det vel neppe omigjen.»

Da Arnoldsen fremstillede sig for sin Kone, var han netop slig som Damen havde beskrevet ham: syg og skjælvende og opløst af Taarer; et Billede paa Jammer og Fortvivlelse, «o, kan Du tilgive mig,» hulkede han for hendes Fødder.

Det kunde Birgitte nok altid; men først maatte hun formane ham og først maatte han love! Og ja ja, han lovede! Det var ikke den Ting i Verden han ikke kunde love i denne Stund.

Saa blev han bragt tilsengs og fik Kamillethe at drikke; den fik han naturligvis øieblikkelig op igjen; der kunde Birgitte se: det var Feberen.

Med egne Hænder lagde Birgitte et koldt Omslag om hans Pande og gik saa ind til sig selv, til sin Muffe og sine smaa yndige Hunde, som hun allerede havde døbt Pyramus og Thisbe.

Men i Sideværelset vaandede Arnoldsen sig; han kastede endnu op lidt Kamillethe og ynkede sig i sin Kval …

… En Eftermiddag lige før Jul blev det besluttet, at de skulde reise hjem igjen til Berge.

– Det Aar kom Vinteren saa tidligt og var saa streng, som ingen kunde mindes. Allerede ved Midten af December faldt der en Mængde Sne, 194og strax derefter kom der nogle blanke Dage med høi Himmel og klingende Frost.

Derfor kunde der ikke være Tale om at bruge den indelukkede Vogn, men Kusken Ferdinand fik Ordre til at komme med den store Bredslæde. Den var forøvrigt god og varm, og naar Fru Birgitte blev pakket godt ind i Tæpper og fik Bjørneskindsfælden trukket op om sig, mente Doktoren, at Rekonvalescenten bare vilde have godt af Turen.

Da der imidlertid ikke var Kuskesæde paa Bredslæden, maatte Arnoldsen kjøre den selv; saa fik Ferdinand komme ud med Melkekjøreren næste Dag.

Der var saa mange Visitter og saa megen Afskedstagen og Graad og paa Gjensyn, at det drog ud paa Eftermiddagen, før de blev færdige til Afreise.

Fru Birgitte blev omstændelig pakket ind baade oppe og nede, fik Fyrfad under Fødderne og Tørklæder om Hovedet og den dyre deilige Sobelskinds-Muffe til at varme sine smukke Hænder i. Og paa hver Side af hende sad Pyramus og Thisbe renvaskede og finkjæmmede og paaklædte i de yndigste smaa Mavebælter, forat de ikke skulde forkjøle sig paa Reisen.

Og afsted bar det. Den sterke nyskoede Hest gik af sig selv; den kjendte ogsaa Veien langt bedre end Arnoldsen.

Da de kom en halv Mils Vei fra Byen i et mørkt Skovholt, begyndte pludselig den ellers saa stø Hest at blive urolig. Den reiste paa Ørerne, 195kastede Hovedet tilside, snøftede og pustede og saa ud, som om den havde den største Lyst til at vende.

Det var ikke let at forstaa, hvad der gik af Dyret. Chirurgen muntrede den med etpar vældige Rap; men i samme Nu stod den stille paa fire stive Ben, og den skalv over hele Kroppen, saa Sæletøi og Bjælder klirrede om den.

«Begriber Du, hvad det kan være?» sagde Chirurgen og saa sig om. Der var nu blevet mørkt og stjerneklart; Veien laa øde indover i den svarte Skau, og Sneen inde blandt de nærmeste Furuer lyste med et svagt Skimmer.

«Ser Du noget?» spurgte Fru Birgitte.

Nei – Regimentschirurgen gloede rundt om sig det bedste han kunde; men nærsynt var han, og mørkt var det, og han saa ikke det bitterste Gran.

«Ser Du noget?» spurgte han Konen.

Hun drog noget af Indpakningen fra Øinene og saa sig om, hun ogsaa.

«Nei – Jo, derborte! Jeg synes der staar en graa Hund.»

«En graa Hund?»

Med det samme satte Hesten paa Sprang, alt hvad Remmer og Tøi kunde holde. Og ved en Sving af Veien gik det tilhøire – ind imellem Trærne i susende afsindig Fart – Chirurgen holdt igjen det bedste han kunde; han begreb ikke, hvor dette bar hen.

Men Hesten tog ingen Notits af ham; værre og værre blev Farten. Ud af Skoven bar det, en 196stor aaben Lysning laa foran dem; det var Fjorden, der laa med sterk Is hele Veien ind imod Paradis.

Videre! Videre

«Ser Du nu noget?» hviskede Arnoldsen

Fru Birgitte saa sig om igjen.

«Der er Hunden efter os! Der er flere! En fem sex Stykker! – – De kommer styrtende efter os! … Men Gud! De kommer nærmere og nærmere! … Hvad kan det være for noget, siden Hesten bliver saa ræd?»

