I

11Naar jeg tænker paa den Grøbenske Slægt, er det, som saa jeg Træerne i en Skov: De nærmeste Træer ser jeg tydeligt, og jeg kan beskrive deres Stamme og Farven af deres Grenes Løv. Af dem længer borte ser jeg kun Kronernes Omrids,og endnu fjernere bliver ogsaa disse utydelige for mine Øjne.

Men en Slægt kan dø ud, ligesom en Skov kan visne. Og at granske en saadan Slægt er ligesom at vandre omkring i en vissen Skov. Men jeg holder af at vandre i falmede Skove, og jeg ynder at læse Historien om Mennesker, som engang leved og led, og efter hvem det er blevet stille. Efter hvem hvert Spor er borte, uden for den Ensomme, der ved Lampens Skin læser om dem, ikke af Bøger, men af et gulnet Blad, der ligesom ved Vinden er kommet i hans Eje. Og de Tanker den ensomme i den stille Nattetime 12sender den døde synes mig skjønne som de Blomster, Vandringsmanden lægger paa hans Grav.

Jeg havde længe læst i den Grøbenske Slægts Historie og meget fik jeg ikke at vide om dem, hvorom jeg læste, før jeg naaede de to sidste. Den første af disse var en mærkelig Mand; men den sidste, som dog ingen Støtte havde i denne Verden, ham saa jeg, fra den Dag, da Himlen lukked sig for ham, at voxe til en Gud.

*

Naar jeg skal berette om den Grøbenske Slægt, begynder jeg med Jonas Grøben, den første af Slægten, hvorom mere vides med Sikkerhed. Han var gjennem hele sit Liv en stræbsom og klog Mand. Nogle beskyldte ham for Gjerrighed, men som det vil vise sig, kunde han nok bruge Penge til Ting, der pryder Livet. Rigtignok vil det ogsaa ses, at hvad han ofrede Penge paa, bestod af Ting, der altid har Penges Værd: Guld og Sølv. Ingen dyrebar Vin, som skummer nu, men næste Øjeblik er borte, kun efterladende sig Lys og Sang. Ej Silke, der skinner i Dag og til næste Aar er slidt og bleget, ej Pelsværk: Maar, Zobel og Bisam, der folder sig 13smukt og mygt i Aar, men af hvilket efter en Tid Haarene falder. Nu, lad derfor være, at han holdt meget paa, hvad der har Penges Værd, men saa skal det ogsaa siges, at han i mange Henseender var en god Mand: en hensynstagende Ægtemand, en mild Fader og først og sidst en kyndig Mand til at faa sin store Ejendom til at trives og blomstre. Han kjøbte ind to store Skove og et Jorde, som han fik billigt af Ejermanden, Gabriel Skierstad, fordi dennes Gaardskarl havde set DjævelenForfatternote: En Præst fra hin Tid skriver herom:
En skræckelig Tiidende er kommen miig til Øre om denne Engh. Eengang haffde een Dreng, der tiende hos Gabriel Skierstad, seed een Mand der liignede Dieffulen. Hand haffde en Glo og Ild udi Mund item och udi Øijne Denne fuldge efter Drengen och galdtrede, och der Drengen græd og raabde om Hiælp, galdtrede doch det fuule Gespenst hannem ner i jorden till hands Naffle. Men da tænkde Drengen ej mere paa Hiælp hos Mennisker, men hos GUd aleene, och hand sang een Psalme, som hand haffde i Minde fra sin Chatechismus. Och da kom hand oven Jorde; men nu sang hand fleere Psalmevers och galdtrede ved disse det fuule Gespenst i Jorden och liige diid, hvor hand visselig haffde hiemme. der. Desuden kjøbte han flere Sølv- og Guldgjenstande, bl. a. to Frugtvaser af drevet Sølv, 14fire Ølkrus ogsaa af drevet Sølv og med Gulddukater paa Laaget, en Utallighed af Sølvskeer og Sølvgafler, desuden fire trearmede Sølvlysestager, desuden en Guldsnusdaase, en Guldæske til at gjemme Ringe og andre Kostbarheder i, en Guldlugtedaase med Svamp, hvorpaa et lugtende Stof, der aldrig gik bort. Endelig kjøbte han til sin Hustru paa en Rejse til Rotterdam en Brystnaal af Perler samt et Armbaand med Rubiner og Diamanter, endelig en Ring for sig selv med en sjælden Sten, hvori selve Lyset syntes at have taget Stade.

