Kobberslangen

av Thomas P. Krag

VII

Tidt om Høsten, naar de stærke Vinde kom ind, sprang Skibe under Land ved Byen. 46Det var smaa og store, Slupper fra en eller anden Fiskerby med tunge Skippere og klodsede Sjøgutter, men ogsaa Orlogsfartøjer tidt fra fjerne Lande. Disse Skibe havde ofte taget Skade paa Takkelagen i Uvejr eller de havde sejlet saa længe omkring, at deres Madforraad og Vandforraad var sluppet op, saa at de maatte forsynes med Vand, Kjød og Brød.

En Eftermiddag paa Efteraarstiden, da mange Skibe laa bag de trygge Holmer, kom en Sjøløjtnant kjørende op til det Grøbenske Hus. Han blev vist ind i den store Sal, og da Fredrik Grøben kom til, erfarede han, at den fremmede var hans Hustrus Fætter, Nils Hall. Det var en høj, smuk Mand. Han var bleg og fyldig med sort Haar og mørke, myge, næsten fløjelsagtige Øjne.

«Vort Skib skal ligge her en fjorten Dage, maaske en hel Maaned,» sagde han.

Fru Ulrikke kom, og Synet af denne Slægtning, hun ei havde seet paa mange Aar, lod til at glæde hende. De talte meget sammen, og det var næsten Nat, da Nils Hall kjørte tilbage til Skibet.

Næste Aften kom svingende op imod det Grøbenske Hus en lang Række Vogne, hvori Officerer sad fra det Skib, Nils Hall tilhørte 47og fra endnu to danske Skibe. Alt paa Vejen op mod Huset var de for Størstedelen unge Officerers Munterhed støjende, de raabte og lo, nogle højere end de selv følte Trang til. De løftede Champagneflasker i Vejret, trak sine Dolke og fletted Staaltraaden og Guldet af, lod saa Korken smelde og Flasken ryge og skumme udenfor et Øjeblik og drak af tykke, blanke Sølvbægre, som de havde medført fra Skibene. Under dette gik Solen ned, Engene laa indover i en gulgrøn Vidde, Moen med sin Lyng og sin Mose laa mørk paa den anden Side, Træerne ved Vejen rysted sine brogede Blade – hele Egnen laa i Solnedgangens Brandgule og skjalv og klang som et Metalbækken, anløbent, men gyldent.

Da Vognene vare naaede saa langt, at det Grøbenske Hus steg frem med sine Vinduer, der lignede gamle Øjne og sin store Have, blev Larmen mindre. De tømte Flasker kastedes i Grøfterne, Bægrene gjemtes i Tasker af Læder. De unge Løjtnanter hviskede og lo, medens de skjød Brystet frem, de gamle Kommandører for med Fingrene over sit Skjæg, og en og anden ældgammel Admiral ræbede nogle Vinduster bort med Haanden smukt for Munden.

Lidt efter befandt Gjæsterne sig i det 48Grøbenske Hus’s gamle Værelser, hvor de spredtes for at tage Afstande og orientere sig. Da udpaa Aften Lys og Lamper tændtes, saa man, at Uniformerne med det røde og det gyldne passed godt i den gamle Sal med det mørke Egetræ. Alt fra første Øjeblik var Humøret oppe, og da Damerne indfandt sig, blev der et Liv omkring paa Gulv og i Kroge, saa de gamle døde i Guldrammerne paa Væggen stirred med sine tunge Øjne forundrede paa Selskabet. Alene den blaa Friherre, Mikaël, saa ud til at befinde sig vel i sin Ramme: nu og da, naar Lysene blaffede, kunde man tro at se et levende Glimt i hans gaadefulde Øjne og noget som et Smil om hans Mund. – –

Damerne var i Mindretal; men de som var, var smukke. Der var syv unge Damer fra de tre Ejendomsbesiddere, som boed omkring Byen. Alle disse syv var meget smilende og velvillige. Saa var det Døtre af fire af Byens Officerer, Provstens to rosenrøde, fyldige og Amtmandens to, begge søde med brune, bløde Dueøjne. Tillige tre Damer fra Byens ældste og rigeste Handelshuse. En af disse Damer havde, saa ung hun var, været meget paa Rejse og gjemte efter sigende mange skjulte Eventyr i sit Minde. Maaske 49det var Snak, maaske ikke; hun havde kolde, graa Øjne; men disse Øjne betragted den, hun syntes om at betragte, længe uden at blinke.

