XVII

87I Slutningen af August, paa den Tid, da Sommeren glipper, og de første kolde Sting kommer i Luften, faldt en øde Ro over det Grøbenske Hus. Intet Gilde, ingen natlig Sang, ingen Lygter mellem Træerne i Haven, naar Mørket faldt paa. Man skulde næsten tro, at Huset pludselig var uddøet. Kun en sjelden Gang saa man en og anden Tjener gaa fra Herskabshuset til Stalden, eller fra et Udhus til et andet; men det var intet Liv; kun et Menneske, der rørte sig – en Skygge.

Grunden til denne tunge Stilhed, disse listende Skridt, var den at Herr Grøbens Sygdom nu viste sig at føre til Døden. Alle skjønte det uden at sige det. Den gamle Marja, som tre Gange havde været paa hans Kammers, havde selv seet, at han var begyndt at dø. Og herom talte hun til de gamle Folk, som hun kjendte bedst.

Hun talte meget, og hun talte længe; men efterat hun tre Aftener i Træk havde gjentaget det samme, gik der en Angst i to gamle Husmænd, saa de næsten hele Dagen sad ude i Drengestuen og ruggede hver paa 88sin Stol og ynkede sig. Helst den ene havde det ondt. Han saa sig ret som det var omkring med store, matte Øjne og begyndte paa en Salme Gang paa Gang, hvori han ikke naaede længer end halvvejs. Kanske han ikke huskede mere, kanske han glemte, at han sang – nok er det, han tiede ligesom af sig selv.

Simple Folk ser ofte anderledes og mere end de, som vil være kloge. Det synes ofte, som gaar de med lukkede Øjne; men med det lille Plir ser de og mærker de alting saa vel. Og de er nysgjerrige; de vil gjerne mærke sig meget. Derfor da Husets Herre holdt paa at dø, gik de paa Taa ligesaa meget for at lytte som for ei at gjøre Støj.

Til alt andet kom jo ogsaa dette: i tre Dage havde nogle smaa Mus vist sig i det gamle Værelse med det grønblomstrede Tapet. Dette kom ud blandt Tyendet, og alle nikked paa Hovedet, nogle trak den ene Mundvig ned som i Fortrydelse og Smerte. Thi alle viste jo, at det altid hændte i det Grøbenske Hus: naar nogen skulde dø, kom Mus frem paa Gulvet, uden at ellers slige Dyr fandtes i Huset. Første Gang havde de vist sig, da Frøken Eva døde, den blege 89Dame med det tynde gule Haar, hun, som aldrig havde havt nogen Glæde i Verden. Vaagekonen havde dengang selv fortalt, at hun et Øjeblik havde sovet, men havde vaagnet ved at høre den syge tale, og da hun saa til, sad Frøken Eva oppe i Sengen og pegte paa Gulvet og sagde:

«Nej, se der paa Musene!»

Og rundt om i Maaneskinsstriben paa Gulvet havde der danset en hel Mængde smaa graa Mus. Og naar derfor nogen sidenefter blev syg, og Sygdommen tog den farlige Vending, kunde det hænde, at en modig listed sig ind i det grønne Værelse og satte sig ned og saa mod Gulvet, helst naar Dagslyset svandt.

Og egent ved Hr. Grøbens Sygdom var ogsaa det, at den gamle kloge Doktor ikke kunde forklare den. Han sad ofte lange Stunder ved Hr. Grøbens Seng og stirrede paa den syge. Hvad han tænkte, sagde han ikke højt, og naar han havde siddet en Stund, kunde han pludselig rejse sig op og gaa uden at sige et Ord til Sygeplejersken eller Husets unge Frue, der som oftest var i Værelset, naar Lægen var der. Det nyttede ikke, at Fruen tog hans Haand og sagde: «Naar De ikke siger noget, Doktor, blir jeg 90bange.» Nej, han svarede ikke derpaa. Men en Dag, da den syge havde det meget daarligt, og hun gjentog sit Spørgsmaal, saa vendte han sig mod hende og sagde: «Kommer Hr. Nils Hall her i Aften? Den unge Frues Øjne blev større. Doktoren saa det maaske, han tilføjede: «Som Læge maa jeg bede Dem holde alle fremmede borte.» Den unge Frue sagde kun: «Har de ogsaa hørt paa Rygtet, Herr Doktor?» Doktoren blev en Smule rød; «Nej, Frue, jeg tænkte ikke paa det Rygte. Jeg beder undskylde.»

Paa Hjemrejsen mumlede han meget ivrig: «Naa, kanske det var derfor; Hun troede, jeg mente det, det, det altsaa om deres Kjæresterier! Hvad Fanden har jeg med deres Kjæresterier! Det er kanske det, Marja har set. Hvad Fanden har jeg med det.»

