Om Liin

Man kan præparere uhæglet Liin, saa at det bliver meget blødere, og altsaa kan spindes finere end ellers. Det behandles paa følgende Maade. Man løser Bundterne op, og udbreder Linet, Altsammen til een Kant, paa Bunden af et Bøgekar, der er saa stort, at det kan ligge deri uden at bøies. Man kan for Sikkerheds Skyld lægge noget linned Tøi imellem hvert Lag, for at det skal blive mindre ugret. Over Karret bindes et Klæde, og saa bøges Linet med Lud som andet Vasketøi. Efter Luden maa det overbøges flere Gange med varmt Vand, og det sidste Vand staar paa til det er koldt. Naar dette er aftappet, optages Linet med Forsigtighed og hænges over Stænger, der bør hænge i Solen, hvis det ikke er Frostveir; Linet maa pilles vel fra hinanden, og saaledes hænger det til det er ganske tørt. Siden hægles det, og behandles som almindeligt, men baade Liin og Stry bliver blødere. Der er ogsaa en anden Maade med at rulle og kæmme Liin; men da den har været at læse i Aviserne, og jeg ikke har gjort Prøve derpaa, vil jeg ikke gjentage den.

Smitte til Garn

Bomuldsgarn til Renning smittes langt bedre før det nøstes, end i Væven, baade sparer man Væversken den Tid, som medgaar til den bestandige Smitten, og Garnet bliver stærkere at nøste og svøbe, naar det er smittet forinden. Man tager saa meget Vand, som man kan tænke, kan staa over Garnet, 1 Lod Hornliim og 2 Skeer Hvedemeel til hver Mark Garn. Hornlimet knuses og udkoges i Vand, derpaa røres Melet i koldt Vand og kommes i det kogende, som en Jevning. Saa lægges Garnet i, og man slynger en Lykke paa hver Hespel, for at det ikke skal hænge i hinanden. Man trykker det bestandig ned med en Stav, medens det koger, til Saucen næsten trænger ganske ind i Garnet; da løftes Gryden af, og hensættes til det er koldt nok at behandle; da vrides det løselig op, pilles vel ud og hænges paa Stænger et Sted, hvor det kan tørres hurtigt, enten i Solen, eller under Loftet i et varmt Værelse; det bør ikke smittes, før kort før det skal bruges. Det bør koge i 10 Minutter.

Liingarn kan ikke smittes uden i Væven, idetmindste kjender jeg ingen Maade hertil. Er det stærkt, da bliver Lærredet lettere og bedre af usmittet Garn; men trænger man dertil, saa faaes ingen Smitte bedre, end Gelee af islandsk Mos, lavet som den man bruger til Syge, dog lidt blødere end den almindelige Grød. Striegarn smittes i Væven med tyk, suur Mælk eller kold Bygmeelsgrød, der ikke er altfor haard. Om Vævning kan forresten intet Skriftligt meddeles, den maa læres ved Beskuelsen.

Om at skure og pudse Kjøkkenredskaber

Bliktøi skures simpelt med fiin Sand og Vand; det maa tørres vel for Ilden, thi hvis der bliver noget Vaadt tilbage i Sammenføiningerne, saa rustner det strax og gaaer itu. Kobber kan ogsaa skures med meget fiin Sand 1 a 2 Gange om Aaret; men oftere vilde det slide for meget. Theemaskiner, Kjedler, som bruges paa Bordet, og Saadant trænges ofte til at pudses, og Pigerne bruge ofte at tage Eddike eller suur Saft, naar de kunne faae den, og væde Muursteen med, thi da bliver Kobberet hurtigt blankt; men dette er reent galt, thi det bliver anløbet Dagen efter, og ved ofte at pudse med Suurt, taber det tilsidst reent sin røde Farve. Fiin Olie er det bedste at væde Muurstenen med, og naar Karret bliver vel afpudset med tør Muursteen, der er fiingneden, saa mærker man ingen Lugt af det Fede ved Olien. Næst Olie er Vand bedst, men der bør aldrig være mere, end at blot Stenen vædes.

Messing pudses ogsaa med fiin Muursteen og Skind. Det bliver vel ligesaa blankt af fiinstødt Kul, men det faaer en mere blaalig Skjær, ikke saa reen guul som af Muursteen. Jerntøi skures i Aske og Vand og tørres vel for Ilden. Det, der sjelden bruges, saasom Gorojern, Vaffeljern o.s.v., indgnides med en Fleskesvor før de borthænges, for ikke at rustne. Fine Knive maa ikke skures med Sand; de faae da lettelig Rifter, de pudses med fiin Muursteen paa Skind eller ogsaa med det fine Jernstuv som falder af i Smidien og som maa sies gjennem et Stykke Flor før det bruges.

