III

Hr. Fredrik Grøben havde hele sin Ungdom levet paa sin Gaard. Kun af og til havde han gaaet til Byen, og her følte han sig igrunden saa lidet hjemme, at han nødig 28overnattede der, men tog altid tilbage samme Dag; kun en eneste Gang, da et heftigt Regnvejr med Lyn og Vind pludselig var kommen op, var han bleven Natten over i Byen.

Maaske som Følge af sit ensomme Liv, kom det, at denne Aften bragte med sig noget ukjendt, som fik ham til at føle sig forvirret. Hvad der særlig forvirrede ham, var Hans Halls unge Datter; endnu næsten kun et Barn og dog i sit Væsen voksen Dame. Alt ved hende forekom ham fremmed, han følte, at hun var kommen langt borte fra, fra en stor By. Hendes Dragt var anderledes end andre unge Pigers. Hendes Gang, hendes Tale havde noget ved sig, der steg til Hovedet paa ham, der til daglig kun saa kvindeligt Tyende.

Hr. Grøben talte fra først af ikke meget. Han kunde ligesom ikke finde den Tone, der klang sammen med disse Menneskers Tone. Og han blev tidt greben i at sidde med Øjnene heftede paa Frøken Ulrikke. Engang sagde Hans Hall ganske stille og smilende: «Ikke sandt, min Datter slægter mig paa?» «Jo», sagde Herr Grøben, «men hun er meget blond». «Det har hun efter sin Moder; men vil De saa se hendes Profil, den er min».

Frøken Ulrikke var meget blond. Hun 29var høj og svaj, men havde fyldig Barm til saa ung at være og kjødfuld Ryg. Denne Ryg gjorde, at hun fik over sig, naar hun sad stille og smilte, ligesom noget katteagtigt, der sad paa Lur.

En Stund efter aabnedes Døren til Spiseværelset, og man gik tilbords.

Aftensmaaltidet var udmærket. Den gamle Husholderske havde forstaaet at gjøre alt paa bedste Maade. Rødvinen, gammel og lunken, rullede som i Bølger gjennem Aarerne. Siden en Madeira, som var sød og dog kjølig. Og en Sherry, der var som Aaret, naar det svinder: en Amontillado, tør som de gule Blade, der brydes under Fødderne.

Herr Grøben lo meget og forundrede sig over meget. Den fordums Følelse af Fremmedhed gik bort, han talte med Hans Hall og den unge Pige som deres Nabo fra mange Aar.

Da det gamle Ur i Krogen slog ti, rejste den unge Pige sig, nejede yndefuldt og sagde Godnat. Det blev stille efter hende, og Fredrik Grøben hørte mindre efter, hvad Hans Hall sagde end før. Saa faldt ham pludselig noget ind. «Har I hørt, at vor gamle Jord snart skal forgaa?» spurgte han.

Hans Hall trak paa Skulderen.

30«Vi maa vistnok bede Gud fri os fra at leve saa længe som den», mumled han . . . . «Man snakker om Tegn paa Himlen! . . . . Jeg ved ikke hvilke Tegn, man mener. Jeg synes, alt har gaaet og endnu gaar saa regelbundet, at det maa kaldes vidunderligt. Hvad er Stjerneskudsværme? Stene ikke større end Møllestene. Og hvad er Bisole? De er Taagebilleder af Solen, som saaes ogsaa i Oldtiden. Ogsaa dette Lys efter Solnedgang! . . . . En saa gammel Mand som Cicero nævner i sin Tale mod Catilina et Lys paa Himlen; om i Syd eller Vest erindrer jeg ikke.»

«Det kommer af, at Bønderne her lever meget afsondrede», sagde Grøben noget betuttet, men ogsaa meget lettet. Hvoraf det kom, vidste han ikke, men iaften begyndte han pludselig at ønske, at man maatte leve længe paa Jorden.

