XXIII

Man begyndte at glemme Hr. Nils Hall og Fru Ulrikke Hall deres Overtrædelse. Vistnok hang Ordene over dem endnu, og Ordene var ofte dunkle og endte stundimellem saadan: «Gud ved, hvordan det i Grunden havde sig med den gamle Grøbens Sygdom» . . . . Men det sloges oftest bort af andre, som sagde: «Han var jo en gammel Mand, og det var Sorgen, som tog ham.» Eller af 120atter andre, som skrinlagde det hele med følgende Ord: «Og desuden faar jo aldrig nogen vide, hvordan det egentlig havde sig.»

Men alle saadanne Ord døde mere og mere hen, og mange samledes atter til Høstgilder i Huset. Ingen af de andre Godsbesiddere gjorde saadanne Gilder; Nils Hall og hans Frue var eneraadende paa det Omraade. Tidt var Ballerne Maskerader, der skummede af Liv, fra de begyndte til de sluttede. Og midt under disse fandt Gjæsterne nu og da paa at vandre ud paa Vejen. Helst ved Maaneskin foretoges disse Udflugter, i brogede Dragter og med sælsomme Masker. Da gjøede en og anden Hund, de traf, ad dem, før den med Halen stukken mellem Benene for ind paa Moen, hvor den tudede af Rædhed. Og den enlige Bonde fra Dalen ovenfor – naar han havde set to eller fire af Maskerne, saa løb han samme Vej som Hunden. Engang tog nogle halvdrukne Gjæster to Bønder med sig helt op i Salene og skræmte dem først ved gale Krumspring og Fagter, før de drak dem saa fulde, at de to, da de skulde gaa videre, faldt om og sov ind og holdt paa at stivfryse i den kolde Novembernat. En anden Gang traf de nogle drukne Sjøfolk, hele sex Stykker; men da gik det 121værre. Da nogle kaade Herrer gav sig til at klø Sjøfolkene paa Næsen, som man klør en Hest eller en Kyr, og end mere da en Gjæst gav en Sjømand et lidet Spark i Bagen, blev disse ganske rasende, brætted Ærmerne op, spytted og gned sig i Næverne, blaaste og stødte i Næserne og gik løs paa Selskabet: fire af Sjøfolkene for løs paa de muntre Kavallerer og pryglede dem, de kunde træffe paa, med Slag paa Strambuks og Snudeslag. Men to af dem tog Fru Ulrikke og en anden Dame i Favn, kyssed dem trods deres Skrig og brugte haardhændte og ugenerte Galanterier. Og jo længer de holdt dem fast, jo mere rasende blev de ved disse fine Damers hvide Myghed. De kunde næppe, da flere Gjæster kom til Undsætning, bringes til at give Slip paa dem. En havde klemt sine Fingre saa dybt ind i Fru Ulrikkes Nakke, at hun længe bar Mærker derefter.

Det var nu den Gang at sligt hændte, og det skræmte dem ikke saa overvættes. Kun tog et Par af Herrerne sidenefter altid ladte Pistoler med, naar man gik ud paa Kommers ved Landevejen.

– Men Fest kunde ikke holdes bestandig, og naar det hændte, at Nils Hall og Fru Ulrikke sad alene i det store Værelse og det 122mørknede med Uvejr, og Storm og Regn kom, af denne stærke og pludselige Nattens Storm og Regn – da var det som om Natten bragte nogen med sig, helst naar Stormen kom fra Havet og Regnen, der tung faldt mod Ruden, var fra Skyer, der havde drevet ind, blandet med Sjørøg.

En saadan Nat vaagned Ulrikke og var bange. Hun havde haft en Drøm, sagde hun, den hun ikke mere husked: «men den var om min Søn!» Nils Hall beroligede hende med sin jevne Tale, og en Stund efter vandt hun over sig selv, lo lidt og sagde: «Det skal ikke hænde oftere.» Nils Hall tændte ikke engang Lys. Han laa kun en Stund og taled for hende: Menneskene her i Verden skal nu engang kjæmpe om Magten. Den eneste Synd er at slaa den af Menneskene, som har samme Blod i Aarene som en selv, som har de samme Livskræfter og Tanker. Ham skal jeg ikke slaa; men træffer jeg en, som har den samme Livskraft, slaar jeg ham, hvis han kommer mig i Vejen. Da er det ingen Grusomhed, men en naturlig Trang.

Fru Ulrikke holdt Ord. Hun vaagned ikke mere om Nætterne efter besværlige Drømme om Sønnen. Og om maaske denne en enkelt 123Gang kom frem i hendes Tale, behøvede Nils Hall kun at nævne, at han ligned sin Fader, og at gribe om hende, sigende at han haded denne, som en anden havde avlet med hende, som han selv vilde haft Førsteretten til, – saa var Sønnen borte for hende: hun husked da selv, hvem han altid havde mindet hende om, og hun smilte, naar Nils Hall hvisked hende i Øret sine ømme, forbitrede Ord.

Det var nu gaaet to Aar siden den Kveld, Jonas Grøben blev sat paa Skib for at blive Sjømand og Mika Peter fulgte ham. I denne Tid havde Nils Hall faaet to Breve fra Mika Peter, et skrevet i den engelske Kanal og et andet skrevet ved nogle øde Øer i det stille Hav. I det første havde de haft det godt; de havde netop siddet og spist sin Middagsmad, men da det sidste blev skrevet, havde de i lange Tider kun seet Hav, Hajfisk og Sjøfugl. De var efter lange Lidelser paa Havet, drevne didind. Brevet sagde paa en snu og dulgt Maade, at den unge Gut gjerne vilde hjem. Og aabenbart bad Mika Peter for ham; thi under dette Brev, som han jo havde dikteret og ikke selv forstaaet Meningen af, havde han med plump Haand tegnet 124en Figur, der visselig skulde forestille en Gut, der rakte sine foldede Hænder op som i Bøn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.