Sølvtøi vaskes først med Sæbevand og en fiin Børste. Naar det er tørt, pudses det med fiint Kridt paa Skind, dog bliver det aller blankest, naar man vil spanddere Magnezia istedet for Kridt.

Sønderslaget Steentøi

Naar hvidt Steentøi er slaaet itu, saaledes at alle Stykker passe til hinanden, og de kunne sammenbindes, saa væder man først alle de Sider som mødes, med Æggevide, og binder dem saa vel til hverandre, at det faaer sin rette Faon; derpaa lægges et saadant Kar i nysiet Mælk, der maa staae vel over; det sættes over Ilden, medens Melken er kold og koger sagte i flere Timer. Stykket optages, man stræber at aftørre den levrede Melk med et Klæde, kun ikke ved Sprækkerne; Forbindingen bliver paa, og saa sættes det paa et varmt Sted i 6 a 8 Dage at tørres vel. Skaden viser sig da blot som en Smel, og det sammenkogte Sted er ligesaa stærkt som det øvrige af Karret. Jeg vil dog ikke tilraade at koge Hanke paa Kander, thi disse behøve for megen Styrke, heller ikke er det sikkert at koge Porselain saaledes, endskjønt jeg nogle Gange har forsøgt det med Held.

Kaffe

Da jeg har havt flere Exempler paa, at unge Mennesker have været uvidende om den Egenskap ved Kaffebønner, at de svælle ud ved at brændes, saa vil jeg her anmærke det, for at en ung Huusmoder ikke skal blive bedraget for sin Uvidenheds Skyld. Gode Kaffebønner, af dem, der ere smaa og blaagraa, kunne svælle ud, saa at man faaer det Dobbelte tilbage efter Brændingen. Dette aftager gradviis eftersom Bønnerne ere slette, men noget øge de altid. Den Øvelse, man har i at brænde Kaffe, gjør ogsaa sit, til at den øger meget eller lidet. Hvis den brændes ujevnt, saa faaer man ikke den rette Nytte hverken af de Bønner, der ere for lyse, eller af dem, der ere forbrændte; og brændes den med for stærk Ild, saa bliver ogsaa Bønnerne forbrændte udenpaa, før de ere gjennembrændte, derved hindres de i at svælle ud. Naar man først gjør Gryden eller Panden varm, og siden bruger langsom Hede, saa bliver den allerbedst. Kaffe bør heller ikke koge hurtig, men langsomt og jevnt fra en Side. Ved at koge et Stykke tørret Fiskeskind med Kaffen og naar den afsættes at lægge noget Koldt ovenpaa Laaget, bliver den hurtig klar. Af ½ Fjerding raa Kaffe, der brændes og koges godt, kan blive 2 Contorkoppe overmaade stærk Kaffe.

Sengeklæder

Da flere af mine Bekjendte har troet, at det vilde være Mange kjært, at faae en nøiagtig Underretning om Sengeklæders Tilberedelse, saa tilføier jeg her, hvad jeg veed herom.

Fjær

Den Fjær, som man selv samler af Gjæs og Fugle, minker i Almindelighed 4 Mærker paa hvert BPund ved Ribningen, den Kjøbte, ofte meget mere; det beroer paa hvorvidt den er fri for Sand. Man maa ved Indkjøbet af Fjær see efter, at man ikke faaer af den, der ligger løs paa Gulvet i Hobe, men af hele Matter. Til en Underdyne i en dobbelt Seng af 3 Alens Længde, gaaer 2 BPund ribbet Fjær, og i en Hovedpude til samme Seng ½ BPund; men man kan ikke regne blot det Halve heraf til en enkelt Seng; 2/3 af Varets Bredde og af Fjærens Vægt bliver omtrent passende.

At dune Fjær

Naar man skal forfærdige Sengeklæder til en heel Seng, ønsker man gjerne den fineste og meest duunagtige Fjær til Hovedpuder, og tager heller den grovere i Underdyner. Den adskilles paa følgende Maade. Man vælger et tomt Værelse, helst Et, der er rappet eller beklædt med Bord. Her hænger man et Par Lærredslagen for det ene Hjørne, paa en Snor eller Stang, og et tredie befæstes høiere op lige ned i Hjørnet, og hænger udover de andre, saa at det Hele danner et lidet Telt. Derunder placerer man en Pige, der ikke maa have uldne Klæder paa, hun har et høit glat Træspand, som hun fylder halvt fuldt med ribbet Fjær og rører deri med en lang, stiv Hvisp (Riis), da flyver al Duun og fiin Fjær op, og falder atter ned paa Gulvet, medens den grove bliver tilbage i Spandet. Naar den ikke flyver mere op, tømmer hun Spandet og tager en ny Portion, og naar der bliver en stor Hob paa Gulvet, tømmes den i et Var. For dem, der ikke have et ledigt Værelse, kan det lade sig gjøre at tage et høit Kar, sætte et lavere Spand med Fjær ned deri, og tildække og tilbinde Karret med et Lærredslagen, saa at der kun er et Hul til Pigens Arm. Men dette er mere besværligt, da Lagenet maa løftes af for hver Ombytning, og det er seent, fordi man ikke med Lethed kan bevæge Armen.

