Kobberslangen

av Thomas P. Krag

IX

192Siden den Eftermiddag gik Fru Ulrikke sjælden ud af Døren – ja saa at sige aldrig. Hun turde ikke. Mest sad hun i sit Soveværelse. Ofte aabned hun Vinduet og saa udover Egnen. Om Dagen var hun ikke bange for at være alene; men naar det begyndte at mørkne, raabte hun paa Aase, og denne kom, og fra nu af og til næste Morgen var Aase hos sin Frue uafladelig.

Alt som Mørket faldt paa, kjendtes det meget stille i Værelset. Kun de to som snakked sammen, dæmpet og med Pauser. Ofte hørtes det, som Fru Ulrikke begyndte at blive noget sløv, hun kunde ikke altid holde Tankerne fast. De gled meget ofte ud i Mørke.

Noget senere paa Aftenen blev Pauserne i deres Samtale længere. Det kunde hænde, at den ene tog sig en Blund, medens den anden saa frem for sig eller saa paa den, som sov. Maaske tog begge sig et Blund. Da lød deres Aandedræt regelmæssig og i Pauserne et gammelt Stueuhrs svage, men klare Tik-Tak i Værelsets ene Hjørne.

De to kunde uden at vide om det træffe 193til at sove meget længe. Engang da en stærk Varme fra Ovnen gjorde dem døsige, sov de ind ud paa Aftenen i sine Stole og vaagned ikke, før Aase faldt ned fra Stolen, og den gamle ved Larmen foer op i Angst og skreg: «Hvem er det?» Men da var alt Natten gaaet, og det begyndte at gry.

Men i Almindelighed sov de kun en kort Stund. Og naar det mørknede, rejste Aase sig, tændte Lampen og kogte The, tog som oftest en Snarvending ned i Kjøkkenet og hented et Stykke koldt Oksekjød eller et Stykke Fugl, som Fruen spiste med et Glas Rødvin til. Og ikke længe efterat Aftensmaaltidet var endt, gik de til Ro, og Natlampen brændte.

Nætterne gik som oftest rolige hen. En enkelt Gang vaagned Fruen maaske og bad om Vand. Og spurgte, hvad Klokken var. Og skulde det hænde, at en af Hundene blev urolige, saa hørte hun det straks og vækked Aase, der gik hen i Vinduet og saa ud, fordi hendes Frue nu ikke fik Ro før. Ildebrand var det, som Fru Ulrikke mest frygted, naar Hundene glammed. Hun sagde altid: «Du ser vel ingenting?» Og naar den dovne Bondepige lo af dette, saa sagde den 194gamle: «Det kunde jo saa let hænde, om der var nogen, der vilde en ondt.»

Men i Almindelighed stod Natlampen og skinned paa de to, som rolig sov. Uden at ryge, uden at blaffe. En liden rund, gul Flamme som et vaagent Øje. Lange Stunder gik uden Lyd. Saa maaske et Fløjt af Vinden i Tagskjægget: det hørtes svagt og døde. Og Tiden randt videre som fint Sand af et umaadeligt Timeglas.

Saa kom den første Dæmring med et svagt Lysskjær. Vinduets mørke Kors tegned sig mod Rullegardinet som en utydelig Skygge. Lidt efter lidt kom ogsaa Gardinets Figurer tilsyne: to store Træer, en Pige, der hented Vand fra en Sø, og en Mand, der roed en Baad. Alt dette kom langsomt: først de store Træer, saa Pigen paa Stranden og Manden i Baaden, endelig Søens Strime og nogle graa Skyer.

Naar Morgenen blev lys, slukkedes Natlampen og Gardinet rulledes op.

Men naar den gamle Frue var færdig med sin Frokost, den hun spiste i det næste Værelse, gik hun oftest omkring i Huset, saa her, saa der. Hun syntes altid at have et eller andet for. Ofte kunde hun sætte sig ned ved et Mahognichatol, hvis røde Træ 195begyndte at blive sort og gulflammet af Ælde. Nøgle kunde hun finde frem, og saa trække Skufferne ud og bese de gamle Kjoler, som laa der, tidt af tyk Silke, der bugted sig vægtigt som Metal og skifted Farve, eftersom Lyset faldt lodret eller paa skraa. Fru Ulrikke gav sig god Tid her. Jævnlig mumled hun noget mellem Tænderne. Naar hun lagde Kjolerne tilbage, saa hun efter dem. Omsider lukked hun Skufferne igjen og gik videre, helt op paa det øverste Loft, hvor hun gik omkring, uafbrudt snakkende med sig selv. Her kunde hun standse ved de mindste Ting og blive her, til Aase kom og hented hende til Middagsmaden.

Var det Sommer, kunde det hænde, at hun efter Middag atter gik paa egen Haand omkring i Huset. Men ved Høst og Vinter, naar Mørket faldt tidligt, blev hun siddende i sit eget Kammer, det mindste, hvor hun i Grunden fandt sig bedst.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kobberslangen

Thomas P. Krags roman Kobberslangen ble først utgitt i 1895.

Romanen handler om slekten Grøbner, men er ikke noen tradisjonell slektskrønike. De nyromantiske skildringene av natur og menneskesinn kretser rundt de to siste i slekten, Fredrik Grøben og hans sønn Jonas.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1895 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.