I en i Husets ene Hjørne beliggende umaadelige Sal dansedes der efter Musik af Orlogsfartøjernes Musikanter, som havde fulgt med. Lys tændtes i flere og flere Værelser, og Lamper af Papir tændtes under Træerne i Haven og lyste som St. Hans Orme gjennem Bladhanget.

Noget senere hørte Dansen op; et Værelse blev klarere oplyst end de andre, og høj Latter, Champagnepropper, der sprang med et Knald, lange Rødvinskorke og Rhinskvinskorke, der gav efter med et Suk, Klang af Glas og Knive mod Stentøj fortalte, at man spiste, og høj Latter, forskjellige, næsten anstrængte Stemmer forkyndte, at man spiste muntert.

Efter Maaltidet dansedes paany; ikke saa meget og saa livligt som før. Men det, der dansedes, dansedes hedere. Det var et vægtigt Bord, de havde siddet ved. Vinen og Maden havde givet alle Farve i Kinderne og Glans i Øjet. De fleste dansende Par holdt hinanden tættere omslyngede end nogen Dans forlangte. Og hyppigt, som de sagde for at svale sig, søgte de ud i Haven, hvor der var 50meget dunkelt. Disse Officerer, der havde været meget paa Rejse, havde kjendt Kvinder før idag. De var ikke som Byens beskedne Mandfolk, der var glade, naar de kunde finde noget at tale om, som deres Damer vilde høre paa og smile ad. Kom man forbi de mørke Træer, kunde man maaske se nogen, som rørte sig, og man kunde høre ivrig Hvisken.

To eller tre Gange kom fra et eller andet Sted i Haven noget, der halvt var Latter og halvt var Skrig, som dog forstummede uden at forvolde nogensomhelst Uro.

Fru Ulrikke saaes mest i Følge med sin unge Fætter. De dansede sammen, de spøgte og lo sammen, de tabte sig i Haven som de andre Gjæster og blev der længer end de fleste. Fru Ulrikke havde i Aften Rødme i Kinderne lige opunder Øjnene, noget som gjorde, at disse ligesom farvedes blaa og skinnede. Der var noget af en Flamme ved hende som hun gik; hun var heftigere end de andre Damer omend yngre end de fleste.

Nils Hall var den samme som ellers. Rolig, stilfærdig, bleg gik han der med et Smil, som lyttede han til hendes Ord; men hans Øjne havde nu en egen Metalglans istedetfor den sædvanlige fløjelsbløde. Han 51trykked hendes Arm og kom nu og da nær ind paa hende ligesom ved et Tilfælde, men dog paa saadan Maade, at hendes Skridt sagtnede, og hun lænede sig til ham, medens hendes Øjne blev mindre.

Han ligned en hvid Zitteraal, ikke én Gang skjød Blodet op i hans Kinder, det var umuligt at se udenpaa ham, om han mored sig eller kjeded sig; men han virked paa sin Kusine; hun gav sig under hans Blik, og hun smiled ad hans Ord.

Ingen lagde Merke til de to, dertil var Legen for almindelig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kobberslangen

Thomas P. Krags roman Kobberslangen ble først utgitt i 1895.

Romanen handler om slekten Grøbner, men er ikke noen tradisjonell slektskrønike. De nyromantiske skildringene av natur og menneskesinn kretser rundt de to siste i slekten, Fredrik Grøben og hans sønn Jonas.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1895 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.