V

Der sænkes altid en stor Bekymring over Jorden, naar Solen synker. De store røde og blaa og grønne Skyer straaler nok som et ukjendt himmelsk Guld; men de har 182allesammen lidet at sige: snart vil Natten komme, og Mørket vil falde.

Men naar Mørket faldt over Egnen og naaede det Grøbenske Hus, kom en Gaardskarl ud med en stor Lygte, den han satte midt i Gaardsrummet. Saa blev Gitterporten stængt med den dobbelte Slaa, og Hundene blev løsladte. Disse gik da omkring i Gaarden. Den ene var sort, den anden graa og den tredje gul. Den første Time gik alle tre Hunde Gaarden omkring. Kom nogen i Skridt forbi eller kom nogen kjørende, satte den gule og den sorte i med nogle høje Hyl, der lød meget uhyggelige. Mangen Gang hændte det, at forbigaaende Folk, som hørte disse, blev skræmte, saa de gik halvt fra Sands og Samling. Thi det var ikke godt at vide for fremmede, om ikke de vilde Dyr var i Nærheden og løse.

Tre Gange havde det hændt, at Heste, der om Natten hørte Hylene, havde sprunget løbsk, ikke henad Vejen, men indover sorte Moen. Det var Heste fra Dalen, der var paa Vej til Byen for at hente Fødevarer. Bønderne, der kjørte dem, kom ilde derfra, de fik alle tre hver sit Knæk; den ene fik et dybt Saar i sin ene Skulder, den anden et Stød i Hovedet, som han aldrig forvandt, og som gjorde 183ham til Tider rent elendig. Den tredje brak Benet og fik en Kvæstelse i Panden, der nær havde taget det højre Øje.

Før er sagt, at den gule og den sorte gjøede. Men den graa gjøede ikke, den var stum. Og dog var den maaske den mest vagtsomme; altid gik den Lygten omkring glat og smidig som en Skygge.

Det egne var, at de Hunde syntes (om end de intet mangled) ikke at have det godt. En fremmed, der saa dem, sagde: «de ser ud, som de pines.» Og mange fandt, at Hundenes Øjne tidt ligned onde og rædde Mandeøjne.

Men disse Hunde havde ikke været der mere en tre Uger i Højden, før den gamle Pige og de to Gaardskarle sagde: «dette holder vi ikke ud.» Om Eftermiddagen gik Pigen bort med sin Tine og sin Bylt, og om Kvælden gik de to Bønder. Og de holdt endda hinanden i Haanden, som vilde de hjælpes ad mod alt, som kanske kunde ligge paa Lur her. Og da de kom fordi der, hvor Hundene holdt til, spytted de og sagde: «tvi i Jesu Navn.» Tilbage blev to Husmænd; men de var slige, at en maatte bede Gud bevare sig for at blive dem lig. De gik med krumme Nakker, var gamle og døve og kunde næppe høre 184Hundenes Glam. Tilbage blev ogsaa en Pige ved Navn Aase, en Bondepige, tyk og meget vakker at se paa, mørk af Hud og Haar, men lad som en Hunbjørn i Hi. Hun gad neppe nogen Ting, derfor var det bekvemt for hende at blive, hvor hun var; thi her behøvede hun kun at stelle lidt for sin Frue. Hun lod sig ikke forskrække af nogen Ting; hun havde ikke engang saa megen Bevægelighed i sin tunge Sjæl, at hun kunde blive ræd for noget.

Dagene gik, den ene som den anden, uden at noget Liv rørte sig i den store Gaard. I Højden hørtes en Sang fra en af Husmændene, men den var falsk, som en gammel, døv Mand synger den.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.