VIII

190Der flakked, for den rene Sandhed at melde, en Mand omkring i Egnen. Bønderne havde seet ham, og Byfolk havde seet ham. Han blev truffet gaaende omkring helst borte fra Alfarvej; mellem Sten og Ur. Men en enkelt Gang blev han truffet siddende ved Landevejen. Da saa han aldrig paa den, som gik forbi.

Hvor han boede, vidste ingen. Ingen havde nogensinde hørt ham tale. Han syntes at tilhøre noget, der laa langt borte, noget langt udenfor Moen og Skovene.

Tidt blev han borte, og ingen saa ham paa længe, og han blev i Tiden, der gik, udvisket som Skyggebilledet, naar Lyset fjernes. Han blev en, som ingen kunde sige noget bestemt om, som neppe nogen var vis paa levede. De, som kun kjendte ham ved andres Fortællinger, havde gjennem disse faaet et lignende Indtryk, som det en stærk Drøm frembringer, og de, som engang havde seet ham, kunde siden let tænke sig, at han var død – eller rettere, at han neppe levede mere. De kunde let tænke sig det, ikke fordi han saa livstræt ud; men fordi han havde noget 191over sig, som ikke hørte hjemme i Livet med dets Glæder og Sorger. Men som en af de maa have, der gaar i de evige Skove, Døden skal eje, og hvorhen man tror, han fører sine Skarer.

Nogle sagde: han er ond, og det var som Mørket havde trængt saa længe paa, at han ikke gad standse det; men lod det ind. Det var som for ham eksisterede det mørke og onde som Gud, som Verdens Grundvold. Det var, som vidste han ikke mere, hvad Synd var. Andre elskede Solen, han elskede Mørket; det bredte sig i hans Mine og skinned i hans Øjne og lejred sig om hans Pande.

Om han havde været meget længe borte, kom han dog altid igjen. Og da gik Ordet, at nu var han atter seet.

Ingen kunde gribe til og trække Ophavsmanden til Rygtet frem; men det Ord kom ud, at første Gang denne Mand var seet, var Dagen før den Nat, Nils Hall forsvandt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.