XVIII

Der var meget Uvejr den Høst, der gjorde Hav og Veje vanskelige at befare. Deraf kom det, at først samme Dag FredrikFredrik] rettet fra: Frederik (trykkfeil) Grøben døde, kom Sønnen hjem. Han kom med et Barns Mine, der frygter noget ondt: Hans Læber var halvt aabne og hans Øjne store.

Da han lidt efter stod foran sin Faders Seng, blev hans Øjne endnu større i Forundring over Døden, han nu saa for sig. Lidt efter græd han meget, som Barnet gjør, naar det tynges af Sorg; han rysted og skalv over hele Legemet. Da aabned Faderen sine Øjne, saa paa ham og sagde: «Du ser, jeg maa dø . . .» Da det med Vanskelighed var bleven udtalt, lukked FredrikFredrik] rettet fra: Frederik (trykkfeil) Grøben atter Øjnene; men Sønnens Haand holdt han i sin.

99Jonas sad hos sin Fader hele Dagen til sent paa Aften. Han spurgte Vaagekonen flere Gange: «hvor er Mo’r?» Vaagekonen svared først: «jeg ved ikke;» derpaa gik hun ud og spurgte selv, og det Svar kom tilbage, at Fruen var ikke frisk og var gaaet til Sengs. «Det er af Sorg!» sagde Vaagekonen til Jonas og nikkede alvorligt og længe med Hovedet.

Aftentimerne var gaaede, og Natten var kommen. Jonas Grøben sad endnu ved sin Faders Seng, men han var kun ti Aar, og da han et Øjeblik satte sig i en Sofa i Værelsets Skygge, sov han strax ind. Og dog vækkedes han pludselig . . . . han syntes nogen havde raabt, han hørte igjen en Lyd uden at forstaa, hvorfra den kom. Natlampen brændte endnu og kasted et gult Skjær mod den graa Dæmring, som vilde ind. Nu hørte han Lyden igjen. Han sprang op og gik til Sengen og saa utydelig sin Fader aabne Munden og slaa den regelmæssigt i, saa Tænderne traf hinanden; det var den Lyd, han havde hørt. Saa lagde han Mærke til, at Faderens Læber pressedes sammen og Ansigtet fortrak sig, Øjnene lukkedes og blev lukkede en Stund. Men pludselig aabnedes de og stirred frem for sig 100med et stort, forfærdeligt Blik, et Blik, der fik Barnet til at skrige og falde tilbage paa Gulvet med Ansigtet skjult i Hænderne.

Lidt efter hørte han nogen komme. Da han saa op, blev han var Vaagekonen, der bøjed sig ned over hans Fader. Han rejste sig nu og gik til Sengen. Da saa han sin Fader ligge saa stille, at det stod som et isnende Pust fra ham. Men hans Træk var nu rolige.

Jonas Grøben blev længe siddende ved sin døde Faders Seng, og da Solen kom og det blev lyst derude, syntes ham det hele Liv saa fremmed. Han syntes, at Solen var gul og gik lavt, og at Skyerne svæved henover Himlen som besynderlige Taager.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.