«Ja, stakkels Folk», sagde Doktoren, «de har det slidsomt og ondt. Og saa skal det lille Lys i deres træge Blod slukkes med saadanne dumme Paafund. Det gaar saavidt, at nogle af dem lader Kornet staa paa Marken og raadne. Jeg gik ind til en Bonde. Han og hans Kone og en voksen Søn sad som Svin med Aske i Haaret og bad og sang. Jeg gik ligesaa fort ud, som jeg var kommen ind. 31Jeg tænkte: Mig gir de en god Dag, jeg er Hedning. Men Præsten vil de vel tage Hensyn til. Jeg gik til Præsten . . . . De kjender ham; en meget elskværdig Mand, men ikke videre kløgtig. Han blev fortrædelig, for han blev nemlig forstyrret i sin Middagssøvn; han sov som en Bjørn . . . . og han kaldte dem ved en Mængde Ting. Saa kom vi derhen, og Præsten spurgte: hvorfor sad de slig? de maatte tænke paa, at Gud havde sagt: I skulle arbejde. Men saa svarte en gammel Bonde: Aa jo, jo Far! Det er nok saa sandt, Men hvad kan det hjælpe altsammen, naar Herren kommer. Han spørger ikke efter Korn paa samme Maade som en verdslig Husbond. Spørger han ikke? raabte Præsten, har du ikke læst om Pundet, som skal gjøres Regnskab for? Saa sagde den gamle, hvem jeg har mistænkt for at være meget slu og for at hade Præsten: «Aa jo, Far, men vi har et Bønnens Pund ligesom Præsten . . . . det skal vi gjøre Regnskab for før Nytaar, og det gjælder jo at have Olje paa Lampen. Har I ikke selv lært os om de daarlige Jomfruer, Far, som ikke agtede paa Tegnet i Østen» . . . . Ja, den gamle var bibelsprængt! Kom Præsten med ét Bibelsted, kom han med tre.»

32Hr. Fredrik Grøben sad og vidste ikke, hvad han skulde synes og sige. Nu levede der ligesom to Mennesker i ham. Det ene af disse holdt med Bønderne og gik stille omkring paa Markerne og saa andægtig mod Stjernerne for at blive var skjulte Ting og søge en Lykke, vistnok dyb, men fjern og ubestemt. Men det andet aanded hurtigere og forlangte at tilfredsstilles nu og tørsted efter Sol og meget andet, som det endnu ikke kunde gjøre sig klar over.

Han tænkte saa flagrende, hørte kun halvt, hvad Hans Hall fortalte om Bønderne for Resten: at de vare saa fulde af Utøj, og at det ligefrem syntes at være en gammel Tradition hos dem, saa ingen af dem skammede sig derover. Ja, de undsaa sig end ikke for at gribe Utøjet, saa man saa derpaa; han havde endog set en gammel Bondekjærring spise dem . . . . akkurat som en Urang-Utang.

Først, da Midnat nærmed sig, red Hr. Grøben hjemover. Han red hurtig afsted, tog den lige Vej over Moen og siden Kongevejen. En Time efter var han udenfor Stengjærdet, der omgav Gaarden mod Vest. Og alt her forstod han, at man var urolig for ham derhjemme, der brændte Lys i Drengestuen, og tæt udenfor Porten stod to Husmænd 33og talte sammen. «Gud velsigne Husbond», sagde de i Munden paa hinanden, «vi troede, I var kommen noget til». De fulgte ind i Gaarden, hvor en tredie kom rendende med en Lygte. Hr. Grøben steg af Hesten og gav Tømmerne til den første den bedste og bad ham give Dyret Vand og Havre. Det havde kun gnavet lidt halvvissent Kløvergræs i Doktorens Gaardsrum.

Han gik hurtig op paa sit Værelse, klædte sig af og fandt pludseligt Tapetet mørkt, Sengen og Stolene klodsede.

Jeg var vist ogsaa klodset der borte, tænkte han. Jeg er Godsbesidder og følte mig dog som Bonde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.