Kobberslangen

av Thomas P. Krag

II

Der gaar et Ord fra ældgamle Dage, at ingen maa udspørge Stjernerne og ej prøve paa at udforske skjulte Hemmeligheder, men at alle paa Jorden maa lade Almagten raade.

Jeg mindes dette Ord, naar jeg læser videre i Fredrik Grøbens Historie.

Et Aar ved Vaartid gik det Ord over mange Lande, at Verden skulde forgaa. Tegn havde vist sig i Sol, Maane og Stjerner. Og et Sted langt borte havde mange seet en stor Stjerne lyse op og vandre henad Himlen ligesom den Nat Kristus fødtes; men samme 23Stjerne slukkede og forsvandt uden at efterlade mindste Spor.

Ved rejsende Folk naaede Rygterne ogsaa til Byen, og det naaede til Bønderne omkring Byen, og disse havde snart meget at fortælle om mangeartede Tegn: to Gange havde der ved Nattetid vist sig et rødligt Lys mod Syd, efter at Solen var gaaet ned. En Aften, da Himlen var overskyet, saaes noget, der stod stille og straalede gjennem Skyerne. Hvad var det? Ingen kunde sige det, Maanen var det ikke, for den var i Aftagende og stod ikke op før henimod Morgen.

Dette om Lyset mod Syd var noget kun enkelte havde seet, og ligedan forholdt det sig med Lyset gjennem Skyerne; men de Stjerneskudsværme, som kom ved Sensommer, kom saa mange, og Fredrik GrøbenGrøben] rettet fra: Garben (trykkfeil) stod i hele tre Nætter ved det øverste Vindu og udenfor paa Marken og betragtede det urolige Liv paa Himlen. Ja, da han en Maaneds Tid efter saa Solen hæve sig med fire andre Sole omkring og en Glorie, saa var det som et ukjendt Lys skinned for ham, og i en Henrykkelse, der var ham fremmed, tog han den hellige Skrift for sig og læste om de sidste Ting og følte sig højtidsfuld tilmode ved at leve 24mod Verdens yderste Dag og mod det nye Riges Morgen.

Hr. Grøben, der før havde holdt sig mest hjemme, fik nu en Trang til at færdes meget omkring. Han gik lange Ture, tidt saa langt at han saa Havet, og han red omkring helst mod Sør, hvor en gammel Vej strakte sig ind mod Skov og Krat.

Men en Eftermiddag i September tog han til en Forandring Vejen over nogle flade Moer, der laa mod Nord, han kom omsider til en Skov, der tilhørte ham, men som han ej havde færdedes i paa Aar og Dag, en af de Skove, hvis Træer bærer de lubne Blade, der først af alle falder om Høsten. En Mængde af disse Blade laa alt paa Jorden, og de tiloversblevne var gule og vilde falde den første stormfulde Dag.

Grøben red længe omkring. Aftenen begyndte at komme, og Himlen blev dunkelblaa. Lidt efter lidt henfaldt han i Tanker. Før havde han iagttaget Egnen omkring, (han havde med Øjet prøvet, om den var myrlændt, eller om den havde god Jord), eller han havde seet efter en Flok Bønder, der gik hjem fra Marken. Men nu gav han ikke Agt paa noget, mærked knapt, at Hesten gik langsommere end før; først da den standsede, saa 25han op og opdaged, at han nu var kommen en hel Mil bort fra sit eget Hus, og at han befandt sig i Nærheden af Hans Halls Bolig. Han saa Huset med de to Træer foran, han skimted endog de fire Vinduer og Døren i Midten, hvis Pryd af Vildvin skinnede rød i Høsten.

Hans Hall var en Mand, hvem kun faa kjendte. For mange Aar tilbage var han flyttet did, han nu boede, nogle sagde fra Danmark, andre sagde fra Tyskland. Han ejed det lille Hus hvori han boede. Noget stort bevendt med hans jordiske Rigdom var det ikke, men han havde dog saameget, at han levede ubekymret. Engang hed det sig, at han i sin Ungdom havde forseet sig saa grovelig, at hans Slægt (i Danmark eller Tyskland) bad ham gjemme sig bort, og at han saa kom hid. Men det Ord var forlængst glemt, og de fleste kjendte Hans Hall som en ganske venlig Mand, der udtalte Landsens Ord med fremmed Tonefald og kun havde Interesse for sin Have om Sommeren og for sine Bøger om Vinteren.

FredrikFredrik] rettet fra: Frederik (trykkfeil) Grøben var ikke ganske fremmed for Hans Hall; de havde truffet hinanden to Gange i Selskab hos Præsten, og efter hvad 26Fredrik Grøben forstod, var Hr. Hall en baade munter og forstandig Mand.

Hr. Grøben rørte Hestens Side med Sporen og fortsatte at ride, og netop som han holdt paa at glemme Hans Hall med samt hans Særheder, blev han pludselig var ham selv kommende mod sig med en storbremmet Hat paa Hovedet og en sid Frakke hængende løst omkring sig. Han gik som i Tanker og slog skjødesløst ud med sin Stok, vendte sig saa mod Skoven og raabte til nogen. Der blev svaret. Og Øieblikket efter kom en ung Pige frem og gik hen til Hr. Hall. De fulgtes ad, kom lige imod ham. Hr. Grøben standsede sin Hest, saa den gik i langsom Skridtgang. Han erindrede nu, at Marja, den ældste Tjenestepige paa Gaarden, havde fortalt ham, at den Hans Hall havde faaet sin Datter hjem.

Snart havde Hr. Grøben og Hans Hall naaet hinanden. Den første holdt sin Hest an, og Hall slog ud med begge Hænder og talte meget oprømt:

«Er det Jer, Herr Grøben! . . . . og paa disse Kanter? . . . . for første Gang paa mange Aar, saavidt jeg ved. Nu haaber jeg I gjør mig den Ære at træde indenfor mine Vægge. Her ser i min Datter . . . . just 27kommen fra en Tante i Hamburg, Ulrikke, det er Hr. Grøben, Ejeren til den smukke Skov».

Den unge Pige smilte og hviskede noget til sin Fader.

«Hun fortæller mig, at Deres Skov ligner den Skov, hvori hun gik, dengang hun besøgte sin Faster; hun har været der hele tre Aar».

«Er hun den lille Pige, jeg saa hos Jer for nogle Aar siden, Hr. Hall?»

«Det er mig», raabte den unge Pige, «jeg husker nok, at I gik med stor graa Hat, saa jeg ikke kunde se, hvordan I saa ud».

«Saa er jo Bekjendtskabet gjensidigt», sagde Hr. Hall og lo.

Næsten uden at vide hvordan det gik til, kom Hr. Grøben med ind til Hans Hall.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kobberslangen

Thomas P. Krags roman Kobberslangen ble først utgitt i 1895.

Romanen handler om slekten Grøbner, men er ikke noen tradisjonell slektskrønike. De nyromantiske skildringene av natur og menneskesinn kretser rundt de to siste i slekten, Fredrik Grøben og hans sønn Jonas.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1895 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.