Sjørøveren paa Skar

136Som Solen gik ned i det stormsvarte Hav, gliste den med et vildt rødt Skjær henover Skjær og Sjø. Det var rigtig en Uveirskvæld, som den kan være i Oktober, med Himmel fuld af flakkende Brand, og med stummende Mørke i de jagende Skyer.

De sidste Solblink fangedes af de mange smaa Vinduesruder paa det gamle Gjæstgiveri, der laa langt og skrumlet paa Nordsiden af Sundet. Og alle Vinduesruder luede, som skulde der være tændt en stor Ildebrand i alle Stuer.

«Bevares for Uveir her kommer til Natten,» sagde Gjæstgiveren Søren, han stod paa Bryggen og holdt Haanden for Øinene.

Halte-Guri, Lægdekonen, som stod ved Siden af ham, saa paa Sluppen, der netop havde ankret i Sundet, klynkede saa smaat og mente, at hun maatte nok drage sig afsted nu, skulde hun saavist komme over Heien til Paradis ikvæld, før det blev altfor mørkt.

Søren Gjæstgiver svarede intet hertil. Han var 137altfor optaget af at se, om der skulde være nogen Passager ombord i Sluppen.

Thi saavidt han kunde skimte med sine sjøpiskede, rødkantede Øine, var Sluppen ingen anden end «Lillemand», som seilte paa Danmark. Og det hændte som allertiest, at «Lillemand» havde flere Folk med ombord. Og de tog ind hos ham og skaffede ham mangen god Dalers Fortjeneste.

Det varede og det rak, før Tolderen gik fraborde. Bedst at gaa ind strax og gjøre en af Gjæstestuerne istand. «For bevares vel sligt Veir det vist blir til Natten!» mumlede han igjen; han vendte sig og fik hele Himmelbranden ind i Øinene. Det uhyggeligste var, at Luften endnu var ganske stille; en lumsk, lunken Stilhed uden saameget som et Vindblaf.

Men derude durede Sjøen allerede med fjernt høitidsfuldt Orgelbrus. Halte-Guri havde saa smaat ventet paa en Indbydelse til at blive Natten over; for neisaamænd om hun havde Lyst til at traske over Heien til Paradis ikvæld; særlig etter at hun og Pigerne havde siddet i hele Eftermiddag og fortalt hverandre skræmmelige Historier.

Nei, bedst at vente til det blev ganske mørkt; saa kunde de umuligt lade hende gamle Kræk traske afsted, særlig nu, da det trak op til Storm. Javisst blev der nok Plads til hende paa Bænken ved Skorstenen. Der havde hun sovet mangen god Nat før i sit Liv, havde hun, Stakkaren!

Da hun kom ind i Kjøkkenet igjen, var der tomt. Hun hørte Pigerne rumstere ovenpaa i Blaastuen. 138Haahaa, ja! Ventelig kom der Gjæster med Sluppen, og da kunde hun kanske hjælpe til med et og andet.

En Stund efter larmede det i Forstuen; Guri kiggede nysgjerrig ud gjennem den runde Glasglugge paa Kjøkkendøren. Der ude stod der en høi Fremmedkar i sid Vams og en ualmindelig rar, bredbremmet Hat dybt ned i Øinene.

Søren Gjæstgiver og Pigerne var endnu ovenpaa for at gjøre istand, og Fremmedkaren bankede paa først til Storstuen tilhøire, saa til Skjænkestuen tilvenstre, uden at nogen svarede kom ind. Nu saa han sig raadvild om, men gik derefter lige hen til Kjøkkendøren, bag hvilken Guri stod, og saa fort kom han ind ad Døren, at det bare var saavidt Guri klarede at holde sig unna.

Han hilste Godaften og gik midt ind i Kjøkkenet, og tiltrods for at Halte-Guri slog ud med Haanden og snøvlede noget om, at han maatte da gaa ind i Storstuen, saa havde han uden videre taget Vamsen af sig og lagt den paa en Stol og stillet Hatten ovenpaa og sat sig selv paa en Stol foran Skorstenen, som var han gammelkjendt i Huset.

