XIII

Fredrik Grøben vedblev at sysle med sine Bøger i ledige Stunder, men ikke med Bøgerne alene. Han fandt en Dag pludselig en lys Glæde ved at gaa en lang Tur med sin lille Søn, og Samværet med denne gjorde ham bedre og stærkere, end Læsningen af de vanskelige Bøger. Han havde ogsaa før beskjæftiget sig med den lille Jonas, men først nu var denne saa stor, at han virkelig kunde forstaa, hvad Faderen sagde til ham.

Han tog nu hver Aften sin Søn ved Haanden, 74og de gik bortover Markerne, nu og da standsende og talende med en eller anden Bonde, de traf, eller lyttende til Græshopperne, der sad og sang udover Engen. Og tidt om Morgenen, naar Fredrik Grøben vaagned tidlig, vækked han sin Søn, der laa i samme Værelse, og bad ham klæde sig og gaa Morgentur, og Gutten klædte sig paa, og de gik sammen da ogsaa. Henad Vejen, over Engen, der blinked af Dug over Myren, der Faderen bar ham, for han ej skulde blive vaad.

Men hans Omsorg for og Beskjæftigelse med Sønnen voldte, at han fik se den Sandhed der rørte hans Inderste, det i hans Øjne umulige.

En meget tidlig Morgen, da endnu Taagen dækked Marken, vaagned Fredrik Grøben og om ikke længe vækked han sin Søn og sagde: «Kom Jonas, nu skal vi gaa til Sante Hans Berget og se Solen staa op». Og Sønnen rejste sig søvnig, men sjæleglad, for dette: at gaa til Sante Hans Berget og se Solen staa op var noget han og Faderen længe havde talt om. De gik da ud af Værelset og gjennem Korridoren, forsigtige og stille for ej at vække nogen. Da de kom udenfor blev de staaende lidt og lytte, thi i det samme for en Mængde Trækfugle syngende forbi.

75Pludselig syntes Fredrik Grøben at høre en Lyd som af et Vindu, der aabnedes. Han hyssede paa Jonas, der paa Barns Vis efterlignede Fuglenes Fløjten, bad ham blive staaende og gik mod det Sted, hvorfra Lyden kom. Gjennem nogle af Havens Buske saa han nu Nils Hall springe ud af Fru Ulrikkes Vindu. I næste Øjeblik stod hun der selv, nikkende og smilende, med store, aabne Øjne. Han nikked igjen og kyssed paa Fingeren til hende; saa forsvandt han ad Skoven til paa den Side, hvor Udhusene laa og ingen Vinduer fandtes.

Fredrik Grøben blev staaende og stirre. Selv da Jonas kom til og spurgte om, hvad han saa, rørte han sig ikke. Endelig langt om længe tog han sin Søn ved Haanden og gik langsomt ind igjen. Og han bad Jonas klæde sig af igjen: «Der blir vist overskyet . . . . vi maa vente . . .»

Selv satte han sig i en Stol i et af Værelsets Kroge; der blev han siddende til Dagen kom.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.