INDLEDENDE KAPITEL
Folket plagedes i den store Ørken, hvorigjennem det vandrede, af giftige Slanger, der sneg sig ind paa dem og gav mange Døden eller lod dem leve med Smerte. Da gik Profeten for Herrens Aasyn og sagde til ham: Herre! dit Folk plages og pines; thi mange giftige Slanger giver dem Gift af sine Tænder. Hvad skulle vi gjøre? Herren svarede: Du skal støbe en Slange, og gjøre den af Kobber og hænge den under den aabne Himmel og befale den ulykkelige, som pines af Slangens Bid, at hæve sine Øjne mod Kobberslangen. Da vil hans Smerte forstumme, og Ro vil falde over ham. Profeten svarede: Herre, hvad sagde du? skal jeg gjøre Folket en Slange? Men Herren sagde til ham: Ja netop en Slange skal du give dem! Vilde du maaske heller at de skulde kaste sine Øjne paa en Paafugl eller en Due? Men Herre! vedblev Profeten med Forundring i sin Mine, skal jeg saa i alfald ikke gjøre Slangen af ædelt Metal, af Guld eller Sølv? saa den kan holde sig blank og skinnende, værdig at tilbedes? Men Herren svarede og sagde: Hvor I dog er en besynderlig Slægt, I fra Adam og Eva! Hvor længe ville I tilbede Guldet og Sølvet? Hvor megen lykkelig Ro have I anammet, efter at I saalænge har tilbedt disse? Lyd nu mine Ord og gjør dig en Slange og gjør den af Kobber og hæng den under min Himmel og lad den dækkes af Irr og Rust. Thi jeg siger dig, at Folkets Liv er snarere Kobberets end Guldets, og kan det tilbede Kobberslangen under Himlen, vil det ogsaa kunne overvinde de giftige Slangers Bid, ja det vil kunne tilbede det ganske Liv med dets Kampe, dets Forvildelser, dets Glæder og dets Sorger. Kobberet er Sandheden og Sandheden er Skjønheden. Hæv Eders Øjne og se Kobberets rige Skjønhed.
Men Profeten støbte sig en Slange og gjorde den af Kobber, og denne Slange hængte han op og lærte Folket at tilbede den ifølge Herrens Ord. Og Ørkenes mangehaande Slanger voldte dem ingen Smerte mere, og Ro faldt over deres Sjæle.
