II

«Hundestjernen» fortsatte Rejsen; den skjød god Fart for en svag, men stadig Vestenvind. Mødet med det andet Skib havde gjort, at de Passagerer, «Hundestjernen» medførte, kom paa Dæk. Det var tre Mænd og en Moder med to smaa Børn. Moderen gik straks ned igjen, men de tre Mænd forblev paa Dækket. Af de to, som efter en Stund gik ind i et lidet Rum i Nærheden af Kabyssen, var den ene Gartner, irsk af Fødsel. Han havde slaaet sig paa Havplanter og handled med Koraller og Svampe. Den anden var Tyv. Han havde gaaet ombord i «Hundestjernen», fordi han i St. Louis forfulgtes af Politiet, og havde med Møje reddet sig, hjulpet af Mørket 137mellem Fartøjerne i Havnen. Han udgav sig for Handelsmand og talte mange Sprog med Færdighed.

I det Rum, hvor de to satte sig ind, laa foruden et Par Piber, der hørte en eller anden af Mandskabet til, en Bibel, en Kristi Etterfølgelse af Thomas à Kempis samt øverst et Kortspil. Den irske Gartner foreslog Tyven at spille et Slag Kort, og Tyven var straks villig. «Men,» sagde han, «det er vel ikke raadeligt at spille om Penge.» Hertil svarede Gartneren, at han aldrig bar Nag fra Kortspil, hvorpaa Tyven svarede, at det gjorde han heller ikke, det var kun af Forsigtighed, han havde sagt det.

Saa begyndte de to at spille sammen. De tre første Gange vandt Gartneren med Knald, men saa begyndte pludselig Tyven at vinde. Gartneren havde ikke seet, at Tyven de tre første Spil ikke havde sin Opmærksomhed henvendt paa andet end paa at mærke Kortene.

Imidlertid blev Gartneren rødere og rødere af Sinne. Maaske tænkte han paa at slaa i Bordet, da Døren aabnedes og en tredje Passager traadte ind. Det var en jødisk Læge, en Olding, der altid læste, og ellers saa ud, som vigtige Tanker beskjæftigede ham. Ingen paa 138«Hundestjernen» kjendte videre til ham; han havde ikke sagt nogen sit Navn, og paa Kaptejnens Spørgsmaal om, hvor han i Grunden agted sig hen, havde han svaret: «Jeg har intet bestemt Maal . . . . Hvor gaar Skibet hen fra Azorerne? . . . . til Tunis? godt, saa følger jeg med til Tunis.»

Nu satte han sig ned og prøved at læse i en Bog, han trak frem af en dyb Lomme i sin Frakke, men det var for mørkt, hvor han sad. Saa lagde han Bogen tilbage, folded Hænderne og stirred frem for s g som han plejed.

Pludselig sagde han ganske højt.

«Der findes Kræfter i Havet, som skriver sig hverken fra Vinden eller Bølgerne. Som ingen Vejrmaaler kan forklare, som ligger dybere, end vore Øjne kan se, og vore Nerver kan føle. Hvoraf Storm og Uvejr kun er Ytringsformer. Jorden har sine Sygdomme. Orkanen og Regnen er Jordens Febre og Sved. De kan se onde ud, men i Grunden frelser de Jorden. De gjør samme Nytte som Vulkaner; de har Slægtskab med Nordlyset. Hvis ikke disse Febre var, vilde de ukjendte Kræfter samle sig, hobes op i Jordens Indre, og en Dag vilde Jorden sprænges. Vi maa tage dem for at faa Lov til at bo paa Jorden.»

139De to, Gartneren og Tyven, Saa forundrede paa den gamle Jøde.

«I er jo en lærd Mand, Hr. Doktor,» sagde Tyven og begyndte at blande Kortene paa ny.

Jøden saa hen for sig rolig, som havde han intet hørt, som saa han ikke de to, der sad i samme Rum som han. Nu og da smekkede han med Læberne og tog sig nedover sit hvide Skjæg.

