Det vilde være for vidtløftigt for nærværende lille Skrift at give en fuldstændig Beskrivelse af en Haves Dyrkning, heller ikke besidder jeg Skjønsomhed nok dertil; men da jeg gjerne vilde at Bogen skulde være en Ledetraad for en ung uerfaren Huusmoder i enhver Gren af hendes Forretninger, saa vil jeg give et kort Udkast af Behandlingsmaaden med de simple Kjøkkenurter, der maaskee kunde være nyttig for dem, der ikke eie Fleischers Havebog. Da man ofte har Mangel paa Gjødsel, saa vil jeg tilraade, hvor dette er Tilfældet, heller at dyrke et lidet Stykke godt, end at anvende samme Gjødsel paa et større Areal, og bruge det Ugjødede til Potetes eller andre Ting, der taale mavrere Jord. Man kan ellers selv samle sig en liden Gjødseldynge for Haven ved at lægge alt Lugegræs, der ikke er blandet med Qvægerødder, og alt affaldet Løv i en fast Hob, og komme derimellem al den Fiskeindmad og andet Søl, der falder i Kjøkkenet, og som ikke er tjenligt til Grisemad, Sod af Skorstenen, naar den feies og deslige, og altid tildække dette med Jord eller Løv ovenpaa; kan den blandes lagviis med Gjødsel, saa bliver den saa meget hurtigere god. Den bør Høst og Vaar graves om, saa at det underste kommer op, og om 2 a 3 Aar har man her god Gjødsel. Koegjødsel er den bedste til Haven, da der er for meget Ugræs i Hestegjødsel; men den maa ikke være fersk. Hvor der er Sandjord maa Gjødselen bredes ud over Qvartererne om Høsten før det fryser, ellers har man ikke stor Nytte af den næste Aar. Leerjord kan bedre taale at bie til Vaaren, dog er det ogsaa for den tjenligere at faae Gjødselen under Sneen. Alt Ugræs, der vil løbe i Frøe og formere sig, maa luges bort, endog hvor Urterne ere optagne; vedbliver man hermed hver Høst før Gjødselen lægges paa, saa vil man med Tiden slippe lettere med Lugning om Sommeren. Til Sandjord er det meget godt at blande Gjødselen med Myrejord.
For dem, der boe en Gartner saa nær, at de kunne kjøbe Planter lønner det sig neppe at have Mistbænk; thi den fordrer megen Gjødsel, Vinduer og Matter, der ere kostbare at vedligeholde, og uden disse faaer man seent og vanskelig gode Planter. Desuden kan man i feed og god Jord andre Steder i Haven, der ligge godt for Solen, ogsaa faae Karse, Redikker, Grønkaal og Rodkaalplanter lige saa tidlig som i en Bænk uden Vinduer, og ligesaa gode Agurker, skjønt meget senere. Men for dem, der boe fjernet fra Gartneren – og det er de Fleste er den nødvendig at have, og den bør da plaseres paa et luunt Sted, der vender mod Solen, og kan man faae Vinduer, da er det saa meget bedre. Mistbænken maa fyldes med Hestegjødsel, der ikke er for ny, til den næsten er fuld, men saa trædes den fast ned af en Karl til den er ¾ Alen nedenfor Kanten; da lægges Lemmerne paa, og Gjødselen ligger i 3 Dage at brænde. For at spare Gjødsel, kan man lægge et godt Lag af Rughalm under den i Bænken. Vil man saae meget tidlig, da tages Jorden af den om Høsten og lægges i en Hob; Gjødselen kastes ud paa Haven og Halmen ligger til næste Gang, men vil man bie til Frosten er gaaet af om Vaaren, saa har Jorden bedre af at forblive i Bænken; thi den bliver ikke saa udmavret af Snee og Regn, og Halmen gaaer da ofte over til Gjødsel, hvor der ikke fryser stærkt. Saadan Halm maa ikke lægges paa de Qvartere, hvor man vil saae Rodvæxter; men til Erter og Bønner skader den ikke. Den samme Jord, som er taget af Bænken, kommes deri igjen, naar Gjødselen har lagt tildækket de 3 Dage; den fyldes igjennem et Kornsol, og ligger atter 2 a 3 Dage, for at opvarmes af Gjødselen; man lader Lemmerne ligge paa, men lufter lidt i Middagssolen.
