IV

Den næste Maaned og den derpaa følgende red Hr. Grøben hyppig til Hans Hall, og blev der oftest saa længe, at Tyendet paa hans Gaard lagde sig til at sove, undtagen den ene, hvis Tur det var at bringe Hesten i Stalden. Og efterhaanden som Besøgene hos Hr. Hall fortsattes og blev hyppigere 34– ikke sjeldent daglige – saa begyndte man at snakke om, at Hr. Grøben nok havde noget paa Hjerte. Han havde nok noget i Tankerne nu, som ikke var i dem for et Par Maaneder siden. Han lignede sig ikke fra den Gang, da han sagde de alvorlige trohjertede Ord til sine Folk om Bøn og Arbejde.

Hvor var Manden fra de gamle Bøger? Manden som saa langt bort og grundede? Han var borte. Sine gamle sorte Klæder, som han før lod sidde, som de sad, de hang nu paa det øverste Loft og trak Møl og Støv; de klodsede Sko med de tykke Saaler, der var gode til at gaa paa Marken med, dem brugte han ikke mere. Han bar nu blanke Ridestøvler med Sølvsporer, smukke gule Bukser, strammet ned i Skafterne. Og ellers var hans Klædedragt som en forfængelig Junkers, Vesten var af mørkerød Silke, der i dyre Domme var kjøbt hjem fra Udlandet. Og saa en blaa Frak som Skrædderen i Byen havde brugt sit fineste Klæde til. Og Halstørklædet, hvilket han anvendte megen Tid paa, var bundet i en stram Knude, som den danske Barber i Byen først havde lært ham at knytte.

35Mange fandt, at Klæderne var stadselige, men de fleste fandt ogsaa, at de ikke prydede Hr. Fredrik Grøben, og at han heller ikke blev smukkere, naar han rettede sin Ryg. Man havde nu i mange, mange Aar set ham virke i Mark og Skov; man havde set hans kraftige Krop bøje sig over Kornet paa Marken, og hvor han stod i denne Natur, havde han været fager. Om han stod paa en graa Klippe eller i Brynet af en Granskov eller under en Eg eller lys Birk eller ude paa en øde Mo, ja ude ved Strand og Hav, altid havde han staaet slig, at en kunde raabt ham til og bedet ham staa, hvor han stod, til han flyttede sig,sig,] rettet fra: sig. (trykkfeil) og man bad ham alligevel heller staa slig! Hans Krop havde Kraften af denne Natur, og han var dens Søn, derfor blev han uvilkaarlig skjøn, naar han færdedes her omkring, selv om Ryggen var bøjet og Hænderne grove og brune.

Og nu syntes man ikke om ham, der han gik i den blaa Frak eller rakte Hals under det hvide Halsbind.

Og dog var der noget over ham, som fik en til at tænke, at han maaske var tosset mod før, men lykkeligere. Det var som unge, glade Tanker uafladelig omsværmede ham. 36Et Smil straalede uafladeligt i hans graa Øjne.

Hans Hall og hans Datter Ulrikke gik ham ofte imøde, naar han kom ridende. Hall var umaadelig munter og snakkede en Mængde, saa de to andre maatte le ad ham og ofte modsige ham og kom saaledes uvilkaarlig til at være enige. Kom de ind, maatte Ulrikke spille paa Harpe og synge, og siden samtalede man om hvadsomhelst.

Men en Aften yttrede den unge Pige Lyst til at lære at ride; Hr. Fredrik Grøben var straks villig til at give hende Undervisning. Hun fik laane en af hans Heste, som man indrettede Stald for i et gammelt Udhus, der hørte Hans Halls Hus til.

Saa red de sammen gjennem Skov og Mark og over Moen og tidt lige til Havet. I Begyndelsen maatte Hr. Grøben støtte hende og holde hende i Haanden, en liden fast hvid Haand, der gjorde, at han tit kjendte sig svag.

Og imens sad hun saa rolig der, ung og blond, det sælsomme hos hende viste sig tydeligt i de klare Høsteftermiddage: Det hulde Bryst, den kjødfulde Ryg, Øjnene, der saa hen for sig, rolige og graa, medens et let Smil spilled om hendes Mund.