Og da nu Søren kom og bukkede, saa hans lange Kjoleskjøder stod ende ud i Luften, og bad Herren saa hjertelig om Undskyldning, fordi han ikke havde været tilstede, og tiggede ham om at være saa naadig at gaa ind i en af Stuerne: – saa afbrød han Søren og sagde, at her havde han det godt, og her vilde han være, for her kunde han 139faa sig en Passiar med Folkene. Han var en fremmed Mand, som gjerne vilde vide Besked om, hvordan det stod til paa disse Kanter.

Dette at give en fremmed Mand Besked, var netop noget for Halte-Guri, som altid gik rundt propfuld af Viden om alt og alle i hele Egnen. Hun vandrede fra Hus til Hus Aaret rundt og hørte eller fortalte Nyt, og hendes Hukommelse var enestaaende.

Saa dette var rigtig en Mand for hende, og det varede heller ikke længe, før de sad sammen borte ved Kjøkkenbænken og snakkede; – det vil da sige: han spurgte og hun fortalte, saa hun holdt paa at miste Pusten.

Det var isærdeleshed alle Folkene i Paradis, han vilde have Greie paa. Om Lieutenanten paa Vibleskau og den gamle Chirurg paa Berge. Om Magisteren paa Liselyst og rector scolæ paa Ve; – allesammen kjendte han, Fremmedkaren, med Navns Nævnelse, saa han kunde nok ikke være saa svært fremmed endda.

Og Lægdekjærringen fortalte: om Lieutenanten paa Vibleskau, som Vorherre havde faret ilde med, og som nu mest drev det med Jagt og Fiskeri og alt sligt, som der ikke var noget ved. Om Chirurgen paa Berge og hans Pyntedukke af en Kone, om Magisteren, som sang saa deiligt som en Guds Engel og elskede sin Kone værre og værre, jo tykkere og fælere hun kom til at se ud, om rector scolæ, som malede Postelin, og deres Ven fra Byen Major v. Knarren, som bandede og drak; 140– om alt og alle fortalte Lægdekjærringen, og hun mærkede slet ikke, at det blev mørkt udenfor, og at Stormen kom. Nu havde hun ganske glemt, at hun skulde over den stygge Skrubbeheien ikvæld.

Da spurgte den Fremmede: «Og Døble paa Skar?»

Han sagde ikke mere end de Ord, og han vendte Hovedet bort, medens han sagde dem, som var det vanskeligt for ham at faa bare saa meget sagt.

Halte-Guri stansede braatt op, saa paa ham forundret.

«Døble paa Skar?» sagde hun misbilligende. «Høh! Det er nok ikke godt at sige noget om Døble paa Skar, efterat han har ligget saa længe i sin Grav.»

«Ja, men, Jomfru Karen –?» kom det langsomt igjen. I samme Nu gik Ramsen paany uden nogen Stans, fordi den fremmede nu ikke mere afbrød.

«Pyt – Jomfru Døble! Der er sagtens ikke stort at sige om Jomfru Døble! Hun viser sig saamæn ikke! Kommer ikke blandt Folk. Efter gamle Veimesteren blev kjørt til Jorden, er det ligesom hun ogsaa er død og borte. Hun sørger. – Ja, hun sørger,» gjentog hun, da den fremmede ikke spurgte, hvorfor hun sørgede. «Og hvis han vil vide, hvad hun sørger for, saa er det ikke bare for sin Far; men for Broren, skal jeg sige. For hun havde en Bror, ved han vel. Et Ukjure, 141saavisst. Han rømte tilsjøs, da han var ung Gut, og blev borte med det samme. Skrev ikke engang. Bare rømte sin Kos. Og det var eneste Sønnen, saa en kan vide, hvad det var for en Ulykke for gamle Veimesteren. Han gik i Graven af Sorg over Sønnen sin, Bertram, som han hed. Gik i Graven, saavisst. Sad i sin Stol, gjorde gamle Veimesteren og sørged i femten Aar og fik graat Haar og hvidt Haar, og saa kunde han ikke mere. Ja, Gud bevare en for sligt. – Og der sidder nu Jomfru Døble og sørger akkurat som Faren. Først sad hun femten Aar med den gamle, nu har hun siddet femten Aar alene og sørget over Broren, som det gik saa ilde med. Folk siger han blev Sjørøver tilslut, og nu skal han være hængt af Spanjorerne for længe siden. Ja, Gud hjælpe os alle, naar den Vonde er ude og gaar.»

