IV

En Vind, der kjendtes hed som Ørkenvinden, kom næste Øjeblik farende. Havet krummed sig og rulled store Bølger afsted. Endnu var de dog klodsede. En Bølge kom maaske i Fart, men mødte saa en anden, der var trægere, saa begge faldt sammen.

157Men om ikke længe blev deres Magt større: de kom i Rækkefølge. Den første beredte den anden Leje, og i Ryggen skjød Vinden paa. Og snart ligned Havet et Mylder af levende Dyr, der snoed sig med sortgrønne, skjællede Kroppe.

Kaptejnen drev Roret i Læ, og «Hundestjernen» løb op mod Vinden.

Af Passagererne havde Gartneren, Tyven og Moderen med sine smaa presset sig sammen i det lille Rum ved Kabyssen. Der indenfor sad de og stirred ud, forferdede og skjælvende. Af og til skreg de smaa, og Moderen lod dem skrige. Hun bevægede vistnok Læberne som til Trøst, men det var kolde Læber, der rørte sig, uden hun selv vidste det.

Alle stirred ud. De saa Matroserne løbe frem og tilbage; de hørte Raab fra Kaptejnen. Og medens de sad og saa og hørte, mærked de, hvordan Vinden vokste og vokste, og de saa Sjøerne blive umaadelige.

Skibet vælted sig tungt i Bølgerne. Naar Stormkastene kom, hørtes det fra Master og Ræer, ja tidt ligesom fra Skibets hule Bug et Skrig som i Rædsel. Og det stejled og standsed ligesom den Hest, man tvinger op mod en Fiende. Det var, som vilde det 158gjerne flygte, flygte afsted som Uvejrsfuglen, der under de værste Storme søger Land.

Det uhyggelige ved denne Storm var, at det kjendes, som havde den umaadelige Masser i Baghaanden, dem den endnu gjemte. Naar man saa mod Horisonten i Øst, saa man Skymasser gro op fra Havet, den ene sortere end den anden. Tilsidst var det som noget stort, forfærdeligt laa derborte og pustede, noget, enhver maatte grue for. Det var, som om Tiden ved det besynderlige Mørke blev en anden, som om noget fra Gravene langsomt steg frem og gav sig til at leve, trodsende Sol og Glæde.

Natten kom. Stormen blev værre. Ofte rystede den Skibet saa heftigt, at alle troed, det maatte være forbi. Himmel og Hav gik i et. Alt var et evigt Mørke. Og frem i dette Mørke styrted «Hundestjernen» som i Blinde.

Ved Midnat kom Doktoren ind til dem, der sad i Rummet ved Kabyssen. Han sagde intet, men satte sig ved Siden af Moderen og hendes smaa.

En Stund efter rejste han sig og gik atter ud. Han blev borte en halv Time. Saa kom han ind igjen og satte sig som før.

«Vi har passeret et Fyrtaarn,» sagde han, 159«enten et Fyrtaarn eller et brændende Skib, som for vild paa Havet i Natten. Jeg er ligesaa tilbøjelig til at antage, at Skinnet hidrørte fra et brændende Skib, for noget Fyrtaarn kjender jeg ikke paa disse Kanter. Afstanden var for stor til at afgjøre noget bestemt . . . . Skinnet flammed op og sluktes med regelmæssige Mellemrum. Det skulde tyde paa et Fyrtaarn langt ude paa Havet. Men et brændende Skib, der dukker i høje Bølger, kan frembringe samme regelmæssige Blink. Se der, I kan se Blinket endnu. Nu er det svagere end før.»

De to Mænd strakte Hals og saa noget som en rødlig Stjerne langt ude i Uvejret, der sluktes og tændtes.

Moderen blev liggende, hvor hun laa, uden at Doktorens Tale virked paa hende. Det syntes, som om Skrækken nu fuldstændig havde overvældet hende. Hvergang tilforn Sjøskummet piskede henover Dækket, ynked hun sig, ja skreg højt og nævned Guds Navn. Men den sidste Time havde hun ligget hen som i Døs, holdende sine to smaa presset haardt mod Brystet.

Stormen blev vildere; alle følte det. Det var en af disse Kræfter, som rørtes, der knuser alt. Skibet blev nu trukket afsted 160paa Lykke og Fromme. Det havde givet sig over. Dets Master var knækkede, Takkelagen, der endnu var tilbage, hang tjavset som Haaret paa et stakkels døende Dyr.

Ombord paa «Hundestjernen» haabed man ikke mere. Den ene vidste ingenting om den anden. Kaptejnen holdt vistnok endnu Stand ved Roret, men hans Standhaftighed kom ingen tilgode. Naar Faren er overhængende, krummer Edderkoppen sine Ben, Leoparden og Løven trækker sig sammen til Spring, Billen vejrer med sine Følehorn: det var kun Mandens Skipperinstinkt, der lod ham gribe til Roret, just naar det gik allerværst.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.