Naar der skal saaes, afdeler man gjerne Stykker til hver Sort Frøe, og disse Afdelingsrender bestrøes med Karse. Vil man have Agurker, og har liden Plads, da kan de sættes ved den øverste Kant; thi de blive først store, naar Kaalplanterne optages, og da faae de sin Frihed til at udbrede sig. Naar Frøet er saaet, hakkes det ikke ned som i Sengene, men man strøer en Tomme Jord ovenpaa gjennem et Dørslag, og klapper den fast ned med et Træelaag. Lemmerne lægges paa om Natten, saalænge det er koldt; men naar det bliver mildere, have Planterne godt af Natteduggen. Planterne i en Misbænk maa ikke luges; de vilde ellers let visne af den stærke Hede. Naar de ere udsatte, luger man først deres Plads, og kan da saae Reddikker istedet. Men Haven maa ofte luges, hvis man vil have gode Urter, dette gjelder især om Rodvæxter; thi Erter og Bønner luges ikke efter de ere stenglede, undtagen man seer et og andet Ugræs, der vil sætte Frøe. Persille- og Gullerødder maa ikke luges første Gang, før de have skudt Hjerteblad; det kunne ellers let opluges af Ukyndige, men siden luges de ofte, og er det tørt, da vandes de vel efter Lugningen.
kunne sættes tidligst af Alt, saasnart Jorden er beqvem til at spades. De behøve ikke feed Jord; naar den har været gjødet Aaret iforveien til Løg eller Sellerie, er den god nok til Erter uden Gjødning, ja 2 Aar kan gaae over, hvor der ikke er for tør Sand. De maa ikke vandes, uden Tørken er saa stærk, at de ville visne; derimod bør de hyppes i Renden før de rises. Naar de ere af en Tommes Høide hypper man dem, og sætter Riisqviste til, da kan man bie at stænge dem til de ere ½ Qvarteer høie. Stængerne kan sættes paa skraa om den yderste Kant af Sengen; det hindrer dem fra at slynge sig sammen over Gangen, og man behøver da ikke at sætte Stængerne saa tæt inde i Sengen; Kryberter behøver kun høit Riis.
er det, der næst Erter kan sættes tidligst. Til alle Sorter Løg udfordres stærk Gjødning, og den maa vandes ofte, naar der er tørt. Den er gjerne moden til at optages i Slutningen af Juli eller først i August; man seer det paa Græsset, der da visner aldeles. Den maa udsættes et godt Qvarteer fra hinanden.
er af alle Frøsorter den, der kan saaes først, dog bør man ogsaa med den bie til Jorden er beqvem, og der ikke mere fryser om Natten. Den maa have feed og fiint spadet Jord, da Rødderne ellers vilde voxe ud i flere Grene, naar der er Klumper i Jorden. Man hakker Frøet ned med en Rive; det maa saaes meget tyndt, og for at bevirke dette pleier man at blande det med tør Sand. Naar det er hakket, klappes Sengen haardt til med et Træelaag. Man kan ogsaa sætte Frøet, men da det er et saa overordentlig seent Arbeide, har jeg gjort det paa følgende Maade. Der gjøres Render med en Snor langs efter Sengene, vel ½ Qvarteer fra hinanden; heri strøes Frøet meget tyndt, og naar det er kommet op, men før det har skudt Hjerteblad, opluger man alle de Skud, der staae for tætte, saa der bliver omtrent 3 Fingre mellem hvert. Paa denne Maade kan man faae store Rødder, og Frøet kommer sikkrere op, naar det bliver strøet, end naar man stikker Huller dertil, der ofte kan blive for dybe. Efterat Frøet er strøet i, skydes Jorden over fra begge Sider, og saa tilklappes den.
Persillefrø ligger 3 Uger i Jorden, og er der i denne Tid ikke Regn, maa Sengene vandes, saa de blive vel gjennemblødte nogle Gange. Ønsker man at Frøet skal komme hastigere op, da kan man sætte det i Støb før det saaes, det vil sige, man kan strøe Frøet ned med feed fugtig Jord paa dybe Talerkener, sætte den ene ovenpaa den anden i et Vindu, hvor Solen staaer paa, og lade dem blive saaledes staaende til Frøet sprækker, og viser en lille Spire; det maa da saaes med den Jord, hvori det staaer, og kommer sædvanlig op efter 8 Dage eller før; det pleier behøve 3 a 4 Dage til at spire. Naar saadant Frøe skal saaes, maa Jorden først vandes med godt lunket Vand af Sprøiten, for at den ikke skal være for kold for de fine Spirer, og Sengen maa tildækkes med Granbar, der maa ombyttes med nyt før Naalene falde af. Persillen spirer lige godt frem, om Granbaret ligger over; men bliver der milde Dage, da har det bedre af Solens Paavirkning. Spiret Frø kan ogsaa strøes i Render.