Stormen kom nu i vældige Kast og trev fat i den gamle Rønne, saa det rystede i Bjælkerne. Det hylte i Skorstenen, og det dundrede nedigjennem Piben, og Talglyset stod i Messingstagen og skalv af Skræk.

Men Lægdekjærringen sad og rokkede paa sig af Forargelse over den onde Bertram. Hun havde foldet Hænderne over Brystet, og hun talte mere og mere skjælvende og høitravende, som hun havde hørt Presten i Kirken tale, naar det gjaldt denne Verdens Synd og Elende.

Kort efter sagde Fremmedkaren Godnat og gik saa hurtig op paa sit Værelse, at Halte-Guri ikke 142engang fik Tid til at spørge om, hvem han var, siden han kjendte saa godt alle Folkene i Paradis …

Efterat han var gaaet sin Vei, skulde hun til at undre sig og tænke sig om og grublisere, men før hun var kommet nogen Vei, ramlede det i Bislaget og ind smat en Skikkelse saa fæl, at baade hun og Pigerne satte i et Vraal.

Det var en pukkelrygget Mandsling med ragget Haar og Skjæg, der egentlig maatte have været lyst, men som Røg og Skiddenfærdighed gjennem langsommelige Tider havde gjort mosebrunt. Han havde to smaa rædde Øine, som altid veg unna, og en ubegribelig bred Mund stod paa Gløt inde bag Skjæggetjavserne.

Uden at sige et Ord lagde han sig helt inde under Kjøkkenbænken som en Hund. Og der blev han liggende uden at kny.

Kvindfolkene sad og saa paa hverandre; de to Tjenestepiger holdt hinanden i Hænderne og var parate til at lægge paa Sprang, om han skulde komme nærmere. Men han rørte sig slet ikke; pustede nu og da som et træt Dyr. Væden fra hans Klær drev langsomt i en mørk Dabbe fremover Gulvet.

Da han var saa skikkelig, blev Kvindfolkene efterhaanden roligere. Skjønt – det var rart nok i dette fæle Veiret; og saa faldt det sig saa rent uheldigt, at Søren netop var inde i Stuen og aldrig kom tilbage.

143Tilsidst vovede de sig til at snakke; og naturligvis var det Halte-Guri, som nu umulig kunde tie længer.

«Saa det er Dig, Lars, der er ude og gaar i sligt fælt Veir?»

Det bare klynlkede svagt indunder Bænken.

Denne usselige Klynken gjorde Guri modig. Hun blinkede hen til de to Piger, lænede sig fremover og spurgte: «Har Du været ude med Skrubben nylig, Lars?» –

Tomsingen under Bænken ynkede sig først gudsjammerligt; saa begyndte han at græde og snufse: «Lars har været Skrub i hele Eftermiddag. Aajaja! Fløiet rundt med de andre og gaulet. – Aajaja! – Helt fra Pladsen og herned i Eftermiddag; vi var sju isammen. Sju Skrub isammen.»

Nu begyndte Kvindfolket næsten at more sig over ham; det vil sige: grueligt var det jo, helst med dette Akkompagnement af Stormen. Men det var kanske dette gruelige, som var saa spændende og som fik dem til at holde paa med sine Spørgsmaal, skjønt der krøb Rædsel nedad Ryggen, hvergang den rare, gryntende Stemme svarede derinde fra Mørket.

«Men hvor har Du Hammen Din henne nu, Lars?» spurgte en af Pigerne. Der kom ikke noget Svar paa dette; bare et sagte Snufs, og lidt efter en jammerlig liden Klage.

