XXI

Nu og da en Mands Trods: Fru Ulrikke havde faaet at vide, at han færdedes i Skoven og besøgte Marja. Hun sagde intet til ham om dette; men en Eftermiddag, han gik den vante Vej, kom en Mand ham imøde, som han ikke kjendte. Manden standsede foran ham og sagde: «skal du nu hen til den gamle Kjærring?» Gutten blev forundret og svarede ikke. «Kom», sagde Manden, «saa gaar vi hellere ud at skyder Fugl.» Nu forstod han, at Manden gjorde dette ikke af sig selv, og han svarede, medens han blev hed i Kinderne: «Jeg gaar, hvor jeg 112vil.» «Nej, svarede Manden, det gjør du ikke.» «Jo, raabte han, hvem vil nægte mig at gaa?» «Kom», sagde den anden, «saa gaar vi ud og skyder Fugl». «Lad mig gaa, hvor jeg vil,» sagde Gutten. «Nej, du skal gaa med mig.» «Lad mig gaa eller du skal angre det.» Og i Guttens Øjne laa en Trods, der gjorde Manden taus og forundret, og fik ham til at vende Ryggen til og gaa den Vej, han kom fra. Manden var tyk og rød og gik med tunge, vaggende Skridt. Han syntes at være Sømand.

Et andet Exempel. Jonas Grøben havde med Sønnens Ret taget en Dolk blandt sin Faders Vaaben, den han bar ved Siden som sin egen. Dolken var af kosteligt Arbejde: Haandtaget var af Elfenben og sølvbeslagen, Bladet var af fineste Staal. En Eftermiddag, da han havde lagt den fra sig paa Bordet, tog Nils Hall den i sin Haand, besaa den nøje, prøved dens Eg og sagde: «den vil passe i Vaabensalen; (Nils Hall havdehavde] rettet fra: bavde (trykkfeil) indrettet en Vaabensal, mest af Vaaben der havde tilhørt Grøbens.) Jonas svarede hurtig; «Dolken er min.» Naa, naa,» sagde Nils Hall langsomt, «det kommer vel an paa om, du faar den.» «Nej, den er min.» «Hvem har givet dig den?» spurgte Fru Ulrikke og 113saa paa Sønnen. Jonas saa igjen: «Den tilhørte min Far, og dersom han havde levet, og jeg havde bedt ham om den, havde han givet mig den» «Nuvel,» sagde Nils Hall rolig, «maaske om ti Aar havde du faaet den; men nu forstaar du ikke at bruge den.» «Jo, jeg forstaar.» «Jeg synes du bliver fræk og anmassende,» sagde Fru Ulrikke.Ulrikke.] rettet fra: Ulrikke, (trykkfeil) «Jeg«Jeg] rettet fra: Jeg (trykkfeil) ved, hvad Far vilde have sagt,» raabte Gutten, «og han er den eneste, jeg vilde have spurgt. Han var Herren for alt her.» Nils Hall sprang op: «Hvad er dette for en Tale?» raabte han og løfted Haanden. Gutten stod stille og bed sig i Læben og kjæmped med Vredestaarer; om lidt svulmed en tyk Aare i Tindingen op, bred og blaa, Munden aabned sig dernæst, og Læberne blev tykke og haanende. Det var som raabte det ud af ham: «Slaa om du har Mod.» Men Nils Hall slog ikke. Lidt efter gik Jonas Grøben ud af Værelset. Dolken havde han med.

Det var i det hele sært at se, hvor ilde de to, Nils Hall og Fru Ulrikke, befandt sig, naar den unge Gut kom ind til dem. De talte da ikke meget, eller talte de, lød deres Ord tvungne. Engang, da Jonas Grøben netop havde forladt Værelset, hvidsked Nils 114Hall: «Saa du ham nu? han har ligesom noget at sige, som han ikke siger.» Og Fru Ulrikke rynkede sin hvide Pande og svarede: «Jeg kan ikke holde ham ud . . . han ligner sin Far,»

«Og han taler endnu bestandig med dede] rettet fra: de de (trykkfeil) gamle Tjenestefolk,» mumled Nils Hall.

En Dag, det unge Ægtepar var ude at kjøre, kom de til et Sted med vid Udsigt. De saa over Moer og Enge og over Skov og Myr; men langt borte saa de en blaagraa Sky: det var Havet. De sad stillestille] rettet fra: stllle (trykkfeil) og saa derbort. Nils Halls skarpe Blik opdaged en Sejler langt, langt ude, den ogsaa Fru Ulrikke skimted som en dunkel Prik.

Lidt efter sagde Nils Hall:

«Han skulde ud af Skolen. Mænd skulde ikke være forlæste. De vænnes til at grunde over altfor meget. Dersom han nu sendes til Skolen igjen efter Sommeren vil han komme tilbage meget mere fortænkt end før. Han vil ikke have godt af at komme paa Skolen igjen. Han skulde til Søs. Han skulde gjøre nogle Rejser . . . som Skibsgut og Matros.»

«Skulde han saa blive Sjømand?»

«Sjømand? . . . han kan jo blive Admiral 115. . . gjerne for mig . . . hvis han duer . . . . Jeg gik til Sjøs i hans Alder.»

«Han kunde maaske have godt af at komme bort, langt bort.»

De talte ikke mere om dette; men de var meget lidet talende under Turen hjemad, som var de hver for sig optagne af sine Tanker.

Men næste Dag kom Spørgsmaalet atter frem, medens de saa hinanden ind i Øjnene. Og nu talte de i renere Ord.

Nils Hall sagde tilsidst:

«Jeg har en halvgammel Mand blandt mine Folk. Mika Peter heder han. Jeg har skaffet ham Arbejde som Skibsbygger; men han længes ud paa Langfart igjen. Det var ham, som prøvede paa at faa Jonas med paa Jagt. Paa et Vis er han dum, men paa et andet Vis er han baade slu og klog. Han er min Træl, kan jeg sige, min Hund. Jeg har engang frelst hans Liv. Siden gjør han hvad jeg siger han skal gjøre.»

En Stund efter tilføjede han:

«Jeg skal tale med Mika Peter i Aften.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.