XV

78En Høstmorgen, da FredrikFredrik] rettet fra: Frederik (trykkfeil) Grøben netop var vaagnet, meldtes ham, at Doktoren bad om at faa ham i Tale. I det samme slog Stueuret i Værelsets Hjørne syv. Det var paa den Tid, FredrikFredrik] rettet fra: Frederik (trykkfeil) Grøben plejed at staa op; han lod Bud gaa, at han kom strax, rejste sig fra Sengen og klædte sig paa. Da han kom ind i det næste Værelse, saa han en Mand sidde ved Døren. Manden rejste sig, og Grøben saa nu, at det var Doktoren. De gik imod hinanden og trykkede hinandens Hænder.

Doktoren sagde:

«Det er en usædvanlig Tid, jeg aflægger Besøg paa. Jeg har ogsaa i Løbet af de sidste Dage mange Gange tænkt paa at gaa til Jer, men jeg har haft saa mange Ting at ordne til min Rejse. Jeg rejser nemlig om tre Timer, og jeg kommer kun for at sige Jer Farvel.»

«Skal I rejse?»

«Ja . . . jeg rejser, Herr Grøben . . . mit bedste Levvel!»

Han taug og rakte Haanden ud. I Høstmorgenens Skjær, der ikke er Lys og ikke 79er Mørke, men en graa Sky, saa hans Ansigt ud som en Maske. Af hans Øjne saaes ikke den farvede Ring, der frembringer Smil og Taarer; men kun det livide og en umaadelig Pupil: det af Menneskets Øje, der stirrer.

Fredrik Grøben trykkede hans Haand; en egen Følelse greb ham, noget som Angest og Forladthed.

«Hvorfor vil I dog rejse Hr. Doktor? . . . Og hvor vil II] rettet fra: i (trykkfeil) rejse hen?

Jeg ved ikke. Jeg tror, jeg vil tilbringe Størsteparten af mit øvrige Liv flakkende omkring. Helst langt ude paa Havet. Jeg længes efter at se dets uendelige Ring og efter at høre dets Dyrebrøl.»

«Det kommer saa pludselig. Sæt Jer dog ned, Doktor. Hvorfor vil I paa Havet? Jeg har ikke rejst meget; men hvad jeg saa af Havet gjorde ikke, at jeg kom til at elske det. Det er koldt og uden Medynk – blindt og døvt.»

Doktoren fortsatte, som talte han ved sig selv; han talte med Pauser, og Grøben afbrød ham ikke.

«Havet er Kaos, I dets Dyb kan vi stirre og tro at se vor egen Sjæl.

80I dets Stemme kan vi finde Behag; i dets umaadelige Stilhed, kan vi høre som en Tone fra det ukjendte.

Dets Vælde besejrer os men beroliger os. Vi har til Omgangsfeller en, der raser høiere og tier dybere end vi selv.

Underlige Menneske træffer lidt sammen paa et Skib, der skal tage en Rejse paa Oceanet. Skjæbner fra Verdens fire Hjørner. Disse har oftest det tilfælles, at de stirrer og lytter.

Selv Sjømændene, der dog er gaaede ombord for at tjene sit Brød, har noget ved sig, som jeg synes om. De er stærke Mennesker, som tumles om men sjeldent klager.

Naar man staar overfor det altfor stærke, klager man ikke. Den, som ligger under en Løves Gab, tier.»

Fredrik Grøben svarede efter en Stunds Forløb.

«Er det derfor I gaar bort at sejle . . . for at blive betvungen og tie?»

Paa en vis Maade ja. Jeg er træt af at kjæmpe den forferdelige Kamp med mine urolige Tanker. Jeg vil have noget over mig, en vældig Magt, som bøjer mig i Knæ og ler ad al Modstand. Jeg længes efter at 81kjende en Kjæmpehaand paa min Nakke, der borer sig ind i mit blodige Kjød.

Og jeg tror, at alle kan have noget at lære hos Havet. Og dets Lærdom er sund. Tidt i vort altfor trygge og velbevarede Land gaar Menneskene omkring og tror, at de er fødte til Lykke og klager over Livets Uretfærdighed.

Havet lærer os noget andet. Det er den store Ødelægger og den store Renser og Befrier. Farvel.»

«Lev vel og Tak for hvad I har lært mig. Kommer I ikke «tilbage?»

«Nej det gjør jeg ikke. Jeg handler aldrig uden efter langt Overlæg. Farvel.»

Doktoren gik. Grøben fulgte ham ud og lukkede Døren langsomt i efter ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.