«Hvor har Du gjemt Skrubbehammen Din henne, nu Du er her inde?» gjentog Halte-Guri indtrængende og prikkede i Gulvet med Stokken.

144«Bag den store Steinen nord for den utænkelig høie Furuen,» græd han igjen, og nu snudde han sig om paa den anden Side for at være ifred. – Men Lægdekjærringen lod ham ikke ifred: «Er det sandt, at Du gir Skrubben to hvide Aarslam hver Julekveld?»

«Ja, det er sandt – det er Gudsens sandt. Aa, Skrubben har det saa vondt. Det ved nok jeg, det. Der er ikke saa Synd i noget Skauens Dyr paa Jorderig som Skrubben. Han har det saa vondt, saa vondt.» –

I det samme kom Søren ind, og da turde ikke Kvindfolkene snakke mere med den gale. Thi Søren var en alvorlig Mand og en god Mand. Han lagde et Filletæppe ind til Lars og satte en hankeløs Kop med Melk hen til ham. Og saa sagde han, at nu skulde her være Ro.

Begge Pigerne reiste sig og gik ind i sit Kammers, og Halte-Guri fulgte med; thi nu turde hun ikke sidde i Kjøkkenet mere.

Søren satte Krog paa Bislaget, saa efter Varme og Lys, som det sømmer sig en god Husbond. Han skulde netop gaa ind til sit, da han hørte Trin i Trappen ovenfra Blaastuen.

Søren blev rent forundret og gik hen i Kjøkkendøren. Der stod Fremmedkaren fuldt reiseklædt, med Vamsen tæt knappet og Stormhatten trykket dybt ind i Øinene.

Om Herren skulde ud saa sent – og i sligt forskrækkeligt Veir?

«Ja,» svarede den anden. «Klokken er jo ikke 145ni endnu. Og her er Opholdsveir blit, og saa er Maanen kommen.»

«Men slig Storm –! Og ikke er her Hus at faa paa lang Vei.» –

«Aa, Stormen bryr jeg mig ikke om. Og jeg kjender Veien fra gammel Tid. Lad mit Tøi staa til imorgen,» sagde han, og dryppede i det samme en stor Sølvmynt ned paa Messingstagens Palle, saa det singlede.

Da spurgte Søren slet ikke mere; bare bukkede og bukkede og slog op Kjøkkendør og Bislagdør, saa Vinden kom sprængende ind i et Stormkast, der slukkede Sørens Lys og aabnede Pigekammerdøren paa vid Væg, saa de skreg i vilden Sky derinde.

Snart var alle Døre stængte og alle Lys slukte i det gamle Gjæstgiveri.

Men der er noget som lever op, netop naar Natten er dyb som Døden; det kan ingen Dør stænge ude. Hvem er det som gaar og tasser ude paa Mørkeloftet? Hørte Du? Pigerne kunde aldeles ikke faa Blund paa Øinene; de laa og lyttede. Snart var det nogen som gik og tassede ude paa Loftet; snart var det Plystregaugen, som spillede op henne i Sprækken under Vinduet. De havde hørt ham før, mange Gange; og de havde dyttet Sprækken til med Mos og Filler, og det i denne Dag; men alligevel sad han og spillede op lige forhærda nu, da alle Lys var slukket. Han havde tidd stille lige til nu; aa, Gud, i Jøssu Navn!

146Og Pigerne holdt hverandre i Hænderne og bad Fadervor høit og itakt begge to. Men det hjalp ikke; Plystregaugen sad i Sprækken og spillede.

Tilslut holdt de paa at sovne af alligevel, trætte som de var efter Dagens Dont; men saa kom der et Hyl som fra den Skinbarlige selv; det kom nede fra Kjøkkenet; det kunde de tydelig høre. Og nu blev de saa naudeskræmte, at de bare puttede sig ned under Dynen, trak den over Hodet saa langt at Fødderne laa bare, og stak Fingrene i Ørene; for nu orkede de ikke mere af al denne Nattens Forskrækkelighed.