Ulve! fór det gjennem Regimentschirurgens Hjerne, og han blev iskold over hele Kroppen. Men han sagde ikke noget for ikke at skræmme hende, – han bare gav Tømmerne løs, lod Hesten løbe, som den vilde.

«Dette er da uhyggeligt,» hviskede Fru Birgitte. «Nu er de lige bag os. Det er ikke Hunde heller. Lad mig se; der er tre – fire – fem – sex – syv – der er syv Stykker. Det er ikke Hunde, Arnoldsen, Gud, det er da vel ikke …!»

«Bare rolig,» sagde Arnoldsen, men han skalv

Maalet. «Bare rolig. Vi rækker nok ifra dem.»

«Nei, vi gjør ikke! Nu er de tæt ved – lige bag os. – Ah!» skreg hun og kastede sig næsegrus frem i Bjørnefælden. «De springer op i Slæden! Aa Gud! Hvad skal vi gjøre, Arnoldsen!»

Der randt en Erindring op i Chirurgusens Hjerne, noget han havde læst i en fortræffelig Roman, om nogle Folk paa Stepperne i Rusland, der havde kastet det ene efter det andet til Ulvene for 197at stanse dem. Tilsidst havde de kastet sit eget Barn –!

«Kast Muffen!» sagde han.

«Muffen?» spurgte hun.

«Muffen!» skreg han med Graaden i Halsen. «Kast Muffen, for Fanden!» Fru Birgitte kastede den Sobelskinds-Muffe. Hun saa, hvordan Ulvene styrtede sig over den, rev og sled, sloges om den, fór i Struben paa hverandre, hylende hele Tiden. Men Slagsmaalet varede ikke længe; saa lod de Muffen ligge og satte pilsnart efter Slæden igjen – først en, saa to til, saa allesammen.

Og der var de igjen lige bag – Røgen stod i svære Stamp ud af de røde Gab. –

«Gud, Arnoldsen! Der er de! Aa, hvad skal vi gjøre, Arnoldsen!»

«Kast Bikjene!» hvæsede Arnoldsen.

Der fór et lidet forarget Stik gjennem Fru Birgitte, men i det samme hørte hun Dunket af en Ulvekrop bag sig, og hun syntes grangivelig hun følte den hede Aande i Nakken.

Pyramus, den lille velfriserede Pyramus, i sit forede Mavebælte med de røde Kantebaand – Pyramus, hendes egen søde Pyramus vinglede gjennem Luften og drattede med et lidet Bjæf ned paa Isen. I samme Nu var de raggede Dyr over den. De rev i dens Lokker – knæk! bed saa hele Hovedet af den – ratsh! revnede Mavebæltet, og en sulten Ulvetand glæfsede gjennem dens nykjæmmede Pels.

«Nu besvimer jeg,» sagde Fru Birgitte.

198«Du maa ikke!» svarede Arnoldsen. «Vi har ikke Tid til Narrestreger. Ser Du dem nu?»

«Saavidt jeg ser, holder de endnu paa! Aa Gud det stakkels Dyr.»

«Ser Du ikke Lysene paa Berge endnu?» –

«Nei – ikke endnu.»

«Og Ulvene?»

Fruen vendte sig. «Ja, Gud nu kommer de igjen,» hviskede hun.

De kjørte i Taushed en Stund.

«Nu ser jeg Lysene paa Berge.»

«Men Ulvene –?»

«De er lige bag nu igjen.»

«Kast Thisbe!»

Thisbe laa i sit lyseblaa Mavebælte og drømte sikkert lyseblaa Drømme. Men pludselig blev den vækket af et haardt Tag om sin Nakke, og med Sølvklokken ringlende om sin Hals og den lange buskede Hale svingende høit i Luften dalede den lille hvide Tingest midt ned i Ulveflokken. Den blev greben af en Ulvekjæft, endnu før den var naaet Isen, og den som havde faaet den, satte som en Pil indover.

Alle de andre efter hylende som Djævle; opover Fjorden, langt, langt; Hylene lød fjernere og fjernere …

Fru Birgitte sank ganske sammen og græd saa saart, som hun visst aldrig i sit Liv havde grædt.

«De har reddet vort Liv! De smaa Stakler har reddet vort Liv.»

Da de svingede ind paa Tunet, stod der en 199Sky om Hesten, saa den næsten forsvandt, og Sveden drev i hvide Skumkraver om Lænd og Bug. Men i Slæden laa Fru Birgitte besvimet. Og denne Gang var hun vederhæftig besvimet, og hun maatte ligge i fjorten Dage derpaa i ægte vederhæftig Feber. –

Muffen blev siden fundet paa Isen i en miserabel Forfatning, flænget og sønderbidt, saa der aldrig kunde blive Muffe af den mere. Men af Pyramus og Thisbe fandtes der ikke det mindste Haar. Hver Smule af de smaa delikate Dyr var opædt og opslikket til sidste Blodsdraabe.

Selv de forede Mavebælter havde Udyrene glæfset i sig, og Thisbes Sølvklokke i det rosarøde Silkebaand laa nu og klirrede i en slunken Ulvemave.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.