Doktoren blev i godt Humør; han slog ud med Svøben, saa den gamle Mær blev ræd og gav sig til at gallopere med stive Ben, og nogle Kraaker paa Myren nær ved lettede Vingerne, skreg og fløj længer bort.

Men den Aften kom som altid ellers Nils Hall ridende. Han bandt sin Hest ved Havegrinden, for at den kunde æde Smørblomst og Kløver, og selv gik han med 91hastige Skridt ind i Huset, trykkede den første den bedste i Haanden og hviskede: «Hvordan staar det til idag?» Han fik ikke videre Svar; Manden, han traf, vidste ikke noget, gik forbi ham, men saa sig om efter ham med et ondt Blik. Men en gammel Bonde, han traf i Trappen, bærende paa en Mængde Tøj, der skulde luftes, sagde pludselig, medens han saa til Siden: «Idag har han det bedre, det kunde være hel Plaser, om han blev frisk.» Hr. Nils Hall studsede: «Hvad? . . . har han det bedre?» Bonden hørte Tonefaldet og saa tydelig den unge Mands Mine, endda han lod, som han bare saa til Siden. «Ja, jeg tror det mest,» sagde han undvigende, «men kanske det er paa Slutten. Da plejer det tidt at lyse op en Stund.»

Herr Nils Hall gik videre til den store Dagligstue. Det var næsten mørkt i Gangen, han maatte føle sig frem. Da han omsider naaede Døren, banked han raskt paa, og uden at vente Svar aabned han den og traadte ind. Det var en meget stor Hjørnesal med sex Vinduer til Haven; de fleste Møbler var meget tunge og af Egetræ saa haardt, at Forsiringerne syntes mejslede som i Sten.

I Førstningen saa han ingen Ting paa 92Grund af Mørket, men om lidt skjælned han to Skikkelser, som havde rejst sig, da han kom ind. Den ene var den unge Frue, den anden en gammel Mand i Præstekjole med Altervinkar og en Guldæske staaende ved Siden. Damen gik imod ham og trykked hans Haand. Han drog hende et Øjeblik ind til sig, uden at Præsten kunde se det. Saa gik han hen og hilste paa Præsten. Denne bukkede og satte sig atter.

«Ja, ja, ja,» sagde han, «hvad er det nu den gamle Barde siger? Menneskenes Slægt er som Aarets skiftende Løv; den ene Slægt visner og den anden spirer frem af dens Støv. Jeg husker jo nok Herr Grøben; vi traf hinanden som Børn. Man siger han var stille; men jeg synes, jeg erindrer, ham som saa glad, da han var ung Mand. Man finder ikke saadan Ungdom nu. Hver Sommermorgen stod han op af sin Seng og gik omkring, netop heromkring. De har seet det gamle Birketræ ved Haugen. Der stod han altid og blæste paa Trompet,»

Ingen af de to svarede Præsten paa dette. De sad begge to og lod, som de tænkte over, hvad han havde sagt, men deres Tanker var andetsteds. Nu og da saa de hinanden i Øjnene længe. I disse hemmelige Øjekast 93var den unge Frue den ivrigste. Hun sad med sammenbidt Mund. Hendes Øjne brændte, og hendes Barm hæved sig og sank.

«Hr. Pastor,» sagde pludselig Hr. Nils Hall, «skal Herr Grøben modtage Alterens hellige Sakramente idag?»

«Ja, Hr. Grøben har ønsket at gjøre sig rede. Jeg tror, han vil være værdig til at træde for Herrens Bord, han har aldrig gjort noget uværdigt. Det er godt at tænke paa for ham selv og for dem, han efterlader. Jeg tror aldrig, jeg har været tilstede ved skjønnere Dødsleje; hans Øjne er saa store og kloge. Hans Smil er klart. Jeg spurgte ham sidste Gang, om han var bange for Døden. Han rystede paa Hovedet og svarede roligt: «Nej, Døden skal forklare mig saa meget, som jeg her ikke forstod.»

En Stunds Stilhed indtraadte; saa sagde den unge Frue:

«Jeg tror, min kjære Mand maa være vaagen. Han plejer aldrig at sove saa længe ad Gangen. Vil De følge med ind, Hr. Pastor.»

De tre rejste sig. Fru Ulrikke gik foran, Pastoren og Hr. Nils Hall gik efter. Efter en Stunds Forløb standsede de foran Sygeværelsets Dør. Fru Ulrikke aabnede sagte 94Døren og traadte ind. Lige efter kom hun tilbage og førte de to Mænd indenfor og lukkede Døren sagte i efter dem.

