116Samme Aften kom en Mand til Nils Hall. Han saa ud til at være Sjømand; han gik tungt og klodset ind i Værelset, der Nils Hall var. Denne, der sad i en dyb Lænestol, rejste sig, da den sjømandslignende Mand kom ind og gik ham i Møde. Han blev en Stund staaende at se paa ham, og sandt at sige kviede den anden sig under Nils Halls Blik: han vendte Øjnene mod Gulvet og ventede.
«Mika Peter!» sagde Nils Hall rolig.
«Ja,» hviskede den anden.
«Mika Peter . . . . du ved, hvad jeg har gjort for dig.»
«Ja.»
«Du ved, hvad jeg har gjort for dig, da jeg frelste dit Liv.»
Sjømanden knuged Hatten i sine Hænder, folded disse foran paa Brystet og bøjed sit Hoved, saa det blev rødt, og Aarerne i Tindingerne svulmed op.
«Jeg har aldrig glemt det, og skal aldrig» . . . . hvidsked han med Besvær, «ikke saalænge jeg lever.»
«Nu maa du tjene mig igjen, Mika Peter.»
117«I ved, at jeg vil gjøre alt, hvad I vil.»
«Nuvel, du snakked om, at du vil ud at fare igjen, og du kan faa gode Vilkaar. Tag i Morgen i Baad til Barkskibet, der ligger lige bag den Holme, der kaldes Lystren . . . . ved du, hvor den ligger?»
«Nej . . . . jeg har aldrig været her før nu.»
«Vel, en skal følge dig. Men naar du kommer paa Skibet, vil Kaptejnen vise dig en ung Gut, som ogsaa skal sejle med. Tag du den unge Gut for dig. Behold ham; forlad ham aldrig.»
«Skal han tilsjøs?»
«Ja . . . . hvorfor skulde han ikke, Sjømand er der mange, der bliver. Men Mika Peter, du skal behandle ham slig, at han ikke forlader dig. For . . . . du forstaar at binde den til dig, som du vil binde til dig.»
«Ja, det kan jeg. Men skal jeg følge ham altid, skal vi aldrig komme hid tilbage?»
«Tænk ikke derpaa . . . . dersom jeg vil, at du kommer, skal jeg underrette dig derom. Ellers sejl som du vil; skriv mig til en Gang om Aaret.»
«Jeg kan ikke skrive.»
«Saa faa en anden til at skrive, hvad du siger ham. Men sig ikke noget og lad ham ingenting vide om dette. Sig hvor du er, og 118hvor du skal, og hvordan han lever, som følger dig.»
«Ja.»
«Tror du, at du kan gjøre, hvad jeg vil.»
«Ja . . . . han skal nok følge mig. Jeg ved, hvem I taler om. Jeg har set ham, han er ikke gammel og haard. Jeg skal gjøre ham slig, at han hænger ved mig.»
«Tror Du, det vil falde dig svært?»
Sjømanden stirred frem for sig med et tomt Blik, som var hans Tanker andetsteds. Saa sagde han:
«Jeg tror ikke. Han har Orm i Øjet lige som jeg. Han har baade Lys og Nat. Det kom an paa andre Ting, end ham selv, om han skulde ind i Dagen eller i Natten. Nu driver jeg ham i Natten til mig selv.»
«Det vil du ikke angre paa, Mika Peter.»
«Jeg ved ikke, hvad jeg vil,» svarede Sjømanden fremdeles som i Tanker og endnu altid stirrende hen for sig. «Han er nu et Barn med Vinger, og han kunde blive klar og hvid. Ormen er langt inde hos ham. Den maa krybe frem; men for at den skal turde, maa meget af det hvide af ham.»
«Der er meget sort mangesteds ude i Verden, Mika Peter.»
«Men da maa I lade mig gjøre ham 119anderledes, end det Barn han nu er. I faar ikke græde og se ilde paa mig, om I, hvis I engang kalder ham tilbage, faar se en Skarv flyve ind i Stuen.»
Nils Hall gik Sjømanden nær og stirred ham ind i Ansigtet en Stund, saa sagde han saa stærkt hviskende, at det lød som en Syden:
«Gjør ham som du vil! Blæs ham din Aande i hans Næse, naar han sover og se paa ham med dine Øjne under din Pande, naar han vaagner tidlig, saa han sover ind igjen med Hovedet fuldt af dit Blik. Gjør alt, hvad du vil, som du engang fortalte mig, du kunde, og som jeg ved, du forstaar. Sejl langt bort.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Kobberslangen ble først utgitt i 1895.
Romanen handler om slekten Grøbner, men er ikke noen tradisjonell slektskrønike. De nyromantiske skildringene av natur og menneskesinn kretser rundt de to siste i slekten, Fredrik Grøben og hans sønn Jonas.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1895 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