kunne saaes lige saa tidlig som Persille, og Alt hvad der er sagt om denne, gjælder ogsaa om Næberne; de trænge endnu mere til Bedækning af Granbar, da der ofte er nogle Smaafluer, der beskadige de unge fremspirede Blade, saa at de visne bort; de taale ogsaa mindre Kulde end Persille. Man sætter ofte Næbefrø om Kanterne af høie Qvarterer, men det maa skee sildigere. Skal de saaes, da kan det sjelden skee tyndt nok, og man maa derfor blande Frøet med meget Sand. Lægges det i Render, da kan det bedre lægges enkelt end Persillen, og Renderne maa være længere fra hinanden.
kunne i alle Dele behandles som Persille; men man bør ikke saae dem saa tidligt, baade fordi de taale mindre Kulde, naar de komme op, og fordi de blive for tidlig modne om Høsten, da det ikke er godt at gjemme dem inde, og de blive ormstukne af at staae for længe ude. Man kan saae en Seng tidlig, for at have noget til tidlig Brug, og dække denne med Granbar. I de mildere Egne er der Mange, der saae Persille- og Gulerødder om Høsten, men endskjønt disse seer tidligere store ud, saa ligger det meest i Græsset. Rødderne selv blive som oftest ikke før brugelige end de, der ere saaede om Vaaren, og undertiden resikerer man, at det Hele fordærves af en altfor mild Vinter, ved at spire for tidligt.
saavelsom Snitkaal kan saaes paa samme Tid som Gulerødder, og temmelig tykt; da den blot anvendes til at skjære, kan man gjerne sætte Kaalrabiplanter, hvor den har staaet, da den bliver for grov til Brug paa den Tid, de skulle sættes; den behøver feed Jord. Naar man skjærer Spinaten, maa det ikke være for langt ned til Roden, for at den ikke skal visne, og det er godt at vande den efter Afskjæringen, hvis der ikke regner. Der er en Sort Vinterspinat, der er meget nyttig; den udplantes om Høsten, Rødderne deles, saa de ikke ere for tykke, og sættes mindst ¼ Alen fra hinanden. De bør omplantes i gjødslet Jord hvert tredie Aar. Denne Sort Spinat er det tidligste Grønt, man kan have om Vaaren, da man ofte seer den spire grøn frem, saasnart Sneen gaaer af.
pleier meest at sættes om Kanterne af Sengene, som Frø; det kan sættes, naar man har tilsaaet Sengene. Skal det sættes i en Seng for sig selv, da maa det være saa langt fra hinanden som Løg.
Naar disse skulde lægges i en Seng, da maa det være feed Jord, og Sengen maa vende mod Solen; de maa ikke lægges før man er sikker for kolde Nætter, og de bør dækkes med Granbar til de ere komne op. Siden er det ogsaa godt at sætte nogle Flise ned ved hver Plante paa Nordsiden. De bør lægges ½ Qvarteer fra hinanden, og vandes ofte. Naar det begynder at blive smaae Agurker, er det godt at lægge nogle Stykker af sønderslagne Glasruder under dem, det hindrer dem fra at tage Skade af Jordens Fugtighed, og paaskynder Væxten ved at trække Solens Varme til.
Det er almindeligt at gjøre Aspargessenge meget høie, men jeg har hørt af en duelig Gartner, at det er meget bedre at lade dem gaae i Dybden, og kun staae saa høit over Jorden som andre Urtebeed. Jorden graves da op saa lang og bred som Sengen skal være, 1 Alen i Dybden; den øverste Madjord lægges ved Siden, og den ubrugelige føres væk; derpaa fyldes hele Stykket med Gjødsel, der ikke er ny, til over Kanten, og trædes til som i en Misbænk; derpaa fyldes Jord, og saa lægges Rødder af Asparges temmelig tæt, dog saa de ikke berøre hinanden; der fyldes atter Jord paa til Sengen faaer sin Høide, og den stampes godt ned. Aspargeserne skyde nu op, men maa ikke skjæres førend tredie Aar; de to første maa man lade dem sætte Frø, og saae sig selv; dog kan man i disse Aar benytte Sengen til Kaalplanter, der voxe herligt om Kanterne. Siden maa der lægges Gjødsel hver Høst ovenpaa Sengen temmelig tykt; men man afrager det om Vaaren, og kan bruge den andensteds. Ved at saae Aspargesfrø istedet for at lægge Rødder skal man faae endnu bedre Asparges; men da medgaaer endnu et Aar før de kunne skjæres.