«Kaptejnen er en haard Hals,» sagde han saa. «Jeg saa, at det fremmede Skibs Fører havde noget ved sig, som ikke var at le af. At der findes vejrsyge Folk, det er noget, man ved ligesaagodt, som at der findes maanesyge. Jeg blev med over paa det andet Skib, og jeg saa det mærkelige Menneske, som den fremmede Kaptejn talte om. Jeg gik lige hen til ham, og jeg kan sige, jeg undersøgte ham. Han var bleghvid i Ansigtet, han havde tyndt Haar som vissen Hør. Gigtknuder trivedes hos ham. Hans Øjne var blinde. Derfor tror jeg, han saa mere, end jeg saa. Øjnene aabenbarer ikke, de skjuler. Han vejrede mod Øst som en Vidje, der bøjer sig mod den skjulte Kilde, som Solsikken, der vender sig efter Solen. Naar Luften om en Tid vil rase i Feber, saa vil han blive 140spillevende, naar Havet om en Tid faar Krampe, vil han ogsaa faa Krampe, og Safterne vil røres hos ham. Han vil fraade, som Havet gjør.»

Ingen af de to, Irlænderen og Tyven, svared; men de spilled ikke mere. De saa noget forundrede paa Jøden og paa hinanden. Endelig smiled Tyven og gjorde med Fingeren nogle hurtige Cirkelbevægelser foran sin Pande, hvorpaa han med Hovedet gjorde et Kast mod Doktoren som for at antyde, at denne var sindsforvirret.

Irlænderen smiled igjen og nikked. Han gjorde det dog ikke, fordi han var fornøjet med Tyven; thi det gik efterhaanden op for ham, at den fremmede Fyr havde snydt ham ligefrem syndig. Men han gjorde det, fordi han virkelig ønskede, Jøden maatte være gal; thi et eget Ubehag havde grebet ham ved de i en rolig Tone udtalte Ord. Doktoren taug nogle faa Øjeblikke, saa sagde han:

«Jeg tror, Luften er tungere.»

«Irlænderen svarede straks:

«Det kommer af, at vi sidder i et trangt Rum.»

Doktoren aabned Døren.

«Vi er i Oktober Maaned,» sagde han, 141«og Solen er gaaet ned for en Time siden. Her er en egen Varme.»

«Den kommer vist fra Kabyssen,» svared Gartneren, «vi skal have Suppe til Aftensmad. Hellefisksuppe med spansk Peber . . . . den smager som Kjødsuppe. Og Hellefisken skal steges med Peber og Løg som Oksekjød, det fortalte Kokken mig.»

«Det er ingen Sag, nu vi har faaet Vand,» sagde Tyven.

Man hørte, ligefra Døren blev aabnet, virkelig en Brasen fra Kabyssen. Til Overflod saa man Kokken gaa forbi, blank af Sved. Han kom lige efter tilbage med et stort Vedknippe. Irlænderen raabte noget til ham som en Opmuntring, og han svared tilbage med et lystigt Smil.

Tyven og Irlænderen blev ved at snakke. Den ene fortalte om de karmoisinfarvede Vandplanter i Rødehavet, og den anden om det drikkelige Havvand ved Malabar. Det var dem tydelig om at gjøre, at ikke Doktoren kom til Orde. Denne sagde heller ikke et Ord, der han sad. Som sædvanligt syntes han ikke at høre, hvad der taltes omkring ham. Omsider blev der ringet til Aftensmad. De tre gik nedenunder, hvor de traf 142Kaptejnen og Styrmanden. Man satte sig straks til at spise. Aftensmaden bestod af The, Skibsbrød, Hellefisk stegt som Oksekjød, Hellefisksuppe og et lidet Glas Sherry. Moderen og hendes to smaa spiste for sig selv ved et andet Bord.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.