At rense Fjær og Duun

Naar Dynerne blive gamle og undertiden have været udsatte for Fugtighed, saa klumpe Fjærene seg deri, de blive da ubehagelige at ligge paa, og lader til at være tyndere, end de virkelig ere. For at afhjælpe dette, maa man have et forsigtigt Menneske, der kan passe, at en stor Jerngryde eller Bryggekjedel bestandig holdes godt lunken, men aldrig bliver hed. Deri kommer kun 3 a 4 store Haandfuld Fjær eller Duun af Gangen, og rører sagte deri med den bare Haand, til Fjæren er gjennemlunket. Da svæller den ud og bliver som ny og levende. Alt Gruus og Sand, som er i Fjæren synker tilbunds i Gryden, dette afbørstes for hver tredie eller fjerde Gang. Man maa have et Foustage ved Siden af Gryden, foruden det Fjæren er i, for at tømme den rene i. En Dyne seer næsten dobbelt saa tyk ud efter denne Operation, og Varet vaskes da med det samme.

Dynevar

En Underdyne maa være 2 a 3 Qvarteer længere end den Seng, hvortil den skal høre, Sengen maalt indeni, og mindst ½ Alen bredere end Sengen; thi dette tager Fylden op, og det er godt, naar Dynen kan lægges lidt op imot Sengens nederste Ende. Til Underdyner bør man vælge Liinbolster, da Bomuldsbolster saa let vil revne, naar Dynerne skulle vendes i Sengen. Til Hovedpuder derimot – især til de øverste, hvori man har Duun eller fiin Fjær – kan Bomuldsbolster bedre gaae an, ja næsten være ligesaa tjenligt. Alle Hjørner paa Puder og Underdyner besyes med semsket Skind.

Alle nye Var maa gnides paa Vrangen, før Fjæren kommer i, enten med guult Vox eller med gul Stangsæbe, dog undtager man den øverste Hovedpude. Er det Vox, da maa Stykket, hvormed man gnider, varmes ofte, Sæben er det ikke nødvendigt at væde. Den er billigere end Vox, gjør samme Gavn, nemlig at hindre Sengeklæder fra at give Støv fra sig, og er langt bedre for Varene, naar de skulle vaskes. Det lugter vel stærkt af Sæben i Førstningen, men naar de luftes godt efter Gnidningen, før man har Fjær i, saa er det ikke værre end Vox. Somme lave en Røre af guult Vox opløst i kogende Vand og jevnet med Hvedemeel, hvilken Røre bliver paasmuurt med en Malerkost, men dette vil let sees på Retten, naar det ikke er paastrøget med desto større Forsigtighed; det smuldres af ved Brug og lægger sig i Fjæren som Støv, og saadanne Dyner ere meget udsatte for Beskadigelse af Rotter og Muus, naar de ligge i øde Værelser.

Til Overdyner bruger man ingen Smørelse, men det er godt at have et Undervar af Scherting, for at det øverste Var lettere kan aftages og vaskes. Til Gjestesenge bruges meest Duun, og 7 a 8 Pund er da passende til en Dyne paa en dobbelt Seng.

Duuntepper

Man syer det yderste Betræk i Striber, der ere et Qvarteer brede, og sætter imellem enhver saadan Aabning et bredt Bændel eller en Tøistrimmel af en Fingers Bredde efter Indbretningen. Dette maa syes med Kastesøm, men ikke trækkes. Af Scherting syes lange Poser, der passe til disse Huller, men som hellere maa være rundelig vide, end for smale, da det er stygt, naar der skulde blive tomme Rum i Overtrækket. Er Teppet 2 ½ Alen langt, saa er 24 Lod Duun passende i hver Pose, og dette bliver 6 Pund til 8 Poser; men vil man have det saa langt, at det skjuler Sengen, saa maa man forholdsviis tage mere. Poserne kunne nu stikkes ind, og tages ud, naar Betrækket vaskes. De maa syes fast med nogle Sting i begge Ender. Dette er tykke Vintertepper, Sommertepper behøve kun 12 a 16 Lod i hver Pose.