Mennesket kan ikke taale mange Kast fra det dybe Mørke til Dagen og fra Dagen til det dybe Mørke uden at blive halvblinde.
Ombord paa «Hundestjernen» færdedes man nu som i Taage. Ingen havde noget 164paa det rene. Selv Kaptejnen lod sig i den Grad forbløffe, at han for frem og tilbage og iagttog Vandets Stigen i Rummet og disputerede med Styrmanden om, hvorvidt «Hundestjernen» maaske havde rørt et af de undersjøiske Skjær ved Solerabankerne.
Men Doktoren havde taget Kommandoen. Denne Mand var ikke Sjømand, og dog var han i dette Øjeblik ganske rolig. Hans Sjæl, der maaske i al Stilhed havde lidt langsommere og skrækkeligere Skibbrud end dette, straaled nu ud fra ham lig en hemmelighedsfuld Kraft, der bøjed alle under sig. Han ligned en Sol, der han stod stille og saa omkring sig, medens alle lød ham.
«Redningsbaadene ud!»
Af de to Redningsbaade viste den mindste sig aldeles ubrugelig. Den var helt ødelagt af Bølgerne. Men den anden var heldigvis uskadt. Den flød let som en Maage og var bred og drægtig.
Styrmanden, Baadsmanden, Kokken gik først i Baaden. De havde sine Ejendele med desuden Proviant. Saa kom sex Matroser, Moderen med hendes to smaa, dernæst Irlænderen og Tyven. Alle disse havde sine Ejendele med, Moderen en hel Kiste. Men Baaden laa allerede dybt, den kunde 165vanskelig bære flere. Og endnu var Kaptejnen, Doktoren, Mika Peter og den saarede Matros igjen.
Doktoren raabte:
«Alle faste Ejendele overbord – alt undtagen Mad og Drikke.»
Den store Kiste, en halv Snes større og mindre Bylter blev kastede i Sjøen. Alle blev fulgte af Skrig og misfornøjede Knur.
Men Baaden var lettet en Del.
Kaptejnen sprang ned. Han var en tyk, rød Mand, som ofte havde rost sig af at veje ligesaameget som to andre.
Baaden gav sig under ham.
Mika Peter kom bærende med den saarede Matros.
«Her!» raabte han med dyb Stemme. «Ham maa Baaden endnu bære. Om I slipper ham, saa husk, at jeg, som bliver tilbage for Jeres alles Skyld, forbander Jer. I har da en Døds Forbandelse hos Jer, og I ved, at det er godt at have Fred med de Døde.»
Saa hvisked han noget i Øret paa den saarede Matros. Denne aabned Øjnene og lytted begjærlig. Da Mika Peter holdt op at tale, lukkede han sine Øjne atter i og hensank i sin forrige, halvt bevidstløse Tilstand. 166Saa overgav Mika Peter ham til Folkene i Baaden.
«Nu bærer den ikke flere!» raabte mange Stemmer. Og en angstfuld Røst tilføjed: «Den ligger i lige til den hvide Rand.»
De to, Doktoren og den gamle Sjømand, stod tilbage. De vexled nogle Ord.
«Rejs,» sagde Doktoren stille.
Folkene i Baaden nølede.
«Rejs,» gjentog Doktoren, «Lykke med Jer! Det er bedre, at I bliver i Live, end at vi alle dør.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Kobberslangen ble først utgitt i 1895.
Romanen handler om slekten Grøbner, men er ikke noen tradisjonell slektskrønike. De nyromantiske skildringene av natur og menneskesinn kretser rundt de to siste i slekten, Fredrik Grøben og hans sønn Jonas.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1895 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