Jonas Grøben havde en Søn Petter Grøben, der gjorde sig kjendt ved sin Styrke og Myndighed. Som nu mod en Præst Mads Pedersen, der var uduelig og lad til Overmaal. Denne Præst havde formedelst sin Uduelighed og Ukyndighed ingen eller yderst faa, der hørte paa hans Prædiken, men det brød han sig ikke om. Han gik tilsidst kun til Kirke hver Søndag og sagde: «Naar I ikke er flere end de fire jeg ser, saa holder jeg ingen Gudstjeneste.» Hvorpaa han gik sin Vej. Men engang var der kommen flere, hvoriblandt Petter Grøben. Men da Mads Pedersen saa, at der var mindst tredive, gav han sig til at skjælde dem ud: «I Maddikesække,» sagde 15han, «I Spyttegjøge! I Himmelhunde! – Hvorfor komme I hid? Se til at komme Jer ud.» Hvorpaa han gik sin Vej sammen med Klokkeren. Men Petter Grøben lod ikke Præsten have gjort dette for intet: kort efter udvirkede han ved sin Myndighed, at den uduelige og dovne Sjælesørger blev afsat fra sit Embede.

Petter Grøben havde to Børn, en Søn ved Navn Hans og en Datter Eva. Hans Grøben var en vakker, rolig Mand, der alt som ung lod Skjægget gro langt, noget, der vakte manges Misbilligelse. Han syslede forresten meget med sin Gaard, særlig med sine Heste. Men desuden havde han Forstand paa aandelige Ting, og han var meget gudfrygtig. Hans Søster Eva boede hos ham, til han giftede sig. Saa flyttede hun til en Gaard en Mil borte og vilde ikke se sin Broder mere. Ingen vidste Grunden, hvorfor hun gjorde dette. Nogle troede, at hun havde fattet en ulyksalig Kjærlighed til sin egen Broder. Saa meget kan med Sikkerhed siges, at hun var et Menneske, hvem ingen helt forstod. Den Sorg, hun bar paa, syntes ej at kunne helbredes; man saa hende aldrig smile. Hun boede ganske for sig selv paa den Gaard, hvorhen hun var flyttet. Først ved sin Død lod hun sig bære tilbage 16til det fædrene Hus, og for første Gang i hele sit Liv græd hun højt, da hendes Broder knælede ved hendes Dødsleje og sagde hende Farvel.

Hans Grøben levede lykkelig med sin Hustru, med hvem han fik to Børn, en Søn og en Datter. Paa sit Dødsleje gav han sin Søn mange Formaninger til Mildhed og Redelighed, dem, han bad ham følge. Han var otte og sexti Aar, da han døde.

Før jeg gaar videre og fortæller om Hans Grøbens Børn, maa jeg sige nogle Ord om en vis Michaël, der efter hvad jeg har kunnet forstaa er en Fætter eller en Tremenning af Hans Grøben. Han var som en fremmed Blomst i denne Urtegaard. Han sang og digtede Vers. Som nu dette:

Aftensang.

Over Fjeld og Dal og Li
Aftenen siig langsomt sænkte
Fugle-Sangens Melodi
Stundom sig betænkte.

Men saa kom dens Tone-Væld
Med fornyet Klang tilbage,
I den vemods-fulde Kveld
Hørdes Gjøgens Klage,

17Spurvens Kvidder, Finkens Skriig,
Skiærens Skrat, det næse-viise:
«I kan tænke, det er miig,
«Som kan sligt opviise.

«Hvad har Gjøgens Melodi,
«Spurvens Kvidder her at sige?
«Jeg behersker, det ved I,
«Hele Sangens Rige.»

Skiær, hvor du dog indbildsk er!
Indbildsk? – hartad uforskammet,
Som vil regne Sangers Hær,
Under Fugle-Krammet.

Diidhen hører ikkun du,
Du og alle dine Jevne:
Kraagen, Korpen, Kajen – huh!
Lad mig fler ei nævne.

Hr. Michaël var meget stolt af sine rimede Vers, der dog ofte løb ud i stor Snakkesalighed. Han var ogsaa adelsstolt, og naar nogen spurgte ham, der ikke kjendte ham, om hvad han var, sagde han: «Jeg er fri Herre,» hvilket lød som skulde han sige: «Jeg er Friherre.» Og han kaldtes ogsaa oftest «Friherre Michaël».

En af Slægten, som hørte dette, skal engang have sagt til ham: Sig dog heller: «Jeg er en Grøben; thi det siger mere, end mange Friherrer kan sige.» Men Hr. Michaël 18holdt paa sit, hvorpaa den samme skal have sagt til ham, ganske vred: «Dersom jeg giver dig Valg imellem mat Guld og poleret Ny-Sølv, vil du visselig vælge Ny-Sølvet, fordi det glinser mere for den gemene Hob.»

Hr. Michaël havde – og det blev tidt lagt ham til Last – en stor Elskovs-Brynde. Og da han var smuk (han havde endog Øjne som sorte Perler), og han ved sin Aands Smidighed undgik den for smukke Mænd nærliggende Fare: Flauhed, havde han umaadeligt Held blandt skjønne Damer. Men hans Hjerte var ikke elskovsfuldt.elskovsfuldt.] rettet fra: elskovsfuldt, (trykkfeil) Havde han nogle Gange nydt en smuk Dames Selskab, blev han kjed af hende og lod hende sidde, medens han flygtede leende og seende sig om efter den næste.