Men selv ikke det hjalp; Hylene hørte de lel; nu hørte de ogsaa Sørens rasende Stemme dernede. Det hjalp; de blev roligere og vaagede sig til at gløtte saa smaat op fra Dynekanten. Bislagdøren skranglede saa det singlede i de rustne Hængsler, og den smeldte igjen med et Knald og Slaaen blev sat paa; Gudskelov! Det var Søren! Han skjændte værre end værst; men nu syntes de bare, det var greit at høre Søren skjænde. Saa gik han ind i sit Rum, og saa var alt som før; bare Plystregaugen, som sad i Sprækken og spillede; men nu syntes de ikke det var saa farligt med ham.

Klokken tog til at dône nede i Skjænkestuen; det var et Fjortendagsur, og hvergang det slog, dônede det gjennem hele Huset, især om Natten, naar Stuerne var tomme.

Tolv slog den; de tællede Slagene nøiagtig og de kom til tolv; Midnattens Time da de Døde levner op og gaar igen.

147Ikke turde de ligge deroppe paa Kammerset mere; ikke for alt det, som til var. De krabbede sig ud af Sengen i bare Særken, og barbente famlede de sig ud af Kammerset, henover Mørkeloftet og ned af Trappen; da de kom ind i Kjøkkenet, var der Varme paa Skorstenen. Halte-Guri sad der og havde hængt Kaffekjedlen over. Aa, Gud være lovet!

Hylet; om hun havde hørt det! Det var netop hende som havde hørt Hylene! Og hun kunde fortælle, at det var Skrubbe-Lars, som havde faaet en Ri’ igjen; aa, han havde hoppet paa alle fire rundt paa Gulvet og trodd, han var en Ulv. Men saa var Søren kommet og taget Lars i Nakken og kastet ham ud af Bislagdøren; Halte-Guri havde seet ham hoppe som en Hare opover Heien og indover Lyngmarken.

Klokken dônte baade en og to og tre Gange; de blev siddende, hvor de sad, Pigerne og Halte-Guri. Ingen af dem havde Mod til at lægge sig inat. De drak mangfoldige Kaffekander, og først da det begyndte at lysne af Dag, vaagede Pigerne sig tilbage til Kammerset, og faldt i en blytung Søvn. Halte-Guri sovnede i Skorstenskrogen, der hun sad; hun havde vænnet sig til det i Aarenes Løb.

*

Da Fremmedkaren forlod Gjæstgiveriet, var det Kveld alt; men det var ikke rigtig mørkt alligevel. Det var sligt rart Maanelys; Himlen var i en 148eneste Uryddighed, Skyerne seilede grasat i Stormveiret; snart stod Maanen fuld og blank i en Himmelgløtt; snart forsvandt den bag Skyerne; da blev det skræmmeligt mørkt indover Lyngmoen.

Fremmedkaren skridtede djervt afsted henover Stien; han havde Stormen i Ryggen; den støttede. Ja, nu og da tog den sligt Tag i ham at han maatte løbe nogle Skridt; først da han kom ind i Kratskauen bagom Heien, blev der mere lift; men Natten blev ikke mindre skræmmelig for det; for nu stod Trærne og fræste om ham i Stormen; det var, som det snakkede og skjændte baade høit og lavt; men ikke var det Mandsmaal; det var Natten som snakkede rundt om ham. Som han var tilsinds i denne Kveld, taalte han ikke at høre alle disse rare Stemmerne; han maatte høre et Menneske snakke; derfor begyndte han at snakke høit med sig selv:

«Bertram Døble! Feig har Du været fra første Stund til i denne Kveld. Feig var Du den Dag, da Du listede Dig ombord i den engelske Brig for at rømme fra Din Fars haarde Hugg. Feig var Du, dengang Du fik Din Søsters velsignede Brev, der hun bad Dig for Guds Skyld vende tilbage og bede om Tilgivelse, saa skulde alt endnu blive godt. Feig fordi Du ikke turde tage Straffen, som maatte komme. Feig var Du, da det bar nedover med Dig, da Du bare ønskede at maatte dø, da Du ogsaa prøvede paa at dø for at fri Dig fra det Liv Du ikke turde leve. Feig var Du, saa Du 149heller sulted og sled ondt end at vende hjem til dem, Du vidste ventede. Slig reiste Du Verden om, prøvede al Verdens Elendighed, kavede med Alverdens Arbeide, – indtil den Dag kom, da Du ikke behøvede at sulte, da Du fik Gods og Guld. Feig var Du, Bertram Døble, at Du ikke da reiste hjem og ofrede hele Dit Liv for at sone, hvad ondt Du havde forbrudt. Du løi for Dig selv; indbildte Dig selv, at de havde glemt Dig, at Du bare vilde bryde op gamle Saar ved at komme hjem, Du den forlorne Søn, som bare kunde bringe Skam over alle Dine. Du vidste jo godt paa Bunden af Dit Hjerte, at netop den forlorne Søn kan aldrig glemmes. Men Du var feig, turde ikke tage paa Dig Ydmygelsen, turde ikke sige de Ord: tilgiv mig! Kjære, tilgiv mig! – Og da Du endelig havde taget Mod til Dig – da Du var paa Veien hjem, – nu ialten: – feig var Du! Da Du hørte den gamle Kone tale om Dig og sige, at Du i alles Øine var en nedrig Kjæltring, som var død og borte og havde lidt Alverdens Forsmædelse, – aa, Bertram Døble! da Du stod paa Dit Værelse og stirrede ind i Lyset, da kom Feigheden over Dig igjen! Da vilde Du flygte langt bort igjen! Gjemme Dig væk og flygte, saa ingen skulde vide, at Du havde været her, allermindst hun, Din gode velsignede Søster, som har baaret Sorgen over Dig stilt og alene i mange lange Aar. Ja, havde Du ventet til imorgen, var Du aldrig kommet til at gaa ner, hvor Du nu gaar. Aldrig var Du vendt hjem til hende, som 150nu ved Gud har siddet alene længe nok. Og selv nu, her hvor Du nu gaar og siger Dig selv alt dette høit og tydeligt, forat Du skal høre det med haarde Ord; – selv nu er Du feig, Bertram Døble! Selv nu er der tusen andre Stemmer inde i Dig, som hvisker og lyver og overtaler. Selv naar Du staar paa Tærskelen til Dit Barndomshjem, et Skridt borte fra hende, selv da vil Du være feig, Bertram Døble, – selv da vil der skrige inde i Dig fra alle Kanter: Vend om, vend om, mens der endnu er Tid! Der er jo ingen, som venter Dig! Du er jo død for længe siden –! Feig er Du, Bertram Døble, som ikke tør vove at give alle de usle Dage, Du har igjen at leve, for at gjenoprette alt det onde, Du har gjort – – Feig, feig.» – –

*

Der havde været Rullesjau hos Jomfru Døble paa Skar den Dag. Hun havde selv staaet ved Rullen helt siden Middagstider, og først nu – sent paa Aftenen – var altsammen bragt ind i Stuen i store Kurve. Og nu skulde alt ordnes og eftertælles og sorteres, før det Stykke for Stykke blev lagt ind i det brede Linnedskab, som duftede af Lavendler og tørrede Rosenblade.

Jomfru Døble var en sterkbygget og høi Kvinde. Aarene havde gjort hende knoklet, og Sorgen havde langsomt lukket Ansigtets Træk bag en utilnærmelig Strenghed. Hænderne, som tog varsomt den 151ene Ting efter den anden op af Kurven, var store og kolde. De syntes at være ganske ligegyldige og ligesaa langt borte fra alt som hendes fjerne Ansigt.

Stormen tog nu og da fat i Huset, saa Tjenestepigen uvilkaarlig trak Tørklædet tættere om Skuldrene og i et væk snakkede om, hvor gruelig dette blev til Natten.