voxer bedst i fast Leerjord, helst hvor der er stenig Bund; i løs Sandjord kan det aldeles ikke nytte at sætte Peberrod, undtagen man vil grave Jorden 2 Alen dybt, steensætte den i Bunden, og fylde Rummet med Jord og Gjødsel. Hvis dette ikke skeer, løber Rødderne blot ned i Grunden som lange smale Pidske uden Tykkelse og Smag. Man vælger gjerne et afsides Sted til Peberrod, da den er slem til at udbrede sig længere end man ønsker. Det samme gjelder om Jordæbler, der forresten sættes som Potetes, kun i federe Jord.
maa ikke lægges førend Hæg og Kirsebærtræer staae i fuld Blomstring. Man lægger dem gjerne paa den Maade, at en Theskaal hvelves paa Sengen, en Ring gjøres om denne med Fingeren i Jorden, og i denne lægger man 5 a 6 Bønner i passende Afstand. Der gjøres sjelden mere end 2 Rader af saadanne Ringe i en Seng, og der maa være omtrent 1 Qvarteer imellem hver. Midt i denne Cirkel sættes Stangen, hvorom de skulle slynge sig, og hvis en eller anden tager en feil Retning, da maa man hjelpe derpaa ved lempelig at føre den paa sin Plads. Stængerne støttes mod hinanden, og der lægges en Stang tvers over for oven til at holde dem sammen. Bønner kunne lægges i Jord, der har været gjødslet til Rodvæxter forrige Aar; de maa ikke vandes uden i stor Tørke, men naar der har regnet og Jorden er fugtig, er det godt at hyppe dem varlig rundt om hver Kreds, derved komme de til at helde mere indad mod Stangen, og visne ikke saa let, naar den nederste Stilk er beskyttet.
kunne lægges lidt førend de andre. Der gjøres 3 Render i hver Seng, og deri lægges de 1 Qvarteer fra hinanden. Behandlingen er omtrent som med de forrige; de fleste stænge dem ikke, men jeg synes godt om at sætte en tyk Riisqvist ved hver Bønne, det hindrer dem fra at ligge paa Jorden, hvoraf mange raadne, naar der er Regn, ligesom de og modne før. Man kan aldrig bie at indsamle brune Bønner til alle ere modne, da ville nogle aabne sig og spildes; man maa tage dem der ere hvidgule udenpaa, eftersom dette skeer, og afpille dem, da den hvide Hinde, der sidder om Bønnen bringer dem til at raadne. Er man nødt til at indsamle dem for Aarstidens Skyld, endskjønt de endnu ere hvide, saa er dette ikke saa farligt, naar de kun have sin fuldkomne Størrelse. De blive brune ved at ligge afpillede, naar de kun ikke ligge i Hob, dog ere de, der ere blevne brune i Bælgen bedst til Udsæd.
maa have fedest Jord af alle Havevæxter; den Jord, der er gjødslet om Høsten, saa at den er vel skjult, maa endnu have et Overlag, naar den spades om Vaaren, og dette bør ikke skee, før med det samme man agter at sætte Planterne. De taale ingen Kulde, og det er derfor rettest at bie ud i Juni. Der gjøres 3 Render i hver Seng og deri sættes Planterne 1 Qvarteer eller 1 ½ fra hinanden. De lange trevlede Rødder, der hænge ved Plantens Rod, bør afklippes, dog ikke for nær; thi de kunne ellers let komme til at ligge dobbelt, og da døer Planten ud. Man sætter den saa langt ned i Jorden, at Hjertebladet netop er ovenfor; men kommer der Jord i Hjertebladet, da døe de ogsaa, derfor maa man efter stærkt Regn see til, om de skulde være blevne trykte for stærkt ned, og pille Jorden fra Hjertebladet, for at redde dem. Hvis Jorden ikke er fugtig, naar man sætter, saa maa der vandes i Hullerne, og dette maa gjentages hver Aften til Planterne have fæstet Rod.
sættes i alle Dele som Selleri, dog behøves der ikke fuldt saa stærk Gjødning.
