IX

Selskaber blev efterhaanden hyppige i det Grøbenske Hus. Helst henimod Aften plejed Vogne at standse foran Hovedindgangen, og 56Fremmede lo og snakked højt, medens Fru Ulrikke stod i Døren og bød velkommen.

Andet var ogsaa at lægge Mærke til: Der blev fæstet Kok, og der blev fæstet skrammereret Kusk. De bragte Ufred blandt Tjenerne; thi om ikke længe skjændte Kusken paa Marja, fordi hun havde ladet Hønsene komme til Hestens Havre. Her kom det igjen, som allerede før er pegt hen paa: havde det været den gamle Staldkarl, der havde skjændt, saa skulde hun have taalt det; men alt længe havde Marja seet sig gal paa Kuskens guldknappede Frakke, der efter hendes Mening kun skulde bæres af en Standsperson, og derfor taalte hun ikke hans Ord, men gav ham dem igjen med Salt og Peber til.

Og om ikke længe brugte ogsaa Kokken Mund mod den gamle Kjøkkenkone. Denne sagde som saa: «Før du blev saa vidt, at du kunde suge Morsmelken, har jeg været her. Nu gaar jeg, for ikke vil jeg sættes i Rette af Baa’n.» Og da Maaneden var omme, gik hun.

Det er ikke noget godt Tegn for et Hus, at gamle Tjenere gaar sin Vej. Det er Tegn paa, at noget ved Huset har taget Skade. Med al sin Munterhed var ikke det Grøbenske 57Hus som før; noget var, som gjorde, at den, der skulde bo der til Stadighed, ikke fandt sig saa vel der nu, som for et Par Aar tilbage.

Fredrik Grøben havde efterhaanden trukket sig bort fra det hele Selskabsvæsen. Det laa ikke for ham. Alle disse fremmede Mennesker havde han saa lidet at bestille med. Han var jo ogsaa en gammel Mand. En enkelt Gang sagde han til sin Frue, at han ikke elskede den Uro, de fremmede Mennesker førte med; men hun smøg bort, det var ikke muligt at faa hende til at ville begribe dette, han kunde i Højden standse Uroen for en Uge eller to; men alt da var Fru Ulrikke rent ude af sig selv; en Dag lagde hun sig endog tilsengs.

Fredrik Grøben tænkte meget over, hvad han havde at gjøre. Det var umuligt at kjæmpe her; han kunde ikke her vise sig som den Mand han var og lade sin Kraft raade. Det følte han, at hans strænge Ord og Forbud vilde gjøre alt værre, de vilde ligne Brutalitet og Raahed. Den kraftige Hingst overvindes let af en Flok Klægge: Kampen er ikke lige. Derfor naar Fru Ulrikke tilraabte ham, at hun dog var ung, og at, da han giftede sig med hende, ikke havde 58fortalt hende, af hun skulde leve som gammel Kone; men at han tvertimod kom hende imøde, idet han endog lagde sig ungdommelige Vaner til, saa sænkede Fredrik Grøben sit Blik og sagde ikke mere.

Men hans Natur var stærk og indgroet. Han levede videre uden at sætte noget af sit til. Han følte efterhaanden Ro komme over sig. Det strænge Arbejde, han paalagde sig, gav ham stærk Søvn, og Pligten, denne de nordlige Landes stærke Guddom, som han altid havde givet og fremdeles gav, hvad den tilkom, gav til Gjengjæld ham en stille men urokkelig Stolthed. Og om sin Hustru troede han ikke andet og værre, end at hendes unge Blod tørstede efter Uro og Adspredelse, og da Nils Hall blev boende i Byen og besøgte dem ofte, var Fredrik Grøbens Sind endnu uden Svig og Iversyge.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.