Jomfru Døble mælte ikke et Ord; rolig lagde hun tilrette i Linnedskabet, og hver Gang satte hun et Kors paa Vaskeseddelen.

Selv da Gaardshunden begyndte at stormgjø ude paa Tunet og Tjenestepigen grøssede og bevarede sig for, hvad dette kunde være, om der kunde være Folk ude saa sent og i sligt Veir, – selv da fortsatte Jomfru Døble uforstyrret sit Arbeide.

«Se, hvad det er,» sagde hun kort, og Pigen gik.

En Stund efter kom hun tilbage, forblæst og forpustet: Der stod en Herre, en fin Herre, udenfor paa Gaardspladsen og bad saa inderligt om at faa tale med Jomfruen. Og han bad endelig sige, at det var bare til det gode.

Da hun sagde disse sidste Ord, studsede Jomfru Døble: til det gode?

Hun saa et Øieblik hen paa Pigen. Derpaa fortsatte hun som før.

«Lad ham komme,» sagde hun og lukkede Skabdøren.

I det samme han traadte ind i stuen, kunde hun ikke se hans Ansigt; der stod noget iveien foran 152Lyset, som kastede en Skygge over hele hans Skikkelse. Og han blev staaende, sagde ikke noget, kom ikke nærmere.

Hun blev forundret, gik et Skridt imod ham. –

«Hvad staar til Tjeneste?»

Men der kom intet Svar. Manden stod med bøiet Hoved, som om han ikke kunde finde paa noget at sige og helst vilde gaa, før noget blev sagt.

«Hvem er I?» spurte hun strengt og utaalmodigt.

Da kom et eneste Ord, presset frem i Vaande over hans Læber.

«Søster.»

Jomfru Døble fór til; – hun blev stiv i Ansigtet; Munden fortrak sig til en underlig Grimace. Det saa ud som et Smil; men det var ikke Smil; det var Skræk; hun famled med Haanden op til Hjertet.

«Det er Bertram!» Hendes stemme var høi og ukjendelig.

Med et faldt han ende ned paa sine Knæ.

«Tilgiv mig,» hviskede han.

Hun gik hen til ham, tog ham om Hovedet med begge Hænder og bøiede det op. «Bertram!» næsten skreg hun og drog ham ind til sig.

Saa lagde hun begge sine lange, knoklede Arme om hans Hals, og hendes store, røde Hænder slog ham mange Gange paa Ryggen. – De var saa uvante til Kjærtegn; de vidste slet ikke, hvad de skulde gjøre. Og hun lagde sit strenge utilnærmelige Ansigt 153ind mod hans Skuldre og hostede flere Gange, for hun kunde jo slet ikke græde nu mere.

*

Næste Søndag sad der Folk i Døblestolen i Kirken, som havde staaet ledig saa længe. Der sad Jomfru Karen strunk og høi ved Siden af sin Bror, den berygtede Sjørøver. Den Søndag var der visst ingen, som hørte paa, hvad Presten sagde; og Klokkeren fik Ordene galt i Halsen, da han skulde læse Udgangsbønnen …

Men da de to Søskende gik ud af Kirken, hilste alle Folk dem dybt, og man lagde Mærke til, at Jomfru Døble trak Munden tilside saa løierlig. Det skulde visst atter engang betyde et Smil; men Jomfru Døble havde aldrig smilet før, det nogen kunde huske, og derfor var det ikke saa let at begynde i hendes Alder.

Halte-Guri stod paa Kirkebakken og fortalte. Thi selvfølgelig havde hun været den første i Sognet, som havde truffet Bertram Døble, og hun havde strax kjendt ham igjen, da hun hørte ham tale. Fortalte Halte-Guri.

Han havde en Tønde Guld med sig, og han var ingen Sjørøver, men en god Mand, som havde givet baade hende og Pigerne paa Gjæstgiveriet to Sølvdalere hver, den Morgen han kom for at hente Tønden med Guld og alt det andet mærkværdige, han havde med sig hjem fra det fremmede …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.