37Imidlertid begyndte Høsten at komme med Kulde og Mørke, der lagde Hindringer iveien for den, der vilde fare i Skov og Myr, ja ogsaa paa kjendte Landeveje.

Men dog var det ikke raadløst at rejse saalænge det kun var Kulde og Mørke der kom. Thi Kulden kan holdes ude ved Klæder af Uld og ved Fodtøj af tæt Læder og ved tykke Saaler, og gjennem Mørket skinner Stjernerne og ofte ogsaa Maanen.

Men naar Taagen kom, da maatte mange ligge i Hus, som havde vigtige Ærinder at forrette.

Og der kom megen Taage den Høst; ofte var den tyk som en graa Mur, og vilde en frem, var der ligesom en usynlig Haand derinde, der tvang en til at standse.

Da Vinteren kom, blev der megen Sne og megen Storm. Tidt saa det fra Morgenen ud til at bli smukt Vejr; men saa kunde Skyer pludselig dukke frem, den ene drev den anden, og en Snestorm kunde komme strygende fra de vilde Vidder eller fra det øde Hav, der tvang alle til at søge Ly og rystede Skoven og Husene.

Fredrik Grøben og Ulrikke Hall red nu ikke mere omkring. Grøben havde ingenting at udsætte paa Rideture ad en frossen Vej 38med Sne om Ørene; men den unge Dame var meget kuldskjær og holdt ikke af at færdes ude, naar Vintervinden stak hendes Hud. De Par Gange, Fredrik Grøben fik hende med paa en Ridetur, klaged hun over Frost og vilde straks hjem igjen.

Saa lod man Rideturene staa hen til en bedre Tid, og Fredrik Grøben kom med Kane og to Heste og hented Hans Hall og hans Datter. Denne Slædefart mored Ulrikke nogle Gange, men heller ikke mere. Saa lod Hr. Grøben sine Heste staa i Stalden og brugte kun den gamle Ridehest, som om Høsten havde baaret ham til Hans Halls Hus. Det var en klog Hest den gamle. Var Vejret endog meget taaget, saa bar den ham dog gjennem baade Skov og øde Marker.

Men nu gjorde Hr. Grøben sig for første Gang skyldig i en Usandhed. Da Hr. Hall og Ulrikke roste ham en taaget og iskold Decemberdag for hans Ridt gjennem Mørke og Ur, saa tog han Æren selv og berøved sin Hest den Ære, den rettelig tilkom, da Tømmene hverken havde styret den til den ene eller til den anden Side.

For nogle Maaneder siden havde aldrig 39Grøben gjort sin Hest denne Uret, og ved Nat da Hesten trolig travede hjem med ham arbejdende og pustende, vogtende sig for farlige Stene og lumske Grøfter, saa klapped han den venlig paa dens Hals.

Vinteren varede lige til April. Men da kom Solen pludselig frem og stod og skinned paa en klar Himmel Dag efter Dag. Sneen krøb sammen, Jorden vædedes af utallige klare Draaber, og Urter begyndte at spire: de hvide Klokker under Sneen og de blaa Violer i de grønne Kroge ved Skovbrynet, hvor Solen havde megen Magt. Og en Dag pusted en varm Vind henover Jorden, den sidste skarpe Træk i Luften forsvandt, og Sommeren var der. Syrenerne og Jasminerne duftede i Byens Gader og i Bøndernes Gaarde, hvor et saadant Træ fandtes.

Det maa frem, at Fredrik Grøben den Vaar ikke stod saa haardt i Markarbejdet som Vaaren forud. Han red atter omkring med Ulrikke Hall, og i denne Sommer var hun saa smuk; hun var meget ung og meget blond som før Vinteren, men hun var næsten større end ifjor, og Ansigtet havde noget gyldent over sig i den stærke Sommer.

Paa en af disse Ture hændte da det 40mærkelige, at den otteoghalvtredsenstyveaarige Mand og den syttenaarige Ulrikke Hall blev forlovede.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.