Som oftest var han i Udlandet og havde efter eget Sigende mange Eventyr og Dueller. Naar han var alene, digtede han Vers, der, som før sagt, oftest var intetsigende. Men naar han var i andre Herrers Selskab, digtede han bedre; thi da kom hans mange Kjærlighedsæventyr frem, og det funklede og glindsede med Øjne og hvid Hud, med Ædelstene og Silke.

Paa en Udenlandsrejse forsvandt han sporløst. Noget sikkert Bud om hans Død 19kom ikke; men efter Aars Forløb naaede følgende Tidende hans Bekjendte. Den var maaske greben af Luften, eller den gjaldt maaske en anden. Men den kunde gjælde Hr. Michaël, ja den passed i alle Henseender paa ham.

Tidenden lød saa: I en sydtysk By gjorde en ung Adelsmand, om hvem det var bekjendt, at han ejed et Gods og havde sin Slægt i Norge, Bekjendtskab med en ung adelig Frøken, hvem det lykkedes ham at erhverve som sin Elskerinde. Broderen til Damen, en Officer, udfordrede sin Søsters Elsker, men blev selv saaret i venstre Arm. Lidt efter forlod den norske Adelsmand sin Elskede, og gjorde kort Tid efter ved en offentlig Festlighed Bekjendtskab med en Dame, hvem han strax bedaarede. Nogle Dage efter erfarede han, at denne Dame var den Officers Forlovede, hvis Søster han havde forladt, og hvem han kort i Forvejen havde saaret med sin Kaarde. Samtidig erfarede Officeren, hvad der var i Gjære mellem hans Forlovede og den fremmede Eventyrer. Han søgte da denne op og sagde til ham: «I har været min Søsters Elsker, da kunde jeg endnu betragte Jer som Adelsmand og kjæmpe med Jer. Men I har forladt hende; derfor betragter 20jeg Jer ikke som Adelsmand, men som Skurk. Og om I nu forfører min Forlovede, vil jeg ingen Kaarde krydse med Jer; men jeg vil skyde Jer ned som en gal Hund».

Den kjække Kvindebedaarer lod sig dog ikke standse af denne Trudsel, og Enden blev, at Officeren en Nat trængte sig ind i Adelsmandens Værelser til Soveværelset, hvor han fandt sin Forlovede sovende ganske nøgen i den ham forhadte Mands Arme. Denne for i sidste Øjeblik op, greb den paa Natbordet staaende Vinflaske og kasted mod Officeren; men i næste Øjeblik tumled han død om, rammet af en Pistolkugle.

Saaledes lød denne Tidende og var dette Friherre Michaëls Død, havde han visselig ingen bedre ønsket. Thi han var ikke saa helt den glade Mand. Og selv om hans Glimmer mangen Gang var Nysølvets, glimrede det dog, og jeg vil tro, at han syntes om Glans, thi det døver Hjertets Uro. Og det maa ikke agtes for intet, hvad hans bedste Ven sagde, der kjendte ham bedre end nogen: Sandheden er, saa omtrent lød dennes Ord, at hvor høj Latter han end lo, at hvilken Solstraale saa gylden og glad havde skinnet over ham, han var dog ikke glad i sit Hjerte. 21Jeg tror han bar paa en Angst for at blive afsindig: «naar jeg om Aften sover ind», sagde han engang, «ængstes jeg for at vaagne op i et nyt Land.» Og jeg tror, at han brugte disse Glæder for at dæmpe denne Sjælesot, der kasted Mørke i hans Øjne, daarende for smukke, forvænte Kvinder. Til en anden, der ønsked sig i hans Evne til at føle Kjærlighed, skal han have sagt. anførende den hellige Thereses Ord: «Djævlen er en ulykkelig, som ingenting elsker, og Helvede er et Sted, hvor man ikke elsker».

Men fra denne halvt fremmede, der dog i Grunden hørte hjemme i det Grøbenske Hus, vender jeg mig atter til Slægtens lige Linje.

– Som før er sagt, havde Hans Grøben to Børn, en Søn og en Datter.

Af disse døde Datteren to Maaneder efter sin Fader. Og mange sagde, at fordi Faderen skulde have sin Datter med, derfor blev han ikke stiv i Døden, men var myg i alle Ledemod, endog den Dag han lagdes i Kisten – syv Dage efter sin Død. Men Sønnen, Fredrik Grøben, lignede meget sin Fader i Sind. Han var fra sin tidligste Barndom af et usigelig fromt Gemyt. Som oftest holdt han sig ved 22Huset og voldte aldrig sine Forældre Ængstelse ved at blive borte, naar Mørket kom. Og da han blev voxen og overtog Gaarden, viste han sig klog og mild som sin Fader. «Han har Solskin i sin Øine», sagde en. «Han kan ikke gjøre Fortræd», sagde en anden, «han har i hele sit Liv ikke dræbt den mindste Fugl og ikke det mindste Kryb».

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.