I Værelsets ene Hjørne, længst borte fra Vinduet, stod den syges Seng. Den var kun svagt belyst af en Natlampe. Ved Sengefoden sad en Kone og vaagede med stive Øjne, dem Vaagekoner ofte har. Kan hænde, hun sov; de var aldeles udtryksløse. Men da de tre traadte nærmere, vendte hun Hovedet mod dem og rejste sig. Hun mumlede nogle Ord, ingen kunde forstaa, og vendte den hvide Del af Skjærmen til, saa et mat Lys faldt paa den syges Ansigt. Alle tre blev et Øjeblik staaende. Han, som laa der foran dem, var jo halvt en død. Ansigtet var forfærdelig blegt, de indfaldne Kinder af en mørk, gusten Farve. Øjnene stirrede tomt trem for sig; de syntes udslukte for alt her paa Jorden.

Præsten bøjede sig mod den syge og sagde: «Fred være med dig!»

Den syge saa op. Hans Øjne gik fra den ene til den anden. De baade ikke saa, og de saa dybt.

«I taler saa højt,» sagde han med usikker Stemme, der syntes at rave i Mørke. «I vækkede mig, – jeg var under Himlen med 95Stjerner paa, – – lige ved en Skov . . .»

Saa blev hans Blik klarere; hans Bevidsthed syntes at komme tilbage. Han laa nu rolig hen og sagde ikke mere.

«Jeg kommer,» talte nu Præsten og rørte hans Haand, «for at give Jer det hellige Alterens Sakramente.»

Den syge foldede sine tynde Fingre over Brystet og hørte efter, da Præsten gav ham Syndsforladelsen og beredte ham:

«Vor Herre Jesus Kristus i den Nat, da han blev forraadt, tog Brødet, takkede, brød det, gav sine Disciple det og sagde: Tager dette hen og æder det.

Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle heraf: Dette er det Nye Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse» . . . .

Hr. Fredrik Grøben spiste Brødet; men da han skulde drikke Vinen, standsede han pludselig, som om en Tanke greb ham. Han vendte sine Øjne mod sin Hustru og hendes Fætter, saa paa dem med et gaadefuldt Blik. Saa mumled han: «Herren tilgive!» og drak roligt.

Efter dette sank han magtesløs tilbage og laa med tillukkede Øjne. Præsten bad en 96kort Bøn og lagde endnu engang sin Haand velsignende paa den døendes Hoved og vilde fjerne sig. Da saa den syge pludselig op og sagde:

«Jeg vil tale med Jer, Pastor!»

Fru Ulrikke og Nils Hall standsede og vendte sig mod Sengen. Begge saa de paa FredrikFredrik] rettet fra: Frederik (trykkfeil) Grøben med studsende Blik.

«Jeg vil . . . . tale . . . . med . . . . min Sjælesørger . . . . Alene.»

De to gik ud af Værelset. Præsten blev alene med den syge. –

Da han kom ud fra Sygeværelset igjen, rysted han paa Hovedet. Den døende havde peget paa Altervinen og havde spurgt om, hvor den havde staaet, medens han sov. Han havde spurgt om andre Ting, om hvorfor han altid saa slige røde Ildblomster for sine Øjne? Han havde videre talt om, at han, naar han vaagned om Morgenen, efter en tung Søvn, havde levet hundrede Aar. Han havde spurgt: «Hvorfor kommer ikke min Søn?» – Noget laa ligesom paa Bunden, noget, han gjærne vilde fortælle uden at turde . . . . uden at kunne . . . . det var som troede han, at nogen her vilde ham ondt! . . . . Nej, dette Dødsleje var ikke skjønt alligevel . . . . i Himlens Navn . . . . 97hvorfor? hvorfor? . . . . Og saa denne Rædsel, der var præget i alle Miner. Det var som en Finger skulde have skrevet et Angstskrig i hans Hjerte. Og hans Øjne var som udslukte af uendelige Sorger. Det var jo som Helvede. Herre! Herre! var det muligt, at Hr. Grøben? . . . . ak nej . . . . for Herrens evige Miskundheds Skyld – Amen.»

Det var sent paa Aften, da Præsten gik bort med Brødet i den ene Haand og Kalken, skjult paa Brystet, i den anden. –

De gamle Folk paa Gaarden holdt ikke op med at snakke. Ingen udenfor forstod dem; men de forstod hverandre godt. Den gamle Bygning havde saamange Kroge og Døre. Man kunde se Ting uden selv at sees. Man kunde se Ting, som aldrig var bestemt for andre.

«I det Hus, der Døden vil ind,» sagde en gammel Bonde, «skal en ikke holde syndig Kjærlighed. Helst naar det er ens egen Husbond, som lider og har det ilde» . . . .

«Det er, som om de bli’r ugudeligere for hver Dag. Det er, som Døden hidser dem op.»

*

Høstens Vind var nu kommen. Den for omkring med dump, klangløs Stemme. Om 98Dagen var Taage, om Aftenen en enkelt Stjerne mellem flakkende Skyer. Al Livets Larm fandtes ikke her. Huset stod og gjemte noget. Et Menneske holdt derinde paa at dø som en Flamme, der slukkes.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.