voxer bedst i ny Jord, det maa være Leer eller en Blanding af Leer og Muld, og godt gjødslet, men ikke med fersk Gjødsel. I Sandjord nytter det ikke at sætte Hovedkaal; thi om end Planterne leve og voxe, bliver der dog sjelden faste Hoveder. De sættes ogsaa bedst i nyspadet Jord, en heel Alen fra hinanden; Jorden maa slutte godt om Planten, men ikke klemmes haardt til. Kan man vælge en Tid, hvor der regner fiint, da er det godt at slippe Vanding; thi deraf bliver Jordskorpen haard, men Kulde er farligere for Kaalen end Tørke, thi denne kan afhjelpes ved Vand, og ved at sætte Løvqviste for Solen paa Plantens Sydside; men Kulden dræber dem som oftest aldeles, og de smaa Orme, som opæde Plantens Rod, trives bedst i Kulde.
Man bier derfor til i Midten af Juni, hvor der ikke er meget mildt Clima, dog bør de sættes før St. Hansdag. I Juli maa man begynde at see efter de gule Æg, som Fluerne lægge paa Bladene, og aftørre dem vel; thi blive de først til Orme, da er Arbeidet uendeligt. Hvis man har Kaal paa en særskilt Plads, kan man lade Hønsene pille dem rene, men i Haven bør de ikke komme.
behandles som Hovedkaal, men kan dog bedre trives i Sandjord, naar den er godt gjødslet; den sættes blot ½ Alen fra hinanden. Da man gjerne ønsker Spidskaalhoveder tidlig om Høsten, saa bør man sætte nogle tidlig, og andre senere, til at bruge længere hen; thi naar de blive overmodne, revne de gjerne. Planterne i Mistbænken taale ingen Kulde; man vælger derfor det bedste Sted til Spidskaal. Der kan gjerne sættes Spidskaalplanter langs med Siderne af Persille og Gulerod-Senge, og man pleier faae gode Hoveder der. Angaaende Hypning af Hovedkaal og Spidskaal, da troer jeg ikke man maa gjøre meget deraf, men hellere søge at bringe Kaalen forsigtig til at helde til den ene Side, og dække Stilken med Jord paa den, der vender opad, for at tynge dem ned. Dette maa ikke skee førend de begynde at knoppe sig, og med megen Lempe, og de maa ikke lægges lige ned mod Jorden. Rødkaal og Savoikaal behandles som Spidskaal.
Der er tidlig og sildig Blomkaal, og man gjør bedst i at have begge Dele; thi den tidlige løber saa let i Frø, at den ikke duer til at gjemme, derimod er den god at have for at faae noget tidlig. Den behandles som Spidskaal. Naar man seer en Knop indeni Kaalen, der endnu ikke er stor nok til at opluge, saa bør man knække de grønne Blade rundt om, og lægge dem over til Bedækning, dog saa de endnu hænge fast ved Stilken; dette er især godt, hvis der indtræffer Regn, der gjør Blomsten mørk.
sættes ikke før ved St. Hansdagstider, da man ikke bruger deraf førend om Høsten og Vinteren. De have lettere for at trives i alle Slags Jord. Grønkaal kan staae under Sneen, derfor sættes den gjerne nær ved Huset, for lettere at kunne opgraves.
udsættes som Spidskaalplanter; der er Bladsalat og Kropsalat, det vil sige Salat, der knytter sig til Hoveder. Denne er skikket til at plante ud, og bruge udover Sommeren. Bladsalat er tidligere færdig at bruges om Vaaren; den saaes i Mistbænk.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Hanna Winsnes' kokebok, Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen, ble første gang utgitt i 1845. Den regnes som et viktig verk i norsk kulturhistorie fordi den gir et bilde av datidens velstående husholdninger.
I tillegg til en rekke oppskrifter inneholder boken råd om nesten alt en husmor på en stor gård måtte kunne: husdyrhold, hvordan behandle tjenestefolk, rengjøring, slakting, sylting, baking, såpekoking osv.
Kokeboken er kommet i en rekke opplag gjennom årene, men er nok i dag mest kjent på grunn av Arne Garborgs berømte essay Hanna Winsnes's kogebog fra 1890.
Se faksimiler av andreutgaven fra 1846 (NB digital)
I dag er Hanna Winsnes mest kjent for kokeboken Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen (første gang utgitt i 1845). Men hun skrev også fortellinger og dikt og var en viktig kulturpersonlighet i sin tid.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
